Tak for den imødekommende attitude. Altså, vi betragter det som en helt klar nødvendighed, men også en meget, meget kær lejlighed til at se på netop seniorernes forhold på arbejdsmarkedet. Der er jo i Danmark en høj grad af aldersdiskrimination. Hvis vi sammenligner med de nordiske lande, er vi faktisk der, hvor flest seniorer føler sig presset ud af arbejdsmarkedet, for slet ikke at tale om de problemer, der er på boligmarkedet og mange andre områder, hvor der er en rigtig dårlig behandling af folk, der er fyldt 55-60 år. Og det er vi simpelt hen nødt til at gøre noget ved – både for samfundets skyld, for vi har en interesse i, at folk er i vigør, så længe de har lyst og kan, men jo også for den enkeltes skyld, for jeg tror, at mange folk, der er kommet op i 60'erne, føler sig presset af strukturer, men også af lovgivning, til at sige: Nå, men nu skal jeg også til at planlægge min retræte.
Noget, man kunne gøre, var jo at kigge til Norge, hvor man bl.a. har lavet et nationalt center for at bekæmpe aldersdiskrimination. Man har fået et retskrav på at få en kvalitetsvurdering af sin arbejdsevne, når man kommer op i 60'erne, hvor man også ser på, hvad man har lavet andet end lige den uddannelse, man tog 35 år forinden. Man kunne lave en ordning, hvor man måske, i takt med at man nærmer sig pensionsalderen, får et retskrav på at gå ned på måske en 4-dages arbejdsuge. Eller når man kommer på den anden side af pensionsalderen, hvis man så stadig bliver på arbejdsmarkedet, får man et ekstra skattefradrag eller, ja, en 3-dages arbejdsuge – hvad ved jeg? Det er noget, som f.eks. i sundhedssektoren vil være en enorm gevinst, hvis vi kan få sygeplejersker og sosu'er osv. til stadig at have en tilknytning til arbejdsmarkedet, selv om de egentlig har krav på at gå på pension. Man kunne måske også indrette systemet sådan, at man gradvis kan hæve af sin private pensionsopsparing, i takt med at man er på arbejdsmarkedet i de her år, sådan at man ikke går ned i indtægt.
Der er så meget, vi kan gøre. Og derfor vil vi jo i Dansk Folkeparti blive ved med at rejse det her og også komme med vores egne forslag, men vi vil først og fremmest også gerne høre, hvad regeringens forslag så kunne være. Altså, nu har jeg lige sådan frit fra leveren slynget en seks-syv idéer ud her. Er der nogen af dem, som regeringen kunne se sig i?