Tak for spørgsmålet. Jeg kan jo som minister ikke stå her og forholde mig til enkeltsager, men jeg kan meget klart på det mere principielle plan sige, at nej, jeg mener absolut ikke, at det er det, der er meningen. Jeg blev også noget overrasket over, hvad det er, der ligger inde bag det her spørgsmål.
Reglerne er sådan, at hvis man er varetægtsfængslet eller afsoner i et almindeligt fængsel, stopper udbetalingen af førtidspensionen, indtil du er ude af fængslet igen. Det er ikke gældende i retspsykiatrien, og derfor har vi den her situation. Det kan jeg godt forstå virker uretfærdigt og også urimeligt, og det kan jeg også godt mærke det gør på mig selv. Når man kommer i fængsel, er det helt rimeligt, at de her ting ophører, og derfor synes jeg også, vi skal have set på, om det samme ikke skal gøre sig gældende, selv om man afsoner inden for retspsykiatrien. Det arbejde har jeg sat gang i efter at være blevet bekendt med den her sag, og det kommer jeg til at følge tæt.