Skriftlig fremsættelse (29. marts
2023)
Skatteministeren
(Jeppe Bruus):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
pensionsbeskatningsloven, ligningsloven og personskatteloven
(Ændring af fradragsretten for private
lønforsikringer, forhøjelse af det maksimale fradrag
for fagforeningskontingenter og nedsættelse af bundskatten
som følge af kommunale skattestigninger).
(Lovforslag nr. L 76)
Den daværende regering
(Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti,
Radikale Venstre og Kristendemokraterne indgik den 21. januar 2022
Aftale om en ny reformpakke for dansk
økonomi. Lovforslaget udmønter to tiltag i
aftalens del om »Hurtigere i job og et stærkere
arbejdsmarked«.
Det foreslås at gøre
fradragsretten for private lønforsikringer betinget af, at
der i indkomståret er indbetalt mindst 1.300 kr. i
a-kassebidrag fra og med den 1. januar 2024. Derudover
foreslås det at forhøje det maksimale fradrag for
fagforeningskontingent fra 6.000 kr. til 7.000 kr. fra og med den
1. januar 2024.
Det følger dels af Aftale om reform af det kommunale tilskuds- og
udligningssystem, indgået af den daværende
regering (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti og Alternativet i maj 2020 dels af Aftale om kommunernes økonomi for
2023, indgået af den daværende regering
(Socialdemokratiet) og KL, at skatterne under ét skal holdes
i ro.
Ved lovforslaget foreslås derfor en
nedsættelse af den statslige bundskat i 2023 og
følgende år med 0,03 procentpoint fra 12,09 pct. til
12,06 pct. for at kompensere alle borgere for den kommunale
skattestigning.
Forslaget om en betinget fradragsret for
private lønforsikringer skønnes efter
tilbageløb og adfærd at medføre et årligt
mindreprovenu på ca. 5 mio. kr. (2023-niveau).
Forhøjelsen af det maksimale fradrag for
fagforeningskontingenter skønnes efter tilbageløb og
adfærd at medføre et mindreprovenu på ca. 80
mio. kr. i 2024 og ca. 40 mio. kr. årligt i varig virkning.
Forslaget om at nedsætte bundskatten som følge af
kommunale skattestigninger skønnes at medføre et
årligt mindreprovenu på ca. 285 mio. kr. fra og med
2023.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juni 2023.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.