Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 30. maj 2023
Forslag
til
Lov om ændring af lov om sikkerhed ved
bestemte idrætsbegivenheder
(Styrket indsats mod hooliganisme)
§ 1
I lov om sikkerhed ved bestemte
idrætsbegivenheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af
27. oktober 2015, som ændret ved lov nr. 1721 af 27. december
2018, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 1, nr. 1, ændres
»straffelovens § 119, stk. 1, §§ 121, 134 a,
134 b, 264, 266, 266 b eller 291« til: »straffelovens
§ 119, stk. 1, § 119 b, stk. 1, §§ 121, 133,
134 a eller 134 b, § 260, stk. 1, eller §§ 264, 266,
266 b, 288 eller 291«, og »en overtrædelse, der
er omfattet af straffelovens 25. kapitel, eller en
overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer,
lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, lovgivningen om
fyrværkeri eller § 3 i bekendtgørelsen om
politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af
enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed m.v. samt politiets
adgang til at iværksætte midlertidige
foranstaltninger« ændres til: »en
overtrædelse, der er omfattet af straffelovens 25. kapitel,
eller en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende
stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer,
lovgivningen om knive og blankvåben m.v., lovgivningen om
fyrværkeri, § 32, stk. 1, i lov om
restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. eller § 3 i
bekendtgørelsen om politiets sikring af den offentlige orden
og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv.
samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige
foranstaltninger«.
2. I
§ 2, stk. 2, indsættes efter
»straffelovens § 119, stk. 1,«: »§ 119
b, stk. 1, §§ 133, 134 a,«, efter »§ 134
b, stk. 1,« indsættes: »§ 260, stk. 1,
§ 288«, og efter »euforiserende stoffer«
indsættes: », lovgivningen om knive og blankvåben
m.v.«
3. I
§ 6 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Politiet kan til autoriserede kontrollører videregive
oplysninger om navn, adresse og fødselsdato med henblik
på identifikation, hvis videregivelsen er nødvendig
for at tildele eller håndhæve private
karantæner.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
4. I
§ 6, stk. 2, der bliver stk. 3,
indsættes efter »håndhæve«: »generelle«.
5. I
§ 6 indsættes efter stk.
2, der bliver stk. 3, som nyt
stykke:
»Stk. 4.
Autoriserede kontrollører kan behandle oplysninger modtaget
i medfør af stk. 2, i det omfang behandlingen er
nødvendig for at tildele eller håndhæve private
karantæner.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 5 og
6.
6. I
§ 6, stk. 3, 1. pkt., der bliver
stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »stk. 1«:
»og 2«.
7. I
§ 6, stk. 4, 1. og 2. pkt., der bliver stk. 6, 1. og 2. pkt.,
indsættes efter »stk. 1«: »og 2«.
8.
Efter § 8 c indsættes i kapitel
5:
Ȥ 8 d. Politiet kan med
henblik på at afværge fare for forstyrrelse af den
offentlige orden og fare for enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed meddele en person påbud om at forlade og ikke tage
ophold eller færdes inden for et område på indtil
500 m fra det sted, hvor en bestemt idrætsbegivenhed
afholdes. Påbud efter 1. pkt. kan meddeles, når den
adfærd, der begrunder påbuddet, er udvist i forbindelse
med idrætsbegivenheden og der er tale om en
højrisikokamp.
Stk. 2. Et
påbud efter stk. 1 gælder fra tidspunktet for
meddelelsen, dog tidligst 6 timer inden afviklingen af
idrætsbegivenheden, og indtil 6 timer efter afviklingen af
idrætsbegivenheden.
Stk. 3.
Påbud meddelt efter stk. 1 kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
§ 8 e. Politiet kan forud for
afviklingen af en bestemt idrætsbegivenhed meddele
påbud om at sikre tilbageholdelse af tilskuere på
bestemte tilskuersektioner på det sted, hvor
idrætsbegivenheden afholdes, efter idrætsbegivenhedens
afvikling, hvis der foreligger en særlig risiko for
uroligheder forårsaget af tilskuere eller andre. Påbud
efter 1. pkt. kan meddeles, når der er tale om en
højrisikokamp.
Stk. 2.
Tilbageholdelsen af tilskuere på bestemte tilskuersektioner
efter stk. 1 på det sted, hvor idrætsbegivenheden
afholdes, må ikke udstrækkes ud over 1 time efter
afviklingen af den bestemte idrætsbegivenhed.
Stk. 3.
Påbud meddelt efter stk. 1 skal offentliggøres af
arrangøren og politiet.«
9. I
§ 9, stk. 1, nr. 4, ændres
»eller 8 b« til: », 8 b, 8 d eller 8
e«.
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. Regler fastsat i
medfør af § 6, stk. 4, i lov om sikkerhed ved bestemte
idrætsbegivenheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af
27. oktober 2015, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 6,
stk. 6, jf. denne lovs § 1, nr. 5.