Spm. nr. S 524

2) Til indenrigs- og sundhedsministeren af:

Mikkel Bjørn (DF):

Hvordan kan regeringen forsvare at tillade skadelige stop- og krydshormoner til børn, uden nogen form for læge- eller psykologfaglig dokumentation, på trods af velkendte og veldokumenterede skadevirkninger, og hvilken fejlmargin vil ministeren acceptere i diagnosticeringen af børn med kønsdysfori?

Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt bede sundhedsministeren redegøre for dette: Hvordan kan regeringen forsvare at tillade skadelige stop- og krydshormoner til børn, uden nogen form for læge- eller psykologfaglig dokumentation, på trods af velkendte og veldokumenterede skadevirkninger, og hvilken fejlmargin vil ministeren acceptere i diagnosticeringen af børn med kønsdysfori?

Ministeren.

Jeg tror, spørgeren allerede er bekendt med regeringens holdning til behandling af børn og unge med kønsidentitetsforhold . Der er tale om en meget sårbar gruppe, hvor det enkelte barn kan være voldsomt forpint. Manglende behandling af eller hjælp til børn og unge mennesker med kønsligt ubehag kan i betydelig grad være med til at forværre barnets mentale tilstand. Derfor er det jo vigtigt, at vi tager børnene alvorligt, at de får den hjælp, de har brug for, for langt, langt de fleste børn og unge med kønsubehag i barndommen finder deres egen måde at leve på i overensstemmelse med deres fødselstildelte køn, men nogle børn og unge vurderes også af læger at have det så dårligt, at de har brug for sundhedsfaglig hjælp.

Der er ikke sket noget nyt, siden vi sad i samråd for et par uger siden, og derfor er regeringens holdning også uændret. Vi henholder os til Sundhedsstyrelsens nugældende vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold, som bl.a. er udarbejdet med baggrund i rådgivning fra eksperter inden for området. Og som det også er spørgeren bekendt, er Sundhedsstyrelsen jo aktuelt i gang med en revision af hele den her vejledning, som der dermed bliver set på. Det er grundlæggende vores holdning, at det er en lægefaglig vurdering, om barnet vil have gavn af en specifik behandlingsform, og om den skal tilbydes. Der er ingen børn i Danmark, der bare kan vælge behandling.

Må jeg ikke også endnu en gang benytte lejligheden til at fastslå, at ingen børn og unge under 15 år kan tilbydes krydshormoner, og jeg vil også endnu en gang understrege, at der altså aldrig nogen sinde er nogen børn, som er blevet tilbudt kirurgi.

Spørgeren.

Sundhedsministeren nævner, at hun har tillid til den læge- og sundhedsfaglige vurdering. Udfordringen i det her spørgsmål er jo, at der ikke er noget læge- eller sundhedsfagligt eller psykologfagligt belæg eller nogen positiv empiri, der understøtter den her behandling til børn, på trods af at vi ved, at der er meget omfattende potentielle skadesvirkninger ved brug af de her hormoner til børn.

Jeg står her med et notat, et brev, der er sendt fra en cheflæge inden for det her område fra Aalborg Universitet til en person, der har fortrudt kønsskifte. Hun siger her:

Udfordringen er, at vi ikke har noget diagnostisk apparat, der kan stilles til rådighed for at finde ud af, om det er det rigtige, vi gør.

Det er derfor, jeg vender tilbage til mit oprindelige spørgsmål, som jeg synes ministeren undlod at besvare, nemlig: Hvilken fejlmargen vil ministeren acceptere i behandlingen af børn i det her spørgsmål? For som ministeren selv nævner, vokser langt, langt de fleste børn fra den her udfordring i løbet af puberteten. Så når vi ikke, som cheflægen her indrømmer, har noget diagnostisk apparat, der kan forudsige, om det er det rigtige, vi gør, hvordan kan vi så forsvare potentielt at gøre børn sterile resten af deres liv uden nogen form for læge- eller psykologfagligt belæg eller nogen positiv empiri på området?

Ministeren.

Det giver mig anledning til at gentage, at andelen af børn og unge, der bliver henvist for at få udredning af behov for behandling, jo er faldet markant. At sige, at vi ikke har nogen som helst former for vurdering eller vidensgrundlag, er ikke korrekt.

Når det er sagt, synes jeg jo, det er vigtigt, at vi har en løbende revurdering af den gældende vejledning, og det er også derfor, jeg er tilfreds med, at Sundhedsstyrelsen aktuelt er i gang med at lave en revision af den gældende vejledning. Det sker jo i samarbejde med en lang række af forskellige eksperter. Vi har i Danmark fra starten af valgt at samle al behandling ét sted i Danmark, fordi vi snakker om en meget, meget lille gruppe, for at sikre den højeste kvalitet og videnopbygning. Og for også at sikre det bedst mulige tilbud har Region Hovedstaden igangværende forskning på området, lige såvel som at vi også samarbejder med en række andre lande på området for også at udveksle viden og erfaring og forskningsresultater.

Spørgeren.

Sundhedsministeren nævner, at det ikke er korrekt, at vi ikke har noget sundhedsfagligt belæg for den her form for behandling. Så vil jeg godt bede sundhedsministeren om at redegøre for, som jeg også bad hende om på samrådet, hvad det er for noget sundhedsfagligt belæg eller empiri fra udlandet, eller hvad det måtte være, der understøtter den her behandling. Jeg har endnu til gode at se det.

Jeg har derimod et svar fra en cheflæge på Aalborg Universitet, der beskæftiger sig med det her område, til en person, der har fået foretaget kønsskifte, har fortrudt, og som spørger, hvordan i alverden det her kunne ske. Og cheflægen svarer: Vi har intet diagnostisk apparat, der kan forudsige, om det er det rigtige, vi gør. Og på trods af det behandler vi børn med hormoner, der gør dem sterile resten af livet og øger sandsynligheden for knogleskørhed og kræft. Hvordan kan vi forsvare det i et land som Danmark?

Ministeren.

Svaret på det spørgsmål om, hvad der ligger af forskning og viden på området, er allerede oversendt i skriftlig form til spørgeren, så derfor vil jeg foreslå, at man læser det svar. Og må jeg endnu en gang også igen gentage og fastslå, at ingen børn eller unge under 15 år i Danmark tilbydes behandling med krydshormoner.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Det svar er jo et ikkesvar, og det er derfor, jeg i dag beder sundhedsministeren redegøre for, hvad det er for et sundhedsfagligt belæg, der understøtter den her behandling. Og jeg vil godt bede ministeren svare på, om hun mener, at den her cheflæge fra Aalborg Universitet, der beskæftiger sig med det her område, simpelt hen tager fejl, når hun siger, at der ikke er noget diagnostisk apparat, der kan forudsige, om det er det rigtige, vi gør. Og hvis hun ikke tager fejl, hvordan kan vi så på nogen som helst planet forsvare at fortsætte den her behandling af børn? Vi risikerer at gøre dem sterile resten af livet, vi risikerer at øge deres sandsynlighed for knogleskørhed, kræft og mange andre ting, uden at vi ved, om det, vi gør, er det rigtige. Det kan vi da ikke forsvare i et land som Danmark.

Ministeren for en afsluttende bemærkning til spørgsmålet.

Jeg kender ikke den pågældende læge. Jeg henholder mig til, at der aktuelt er en vejledning fra Sundhedsstyrelsen, der er udarbejdet med inddragelse af en lang række eksperter.

Hvis spørgeren i ramme alvor foreslår, at vi skal følge det princip, at når der er én læge, der mener, at vi gør noget forkert på sundhedsområdet, skal vi stoppe al behandling og hjælp på området, så kan jeg godt love spørgeren for, at vi skal lukke ned for mange tilbud i sundhedsvæsenet. Det er jo velkendt, at der på en række områder er faglig uenighed. Ligesom der er politisk uenighed, er der faglig uenighed. Det, jeg som sundhedsminister synes er vigtigt, er, at vi hjælper børn, at vi ikke overlader dem til ingenting. Det er meget, meget få børn, der skal have sundhedsfaglig hjælp, men der er en lille gruppe, der skal have det. Så må det vigtigste være, at vi sikrer, at de får den rigtige hjælp. Det er derfor, jeg synes, det er positivt, at Sundhedsstyrelsen også aktuelt er i gang med at revurdere vejledningen, så vi hele tiden også ser på, om det, vi gør i Danmark, er det rigtige og det bedst mulige, eller om der er noget, der skal revideres, som det i øvrigt på det her område løbende er sket, og det afspejler tallene også.

Det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til indenrigs- og sundhedsministeren og er ligeledes stillet af hr. Mikkel Bjørn.