Altså, det ville jo være utrolig meget rarere, hvis jeg kunne gå ind i den konkrete sagsbehandling, men som minister kan jeg ikke gå ind og sagsbehandle. Det skal jeg heller ikke. Det er ikke det, der er min opgave som minister. Hvis spørgeren har nogle forslag til, hvordan vi skal ændre på reglerne på området, vil jeg selvfølgelig gerne se på det. Og jeg ved ikke, om der i det, som spørgeren kommer med her, er nogle konkrete forslag til ændring af reglerne. For selvfølgelig skal det være sådan, at kommunen foretager en individuel vurdering.
Sådan som jeg også har forstået det, er det jo en meget divers gruppe, der bor på Corona Camping, og de har meget forskellige forudsætninger. Nogle af dem vil selv kunne finde noget, enten gennem at leje eller gennem at købe. Deres økonomiske forudsætninger er vidt, vidt forskellige. Og man kan sige, at en kommune jo har forpligtelse til og i øvrigt har mulighed for at gå ind og anvise til hver fjerde almene bolig, bl.a. i de situationer, hvor der er borgere, der ikke selv kan finde en bolig. Det vil sige, at det med at stå med det individuelle eksempel, og at så skal jeg som minister sige ja eller nej til, om man har behandlet det rigtigt, ikke er det, der er Folketingets opgave.
Til gengæld er jeg meget åben over for, hvis spørgeren har nogle forslag til, hvad for nogle regelændringer der skal være, for det er jo det, vi laver her i Folketinget. Så hvis spørgeren mener, at der er nogle regler, der er skruet fuldstændig forkert sammen, og som har stillet nogle i en situation, som spørgeren ikke mener er rigtig, er min dør selvfølgelig åben.
Jeg mener, det er afgørende, at der ikke er trailerparker i Danmark, og det er jo ud fra det hensyn, at jeg mener, at vi skal have ordentlige boliger til alle mennesker i Danmark, og jeg mener ikke, at de trailerparker, der er rundtomkring i verden, er en ordentlig boligsituation at stille folk i. Jeg mener også, at vi skal være behjælpelige med at skaffe boliger der, hvor man ikke selv kan. Men jeg kan ikke stå i Folketingssalen med hvert enkelt af de tilfælde og så vurdere på det. Det er jo faktisk det, der er kommunens arbejde.