Skriftlig fremsættelse (29. marts
2023)
Social- og
boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service, lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område og forskellige andre love (Ændringer som
følge af barnets lov, initiativret for adopterede
børn, adoption uden samtykke fra fødslen,
samvær med børn på kvindekrisecentre m.v.,
fast-track for godkendelse af plejefamilier m.v.)
(Lovforslag nr. L 94)
Lovforslaget er en genfremsættelse i
opdateret version af lovforslag L 45, folketingsåret 2022-23,
1. samling, der bortfaldt grundet afholdelsen af valg til
Folketinget den 1. november 2022.
Lovforslaget udmønter sammen med det
samtidigt fremsatte forslag til barnets lov aftalen Børnene
først, som Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten,
Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Alternativet, Det
Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og
Kristendemokraterne indgik den 11. maj 2021.
Lovforslaget har til formål at
gennemføre de ændringer i lovgivningen, der er en
nødvendig konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til
barnets lov.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag
på det familieretlige område. Det drejer sig for det
første om adoptionsområdet, hvor der med henblik
på at sikre færre skift og mere stabilitet for de
udsatte børn, hvis forældre varigt er ude af stand til
at drage omsorg for dem, foreslås mulighed for at
træffe afgørelse om adoption inden fødslen,
så barnet så hurtigt som muligt kan flytte til sin nye
familie. Samtidigt foreslås der skabt mulighed for
netværksadoptioner i tilfælde, hvor et barn eller en
ung har en særlig tilknytning til en person eller familie,
der ønsker at sikre barnet en stabil opvækst i en
blivende ramme, når barnets forældre ikke kan det.
Endelig foreslås der på adoptionsområdet en
initiativret for barnet til at søge at få kontakt med
sine oprindelige slægtninge.
For det andet foreslås der på
det familieretlige område en ændring af
forældreansvarsloven således, at der af hensyn til
barnets bedste skal træffes en midlertidig afgørelse
om, at et barn ikke har samvær og anden kontakt med den anden
forælder, når barnet opholder sig på et
kvindekrisecenter eller et tilbud efter servicelovens § 110
med den ene forælder, når det godtgøres, at
opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden
forælder, og den forælder, som barnet opholder sig hos,
anmoder om, at barnet ikke har samvær eller anden kontakt med
den anden forælder. Der skal dog ikke træffes en
sådan afgørelse, når det anses for bedst for
barnet at have kontakt med den anden forælder.
Derudover foreslås en fast-track
ordning for godkendelse af plejefamilier. Ordningen
indebærer, at en anbringende kommune under helt særlige
omstændigheder vil kunne anmode et socialtilsyn om at
undergive en ansøgning fra en plejefamilier om godkendelse
en særlig hurtig behandling og træffe afgørelse
inden for en periode på seks uger. Det er bl.a. en
forudsætning, at kommunalbestyrelsen uden resultat har
afsøgt andre muligheder for anbringelse i en godkendt
plejefamilie, at plejefamilien ikke i forvejen er godkendt af
socialtilsynet, og anbringelsen i den konkrete plejefamilie derfor
kun vil kunne opretholdes i seks uger.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.