Fremsat den 29. marts 2023 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om indsamling
m.v.
(Ændring af Indsamlingsnævnets
sammensætning, øgede kontrolmuligheder m.v.)
§ 1
I lov om indsamling m.v., jf. lov nr. 511 af
26. maj 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 81 af 30.
januar 2019 og lov nr. 105 af 4. februar 2020, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 3 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Indsamlingsnævnet kan afslå en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1, hvis forhold ved tidligere indsamlinger
giver anledning til at formode, at loven eller bestemmelser udstedt
i medfør af loven ikke vil blive fulgt.
Indsamlingsnævnet kan desuden tilbagekalde en tilladelse
efter stk. 1, hvis nævnet, efter tilladelsen er givet, bliver
bekendt med forhold, som kan føre til afslag efter 1.
pkt.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. § 9,
stk. 1, 3. pkt., affattes således:
»1 af de
yderligere medlemmer beskikkes efter indstilling fra
Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, 1 medlem
beskikkes efter indstilling fra Dansk Erhverv, 1 medlem beskikkes
efter indstilling fra Forbrugerrådet Tænk, 1 medlem
beskikkes efter indstilling fra Rigspolitiet, og 1 medlem beskikkes
efter indstilling fra Erhvervsministeriet.«
3. I
§ 9, stk. 1, indsættes som
5. pkt.:
»Det
medlem, der beskikkes efter indstilling fra Erhvervsministeriet,
skal have særlig viden om IT og digital udvikling.«
4. I
§ 10, stk. 5, indsættes
før nr. 1 som nyt nummer:
»1)
hvorvidt en indsamling er omfattet af lovens
anvendelsesområde,«.
Nr. 1-4 bliver herefter nr. 2-5.
5. I
§ 11, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »3« til: »4«.
6.
Efter § 13 indsættes i kapitel
5:
Ȥ 13 a.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter
denne lov skal være anlagt inden 6 måneder efter, at
afgørelsen er meddelt.«
7. § 15,
stk. 1, affattes således:
»Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om fremgangsmåden ved indsamlinger og om
den kontrol, som skal udøves med anvendelsen af de
indsamlede midler. Justitsministeren fastsætter endvidere
regler om, hvordan ansøgning og indsendelse af regnskab skal
ske. Justitsministeren fastsætter herudover nærmere
regler om indhold og dokumentation i forbindelse med
ansøgninger efter §§ 5 og 6.«
8. I
§ 15 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
indgivelse af ansøgning om tilladelse til at foretage
indsamling, og at indsendelse af regnskaber skal ske ved anvendelse
af den digitale løsning, som Civilstyrelsen stiller til
rådighed (digital selvbetjening).«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
9. I
§ 16, stk. 1, ændres
»§ 3, stk. 1 og 3,« til: »§ 3, stk. 1
og 4,«.
§ 2
I lov nr. 81 af 30. januar 2019 om
ændring af lov om indsamling m.v. og lov om fonde og visse
foreninger foretages følgende ændring:
1. § 1,
nr. 15, ophæves.
2. § 3,
stk. 2, ophæves.
Stk. 3-4 bliver herefter stk. 2-3.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets
hovedpunkter | | 2.1. | Afslag på
ansøgning om og tilbagekaldelse af tilladelse efter
indsamlingslovens § 3 | | | 2.1.1. | Gældende ret | | | 2.1.2. | Justitsministeriets overvejelser | | | 2.1.3. | Den foreslåede ordning | | 2.2. | Ændring af
Indsamlingsnævnets sammensætning og
opgaver | | | 2.2.1. | Gældende ret | | | 2.2.2. | Justitsministeriets overvejelser | | | | 2.2.2.1. | Indsamlingsnævnets
sammensætning | | | | 2.2.2.2. | Indsamlingsnævnets opgaver | | | | 2.2.2.3. | Søgsmålsfrist for
indbringelse af Indsamlingsnævnets afgørelser for
domstolene | | | 2.2.3. | Den foreslåede ordning | | | | 2.2.3.1. | Indsamlingsnævnets
sammensætning | | | | 2.2.3.2. | Indsamlingsnævnets opgaver | | | | 2.2.3.3. | Søgsmålsfrist for
indbringelse af Indsamlingsnævnets afgørelser for
domstolene | | 2.3. | Digital indberetning af
regnskaber | | | 2.3.1. | Gældende ret | | | 2.3.2. | Justitsministeriets overvejelser | | | 2.3.3. | Den foreslåede ordning | | 2.4. | Afskaffelse af krav om
flere ansvarlige og medansvarlige | | | 2.4.1. | Gældende ret | | | 2.4.2. | Justitsministeriets overvejelser | | | 2.4.3. | Den foreslåede ordning | 3. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 6. | Klimamæssige
konsekvenser | 7. | Miljø- og
naturmæssige konsekvenser | 8. | Forholdet til
EU-retten | 9. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 10. | Sammenfattende
skema | |
|
1. Indledning
Den digitale udvikling ændrer løbende
spillereglerne for myndigheder, der skal navigere på
områder, der konstant påvirkes af de nye muligheder,
fremgangsmåder m.v. På indsamlingsområdet
foregår en stor del af indsamlingerne f.eks. nu på
internettet. Udviklingen stiller nye krav til
Indsamlingsnævnets varetagelse af nævnets opgaver.
På denne baggrund foreslås en række
ændringer af lov om indsamling m.v. (herefter
indsamlingsloven), som skal understøtte kontrollen og
tilsynet på indsamlingsområdet i lyset af den
teknologiske udvikling.
For det første gives Indsamlingsnævnet mulighed for
at meddele afslag på en ansøgning om en etårig
indsamlingstilladelse efter indsamlingslovens § 3, hvis
forhold ved tidligere indsamlinger giver anledning til at formode,
at loven eller bestemmelser udstedt i medfør af loven ikke
vil blive fulgt. Muligheden for at meddele afslag skal forhindre,
at den samme indsamler gentagne gange overtræder
indsamlingsloven. Indsamlingsnævnet vil desuden kunne
tilbagekalde allerede meddelte tilladelser under de samme
omstændigheder.
For det andet udvides Indsamlingsnævnets kompetence,
så nævnet kan træffe afgørelse om,
hvorvidt en indsamling er omfattet af indsamlingsloven, hvilket
forventes at smidiggøre nævnets sagsbehandling til
gavn for borgerne, ligesom nævnet får mulighed for at
fastlægge praksis for lovens anvendelsesområde.
For det tredje ændres Indsamlingsnævnets
sammensætning, så nævnet tilføres
særlig viden om IT og digital udvikling. En meget stor del af
indsamlingerne sker udelukkende eller næsten udelukkende
på internettet, f.eks. gennem sociale medier,
indsamlingsplatforme og streamingtjenester, og der er behov for at
tilpasse nævnets sammensætning, så den afspejler
denne udvikling og tager højde for, at nævnet er
sammensat af de rette kompetencer på
indsamlingsområdet.
For det fjerde lettes Indsamlingsnævnets behandling af
oplysninger. Det gøres således muligt at
indføre regler om obligatorisk brug af en digital
løsning til indsendelse af ansøgninger og regnskaber.
Muligheden for en øget automatiseret behandling af
oplysningerne i regnskabet vil kvalificere og understøtte en
risikobaseret efterfølgende manuel kontrol af
regnskaberne.
Endelig indeholder lovforslaget en ny bestemmelse om, at
søgsmål til prøvelse af afgørelser efter
indsamlingsloven skal være anlagt inden for en 6
måneders frist. Forslaget har til formål at sikre
hensynet til, at der efter en periode ikke kan rejses tvivl om
rigtigheden af en afgørelse truffet efter
indsamlingsloven.
Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af et tidligere
lovforslag, som blev fremsat den 5. oktober 2022, jf.
Folketingstidende 2022-23 (1. samling), A, L 6 som fremsat. Det
fremhæves, at et initiativ om at undtage
belønningsbaseret crowdfunding fra indsamlingslovens
anvendelsesområde i modsætning til det tidligere
fremsatte lovforslag ikke indgår i lovforslaget, ligesom
datoen for ikrafttræden er ændret.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Afslag
på ansøgning om og tilbagekaldelse af tilladelse efter
indsamlingslovens § 3
2.1.1. Gældende ret
Efter indsamlingslovens § 3, stk. 1, kan en indsamling
først iværksættes, når
Indsamlingsnævnet har givet tilladelse til indsamlingen. Ved
ansøgning om tilladelse skal formålet med indsamlingen
anføres. Ansøgningen skal desuden indeholde en
række oplysninger, som er nærmere beskrevet i
bekendtgørelse nr. 160 af 26. februar 2020 om indsamling
m.v. (herefter indsamlingsbekendtgørelsen).
Indsamlingsnævnet kan hos en indsamler eller
hjælpeorganisation kræve yderligere oplysninger til
belysning af en ansøgning, jf. indsamlingslovens §
12.
I forbindelse med indgivelse af en ansøgning om
tilladelse til indsamling skal der betales et beløb på
1.200 kr. (2023-niveau), jf. indsamlingslovens § 14, stk. 1,
nr. 1. Beløbet tilbagebetales, hvis ansøgningen ikke
imødekommes, jf. stk. 2.
Indsamlingsnævnet foretager herefter en vurdering af, om
de formelle betingelser for meddelelse af tilladelse er opfyldt.
Hvis betingelserne er opfyldt, meddeler Indsamlingsnævnet
indsamleren en tilladelse.
Indsamlingsnævnets tilladelse til en indsamling har
gyldighed i 1 år, medmindre det fremgår af tilladelsen,
at den er afgrænset til en kortere periode, jf.
indsamlingslovens § 3, stk. 2.
Indsamlingsnævnet kan tilbagekalde en indsamlers
tilladelse til at foretage indsamling, hvis indsamleren har gjort
sig skyldig i gentagne overtrædelser af god indsamlingsskik,
jf. indsamlingslovens § 11, stk. 4.
Indsamlingsnævnet kan derudover tilbagekalde en allerede
meddelt tilladelse til at foretage indsamling efter almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse af
begunstigende forvaltningsakter.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Indsamlingsnævnet giver tilladelse til indsamling for 1
år eller kortere, hvis det angivne formål er lovligt,
og de formelle betingelser, herunder betaling af gebyr efter lovens
§ 14, stk. 1, nr. 1, er opfyldt.
Indsamlingsnævnet har imidlertid ikke mulighed for at
afslå en ansøgning om tilladelse i situationer, hvor
ansøgeren ved tidligere indsamlinger har overtrådt
indsamlingsloven eller -bekendtgørelsen, f.eks. ved ikke at
indsende regnskab eller ved at anvende indsamlede midler i strid
med det formål, der er angivet i ansøgningen.
Indsamlere, der gentagne gange er politianmeldt for manglende
indsendelse af regnskab i forbindelse med tidligere indsamlinger,
kan derfor opnå ny indsamlingstilladelse, ligesom en
indsamler, der tidligere er blevet politianmeldt for at have
anvendt indsamlede midler i strid med det tilladte
indsamlingsformål, har mulighed for at få en ny
tilladelse til indsamling.
Indsamlingsnævnet bør have mulighed for at meddele
afslag på en ansøgning om tilladelse, når
forhold vedrørende en tidligere indsamling indikerer, at
indsamlingslovgivningen ikke vil blive overholdt i forbindelse med
fremtidige indsamlinger.
Indsamlingsnævnet bør tilsvarende - ud over den
eksisterende adgang til tilbagekaldelse efter § 11, stk. 4 -
have en lovbestemt adgang til at tilbagekalde allerede meddelte
tilladelser i alle tilfælde, hvor Indsamlingsnævnet
efterfølgende bliver bekendt med sådanne forhold. Det
bemærkes i den forbindelse, at Indsamlingsnævnet ofte
først kan konstatere, at indsamlingslovgivningen er
overtrådt, når regnskabet for den
pågældende indsamling modtages op til 6 måneder
efter indsamlingens afslutning. Det betyder, at
Indsamlingsnævnet ikke nødvendigvis vil have kendskab
til ansøgerens tidligere overtrædelser af
lovgivningen, når nævnet modtager en ansøgning
om tilladelse til en ny indsamling fra samme ansøger.
Ændringerne skal samlet set bidrage til, at den samme
indsamler - eller kreds af indsamlere - ikke gentagne gange
overtræder indsamlingslovgivningen.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Indsamlingsnævnet kan afslå
en ansøgning om tilladelse, hvis forhold ved tidligere
indsamlinger giver anledning til at formode, at loven eller
bestemmelser udstedt i medfør af loven ikke vil blive
fulgt.
Det foreslås endvidere, at Indsamlingsnævnet kan
tilbagekalde en allerede tildelt tilladelse, når der
foreligger sådanne forhold, der vil kunne begrunde et afslag
på en ansøgning om tilladelse.
Det forudsættes i den forbindelse, at indsamlinger, hvis
tilladelse er blevet tilbagekaldt, vil blive fjernet fra
Indsamlingsnævnets offentlige tilgængelige liste over
godkendte indsamlinger.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og
bemærkningerne hertil.
2.2. Ændring af Indsamlingsnævnets
sammensætning og opgaver
2.2.1. Gældende ret
Indsamlingsnævnets sammensætning og opgaver
fremgår af indsamlingslovens kapitel 5 (§§ 9-13) og
bekendtgørelse nr. 895 af 18. juli 2014 med senere
ændringer om forretningsorden for Indsamlingsnævnet
(herefter Indsamlingsnævnets forretningsorden).
Indsamlingsnævnet består af en formand, der skal
være jurist, og yderligere fem medlemmer. 2 af medlemmerne
beskikkes efter indstilling fra Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), 1 medlem beskikkes efter indstilling
fra Dansk Erhverv, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra
Forbrugerrådet Tænk, og 1 medlem beskikkes efter
indstilling fra Rigspolitiet, jf. lovens § 9, stk. 1. Det
medlem, der beskikkes efter indstilling fra Rigspolitiet, skal have
særlig indsigt i forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask
og terrorfinansiering. Medlemmerne og stedfortrædere for
disse, der udpeges efter samme regler, beskikkes for 4 år.
Genbeskikkelse kan finde sted, jf. stk. 2.
Indsamlingsnævnet blev oprettet ved indsamlingsloven fra
2014, hvor opgaverne på indsamlingsområdet blev
overført fra politiet til nævnet. Udvalget om revision
af reglerne om offentlige indsamlinger (herefter udvalget) fandt
det på baggrund af nævnets foreslåede
arbejdsopgaver ikke nødvendigt, at formanden skulle
være dommer. Udvalget lagde herudover afgørende
vægt på, at indsamlingsorganisationerne selv blev
repræsenteret i nævnet. Udvalget fandt det endvidere af
væsentlig betydning, at offentligheden og erhvervslivet blev
repræsenteret på lige fod med
indsamlingsorganisationerne, idet lovens ordning i høj grad
er udtryk for en afvejning af hensynene til
indsamlingsorganisationerne, befolkningen og erhvervslivet. Endelig
fandt udvalget, at nævnet burde have en begrænset
størrelse for at sikre en smidig sagsbehandling og
undgå en for dyr drift, jf. betænkning nr. 1532/2012 om
indsamlinger, side 112-113.
På baggrund af kritik fra The Financial Action Task Force
(herefter FATF) blev Indsamlingsnævnets sammensætning
ændret i 2020, således at nævnet blev udvidet med
et ekstra medlem indstillet af Rigspolitiet. Ændringen blev
gennemført for at styrke nævnets kompetencer og
gøre Indsamlingsnævnet bedre i stand til at varetage
opgaven med at identificere mulige tilfælde af hvidvask eller
terrorfinansiering.
Indsamlingsnævnet fører tilsyn og træffer
afgørelser i sager om tilladelse til at foretage
indsamlinger, tilladelse til anvendelse af indsamlede midler til
andre formål end angivet i ansøgningen,
overtrædelse af god indsamlingsskik og ændring af
navnet på en indsamling eller angivelse af et andet navn
på den indsamler, der står bag indsamlingen, hvis
navnet giver anledning til forveksling med en eksisterende
indsamling, jf. lovens § 10, stk. 5.
De nærmere regler om Indsamlingsnævnets
sammensætning og opgaver er udmøntet i
Indsamlingsnævnets forretningsorden, som er fastsat af
justitsministeren efter forhandling med nævnet i
medfør lovens § 13, stk. 2.
Det fremgår af forretningsordenens § 11, stk. 3, at
nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst 3 af dets
medlemmer er til stede. Nævnets beslutninger træffes
efter stemmeflertal, og i tilfælde af stemmelighed er
formandens stemme afgørende, jf. forretningsordenens §
11, stk. 4.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.2.1. Indsamlingsnævnets sammensætning
Den digitale udvikling har medført, at indsamlinger i et
stort omfang foregår på internettet. Indsamlinger
foregår ofte gennem forskellige digitale tjenester som f.eks.
sociale medier, indsamlingsplatforme og streamingtjenester.
Den praktiske anvendelse af indsamlingslovgivningen kræver
på den baggrund en mere indgående teknologisk
forståelse. Anvendelsen af digitale tjenester til
indsamlinger rejser spørgsmål i forhold til bl.a.
forståelsen af, hvordan opfordringen til at yde bidrag
fremsættes, af hvem opfordringen fremsættes, samt
hvordan indsamlingen foregår.
Indsamlingsnævnets behandling af sager, der kræver
teknologisk indsigt og forståelse, vil kunne lettes ved
tilføjelse af kompetencer på det teknologiske
område, ligesom kompetencerne vil bidrage til kontrollen
på området.
På den baggrund finder Justitsministeriet det
hensigtsmæssigt at styrke Indsamlingsnævnets
kompetencer inden for IT og digital udvikling.
De bagvedliggende hensyn ved Indsamlingsnævnets
sammensætning er et hensyn til en smidig sagsbehandling i
nævnet, og at der skal være en ligelig
repræsentation af indsamlingsorganisationerne, offentligheden
og erhvervslivet henset til, at lovens ordning i høj grad er
udtryk for en afvejning af hensynene til
indsamlingsorganisationerne, befolkningen og erhvervslivet. Der er
på nuværende tidspunkt ikke nogen ligelig
repræsentation i nævnet, idet
indsamlingsorganisationerne er repræsenteret med 2 medlemmer,
mens offentligheden og erhvervslivet alene er repræsenteret
med 1 medlem hver. Der er desuden et sammenfald mellem de
interessenter, som repræsenteres af
indsamlingsorganisationernes repræsentanter og erhvervslivets
repræsentant, idet en række af de
indsamlingsorganisationer, som repræsenteres af ISOBRO,
også er medlemmer af Civilsamfundets Brancheforening, som er
medlem af Dansk Erhverv.
Justitsministeriet finder derfor, at der samtidig med styrkelsen
af Indsamlingsnævnets kompetencer bør skabes en
balance i nævnets sammensætning, der i højere
grad tager hensyn til den ligelige repræsentation af de
forskellige interesser. Det er på den baggrund
Justitsministeriets opfattelse, at et af de medlemmer, der er
beskikket efter indstilling fra ISOBRO, i stedet bør
være et medlem, der er beskikket efter indstilling fra
Erhvervsministeriet, idet det samtidig forudsættes, at
medlemmet har særlig viden inden for IT og digital
udvikling.
2.2.2.2. Indsamlingsnævnets opgaver
Indsamlingsnævnet træffer afgørelser i bl.a.
sager om tilladelse til at foretage indsamlinger, men nævnet
har ikke kompetence til at træffe afgørelse om,
hvorvidt indsamlinger er omfattet af lovens
anvendelsesområde. Indsamlingsnævnet kan således
alene vejlede om, hvorvidt en indsamling er omfattet af lovens
anvendelsesområde.
Den generelle retssikkerhed for de borgere, organisationer m.v.,
som foretager indsamlinger, kan dog styrkes, hvis
Indsamlingsnævnet får afgørelseskompetence og
med afsæt heri kan udmønte praksis for lovens
anvendelsesområde. Behovet for at fastlægge lovens
anvendelsesområde gennem straffesager ved domstolene bliver
dermed mindsket.
Det er derfor Justitsministeriets vurdering, at
Indsamlingsnævnet bør tillægges kompetence til
at træffe afgørelse om, hvorvidt en indsamling er
omfattet af lovens anvendelsesområde.
2.2.2.3. Søgsmålsfrist for indbringelse af
Indsamlingsnævnets afgørelser for domstolene
Indsamlingsloven indeholder ikke i dag en
søgsmålsfrist for indbringelse af afgørelser
truffet af Indsamlingsnævnet for domstolene. Det er dog
hensigtsmæssigt, at der efter en vis periode ikke kan rejses
tvivl om rigtigheden af en afgørelse truffet af
Indsamlingsnævnet.
Justitsministeriet finder derfor, at der - sammen med udvidelsen
af Indsamlingsnævnets kompetence til at træffe
afgørelser - bør indsættes en
søgsmålsfrist i indsamlingsloven. Denne kan passende
fastsættes til 6 måneder efter, at afgørelsen er
meddelt. Dette vil være i overensstemmelse med retstilstanden
på en række andre områder, f.eks.
miljøområdet, planområdet, byggereguleringen og
skatteområdet.
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.3.1. Indsamlingsnævnets sammensætning
Det foreslås, at Indsamlingsnævnets
sammensætning ændres, så nævnets medlemmer
- ud over formanden - beskikkes efter indstilling fra henholdsvis
Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Dansk Erhverv,
Forbrugerrådet Tænk, Rigspolitiet og
Erhvervsministeriet. Det medlem, der beskikkes efter indstilling
fra Erhvervsministeriet, skal have særlig viden inden for IT
og digital udvikling.
Det nye medlem skal være sagkyndig inden for digital(e)
udvikling og tendenser, herunder digitale betalingsløsninger
og digital valuta, f.eks. kryptovaluta, samt håndteringen af
disse. Medlemmet kan også besidde teknisk indsigt i
opbygningen og funktionerne på forskellige typer af
internetplatforme, herunder særligt på sociale medier
og streamingtjenester.
Det forudsættes som hidtil, at Indsamlingsnævnets
sekretariat sikrer, at der i sekretariatet er de fornødne
faglige kompetencer, således at sekretariatets kontrol med
indsamlinger styrkes, herunder kontrol med at indsamlede midler
anvendes i overensstemmelse med de angivne (lovlige)
formål.
De nærmere regler for Indsamlingsnævnets opgaver,
herunder afstemningsregler, forudsættes fortsat fastlagt i
Indsamlingsnævnets forretningsorden.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, og
bemærkningerne hertil.
2.2.3.2. Indsamlingsnævnets opgaver
Det foreslås endvidere at ændre
Indsamlingsnævnets opgaver, så nævnet fremover
kan træffe afgørelse om, hvorvidt en indsamling er
omfattet af lovens anvendelsesområde.
Afgørelseskompetencen vil have den effekt, at den
pågældende indsamler vil skulle ansøge om en
indsamlingstilladelse efter indsamlingsloven, når
Indsamlingsnævnet har truffet afgørelse om, at en
indsamling er omfattet af lovens anvendelsesområde. Hvis
indsamleren ikke søger indsamlingstilladelsen, eller hvis
indsamleren ikke sender de relevante oplysninger med indsamlingen,
så der ikke kan meddeles en tilladelse, kan
Indsamlingsnævnet anmelde indsamleren til politiet for
overtrædelse af indsamlingslovens § 3, stk. 1, og §
4, stk. 1. Det vil herefter være op til domstolene som led i
straffesagen at vurdere, om indsamlingsloven er overtrådt.
Det forventes dog, at indsamlere i vidt omfang vil følge
Indsamlingsnævnets afgørelse, og at der som
følge heraf vil være færre straffesager om
overtrædelse af indsamlingsloven.
Forslaget indebærer, at Indsamlingsnævnet vil have
mulighed for at fastlægge praksis for, hvilke indsamlinger
der vurderes at være omfattet af indsamlingsloven. I dag
fastlægges praksis af domstolene som led i prøvelsen
af straffesager.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og
bemærkningerne hertil.
2.2.3.3. Søgsmålsfrist for indbringelse af
Indsamlingsnævnets afgørelser for domstolene
Det foreslås endvidere at indføre en
søgsmålsfrist i indsamlingsloven, så
søgsmål til prøvelse af afgørelser efter
loven skal være anlagt senest 6 måneder efter, at
afgørelsen er meddelt.
Søgsmålsfristen fastsættes til 6
måneder, da det forventes at give borgere og virksomheder
tilstrækkelig tid til at overveje, hvorvidt der er et
ønske om at indbringe Indsamlingsnævnets
afgørelse for domstolene. Søgsmålsfristen vil
gælde for samtlige afgørelser, som
Indsamlingsnævnet træffer efter loven. Den
foreslåede søgsmålsfrist skal særligt ses
i lyset af, at en indsamlingstilladelse efter indsamlingslovens
§ 3 maksimalt gælder i 1 år.
Søgsmålsfristen beregnes fra det tidspunkt, hvor
afgørelsen er meddelt den pågældende borger
eller virksomhed.
Indsamlingsnævnet skal oplyse i afgørelsen, hvis
afgørelsen er omfattet af en søgsmålsfrist, jf.
forvaltningslovens § 26. Dette gælder, uanset om
afgørelsen meddeles mundtligt eller skriftligt.
Overskridelse af søgsmålsfristen vil som
udgangspunkt medføre, at sagen afvises ved domstolene.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, og
bemærkningerne hertil.
2.3. Digital
indberetning af regnskaber
2.3.1. Gældende ret
Indsamlingsnævnet fører tilsyn med, at indsamlinger
foretages i overensstemmelse med indsamlingsloven, og nævnet
fører en offentligt tilgængelig fortegnelse over
godkendte indsamlinger efter § 3, stk. 1, og de
organisationer, der er omfattet af § 4, stk. 1, samt godkendte
hus- og gadeindsamlinger, jf. lovens § 10, stk. 1.
Indsamlingsnævnet fører tilsyn med, at de indsamlede
midler er anvendt i overensstemmelse med det formål, der er
angivet i ansøgningen, og at formålet er lovligt, jf.
stk. 2.
Indsamlingsnævnet kan kræve yderligere oplysninger
fra en indsamler eller en indsamlende organisation i forbindelse
med kontrol af et regnskab, jf. indsamlingsbekendtgørelsens
§ 8, stk. 6, § 9, stk. 4, og § 10, stk. 5.
Ved lov nr. 81 af 30. januar 2019 om ændring af lov om
indsamling m.v. og lov om fonde og visse foreninger (Indsamlinger
blandt juridiske personer, testamentariske dispositioner m.v.) blev
der indført mulighed for, at justitsministeren kan
fastsætte regler om, at ansøgning om tilladelse til at
foretage indsamling skal indgives ved anvendelse af den digitale
løsning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed, jf.
lovens § 1, nr. 15. Bestemmelsen er ikke sat i kraft.
Efter bestemmelsen kan justitsministeren fastsætte regler
om obligatorisk brug af digital selvbetjening ved indgivelse af
ansøgning om tilladelse til at foretage indsamling. Reglerne
forudsættes at skulle gælde for både fysiske og
juridiske personer, der ansøger om tilladelse til at
foretage indsamling, og forudsættes desuden at gælde
enhver form for indsamling. Den digitale løsning, som skal
anvendes, vil skulle stilles til rådighed af
Civilstyrelsen.
Bemyndigelsen vil kunne blive udnyttet til at fastsætte
nærmere regler for brugen af den digitale selvbetjening i
lighed med, hvad der kendes fra allerede eksisterende ordninger om
obligatorisk digital selvbetjening på andre
forvaltningsområder. Som eksempel på sådanne
ordninger henvises til lov nr. 710 af 8. juni 2018 om ændring
af retsplejeloven (Vidneudelukkelse for patentrådgivere,
obligatorisk digital selvbetjening ved ansøgning om fri
proces m.v.).
Det er forudsat, at der i medfør af
bemyndigelsesbestemmelsen eksempelvis vil kunne blive fastsat
nærmere regler om, at ansøgninger, som ikke indgives
ved digital selvbetjening, afvises af Indsamlingsnævnet, og
regler om hvornår Indsamlingsnævnet kan dispensere fra
kravet om anvendelse af digital selvbetjening.
Det er navnlig forudsat, at reglerne om dispensation vil skulle
tage højde for de situationer, hvor en person som
følge af særlige forhold, f.eks. et fysisk eller
psykisk handicap eller manglende it-kompetencer, ikke kan eller
må forventes at kunne anvende en digital
selvbetjeningsløsning. Indsamlingsnævnet vil skulle
foretage en konkret vurdering af, om der foreligger sådanne
særlige forhold i hvert enkelt tilfælde, hvor en person
anmoder om dispensation. Indsamlingsnævnet vil i givet fald
skulle informere vedkommende om mulighederne for at indgive
ansøgningen på anden vis eller om muligheden for at
lade andre ansøge via fuldmagt.
Det er desuden forudsat, at der vil skulle fastsættes
regler om, at Indsamlingsnævnet i andre ekstraordinære
situationer vil kunne beslutte at behandle en ansøgning, som
ikke er indgivet via den digitale selvbetjening. Hermed sigtes til
situationer, hvor det eksempelvis som følge af
omstændighederne ved ansøgningen, herunder
beskaffenhed eller omfanget af materialet i ansøgningen,
eller Indsamlingsnævnets forhold efter en konkret vurdering
findes mest hensigtsmæssigt af fravige kravet om digital
selvbetjening.
Endelig er det forudsat, at Indsamlingsnævnet i
overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen, som
trådte i kraft den 25. maj 2018, vil være forpligtet
til at stille en sikker digital løsning til
rådighed.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Muligheden for at fastsætte regler om obligatorisk brug af
digital selvbetjening ved indgivelse af ansøgning om
tilladelse til at foretage indsamling vil sikre en hurtigere og
mere effektiv sagsbehandling af ansøgningerne. Det samme vil
kunne opnås ved digital indsendelse af regnskaber.
Indførelse af en digital løsning forventes desuden
at medføre, at flere af regnskaberne vil indeholde de
påkrævede oplysninger og derved lette administrationen
hos Civilstyrelsen, der stiller sekretariatsbetjening til
rådighed for Indsamlingsnævnet. Ligeledes vil
indsendelse af regnskaber via en digital løsning kunne
styrke den efterfølgende kontrol med indsamlinger ved at
give mulighed for en øget maskinel behandling af
oplysningerne i regnskabet, hvilket vil kvalificere og
understøtte en risikobaseret manuel kontrol af
regnskaberne.
Indførelse af obligatorisk digital indberetning af
regnskaber vil også være i overensstemmelse med den
fælles offentlige digitaliseringsstrategi, som bl.a.
indebærer, at skriftlig kommunikation mellem borgere og det
offentlige som udgangspunkt skal overgå til digital
kommunikation.
På den baggrund finder Justitsministeriet, at der
bør kunne fastsættes regler om obligatorisk brug af en
digital tjeneste til indberetning af regnskaber. Justitsministeriet
finder endvidere, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om
obligatorisk brug af digital selvbetjening ved indgivelse af
ansøgninger - som ikke er sat i kraft - bør
videreføres.
Der er ikke ved den foreslåede bemyndigelse til at
fastsætte regler om obligatorisk brug af digital
løsning hjemmel til at fravige grundlæggende
forvaltningsretlige regler eller principper om eksempelvis
notatpligt, myndighedernes vejledningspligt, pligt til at oplyse en
sag tilstrækkeligt, adgang til partsrepræsentation
m.v.
Et krav om obligatorisk brug af digital løsning ved
indsendelse af regnskaber er derimod en fravigelse af det
almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt om, at der er frihed
for borgeren til at henvende sig til offentlige myndigheder
på den måde, som borgeren ønsker, og en
sådan ordning antages derfor at kræve en klar
hjemmel.
Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal en
forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og
bistand til personer, der retter henvendelse om
spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Den
foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om
obligatorisk brug af digital løsning ændrer ikke denne
pligt. Indsamlingsnævnets sekretariat vil således have
pligt til at informere om, at regnskaber skal indsendes til
Indsamlingsnævnet på en bestemt måde, og til som
hidtil i fornødent omfang at yde vejledning og bistand til
personer, der retter henvendelse til Indsamlingsnævnets
sekretariat herom. Det vil i den forbindelse påhvile
sekretariatet at hjælpe borgere, der ikke har mulighed for at
kommunikere digitalt, herunder vejlede om mulighederne for
dispensation.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at justitsministeren skal kunne
fastsætte regler om, at regnskaber skal indgives ved
anvendelse af den digitale løsning, som Civilstyrelsen
stiller til rådighed (digital selvbetjening).
Reglerne om obligatorisk brug af digital løsning ved
indsendelse af regnskaber til Indsamlingsnævnet
forudsættes at gælde for både fysiske og
juridiske personer, der er forpligtet til at indsende et regnskab i
henhold til indsamlingsloven, og forudsættes desuden at
gælde enhver form for indsamling.
Den digitale løsning, som skal anvendes til indsendelse
af regnskaber, vil skulle anvises af Civilstyrelsen. Der vil
således være mulighed for, at Civilstyrelsen kan anvise
allerede eksisterende digitale løsninger, f.eks. virk.dk,
såvel som udvikle egne digitale løsninger. Det vil
endvidere være muligt at anvise forskellige løsninger
til de forskellige typer af regnskaber.
Det forudsættes, at den foreslåede bemyndigelse vil
blive udnyttet til at fastsætte nærmere regler for
brugen af den digitale løsning i lighed med, hvad der kendes
fra allerede eksisterende ordninger om obligatorisk digitale
løsninger på andre forvaltningsområder. Som
eksempel på sådanne løsninger henvises til lov
nr. 1535 af 19. december 2017 (Omskrivning og modernisering af
skattekontrolloven, herunder øget digitalisering og brug af
digitale selvbetjeningsløsninger).
Det forudsættes således, at der i medfør af
den foreslåede bemyndigelse eksempelvis vil blive fastsat
nærmere regler om, at regnskaber, som ikke indgives via den
digitale løsning, ikke anses for korrekt indsendt i henhold
til indsamlingsloven, og regler om hvornår
Indsamlingsnævnet kan dispensere fra kravet om anvendelse af
den digitale løsning.
Reglerne om dispensation forudsættes navnlig at skulle
tage højde for de situationer, hvor en person som
følge af særlige forhold, f.eks. et fysisk eller
psykisk handicap eller manglende it-kompetencer, ikke kan eller
må forventes at kunne anvende en digital løsning.
Indsamlingsnævnet vil skulle foretage en konkret vurdering
af, om der foreligger sådanne særlige forhold i hvert
enkelt tilfælde, hvor en person anmoder om dispensation.
Indsamlingsnævnet vil i givet fald skulle informere
vedkommende om mulighederne for at indsende regnskabet på
anden vis eller om muligheden for at lade andre indsende regnskabet
via fuldmagt.
Det forudsættes desuden, at der vil skulle
fastsættes regler om, at Indsamlingsnævnet i andre
ekstraordinære situationer vil kunne beslutte at acceptere et
regnskab, som ikke er indgivet via den digitale løsning.
Hermed sigtes til situationer, hvor det eksempelvis som
følge af omstændighederne ved regnskabet, herunder
beskaffenhed eller omfanget af materialet, eller
Indsamlingsnævnets forhold efter en konkret vurdering findes
mest hensigtsmæssigt af fravige kravet om anvendelse af en
digital løsning.
Endelig forudsættes det, at Indsamlingsnævnet i
overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen, som
trådte i kraft den 25. maj 2018, vil være forpligtet
til at anvise en sikker digital løsning.
Ændringen gennemføres ved en nyafattelse af §
1, nr. 15, i lov nr. 81 af 30. januar 2019 om ændring af lov
om indsamling m.v. og lov om fonde og visse foreninger,
således at bestemmelsen udvides med bemyndigelsen til at
fastsætte regler om obligatorisk brug af digital
selvbetjening ved indsendelse af regnskaber.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, og
bemærkningerne hertil.
2.4. Afskaffelse af krav om flere ansvarlige og
medansvarlige
2.4.1. Gældende ret
Det følger af indsamlingslovens § 15, stk. 1, at
justitsministeren fastsætter nærmere regler om
fremgangsmåden ved indsamlinger og om den kontrol, som skal
udøves med anvendelsen af de indsamlede midler.
Justitsministeren fastsætter endvidere regler om, hvordan
ansøgning og indsendelse af regnskab skal ske.
Justitsministeren fastsætter herudover nærmere regler
om indhold og dokumentation i forbindelse med ansøgninger
efter §§ 5 og 6.
Reglerne er fastsat i indsamlingsbekendtgørelsen,
hvorefter en indsamling skal forestås af en juridisk person
eller af mindst 3 fysiske personer, hvoraf mindst en skal
være myndig. Når indsamlingen forestås af en
juridisk person, skal der angives mindst en myndig person, som skal
være medansvarlig for de forpligtelser, der påhviler
arrangøren efter indsamlingsloven og denne
bekendtgørelse, jf. stk. 2. Angivelsen skal indeholde
oplysning om personens navn, adresse og personnummer.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Kravet om, at indsamlinger, der ikke forestås af en
juridisk person, skal forestås af mindst 3 fysiske personer,
har eksisteret siden cirkulære nr. 83 af 23. maj 1934 om
offentlige indsamlinger. Da kravet er forudsat i
bemærkningerne til indsamlingsloven, forudsætter
afskaffelsen en nyaffattelse af bestemmelsen med nye
bemærkninger.
Kravet blev videreført i forbindelse med udarbejdelsen af
den gældende indsamlingslov ud fra en antagelse om, at
risikoen for misbrug mindskes, hvis indsamlingen forestås af
mere end en enkelt person, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 142
som fremsat, side 16.
Over for hensynet til at mindske risikoen for misbrug står
dog det forhold, at kravet kan virke som en barriere for at
opnå Indsamlingsnævnets tilladelse. Det kan være
medvirkende til, at sådanne indsamlinger i et vist omfang
iværksættes uden Indsamlingsnævnets
tilladelse.
Dertil kommer, at udbredelsen af sociale medier,
internetbaserede indsamlingsplatforme og mobile
betalingsløsninger gør det enkelt at indsamle, dele
betalingsoplysninger og udbrede kendskabet til en indsamling, og
der kræves derfor ikke samme fysiske indsats fra indsamleren
som tidligere. Det er således blevet nemmere at starte og
drive en indsamling som enkeltperson. Kravet kan desuden
omgås ved, at der indsættes ægtefæller,
børn eller lignende som øvrige
komitémedlemmer.
På denne baggrund finder Justitsministeriet det
hensigtsmæssigt at afskaffe kravet om, at indsamlinger, der
ikke forestås af en juridisk person, skal forestås af
mindst 3 fysiske personer. Justitsministeriet har i den forbindelse
afvejet hensynet til at mindske risikoen for misbrug samt kravets
evne hertil over for hensynet til, at det skal være nemt og
enkelt at opnå en indsamlingstilladelse. Afskaffelsen af
kravet forventes også at indebære, at flere indsamlere
vil ansøge om tilladelse og dermed mindske risikoen for, at
visse indsamlere - bl.a. pga. kravet - forsøger at unddrage
sig Indsamlingsnævnets tilsyn og kontrol.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at kravet om,
at der for indsamlinger, der forestås af juridiske personer
(selskaber, foreninger m.v.), skal angives mindst en myndig person,
som skal være medansvarlig for de forpligtelser, der
påhviler arrangørerne, bør afskaffes. Dette er
begrundet i, at den medansvarliges ansvar er afledt af den
juridiske persons ansvar. Hvis den juridiske persons ansvar
bortfalder, f.eks. hvis den juridiske person ophører,
bortfalder den medansvarliges ansvar også. Den medansvarlige
har således ikke noget selvstændigt ansvar og kravet
om, at der skal angives en medansvarlig, forekommer derfor
overflødigt.
Hertil kommer, at det ofte er en ansat ved den juridiske person,
der angives som den medansvarlige, hvilket vil være
uhensigtsmæssigt, hvis den pågældendes
ansættelsesforhold ophører eller ændrer sig.
Justitsministeriet finder derfor, at det er
hensigtsmæssigt at afskaffe kravet, så det bliver
klart, at den juridiske person, der forestår indsamlingen, er
fuldt ansvarlig for overholdelsen af lovgivningen.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen med samme ordlyd
for at ændre bemærkninger til bestemmelsen, så
det ikke længere er forudsat, at der skal fastsættes
krav om, at en indsamling skal forestås af en juridisk person
eller af mindst 3 fysiske personer, hvoraf mindst en skal
være myndig.
Det forudsættes, at kravet i stedet erstattes med et krav
om, at en indsamling skal forestås af en juridisk person
eller af en fysisk person, som er myndig.
Ændringen udmøntes gennem en ændring af
indsamlingsbekendtgørelsen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre begrænsede
merudgifter for staten som følge af de foreslåede
justeringer for Indsamlingsnævnets virksomhed, herunder
kompetencen til at træffe afgørelser om lovens
anvendelsesområde. Der lægges op til at afholde
lovforslagets økonomiske konsekvenser inden for
Justitsministeriets eksisterende økonomiske ramme.
Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske konsekvenser
for regionerne og kommunerne.
Lovforslaget vurderes i øvrigt at være i
overensstemmelse med principperne for digitaliseringsklar
lovgivning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Med lovforslaget foreslås en række ændringer,
som skal styrke kontrollen og tilsynet på
indsamlingsområdet. Det foreslås bl.a., at der skal
kunne fastsættes regler om obligatorisk anvendelse af digital
selvbetjening ved indsendelse af regnskaber.
Lovforslaget vurderes på den baggrund at medføre
negative økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Konsekvenserne vurderes at være under 4 mio.
kr., hvorfor de ikke kvantificeres nærmere.
Lovforslaget påvirker ikke virksomhedernes muligheder for
at teste, udvikle og anvende nye digitale teknologier og
forretningsmodeller. Med lovforslaget foreslås det dog, at
der skal kunne fastsættes regler om obligatorisk brug af
digital selvbetjening ved indsendelse af regnskaber. Dette skal ses
i lyset af, at der allerede er hjemmel til at fastsætte
regler om obligatorisk brug af digital selvbetjening ved indgivelse
af ansøgning om tilladelse til at foretage indsamling. Der
vil være fokus på at sikre en brugervenlig digital
selvbetjeningsløsning. Lovforslaget vurderes derfor at
være i overensstemmelse med principperne for agil
erhvervsrettet lovgivning.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
7. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
8. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Lovforslaget har ikke været sendt i høring i
forbindelse med genfremsættelsen.
Et udkast til det oprindelige lovforslag (Folketingstidende
2022-23 (1. samling), A, L 6 som fremsat) har i perioden fra den 7.
juli 2022 til den 18. august 2022 været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og
Handelsretten, samtlige byretter, Advokatrådet,
Advokatsamfundet, Akademikerne, Alzheimerforeningen, Amnesty
International Danmark, BetterNow, Børnenes Kontor,
Børns Vilkår, Care Danmark, Caremaker, Center for
Podcast, Centralmissionen, Civilstyrelsen, Copenhagen Business
School (Juridisk Institut), Danish Muslim Aid, Danmarks-samfundet,
Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Crowdfunding Forening,
Dansk Erhverv, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkehjælp,
Dansk Industri, Dansk Revisorforening, Dansk Røde Kors,
Dansk Sømands- og Udlandskirker (DSUK), Danske Advokater,
Danske Regioner, De Samvirkende Købmænd, Den Danske
Dommerforening, De samvirkende menighedsplejer, DGI,
Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Ejendomsforeningen Danmark,
Ejendomsmæglernes Landsorganisation, Erhvervsstyrelsen,
Finans Danmark, Finans og Leasing, Finanstilsynet, Folkekirkens
Nødhjælp, Forbrugerklagenævnet,
Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Forsikring & Pension, Frelsens Hær, FSR -
danske revisorer, Gigtforeningen, Grænseforeningen,
Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland,
Hjerteforeningen, HK-Landsklubben Danmarks Domstole,
HK-Landsklubben for Politiet, Indsamlingsnævnet,
Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation ISOBRO, Justitia,
Kirkens Korshær, Kommunernes Landsforening (KL), Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen, Københavns Retshjælp,
Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet),
Landsforeningen Evnesvages vel (Landsforeningen LEV),
Landsforeningen for sukkersyge (Diabetesforeningen),
Landsforeningen til kræftens bekæmpelse (Kræftens
Bekæmpelse), Landsorganisationen Red Barnet (Red Barnet),
Læger uden Grænser (MSF), Mellemfolkeligt Samvirke,
Oxfam IBIS, Politiets Efterretningstjeneste (PET), Politiforbundet,
Realkreditrådet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet, Rådet for Socialt Udsatte, Scleroseforeningen,
SOS Børnebyerne, Spillemyndigheden, Syddansk Universitet
(Juridisk Institut), Udlændingestyrelsen, Ældre Sagen,
Aarhus Retshjælp, Aalborg Universitet (Juridisk Institut),
Aarhus Universitet (Juridisk Institut).
Det bemærkes, at det oprindelige lovforslags § 1, nr.
1, om undtagelse af belønningsbaseret crowdfunding ikke
indgår i lovforslaget.
10. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Lovforslaget forventes at medføre
begrænsede merudgifter for staten som følge af de
foreslåede justeringer for Indsamlingsnævnets
virksomhed, herunder kompetencen til at træffe
afgørelser om lovens anvendelsesområde. Der
lægges op til at afholde lovforslagets økonomiske
konsekvenser inden for Justitsministeriets eksisterende
økonomiske ramme. Lovforslaget forventes ikke at have
økonomiske konsekvenser for regionerne og kommunerne. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ja, muligheden for at fastsætte
regler om obligatorisk anvendelse af digital selvbetjening ved
indsendelse af regnskaber forventes at medføre negative
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, men disse
vurderes at være under 4 mio. kr. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ja, muligheden for at fastsætte
regler om obligatorisk anvendelse af digital selvbetjening ved
indsendelse af regnskaber forventes at medføre negative
administrative konsekvenser for erhvervslivet, men disse vurderes
at være under 4 mio. kr. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Overimplementering
af EU-retlige minimumsforpligtelser | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det følger af indsamlingslovens § 3, stk. 1, at en
indsamling først kan iværksættes, når
Indsamlingsnævnet har givet tilladelse til indsamlingen, jf.
dog § 4, stk. 1. Indsamlingsnævnet foretager i
forbindelse med ansøgningen en kontrol af det oplyste
formål med indsamlingen, jf. § 10.
Det foreslås at tilføje et nyt stk. 2, således at
Indsamlingsnævnet kan afslå en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1, hvis forhold ved tidligere indsamlinger
giver anledning til at formode, at loven eller bestemmelser udstedt
i medfør af loven ikke vil blive fulgt. Nævnet kan
desuden tilbagekalde en tilladelse, hvis nævnet, efter at
tilladelsen er givet, bliver bekendt med forhold, som kan
føre til afslag efter bestemmelsens 1. pkt.
Den foreslåede ændring vil medføre, at
Indsamlingsnævnet fremover kan afslå en
ansøgning om tilladelse, når der på baggrund af
forhold ved tidligere indsamlinger er en formodning for, at
indsamleren - eller indsamlerne - ikke vil overholde
indsamlingslovgivningen.
Indsamlingsnævnet vil desuden kunne tilbagekalde en
allerede meddelt tilladelse, hvis nævnet efter meddelelsen af
tilladelsen bliver bekendt med sådanne forhold. For at kunne
tilbagekalde en tilladelse efter forslaget, skal der således
foreligge nye faktiske oplysninger, der ikke forelå på
det tidspunkt, hvor tilladelsen blev meddelt.
De forhold, der kan indikere, at indsamleren ikke formodes at
ville overholde loven eller bestemmelser udstedt i medfør af
loven, kan f.eks. være, at indsamleren tidligere ikke har
indsendt behørigt regnskab til Indsamlingsnævnet, at
indsamleren gentagne gange ikke efterkommer
Indsamlingsnævnets anmodning om yderligere oplysninger, at
indsamleren anvender midlerne i strid med formålet, eller at
indsamleren er dømt for at have forestået indsamlinger
uden den fornødne tilladelse eller i øvrigt i strid
med loven.
Det vil efter den foreslåede bestemmelse være en
betingelse for afslag eller tilbagekaldelse, at der er anledning
til at formode, at indsamlingslovgivningen ikke vil blive fulgt i
forbindelse med en ny eller igangværende indsamling.
En beslutning om at afslå en ansøgning om eller
tilbagekalde en allerede meddelt tilladelse forudsætter
herudover, at der foretages en konkret afvejning af hensynet til
indsamlerens interesse i at opnå eller opretholde en
tilladelse over for hensynet til at undgå gentagne
overtrædelser af indsamlingslovgivningen. I
hensynsafvejningen vil omfanget og karakteren af den eller de
tidligere overtrædelser skulle indgå. Det vil ikke
være enhver tidligere overtrædelse af
indsamlingslovgivningen, der vil skabe en formodning for, at
indsamlingsloven eller bestemmelser udstedt i medfør af
loven ikke vil blive fulgt, og dermed for, at der skal meddeles et
afslag eller ske tilbagekaldelse efter bestemmelsen. Det vil tale
for et afslag, at der er sket gentagne overtrædelser af
indsamlingslovgivningen - også selvom disse er af mindre
karakter. En enkeltstående overtrædelse vil også
kunne medføre afslag eller tilbagekaldelse, såfremt
overtrædelsens karakter taler herfor. Dette kan f.eks.
være tilfældet, hvis indsamleren har anvendt de
indsamlede midler i strid med formålet.
Det forudsættes, at indsamlinger, hvis tilladelse er
blevet tilbagekaldt, vil blive fjernet fra Indsamlingsnævnets
offentlig tilgængelige liste over godkendte indsamlinger.
Det bemærkes, at en tilladelse til at foretage indsamling
også vil kunne tilbagekaldes efter indsamlingslovens §
11, stk. 4, hvis indsamleren gør sig skyldig i gentagne
overtrædelser af god indsamlingsskik.
Til nr. 2 og 3
Det følger af indsamlingslovens § 9, stk. 1, at
Indsamlingsnævnet består af en formand, der skal
være jurist, og yderligere 5 medlemmer. 2 af medlemmerne
beskikkes efter indstilling fra Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), 1 medlem beskikkes efter indstilling
fra Dansk Erhverv, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra
Forbrugerrådet Tænk, og 1 medlem beskikkes efter
indstilling fra Rigspolitiet, jf. lovens § 9, stk. 1.
Medlemmerne og stedfortrædere for disse, der udpeges efter
samme regler, beskikkes for 4 år. Genbeskikkelse kan finde
sted, jf. stk. 2.
Det foreslås at ændre § 9,
stk. 1, 3. pkt., således at Indsamlingsnævnets
medlemmer - ud over formanden - beskikkes efter indstilling fra
henholdsvis Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation
(ISOBRO), Dansk Erhverv, Forbrugerrådet Tænk,
Rigspolitiet og Erhvervsministeriet, der hver indstiller et medlem.
Det foreslås, at det medlem, der beskikkes efter indstilling
fra Erhvervsministeriet, skal have særlig viden om IT og
digital udvikling.
De foreslåede ændringer vil medføre, at
Indsamlingsnævnet fremover fortsat vil bestå af en
formand og yderligere 5 medlemmer. ISOBRO vil fremover alene
indstille et medlem, idet nævnet i stedet vil blive
tilføjet kompetencer inden for IT og digital udvikling.
Indsamlingsnævnet vil herefter have bedre
forudsætninger for at håndtere problemstillinger
relateret til den digitale udvikling.
Til nr. 4 og 5
Det følger af indsamlingslovens § 10, stk. 5, nr.
1-4, at Indsamlingsnævnet træffer afgørelse i
sager om tilladelse til at foretage indsamlinger, tilladelse til
anvendelse af indsamlede midler til andre formål end angivet
i ansøgningen, overtrædelse af god indsamlingsskik og
ændring af navnet på en indsamling eller angivelse af
et andet navn på den indsamler, der står bag
indsamlingen, hvis navnet giver anledning til forveksling med en
eksisterende indsamling.
Det foreslås at indsætte et nyt nr. 1 i § 10, stk. 5. Ifølge det
foreslåede nr. 1 kan Indsamlingsnævnet træffe
afgørelse om, hvorvidt en indsamling er omfattet af lovens
anvendelsesområde.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at
Indsamlingsnævnet vil kunne træffe afgørelser om
indsamlingslovens anvendelsesområde. Det vil derfor med den
foreslåede ændring være Indsamlingsnævnet,
der i første instans fastlægger, hvorvidt en
indsamling er omfattet af indsamlingsloven.
Vedrørende borgernes mulighed for at indbringe
Indsamlingsnævnets afgørelser for domstolene henvises
også til den foreslåede søgsmålsfrist i
lovforslagets § 1, nr. 6.
Til nr. 6
Indsamlingsloven indeholder ikke nogen regler om, hvornår
søgsmål til prøvelse af afgørelser efter
indsamlingsloven senest skal være anlagt.
Det foreslås at indsætte en ny § 13 a. Efter den foreslåede
bestemmelse skal søgsmål til prøvelse af
afgørelser efter indsamlingsloven være anlagt inden 6
måneder efter, at afgørelsen er meddelt.
Fristen beregnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er
meddelt den pågældende borger eller virksomhed.
Indsamlingsnævnet skal oplyse i afgørelsen, hvis
afgørelsen er omfattet af en søgsmålsfrist, jf.
forvaltningslovens § 26. Dette gælder, uanset om
afgørelsen meddeles mundtligt eller skriftligt.
Overskridelse af søgsmålsfristen vil som
udgangspunkt medføre, at sagen afvises ved domstolene.
Til nr. 7
Det følger af indsamlingslovens § 15, stk. 1, at
justitsministeren fastsætter nærmere regler om
fremgangsmåden ved indsamlinger og om den kontrol, som skal
udøves med anvendelsen af de indsamlede midler.
Justitsministeren fastsætter endvidere regler om, hvordan
ansøgning og indsendelse af regnskab skal ske.
Justitsministeren fastsætter herudover nærmere regler
om indhold og dokumentation i forbindelse med ansøgninger
efter §§ 5 og 6.
Det er forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at der
i medfør af bestemmelsen bl.a. kan fastsættes regler
om, hvem der kan forestå en indsamling, herunder at en
indsamling skal forestås af en juridisk person med et
CVR-nummer eller mindst 3 fysiske personer i forening. Der skal
angives mindst én her i landet boende myndig person, som
skal være medansvarlig for de forpligtelser, der
påhviler arrangørerne.
Reglerne er udmøntet i indsamlingsbekendtgørelsens
§ 1, stk. 1.
Det foreslås, at § 15, stk.
1, nyaffattes med samme ordlyd, så der rent lovteknisk
gives mulighed for at ændre i bemærkningerne.
Nyaffattelsen sker således for, at kravet i
bemærkningerne om, at en indsamling, der ikke forestås
af en juridisk person, skal forestås af tre personer, kan
afskaffes. Kravet om, at der skal angives mindst en myndig person,
som skal være medansvarlig for de forpligtelser, der
påhviler arrangøren efter indsamlingsloven og
indsamlingsbekendtgørelsen, når en indsamling
forestås af en juridisk person, afskaffes ligeledes.
Med nyaffattelsen er det således forudsat, at der fremover
alene vil være krav om, at en indsamling skal forestås
af en juridisk person eller af en fysisk person, som er myndig.
Det er forudsat, at gældende ret i øvrigt
videreføres.
Det er derfor forudsat, at den gældende
indsamlingsbekendtgørelse i vidt omfang vil blive
videreført, så den fortsat indeholder nærmere
regler om bl.a. kravene til indsamlinger, herunder således at
de krav, der stilles til en indsamling, vil afhænge af,
hvilken type af indsamling der er tale om. Det forudsættes,
at der fortsat i den forbindelse er fastsat lempeligere krav,
herunder regnskabskrav, til indsamlinger, der foretages af
organisationer, som er godkendt af skatteministeren og omfattet af
loven efter § 4, stk. 1.
Der vil fortsat kunne fastsættes regler om krav til
regnskab og revision. Der vil i den forbindelse kunne
fastsættes regler om bl.a., at de ansvarlige for indsamlingen
i tilknytning til underskriften af regnskabet skal erklære,
at indsamlingen er foretaget i overensstemmelse med denne lov,
herunder at det tydeligt skal fremgå af revisors
påtegning, hvis regnskabet ikke indeholder en sådan
erklæring. Endvidere forventes der som hidtil fastsat krav
om, at revisor skal afgive erklæring i forhold til
dokumentation for overskuddets anvendelse.
Justitsministeren er ligeledes fortsat bemyndiget til at
fastsætte nærmere regler om indhold og dokumentation i
forbindelse med ansøgninger efter §§ 5 og 6. Der
vil i den forbindelse kunne fastsættes krav til bl.a.
ansøgningens indhold og dokumentation herfor. Desuden vil
der kunne fastsættes regler om husindsamlinger i geografisk
afgrænsede områder samt om de særlige
tilfælde, hvor der kan meddeles tilladelse til
gadeindsamlinger efter lovens § 6, stk. 2.
Herudover forventes reglerne om kravene til
indsamlingsanmeldelser, bagatelgrænser, årsregnskaber
og årsberetning, offentliggørelse m.v.,
videreført.
Til nr. 8
Det følger af § 1, nr. 15, i lov nr. 81 af 30.
januar 2019 om ændring af lov om indsamling m.v. og lov om
fonde og visse foreninger (Indsamlinger blandt juridiske personer,
testamentariske dispositioner m.v.), at justitsministeren kan
fastsætte regler om, at ansøgning om tilladelse til at
foretage indsamling skal indgives ved anvendelse af den digitale
løsning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed
(digital selvbetjening). Bestemmelsen er endnu ikke sat i
kraft.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 15, hvorefter
justitsministeren kan fastsætte regler om, at
ansøgning om tilladelse til at foretage indsamling skal
indgives, og at regnskaber skal indsendes ved anvendelse af den
digitale løsning, som Civilstyrelsen stiller til
rådighed (digital selvbetjening).
Med den foreslåede ændring udvides den endnu ikke
ikraftsatte bemyndigelse til at fastsætte regler om
obligatorisk brug af digital selvbetjening til også at
omfatte indgivelse af regnskaber.
Det forudsættes, at der i medfør af den
foreslåede bemyndigelse vil blive fastsat nærmere
regler om, at en indsamler ved indgivelse af en ansøgning om
og betaling for tilladelse til at foretage indsamling samt ved
indsendelse af regnskaber skal anvende den digitale løsning,
som Civilstyrelsen anviser. Det forudsættes desuden, at der i
medfør af den foreslåede bemyndigelse eksempelvis vil
blive fastsat nærmere regler om, at ansøgninger og
regnskaber, som ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af
Indsamlingsnævnet, og regler om hvornår
Indsamlingsnævnet kan dispensere fra kravet om anvendelse af
digital selvbetjening. Reglerne om dispensation forudsættes
navnlig at ville skulle tage højde for de situationer, hvor
en person som følge af særlige forhold, f.eks.
handicap eller manglende it-kompetencer, ikke kan eller ikke
må forventes at kunne anvende en digital løsning.
Indsamlingsnævnet vil skulle foretage en konkret vurdering
af, om der foreligger sådanne særlige forhold i hvert
enkelt tilfælde, hvor en person anmoder om dispensation.
Det forudsættes derudover, at der i medfør af den
foreslåede bemyndigelse vil blive fastsat regler om, at
Indsamlingsnævnet også i andre ekstraordinære
situationer vil kunne undlade at afvise en ansøgning eller
et regnskab, der ikke er indgivet via den digitale løsning,
hvis det ud fra en samlet vurdering findes at være mest
hensigtsmæssigt.
En ansøgning om tilladelse til at foretage indsamling og
et regnskab, der indgives efter de regler, som udstedes i
medfør af den foreslåede bemyndigelse, vil skulle
anses for at være kommet frem, når regnskabet er
tilgængeligt for Indsamlingsnævnet, uanset på
hvilket tidspunkt af døgnet det måtte være.
De gældende regler i indsamlingsbekendtgørelsens
§ 2 finder anvendelse, hvis Indsamlingsnævnet
dispenserer fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening. Det
indebærer, at en ansøgning om tilladelse til at
foretage indsamling skal indgives skriftligt til
Indsamlingsnævnet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk.
1. Ansøgningen vil i disse tilfælde skulle anses for
at være kommet frem til Indsamlingsnævnet på det
tidspunkt, hvor Indsamlingsnævnet modtager ansøgningen
fysisk.
Det forudsættes, at der i forbindelse med indgivelse af en
ansøgning om tilladelse til at foretage indsamling samtidig
sker betaling i overensstemmelse med indsamlingslovens § 14,
stk. 1.
Til nr. 9
Det følger af indsamlingslovens § 16, stk. 1, at
overtrædelse af § 2, stk. 2, § 3, stk. 1 og 3,
§ 4, stk. 1, § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, og § 7,
straffes med bøde, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Som en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1,
foreslås henvisningen ændret, så der henvises til
§ 3, stk. 1 og 4, i stedet for § 3, stk. 1 og 3.
Til §
2
Det følger af § 1, nr. 15, i lov nr. 81 af 30.
januar 2019 om ændring af lov om indsamling m.v. og lov om
fonde og visse foreninger (Indsamlinger blandt juridiske personer,
testamentariske dispositioner m.v.), at justitsministeren kan
fastsætte regler om, at ansøgning om tilladelse til at
foretage indsamling skal indgives ved anvendelse af den digitale
løsning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed
(digital selvbetjening). Bestemmelsen er endnu ikke sat i
kraft.
Det foreslås at ophæve bestemmelsen og i stedet
affatte denne på ny med henblik på at udvide
bemyndigelsen til også at omfatte indgivelse af
regnskaber.
Det foreslås desuden at ophæve § 3, stk. 2, i
lov nr. 81 af 30. januar 2019 om ændring af lov om indsamling
m.v. og lov om fonde og visse foreninger (Indsamlinger blandt
juridiske personer, testamentariske dispositioner m.v.), hvorefter
justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelsen af § 1, nr. 15. Ændringen er en
konsekvensrettelse af ophævelsen af § 1, nr. 15.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 8.
Til §
3
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1.
juli 2023.
Fra lovens ikrafttræden skal afgørelser truffet
efter loven indbringes for domstolene inden 6 måneder efter,
at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Søgsmålsfristen vil således ikke gælde for
afgørelser, som Indsamlingsnævnet træffer inden
lovens ikrafttræden.
Til §
4
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig
anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger.
Færøerne har overtaget indsamlingsområdet.
Loven skal derfor ikke gælde eller kunne sættes i kraft
for Færøerne.
Lov nr. 287 af 9. juni 1971 om offentlige indsamlinger med
senere ændringer er sat i kraft for Grønland med
ændringer ved anordning nr. 99 af 22. marts 1982 og anordning
nr. 275 af 1. maj 1995. Lov om indsamling m.v. kan sættes i
kraft for Grønland, men er det ikke. Det foreslås
derfor, at loven ved kongelig anordning helt eller delvis skal
kunne sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om indsamling m.v., jf. lov nr. 511 af
26. maj 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 81 af 30.
januar 2019 og lov nr. 105 af 4. februar 2020, foretages
følgende ændringer: | | | | § 3.
--- | | 1. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke: »Stk. 2.
Indsamlingsnævnet kan afslå en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1, hvis forhold ved tidligere indsamlinger
giver anledning til at formode, at loven eller bestemmelser udstedt
i medfør af loven ikke vil blive fulgt.
Indsamlingsnævnet kan desuden tilbagekalde en tilladelse
efter stk. 1, hvis nævnet, efter tilladelsen er givet, bliver
bekendt med forhold, som kan føre til afslag efter 1.
pkt.« | | | | Stk. 2-4.
--- | | Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5. | | | | § 9. Til
varetagelse af opgaver efter denne lov oprettes der et
indsamlingsnævn bestående af 1 formand og yderligere 5
medlemmer, som udpeges af justitsministeren. Formanden skal
være jurist. 2 af de yderligere medlemmer beskikkes efter
indstilling fra Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, 1
medlem beskikkes efter indstilling fra Dansk Erhverv, 1 medlem
beskikkes efter indstilling fra Forbrugerrådet Tænk, og
1 medlem beskikkes efter indstilling fra Rigspolitiet. Det medlem,
der beskikkes efter indstilling fra Rigspolitiet, skal have
særlig indsigt i forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask
og terrorfinansiering. | | 2. § 9, stk. 1, 3. pkt., affattes
således: »1 af de yderligere medlemmer
beskikkes efter indstilling fra Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Dansk
Erhverv, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra
Forbrugerrådet Tænk, 1 medlem beskikkes efter
indstilling fra Rigspolitiet, og 1 medlem beskikkes efter
indstilling fra Erhvervsministeriet.« | | | 3. I § 9, stk. 1, indsættes som 5. pkt.: »Det medlem, der beskikkes efter
indstilling fra Erhvervsministeriet, skal have særlig viden
om IT og digital udvikling.« | Stk. 2-4.
--- | | | | | | § 10.
--- Stk. 2-4.
--- | | | Stk. 5.
Indsamlingsnævnet træffer afgørelse i sager
om | | | 1-4) --- | | 4. I § 10, stk. 5, indsættes før
nr. 1 som nyt nummer: »1) hvorvidt en indsamling er omfattet
af lovens anvendelsesområde,« Nr. 1-4 bliver herefter nr. 2-5. | Stk. 6.
--- | | | | | | § 11.
--- Stk. 2.
--- | | | Stk. 3. Hvis
Indsamlingsnævnet træffer afgørelse om, at en
indsamler har overtrådt god indsamlingsskik, jf. § 10,
stk. 5, nr. 3, udtaler nævnet kritik. Indsamlingsnævnet
offentliggør udtalelser af kritik på nævnets
hjemmeside og pålægger indsamleren snarest muligt at
offentliggøre udtalelsen. | | 5. I § 11, stk. 3, 1. pkt., ændres
»3« til: »4«. | Stk. 4.
--- | | | | | | | | 6. Efter
§ 13 indsættes i kapitel
5: Ȥ 13
a. Søgsmål til prøvelse af
afgørelser efter denne lov skal være anlagt inden 6
måneder efter, at afgørelsen er meddelt.« | | | | § 15.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
fremgangsmåden ved indsamlinger og om den kontrol, som skal
udøves med anvendelsen af de indsamlede midler.
Justitsministeren fastsætter endvidere regler om, hvordan
anmeldelse og indsendelse af regnskab skal ske. Justitsministeren
fastsætter herudover nærmere regler om indhold og
dokumentation i forbindelse med ansøgninger efter
§§ 5 og 6. | | 7. § 15, stk. 1, affattes
således: »Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om fremgangsmåden ved indsamlinger og om
den kontrol, som skal udøves med anvendelsen af de
indsamlede midler. Justitsministeren fastsætter endvidere
regler om, hvordan anmeldelse og indsendelse af regnskab skal ske.
Justitsministeren fastsætter herudover nærmere regler
om indhold og dokumentation i forbindelse med ansøgninger
efter §§ 5 og 6.« | | | | | | 8. I § 15 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: »Stk. 2.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
indgivelse af ansøgning om tilladelse til at foretage
indsamling, og at indsendelse af regnskaber skal ske ved anvendelse
af den digitale løsning, som Civilstyrelsen stiller til
rådighed (digital selvbetjening).« | Stk. 2.
--- | | Stk. 2 bliver herefter stk. 3. | | | | § 16.
Overtrædelse af § 2, stk. 2, § 3, stk. 1 og 3,
§ 4, stk. 1, § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, og § 7
straffes med bøde, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Stk. 2-4.
--- | | 9. I § 16, stk. 1, ændres »§
3, stk. 1 og 3,« til »§ 3, stk. 1 og
4,«. | | | | | | § 2 | | | | | | I lov nr. 81 af 30. januar 2019 om
ændring af lov om indsamling m.v. og lov om fonde og visse
foreninger foretages følgende ændringer: | | | | § 1
--- | | | 1-14.
--- | | | 15. I § 15 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: »Stk. 2.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
ansøgning om tilladelse til at foretage indsamling skal
indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som
Civilstyrelsen stiller til rådighed (digital
selvbetjening).« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. | | 1. § 1, nr. 15, ophæves. | 16. --- | | | | | | § 3 | | | Stk. 1.
--- | | | Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelsen af § 1, nr. 15. | | 2. § 3, stk. 2, ophæves. | Stk. 3-4.
--- | | Stk. 3-4 bliver herefter stk. 2-3. |
|