Jeg er rigtig glad for, at invitationerne nu er sendt ud. For når jeg stiller det her spørgsmål i dag, er det jo, fordi det præcis i morgen faktisk er 1 år siden, at SF sammen med en række partier fremsatte et forslag om en handlingsplan. Det var en handlingsplan, som ministerens parti også bakkede op om, men der er intet sket, og i den tid, der er gået, er der ti kvinder, der har mistet livet. Derfor er det altså ret akut at gøre noget ved den her problemstilling.
Så jeg vil spørge ministeren, om ministeren mener, at en finansiering fra puljer, som ikke er varige, er en god finansiering til noget, som vi anerkender er et stort samfundsproblem, og som jo i virkeligheden skulle have en varig indsats. Altså, er ministeren tilfreds med den finansiering, som den tidligere regering lagde op til? For jeg hørte noget om puljer. Og vil ministeren overveje, om det ikke skulle være en varig finansiering?