Jeg forstår ikke rigtig svaret her fra ministeren, for man siger, at man ikke vil ændre lovgivningen, men alligevel vil man gerne se på sagen og se på tingene, som ministeren siger. Det, der for mig står tilbage, er et indtryk af, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, som sidder i regering, i virkeligheden gerne vil lempe udlændingepolitikken på et centralt område, som i hvert fald et stort flertal i Folketinget har stået bag igennem en del år, nemlig hjemsendelsespolitikken. Altså, når man kommer til Danmark som flygtning, skal man tage tilbage til ens hjemland, når der er mulighed for det.
Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren om noget helt konkret. Ministeren har under valgkampen udtalt følgende til DR i forbindelse med en historie om en 20-årig kvinde, Mariam Karim, som var i gang med at uddanne sig til sosu-assistent, men som så skulle forlade Danmark – og jeg citerer lige, hvad det var, ministeren sagde under valgkampen:
»Jeg forstår godt, at de her enkeltsager vækker følelser, og at man kan have stor sympati for udlændinge, der ønsker at leve i Danmark. Men vi er helt inde i kernen af dansk udlændingepolitik: Når man er her som flygtning, så er man her midlertidigt. Og det gælder uanset, om man er ledig, i arbejde, under uddannelse eller pensioneret, for alle er lige for loven.«
Hvordan hænger det, som ministeren her har sagt i valgkampen, sammen med det regeringsgrundlag, der jo altså åbner for, at man vil give opholdstilladelse til folk, der ellers skulle sendes hjem?