Danmarks udenrigsminister er ufrivilligt blevet hovedperson i en video på internettet, hvor han fører en videosamtale med en russisk komikergruppe, udgiver sig for at være kommissionsformand for Den Afrikanske Union (”Snydt af russiske komikere: Løkke troede, han talte med diplomat, politiken.dk den 20. oktober 2023).
Ministeren bedes i den forbindelse redegøre for følgende:
1. Hvordan er det muligt, at en russisk komikergruppe, der endda taler med tyk russisk accent, kan komme uden om Udenrigsministeriets sikkerhedskontrol og få direkte adgang til Danmarks udenrigsminister, der taler åbent om fortrolige forhold i relation til krigen i Ukraine? Havde udenrigsministeren ingen betænkeligheder ved, at en repræsentant for Den Afrikanske Union taler med stærk russisk accent?
2. Vil udenrigsministeren fastholde, at det, han giver udtryk for i samtalen, er en uforandret dansk position i relation til krigen Ukraine, herunder at Danmark mener, der skal forhandles med Putin på et tidspunkt, og at Ukraines præsident Zelenskyj således ikke kan forvente at vinde sit lands fulde territoriale autonomi tilbage?
3. Har udenrigsministeren nogensinde før mødt eller talt med Moussa Faki, og hvad gjorde, at udenrigsministeren troede, han talte med kommissionsformanden for Den Afrikanske Union?
4. Hvilke sikkerhedsmekanismer fejlede i forbindelse med, at mødet blev arrangeret og gennemført? Hvilke kommunikationsprogrammer anvendes til den slags møder, og hvorfor er de ikke sikre?
5. Hvorfra fandt opkaldet sted? Ministeriet eller ministerens private hjem? Hvilken betydning har dette for sikkerheden i sådanne forbindelser, og hvilken rådgivning har ministeren modtaget herom i forbindelse med sin udnævnelse?
6. Har ministeren drøftet disse sikkerhedsspørgsmål med Det Udenrigspolitisk Nævn?
Dato: 26-10-2023
Status: Besvaret
Emne:
udenrigspolitik og sikkerhedspolitik
Afholdelse af samrådet: Udenrigsudvalget 09-02-2024 kl. 09:00