Skriftlig fremsættelse (29. marts
2023)
Justitsministeren
(Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om undersøgelse af
beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets
Efterretningstjeneste
(Lovforslag nr. L 85)
Formålet med lovforslaget er at skabe
det retlige grundlag for at nedsætte en særlig
undersøgelseskommission, der vil have til opgave at
undersøge forløbet vedrørende
tjenestefritagelsen af ledende medarbejdere i Forsvarets
Efterretningstjeneste, der fandt sted i august 2020. Kommissionen
skal i den forbindelse undersøge, om der i forbindelse med
tjenestefritagelsen blev varetaget usaglige hensyn.
Der gør sig efter regeringens
opfattelse helt særlige omstændigheder gældende i
forbindelse med nedsættelsen af en
undersøgelseskommission vedrørende
efterretningstjenesternes forhold. Særligt hensynet til at
beskytte de klassificerede oplysninger, som vil kunne indgå i
undersøgelsen, medfører behov for at etablere en
særlig undersøgelsesform, som på en række
punkter afviger fra undersøgelseskommissioner nedsat efter
lov om undersøgelseskommissioner og
granskningskommissioner.
Det er således efter regeringens
opfattelse bl.a. nødvendigt, at der ved fastlæggelsen
af rammerne for undersøgelseskommissionen og dens opgaver
såvel som ved kommissionens gennemførelse og
tilrettelæggelse af undersøgelsen foretages en
afvejning mellem på den ene side hensynet til ikke at udbrede
kendskabet til klassificerede oplysninger mere end strengt
nødvendigt og på den anden side hensynet til at skabe
klarhed over centrale spørgsmål i det
undersøgte forløb, herunder med henblik på at
drage læring heraf og skabe grundlag for at vurdere, om der
foreligger forhold, der kan give anledning til at søge et
ansvar gjort gældende, eller om der ikke er anledning
hertil.
Undersøgelseskommissionen vil med
lovforslaget tage sit afsæt i den ordning, der gælder
efter lov om undersøgelseskommissioner og
granskningskommissioner, men vil på en række punkter,
hvor den nævnte hensynsafvejning tilsiger det, afvige herfra.
På de punkter, hvor der ikke er gjort afvigelse, er det
tilsigtet at tilnærme ordningen i lov om
undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner i
videst muligt omfang.
Det foreslås med lovforslaget, at den
særlige undersøgelseskommission skal bestå af
tre medlemmer, der udpeges af justitsministeren. Formanden og de
øvrige medlemmer vil efter forslaget skulle udpeges efter
indstilling fra præsidenten for Vestre Landsret og skal
være uvildige og uafhængige af de myndigheder og
personer, hvis forhold er omfattet af undersøgelsen.
Lovforslaget indeholder desuden regler om
undersøgelseskommissionens opgaver, tilrettelæggelsen
af undersøgelsen mv., oplysnings- og vidnepligt, de
berørte personers retsstilling, tavshedspligt,
undersøgelseskommissionens beslutninger og
domstolsprøvelse heraf.
Af hensyn til at skabe mulighed for
offentlighed om resultaterne af undersøgelseskommissionens
undersøgelse, vil beretningen skulle udarbejdes og
offentliggøres i en form, som ikke indeholder informationer,
der vil kunne skade forholdet til fremmede magter, statens
sikkerhed eller tredjemand.
Undersøgelseskommissionen bør
tilrettelægge sit arbejde, således at den så vidt
muligt kan afgive beretning om resultatet af sin
undersøgelse senest et år efter, at kommissionen er
nedsat.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.