Spm. nr. S 486 (omtrykt)

11) Til social- og boligministeren af:

Reza Javid (EL):

Har ministeren til hensigt at genoptage arbejdet med indførelsen af en officiel fattigdomsgrænse i Danmark og i den forbindelse igangsætte initiativer for at mindske fattigdommen, herunder især børnefattigdommen?

Værsgo.

Mange tak. Har ministeren til hensigt at genoptage arbejdet med indførelsen af en officiel fattigdomsgrænse i Danmark og i den forbindelse igangsætte initiativer for at mindske fattigdommen, herunder især børnefattigdommen?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det korte svar på den første del af spørgsmålet er nej. Jeg har kæmpet for at få en fattigdomsgrænse i rigtig mange år, helt tilbage fra 00'erne. På det tidspunkt målte vi simpelt hen ikke på fattigdom i Danmark, og derfor var det for Socialdemokratiet vigtigt at få en fattigdomsgrænse i Danmark.

Man skal huske på, at en fattigdomsgrænse i sig selv egentlig hverken gør fra eller til, i forhold til hvor mange fattige der er. Fattigdomsgrænsen i sig selv siger noget om, hvor mange der er fattige. Det vil sige, at da FN f.eks. lavede en fattigdomsgrænse på en 1 dollar om dagen tilbage i 90'erne, gjorde den sådan set ikke i sig selv noget som helst ved fattigdommen, men den gav os et billede af, hvor mange der lever i absolut fattigdom i Danmark. Så det er altså et måleinstrument.

Det, der jo så er sket siden, er, at under Helle Thorning-Schmidt blev der indført en fattigdomsgrænse. Den blev så efterfølgende afskaffet i 2015, da der kom en blå regering til. I 2018, altså igen under en blå regering, blev der så iværksat et stykke arbejde i Danmarks Statistik, hvor man samlede op på fattigdomsdebatten. Og nu har vi jo haft nogle år til at vurdere: Hvad kan det redskab, og hvad kan det ikke? Der er dele af den måde, de har gjort det på, jeg er uenig i. Der er andre dele, jeg synes er gode. Det tror jeg partierne forholder sig lidt forskelligt til.

Men i forhold til spørgsmålet, som jeg synes var det, der var formålet med fattigdomsgrænsen, nemlig om det lever det op til det formål, at vi fra forskellige perspektiver skal kunne følge med i, hvordan det står til med fattigdommen i Danmark, mener jeg, at Danmarks Statistiks redskab er solidt. Det er jo ikke det samme som at have en officiel fattigdomsgrænse, som er det, Socialdemokratiet har kæmpet for i årevis. Men vi er ved at være der, hvor jeg bliver nødt til at sige, at jeg synes, det er ved at være en lidt akademisk diskussion, for hele formålet er at kunne følge med i, hvor mange fattige der er; at vi måler på det; at vi kan diskutere det politisk med hinanden. Det formål mener jeg er indfriet, og derfor er vi tæt på, at jeg måske synes, det er en lidt mere akademisk diskussion, om man bruger det, der ligger fra Danmarks Statistik, eller om man sætter et andet stempel på et andet sted fra. Og så må jeg vende tilbage til anden del af spørgsmålet i næste runde.

Spørgeren.

Jamen så kunne man via den metode, som Danmarks Statistik bruger, fastsætte en officiel fattigdomsgrænse. Sagen er, at fattigdom jo er et socialt problem, og vi ved, at det er skadeligt for samfundet som helhed, men især for de mennesker, som det handler om. Og især børnene bliver negativt påvirket af fattigdom i form af negative konsekvenser for deres udvikling – sociale, personlige, men også faglige udvikling. Vi ved også, at et udgangspunkt i fattigdom kan få konsekvenser, som følger børn og unge resten af deres liv, med større sandsynlighed for sociale udfordringer, større ledighed, lavere uddannelse og flere på førtidspension.

Så både set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, men også fra et humanistisk perspektiv, som er det vigtigste, er det fornuftigt at afskaffe fattigdommen. Det har Danmark faktisk også forpligtet sig til, i og med at vi har underskrevet verdensmålene i 2015. Og ironisk nok afskaffede Venstreregeringen samme år den officielle fattigdomsgrænse, så det bliver svært at måle.

Men hvis vi skal mindske og afskaffe fattigdommen i Danmark – og det mener vi i Enhedslisten at vi absolut skal – så er den første betingelse, at vi via en officiel fattigdomsgrænse kan følge med i antallet af mennesker med fattigdomsproblemer og få evidens omkring, hvordan økonomiske og politiske tiltag påvirker fattigdommen i Danmark.

Så vil jeg spørge, om ministeren mener, at Danmark med den nuværende udvikling vil kunne opfylde sit mål om at halvere fattigdommen i 2030, som vi har forpligtet os til.

Ministeren.

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig i, at den første betingelse for at gøre noget ved fattigdom er, at man ved, hvad der foregår, så at sige, at man har data for det. Det er derfor, jeg selv har kæmpet for i årevis, at vi fik en fattigdomsgrænse. Og man skal igen huske på, at selve fattigdomsgrænsen hverken gør fra eller til, i forhold til om folk er fattige, men den giver os et billede af, hvor mange der er fattige, og hvem de er.

Det var formålet, og det var det, den politiske kamp handlede om i forhold til at få en fattigdomsgrænse. Det formål mener jeg egentlig er indfriet, forstået på den måde, at i modsætning til for 20 år siden, da vi påbegyndte kampen for at få en fattigdomsgrænse, findes der i dag redskaber, der beskriver fattigdom. De findes i lidt forskellige varianter. Dele af dem er jeg enig i, dele af dem er jeg ikke enig i. Sådan vil det være fra parti til parti. Men altså, den officielle statistikmyndighed i Danmark har lavet en beskrivelse af det, og det vil sige, at datasættet mener jeg egentlig er tilgængeligt. Og så bliver det en lidt akademisk diskussion, om det så er officielt eller ej. Er det en officiel fattigdomsgrænse, når Danmarks Statistik har lavet den? Nej, det er det vel egentlig ikke. Og det er vel derfor, vi har foreslået i Socialdemokratiet, at der skulle et andet stempel på. Men jeg synes måske, vi er henne et sted, hvor det vigtigste i det, der bliver spurgt til, er: Hvordan sørger vi for, at børn ikke vokser op i fattigdom?

Spørgeren.

Skal jeg forstå det på den måde, at den metode, som Danmarks Statistik bruger, er den, som regeringen anerkender som indikator for fattigdomsproblemet i Danmark? Jeg vil også sige, at jeg anerkender, at både statsministeren og denne minister tidligere har sagt, at de er på vej med en officiel fattigdomsgrænse, og der har været et arbejde i gang, men der er desværre ikke sket noget. Og nu kan jeg forstå, at man fuldstændig har opgivet at få en officiel fattigdomsgrænse. Men hvilke konkrete tiltag kan ministeren tænke sig at gøre i forhold til at nedbringe de reelle problemer omkring fattigdom?

Ministeren.

Tusind tak for det. Nej, der er forskel på det. Hvis fattigdomsgrænsen er defineret af regeringen, er det en politisk besluttet fattigdomsgrænse, og det er det, der kommer fra Danmarks Statistik, jo ikke. Jeg er i øvrigt heller ikke enig i alle delene af den, hvis jeg politisk skulle tage stilling til det. Så nej, det er to forskellige ting. Det er simpelt hen bare et spørgsmål om, at idéen med fattigdomsgrænsen jo er, at vi har et overblik over, hvordan det ser ud. Det mener jeg sådan set vi har nu.

Vi er ikke politisk enige om, hvordan vi læser tallene og alt muligt andet, men det, vi gerne ville, og som ordføreren kalder step one, altså det første skridt, når vi taler om fattigdom, er, at vi har en beskrivelse af, hvad det overhovedet er i vores samfund. Og jeg mener sådan set godt, man kan sige, at Danmarks Statistik og også andre, VIVE, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og andre, efter den kamp er blevet ført, faktisk giver os et ret fuldstændigt billede af det med de forskellige opfattelser, vi har af, hvordan vi definerer det.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jeg mangler stadig væk at høre, hvad regeringen konkret vil gøre for at nedbringe fattigdommen, og om man vil opfylde vores forpligtelser i forhold til verdensmålene. Nogle steder i verden kan man tale om fattigdom på grund af krig, korrupte regimer og terror osv., men i Danmark er fattigdom et politisk valg. Danmark er et rigt land, der er mulighed for at afskaffe fattigdommen. Det er ikke økonomien, der står i vejen, men måske ideologien. En klog mand har engang sagt, at for at afskaffe fattigdom kræves det, at to betingelser er opfyldt. Den ene er et venligt samfund, og den anden er en god regering. Hvilket samfund har vi, og hvad med den anden betingelse?

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg har trykket mig ind. Nu virker mikrofonen. Godt. Tak. Svarene skal være så korte, at jeg ikke kan nå rundt om det hele, så nu starter jeg et andet sted fra og siger noget i forhold til det her med, hvad vi vil gøre for at afskaffe fattigdom. Der kan jeg sige, at på mit eget område er vi i gang med at køre en stor aftale om hjemløshed igennem Folketinget, og jeg mener, at en af de mest afgørende ting for mennesker er, at de faktisk har en bolig at være i. Det er i øvrigt en aftale, der er indgået med ordførerens eget parti, og det vil sige, at i forhold til at afskaffe fattigdom mener jeg det er et vigtigt redskab. Og i det redskab ligger jo at kunne sænke huslejen. For et af de problemer, der er i forbindelse med hjemløshed, særlig i de større byer i Danmark, hvor det er blevet så dyrt at bo, er jo, at folk simpelt hen ikke har råd til de boliger, der er, og derfor har vi sat vældig mange penge af til, at man netop kan sænke huslejerne for de grupper, hvor der er udfordringer med at bide sig fast på boligmarkedet. Det er bare for at nævne ét eksempel. Taletiden er kort.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og så siger vi tak til hr. Reza Javid fra Enhedslisten.

Vi går videre til spørgsmål nr. 12 på dagsordenen, og det er ligeledes til social- og boligministeren. Jeg giver nu ordet til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.