Skriftlig fremsættelse (29. marts
2023)
Social- og
boligministeren (Pernille Rosenkrant-Theil):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område,
lov om social service og forskellige andre love (Handlekommune for
børn, der hjælpes tilbage til Danmark af danske
myndigheder, og for børn, hvis forældre er i udlandet,
ensretning af begrebsbrug, nødvendige ændringer i
handlekommunereglerne som følge af barnets lov m.v.)
(Lovforslag nr. L 95)
Lovforslaget indeholder først og
fremmest ændringer af de såkaldte handlekommuneregler i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Lovforslaget har for det første til
formål at skabe en enklere begrebsbrug, der skal medvirke til
at forhindre tvivl og mellemkommunale uenigheder.
For det andet har lovforslaget til
formål at afhjælpe de mangler, der har vist sig at
være i handlekommunereglerne. Det drejer sig særligt
om, at det foreslås, at Ankestyrelsen i helt særlige
tilfælde kan træffe afgørelse om en
handlekommune for et barn, der ikke opholder sig i Danmark, men som
forventes med danske myndigheders medvirken at komme til Danmark.
Efter gældende ret har børn, der opholder sig uden for
Danmark, ikke en handlekommune, men det kan for disse børn
være afgørende for deres trivsel og udvikling, at den
nødvendige socialfaglige indsats er forberedt og koordineret
mellem myndighederne forud for ankomsten til Danmark, således
at de oplever en tryg ankomst i Danmark, hvor deres behov
mødes. Med forslaget vil der blive skabt den
nødvendige lovgivningsmæssige klarhed om
handlekommuneansvaret, når børn kommer til Danmark
efter medvirken fra danske myndigheder. Forslaget vil f.eks. kunne
finde anvendelse for børn, der med danske myndigheders
medvirken vender tilbage til Danmark efter en genopdragelsesrejse,
der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, andet
udlandsophold af negativ betydning for barnet eller en
international børnebortførelse.
Derudover drejer det sig også
særligt om, at det foreslås, at Ankestyrelsen i
tilfælde, hvor handlekommuneansvaret for et barn ikke kan
fastlægges efter de almindelige regler, vil kunne
træffe afgørelse om, hvilken kommune der er
handlekommune for et barn. Det vil bl.a. have betydning for
tilfælde, hvor et barns forældremyndighedsindehaver
opholder sig uden for Danmark, og hvor der er behov for at
iværksætte hjælp og støtte til barnet. I
praksis er der hidtil fundet pragmatiske løsninger i
sådanne tilfælde, men uklarheden om det
lovgivningsmæssige grundlag og eventuelt deraf
følgende uenigheder mellem kommunerne om
handlekommuneansvaret skaber utryghed for børn, der befinder
sig i sårbare situationer, og kan i værste fald betyde,
at hjælpen til barnet forsinkes, når ingen kommune vil
tage ansvaret. Med lovforslaget skabes et klart
lovgivningsmæssigt grundlag, der skal fjerne tvivl om
handlekommuneansvaret.
Endelig drejer det sig også om at
kunne fastlægge handlekommune for børn i sager som er
omfattet af artikel 8 og 9 om overførsel af kompetence fra
en kontraherende stat til en anden kontraherende stat efter
Haagerbeskyttelseskonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence,
lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og foranstaltninger til
beskyttelse af børn
(Haagerbørnebeskyttelseskonventionen).
Herudover indeholder lovforslaget
også de nødvendige konsekvensændringer i
handlekommunereglerne som følge af det samtidigt fremsatte
forslag til barnets lov.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.