Tak for det. Det ligger netop i meget god forlængelse af, hvad vi just talte om, for der er jo, hvis vi skal være realistiske, også omkring Danmarks muligheder, ingen tvivl om, at EU-sporet er helt centralt. Og EU har ligesom Danmark i en årrække haft et tæt samarbejde med Israel inden for en række områder: forskning, handel, innovation. Det betyder ikke – fuldstændig på linje med den danske holdning – at det ekskluderer, at vi kan have en kritisk dialog om eksempelvis menneskerettigheder og situationen i de besatte palæstinensiske områder. Jeg vil faktisk sige, at det forhold, at vi har en associeringsaftale, skaber en platform for at føre den her dialog om kritiske spørgsmål.
Der blev sidste år, faktisk for første gang i 10 år, afholdt et møde med Israel i EU's associeringsråd, hvor man benyttede lejligheden til ud over på den positive platform, kan man sige, at diskutere samarbejdsmuligheder at rejse alle de kritiske spørgsmål om israelske bosættelser på Vestbredden, tvangsforflyttelse af palæstinensere, menneskerettighedssituationen i de besatte områder m.v. Nu er der kommet en ny regering, og det giver jo bare afsæt for at fortsætte den linje.
Så synes jeg også, det er vigtigt at sige, at parallelt med den her EU-Israel-associeringstankegang drøftede EU-medlemslandene muligheden for at have en tilsvarende regelmæssig højniveaudialog med palæstinenserne, og det er der nu taget det første skridt til ved at invitere den palæstinensiske premierminister til vores EU-udenrigsministermøde, som finder sted på mandag i Bryssel, og det er jo også et forum, vi bakker varmt op om. Og i forlængelse af mine svar under det sidste spørgsmål er det jo vigtigt, at vi i forhold til begge parter også appellerer til besindighed, så vi undgår en voldseskalation.