Tak. Spørger man mig, er det største problem, vi har lige nu på uddannelsesområdet, netop rekruttering til nogle af de uddannelser, vi mangler allerflest folk til. På uddannelses- og forskningsministerens område er det jo især de her fire store velfærdsområder, og sidste år valgte man derfor også inden valget at indgå en aftale omkring en ny læreruddannelse, som er blevet hilst enormt velkommen i miljøet omkring uddannelsesverdenen.
I dag kunne man så i Politiken læse et opråb fra Danske Professionshøjskoler om vigtigheden af, at en lignende proces sker for pædagoguddannelsen. Der kunne jeg jo læse, at ministeren, ligesom her, giver udtryk for en vilje til at se på det her, men også, at ministeren bl.a. udtaler, at regeringen »har sat sig for at lave nogle ret store reformer, hvor vi er startet med universitetsuddannelserne«. Jeg må indrømme, at jeg synes, de sidste mange års uddannelsesdebat har haft et alt for stort fokus på universitetsområdet, og derfor ærgrer det mig, at det er her, den nye regering vælger at starte.
Så jeg vil gerne spørge ministeren, om ikke netop vigtigheden af at få nok dygtige pædagoger er større end vigtigheden af at lave endnu en reform af de universiteter, der er blevet ramt af 28 reformer de sidste 20 år – altså, om ikke det er på tide, at vi kigger væk fra universiteterne og over på de velfærdsuddannelser, der så dramatisk har brug for vores fokus.