Jeg har meget, meget stærke holdninger til, hvad det er for et land, vi lever i, når det kommer til personlig frihed, når det kommer til ligestilling, når det kommer til faktisk at have friheden til at skabe det liv, man ønsker sig – fri for social kontrol af den karakter, som spørgeren henviser til. Det er vi jo på pragtfuld vis nået langt med i Danmark. Der er en meget stor grad af frihed, men der er også noget, som vi bestemt ikke er i mål med endnu. Det gælder jo ikke mindst, når det kommer til etniske minoritetskvinder og også deres deltagelse på arbejdsmarkedet og i de meningsfulde fællesskaber, der kommer ud af det.
Realiteten er jo desværre, at alt for mange etniske minoritetskvinder lever i nogle sammenhænge, der er præget af frygt og begrænsninger i hverdagen, og hvor friheden er fraværende. Jeg betragter bestemt negativ social kontrol som en trussel mod sammenhængskraften i Danmark, mod vores ligestilling og mod friheden, og det er med til at sætte en kile ind imellem etniske minoriteter og resten af samfundet med de ting, der kommer frem her. Jeg tror, at konsekvenserne er mange. Ikkevestlige kvinder er overrepræsenteret i landets krisecentre, men jo også i ledighedsstatistikken, som ligger på mit bord. Derfor mener jeg, at det er afgørende, at vi kommer negativ social kontrol til livs. Vi skal bryde med den sociale kontrol tidligere, end det er tilfældet i dag, og vi skal blive bedre til at aktivere etniske minoritetskvinder i meningsfulde fællesskaber.
Regeringen har i sinde at styrke den forebyggende indsats mod negativ social kontrol. Vi skal være bedre til at hjælpe, oplyse, beskytte og slå ring om dem. Vi ønsker også at gennemføre en arbejdspligt for nytilkomne og herboende indvandrere, så flere tilknyttes det danske arbejdsfællesskab og får et arbejde. På den måde skal vi bygge videre på de mange gode initiativer, som Folketinget har gennemført på området i de senere år. Det ser jeg frem til at arbejde på med Folketinget. Og til sidst vil jeg gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti sætter fokus på udfordringen.