Tak for også dette spørgsmål. Som minister for landdistrikter er jeg optaget af at skabe et sammenhængende Danmark med levende erhvervsliv, adgang til velfærdstilbud og uddannelsesmuligheder i hele landet.
Det betyder, at danskerne skal have mulighed for at tilgå de gode og solide velfærdstilbud, arbejdspladser og uddannelsesmuligheder i landdistrikterne såvel som i hovedstaden. Jeg har ikke mulighed for at kommentere konkret på planerne for pædagoguddannelsen i Rebild eller læreruddannelsen i Svendborg; det hører under uddannelses- og forskningsministerens ressort. Men jeg er opmærksom på, hvor vigtigt det er, at der er uddannelsesmuligheder i landdistrikterne.
Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen videreføre aftalen om udflytning af uddannelser og justere den således, at uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver ikke er omfattet af udflytningen. Men det er ikke det samme, som at der ikke skal udflyttes uddannelser. Det fremgår af aftalen, og uddannelserne vil jo også selv kunne bestemme, hvor de vil placere studiepladserne.
Jeg ser gerne, at mange bliver uddannet uden for de større byer. Manglende søgning til velfærdsuddannelser har betydning for, hvor mange man senere kan ansætte i velfærdssektoren. Derfor må der ske en afvejning af at prioritere uddannelserne i landdistrikterne, men samtidig sikre, at uddannelserne er attraktive nok til at tiltrække studerende. Regeringsgrundlaget skal også ses i det lys, men jeg vil henvise til uddannelses- og forskningsministeren for en mere uddybende redegørelse for velfærdsuddannelsernes udfordringer.
For mig er det væsentlige, at størstedelen af aftalen om udflytning af uddannelser fortsat står ved magt, bl.a. de økonomiske incitamenter til at etablere uddannelsestilbud uden for de største byer. Det kommer til at have stor betydning for lokalsamfundene i landdistrikterne.