Noget af det, jeg blev mest skuffet over, da jeg læste regeringsgrundlaget, var netop det afsnit, der handler om Rwanda. Noget af det, der har givet håb mange steder i Europa, er, at man måske kunne få styr både på de ydre grænser, men også på tilstrømningen, og sørge for, at der ikke bare var fri passage til Europa; at det, der synes at have været politikken de sidste mange årtier, med, at folk bare kunne vade ind, kunne afsluttes. Det, den her regering så har gjort, er jo, at man har valgt de facto at opgive.
For jeg vil sige til ministeren, at det jo er at opgive, hvis man siger, man afventer en eller anden EU-løsning: Jeg ser ikke noget håb i den her Europa-Kommission for, at det her nogen sinde skulle blive realistisk. Jeg ser ikke noget håb i Europa-Parlamentet om, at det her nogen sinde skulle blive realistisk. Og jeg ser ikke særlig meget håb i Vesteuropa for, at det her nogen sinde kunne blive hverdag – i hvert fald ikke inden for EU-systemet.
Og det er jo også derfor, at tapre lande som Danmark skal gå foran og vise de andre lande vejen og lyset, så vi kan få det her effektueret. Og derfor må jeg sige, at jeg synes, det er enormt skuffende, at man giver køb på det her, at man giver afkald på det.
Så jeg vil bare gerne spørge ministeren: Hvor ser regeringen håbet? Hvor er det i EU-systemet, man regner med, at der pludselig kommer et eller andet frembrud, hvor man vil kunne gennemføre den her løsning i EU-regi? Hvor skulle det i givet fald være?