L 95 Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love.

(Handlekommune for børn, der hjælpes tilbage til Danmark af danske myndigheder, og for børn, hvis forældre er i udlandet, ensretning af begrebsbrug, nødvendige ændringer i handlekommunereglerne som følge af barnets lov m.v.).

Af: Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 16-05-2023

Afgivet: 16-05-2023

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 16. maj 2023 (omtryk)

20222_l95_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 16. maj 2023

1. Ændringsforslag

Social- og boligministeren har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, M, SF, LA, KF, EL, RV og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (DD) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (NB) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Danmarksdemokraterne

Danmarksdemokraterne støtter intentionen i forslaget om at forenkle og forsimple handlekommunereglerne, så flere borgere oplever at modtage den rette hjælp og støtte hurtigere og undgår at blive fanget i en bureaukratisk klemme ved mellemkommunale tvister. Samtidig er det positivt, at loven præciseres med henblik på at undgå incitamenter, der kan medføre, at borgere visiteres til tilbud, der ligger i handlekommunen, når de ville have gavn af et tilbud, der ligger i en anden kommune. Samtidig noterer Danmarksdemokraterne sig, at Ankestyrelsen med lovforslaget får kompetence til i helt særlige tilfælde, hvor et barn opholder sig uden for Danmark, men forventes med danske myndigheders medvirken at komme til Danmark, at træffe afgørelse om, hvilke kommune der er handlekommunen for barnet. I et svar til Socialudvalget, jf. alm. del - spørgsmål nr. 170, svarer ministeren, at det er ministeriets vurdering, at bestemmelsen også finder anvendelse for danske børn, der er tilbageholdt i lejrene i det nordøstlige Syrien, hvis disse børn med medvirken fra danske myndigheder skulle komme til Danmark. I forlængelse heraf bemærker Danmarksdemokraterne, at regeringen har truffet beslutning om at hente en kvinde og hendes to børn hjem fra al-Hol-lejren i marts 2023 og nu har truffet beslutning i maj 2023 om at hente yderligere en kvinde og dennes to børn hjem fra al-Roj-lejren i Syrien. Det følger, i kølvandet på at den tidligere regering hentede tre kvinder og deres i alt 14 børn hjem fra al-Hol og al-Roj i foråret 2021. Danmarksdemokraterne er modstandere af regeringens beslutning om at hente IS-kvinderne og deres børn til Danmark. Kvinderne har vendt Danmark ryggen, da de tilsluttede sig Islamisk Stat, og derfor kan vi ikke støtte lovforslaget, da vi ikke ønsker at bidrage til regeringens planer om at hente kvinderne og deres børn hjem til Danmark.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af social- og boligministeren, tiltrådt af et flertal i udvalget (S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV og ALT):

1) I den under nr. 10 foreslåede ændring af § 9 indsættes som stk. 13:

»Stk. 13 Ankestyrelsen kan i tilfælde, hvor det ikke følger af stk. 1-10, hvilke kommune der er handlekommune for en borger på baggrund af borgerens tilknytning træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune eller midlertidig handlekommune for borgeren. Ankestyrelsen kan afvise åbenbart ubegrundede anmodninger herom.«

[Lovteknisk ændring som følge af vedtagelsen af L 64]

2) Nr. 41 affattes således:

»41. I § 52 a, stk. 3, indsættes efter »forpligtelser«: »og i sager efter § 9, stk. 13, og § 9 a, stk. 10 og 11«.«

[Lovteknisk ændring som følge af vedtagelsen af L 64]

Ny paragraf

3) Efter § 7 indsættes før overskriften før § 8:

Ȥ 01

I lov nr. 482 af 12. maj 2023 om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og forskellige andre love (Omlægning af indsatsen mod hjemløshed, udvidelse af ordning om udslusningsboliger og indretning af bofællesskaber m.v.) foretages følgende ændring:

1. § 2, nr. 1, ophæves.«

[Lovteknisk ændring som følge af vedtagelsen af L 64]

Bemærkninger

Til nr. 1-3

Med § 2, nr. 1, i lov nr. 482 af 12. maj 2023 om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og forskellige andre love (Omlægning af indsatsen mod hjemløshed, udvidelse af ordning om udslusningsboliger og indretning af bofællesskaber m.v.) blev der indsat en ny bestemmelse som § 9, stk. 15, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).

Med § 1, nr. 2-10, i forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love (L 95) foreslås en række ændringer af § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, som bl.a. vil medføre, at § 9 alene vil omfatte 12 stykker. Det er således nødvendigt, at den med lov nr. 482 af 12. maj 2023 indsatte bestemmelse i § 9, stk. 15, i stedet indsættes som § 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven. Dette foreslås med ændringsforslag nr. 1. Samtidig foreslås med ændringsforslag nr. 3, at indsættelsen af den nævnte bestemmelse som § 9, stk. 15, i retssikkerhedsloven med lov nr. 482 af 12. maj 2023 ophæves.

Endelig foreslås med ændringsforslag nr. 2, at den i ændringsforslag nr. 1 foreslåede § 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven omfattes af den i lovforslagets § 1, nr. 41, foreslåede ændring af § 52 a, stk. 3, i retssikkerhedsloven. Derved vil den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven i lighed med de tilsvarende i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 10 og 11, blive omfattet af bestemmelsen i § 52 a, stk. 3, om, at Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer, jf. dog § 52 c.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 29. marts 2023 og var til 1. behandling den 14. april 2023. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Socialudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social- og boligministeren sendte den 23. januar 2023 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 31. Den 29. marts 2023 sendte social- og boligministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til social- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Annette Lind (S) Birgitte Vind (S) Camilla Fabricius (S) Kasper Sand Kjær (S) Matilde Powers (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Maria Durhuus (S) Sara Emil Baaring (S) Anni Matthiesen (V) Peter Juel-Jensen (V) Preben Bang Henriksen (V) Hans Andersen (V) Rosa Eriksen (M) fmd. Nanna W. Gotfredsen (M) Karin Liltorp (M) Marlene Harpsøe (DD) Karina Adsbøl (DD) Katrine Daugaard (LA) nfmd. Alexander Ryle (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Mette Abildgaard (KF) Kim Edberg Andersen (NB) Mette Thiesen (DF) Theresa Berg Andersen (SF) Charlotte Broman Mølbæk (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Peder Hvelplund (EL) Lotte Rod (RV) Torsten Gejl (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Moderaterne (M)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)6
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1