Tak for svaret. Jeg er glad for, at ministeren deler den ambition, som vi også har, om, at der for nyetablerede statslige arbejdspladser som udgangspunkt skal ses på, om de kan være ude i landet og ikke i de store byer. Jeg er interesseret i at høre ministeren, om hun er enig i, at der er et behov for udflytning af endnu flere statslige arbejdspladser.
Organisationen Balance Danmark har netop udgivet en rapport, der hedder »Geografisk fordeling af statslige arbejdspladser 2015-2022«, og som viser, at der stadig er meget store problemer og udfordringer med, at langt størstedelen af de statslige arbejdspladser ligger i de store byer, og en af anbefalingerne i den her rapport er netop, at man simpelt hen flytter flere statslige arbejdspladser ud.
Så jeg vil høre ministeren, om det er en ambition, som ministeren deler, og om det er noget, som vi vil se komme til at ske i den her regeringsperiode.