Fremsat den 22. marts 2023 af skatteministeren (Jeppe Bruus)
Forslag
til
Lov om et loft over indtægter fra
elproduktion (indtægtsloftsloven)1)
Kapitel 1
Formål
§ 1.
Loven supplerer og gennemfører bestemmelserne om et loft
over indtægter fra elproduktion i kapitel II, afdeling 2, i
Rådets forordning (EU) nr. 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et
nødindgreb for at imødegå høje
energipriser (nødindgrebsforordningen), jf. bilag 1 til
denne lov.
Kapitel 2
Betalingspligt
§ 2.
Betalingspligten efter denne lov påhviler producenter, som
har indtægter fra salg og levering af elektricitet, der i
perioden fra og med den 1. december 2022 til og med den 30. juni
2023 er produceret her i landet, herunder i Danmarks eksklusive
økonomiske zone, på produktionsanlæg som
defineret i artikel 2, nr. 28, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 2019/943 af 5. juni 2019 om det
indre marked for elektricitet, der anvender følgende
energikilder, jf. dog § 9:
1)
Vindkraft.
2) Solenergi
(solvarme og solceller).
3) Geotermisk
energi.
4) Vandkraft
uden reservoir.
5)
Biomassebrændsel (fast eller gasformigt), undtagen
biomethan.
6) Affald.
7)
Atomkraft.
8) Brunkul.
9)
Råolieprodukter.
10)
Tørv.
Stk. 2. De
betalingspligtige skal til statskassen indbetale 90 pct. af det
betalingsgrundlag, der efter kapitel 3 opgøres for hver
afregningsperiode efter § 10.
Kapitel 3
Betalingsgrundlag
§ 3.
Betalingsgrundlaget er summen af afregningsperiodens positive
beregningsgrundlag opgjort efter stk. 2 og 3 og §§
4-6.
Stk. 2. Den
betalingspligtige opgør for hver kalendermåned et
beregningsgrundlag for hvert produktionsanlæg omfattet af
§ 2, stk. 1. Beregningsgrundlaget er de realiserede
markedsindtægter, jf. § 4, for den elektricitet, der i
kalendermåneden er produceret og leveret fra
produktionsanlægget, fratrukket 180 euro per MWh
elektricitet. Fradraget efter 2. pkt. omregnes til danske kroner
på grundlag af Danmarks Nationalbanks offentliggjorte
gennemsnitlige valutakurs for den pågældende
kalendermåned. For produktionsanlæg, der producerer
elektricitet fra fast biomassebrændsel, jf. § 2, stk. 1,
nr. 5, og råolieprodukter, jf. § 2, stk. 1, nr. 9,
fastsættes fradraget efter 2. pkt. efter reglerne i bilag 2
til denne lov. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan anmode
producenter, der er betalingspligtige efter § 2, om, at
fradraget efter 4. pkt. bekræftes ved en erklæring med
høj grad af sikkerhed fra en godkendt revisor.
Stk. 3.
Produceres elektriciteten både fra energikilder omfattet af
§ 2, stk. 1, og fra andre energikilder, opgøres den
elektricitet, der er produceret fra energikilder omfattet af §
2, stk. 1, særskilt med henblik på opgørelsen af
beregningsgrundlaget efter stk. 2. Den del af produktionen, der er
produceret fra energikilder omfattet af § 2, stk. 1,
opgøres ved måling. Kan den del af produktionen, der
er produceret fra energikilder omfattet af § 2, stk. 1, ikke
opgøres ved måling, foretages opgørelsen efter
1. pkt. på grundlag af energiindholdet i de anvendte
brændsler. Kan energiindholdet i brændslerne ikke
dokumenteres, anvendes det energiindhold i brændslerne, som
er anført i § 9, stk. 2, i lov om energiafgift af
mineralolieprodukter m.v.
§ 4.
Ved opgørelsen af de realiserede markedsindtægter
efter § 3, stk. 2, medregnes de samlede bruttoindtægter
eksklusive moms og beløb i form af offentlig støtte,
som den betalingspligtige har oppebåret ved salg og levering
af den elektricitet, der på produktionsanlægget i
kalendermåneden er produceret fra energikilder omfattet af
§ 2, stk. 1. Er elektricitet solgt til en fysisk eller
juridisk person, der har en forbindelse til den betalingspligtige
som omhandlet i ligningslovens § 2, og er salget sket med
henblik på videresalg til en fysisk eller juridisk person,
der ikke har en forbindelse til den betalingspligtige som omhandlet
i ligningslovens § 2, medregnes i stedet de samlede
bruttoindtægter eksklusive moms, eventuelle øvrige
afgifter og beløb i form af offentlig støtte, som er
oppebåret ved videresalget. 2. pkt. finder ligeledes
anvendelse, når den betalingspligtige og virksomheden, der
har købt elektriciteten, indgår eller er associerede
virksomheder i samme koncern, jf. årsregnskabslovens bilag 1,
B, nr. 1 og 5.
Stk. 2. Det
realiserede nettoresultat af prissikringsaftaler, som den
betalingspligtige har indgået med henblik på
afdækning af prisrisici forbundet med den elektricitet, der i
kalendermåneden er produceret fra energikilder omfattet af
§ 2, stk. 1, tillægges eller fradrages i de samlede
bruttoindtægter opgjort efter stk. 1. 1. pkt. finder
tilsvarende anvendelse på prissikringsaftaler indgået
af en fysisk eller juridisk person, der har en forbindelse til den
betalingspligtige som omhandlet i ligningslovens § 2, eller
som indgår eller er en associeret virksomhed i en koncern,
jf. årsregnskabslovens bilag 1, B, nr. 1 og 5, hvori
også den betalingspligtige indgår eller er en
associeret virksomhed.
Stk. 3. Kan en
prissikringsaftale ikke henføres til afdækning af
prisrisici forbundet med elektricitet produceret på et
bestemt produktionsanlæg, skal det realiserede nettoresultat
efter stk. 2 fordeles forholdsmæssigt på produktionen
på alle de produktionsanlæg, hvis prisrisici aftalen
skal afdække. Den forholdsmæssige fordeling kan ske
på grundlag af produktionen på de enkelte anlæg
eller på grundlag af de samlede bruttoindtægter opgjort
efter stk. 1 for de enkelte anlæg. Det valgte princip skal
anvendes for alle opgørelser af betalingsgrundlaget efter
§ 3.
§ 5.
Er den forventede produktion fra et produktionsanlæg omfattet
af § 2, stk. 1, nr. 1 eller 2, helt eller delvist omfattet af
en aftale om afregning til fast pris af en fast mængde
elektricitet ligeligt fordelt over aftaleperioden, kan et
realiseret nettotab, der efter reglerne i § 4 kan
henføres til anlæggets produktion i en bestemt
kalendermåned, helt eller delvist vælges fratrukket ved
opgørelsen af beregningsgrundlaget for samme anlæg i
en anden kalendermåned inden for afregningsperioden. Et
realiseret nettotab efter 1. pkt. i den første
afregningsperiode efter § 11, stk. 1, der af producenten ikke
er fratrukket ved opgørelsen af betalingsgrundlaget for
afregningsperioden, kan fratrækkes ved opgørelsen af
beregningsgrundlaget for samme anlæg i en eller flere
kalendermåneder i den anden afregningsperiode efter §
11, stk. 1. Fradrag efter 1. og 2. pkt. kan kun foretages i en
kalendermåned, når anlæggets forventede
produktion i kalendermåneden helt eller delvist er omfattet
af den i 1. pkt. nævnte aftale.
§ 6.
Ved opgørelsen af de realiserede markedsindtægter
efter § 3, stk. 2, for kraftvarmeanlæg fratrækkes
den del af månedens bruttoindtægter opgjort efter
§ 4, der anvendes til at reducere varmeprisen eller
affaldstaksten.
Stk. 2. Told- og
skatteforvaltningen kan efter udløb af den anden
afregningsperiode anmode om, at eventuelt fradrag efter stk. 1
bekræftes ved en erklæring med høj grad af
sikkerhed fra en godkendt revisor.
§ 7.
For produktionsanlæg med flere ejere kan det vælges, at
der for hver kalendermåned skal opgøres et
særskilt beregningsgrundlag for hver af anlæggets
ejere. Ejes produktionsanlægget af et selskab, finder 1. pkt.
tilsvarende anvendelse på selskabets ejere. Valget efter 1.
pkt. kan træffes af en ejer, hvis ejerandel udgør
mindst 20 pct. af anlægget. Det er en betingelse, at den
pågældende ejer eller et hermed koncernforbundet
selskab, jf. selskabsskattelovens § 31 C, enten har
videresolgt elektricitet produceret på den betalingspligtiges
anlæg, jf. § 4, stk. 1, 2. og 3. pkt., eller har
indgået prissikringsaftaler med henblik på
afdækning af prisrisici forbundet med den elektricitet, der
er produceret på anlægget. Valget skal træffes
ved meddelelse, der skal være kommet frem til den
betalingspligtige og anlæggets øvrige ejere senest 14
dage før indgivelse af rettidig angivelse for den
første afregningsperiode, jf. § 11, stk. 3. Valget er
bindende for den betalingspligtige og samtlige anlæggets
ejere.
Stk. 2. Ved
opgørelsen af det særskilte beregningsgrundlag for
hver ejer efter stk. 1 medregnes gevinst eller tab ved videresalg
af elektricitet, jf. § 4, stk. 1, 2. og 3. pkt., foretaget af
ejeren eller et hermed koncernforbundet selskab og det realiserede
nettoresultat af prissikringsaftaler, jf. § 4,
stk. 2 og 3, som ejeren eller et hermed koncernforbundet
selskab har indgået med henblik på prissikring af
anlæggets produktion. Gevinsten eller tabet ved videresalg af
elektricitet efter 1. pkt. opgøres som forskellen mellem de
realiserede markedsindtægter opgjort efter § 4, 1. pkt.,
og de realiserede markedsindtægter opgjort efter § 4, 2.
eller 3. pkt. Herudover medregnes en forholdsmæssig andel af
den betalingspligtiges øvrige realiserede
markedsindtægter opgjort efter reglerne i §§
4-6.
Stk. 3. Hver
ejer er forpligtet til at betale 90 pct. af summen af
afregningsperiodens positive særskilte beregningsgrundlag for
den pågældende ejer til den betalingspligtige senest
på den dag, hvor betaling skal ske efter § 12, stk.
1.
Stk. 4. Ejeren
anses for part i forhold til afgørelser, som told- og
skatteforvaltningen træffer efter § 14 vedrørende
opgørelsen af ejerens særskilte beregningsgrundlag
efter stk. 2.
§ 8.
Ved opgørelsen af betalingsgrundlaget efter dette kapitel
skal den betalingspligtige anvende priser og vilkår for
handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med
fysiske eller juridiske personer, der har en forbindelse til den
betalingspligtige som omhandlet i ligningslovens § 2, i
overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis
transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. 1.
pkt. finder tilsvarende anvendelse på den betalingspligtiges
transaktioner med fysiske eller juridiske personer, der
indgår i en koncern eller er en associeret virksomhed i en
koncern, jf. årsregnskabslovens bilag 1, B, nr. 1 og 5, hvori
den betalingspligtige indgår eller er en associeret
virksomhed.
Kapitel 4
Undtagelser
§ 9.
Undtaget fra betalingsforpligtelsen, jf. § 2, er
indtægter ved salg og levering af elektricitet, der er
produceret på
1)
produktionsanlæg med en installeret effekt på op til 1
MW,
2)
kraftvarmeanlæg, som ikke opgør de nødvendige
omkostninger, der kan indregnes i varmeprisen efter kapitel 4 i lov
om varmeforsyning, på grundlag af en regnskabsmæssig
opdeling,
3)
affaldsforbrændingsanlæg, som er omfattet af § 75,
stk. 3, i lov om elforsyning,
4)
produktionsanlæg i spildevandsforsyningsselskaber, som er
omfattet af § 1, stk. 4, i lov om betalingsregler for
spildevandsforsyningsselskaber m.v.,
5)
produktionsanlæg i almene vandforsyninger, som er omfattet af
§ 52 a, stk. 1, i lov om vandforsyning m.v.,
6)
demonstrationsprojekter som defineret i artikel 2, nr. 24, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 af 5.
juni 2019 om det indre marked for elektricitet,
7)
hybridanlæg, der anvender biomassebrændsel, jf. §
2, stk. 1, nr. 5, og som også kan anvende konventionelle
energikilder, der ikke er omfattet af § 2, stk. 1, eller
8)
produktionsanlæg, der er omfattet af støtteordninger i
§§ 35 b, 39 og 41, § 43 f, stk. 1, § 43 g, stk.
1, og § 47, stk. 2, stk. 3, nr. 1, stk. 4-7, og stk. 9, nr. 1,
i lov om fremme af vedvarende energi.
Kapitel 5
Angivelse og
opkrævning af betaling
§
10. Producenter, der er betalingspligtige efter § 2,
skal for hver afregningsperiode opgøre betalingen efter
reglerne i kapitel 3.
§
11. Afregningsperioderne er fra og med den 1. december 2022
til og med den 28. februar 2023 (første afregningsperiode)
samt fra og med den 1. marts 2023 til og med den 30. juni 2023
(anden afregningsperiode).
Stk. 2.
Producenter, der er betalingspligtige efter § 2, skal efter
udløbet af hver afregningsperiode til told- og
skatteforvaltningen angive det beløb, der skal betales til
told- og skatteforvaltningen. Har producenten ikke en betaling at
foretage efter reglerne i kapitel 3, skal dette også
angives.
Stk. 3.
Angivelse efter stk. 2 skal foretages senest den 1. i den fjerde
måned efter afregningsperiodens udløb.
Stk. 4. Har den
betalingspligtige ikke rettidigt foretaget angivelse efter stk. 2,
kan told- og skatteforvaltningen pålægge den
betalingspligtige daglige tvangsbøder.
Stk. 5.
Pålæg efter stk. 4 kan påklages til
Landsskatteretten efter reglerne i § 17.
Stk. 6.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for
angivelsen.
§
12. Krav på betaling stiftes og forfalder den
første dag efter afregningsperioden, og betaling skal senest
ske den 1. i den femte måned efter afregningsperiodens
udløb.
Stk. 2.
Opkrævningslovens kapitel 5 finder anvendelse på ind-
og udbetalinger efter denne lov, jf. dog stk. 3. Hvis det
konstateres, at en producent ikke har afgivet en både korrekt
og rettidig angivelse, således at producenten har betalt for
lidt efter denne lov, afkræves producenten det skyldige
beløb til betaling med den betalingsfrist, der anvendes ved
en rettidig angivelse, jf. dog 4. pkt. Kan størrelsen af det
efter 2. pkt. skyldige beløb eller den afregningsperiode,
som beløbet vedrører, ikke fastsættes på
grundlag af producentens regnskaber, kan told- og
skatteforvaltningen fastsætte beløbet eller den
afregningsperiode, som beløbet vedrører,
skønsmæssigt. Indtil den dag, som skatteministeren i
medfør af § 19, stk. 7, 1. pkt., i lov nr. 832 af 14.
juni 2022 har fastsat som den dag, fra hvilken
opkrævningslovens § 5 som affattet ved den nævnte
lovs § 2, nr. 3, har virkning for andre krav og situationer
end de i den nævnte lovs § 19, stk. 6, nævnte, er
betalingsfristen for kravet efter 2. pkt. 14 dage fra
afgørelsen om betaling, hvis det konstateres, at angivelsen
var urigtig. Opkrævningslovens § 8, stk. 1, nr. 2 og 4,
stk. 2 og 4, og § 12, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt.,
finder tilsvarende anvendelse for producenter omfattet af 1. pkt.,
idet anvendelsen af § 8, stk. 2, dog vedrører
renter, der påløber efter udløbet af
betalingsfristen i 2. pkt.
Stk. 3.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, at
ind- og udbetalinger for producenter, der er betalingspligtige
efter § 2, men alene er registret med et personnummer,
således at opkrævningslovens kapitel 5 ikke kan finde
anvendelse for ind- og udbetalinger efter denne lov, skal ske via
et andet af told- og skatteforvaltningens systemer. Ved for sen
indbetaling forrentes kravet mod sådanne producenter, jf. 1.
pkt. efter opkrævningslovens § 7, stk. 1.
Opkrævningslovens § 6, § 8, stk. 1, nr. 2 og 3,
stk. 2 og 4, og § 12, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2.
pkt., finder tilsvarende anvendelse for producenter omfattet af 1.
pkt., idet anvendelsen af § 8, stk. 2, dog vil
vedrøre renter, der påløber efter
udløbet af betalingsfristen i stk. 2, 2. pkt.
§
13. Er den sidste rettidige angivelses- og betalingsdag en
banklukkedag, anses den førstkommende bankdag som sidste
rettidige angivelses- og betalingsdag.
Kapitel 6
Afgørelseskompetence, frister, genoptagelse
og klageadgang
§
14. Told- og skatteforvaltningen kan træffe
afgørelser efter loven bortset fra afgørelser efter
§ 15.
§
15. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan træffe
afgørelse om, hvorvidt en producent er betalingspligtig
efter § 2, herunder om et produktionsanlæg er omfattet
af § 9, samt om fastsættelse af forhøjet fradrag
for produktionsanlæg, der producerer elektricitet fra fast
biomassebrændsel og råolieprodukter, jf. § 3, stk.
2, 4. pkt. Klima-, energi- og forsyningsministeren orienterer told-
og skatteforvaltningen om de afgørelser, som klima-, energi-
og forsyningsministeren træffer efter denne bestemmelse.
§
16. Skatteforvaltningslovens regler i kapitel 6, 7, 11 og 12
a-13 og regler udstedt i medfør heraf, finder anvendelse med
hensyn til told- og skatteforvaltningens administration af denne
lov. Har klima-, energi- og forsyningsministeren truffet en
afgørelse efter § 15, regnes fristerne i
skatteforvaltningslovens § 31 fra tidspunktet for denne
afgørelse og ikke angivelsesfristens udløb.
Stk. 2. Klima-,
energi- og forsyningsministeren kan ikke træffe
afgørelse efter § 15 senere end 3 år efter
angivelsesfristens udløb. Klima-, energi- og
forsyningsministeren kan dog træffe afgørelse i sager
på producentens initiativ, hvis producenten har indgivet
anmodning herom senest 3 år efter angivelsesfristens
udløb.
Stk. 3. Uanset
stk. 2 kan klima-, energi- og forsyningsministeren dog træffe
afgørelse efter anmodning fra producenten eller efter
klima-, energi- og forsyningsministerens bestemmelse, hvis
1) hidtidig
praksis er endeligt underkendt ved en dom eller en afgørelse
fra Landsskatteretten eller ved en praksisændring
offentliggjort af Skatteministeriet,
2)
ændringen er en direkte følge af en ændring af
betaling vedrørende den betalingspligtige for samme eller en
anden afregningsperiode,
3) producenten
eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft
uagtsomt har bevirket, at afgørelsen er fastsat på et
urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, eller at der ikke er
sket en angivelse af betaling, eller
4) klima-,
energi- og forsyningsministeren efter anmodning fra producenten
giver tilladelse til ændring af afgørelsen som
følge af, at der foreligger særlige
omstændigheder.
Stk. 4. En
ændring af afgørelsen kan kun foretages efter stk. 3,
hvis den varsles af klima-, energi- og forsyningsministeren eller
anmodningen fra producenten fremsættes senest 6 måneder
efter, at klima-, energi- og forsyningsministeren eller producenten
er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af
fristen i stk. 2. En ændring af en afgørelse, der er
varslet af klima-, energi- og forsyningsministeren, skal foretages
senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Har
det betydning for producentens mulighed for at varetage sine
interesser, at fristen på 6 måneder forlænges,
skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse
imødekommes. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan
behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter
fristen på 6 måneder, hvis særlige
omstændigheder taler derfor.
Stk. 5. Klima-,
energi- og forsyningsministeren og de myndigheder, til hvem der
delegeres kompetence efter denne lov, skal under ansvar efter
§§ 152, 152 a og 152 c-152 f i straffeloven iagttage
ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til oplysninger
om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske,
erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold,
som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med i
forbindelse med administrationen af denne lov. Forpligtelsen
gælder tillige for sagkyndige medhjælpere samt i
øvrigt enhver, der som følge af et i henhold til
aftale med det offentlige påtaget arbejde kommer til kundskab
om sådanne forhold. Er aftalen indgået med en
virksomhed, gælder forpligtelsen alle, der under deres
arbejde i virksomheden får kundskab om forhold som de
ovennævnte.
§
17. Afgørelser truffet af told- og
skatteforvaltningen og klima-, energi- og forsyningsministeren, jf.
§§ 14 og 15, kan påklages til
Landsskatteretten.
Stk. 2.
Skatteforvaltningsloven og regler udstedt i medfør heraf
finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af klager og
afgørelser efter stk. 1.
Stk. 3. Klima-,
energi- og forsyningsministerens afgørelser efter § 15
kan først indbringes for Landsskatteretten, når told-
og skatteforvaltningen har truffet afgørelse, jf.
§ 14. Foreligger der særlige grunde, kan
Landsskatteretten eller Skatteankeforvaltningen dog beslutte, at en
klage over klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelse behandles særskilt. Landsskatterettens
afgørelse efter 2. pkt. kan træffes af en
retsformand.
Stk. 4. Klagen
skal være modtaget i Skatteankeforvaltningen senest 3
måneder efter modtagelsen af told- og skatteforvaltningens
afgørelse efter § 14. En klage, der alene
vedrører klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelse efter § 15, og som kan behandles, hvis
betingelsen i stk. 3, 2. pkt. er opfyldt, skal være modtaget
i Skatteankeforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen
af klima-, energi- og forsyningsministerens afgørelse.
Stk. 5. En klage
til Landsskatteretten har ikke opsættende virkning.
Landsskatteretten eller Skatteankeforvaltningen kan dog
tillægge en klage efter stk. 1 opsættende virkning,
hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Landsskatterettens afgørelse kan træffes af en
retsformand.
§
18. Reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 17-19 og
regler udstedt i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse
ved søgsmål til prøvelse af afgørelse
efter loven eller regler, der er fastsat i medfør af
loven.
Kapitel 7
Kontrol
§
19. Klima-, energi- og forsyningsministeren og told- og
skatteforvaltningen varetager opgaven som kontrolmyndighed.
§
20. Producenter, der er betalingspligtige efter § 2,
har pligt til efter anmodning fra kontrolmyndigheden at indsende
materiale, der kan have betydning for betalingskontrollen.
Stk. 2. Er
materialet i tredjemands besiddelse, skal denne, selv om den
pågældende har tilbageholdsret herover, efter anmodning
udlevere materialet til kontrolmyndigheden. Kontrolmyndigheden
leverer materialet tilbage til den pågældende
tredjemand efter benyttelsen.
§
21. Kontrolmyndigheden har, hvis det skønnes
nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation
uden retskendelse adgang til lokaliteter, der tilhører
producenter, der er betalingspligtige efter § 2, samt
arbejdssteder uden for producenternes lokaler, dog ikke
arbejdssteder, der tjener til tredjemands privatbolig eller
fritidsbolig, for at gennemgå materiale, der kan have
betydning for betalingskontrollen. I det omfang det nævnte
materiale er registreret elektronisk, omfatter kontrolmyndighedens
adgang også en elektronisk adgang hertil.
Stk. 2. Driver
producenten virksomhed fra en ejendom, som også anvendes som
bolig, kan kontrolmyndigheden gennemføre kontrol på
ejendommen efter samme betingelser som i stk. 1.
Stk. 3. Ved
kontrollen efter stk. 1 og 2 skal ejeren af virksomheden og dennes
ansatte yde kontrolmyndigheden fornøden vejledning og
hjælp.
Stk. 4. Politiet
yder om fornødent kontrolmyndigheden bistand til
gennemførelse af kontrollen efter stk. 1 og 2.
§
22. Erhvervsdrivende skal efter kontrolmyndighedens
anmodning indsende materiale, der har betydning for kontrol af
navngivne producenter, der er betalingspligtige efter § 2.
Stk. 2.
Kontrolmyndigheden har til enhver tid mod behørig
legitimation uden retskendelse adgang til hos en erhvervsdrivende
at foretage gennemgang på stedet af materiale som nævnt
i stk. 1. Ved gennemgangen kan kontrolmyndigheden sikre sig
oplysninger som nævnt i 1. pkt.
Stk. 3. Politiet
yder om fornødent kontrolmyndigheden bistand til
gennemførelse af kontrollen efter stk. 1 og 2.
Stk. 4.
Materialet, jf. stk. 1, og indgrebet, jf. stk. 2, skal
skønnes at være nødvendigt for
betalingskontrollen.
Stk. 5.
Pengeinstitutter samt advokater og andre, der modtager midler til
forvaltning eller erhvervsmæssigt udlåner penge, skal
på begæring give told- og skatteforvaltningen enhver
oplysning om deres økonomiske mellemværende med
navngivne producenter, der er betalingspligtige efter § 2.
§
23. Efterkommes en anmodning om oplysninger efter
§ 20 eller § 22, stk. 1 eller 5, ikke, kan
kontrolmyndigheden give pålæg om, at oplysningerne skal
indsendes inden en fastsat frist, og pålægge daglige
tvangsbøder fra fristens overskridelse, og indtil
pålægget efterkommes.
Stk. 2.
Pålæg efter stk. 1 kan påklages til
Landsskatteretten efter reglerne i § 17.
§
24. Klima-, energi- og forsyningsministeren og told- og
skatteforvaltningen kan udveksle oplysninger med hinanden, som er
nødvendige for udførelsen af opgaven med
administration og kontrol af indtægtsloftet.
Kapitel 8
Straffebestemmelser
§
25. Med bøde straffes den, som forsætligt eller
groft uagtsomt:
1) Afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger
til brug for betalingskontrollen, jf. kapitel 7.
2)
Overtræder § 11, stk. 2 eller 3.
Stk. 2. I
forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i
forskrifterne.
Stk. 3. Den, der
begår en af de nævnte overtrædelser omfattet af
stk. 1 med forsæt til at unddrage betaling til det
offentlige, straffes med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder, medmindre højere straf er
forskyldt efter straffelovens § 289.
Stk. 4. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 9
Ikrafttræden
§
26. Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven
finder anvendelse på indtægter fra salg og levering af
elektricitet produceret fra og med den 1. december 2022 til og med
den 30. juni 2023.
Kapitel 10
Ændringer
i anden lovgivning
§ 27. I
opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 2711 af
20. december 2021, som ændret ved § 12 i lov nr. 2616 af
28. december 2021, § 1 i lov nr. 288 af 7. marts 2022 og
§ 2 i lov nr. 832 af 14. juni 2022, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 16 indsættes som nr. 7:
»7)
Betaling efter indtægtsloftsloven.«
§ 28. I
lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1791 af 2. september 2021, som senest ændret ved lov nr.
804 af 7. juni 2022, foretages følgende ændring:
1. I
§ 51 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6.
Der beregnes ikke negative pristillæg efter stk. 5 af
indtægter, der er opkrævet efter
indtægtsloftslovens § 2, stk. 2.«
Kapitel 11
Territorialbestemmelse
§
29. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
RÅDETS
FORORDNING (EU) 2022/1854
af 6. oktober
2022
om et
nødindgreb for at imødegå høje
energipriser
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, særlig artikel 122, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
| | | (1) | Der har været meget høje
priser på elektricitetsmarkederne siden september 2021. Som
anført i den endelige vurdering fra EU's Agentur for
Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER), oprettet ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/942 (1), af
udformningen af Unionens engrosmarked for elektricitet i april 2022
skyldes dette hovedsagelig den høje pris på den gas,
der anvendes som input til produktion af elektricitet. Ofte er det
nødvendigt med naturgasfyrede kraftværker for at
dække efterspørgslen efter elektricitet, når den
er på sit højeste niveau i løbet af dagen,
eller når den elektricitet, der produceres ved hjælp af
andre teknologier såsom atomkraft, vandkraft eller variable
vedvarende energikilder, ikke er tilstrækkelig til at
imødekomme efterspørgslen. Ruslands optrapning af sin
angrebskrig mod Ukraine, som er en kontraherende part i
energifællesskabstraktaten (2), siden
februar 2022 har ført til et markant fald i gasforsyningen.
Ruslands angrebskrig mod Ukraine har også skabt usikkerhed om
forsyningen af andre råvarer såsom stenkul og
råolie, der anvendes i produktionsanlæg. Det har
medført betydelige yderligere stigninger og volatilitet i
elpriserne. | | | | (2) | Den seneste tids betydeligt mindre
gasleveringer og øgede afbrydelser af gasforsyningen fra
Rusland peger på en betydelig risiko for, at de russiske
gasforsyninger i den nærmeste fremtid vil blive
fuldstændig indstillet. For at øge Unionens
energiforsyningssikkerhed vedtog Rådet forordning (EU)
2022/1369 (3), der
indeholder bestemmelser om en frivillig reduktion af
efterspørgslen efter naturgas med mindst 15 % fra den 1.
august 2022 til den 31. marts 2023, og som giver Rådet
mulighed for at erklære en EU-alarmsituation med hensyn til
gasforsyningssikkerheden, hvilket udløser en obligatorisk
EU-omfattende reduktion af efterspørgslen efter gas. | | | | (3) | Sideløbende hermed har de
usædvanligt høje temperaturer, der er blevet
målt hen over sommeren 2022, øget
efterspørgslen efter elektricitet til køling, hvilket
har øget presset på elproduktionen, samtidig med at
elproduktionen fra visse teknologier har ligget betydeligt under de
historiske niveauer på grund af tekniske og
vejrafhængige omstændigheder. Dette skyldes
hovedsagelig en usædvanlig tørke, som har ført
til: i) en knaphed i elproduktionen på atomkraftværker
i flere medlemsstater som følge af manglen på
tilgængeligt kølevand; ii) lavere vandkraftproduktion
og iii) lave vandstande i større floder, hvilket har haft en
negativ indvirkning på transporten af råvarer, der
anvendes som inputbrændsel til elproduktion. Denne situation
uden fortilfælde betyder, at den mængde elektricitet,
der produceres på naturgasfyrede kraftværker, konstant
har været høj, hvilket har bidraget til
ekstraordinært og unormalt høje engrospriser på
elektricitet. På trods af den begrænsede
produktionskapacitet i nogle medlemsstater har udvekslinger af
elektricitet mellem medlemsstater bidraget til at undgå
problemer med forsyningssikkerheden og mindske prisudsvingene
på Unionens markeder og har dermed styrket de enkelte
medlemsstaters modstandsdygtighed over for prischok. | | | | (4) | Den voldsomme prisstigning på
engrosmarkederne for elektricitet har ført til kraftige
stigninger i detailpriserne på elektricitet, som forventes at
vare frem til næste opvarmningssæson og gradvist
påvirke de fleste forbrugerkontrakter. Den kraftige stigning
i gaspriserne og den deraf følgende efterspørgsel
efter alternative brændstoffer har også medført
en stigning i priserne på andre råvarer, som f.eks.
råolie og kul. | | | | (5) | Alle medlemsstater er blevet negativt
påvirket af den aktuelle energikrise, om end i forskelligt
omfang. Den kraftige stigning i energipriserne bidrager i
væsentligt omfang til den generelle inflation i
euroområdet og bremser den økonomiske vækst i
Unionen. | | | | (6) | Der er derfor behov for en hurtig og
koordineret indsats på EU-plan. Indførelsen af et
nødindgreb vil gøre det muligt midlertidigt at
afbøde risikoen for, at elpriserne og elomkostningerne for
slutkunderne når endnu mindre holdbare niveauer, og at
medlemsstaterne træffer ukoordinerede nationale
foranstaltninger, der kan bringe forsyningssikkerheden på
EU-plan i fare og pålægge erhvervslivet og forbrugerne
i EU en yderligere byrde. I en ånd af solidaritet mellem
medlemsstaterne er der behov for en koordineret indsats fra
medlemsstaternes side i vinteren 2022-23 for at afbøde
virkningerne af de høje energipriser og sikre, at den
nuværende krise ikke fører til varig skade for
forbrugerne og økonomien, samtidig med at de offentlige
finansers holdbarhed opretholdes. | | | | (7) | De nuværende afbrydelser af
gasforsyningen, den begrænsede tilgængelighed for visse
kraftværker og de deraf følgende indvirkninger
på gas- og elpriserne udgør en alvorlig
forsyningsvanskelighed med hensyn til gas- og elenergiprodukter som
omhandlet i artikel 122, stk. 1, i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Der er en
alvorlig risiko for, at situationen kan forværres yderligere
i vinteren 2022-23, hvis der forekommer flere afbrydelser af
gasforsyningen, og en kold vinter øger efterspørgslen
efter gas og elektricitet. En sådan forværring kan
være med til at presse priserne på gas og andre
energiråvarer op og som konsekvens have indvirkning på
elpriserne. | | | | (8) | Afbrydelsen af energimarkedet fra en af de
vigtigste markedsaktørers side, hvilket kunstigt har
reduceret gasforsyningen i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod
Ukraine, og den hybride krig, der derved gennemføres, har
skabt en krisesituation, der kræver vedtagelse af en
række presserende, midlertidige og ekstraordinære
foranstaltninger af økonomisk art for at
imødegå de uholdbare virkninger for forbrugere og
virksomheder. Hvis der ikke gribes hurtigt ind, kan
krisesituationen have alvorlige skadelige virkninger for
inflationen, markedsoperatørernes likviditet og
økonomien som helhed. | | | | (9) | Der er behov for en fælles og
velkoordineret indsats på EU-plan for at håndtere den
kraftige stigning i elpriserne og deres indvirkning på
husholdningerne og erhvervslivet. Ukoordinerede nationale
foranstaltninger kan påvirke måden, det indre
energimarked fungerer på, bringe forsyningssikkerheden i fare
og føre til yderligere prisstigninger i de medlemsstater,
der er hårdest ramt af krisen. Det er derfor afgørende
at sikre integriteten af det indre marked for elektricitet for at
bevare og styrke den nødvendige solidaritet mellem
medlemsstaterne. | | | | (10) | Nogle medlemsstater kan være mere
udsatte for virkningerne af en afbrydelse af de russiske
gasforsyninger og de deraf følgende prisstigninger, men ved
at træffe passende foranstaltninger til reduktion af
efterspørgslen kan alle medlemsstater bidrage til at
begrænse den økonomiske skade, som følger af en
sådan afbrydelse. En reduktion af efterspørgslen efter
elektricitet på nationalt plan kan have en positiv
indvirkning på elpriserne i hele EU, da elmarkederne er
koblet sammen, og besparelser i én medlemsstat således
også kommer andre medlemsstater til gode. | | | | (11) | Ukoordinerede lofter over
markedsindtægter fra elektricitet fra producenter med lavere
marginalomkostninger, som f.eks. vedvarende energi, atomkraft eller
brunkul (inframarginale producenter), kan føre til
væsentlige forvridninger mellem producenter i Unionen, da de
konkurrerer i hele Unionen på et sammenkoblet elmarked. En
forpligtelse til et fælles EU-dækkende loft over
markedsindtægter for inframarginale producenter bør
gøre det muligt at forhindre sådanne forvridninger.
Desuden kan ikke alle medlemsstater støtte forbrugerne i
samme omfang på grund af begrænsede finansielle
ressourcer, mens nogle elproducenter fortsat har betydelige
ekstraordinære indtægter. Solidariteten mellem
medlemsstaterne bør gennem det EU-dækkende loft over
markedsindtægter generere indtægter for medlemsstaterne
til at finansiere foranstaltninger til støtte for
elslutkunder, som f.eks. husholdninger, små og mellemstore
virksomheder (SMV'er) og energiintensive industrier, samtidig med
at prissignalerne på markederne i hele Unionen bevares, og
den grænseoverskridende handel opretholdes. | | | | (12) | I betragtning af den ekstreme stigning i
detailpriserne på gas og elektricitet er statslige og
offentlige indgreb for at beskytte forbrugere af særlig
betydning. Gasforsyningsknaphedens indvirkning på elpriserne
samt mulighederne for at finansiere støtteforanstaltninger
over statsbudgettet varierer imidlertid fra medlemsstat til
medlemsstat. Hvis kun nogle medlemsstater med tilstrækkelige
ressourcer kan beskytte kunder og leverandører, vil det
føre til alvorlige forvridninger på det indre marked.
En ensartet forpligtelse til at lade ekstraordinære
indtægter komme forbrugerne til gode gør det muligt
for alle medlemsstater at beskytte deres forbrugere. Den positive
effekt på energipriserne vil have en positiv indvirkning
på det sammenkoblede EU-energimarked og vil også
bidrage til at dæmpe inflationen. Derfor bør
foranstaltninger vedtaget i en medlemsstat på det indbyrdes
forbundne EU-marked i en ånd af solidaritet også have
en positiv virkning i andre medlemsstater. | | | | (13) | I den aktuelle situation forekommer det
hensigtsmæssigt at træffe foranstaltninger på
EU-plan ved at indføre et solidaritetsbidrag fra
EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-,
naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne for at afbøde de
direkte økonomiske virkninger af de stærkt stigende
energipriser for offentlige myndigheders budgetter, slutkunderne og
virksomheder i hele Unionen. Et sådant solidaritetsbidrag
bør være ekstraordinært og strengt
midlertidigt. | | | | (14) | Solidaritetsbidraget er et passende middel
til at håndtere ekstraordinære overskud som
følge af uforudsete omstændigheder. De
pågældende overskud svarer ikke til nogen normal
fortjeneste, som EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter
i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne ville
have opnået eller kunne have forventet at opnå under
normale omstændigheder, hvis de uforudsigelige begivenheder
på energimarkederne ikke havde fundet sted. Derfor
udgør indførelsen af solidaritetsbidraget en
fælles og koordineret foranstaltning, der i en ånd af
solidaritet giver de nationale myndigheder yderligere midler til at
yde finansiel støtte til husholdninger og virksomheder, der
er hårdt ramt af de kraftigt stigende energipriser, samtidig
med at der sikres lige vilkår i hele Unionen. Denne
foranstaltning bør anvendes parallelt med de almindelige
selskabsskatter, som hver medlemsstat opkræver af de
pågældende virksomheder. | | | | (15) | For at sikre sammenhæng på
tværs af energipolitiske områder bør de
foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, fungere som en
indbyrdes afhængig pakke, hvori de styrker hinanden. Alle
medlemsstater bør være i stand til at støtte
forbrugerne på en målrettet måde ved hjælp
af de ekstraordinære indtægter som følge af
loftet over markedsindtægter, ved at reducere
efterspørgslen efter elektricitet, hvilket bidrager til at
sænke energipriserne, og ved hjælp af midler fra et
solidaritetsbidrag, der pålægges EU- selskaber og faste
driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og
raffinaderisektorerne. Samtidig bør en lavere
efterspørgsel have en positiv virkning med hensyn til at
mindske risiciene for forsyningssikkerheden, jf. målene i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 (4). | | | | (16) | Medlemsstaterne bør derfor
bestræbe sig på at reducere det samlede bruttoelforbrug
hos alle forbrugere, også dem, der endnu ikke har
intelligente målersystemer eller anordninger, der gør
det muligt for dem at overvåge deres forbrug på
bestemte tidspunkter af dagen. | | | | (17) | For at bevare brændstoflagre til
elproduktion og specifikt fokusere på timerne med den
højeste pris på eller det største forbrug af
elektricitet, når gasfyret elproduktion har særlig
indvirkning på marginalprisen, bør hver medlemsstat
reducere sit bruttoelforbrug i identificerede
spidsbelastningstimer. | | | | (18) | Med udgangspunkt i den typiske
elforbrugsprofil i spidsbelastningstimer vil et bindende mål
for reduktion af efterspørgslen på 5 % i
spidsbelastningstimer sikre, at medlemsstaterne specifikt retter
sig mod de forbrugere, der kan give fleksibilitet gennem tilbud om
reduktion af efterspørgslen på timebasis, herunder
gennem uafhængige aggregatorer. Derfor bør en aktiv
reduktion af efterspørgslen efter elektricitet på
mindst 5 % i udvalgte timer bidrage til et lavere
brændstofforbrug og en mere gnidningsløs fordeling af
efterspørgslen over flere timer, hvilket påvirker
markedspriserne pr. time. | | | | (19) | Medlemsstaterne bør have mulighed
for at vælge de foranstaltninger, som målene for
reduktion af efterspørgslen bedst kan nås med,
så de kan afspejle særlige nationale forhold. Når
medlemsstaterne udarbejder foranstaltninger til reduktion af
efterspørgslen efter elektricitet, bør de sikre, at
foranstaltningerne udformes på en sådan måde, at
de ikke underminerer Unionens elektrificeringsmål som fastsat
i Kommissionens meddelelse af 8. juli 2020 med titlen
»Styrkelse af en klimaneutral økonomi: En EU-strategi
for integration af energisystemet«. Elektrificering er
afgørende for at mindske Unionens afhængighed af
fossile brændstoffer og sikre Den Europæiske Unions
langsigtede strategiske autonomi, da det vil begrænse
omfanget af den nuværende energikrise og forebygge fremtidige
energikriser. Foranstaltninger til reduktion af bruttoelforbruget
kan omfatte nationale oplysningskampagner, offentliggørelse
af målrettede oplysninger om den forventede situation i
elsystemet, reguleringsmæssige foranstaltninger, der
begrænser ikkevæsentligt energiforbrug, og
målrettede incitamenter til at reducere elforbruget. | | | | (20) | Når medlemsstaterne udvælger
hensigtsmæssige foranstaltninger til reduktion af
efterspørgslen i spidsbelastningstimer, bør de
navnlig overveje markedsbaserede foranstaltninger såsom
auktioner eller udbudsordninger, hvorved de kan tilskynde til en
reduktion af forbruget på en økonomisk effektiv
måde. For at sikre effektivitet og en hurtig
gennemførelse kan medlemsstaterne benytte eksisterende
initiativer og udvide eksisterende ordninger for at skabe et
fleksibelt elforbrug. De foranstaltninger, der træffes
på nationalt plan, kan også omfatte finansielle
incitamenter eller kompensation til de berørte
markedsdeltagere, hvis der opnås en mærkbar reduktion
af efterspørgslen ud over det forventede normale
forbrug. | | | | (21) | For at bistå og vejlede de
medlemsstater, der leverer den nødvendige reduktion af
efterspørgslen som fastsat i denne forordning, bør
Kommissionen lette udvekslingen af bedste praksis mellem
medlemsstaterne. | | | | (22) | I betragtning af den ekstraordinære
og pludselige kraftige stigning i elpriserne og den
overhængende risiko for yderligere stigninger er
medlemsstaterne nødt til omgående at træffe de
fornødne foranstaltninger for at opnå reduktioner i
bruttoelforbruget og således muliggøre hurtige
prisfald og minimere anvendelsen af fossile
brændstoffer. | | | | (23) | På day-ahead-engrosmarkedet reguleres
de billigste kraftværker først, men den pris, alle
markedsdeltagere opnår, fastsættes af det sidste
kraftværk, der er behov for at dække
efterspørgslen, som er det kraftværk, der har de
højeste marginalomkostninger, når markedet er i
ligevægt. Den seneste tids kraftige prisstigning på gas
og stenkul har resulteret i en ekstraordinær og varig
stigning i de priser, som gas- og kulfyrede kraftværker byder
på day-ahead-engrosmarkedet. Dette har igen ført til
usædvanligt høje priser på day-ahead-markedet i
hele Unionen, eftersom det ofte er disse kraftværker med de
højeste marginalomkostninger, der er behov for at
imødekomme efterspørgslen efter elektricitet. | | | | (24) | I betragtning af den rolle, som prisen
på day-ahead-markedet spiller som reference for prisen
på andre engrosmarkeder for elektricitet, og det forhold, at
alle markedsdeltagere opnår ligevægtsprisen, har
teknologier med betydeligt lavere marginalomkostninger siden
Ruslands militære aggression mod Ukraine i februar 2022
konsekvent givet høje indtægter, der ligger et godt
stykke over det ved investeringsbeslutningen forventede
niveau. | | | | (25) | I en situation, hvor forbrugerne er udsat
for ekstremt høje priser, som også skader Unionens
økonomi, er det nødvendigt midlertidigt at
begrænse de ekstraordinære markedsindtægter for
producenter med lavere marginalomkostninger ved hjælp af
loftet overmarkedsindtægter fra salg af elektricitet i
Unionen. | | | | (26) | For at undgå omgåelse af
anvendelsen af loftet over markedsindtægter bør
medlemsstaterne indføre effektive foranstaltninger til at
sikre, at loftet over markedsindtægter anvendes effektivt i
situationer, hvor producenterne indgår i en koncern. | | | | (27) | Det niveau, som loftet over
markedsindtægter fastsættes på, bør ikke
bringe de producenter, som det finder anvendelse på, herunder
producenter af vedvarende energi, i fare for ikke at få
dækket deres investerings- og driftsomkostninger og
bør opretholde og tilskynde til fremtidige investeringer i
den kapacitet, der er nødvendig for et dekarboniseret og
pålideligt elsystem. Loftet over markedsindtægter, der
er et ensartet loft i hele Unionen, er bedst egnet til at bevare et
velfungerende indre marked for elektricitet, da det opretholder den
prisbaserede konkurrence mellem elektricitetsproducenter baseret
på forskellige teknologier, navnlig for vedvarende
energikilder. | | | | (28) | Selv om lejlighedsvise og kortvarige
prisstigninger kan betragtes som en normal tendens på et
elmarked og kan være nyttige for nogle investorer til at
genvinde deres produktionsinvestering, adskiller den ekstreme og
vedvarende prisstigning siden februar 2022 sig markant fra en
normal markedssituation med lejlighedsvise spidslastpriser. Loftet
over markedsindtægter bør derfor ikke ligge under
markedsdeltagernes rimelige forventninger til det gennemsnitlige
niveau for elpriserne i de timer, hvor efterspørgslen efter
elektricitet var på sit højeste før Ruslands
angrebskrig mod Ukraine. Før februar 2022 lå de
gennemsnitlige spidslastpriser på engrosmarkedet for
elektricitet betydeligt under 180 EUR pr. MWh i hele EU og
forventedes konsekvent at ligge under det niveau i de seneste
årtier trods forskelle i elpriserne mellem regionerne i
Unionen. Eftersom markedsdeltagernes oprindelige
investeringsbeslutning blev truffet på grundlag af en
forventning om, at priserne i gennemsnit ville være lavere
end dette niveau i spidsbelastningstimer, er loftet over
markedsindtægter på 180 EUR pr. MWh et niveau, der
ligger et godt stykke over de oprindelige markedsforventninger.
Når der efterlades en margen på den pris, som
investorerne med rimelighed kunne have forventet, er det
nødvendigt at sikre, at loftet over markedsindtægter
ikke modvirker den oprindelige vurdering af investeringernes
rentabilitet. | | | | (29) | Desuden er loftet over
markedsindtægter på 180 EUR pr. MWh konsekvent
højere, inklusive en rimelig margen, end de nuværende
normaliserede energiomkostninger (LCOE) for relevante
produktionsteknologier, hvilket gør det muligt for de
producenter, som det finder anvendelse på, at dække
deres investeringer og driftsomkostninger. I betragtning af at
loftet over markedsindtægter efterlader en betydelig margen
mellem den rimelige LCOE og loftet over markedsindtægter, kan
det derfor ikke forventes at hæmme investeringen i ny
inframarginal kapacitet. | | | | (30) | Loftet over markedsindtægter
bør lægges over markedsindtægter frem for
samlede produktionsindtægter (herunder eventuelle andre
indtægter fra feed-in-præmier) for at undgå, at
et projekts oprindelige forventede rentabilitet påvirkes i
væsentlig grad. Uanset under hvilken kontraktform handelen
med elektricitet finder sted, bør loftet over
markedsindtægter kun gælde for realiserede
markedsindtægter. Dette er nødvendigt for at
undgå at skade producenter, som rent faktisk ikke drager
fordel af de nuværende høje elpriser, fordi de har
sikret deres indtægter mod udsving på engrosmarkedet
for elektricitet. I det omfang eksisterende eller fremtidige
kontraktlige forpligtelser, f.eks. VE-elkøbsaftaler og andre
typer elkøbsaftaler eller risikoafdækning gennem
forwardkontrakter, fører til markedsindtægter fra
elproduktion op til loftet over markedsindtægter, bør
sådanne indtægter forblive uberørt ved denne
forordning. Foranstaltningen vedrørende indførelse af
loftet over markedsindtægter bør derfor ikke afholde
markedsdeltagerne fra at indgå sådanne kontraktlige
forpligtelser. | | | | (31) | Selv om det kan være mere effektivt
at anvende loftet over markedsindtægter på det
tidspunkt, hvor transaktionerne afvikles, er det måske ikke
altid muligt, f.eks. på grund af forskelle i den måde,
hvorpå engrosmarkederne for elektricitet er organiseret i
medlemsstaterne og på tværs af forskellige tidsrammer.
For at tage hensyn til særlige nationale forhold og lette
anvendelsen af loftet over markedsindtægter på
nationalt plan bør medlemsstaterne kunne beslutte, om de vil
anvende loftet, enten når udvekslingen af elektricitet
afvikles eller senere. Medlemsstaterne bør også
fortsat frit kunne beslutte at forfinansiere
støtteforanstaltninger for elslutkunder og opkræve
markedsindtægterne på et senere tidspunkt. Kommissionen
bør give medlemsstaterne vejledning i gennemførelsen
af denne foranstaltning. | | | | (32) | Loftet over markedsindtægter
bør gælde for teknologier med marginalomkostninger,
der er lavere end loftet over markedsindtægter, f.eks. vind-
eller solenergi, atomkraft eller brunkul. | | | | (33) | Loftet over markedsindtægter
bør ikke gælde for teknologier med høje
marginalomkostninger i forbindelse med prisen på det
inputbrændsel, der er nødvendigt for at producere
elektricitet, som f.eks. gas- og stenkulfyrede kraftværker,
da deres driftsomkostninger ville ligge betydeligt over loftet over
markedsindtægter, og anvendelsen heraf ville bringe deres
økonomiske levedygtighed i fare. For at bevare
incitamenterne til et samlet fald i gasforbruget bør loftet
over markedsindtægter heller ikke gælde for
teknologier, der konkurrerer direkte med gasfyrede
kraftværker om at tilbyde fleksibilitet til elsystemet, og
som byder på elmarkedet ud fra deres offeromkostninger, som
f.eks. fleksibelt elforbrug og lagring af elektricitet. | | | | (34) | Loftet over markedsindtægter
bør ikke gælde for teknologier, der anvender
brændsel, der er alternativer til naturgas, som f.eks.
biomethan, for ikke at bringe omdannelsen af eksisterende gasfyrede
kraftværker, der er i overensstemmelse med
REPowerEU-målene, jf. navnlig Kommissionens meddelelse af 18.
maj 2022 om REPowerEU-plan (»REPowerEU-planen«), i
fare. | | | | (35) | For at bevare incitamenterne til at udvikle
innovative teknologier bør loftet over
markedsindtægter ikke gælde for
demonstrationsprojekter. | | | | (36) | I nogle medlemsstater er der allerede
fastsat et loft for visse producenters indtægter ved
hjælp af statslige og offentlige foranstaltninger, som f.eks.
feed-in-tariffer og tovejsdifferencekontrakter. Disse producenter
drager ikke fordel af øgede indtægter som følge
af den seneste tids stigning i elpriserne. Derfor bør
eksisterende producenter, der er omfattet af denne type statslig
foranstaltning, som ikke blev vedtaget som reaktion på den
aktuelle energikrise, ikke være omfattet af anvendelsen af
loftet over markedsindtægter. På samme måde
bør loftet over markedsindtægter ikke gælde for
producenter, hvis markedsindtægter er underlagt andre
reguleringsmæssige foranstaltninger truffet af offentlige
myndigheder, hvorefter indtægterne overføres direkte
til forbrugerne. | | | | (37) | For at sikre en effektiv
håndhævelse af loftet over markedsindtægter
bør producenter, mellemmænd og relevante
markedsdeltagere levere de nødvendige data til
medlemsstaternes kompetente myndigheder og, hvor det er relevant,
til systemoperatørerne og de udpegede
elektricitetsmarkedsoperatører. I betragtning af det store
antal individuelle transaktioner, for hvilke medlemsstaternes
kompetente myndigheder skal sikre håndhævelsen af
loftet over markedsindtægter, bør de
pågældende myndigheder have mulighed for at anvende
rimelige skøn til beregning af loftet over
markedsindtægter. | | | | (38) | For at håndtere situationer, hvor
anvendelsen af loftet over markedsindtægter kan påvirke
markedsdeltagernes incitamenter til at levere balanceringsenergi
eller belastningsomfordeling og modkøb, bør
medlemsstaterne kunne beslutte ikke at anvende loftet over
markedsindtægter fra salget af elektricitet på
balanceringsenergimarkedet og fra den økonomiske
kompensation for belastningsomfordeling og modkøb. | | | | (39) | For at tage højde for
forsyningssikkerhedsproblemer bør medlemsstaterne have
mulighed for at fastsætte loftet over markedsindtægter
på en måde, der giver elproducenterne mulighed for at
tilbageholde 10 % af de ekstraordinære indtægter over
loftet over markedsindtægter. | | | | (40) | Da produktionsmikset og
omkostningsstrukturen for produktionsanlæg er meget
forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, bør
medlemsstaterne have mulighed for at opretholde eller
indføre nationale kriseforanstaltninger på
særlige betingelser. | | | | (41) | Navnlig bør medlemsstaterne fortsat
have mulighed for yderligere at begrænse indtægterne
for de producenter, der er omfattet af loftet over
markedsindtægter, og for at fastsætte et specifikt loft
over markedsindtægter fra salg af elektricitet, der
produceres fra stenkul, hvis pris kan være betydeligt lavere
end prisen på marginale teknologier i nogle medlemsstater.
For at sikre retssikkerheden bør medlemsstaterne også
have mulighed for at opretholde eller indføre nationale
kriseforanstaltninger, som begrænser markedsindtægterne
for andre producenter end dem, der er omfattet af det
EU-dækkende loft over markedsindtægter. | | | | (42) | For at sikre forsyningssikkerheden
bør medlemsstaterne kunne fastsætte et højere
loft over markedsindtægter for producenter, der ellers ville
være underlagt det EU-dækkende loft over
markedsindtægter, når deres investerings- og
driftsomkostninger er højere end det EU-dækkende loft
over markedsindtægter. | | | | (43) | De øgede handelsstrømme
på tværs af budområder som følge af store
kriserelaterede prisforskelle mellem sådanne områder
har ført til en markant stigning i
flaskehalsindtægterne i nogle medlemsstater.
Flaskehalsindtægter bør fortsat tildeles med henblik
på at opfylde de prioriterede mål, der er fastsat i
artikel 19, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/943 (5).
Medlemsstaterne bør dog undtagelsesvis i behørigt
begrundede tilfælde og under deres regulerende myndigheders
kontrol have mulighed for at fordele de resterende
ekstraordinære indtægter direkte til elslutkunderne i
stedet for udelukkende at anvende dem til de formål, der er
omhandlet i artikel 19, stk. 3, i nævnte forordning. | | | | (44) | Eftersom ikke alle medlemsstater kan
støtte deres slutkunder i samme omfang ved hjælp af
loftet over markedsindtægter på grund af
omstændigheder, der vedrører deres afhængighed
af import af elektricitet fra andre lande, er det
nødvendigt, at medlemsstater med nettoimport af elektricitet
svarende til eller over 100 % har adgang til aftaler om at dele
ekstraordinære indtægter med den vigtigste
eksportmedlemsstat i en ånd af solidaritet. Der tilskyndes
navnlig også til sådanne solidaritetsaftaler for at
tage hensyn til ubalancerede handelsforbindelser. | | | | (45) | Handelspraksis og de
lovgivningsmæssige rammer i elsektoren adskiller sig markant
fra sektoren for fossile brændstoffer. Da loftet over
markedsindtægter har til formål at efterligne det
markedsresultat, som producenterne kunne have forventet, hvis de
globale forsyningskæder havde fungeret normalt uden
gasforsyningsafbrydelser siden februar 2022, er det
nødvendigt, at foranstaltningen vedrørende
elproducenter finder anvendelse på indtægter fra
elproduktion. Da det midlertidige solidaritetsbidrag er rettet mod
rentabiliteten for EU-selskaber og faste driftssteder med
aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og
raffinaderisektorerne, og hvis indtægter er steget betydeligt
i forhold til tidligere år, er det nødvendigt, at det
finder anvendelse på deres overskud. | | | | (46) | Medlemsstaterne bør sørge
for, at de ekstraordinære indtægter fra anvendelsen af
loftet over markedsindtægter på elområdet
går til elslutkunderne for at afbøde virkningerne af
usædvanligt høje elpriser. De ekstraordinære
indtægter bør målrettes mod kunder, herunder
både husholdninger og virksomheder, der er særlig
hårdt ramt af høje elpriser. Uden de foreslåede
foranstaltninger er der risiko for, at kun mere velstående
medlemsstater har ressourcer til at beskytte sine forbrugere,
hvilket kan føre til alvorlige forvridninger af det indre
marked. | | | | (47) | Indtægterne fra loftet bør
hjælpe medlemsstaterne med at finansiere foranstaltninger
såsom indkomstoverførsler, rabatter på
regninger, kompensation til leverandører for at levere til
priser, der er lavere end omkostningerne, samt investeringer, der
vil føre til en strukturel reduktion af forbruget, navnlig
af elektricitet produceret fra fossile brændstofkilder.
Når der ydes støtte til andre kunder end
husholdninger, bør disse andre kunder arbejde hen imod
investeringer i dekarboniseringsteknologier, herunder vedvarende
energi, f.eks. gennem elkøbsaftaler eller direkte
investeringer i produktion af vedvarende energi, eller hen imod
investeringer i energieffektivitet. | | | | (48) | Offentlige indgreb i fastsættelsen af
prisen for levering af elektricitet udgør i princippet en
markedsforvridende foranstaltning. Et sådant indgreb kan
derfor kun gennemføres som en offentlig serviceforpligtelse
og bør være underlagt særlige betingelser. I
øjeblikket er det i henhold til direktiv (EU) 2019/944
muligt at regulere priser for husholdninger og mikrovirksomheder,
og det er også muligt, herunder til et niveau, der er lavere
end omkostningerne, for energifattige og sårbare kunder. I
lyset af den nuværende ekstraordinære stigning i
elpriserne bør den værktøjskasse med
tilgængelige foranstaltninger, som medlemsstaterne har til
rådighed for at støtte forbrugerne, dog
forlænges midlertidigt ved at give mulighed for at udvide de
regulerede priser til at omfatte SMV'er og ved at tillade
regulerede priser, der er lavere end omkostningerne. En sådan
forlængelse kan finansieres ved hjælp af loftet over
markedsindtægter. | | | | (49) | Det er vigtigt, at leverandører ikke
forskelsbehandles eller pålægges urimelige omkostninger
som følge af regulerede detailpriser, der er lavere end
omkostningerne. Leverandørerne bør derfor kompenseres
rimeligt for de omkostninger, de pådrager sig i forbindelse
med levering til regulerede priser, uden at dette berører
anvendelsen af statsstøttereglerne. De omkostninger, der er
forbundet med regulerede priser, der er lavere end omkostningerne,
bør finansieres ved hjælp af loftet over
markedsindtægter. For at undgå, at sådanne
foranstaltninger øger efterspørgslen efter
elektricitet, samtidig med at de stadig opfylder forbrugernes
energibehov, bør regulerede priser, der er lavere end
omkostningerne, kun dække en begrænset mængde
forbrug. Ordninger vedrørende forsyningspligtige
leverandører og medlemsstaternes valg af forsyningspligtig
leverandør bør ikke berøres af denne
forordning. | | | | (50) | EU-selskaber og faste driftssteder, der
genererer mindst 75 % af deres omsætning med aktiviteter i
råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, har uden i
væsentlig grad at ændre deres omkostningsstruktur eller
øge deres investeringer oplevet en stigning i deres overskud
på grund af de pludselige og uforudsigelige
omstændigheder i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod
Ukraine, reduceret energiforsyning og stigende efterspørgsel
som følge af rekordhøje temperaturer. | | | | (51) | Det midlertidige solidaritetsbidrag
bør fungere som en omfordelingsforanstaltning til sikring
af, at de pågældende virksomheder, som har opnået
ekstraordinære overskud som følge af de uventede
omstændigheder, bidrager forholdsmæssigt til at
afhjælpe energikrisen på det indre marked. | | | | (52) | Grundlaget for beregningen af det
midlertidige solidaritetsbidrag er det skattepligtige overskud i de
selskaber og faste driftssteder, der er skattemæssigt
hjemmehørende i Unionen, i råolie-, naturgas-, kul- og
raffinaderisektorerne som fastsat i bilaterale aftaler eller
medlemsstaternes nationale skattelove for det regnskabsår,
der begynder den 1. januar 2022 eller derefter og/eller den 1.
januar 2023 og i hele deres respektive varighed. Medlemsstater, der
kun beskatter udloddet selskabsoverskud, bør anvende det
midlertidige solidaritetsbidrag på det beregnede overskud
uanset udlodningen. Regnskabsåret fastsættes under
henvisning til reglerne i medlemsstaternes nationale ret. | | | | (53) | Kun overskud i 2022 og/eller 2023, som
overstiger en stigning på 20 % i det gennemsnitlige
skattepligtige overskud i de fire regnskabsår, der begynder
den 1. januar 2018 eller derefter, bør være omfattet
af solidaritetsbidraget. | | | | (54) | Med denne tilgang kan det sikres, at en del
af fortjenstmargenen, som ikke skyldes den uforudsigelige udvikling
på energimarkederne efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine,
kan anvendes af de berørte EU-selskaber og faste
driftssteder til fremtidige investeringer eller til at sikre deres
finansielle stabilitet under den aktuelle energikrise, herunder
også for så vidt angår den energiintensive
industri. Med denne tilgang til fastlæggelse af
beregningsgrundlaget kan det sikres, at solidaritetsbidraget i
forskellige medlemsstater er forholdsmæssigt. Samtidig
bør fastsættelsen af en minimumssats sikre, at
solidaritetsbidraget er både retfærdigt og
forholdsmæssigt. Medlemsstaterne bør fortsat frit
kunne anvende en sats, der er højere end 33 % for så
vidt angår deres solidaritetsbidrag. Dette bør
gøre det muligt for medlemsstaterne at fastsætte den
foretrukne sats, som de finder acceptabel og passende efter deres
nationale retssystemer. | | | | (55) | Medlemsstaterne bør træffe de
nødvendige foranstaltninger til at sikre fuld anvendelse af
det solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, og
bør sørge for de nødvendige tilpasninger i
national ret, navnlig for at sikre rettidig opkrævning af
solidaritetsbidraget, herunder på grundlag af
nettoindtægter, hvori solidaritetsbidraget kan modregnes,
tage højde for, om solidaritetsbidraget er
fradragsberettiget, eller tage hensyn til behandlingen af tab i
tidligere regnskabsår, til en konsekvent behandling af
afkortede regnskabsår for virksomheder, der er stiftet i 2022
og/eller 2023, eller til omstrukturering eller fusion af
virksomheder med henblik på beregning af
solidaritetsbidraget. | | | | (56) | Solidaritetsbidraget bør anvendes
til i) finansielle støtteforanstaltninger for
energislutkunder, og navnlig sårbare husholdninger, for at
afbøde virkningerne af de høje energipriser, ii)
finansielle støtteforanstaltninger, der skal bidrage til at
reducere energiforbruget, iii) finansielle
støtteforanstaltninger til støtte for virksomheder i
energiintensive industrier og iv) finansielle
støtteforanstaltninger til videreudvikling af Unionens
energiuafhængighed. Medlemsstaterne bør også
kunne afsætte en del af midlerne fra det midlertidige
solidaritetsbidrag til fælles finansiering. De
pågældende foranstaltninger forudsætter betydelig
fleksibilitet for at tage højde for medlemsstaternes
budgetprocesser. | | | | (57) | Anvendelsen af overskud til disse
formål afspejler solidaritetsbidragets ekstraordinære
og midlertidige karakter som en foranstaltning, der skal mindske og
afbøde de skadelige virkninger af energikrisen for
husholdninger og virksomheder i hele Unionen med det formål
at beskytte det indre marked og forebygge risikoen for yderligere
fragmentering. De kraftigt stigende energipriser påvirker
alle medlemsstater. På grund af forskelle i energimikset
påvirkes medlemsstaterne imidlertid ikke på samme
måde, og de har ikke alle det samme finanspolitiske
råderum til at træffe de nødvendige
foranstaltninger til at beskytte sårbare husholdninger og
virksomheder. Uden en EU-foranstaltning såsom et
solidaritetsbidrag er der stor risiko for forstyrrelser på og
yderligere fragmentering af det indre marked, hvilket vil
være til skade for alle medlemsstater, da energimarkederne og
værdikæderne er integrerede. Bekæmpelse af
energifattigdom og håndtering af energikrisens sociale
konsekvenser, navnlig for at beskytte arbejdstagere i udsatte
industrier, er også et spørgsmål om solidaritet
mellem medlemsstaterne. For at maksimere virkningen bør
indtægterne fra solidaritetsbidraget anvendes på en
koordineret måde og/eller via EU-finansieringsinstrumenter i
en ånd af solidaritet. | | | | (58) | Medlemsstaterne bør navnlig
målrette finansielle støtteforanstaltninger mod de
mest sårbare husholdninger og virksomheder, som er
hårdest ramt af de kraftigt stigende energipriser. Det vil
bevare prisincitamentet til at reducere energiefterspørgslen
og spare energi. Desuden vil en målretning mod de mest
sårbare og likviditetspressede husholdninger have en positiv
indvirkning på det samlede forbrug ved at forhindre
overdreven fortrængning af udgifter til andre produkter end
energi i betragtning af den høje
forbrugstilbøjelighed i denne gruppe af husholdninger.
Desuden bør indtægterne fra solidaritetsbidraget
anvendes til at fremme en reduktion af energiforbruget. I denne
henseende bør sådanne indtægter anvendes til
f.eks. auktioner eller udbudsordninger til reduktion af
efterspørgslen, sænkelse af energislutkunders
omkostninger i forbindelse med energikøb for bestemte
energiforbrugsmængder eller fremme af energislutkunders -
både sårbare husholdningers og virksomheders -
investeringer i vedvarende energi, energieffektivitet eller andre
dekarboniseringsteknologier. Indtægterne fra
solidaritetsbidraget bør også anvendes til finansiel
støtte til virksomheder i energiintensive industrier og i
regioner, der er afhængige af disse industrier.
Omkostningerne i energiintensive industrier, f.eks.
gødningsindustrien, er skyhøje som følge af
den kraftige udvikling i energipriserne. Finansielle
støtteforanstaltninger skal gøres betingede af
investeringer i vedvarende energi, energieffektivitet eller andre
dekarboniseringsteknologier. Ydermere bør foranstaltninger,
der bidrager til at gøre Unionen mere uafhængig
på energiområdet, støttes med investeringer i
overensstemmelse med de mål, der er fastsat i Kommissionens
meddelelse af 8. marts 2022 om REPowerEU: En fælles
europæisk indsats for mere sikker og bæredygtig energi
til overkommelige priser (»den fælles europæisk
REPowerEU-indsats«) og i REPowerEU-planen, navnlig for
projekter, der har et grænseoverskridende aspekt. | | | | (59) | Medlemsstaterne kan også beslutte at
afsætte en del af indtægterne fra solidaritetsbidraget
til den fælles finansiering af foranstaltninger, der har til
formål at mindske de skadelige virkninger af energikrisen,
herunder støtte til beskyttelse af beskæftigelsen og
omskoling og opkvalificering af arbejdsstyrken, eller til at fremme
investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi, herunder
gennem grænseoverskridende projekter. Det fælles
finansieringsaspekt dækker både projektbaseret deling
af omkostninger mellem medlemsstater og medlemsstaternes frivillige
kanalisering af midler via et EU-instrument til EU-budgettet i en
ånd af solidaritet. | | | | (60) | Regelmæssig og effektiv
overvågning og rapportering til Kommissionen er
afgørende for vurderingen af medlemsstaternes fremskridt med
hensyn til at nå målene for reduktion af
efterspørgslen, gennemførelsen af loftet over
markedsindtægter, anvendelsen af ekstraordinære
indtægter og brugen af regulerede priser. | | | | (61) | Medlemsstaterne bør rapportere til
Kommissionen om anvendelsen af solidaritetsbidraget på deres
respektive områder samt om eventuelle ændringer, de
foretager i deres nationale retlige rammer med henblik herpå,
herunder supplerende lovgivning, der kan være
nødvendig for at sikre en konsekvent national
gennemførelse af solidaritetsbidraget. | | | | (62) | Medlemsstaterne bør også
rapportere om anvendelsen af indtægterne fra
solidaritetsbidraget. Dette skal navnlig sikre, at medlemsstaterne
anvender indtægterne i overensstemmelse med denne
forordning. | | | | (63) | Medlemsstaterne bør anvende det
solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, på
deres respektive områder, medmindre de har vedtaget
tilsvarende nationale foranstaltninger. Formålet med den
nationale foranstaltning bør anses for at svare til det
overordnede mål for det solidaritetsbidrag, der er fastsat
ved denne forordning, når det består i at bidrage til
rimelige energipriser. En national foranstaltning bør anses
for at være underlagt tilsvarende regler som
solidaritetsbidraget, hvis den omfatter aktiviteter inden for
råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne,
fastlægger et grundlag, fastsætter en sats og sikrer,
at indtægterne fra den nationale foranstaltning anvendes til
formål svarende til formålene med
solidaritetsbidraget. | | | | (64) | Solidaritetsbidraget og Unionens retlige
ramme for det bør have midlertidig karakter for at
imødegå den ekstraordinære nødsituation,
der er opstået i Unionen med hensyn til de kraftigt stigende
energipriser. Solidaritetsbidraget bør finde anvendelse
på ekstraordinære overskud, der genereres i 2022
og/eller 2023, for at imødegå og afbøde de
skadelige virkninger af den aktuelle energikrise for husholdninger
og virksomheder. Anvendelsen af solidaritetsbidraget for hele
regnskabsåret bør gøre det muligt i den
relevante periode at anvende ekstraordinære overskud i
offentlighedens interesse til at afbøde konsekvenserne af
energikrisen, samtidig med at de berørte virksomheder
får en passende del af fortjenesten. | | | | (65) | Solidaritetsbidraget bør kun finde
anvendelse for regnskabsåret 2022 og/eller 2023. Senest den
15. oktober 2023 og senest den 15. oktober 2024, når de
nationale myndigheder har overblik over opkrævningen af
solidaritetsbidraget, bør Kommissionen evaluere situationen
og forelægge Rådet en rapport. | | | | (66) | Skulle en medlemsstat have vanskeligheder
med anvendelsen af denne forordning og navnlig med det midlertidige
solidaritetsbidrag, bør den, hvor det er relevant,
høre Europa-Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i
traktaten om Den Europæiske Union (TEU). | | | | (67) | På grund af deres strukturelle
sociale og økonomiske situation samt deres fysiske
karakteristika kan regionerne i den yderste periferi som omhandlet
i artikel 349 i TEUF ikke tilsluttes Unionens elmarkeder. De
bør derfor ikke forpligtes til at anvende bestemmelserne om
reduktion af bruttoelforbrug i spidsbelastingstimerne og loftet
over markedsindtægter. Derudover bør medlemsstaterne
have mulighed for at udelukke anvendelsen af disse bestemmelser
på elektricitet, der produceres i små isolerede
systemer eller små forbundne systemer som defineret i
direktiv (EU) 2019/944. Cypern og Malta anvender på grund af
deres særlige karakteristika ikke gældende EU-ret
vedrørende energimarkedet fuldt ud. Cypern er
fuldstændig isoleret fra de transeuropæiske
energimarkeder, mens Malta kun har begrænset tilslutning til
dem. Eftersom en differentieret tilgang for disse medlemsstater kun
har begrænset virkning for det indre energimarked, bør
Cypern og Malta på frivillig basis kunne anvende
bestemmelserne om reduktion af deres bruttoelforbrug i
spidsbelastingstimerne og loftet over markedsindtægter.
Derudover bør Cypern, hvis det beslutter at anvende
bestemmelserne om loftet over markedsindtægter, og for at
sikre landets elsystems stabilitet, ikke være forpligtet til
at anvende loftet over markedsindtægter på elektricitet
produceret fra råolieprodukter. | | | | (68) | De underliggende gasprisers volatilitet
skaber vanskeligheder for de energiselskaber, der er aktive
på terminsmarkederne for elektricitet, navnlig med hensyn til
adgangen til passende sikkerhed. Kommissionen er i samarbejde med
Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed
og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed i færd med at
vurdere spørgsmål vedrørende egnethed af
sikkerhed og marginer og mulige måder at begrænse
overdreven daglig volatilitet på. | | | | (69) | Der er desuden sammenhæng mellem de
foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, og
Kommissionens supplerende og igangværende arbejde
vedrørende markedsudformningen på længere sigt
som bebudet i dens meddelelse af 18. maj 2022 om indgreb på
energimarkedet på kort sigt og forbedringer af elmarkedets
udformning på længere sigt, der blev offentliggjort
sammen med REPowerEU-planen. | | | | (70) | I betragtning af energikrisens omfang, dens
sociale, økonomiske og finansielle konsekvenser og behovet
for at handle så hurtigt som muligt bør denne
forordning hurtigst muligt træde i kraft dagen efter
offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende. | | | | (71) | I betragtning af den ekstraordinære
karakter af de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning,
og behovet for navnlig at anvende dem i vinteren 2022-23,
bør denne forordning finde anvendelse indtil den 31.
december 2023. | | | | (72) | Målene for denne forordning, nemlig
at indføre et nødindgreb for at afbøde
virkningerne af høje energipriser, kan ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan
på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre
nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet,
jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går
denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for
at nå disse mål - | | | | VEDTAGET DENNE FORORDNING: | | | | KAPITEL
I | Genstand og
definitioner | | | | Artikel
1 | Genstand og
anvendelsesområde | | | | Ved denne forordning indføres der
et nødindgreb for at afbøde virkningerne af
høje energipriser ved hjælp af ekstraordinære,
målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger. Disse
foranstaltninger har til formål at reducere elforbruget,
indføre et loft over de markedsindtægter, som visse
producenter modtager fra produktionen af elektricitet, og omfordele
dem til elslutkunderne på en målrettet måde, give
medlemsstaterne mulighed for at anvende foranstaltninger i form af
offentlige indgreb i prisfastsættelsen for
elektricitetsforsyning til husholdninger og SMV'er og
fastsætte regler for et obligatorisk midlertidigt
solidaritetsbidrag fra EU-selskaber og faste driftssteder, der har
aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og
raffinaderisektorerne, for at disse kan bidrage til overkommelige
energipriser for husholdninger og virksomheder. | | | | Artikel
2 | Definitioner | | | | Ved anvendelsen af denne forordning finder
de definitioner, der er fastsat i artikel 2 i forordning (EU)
2019/943 og i artikel 2 i direktiv (EU) 2019/944, anvendelse.
Desuden forstås ved: | | | | 1) | »små og mellemstore
virksomheder« eller »SMV'er«: virksomheder som
defineret i artikel 2 i bilaget til Kommissionens henstilling
2003/361/EF (6). | | | | 2) | »bruttoelforbrug«: den samlede
elektricitetsforsyning til elforbrugende aktiviteter på en
medlemsstats område | | | | 3) | »referenceperiode«: perioden
fra den 1. november til den 31. marts i de fem på hinanden
følgende år forud for datoen for denne forordnings
ikrafttræden, begyndende med perioden fra den 1. november
2017 til den 31. marts 2018 | | | | 4) | »spidsbelastningstimer«: de
enkelte timer på dagen, hvor engrospriserne for
day-ahead-elektricitet ifølge
transmissionssystemoperatørernes og, hvor det er relevant,
udpegede elektricitetsmarkedsoperatørers prognoser forventes
at være de højeste, bruttoelforbruget forventes at
være det højeste, eller bruttoforbruget af
elektricitet produceret fra andre kilder end vedvarende
energikilder, jf. artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (7), forventes
at være det højeste | | | | 5) | »markedsindtægter«:
realiserede indtægter, som en producent modtager til
gengæld for salg og levering af elektricitet i Unionen,
uanset i hvilken kontraktform en sådan udveksling finder
sted, herunder energiforsyningsaftaler og andre former for
risikoafdækning mod prisudsving på engrosmarkedet for
elektricitet, og med undtagelse af enhver form for støtte
ydet af medlemsstater | | | | 6) | »afregning«: en betaling, der
foretages og modtages mellem modparter mod levering og modtagelse
af elektricitet, hvor det er relevant, til opfyldelse af
modparternes respektive forpligtelser i henhold til en eller flere
clearingtransaktioner | | | | 7) | »kompetent myndighed«: en
myndighed som defineret i artikel 2, nr. 11), i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/941 (8) | | | | 8) | »mellemmænd«: enheder
på engrosmarkederne for elektricitet i medlemsstater, der
består af en ø, som ikke er forbundet med andre
medlemsstater, med enhedsbaseret budafgivelse, hvor den regulerende
myndighed har givet disse enheder tilladelse til at deltage
på markedet på producentens vegne, med undtagelse af
enheder, der overfører ekstraordinære indtægter
direkte til elslutkunderne | | | | 9) | »ekstraordinære
indtægter«: en positiv forskel mellem producenternes
markedsindtægter pr. MWh elektricitet og loftet over
markedsindtægter på 180 EUR pr. MWh elektricitet, jf.
artikel 6, stk. 1 | | | | 10) | »affald«: ethvert stof eller
enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter
eller er forpligtet til at skille sig af med, som defineret i
artikel 3, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/98/EF (9) | | | | 11) | »nettoimportafhængighed«:
for perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2021
forskellen mellem den samlede import af elektricitet og den samlede
eksport af elektricitet som en procentdel af den samlede
bruttoproduktion af elektricitet i en medlemsstat | | | | 12) | »regnskabsår«: et
skatteår, et kalenderår eller enhver anden passende
skatteperiode som defineret i national lovgivning | | | | 13) | »energislutkunde«: en kunde,
der køber energi til eget forbrug | | | | 14) | »elslutkunde«: en kunde, der
køber elektricitet til eget forbrug | | | | 15) | »EU-selskab«: et selskab
etableret i en medlemsstat, som i henhold til denne medlemsstats
skattelovgivning anses for at være skattemæssigt
hjemmehørende i den pågældende medlemsstat, og
som i henhold til dobbeltbeskatningsaftaler indgået med
tredjelande ikke anses for at være skattemæssigt
hjemmehørende uden for Unionen | | | | 16) | »fast driftssted«: et fast
forretningssted beliggende i en medlemsstat, hvorigennem
aktiviteterne i et selskab etableret i en anden stat udføres
helt eller delvis, for så vidt dette forretningssteds
overskud er skattepligtigt i den medlemsstat, hvor det er
beliggende | | | | 17) | »EU-selskaber og faste driftssteder
med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og
raffinaderisektorerne«: EU-selskaber eller faste
driftssteder, som genererer mindst 75 % af deres omsætning
fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding,
minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af
koksovnsprodukter som omhandlet i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 (10) | | | | 18) | »ekstraordinært
overskud«: skattepligtigt overskud som fastsat i henhold til
nationale skatteregler i regnskabsåret 2022 og/eller
regnskabsåret 2023 og i hele deres varighed, fra aktiviteter,
der udøves i EU-selskaber og faste driftssteder med
aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og
raffinaderisektorerne, som ligger over en stigning på 20 % i
det gennemsnitlige skattepligtige overskud i de fire
regnskabsår, der begyndte den 1. januar 2018 eller
derefter | | | | 19) | »solidaritetsbidrag«: en
midlertidig foranstaltning, der har til formål at
håndtere ekstraordinære overskud fra EU-selskabers og
faste driftssteders aktiviteter inden for råolie-, naturgas-,
kul- og raffinaderisektorerne for at afbøde den
ekstraordinære prisudvikling på energimarkederne for
medlemsstater, forbrugere og virksomheder | | | | 20) | »ekstraordinære
flaskehalsindtægter«: de resterende indtægter,
der forbliver uudnyttede efter tildelingen af
flaskehalsindtægter i overensstemmelse med de prioriterede
formål, der er fastsat i artikel 19, stk. 2, i forordning
(EU) 2019/943 | | | | 21) | »vedtaget tilsvarende national
foranstaltning«: en lovgivningsmæssig,
reguleringsmæssig eller administrativ foranstaltning, der er
vedtaget og offentliggjort af en medlemsstat senest den 31.
december 2022, og som bidrager til rimelige energipriser. | | | | KAPITEL
II | Foranstaltninger
vedrørende elektricitetsmarkedet | | | | Afdeling 1 | Reduktion af
efterspørgslen | | | | Artikel
3 | Reduktion af
bruttoelforbrug | | | | 1. Medlemsstaterne bestræber sig
på at gennemføre foranstaltninger til at reducere
deres samlede månedlige bruttoelforbrug med 10 % i forhold
til det gennemsnitlige bruttoelforbrug i de tilsvarende
måneder af referenceperioden. | | | | 2. Når medlemsstaterne beregner
reduktionen i bruttoelforbruget, kan de tage hensyn til det
øgede bruttoelforbrug som følge af opfyldelse af
målene for reduktion af efterspørgslen efter gas og
den generelle elektrificeringsindsats med henblik på at
udfase fossile brændstoffer. | | | | Artikel
4 | Reduktion af
bruttoelforbruget i spidsbelastningstimerne | | | | 1. Hver medlemsstat identificerer
spidsbelastningstimer svarende til i alt mindst 10 % af alle timer
i perioden mellem den 1. december 2022 og den 31. marts 2023. | | | | 2. Hver medlemsstat reducerer sit
bruttoelforbrug i de identificerede spidsbelastningstimer. Der skal
i de identificerede spidsbelastningstimer opnås en reduktion
på mindst 5 % i gennemsnit pr. time. Reduktionsmålet
beregnes som forskellen mellem det faktiske bruttoelforbrug i de
identificerede spidsbelastningstimer og det bruttoelforbrug, som
transmissionssystemoperatørerne prognosticerer i samarbejde
med den regulerende myndighed, hvis det er relevant, uden at der
ved prognosen tages hensyn til virkningen af de foranstaltninger,
der er truffet for at nå det mål, der er fastsat i
denne artikel. Transmissionssystemoperatørernes prognoser
kan omfatte historiske data fra referenceperioden. | | | | 3. Medlemsstaterne kan beslutte at sigte
mod en anden procentdel af spidsbelastningstimer end den, der er
fastsat i stk. 1, så længe mindst 3 % af
spidsbelastningstimerne er dækket, og så længe
den sparede energi i disse spidsbelastningstimer mindst svarer til
den, der ville være blevet sparet med de parametre, der er
fastsat i stk. 1 og 2. | | | | Artikel
5 | Foranstaltninger til
reduktion af efterspørgslen | | | | Medlemsstaterne har frihed til at
vælge passende foranstaltninger til reduktion af
bruttoelforbruget med henblik på at opfylde målene i
artikel 3 og 4, herunder forlængelse af allerede
indførte nationale foranstaltninger. Foranstaltningerne skal
være klart definerede, gennemsigtige, forholdsmæssige,
målrettede, ikkediskriminerende og kontrollerbare, og skal
navnlig opfylde alle følgende betingelser: | | | | a) | når der udbetales økonomisk
kompensation ud over markedsindtægterne, skal
kompensationsbeløbet fastsættes gennem en åben
udbudsprocedure | | | | b) | kun omfatte økonomisk kompensation,
når en sådan kompensation betales for en mængde
elektricitet, der ikke forbruges sammenlignet med det forventede
forbrug i den pågældende time uden det åbne
udbud | | | | c) | ikke uretmæssigt forvride
konkurrencen eller hindre et velfungerende indre marked for
elektricitet | | | | d) | ikke unødigt begrænses til
bestemte kunder eller kundegrupper, herunder uafhængige
aggregatorer, i overensstemmelse med artikel 17 i direktiv (EU)
2019/944 og | | | | e) | ikke unødigt hindre omstillingen fra
fossile brændselsteknologier til teknologier, der anvender
elektricitet. | | | | Afdeling 2 | Loft over
markedsindtægter og fordeling af ekstraordinære
indtægter og ekstraordinære flaskehalsindtægter
til elslutkunderne | | | | Artikel
6 | Obligatorisk loft over
markedsindtægter | | | | 1. Producenternes markedsindtægter
fra produktion af elektricitet fra de kilder, der er omhandlet i
artikel 7, stk. 1, må ikke overstige 180 EUR pr. MWh
produceret elektricitet. | | | | 2. Medlemsstaterne sikrer, at loftet over
markedsindtægter dækker alle markedsindtægter for
producenter og, hvis det er relevant, mellemmænd, der
deltager på engrosmarkederne for elektricitet på
producenters vegne, uanset inden for hvilken markedstidsramme
transaktionen finder sted, og uanset om elektriciteten handles
bilateralt eller på et centralt marked. | | | | 3. Medlemsstaterne træffer effektive
foranstaltninger for at forhindre, at producenternes forpligtelser
i henhold til stk. 2, omgås. De skal navnlig sikre, at loftet
over markedsindtægter anvendes effektivt i tilfælde,
hvor producenterne kontrolleres eller delvis ejes af andre
virksomheder, navnlig når de er en del af en vertikalt
integreret virksomhed. | | | | 4. Medlemsstaterne afgør, om loftet
over markedsindtægter fra energitransaktioner skal anvendes
ved transaktionens afregning eller derefter. | | | | 5. Kommissionen giver medlemsstaterne
vejledning i gennemførelsen af denne artikel. | | | | Artikel
7 | Anvendelse af loftet
over markedsindtægter på
elektricitetsproducenter | | | | 1. Det loft over markedsindtægter,
der er fastsat i artikel 6, finder anvendelse på
markedsindtægter fra salg af elektricitet, der produceres fra
følgende kilder: | | | | a) | Vindkraft | | | | b) | solenergi (solvarme og solceller) | | | | c) | geotermisk energi | | | | d) | vandkraft uden reservoir | | | | e) | biomassebrændsel (fast eller
gasformigt), undtagen biomethan | | | | f) | Affald | | | | g) | Atomkraft | | | | h) | Brunkul | | | | i) | Råolieprodukter | | | | j) | tørv. | | | | 2. Det loft over markedsindtægter,
der er fastsat i artikel 6, stk. 1, finder ikke anvendelse på
demonstrationsprojekter eller på producenter, hvis
indtægter pr. MWh produceret elektricitet allerede er
begrænset som følge af statslige eller offentlige
foranstaltninger, der ikke er vedtaget i henhold til artikel
8. | | | | 3. Medlemsstaterne kan, navnlig i
tilfælde, hvor anvendelsen af det loft over
markedsindtægter, der er fastsat i artikel 6, stk. 1,
medfører en betydelig administrativ byrde, beslutte, at
loftet over markedsindtægter ikke finder anvendelse på
producenter, der producerer elektricitet på
produktionsanlæg med en installeret effekt på op til 1
MW. Medlemsstaterne kan, navnlig i tilfælde, hvor anvendelsen
af det loft over markedsindtægter, som er fastsat i artikel
6, stk. 1, indebærer en risiko for at øge CO2-emissionerne og mindske produktionen af
vedvarende energi, beslutte, at loftet over markedsindtægter
ikke finder anvendelse på elektricitet produceret i
hybridanlæg, som også anvender konventionelle
energikilder. | | | | 4. Medlemsstaterne kan beslutte, at loftet
over markedsindtægter ikke finder anvendelse på
indtægterne fra salg af elektricitet på
balanceringsenergimarkedet og fra kompensation for
belastningsomfordeling og modkøb. | | | | 5. Medlemsstaterne kan beslutte, at loftet
over markedsindtægter kun finder anvendelse på 90 % af
de markedsindtægter, som overstiger det loft over
markedsindtægter, der er fastsat i artikel 6, stk. 1. | | | | 6. Producenter, mellemmænd og
relevante markedsdeltagere samt systemoperatører, hvis det
er relevant, skal give medlemsstaternes kompetente myndigheder og,
hvor det er relevant, systemoperatørerne og udpegede
elektricitetsmarkedsoperatører alle data, der er
nødvendige for anvendelsen af artikel 6, herunder om den
producerede elektricitet og de dermed forbundne
markedsindtægter, uanset inden for hvilken markedstidsramme
transaktionen finder sted, og uanset om denne elektricitet handles
bilateralt, inden for samme virksomhed eller på et centralt
marked. | | | | Artikel
8 | Nationale
kriseforanstaltninger | | | | 1. Medlemsstaterne kan: | | | | a) | opretholde eller indføre
foranstaltninger, der yderligere begrænser
markedsindtægterne hos producenter, der producerer
elektricitet fra de kilder, der er anført i artikel 7, stk.
1, herunder muligheden for at differentiere mellem teknologier,
samt markedsindtægterne hos andre markedsdeltagere, herunder
dem, der er aktive inden for handel med elektricitet | | | | b) | fastsætte et højere loft over
markedsindtægter for producenter, der producerer elektricitet
fra de kilder, der er anført i artikel 7, stk. 1, forudsat
at deres investeringer og driftsomkostninger overstiger det
maksimum, der er fastsat i artikel 6, stk. 1 | | | | c) | opretholde eller indføre nationale
foranstaltninger for at begrænse markedsindtægterne for
producenter, der producerer elektricitet fra kilder, der ikke er
omhandlet i artikel 7, stk. 1 | | | | d) | fastsætte et specifikt loft over
markedsindtægter fra salg af elektricitet, der produceres fra
stenkul | | | | e) | lade de vandkraftværker, der ikke er
nævnt i artikel 7, stk. 1, litra d), være omfattet af
et loft over markedsindtægter eller opretholde eller
indføre sådanne foranstaltninger, der yderligere
begrænser deres markedsindtægter, herunder muligheden
for at differentiere mellem teknologier. | | | | 2. For foranstaltningerne i stk. 1
gælder i overensstemmelse med denne forordning, at de: | | | | a) | skal være forholdsmæssige og
ikkediskriminerende | | | | b) | ikke må skade
investeringssignalerne | | | | c) | skal sikre, at investeringerne og
driftsomkostningerne er dækket | | | | d) | ikke må forvride engrosmarkederne for
elektricitet og navnlig ikke påvirke rangfølgelisten
og prisdannelsen på engrosmarkedet | | | | e) | skal være forenelige med
EU-retten. | | | | Artikel
9 | Fordeling af
ekstraordinære flaskehalsindtægter som følge af
tildeling af overførselskapacitet | | | | 1. Uanset EU-reglerne om
flaskehalsindtægter kan medlemsstaterne anvende de
ekstraordinære flaskehalsindtægter som følge af
tildelingen af overførselskapacitet til at finansiere
foranstaltninger til støtte for elslutkunder i
overensstemmelse med artikel 10. | | | | 2. Anvendelsen af de ekstraordinære
flaskehalsindtægter i overensstemmelse med stk. 1 skal
godkendes af den regulerende myndighed i den pågældende
medlemsstat. | | | | 3. Medlemsstaterne underretter
Kommissionen om anvendelsen af de ekstraordinære
flaskehalsindtægter i overensstemmelse med stk. 1 senest en
måned fra datoen for vedtagelsen af den relevante nationale
foranstaltning. | | | | Artikel
10 | Fordeling af de
ekstraordinære indtægter | | | | 1. Medlemsstaterne sikrer, at alle
ekstraordinære indtægter fra loftet over
markedsindtægter anvendes til målrettet at finansiere
foranstaltninger til støtte for elslutkunder, der
afbøder virkningen af de høje elpriser for disse
kunder. | | | | 2. De foranstaltninger, der er omhandlet i
stk. 1, skal være klart definerede, gennemsigtige,
forholdsmæssige, ikkediskriminerende og kontrollerbare og
må ikke modvirke den forpligtelse til at reducere
bruttoelforbruget, der er fastsat i artikel 3 og 4. | | | | 3. Hvis de indtægter, der
opnås direkte fra gennemførelsen af loftet over
markedsindtægter på medlemsstaternes område, og
de indtægter, der opnås indirekte fra
grænseoverskridende aftaler, er utilstrækkelige til
på passende vis at støtte elslutkunderne, har
medlemsstaterne mulighed for at anvende andre passende midler som
f.eks. budgetmidler til samme formål og på samme
betingelser. | | | | 4. De i stk. 1 omhandlede foranstaltninger
kan for eksempel omfatte: | | | | a) | økonomisk kompensation til
elslutkunder for at reducere deres elforbrug, herunder gennem
auktioner eller udbudsprocedurer til reduktion af
efterspørgslen | | | | b) | direkte overførsler til
elslutkunderne, herunder gennem forholdsmæssige
nedsættelser af nettarifferne | | | | c) | kompensation til leverandører, der
leverer elektricitet til kunder til priser, der er lavere end
omkostningerne, som følge af et statsligt eller offentligt
indgreb i prisfastsættelsen i henhold til artikel 13 | | | | d) | sænkning af elslutkundernes
omkostninger til køb af elektricitet, herunder for en
begrænset mængde af den elektricitet, de
forbruger | | | | e) | fremme af elslutkunders investeringer i
dekarboniseringsteknologier, vedvarende energi og
energieffektivitet. | | | | Artikel
11 | Aftaler mellem
medlemsstaterne | | | | 1. I situationer, hvor en medlemsstats
nettoimportafhængighed er lig med eller højere end 100
%, indgås der senest den 1. december 2022 en aftale mellem
den importerende medlemsstat og den vigtigste eksportmedlemsstat om
en passende fordeling af de ekstraordinære indtægter.
Alle medlemsstater kan i en ånd af solidaritet indgå
sådanne aftaler, som også kan dække
indtægter fra nationale kriseforanstaltninger i henhold til
artikel 8, herunder aktiviteter inden for handel med
elektricitet. | | | | 2. Kommissionen bistår
medlemsstaterne under hele forhandlingsprocessen samt tilskynder
til og letter udvekslingen af bedste praksis mellem
medlemsstaterne. | | | | Afdeling 3 | Foranstaltninger for
detailhandel | | | | Artikel
12 | Midlertidig udvidelse
af offentlige indgreb i prisfastsættelsen for elektricitet
til også at omfatte SMV'er | | | | Uanset EU-reglerne om offentlige indgreb i
prisfastsættelse kan medlemsstaterne anvende offentlige
indgreb i prisfastsættelsen for elektricitetslevering til
SMV'er. Sådanne offentlige indgreb skal: | | | | a) | tage hensyn til støttemodtagerens
årlige forbrug i de seneste fem år og fastholde et
incitament til at reducere efterspørgslen | | | | b) | opfylde de betingelser, der er fastsat i
artikel 5, stk. 4 og 7, i direktiv (EU) 2019/944 | | | | c) | opfylde de betingelser, der er fastsat i
denne forordnings artikel 13, hvis det er relevant. | | | | Artikel
13 | Midlertidig mulighed
for at fastsætte elpriser, der er lavere end
omkostningerne | | | | Uanset EU-reglerne om offentlige indgreb i
prisfastsættelse kan medlemsstaterne, når de anvender
offentlige indgreb i prisfastsættelse for
elektricitetslevering i henhold til artikel 5, stk. 6, i direktiv
(EU) 2019/944 eller til denne forordnings artikel 12,
undtagelsesvis og midlertidigt fastsætte en pris for
elektricitetslevering, som er lavere end omkostningerne, forudsat
at alle følgende betingelser er opfyldt: | | | | a) | foranstaltningen omfatter en
begrænset del af forbruget og fastholder et incitament til at
reducere efterspørgslen | | | | b) | der er ingen forskelsbehandling mellem
leverandører | | | | c) | leverandørerne kompenseres for at
levere til priser, der er lavere end omkostningerne og | | | | d) | alle leverandører har mulighed for
at afgive tilbud til den pris for elektricitetslevering, der er
lavere end omkostningerne på samme grundlag. | | | | KAPITEL
III | Foranstaltning
vedrørende råolie-, naturgas-, kul- og
raffinaderisektorerne | | | | Artikel
14 | Støtte til
energislutkunder gennem et midlertidigt
solidaritetsbidrag | | | | 1. Ekstraordinære overskud fra
EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-,
naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne vil være omfattet af
et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag, medmindre
medlemsstaterne har vedtaget tilsvarende nationale
foranstaltninger. | | | | 2. Medlemsstaterne sikrer, at vedtagne
tilsvarende nationale foranstaltninger har samme mål og er
genstand for lignende regler som det midlertidige
solidaritetsbidrag i henhold til denne forordning og genererer
sammenlignelige eller højere indtægter i forhold til
de anslåede indtægter fra solidaritetsbidraget. | | | | 3. Medlemsstaterne vedtager og
offentliggør foranstaltninger til gennemførelse af
det obligatoriske midlertidige solidaritetsbidrag, der er omhandlet
i stk. 1, senest den 31. december 2022. | | | | Artikel
15 | Beregningsgrundlag for
det midlertidige solidaritetsbidrag | | | | Det midlertidige solidaritetsbidrag for
EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for
råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, herunder
dem, der udelukkende skattemæssigt indgår i en
konsolideret koncern, beregnes på grundlag af det
skattepligtige overskud, som fastsat i henhold til nationale
skatteregler, i regnskabsåret 2022 og/eller i
regnskabsåret 2023 og i hele deres varighed, som ligger ud
over en stigning på 20 % i det gennemsnitlige skattepligtige
overskud, som fastsat i henhold til nationale skatteregler, i de
fire regnskabsår, der begyndte den 1. januar 2018 eller
derefter. Hvis det gennemsnitlige skattepligtige overskud i disse
fire regnskabsår er negativt, er det gennemsnitlige
skattepligtige overskud nul ved beregningen af det midlertidige
solidaritetsbidrag. | | | | Artikel
16 | Beregningssats for det
midlertidige solidaritetsbidrag | | | | 1. Den sats, der anvendes til beregning af
det midlertidige solidaritetsbidrag, skal være mindst 33 % af
det beregningsgrundlag, der er omhandlet i artikel 15. | | | | 2. Det midlertidige solidaritetsbidrag
finder anvendelse ud over de almindelige skatter og afgifter i
henhold til en medlemsstats nationale ret. | | | | Artikel
17 | Anvendelse af
indtægter fra det midlertidige
solidaritetsbidrag | | | 1. Medlemsstaterne anvender
indtægterne fra det midlertidige solidaritetsbidrag med
tilstrækkelig rettidig virkning til et eller flere af
følgende formål: | | | | a) | finansielle støtteforanstaltninger
til energislutkunder, navnlig sårbare husholdninger, for at
afbøde virkningerne af de høje energipriser på
en målrettet måde | | | | b) | finansielle støtteforanstaltninger,
der skal bidrage til at reducere energiforbruget, f.eks. gennem
auktioner eller udbudsprocedurer til reduktion af
efterspørgslen, sænke energislutkunders omkostninger
til energikøb for bestemte forbrugsmængder og fremme
energislutkunders investeringer i vedvarende energi, strukturelle
investeringer i energieffektivitet eller andre
dekarboniseringsteknologier | | | | c) | finansielle støtteforanstaltninger
for virksomheder i energitunge industrier, forudsat at
støtten betinges af investeringer i vedvarende energi,
energieffektivitet eller andre dekarboniseringsteknologier | | | | d) | finansielle støtteforanstaltninger
til udvikling af energiuafhængigheden, navnlig investeringer,
der er i overensstemmelse med målene i REPowerEU-planen og i
den fælles europæiske REPowerEU-indsats, såsom
projekter med en grænseoverskridende dimension | | | | e) | i en ånd af solidaritet kan
medlemsstaterne afsætte en del af indtægterne fra det
midlertidige solidaritetsbidrag til den fælles finansiering
af foranstaltninger, der skal mindske de skadelige virkninger af
energikrisen, herunder støtte til beskyttelse af
beskæftigelsen og omskoling og opkvalificering af
arbejdsstyrken, eller til at fremme investeringer i
energieffektivitet og vedvarende energi, herunder i
grænseoverskridende projekter og i EU-finansieringsmekanismen
for vedvarende energi som fastsat i artikel 33 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (11). | | | | 2. Foranstaltningerne i stk. 1 skal
være klart definerede, gennemsigtige, forholdsmæssige,
ikkediskriminerende og kontrollerbare. | | | | Artikel
18 | Solidaritetsbidragets
midlertidige karakter | | | | Solidaritetsbidraget, som anvendes af
medlemsstaterne i overensstemmelse med denne forordning, er af
midlertidig karakter. Det finder kun anvendelse på
ekstraordinære overskud, der genereres i de
regnskabsår, der er omhandlet i artikel 15. | | | | KAPITEL
IV | Afsluttende
bestemmelser | | | | Artikel
19 | Overvågning og
håndhævelse | | | | 1. Den kompetente myndighed i hver
medlemsstat overvåger gennemførelsen på sit
område af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel
3-7, 10, 12 og 13. | | | | 2. Snarest muligt efter denne forordnings
ikrafttræden og senest den 1. december 2022 aflægger
medlemsstaterne rapport til Kommissionen om de planlagte
foranstaltninger til reduktion af efterspørgslen, der
kræves i henhold til artikel 5 og om de aftaler mellem
medlemsstaterne, der er indgået i henhold til artikel
11. | | | | 3. Senest den 31. januar 2023 og på
ny senest den 30. april 2023 aflægger medlemsstaterne rapport
til Kommissionen om: | | | | a) | den opnåede reduktion af
efterspørgslen i henhold til artikel 3 og 4 og de
foranstaltninger, der er truffet for at opnå reduktionen i
henhold til artikel 5 | | | | b) | de ekstraordinære indtægter i
henhold til artikel 6 | | | | c) | foranstaltningerne til fordeling af de
ekstraordinære indtægter, og deres anvendelse til at
afbøde virkningen af de høje elpriser for
elslutkunderne i henhold til artikel 10 | | | | d) | eventuelle offentlige indgreb i
prisfastsættelsen for elektricitetslevering som omhandlet i
artikel 12 og 13. | | | | 4. Medlemsstaterne aflægger rapport
til Kommissionen om: | | | | a) | indførelsen af det midlertidige
solidaritetsbidrag i henhold til artikel 14, herunder i hvilke(t)
regnskabsår, de vil anvende det, senest den 31. december
2022 | | | | b) | eventuelle senere ændringer af den
nationale retlige ramme senest en måned efter datoen for
offentliggørelsen i deres respektive nationale officielle
tidender | | | | c) | anvendelsen af indtægterne i henhold
til artikel 17 senest en måned efter datoen, hvor de har
opkrævet indtægterne i overensstemmelse med national
ret | | | | d) | de vedtagne tilsvarende nationale
foranstaltninger som omhandlet i artikel 14 senest den 31. december
2022; medlemsstaterne forelægger også en vurdering af
de indtægter, der genereres ved disse vedtagne tilsvarende
nationale foranstaltninger, og af anvendelsen af disse
indtægter senest en måned efter datoen, hvor de har
opkrævet indtægterne i overensstemmelse med national
ret. | | | | Artikel
20 | Evaluering | | | | 1. Senest den 30. april 2023 foretager
Kommissionen en evaluering af kapitel II i lyset af elprisen og
Unionens generelle elforsyningssituation og forelægger
Rådet en rapport om de vigtigste resultater af denne
evaluering. På grundlag af denne rapport kan Kommissionen
navnlig, hvis det er begrundet i de økonomiske
omstændigheder eller elmarkedets funktion i Unionen og i de
enkelte medlemsstater, foreslå at forlænge denne
forordnings anvendelsesperiode, ændre loftet over
markedsindtægter i artikel 6, stk. 1, og kilderne til
elproduktion som omhandlet i artikel 7, stk. 1, som den finder
anvendelse på, eller på anden måde ændre
kapitel II. | | | | 2. Senest den 15. oktober 2023 og på
ny senest den 15. oktober 2024 foretager Kommissionen en evaluering
af kapitel III i lyset af den generelle situation i sektoren for
fossile brændstoffer og de ekstraordinære overskud, der
er genereret, og forelægger Rådet en rapport om de
vigtigste resultater af denne evaluering. | | | | Artikel
21 | Undtagelser | | | | 1. Artikel 4-7 finder ikke anvendelse
på regioner i den yderste periferi som omhandlet i artikel
349 i TEUF, der ikke kan sammenkobles med Unionens elmarked. | | | | 2. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at
anvende artikel 4-7 på elektricitet, der produceres i
små isolerede systemer eller små forbundne
systemer. | | | | 3. Artikel 4-7 er ikke obligatoriske for
Cypern og Malta. Hvis Cypern beslutter at anvende artikel 4-7,
finder artikel 6, stk. 1, ikke anvendelse på elektricitet
produceret fra råolieprodukter. | | | | Artikel
22 | Ikrafttræden og
anvendelse | | | | 1. Denne forordning træder i kraft
dagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende. | | | | 2. Uden at det berører
forpligtelsen til at sikre fordelingen af de ekstraordinære
indtægter i overensstemmelse med artikel 10 og til at anvende
indtægterne fra det midlertidige solidaritetsbidrag i
overensstemmelse med artikel 17, og uden at det berører den
i artikel 20, stk. 2, omhandlede rapporteringsforpligtelse, finder
denne forordning anvendelse indtil den 31. december 2023, jf. dog
følgende: | | | | a) | Artikel 4 finder anvendelse fra den 1.
december 2022 til den 31. marts 2023 | | | | b) | Artikel 5 og 10 finder anvendelse fra den
1. december 2022 | | | | c) | Artikel 6, 7, og 8 finder anvendelse fra
den 1. december 2022 til den 30. juni 2023 | | | | d) | Artikel 20, stk. 2, finder anvendelse
indtil den 15. oktober 2024. | | | | Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i
overensstemmelse med traktaterne. | | | | Udfærdiget i Bruxelles, den 6.
oktober 2022. | | | | På Rådets
vegne | M. BEK | Formand | | | | | | |
|
(1) Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/942 af 5. juni 2019 om oprettelse af Den
Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem
Energireguleringsmyndigheder (EUT L 158 af 14.6.2019, s. 22).
(2) EUT L 198 af 20.7.2006, s. 18.
(3) Rådets forordning (EU) 2022/1369 af 5.
august 2022 om koordinerede foranstaltninger til reduktion af
efterspørgslen efter gas (EUT L 206 af 8.8.2022, s. 1).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre
marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU
(EUT L 158 af 14.6.2019, s. 125).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for
elektricitet (EUT L 158 af 14.6.2019, s. 54).
(6) Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6.
maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og
mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).
(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af
energi fra vedvarende energikilder (EUT L 328 af 21.12.2018, s.
82).
(8) Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/941 af 5. juni 2019 om risikoberedskab i
elsektoren og om ophævelse af direktiv 2005/89/EF (EUT L 158
af 14.6.2019, s. 1).
(9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af
visse direktiver (EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3).
(10) Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1893/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af
den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE
rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF)
nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske
områder (EUT L 393 af 30.12.2006, s. 1).
(11) Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af
energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og
(EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU
og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652
og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1).
Bilag 2
Fradrag for
produktionsanlæg, der producerer elektricitet fra faste
biomassebrændsler og råolieprodukter
Det forhøjede fradrag efter § 3, stk. 2, 4. pkt.,
beregnes i euro/MWh som:
(B+Ɛ×C+T) /ƞ + D + F/FLH + U
Hvor: - B er
brændselsprisen i euro/MWh, der er fastsat på
aftaletidspunktet for den periode, der afregnes for. B beregnes som
middelværdi over hver kalendermåned. Hvis
brændslet er indkøbt i en anden enhed end euro/MWh,
skal der foretages en omregning til euro/MWh under anvendelse af
Danmarks Nationalbanks offentliggjorte gennemsnitlige valutakurs
for den dato, hvor aftalen om indkøb af brændslet er
indgået samt en brændværdi.
Brændværdien kan dokumenteres med repræsentative
målinger eller ved at benytte standardværdier fra
Energistyrelsens årlige, offentliggjorte Energistatistik. - Ɛ er CO2-indholdet i det anvendte brændsel
i kg/MWh. Ɛ fastlægges til 266 kg/MWh1) for gasolie,
2812) kg/MWh for
fuelolie og 0 for biomasse. - C er CO2-kvoteprisen i euro/ton. Ved beregning af
C anvendes dagsprisen, der fremgår som End of Day Index
på den offentlige handelsplatform European Energy Exchange
AG, for hver dag i kalendermåneden og opgøres som
middelværdi over hver kalendermåned. - T er
transportomkostningen for brændsel i euro/MWh. T
fastlægges til 1,13) euro/MWh. - ƞ er
elvirkningsgraden. ƞ fastlægges til 26 pct. for
anlæg, hvis hovedbrændsel i 2021 var olie og 35 pct.
for anlæg, hvis hovedbrændsel i 2021 var biomasse. - D er de variable
driftsomkostninger i euro/MWh. D fastlægges til 4
euro/MWh. - F er faste
omkostninger i euro/MW/år (investeringer og faste
driftsomkostninger). F fastlægges til 60.000 for anlæg,
hvis hovedbrændsel i 2021 var olie og 120.000 for
anlæg, hvis hovedbrændsel i 2021 var biomasse. - FLH er det
årlige antal fuldlast-driftstimer. FLH fastlægges til
500 for olie og 5000 for biomasse. - U
fastlægges til 100 euro/MWh. | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | |
|
1) Svarende til 74 kg/GJ.
2) Svarende til 78 kg/GJ.
3) 2,3 kr./GJ, jf. Energistyrelsens
samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | | Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets hovedpunkter | | | 2.1. | Et midlertidigt indtægtsloft for
visse elektricitetsproducenter | | | | 2.1.1. | Gældende ret | | | | 2.1.2. | Nødindgrebsforordningen | | | | | 2.1.2.1. | Undtagelser til
nødindgrebsforordningen | | | | 2.1.3. | Skatteministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | | | | 2.1.3.1. | Betalingspligt | | | | | 2.1.3.2. | Betalings- og beregningsgrundlag | | | | | 2.1.3.3. | Forhøjet indtægtsloft | | | | | 2.1.3.4. | Koncernforhold | | | | | 2.1.3.5. | Prissikringsaftaler m.v. | | | | | 2.1.3.6. | Undtagelser til
nødindgrebsforordningen | | | | | | 2.1.3.6.1. | Produktionsanlæg med en installeret
effekt på op til 1 MW | | | | | | 2.1.3.6.2. | Kraftvarmeanlæg | | | | | | 2.1.3.6.3. | Affaldsforbrændingsanlæg | | | | | | 2.1.3.6.4. | Produktionsanlæg i almene
vandforsyninger og spildevandsforsyningsselskaber | | | | | | 2.1.3.6.5. | Demonstrationsprojekter | | | | | | 2.1.3.6.6. | Hybridanlæg | | | | | | 2.1.3.6.7. | Støtteordninger for VE-producenter
med fast afregningspris | | | | | 2.1.3.7. | Administration af
indtægtsloftet | | | 2.2. | Udveksling af oplysninger | | | | 2.2.1. | Gældende ret | | | | 2.2.2. | Skatteministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | | 2.3. | Konsekvensændring af lov om fremme af
vedvarende energi | | | | 2.3.1. | Gældende ret | | | | 2.3.2. | Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 3. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | | | 3.1. | Økonomiske konsekvenser for det
offentlige | | | 3.2. | Implementeringsmæssige konsekvenser
for det offentlige | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 6. | Klimamæssige konsekvenser | 7. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 10. | Sammenfattende skema |
|
1. Indledning
Rådets forordning (EU) nr. 2022/1854 af
6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå
høje energipriser (herefter nødindgrebsforordningen)
fastsætter en række midlertidige foranstaltninger, som
medlemsstaterne skal gennemføre for at afbøde
virkningerne af de aktuelle høje energipriser og sikre, at
den nuværende krise ikke fører til varig skade for
forbrugerne og økonomien, samtidig med at de offentlige
finansers holdbarhed opretholdes.
Foranstaltningerne efter
nødindgrebsforordningen vedrører navnlig tre
hovedelementer i form af reduktioner af elforbruget, et
obligatorisk midlertidigt loft over indtægterne for visse
elektricitetsproducenter og et obligatorisk midlertidigt
solidaritetsbidrag fra selskaber i råolie-, naturgas-, kul-
og raffinaderisektorerne.
Dette lovforslag har til formål at
supplere og gennemføre nødindgrebsforordningens
bestemmelser i artikel 6-8 om et obligatorisk midlertidigt loft
over indtægterne for visse elektricitetsproducenter. Det
bemærkes, at forordninger har direkte virkning i
medlemsstaterne, hvilket betyder, at forordninger som udgangspunkt
ikke skal gennemføres i national ret, og at der som
udgangspunkt hverken kan eller må være anden national
lovgivning, der regulerer forhold, som en forordning regulerer.
Nødindgrebsforordningens bestemmelser om
indtægtsloftet giver dog et betydeligt råderum for
medlemsstaterne i relation til fastsættelse af udfyldende
eller supplerende national lovgivning, og en effektiv
gennemførelse af indtægtsloftet kan kun sikres, hvis
nødindgrebsforordningens regler herom suppleres og
gennemføres i dansk ret.
2. Lovforslagets
hovedpunkt
2.1. Et midlertidigt indtægtsloft for
visse elektricitetsproducenter
2.1.1. Gældende ret
Der består ikke i dag et obligatorisk
indtægtsloft for elektricitetsproducenter.
2.1.2.
Nødindgrebsforordningen
Efter nødindgrebsforordningens artikel
6, stk. 1, må producenternes indtægter fra produktion
af elektricitet fra de kilder, der er omhandlet i
nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 1, ikke overstige
180 euro per MWh produceret elektricitet
(indtægtsloftet).
Indtægtsloftet finder anvendelse fra den
1. december 2022 til den 30. juni 2023, jf.
nødindgrebsforordningens artikel 22, stk. 2, litra c.
Af nødindgrebsforordningens
præambelbetragtning 28 fremgår om baggrunden for
indtægtsloftet bl.a., at selv om lejlighedsvise og kortvarige
prisstigninger kan betragtes som en normal tendens på et
elmarked og kan være nyttige for nogle investorer til at
genvinde deres produktionsinvestering, adskiller den ekstreme og
vedvarende prisstigning siden februar 2022 sig markant fra en
normal markedssituation med lejlighedsvise spidslastpriser. Derfor
bør indtægtsloftet ikke ligge under markedsdeltagernes
rimelige forventninger til det gennemsnitlige niveau for elpriserne
i de timer, hvor efterspørgslen efter elektricitet var
på sit højeste før Ruslands invasion af
Ukraine.
Før februar 2022 lå de
gennemsnitlige spidslastpriser på engrosmarkedet for
elektricitet betydeligt under 180 euro per MWh i hele EU og
forventedes konsekvent at ligge under det niveau i de seneste
årtier trods forskelle i elpriserne mellem regionerne i
Unionen. Eftersom markedsdeltagernes oprindelige
investeringsbeslutning blev truffet på grundlag af en
forventning om, at priserne i gennemsnit ville være lavere
end dette niveau i spidsbelastningstimer, er indtægtsloftet
fastsat på et niveau, der ligger et godt stykke over de
oprindelige markedsforventninger. Når der efterlades en
margin på den pris, som investorerne med rimelighed kunne
have forventet, er det nødvendigt at sikre, at
indtægtsloftet ikke modvirker den oprindelige vurdering af
investeringernes rentabilitet.
Efter nødindgrebsforordningens artikel
8, stk. 1, litra b, kan medlemsstaterne dog fastsætte et
forhøjet indtægtsloft, hvis producenternes
investeringer og driftsomkostninger overstiger 180 euro per MWh
produceret elektricitet.
Af præambelbetragtning 42 fremgår,
at det forhøjede indtægtsloft skal sikre
forsyningssikkerheden for producenter, der har højere
investerings- og driftsomkostninger end indtægtsloftet.
Indtægtsloftet i artikel 6, stk. 1,
finder ifølge artikel 7, stk. 1, anvendelse på
indtægter fra salg af elektricitet, der produceres fra
følgende kilder: vindkraft, solenergi (solvarme og
solceller), geotermisk energi, vandkraft uden reservoir,
biomassebrændsel (fast eller gasformigt), undtagen biomethan,
affald, atomkraft, brunkul, råolieprodukter og
tørv.
Af præambelbetragtning 25 fremgår,
at i en situation, hvor forbrugerne er udsat for ekstremt
høje priser, som også skader Unionens økonomi,
er det nødvendigt midlertidigt at begrænse de
ekstraordinære indtægter for producenter med lavere
marginalomkostninger ved hjælp af indtægtsloftet over
indtægter fra salg af elektricitet i Unionen.
Ifølge forordningens artikel 6, stk. 2,
skal medlemsstaterne sikre, at indtægtsloftet dækker
alle indtægter for producenter og, hvis det er relevant,
mellemmænd, der deltager på engrosmarkederne for
elektricitet på producenters vegne, uanset inden for hvilken
markedstidsramme transaktionen finder sted, og uanset om
elektriciteten handles bilateralt eller på et centralt
marked.
Medlemsstaterne skal desuden træffe
effektive foranstaltninger for at forhindre, at producenternes
forpligtelser efter artikel 6, stk. 2, omgås. De skal navnlig
sikre, at indtægtsloftet anvendes effektivt i tilfælde,
hvor producenterne kontrolleres eller delvis ejes af andre
virksomheder, navnlig når de er en del af en vertikalt
integreret virksomhed, jf. artikel 6, stk. 3.
Det følger af
nødindgrebsforordningens artikel 21, stk. 1, at
indtægtsloftet ikke finder anvendelse på regioner i den
yderste periferi, og det følger endvidere af artikel 21,
stk. 2, at medlemsstaterne kan beslutte, at indtægtsloftet
ikke skal finde anvendelse på elektricitet, der produceres i
små isolerede systemer eller små forbundne systemer.
Bestemmelserne vurderes ikke at være relevante for
Danmark.
Senest den 31. januar 2023 og på ny
senest den 30. april 2023 skal medlemsstaterne aflægge
rapport til Kommissionen om de ekstraordinære indtægter
i henhold til artikel 6, jf. artikel 19, stk. 3, litra b.
2.1.2.1.
Undtagelser til nødindgrebsforordningen
Efter nødindgrebsforordningens artikel
7, stk. 2, finder indtægtsloftet ikke anvendelse på
demonstrationsprojekter eller på producenter, hvis
indtægter per MWh produceret elektricitet allerede er
begrænset som følge af statslige eller offentlige
foranstaltninger, der ikke er vedtaget i henhold til artikel 8.
Af nødindgrebsforordningens artikel 2
fremgår, at ved anvendelse af forordningen finder de
definitioner, der er fastsat i artikel 2 i Europa-Parlamentets og
Rådets Forordning (EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre
marked for elektricitet (elmarkedsforordningen), anvendelse.
Det følger af elmarkedsforordningen, at
demonstrationsprojekter defineres som et projekt, der fremviser en
teknologi, som er den første af sin art i Unionen, og som
udgør en væsentlig nyskabelse, der rækker langt
ud over det bedste eksisterende tekniske niveau.
Det fremgår af præambelbetragtning
36 i nødindgrebsforordningen, at loftet ikke bør
gælde for producenter, hvis markedsindtægter er
underlagt reguleringsmæssige foranstaltninger truffet af
offentlige myndigheder, hvorefter indtægterne
overføres direkte til forbrugerne.
Medlemsstaterne kan desuden, navnlig i
tilfælde, hvor indtægtsloftet medfører en
betydelig administrativ byrde, beslutte, at indtægtsloftet
ikke finder anvendelse på producenter, der producerer
elektricitet på produktionsanlæg med en installeret
effekt på op til 1 MW.
Produktionsanlæg defineres i
elmarkedsforordningens artikel 2, nr. 28, som et anlæg, der
omdanner primær energi til elektrisk energi, og som
består af et eller flere produktionsmoduler, der er
tilsluttet et net.
Medlemsstaterne kan desuden, navnlig i
tilfælde, hvor indtægtsloftet indebærer en risiko
for at øge CO2-emissionerne
og mindske produktionen af vedvarende energi, beslutte, at
indtægtsloftet ikke finder anvendelse på elektricitet
produceret i hybridanlæg, som også anvender
konventionelle energikilder, jf. artikel 7, stk. 3.
Medlemsstaterne kan endvidere beslutte, at
indtægtsloftet ikke finder anvendelse på
indtægterne fra salg af elektricitet på balancemarkedet
og fra kompensation for belastningsomfordeling og modkøb,
jf. artikel 7, stk. 4.
Medlemsstaterne kan herudover beslutte, at
indtægtsloftet kun finder anvendelse på 90 pct. af de
indtægter, der overstiger indtægtsloftet, jf. artikel
7, stk. 5. Af præambelbetragtning 39 fremgår herom, at
for at tage højde for forsyningssikkerhedsproblemer
bør medlemsstaterne have mulighed for at fastsætte
loftet over indtægter på en måde, der giver
elproducenterne mulighed for at tilbageholde 10 pct. af de
ekstraordinære indtægter over loftet over
indtægter.
2.1.3.
Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.3.1. Betalingspligt
Det foreslås i lovforslagets § 2,
at betalingspligten efter loven påhviler producenter, som har
indtægter fra salg og levering af elektricitet, der i
perioden fra og med den 1. december 2022 til og med den 30. juni
2023 er produceret på produktionsanlæg i Danmark,
herunder i Danmarks eksklusive økonomiske zone, der
producerer elektricitet ved anvendelse af energikilderne vindkraft,
solenergi (solvarme og solceller), geotermisk energi, vandkraft
uden reservoir, biomassebrændsel (fast eller gasformigt)
undtagen biomethan, affald, atomkraft, brunkul,
råolieprodukter og tørv. Opregningen svarer til
nødindgrebsforordningens opregning af de
produktionsanlæg, der omfattes af indtægtsloftet.
Betalingspligtige vil både kunne
være fysiske og juridiske personer, idet det er de
producenter, der har indtægter fra salg og levering af
elektricitet, der er betalingspligtige efter forslaget.
De betalingspligtige skal til statskassen
indbetale 90 pct. af det betalingsgrundlag, der opgøres for
hver afregningsperiode, jf. om betalingsgrundlaget umiddelbart
nedenfor i punkt 2.1.3.2. Det foreslås således, at
indtægtsloftet alene skal finde anvendelse på 90 pct.
af de indtægter, der overstiger indtægtsloftet, jf.
nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 5.
Forslaget om, at indtægtsloftet alene
skal finde anvendelse på 90 pct. af indtægterne over
180 euro per MWh, vurderes at være væsentligt af hensyn
til at sikre bud i markederne, herunder særligt
balancemarkedet, hvor der foretages handler de sidste 45 minutter
inden driftsøjeblikket. Forslaget har således til
hensigt at bidrage til forsyningssikkerheden.
2.1.3.2.
Betalings- og beregningsgrundlag
Ifølge lovforslagets § 3, stk. 1
og 2, skal der for hver kalendermåned opgøres et
beregningsgrundlag for hvert produktionsanlæg, og
betalingsgrundlaget er summen af afregningsperiodens positive
beregningsgrundlag. Det indebærer, at der vil skulle anvendes
en månedsbaseret beregningsmetode, der tager udgangspunkt i
den faktiske produktion og i de faktiske indtægter på
månedsbasis, og at prisudsving inden for en
kalendermåned vil kunne udlignes.
Det følger endvidere af den
foreslåede bestemmelse, at der vil skulle opgøres et
beregningsgrundlag for hvert enkelt produktionsanlæg, der er
omfattet af forslaget til § 2, stk. 1, og det betyder, at der
ikke vil være mulighed for at udligne prisforskelle mellem
elektricitet, der er produceret på forskellige
produktionsanlæg. Ved et produktionsanlæg forstås
ifølge elmarkedsforordningens artikel 2, nr. 28, et
anlæg, der omdanner primær energi til elektrisk energi,
og som består af et eller flere produktionsmoduler, der er
tilsluttet et net. Det er nettilslutningen, der er afgørende
for, hvorvidt der er tale om et produktionsanlæg efter
elmarkedsforordningens artikel 2, nr. 28. Det betyder, at
såfremt et modul har egen nettilslutning, vil der være
tale om et produktionsanlæg. Består et anlæg af
flere moduler, der har én fælles nettilslutning, vil
der også være tale om ét
produktionsanlæg.
Beregningsgrundlaget er de realiserede
indtægter, der er oppebåret ved salg og levering af den
elektricitet, der på produktionsanlægget i
kalendermåneden er produceret fra energikilder omfattet af
§ 2, stk. 1, jf. § 4, fratrukket 180 euro per MWh
produceret elektricitet. De realiserede indtægter
opgøres som de samlede bruttoindtægter eksklusive moms
og beløb i form af offentlig støtte.
Det foreslås at anvende en
månedsbaseret beregningsmetode, der tager udgangspunkt i den
faktiske produktion og indtægt på månedsbasis.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at branchen har oplyst,
at producenternes indtægter ofte bliver afregnet på
månedsbasis.
Det er vurderingen, at en opgørelse af
de faktiske indtægter på f.eks. dags- eller timebasis
vil indebære betydelige administrative omkostninger for
producenterne og stille meget mere detaljerede krav til
handelsselskabernes opgørelser, end hvad der følger
af afregningerne i dag.
For at sikre forsyningssikkerheden er det
vigtigt, at producenter fortsat har incitament til at deltage
på alle markeder, herunder også de sidste markeder
(intraday- og balancemarkedet), hvor der handles op mod
driftsøjeblikket. Dette kræver dog, at priserne
på disse markeder kan overstige priserne på
spotmarkedet. Ved at opgøre realiserede indtægter
på månedsbasis vil producenterne have mulighed for at
udligne eventuelle høje indtægter fra tidspunkter med
høje intraday- og balancepriser med de perioder, hvor deres
indtægter er lavere. Den foreslåede
opgørelsesmetode vurderes derfor at ville mindske
forstyrrelsen i markedsincitamenterne.
Den foreslåede opgørelsesmetode
vurderes endvidere at indebære, at de relevante oplysninger
vil være tilgængelige for producenterne, så de
selv kan opgøre deres eventuelle realiserede indtægter
over indtægtsloftet ved en angivelse, som det vil være
muligt for myndighederne at føre kontrol med.
2.1.3.3.
Forhøjet indtægtsloft
For produktionsanlæg, der producerer
elektricitet fra faste biomassebrændsler og
råolieprodukter, foreslås der et forhøjet
indtægtsloft. Efter forslaget vil indtægtsloftet for
disse producenters vedkommende således skulle
fastsættes efter de særlige regler efter forslaget til
bilag 2 i den foreslåede lov. Forslaget herom er baseret
på nødindgrebsforordningens artikel 8, stk. 1, litra
b, om muligheden for at fastsætte et forhøjet
indtægtsloft for visse producenter.
I tilfælde, hvor producentens
investeringer og driftsomkostninger er højere end
indtægtsloftet, er der risiko for, at producenten ikke vil
byde ind på elmarkedet, hvilket kan have konsekvenser for
forsyningssikkerheden. Derudover er der risiko for at bringe
producenternes økonomiske levedygtighed i fare. Det er
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets vurdering, at
producenter, der producerer elektricitet fra henholdsvis olie og
fra fast biomassebrændsel, vil have eller vil være i
betydelig risiko for at have investeringer og driftsomkostninger,
der overstiger indtægtsloftet på 180 euro per MWh. Fast
biomassebrændsel omfatter eksempelvis træpiller,
træflis og halm. Der bør derfor fastsættes et
højere, dynamisk indtægtsloft for disse kilder, jf.
lovforslagets § 3, stk. 2, 4. pkt.
Vurderingen, der er baseret på et
øjebliksbillede i et marked, der er præget af
fluktuerende brændsels- og kvotepriser, tager udgangspunkt i
en række nøgletal baseret på Energistyrelsens og
Energinets offentliggjorte teknologikatalog, Energistyrelsens
samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger samt
offentliggjorte priser.
Et dynamisk forhøjet indtægtsloft
vil i modsætning til et fast forhøjet
indtægtsloft kunne sikre, at indtægtsloftet ikke
fastsættes for højt, og at de heraf omfattede
producenter dermed utilsigtet undtages fra indtægtsloftet.
Hvis der modsat fastsættes et fast loft, vil det være
nødvendigt ud fra et forsigtighedsprincip at fastsætte
det faste loft til et højt niveau for at tage hensyn til
brændselsprisernes volatilitet og for at sikre, at
producenter får deres investeringer og driftsomkostninger
dækket i tilfælde af stigende brændselspriser.
Samtidig vil et dynamisk indtægtsloft sikre, at
indtægtsloftet ikke fastsættes for lavt, hvilket vil
medføre en risiko for forsyningssikkerheden og for at bringe
producenternes økonomiske levedygtighed i fare, hvis
brændselspriserne stiger mere end forventet.
Producenter, der producerer elektricitet fra
henholdsvis fast biomassebrændsel og råolieprodukter,
vil være omfattet af et højere indtægtsloft.
Loftet vil dog ikke kunne blive mindre end 180 euro per MWh.
Ved beregningen af brændselsprisen
benyttes den pris, der fastsættes på aftaletidspunktet
for den periode, der afregnes for. CO2-kvoteprisen aflæses på en
offentligt tilgængelig handelsplatform, European Energy
Exchange AG. CO2-kvoteprisen, der
indgår i beregningsmetoden, skal være kvoteprisen i
euro per ton for den måned, der afregnes for. Ved beregningen
anvendes dagsprisen, der fremgår af handelsplatformen som End
of Day Index, for hver dag i kalendermåneden.
Brændsels- og CO2-kvoteprisen
beregnes som middelværdi over hver kalendermåned.
Brændselsprisen skal være den
faktiske pris i euro per MWh for det konkret anvendte
brændsel. Det vil sige, at hvis det anvendte brændsel
er indkøbt på forskellige tidspunkter, vil den
vægtede gennemsnitspris skulle beregnes.
Hvis brændslet er indkøbt i en
anden enhed end euro per MWh, f.eks. kr. per ton, foretages en
omregning til euro per MWh under anvendelse af valutakursen for den
dato, brændslet er indkøbt samt en
brændværdi. Brændværdien kan dokumenteres
med repræsentative målinger eller ved at benytte
standardværdier fra Energistyrelsens årlige,
offentliggjorte Energistatistik.
Den foreslåede beregningsmetode anvender
en række nøgletal, der er baseret på
Energistyrelsens og Energinets offentliggjorte teknologikatalog,
Energistyrelsens samfundsøkonomiske
beregningsforudsætninger samt offentliggjorte priser.
Beregningsmetoden indeholder et fast tillæg, der øger
indtægtsloftet med henblik på at bevare incitamentet
til at levere elektricitet på markedet og dermed sikre
forsyningssikkerheden. Det foreslåede tillæg er fastsat
til et niveau, der har til formål at tage hensyn til, at der
kan være afvigelser mellem de faktiske priser og de i
beregningsmetoden anvendte nøgletal. Endvidere er det
foreslåede tillæg fastsat på baggrund af en
vurdering af, hvad de omfattede producenter med rimelighed kunne
have forventet og har dermed til formål at
understøtte, at det alene er de ekstraordinære
indtægter, der omfattes af det højere loft over
indtægter.
2.1.3.4.
Koncernforhold m.v.
For producenter, der er en del af en koncern,
foreslås det, at indtægtsloftet skal omfatte de
realiserede indtægter ved salg ud af koncernen.
Indtægten ved salg ud af koncernen omfatter også
koncernselskabernes eventuelle gevinst eller tab på
prissikringsaftaler med koncerneksterne parter, når disse
kontrakter er indgået med henblik på
risikoafdækning af elproduktionen. Det foreslås
således, at det er koncernens samlede, reelle indtægt
på månedsbasis fra produktionen, der omfattes af
indtægtsloftet, idet de realiserede indtægter skal
kunne henføres til produktionsanlægget i Danmark.
Når indtægtsloftet efter forslaget
vil skulle omfatte de realiserede indtægter ved salg ud af
koncernen, vurderes det, at risikoen for at omgå
indtægtsloftet ved at afsætte elektricitet til en lav
pris internt i koncernforbundne virksomheder og
efterfølgende afsætte det med overnormale profitter
på markedet minimeres.
Derudover foreslås det, at hvis
elektriciteten er solgt til en fysisk eller juridisk person, der
har en forbindelse til den betalingspligtige som omhandlet i
ligningslovens § 2 eller er et associeret selskab i en
koncern, hvori producenten indgår eller er et associeret
selskab, og salget er sket med henblik på videresalg til en
fysisk eller juridisk person uden for denne kreds, vil der ved
opgørelsen af indtægterne skulle medregnes de samlede
bruttoindtægter eksklusive moms, eventuelle øvrige
afgifter og beløb i form af offentlig støtte, som er
oppebåret ved videresalget.
Det indgår endvidere i forslaget, at den
betalingspligtige ved opgørelsen af betalingsgrundlaget skal
anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller
økonomiske transaktioner med interesseforbundne fysiske
eller juridiske personer i overensstemmelse med, hvad der kunne
være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem
uafhængige parter. Sådanne transaktioner vil
således skulle være på såkaldte
armslængdevilkår.
Dette skal bidrage til at sikre en korrekt
opgørelse af betalingsgrundlaget, så priser og
vilkår ved deres indbyrdes transaktioner ikke påvirkes
af interessefællesskabet. Dette vurderes ligeledes at bidrage
til, at risikoen for omgåelse af indtægtsloftet
minimeres.
For en nærmere beskrivelse af den
omhandlede kreds af personer og selskaber, der efter forslaget skal
anses for interesseforbundne, henvises til de specielle
bemærkninger til forslagets §§ 4 og 8.
Det forekommer, at produktionsanlæg ejes
gennem joint venture-konstruktioner, hvor ejerne f.eks. kan
være større energikoncerner eller eksterne
professionelle investorer. Joint venture-enheden kan være et
kapitalselskab, interessentskab eller andet samvirke om
elproduktion.
En fælles opgørelse af
beregningsgrundlaget for hvert enkelt produktionsanlæg vil
kunne give anledning til særlige problemstillinger for
sådanne joint ventures. Det skyldes navnlig, at f.eks.
større energikoncerner med en fælles trading-enhed kan
have indgået prissikringsaftaler, der også har til
formål at prissikre koncernens andel af produktionen fra
joint venture-enhedens produktionsanlæg. Den konkrete
strategi, som en sådan koncern følger i relation til
indgåelse af prissikringsaftaler, vil kunne udgøre
forretningshemmeligheder, som øvrige ejere af joint
venture-enheden ikke bør kunne få indsigt i ved en
fælles opgørelse af beregningsgrundlaget. Det samme
kan gøre sig gældende, hvis en af ejerne står
for videresalg af elektricitet fra produktionsanlægget, idet
prissætningen ved et sådant videresalg også kan
udgøre forretningshemmeligheder, der ikke bør deles
med samarbejdspartnerne.
Derudover vil det ikke være rimeligt,
hvis en sådan koncerns tab eller gevinst på
prissikrings- eller videresalgsaftaler vedrørende
elektricitet produceret på det fællesejede anlæg
som følge af medregning i et fælles beregningsgrundlag
også kommer andre ejere til gode (tab) eller skade
(gevinst).
Der foreslås på den baggrund en
særlig opgørelsesmetode for sådanne joint
venture-samarbejder, hvorefter en deltager i et sådant joint
venture skal have mulighed for at kræve, at der for hver
kalendermåned skal opgøres et særskilt
beregningsgrundlag for hver af anlæggets ejere, som de
øvrige deltagere ikke skal have indsigt i.
Det vil være en betingelse, at
deltageren har indgået prissikringsaftaler vedrørende
sin andel af produktionen fra anlægget eller har videresolgt
elektricitet fra anlægget. Det vil desuden være en
betingelse, at den pågældende ejer har en ejerandel
på mindst 20 pct. af anlægget, da kun gevinst eller tab
på sådanne ejeres prissikrings- eller
videresalgsaftaler efter den generelt foreslåede ordning i
almindelighed skal medregnes ved opgørelsen af
beregningsgrundlaget for produktionsanlægget.
Der er alene tale om en opsplitning af den
fælles opgørelse for anlægget på ejerne,
da angivelses- og betalingspligten fortsat vil påhvile joint
venture-enheden. Deltagerne skal således oplyse joint
venture-enheden om deres særskilte beregning, men uden krav
om specifikationer, og indbetale det betalingspligtige beløb
til joint venture-enheden, der herefter skal stå for
angivelsen af det samlede beregningsgrundlag og indbetalingen af
beløbet til Skatteforvaltningen.
Ønsker Skatteforvaltningen at
kontrollere opgørelsen, vil det i relation til forhold, der
specifikt vedrører den særskilte opgørelse for
en enkelt ejer, kunne ske hos den pågældende ejer, der
også vil skulle anses for part i sagen i relation til den
særskilte opgørelse.
2.1.3.5.
Prissikringsaftaler m.v.
Der kan sondres mellem handel på de
finansielle markeder og handel på de fysiske markeder, dvs.
engrosmarkedet for elektricitet, som består af day
ahead-markedet, intraday-markedet og balancemarkedet. Ved
opgørelse af indtægter for elproduktion i
medfør af nødindgrebsforordningen vil indtægter
fra alle markeder kunne indgå i prisfastsættelsen.
På de finansielle markeder kan der fra
måneder eller år før driftsdøgnet og frem
til dagen før driftsdøgnet handles på et
finansielt marked for elektricitet. Både forbrugere og
producenter bruger de finansielle markeder til at afdække
deres prisrisiko for at undgå at være fuldt eksponerede
over for udsving i spotprisen for elektricitet. På de
finansielle markeder handles der ikke med fysisk energi, men kun
med finansielle produkter, der knytter sig til den fremtidige
spotpris for produceret elektricitet. Producenter kan både
handle selv eller via et handelsselskab.
Der handles med forskellige typer finansielle
produkter, herunder særligt futures og forwards. En future er
en kontrakt på at købe eller sælge en bestemt
vare i fremtiden, der handles via et clearinghus. En
forwardkontrakt er en bilateral aftale mellem køber og
sælger om på et givent tidspunkt i fremtiden at
købe eller sælge en given mængde elektricitet
for en fastsat elpris.
Der kan også anvendes andre bilaterale
aftaler til prissikring. Dette sker bl.a. gennem såkaldte
Power Purchase Agreements (PPA'er), som kan indebære
køb og salg af en bestemt mængde elektricitet,
herunder eventuelt til en fast pris.
For at handle på de fysiske markeder
skal producenter i henhold til lov om elforsyning (herefter
elforsyningsloven) enten selv agere balanceansvarlig aktør
(Balance Responsible Party - BRP) eller uddelegere balanceansvaret
til en ekstern balanceansvarlig aktør, som handler på
deres vegne, hvilket mange producenter gør. Ofte vil
producenter, der uddelegerer balanceansvaret til en ekstern
aktør, uddelegere det til et handelsselskab, der også
foretager de finansielle handler på vegne af producenten.
Nogle enkelte større producenter indgår imidlertid
selv finansielle aftaler på forward-markedet via Nasdaq, der
er en finansiel børs, eller direkte med en tredjepart uden
om BRP'en.
Producenter, som ikke selv handler på
engrosmarkedet for elektricitet, får ofte en månedlig
opgørelse fra deres handelsselskaber, hvor producentens
indtægter fra engrosmarkederne er opgjort på
månedsbasis. I det omfang producenten har handlet på de
finansielle markeder, vil dette følge af opgørelser
fra handelsselskabet, hvis handelsselskaberne har stået for
handlerne. Ellers vil disse opgørelser følge af
producentens separate aftaler herom.
Det følger af
nødindgrebsforordningen artikel 2, nr. 5, at der ved
indtægter forstås "realiserede indtægter, som en
producent modtager til gengæld for salg og levering af
elektricitet i Unionen, uanset i hvilken kontraktform en
sådan udveksling finder sted, herunder
energiforsyningsaftaler og andre former for risikoafdækning
mod prisudsving på engrosmarkedet for elektricitet, og med
undtagelse af enhver form for støtte ydet af
medlemsstater".
Det fremgår af præambelbetragtning
30, at indtægtsloftet bør lægges over
indtægter frem for samlede produktionsindtægter for at
undgå, at et projekts oprindelige forventede rentabilitet
påvirkes i væsentlig grad. Uanset under hvilken
kontraktform handlen med elektricitet finder sted, bør
indtægtsloftet derfor kun gælde for realiserede
indtægter. Dette er nødvendigt for at undgå at
skade producenter, som rent faktisk ikke drager fordel af de
nuværende høje elpriser, fordi de har sikret deres
indtægter mod udsving på engrosmarkedet for
elektricitet.
Det foreslås på den baggrund, at
der ved opgørelsen af indtægterne tages hensyn til
indgåede prissikringsaftaler på den måde, at det
realiserede nettoresultat af prissikringsaftaler, som den
betalingspligtige har indgået med henblik på
afdækning af prisrisici forbundet med den elektricitet, der i
kalendermåneden er produceret fra energikilder omfattet af
betalingspligten, tillægges eller fradrages i de opgjorte
indtægter.
Elproducenter indgår ofte leverings- og
prissikringsaftaler i form af såkaldte baseloadkontrakter,
der forpligter dem til at levere en fast mængde elektricitet
ligeligt fordelt over en periode til en forbruger eller en
elhandler. Årlige baseloadkontrakter er et af
standardprodukterne på elmarkedet og ofte efterspurgt af
store forbrugere, fordi de garanterer en bestemt mængde
elektricitet til en fast pris. Samtidig har producenterne en
interesse i at indgå kontrakter med en fast pris, da det
garanterer dem en fast indtægt over året.
Baseloadkontrakter kan indgås
vedrørende fysisk levering af den aftalte mængde
elektricitet, men de kan også være af finansiel
karakter. Fysiske og finansielle baseloadkontrakter vil
afdække samme risici.
For producenter, der f.eks. har indgået
årlige baseloadkontrakter, der dækker den forventede
produktion, eller en væsentlig del heraf, fra
produktionsanlæg med store sæsonbetonede udsving i
produktionsomfanget, kan der gøre sig særlige forhold
gældende, som det vurderes nødvendigt at tage
højde for ved udformningen af indtægtsloftet for disse
producenter.
Særligt for solcelleanlæg er der
generelt stor forskel på produktionen i vinter- og
sommerhalvåret. Hvis producenten for et sådant
anlæg har indgået en baseloadkontrakt, der dækker
den forventede årsproduktion eller en væsentlig del
heraf, vil producenten om sommeren, hvor produktionen er
høj, oftest kunne producere og levere den aftalte
mængde elektricitet. Når der produceres mere end den
aftalte mængde, vil denne kunne afsættes til
spotprisen. Det modsatte vil ofte være tilfældet om
vinteren, hvor solcelleanlæggene ikke vil kunne producere den
aftalte mængde. Producenten vil derfor for at overholde sin
kontraktmæssige forpligtelse til at afregne en bestemt
mængde være nødt til at købe elektricitet
på spotmarkedet eller dække kontraktspartens tab ved et
sådant køb på spotmarkedet.
Med de nuværende priser vil
producenterne derfor kunne være nødt til at anvende et
eventuelt overskud fra sommermånederne til at dække et
eventuelt underskud fra vintermånederne.
Også for vindenergiproducenter kan
vejrforhold medføre væsentlige udsving i
produktionsomfanget, således at en baseloadkontrakt isoleret
set kan medføre tab i visse perioder og gevinst i andre.
Den foreslåede ordning, hvorefter
beregningsgrundlaget opgøres på månedsbasis, kan
for de nævnte producenter efter omstændighederne
medføre en risiko for, at sådanne gevinster og tab,
der udelukkende skyldes sæsonudsving eller vejrforhold, ikke
kan udlignes hen over den periode, som baseloadkontrakten
dækker. Det vil kunne være tilfældet, hvis
indtægtsloftet er overskredet i de måneder, hvor
baseloadkontrakten har indebåret gevinster, der isoleret set
skyldes sæson- eller vejrbestemte udsving i
produktionsomfanget.
Der foreslås derfor en særlig
ordning for anlæg, der producerer elektricitet fra vindkraft
eller solenergi (solvarme og solceller), hvorefter et realiseret
nettotab fra en baseloadkontrakt, der kan henføres til
produktionen i en bestemt kalendermåned, helt eller delvist
skal kunne vælges fratrukket ved opgørelsen af
beregningsgrundlaget for samme anlæg i en anden
kalendermåned inden for afregningsperioden. Endvidere
foreslås det, at nettotab på baseloadkontrakterne, der
ikke er fratrukket ved opgørelsen af betalingsgrundlaget i
den første afregningsperiode, skal kunne fremføres
til fradrag i en kalendermåned i den anden afregningsperiode.
Det vil skulle være en betingelse, at baseloadkontrakten
også dækker produktionen på anlægget i den
kalendermåned, hvor nettotabet fratrækkes.
Det bemærkes endeligt, at da
indgåelse af prissikringsaftaler i en energikoncern kan
være udskilt til et særskilt koncernselskab eller en
anden nært forbundet part, indgår det i forslaget, at
der vil skulle tages hensyn til gevinst og tab på
prissikringsaftaler indgået af enten producenten, en fysisk
eller juridisk person, der har en forbindelse til den
betalingspligtige som omhandlet i ligningslovens § 2 eller er
et associeret selskab i forhold til et selskab i en koncern, hvori
producenten enten indgår eller er et associeret selskab.
Dette svarer til den ordning, der gælder, når den
producerede elektricitet sælges inden for den omhandlede
kreds med henblik på videresalg, jf. ovenfor i pkt.
2.1.3.4.
For en nærmere beskrivelse af den
omhandlede kreds af personer og selskaber, der efter forslaget skal
anses for interesseforbundne, henvises til de specielle
bemærkninger til forslagets §§ 4 og 8.
2.1.3.6.
Undtagelser til nødindgrebsforordningen
2.1.3.6.1. Produktionsanlæg med en
installeret effekt på op til 1 MW
Det foreslås i lovforslagets § 9,
nr. 1, at indtægtsloftet ikke skal finde anvendelse på
indtægter fra elektricitet produceret på
produktionsanlæg med en installeret effekt på op til 1
MW.
Det følger af
nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 3, 1. pkt., at
medlemsstaterne navnlig i tilfælde, hvor indtægtsloftet
medfører en betydelig administrativ byrde, kan beslutte, at
loftet over indtægter ikke finder anvendelse på
producenter, der producerer elektricitet på
produktionsanlæg med en installeret effekt på op til 1
MW.
Det er vurderingen, at der er grundlag for at
undtage produktionsanlæg med installeret kapacitet på
op til 1 MW, f.eks. husstandsmøller og -solceller, da
medtagelse af sådanne produktionsanlæg medfører
en administrativ byrde. Det er Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriets vurdering, at en undtagelse af disse
produktionsanlæg vil nedbringe antallet af omfattede
anlæg fra ca. 121.500 til ca. 1.000 anlæg, hvilket alt
andet lige vil øge administrerbarheden for staten og for
producenterne. Undtagelsen indebærer, at den omfattede
produktion reduceres med ca. 6 pct. af den samlede produktion for
perioden.
2.1.3.6.2.
Kraftvarmeanlæg
Det foreslås i lovforslagets § 9,
nr. 2, at undtage kraftvarmeanlæg, som ikke opgør de
nødvendige omkostninger, der kan indregnes i varmeprisen
efter kapitel 4 i lov om varmeforsyning (herefter
varmeforsyningsloven), på grundlag af en
regnskabsmæssig opdeling.
Forslaget er en udmøntning af
undtagelsen i nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 2,
hvorefter indtægtsloftet ikke finder anvendelse på
producenter, hvis indtægter per MWh allerede er
begrænset som følge af statslige eller offentlige
foranstaltninger, der ikke er vedtaget i henhold til artikel 8.
Kraftvarmeanlæg, der leverer energi til
bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand (herefter
fjernvarme), og som har en varmekapacitet på 0,25 MW eller
derover, eller en eleffekt på over 25 MW, er omfattet af
varmeforsyningslovens kapitel 4 om priser for varme. Udgangspunktet
for prisreguleringen følger af varmeforsyningslovens §
20, stk. 1, og elforsyningslovens § 75, stk. 2.
Prisreguleringen indebærer, at varmepriserne reguleres efter
princippet om nødvendige omkostninger. De regulerede
varmeforsyningsvirksomheder, herunder kraftvarmeanlæg, kan i
varmeprisen indregne nødvendige udgifter til bl.a. energi,
andre driftsomkostninger og administration.
For kraftvarmeanlæg, der anvender
biomassebrændsler, giver varmeforsyningslovens regler
mulighed for at indregne et overskud i prisen for varme efter
§ 20 b. Centrale kraftvarmeanlæg, der er ombygget fra
fossile brændsler til biomasse, kan ligeledes indregne et
overskud i form af afgiftsfordelen ved anvendelse af biomasse i
forhold til fossile brændsler - også kaldet
nettoafgiftsfordelen, jf. § 20, stk. 15.
Indtægter og udgifter i
varmeforsyningsvirksomheder skal balancere, så virksomhederne
hviler i sig selv over årene. Kraftvarmeanlæg, der
leverer fjernvarme, kan enten være ejet af varmeforbrugerne
(amba), kommunalt ejet eller kommercielt ejet.
Et kraftvarmeanlægs indtægter fra
elektricitet kan bruges til at sænke varmeprisen fra
kraftvarmeanlægget. I de tilfælde, hvor
kraftvarmeanlægget ligger i et andet selskab end
varmeforsyningsvirksomheden, er der i de fleste tilfælde
indgået en privatretlig kontrakt mellem de to parter om
prisen for varme. En sådan kontrakt indeholder typisk en
fordeling af omkostningerne på kraftvarmeanlægget,
hvorved varmeprisen direkte eller indirekte påvirkes af
indtægten fra elektricitet. I de tilfælde, hvor en
kraftvarmeproducent og varmeforsyningsvirksomhed er i samme
selskab, anvendes hele overskuddet efter dækning af udgifter
som oftest til reduktion af varmeprisen. Hvis dette ikke skal
gøre sig gældende, følger det af
Forsyningstilsynets praksis, at der skal være en
regnskabsmæssig adskillelse mellem levering af elektricitet
og levering af varme.
Forsyningstilsynet fører tilsyn med
varmepriserne og afgør i den forbindelse, hvilke udgifter og
omkostninger, herunder overskud, der må anses for
nødvendige, og som derfor kan indregnes i priserne.
Derudover må prisen ikke være urimelig, jf.
varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, og elforsyningslovens
§ 75, stk. 2.
Det følger af Forsyningstilsynets
praksis, at den samlede varmepris inklusiv et overskud efter §
20 b og nettoafgiftsfordel efter § 20, stk. 15, ikke må
overstige den såkaldte substitutionspris.
Substitutionsprisprincippet er ikke fastsat ved lov, men er
udviklet og fastslået i administrativ praksis ud fra begrebet
nødvendige omkostninger, jf. varmeforsyningslovens §
20, stk. 1. Substitutionsprisen udgør varmeaftagerens pris
ved at fremskaffe en tilsvarende varmemængde enten ved
egenproduktion eller ved køb fra en anden
leverandør.
Kraftvarmeanlæg, der ikke leverer
fjernvarme (f.eks. industrielle kraftvarmeanlæg, der anvender
varmeproduktionen til procesvarme), er ikke omfattet af statslige
eller offentlige foranstaltninger, der begrænser
produktionsanlæggets indtægter per MWh produceret
elektricitet.
Disse kraftvarmeanlægs indtægter
undtages derfor ikke af indtægtsloftet efter lovforslagets
§ 9, nr. 2.
2.1.3.6.3.
Affaldsforbrændingsanlæg
Det foreslås i § 9, nr. 3, at
undtage affaldsforbrændingsanlæg, der er omfattet af
elforsyningslovens § 75, stk. 3.
Forslaget er en udmøntning af
undtagelsen i nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 2,
hvorefter indtægtsloftet ikke finder anvendelse på
producenter, hvis indtægter per MWh produceret elektricitet
allerede er begrænset som følge af statslige eller
offentlige foranstaltninger, der ikke er vedtaget i henhold til
artikel 8.
Affaldsforbrændingsanlæg er
underlagt et hvile i sig selv-princip efter elforsyningslovens
§ 75, stk. 3, hvor indtægterne fra elektricitet
fratrækkes produktionsanlæggets samlede omkostninger,
hvorefter de resterende omkostninger til kraftvarmeproduktionen
fordeles mellem varmeforbrugerne og forbrugernes
affaldstakster.
Indtægterne fra elektricitet fra
affaldsforbrændingsanlæg kommer således alene
forbrugerne til gode, og dette sker direkte som følge af en
statslig regulering. Affaldsforbrændingsanlæg kan
også medforbrænde biomasse.
2.1.3.6.4.
Produktionsanlæg i almene vandforsyninger og
spildevandsforsyningsselskaber
Det foreslås i § 9, nr. 4, at
undtage produktionsanlæg i spildevandsforsyningsselskaber,
som er omfattet af § 1, stk. 4, i lov om betalingsregler for
spildevandsforsyningsselskaber m.v. (herefter
spildevandsbetalingsloven).
Det foreslås endvidere i § 9, nr.
5, at undtage produktionsanlæg i almene vandforsyninger, som
er omfattet af § 52 a, stk. 1, i lov om vandforsyning m.v.
(herefter vandforsyningsloven).
Forslagene i § 9, nr. 4 og 5, er en
udmøntning af undtagelsen i nødindgrebsforordningens
artikel 7, stk. 2, hvorefter indtægtsloftet ikke finder
anvendelse på producenter, hvis indtægter per MWh
allerede er begrænset som følge af statslige eller
offentlige foranstaltninger, der ikke er vedtaget i henhold til
artikel 8.
Almene vandforsyninger og
spildevandsforsyningsselskaber kan producere elektricitet, f.eks.
på solcelleanlæg eller ved anvendelse af gasformigt
biomassebrændsel.
Størrelsen på bidrag og takster i
almene vandforsyninger og spildevandsforsyningsselskaber skal
fastsættes i overensstemmelse med hvile i sig
selv-princippet, der hovedsageligt er fastlagt i
vandforsyningslovens § 52 a, stk. 1, og
spildevandsbetalingslovens § 1, stk. 4.
Efter vandforsyningslovens og
spildevandsbetalingslovens hvile i sig selv-princip kan der hos de
tilsluttede forbrugere kun opkræves bidrag og takster til
dækning af de nødvendige udgifter, der direkte er
relateret til de almindelige forsyningsaktiviteter i den almene
vandforsyning eller spildevandsforsyningsselskabet, eller som
følger af særlige hjemler i vandforsyningsloven og
spildevandsbetalingsloven vedrørende vandselskabernes
indregning af udgifter og indtægter i prisen (dvs. i taksten
eller bidraget).
Hvile i sig selv-princippet indeholder desuden
et krav til vandselskaberne om, at der over en årrække
skal være balance mellem indtægter og udgifter. Kravet
om balance omfatter indtægter og udgifter, der er relateret
til det pågældende vandselskabs almindelige
forsyningsaktivitet, samt indtægter og udgifter, der skal
indregnes i henhold til de ovenfor nævnte særlige
hjemler.
2.1.3.6.5.
Demonstrationsprojekter
Det foreslås i lovforslagets § 9,
nr. 6, at undtage demonstrationsprojekter.
Som anført ovenfor finder
nødindgrebsforordningen ifølge artikel 7, stk. 2,
ikke anvendelse på demonstrationsprojekter. Det fremgår
endvidere af forordningens præambelbetragtning 35, at dette
skal sikre, at incitamenterne til at udvikle innovative teknologier
bevares. Nødindgrebsforordningen henviser til
elmarkedsforordningens artikel 2, nr. 24, for så vidt
angår definitionen af demonstrationsprojekter. Heraf
følger, at et demonstrationsprojekt er et projekt, der
fremviser en teknologi, som er den første af sin art i
Unionen, og som udgør en væsentlig nyskabelse, der
rækker langt ud over det bedste eksisterende tekniske
niveau.
Elmarkedsforordningens definition af
demonstrationsprojekter sætter efter ordlyden snævre
grænser for, hvornår der er tale om et
demonstrationsprojekt. Ved vurderingen af, om et
produktionsanlæg er et demonstrationsprojekt, vil der efter
en konkret vurdering kunne lægges vægt på en
række forskellige elementer ved fortolkning af bestemmelsen,
herunder vindforhold, geologiske forhold, modningsgraden af
teknologien, der demonstreres, miljøet hvori projektet
demonstreres, projektets formål, ordlyden af
præambelbetragtning nummer 35 i forordningen og technology
readiness level (Europa-Kommissionen har den 21. december 2017
udgivet rapporten "Technology readiness level, Guidance principles
for renewable energy technologies - TRL"). Der vil altså
skulle afvejes en flerhed af hensyn ved fortolkning af
bestemmelsen, men udgangspunktet er, at der er tale om en
snæver definitionsbestemmelse.
I lov om fremme af vedvarende energi (herefter
VE-loven) nævnes der forsøgsmøller flere
steder, eksempelvis i §§ 35 c og 35 d. Hav- og
landforsøgsvindmøller vil under nærmere
forudsætninger kunne anses som demonstrationsprojekter som
defineret i denne lov, men det, at de i anden lovgivning omtales
som forsøgsvindmøller, vil ikke i sig selv
gøre, at de vil kunne betragtes som
demonstrationsprojekter.
Undtagelsen vil også kunne omfatte
demonstrationsprojekter knyttet til andre kilder omfattet af
forordningens artikel 7, stk. 1, end vindmøller, f.eks.
nettilsluttede demonstrationsanlæg til produktion af
elektricitet fra solcelleanlæg, biomasse eller
bølgekraft.
Det bemærkes endvidere, at der vil kunne
være demonstrationsprojekter, som ikke får offentlig
støtte. Undtagelse fra indtægtsloftet omfatter alle
demonstrationsprojekter, der opfylder definitionen i
elmarkedsforordningen, uafhængigt af om de modtager offentlig
støtte eller ej.
Energistyrelsen har dog ikke kendskab til
sådanne demonstrationsprojekter, som kan leve op til
kriterierne for at udgøre et demonstrationsprojekt uden
samtidig at være omfattet af VE-lovens bestemmelser om
forsøgsvindmøller i medfør af §§ 35
c og 35 d.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har
vurderet, at demonstrationsprojekter i hvert fald omfatter de
vindmøller, der er opstillet på de nationale
testcentre for store vindmøller ved Høvsøre i
Lemvig Kommune og Østerild i Thisted Kommune. Der er ved
vurderingen bl.a. lagt vægt på, at de nævnte
vindmøller fremviser teknologi, der ikke tidligere er blevet
afprøvet i den størrelse under de forhold i form af
vindforhold, geologiske forhold m.v., der findes på de
nationale testcentre og på den baggrund udgør en
væsentlig nyskabelse, der ikke tidligere har været
afprøvet.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har
desuden lagt vægt på, at de nationale testcentre har
karakter af en test-, demonstrations- og udviklingsplads, hvor nye
teknologier m.v. afprøves under realistiske forhold og i
fuldskala. Endvidere har ministeriet lagt vægt på, at
vindmøller på de nationale testcentre er præget
af høje udviklingsomkostninger, og at dele af
vindmøllerne ofte justeres, ligesom der eksperimenteres med
udskiftning og afprøvning af dele af vindmøllerne
herunder vinger.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har
endvidere vurderet, at andre kilder end vindmøller, der er
omfattet af forordningens artikel 7, stk. 1, f.eks. solceller,
nettilsluttede demonstrationsanlæg til produktion af el fra
biomasse eller bølgekraft, eller andre typer af lignende
projekter vil kunne omfattes af definitionen af
demonstrationsprojekter for indeværende og dermed undtages
for indtægtsloftet, såfremt de falder ind under den
snævre definition af demonstrationsprojekter.
2.1.3.6.6.
Hybridanlæg
Det foreslås i lovforslagets § 9,
nr. 7, at undtage hybridanlæg, der anvender
biomassebrændsel, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, og som
også kan anvende konventionelle energikilder, der ikke er
omfattet af § 2, stk. 1.
Forslaget i § 9, nr. 7, er en
udmøntning af undtagelsen i nødindgrebsforordningens
artikel 7, stk. 3, 2. pkt., hvorefter medlemsstaterne navnlig i
tilfælde, hvor anvendelsen af indtægtsloftet
indebærer en risiko for at øge CO2-emissionerne og mindske produktionen af
vedvarende energi, kan beslutte, at indtægtsloftet ikke
finder anvendelse på elektricitet produceret i
hybridanlæg, som også anvender konventionelle
energikilder.
Der er ingen definition af hybridanlæg i
nødindgrebsforordningen og heller ikke i elmarkedsdirektivet
og elmarkedsforordningen.
Det er vurderingen, at såfremt
hybridanlæg, der både kan anvende vedvarende
energikilder, jf. § 2, stk. 1, og konventionelle energikilder,
der ikke er omfattet af § 2, stk. 1, bliver omfattet af
indtægtsloftet, er der risiko for, at sådanne
anlæg i højere grad eller alene vil anvende
sådanne konventionelle energikilder til produktion af
elektricitet.
Det vil indebære en risiko for
forøgelse af producenternes CO2-emissioner og vil samtidig kunne
risikere at øge efterspørgslen på gas og
stenkul, der ikke omfattes af § 2, stk. 1, hvilket kan
medføre yderligere prisstigninger på gas og stenkul og
dermed også øge priserne på elektricitet i
elmarkedet.
Omfattes sådanne hybridanlæg af
indtægtsloftet, er der endvidere risiko for, at produktionen
af vedvarende energi bliver mindsket, da hybridanlæg i dette
tilfælde vil have økonomisk incitament til at anvende
konventionelle energikilder, der ikke er omfattet af
indtægtsloftet.
Derfor foreslås det, at
indtægtsloftet, jf. lovforslagets § 9, nr. 7, ikke skal
finde anvendelse på indtægter fra elektricitet
produceret i hybridanlæg, der anvender biomassebrændsel
(fast eller gasformigt), undtagen biomethan, og som også kan
anvende konventionelle energikilder, der ikke er omfattet af §
2, stk. 1.
2.1.3.6.7.
Støtteordninger for VE-producenter med fast
afregningspris
Det foreslås i lovforslagets § 9,
nr. 8, at undtage producenter, der producerer elektricitet på
produktionsanlæg, der er omfattet af støtteordninger i
§§ 35 b, 39 og 41, § 43 f, stk. 1, § 43 g, stk.
1, og § 47, stk. 2, stk. 3, nr. 1, stk. 4-7 og stk. 9, nr. 1,
i lov om fremme af vedvarende energi.
Forslaget i § 9, nr. 8, er en
udmøntning af undtagelsen i nødindgrebsforordningens
artikel 7, stk. 2, hvorefter indtægtsloftet ikke finder
anvendelse på producenter, hvis indtægter per MWh
allerede er begrænset som følge af statslige eller
offentlige foranstaltninger, der ikke er vedtaget i henhold til
artikel 8.
De eksisterende støtteordninger for
VE-producenter i Danmark, som har hjemmel i VE-lovens §§
35 b, 39 og 41, § 43 f, stk. 1, § 43 g, stk. 1, og §
47, stk. 2, stk. 3, nr. 1, stk. 4-7 og stk. 9, nr. 1, er indrettet
således, at VE-producenter omfattet af ordningerne modtager
støtte i form af en fast afregningspris. Dette
indebærer, at producenter omfattet af disse ordninger
modtager støtte bestående af et pristillæg, der
fastsættes således, at dette og den efter VE-lovens
§ 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen
udgør en fast afregningspris. Betaling for elektricitet
produceret på de omfattede produktionsanlæg i 1 time
kan ikke overstige den faste afregningspris. Hvis markedsprisen i 1
time overstiger den faste afregningspris, modregnes det
overstigende beløb ved førstkommende udbetalinger af
markedspris og pristillæg.
Det er vurderingen, at
støtteordningerne med fast afregningspris således
medfører en begrænsning af støttemodtagernes
indtægter per MWh produceret elektricitet i forordningens
forstand, idet støttemodtagerne ikke er berettiget til
højere indtægter end den faste afregningspris.
På den baggrund er det Klima-, Energi-
og Forsyningsministeriets vurdering, at producenterne på
støtteordninger med fast afregningspris ikke skal være
omfattet af betalingspligten, jf. lovforslagets § 2.
Det er vurderingen, at der herudover ikke er
eksisterende støtteordninger for VE-producenter i Danmark,
der medfører en begrænsning af producenternes
indtægter per MWh produceret elektricitet i lovforslagets
eller forordningens forstand.
De øvrige eksisterende
støtteordninger for VE-producenter i Danmark er indrettet
således, at støttemodtagerne oppebærer de fulde
indtægter under ordningerne. Støttemodtagerne vil
derfor ikke skulle indbetale indtægter til staten efter disse
ordninger, men drager den fulde fordel af prisstigningerne på
elmarkedet. Støtteordningerne medfører derfor ikke en
begrænsning af støttemodtagernes indtægter,
hvorfor producenterne på disse ordninger heller ikke skal
undtages fra indtægtsloftet. Der foreslås derfor ikke
indført regler herom.
Derimod vurderes der at være behov for
en konsekvensændring i VE-loven for så vidt angår
VE-producenter omfattet af støtteordningerne i VE-lovens
§ 37, således at det sikres, at der ikke beregnes
negative pristillæg i medfør af VE-lovens § 51,
stk. 5, i det omfang der er sket betaling af indtægter i
henhold til denne lov.
2.1.3.7.
Administration af indtægtsloftet
Lovforslaget indeholder i §§ 14-24
bestemmelser vedrørende administration af
indtægtsloftet.
Der foreslås en delt administration
mellem Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og
Skatteforvaltningen. Det foreslås således, at klima-,
energi- og forsyningsministeren på grund af sine
særlige faglige kompetencer kan kontrollere, om hvorvidt en
producent er betalingspligtig efter § 2, herunder om et
produktionsanlæg er omfattet af § 9, og om det
forhøjede indtægtsloft, jf. § 3,
stk. 2, 4. pkt., finder anvendelse, eller om et
anlæg er omfattet af en af undtagelserne, jf. den
foreslåede § 9. Det kan f.eks. være en vurdering
af, om et produktionsanlæg udgør et
demonstrationsprojekt, jf. § 9, nr. 6, eller om et
produktionsanlæg udgør et hybridanlæg, jf.
§ 9, nr. 7. Det forventes, at klima-, energi- og
forsyningsministeren vil delegere sin kompetence til
Energistyrelsen.
Det vil derimod være
Skatteforvaltningen, der skal varetage administration af ordningen
og føre kontrol med, at producenterne opgør og
angiver de korrekte indtægter over indtægtsloftet.
Det foreslås derfor, at processen for
angivelse, opkrævning og kontrol overordnet følger den
proces, der generelt anvendes for afgifter på
Skatteministeriets område. Det er dog en afvigelse fra den
almindelige proces, at virksomhederne ikke skal registreres
forudgående, og at virksomhedernes angivelse sker via en
digital blanket, som manuelt indtastes i Skatteforvaltnings
systemer, da det inden for de snævre tidsmæssige rammer
for indtægtsloftets ikrafttræden ikke er muligt at
udvikle et it-system eller foretage en tilretning af allerede
eksisterende it-systemer.
I stedet stiller Skatteforvaltningen en
digital blanket til rådighed på skat.dk, hvor
producenterne selv skal angive oplysninger om bl.a.
produktionsanlæg, der vurderes omfattet, og indtægter
omfattet af indtægtsloftet, med henblik på at der sker
angivelse og opkrævning af betaling i Skatteforvaltningens
system.
Det foreslås, at producenterne selv
angiver deres indtægter over indtægtsloftet med
efterfølgende kontrol, og at de realiserede indtægter
opgøres på månedsbasis.
Det følger af forslaget, at
angivelsespligten alene gælder for producenter, der
producerer elektricitet fra produktionsanlæg omfattet af den
foreslåede § 2. Dette indebærer, at der også
vil gælde en angivelsespligt for producenter, som har
produktion omfattet af loven, men som ikke har oppebåret
indtægter, som overstiger indtægtsloftet. Derimod vil
der ikke være en angivelsespligt for producenter for
produktion fra produktionsanlæg, der er undtaget fra
indtægtsloftet.
Efter modtagelse af blanketten vil
Skatteforvaltningen skulle indtaste oplysningerne fra blanketten
manuelt til opkrævning via skattekontoen, hvor virksomhederne
vil kunne se kravet og foretage indbetaling. Såfremt
virksomhederne ikke betaler, vil der efter Skatteforvaltningens
almindelige praksis herfor skulle sendes en rykker (hvis tilsvaret
og anden gæld på skattekontoen overstiger 5.000 kr.),
ligesom der vil kunne ske tilskrivning af rente, inden kravet i
sidste ende vil kunne sendes til Gældsstyrelsen, som
inddriver gæld på vegne af det offentlige.
Rykkerproces, renteberegning og oversendelse til inddrivelse vil
blive fuldautomatiseret. I tilfælde af at opkrævningen
ikke kan tilskrives en virksomhed, men vedrører en person,
vil oplysningerne fra blanketten blive indtastet manuelt i SAP38.
Rykkerproces, renteberegning og oversendelse til inddrivelse vil i
dette tilfælde være manuelt.
Skatteforvaltningen og Energistyrelsen vil
herefter have til opgave at kontrollere, om indtægter, der er
omfattet af indtægtsloftet angives og afregnes korrekt.
Skatteforvaltningens kontrol vil kunne give
anledning til en regulering af producentens angivelse, hvor der
enten vil skulle sendes en ekstra regning til producenten, hvis det
konstateres, at producenten har angivet for lidt, eller
tilbagebetales et beløb til producenten, hvis der er angivet
for meget.
I forslaget lægges der op til, at
Skatteforvaltningen træffer afgørelse om det
beløb, som producenterne skal betale - hvilket vil kunne ske
i forlængelse af en kontrol - mens klima-, energi- og
forsyningsministeren kan træffe afgørelse om, hvorvidt
en producents produktionsanlæg er omfattet af
indtægtsloftet.
Skatteforvaltningen vil kunne udtage en
producents angivelse til kontrol og træffe afgørelse
om ændring af opgørelse af betaling på
indtægterne, og klima-, energi- og forsyningsministeren vil
kunne træffe afgørelse om, hvorvidt en producents
produktionsanlæg er omfattet af indtægtsloftet. I det
omfang klima-, energi- og forsyningsministeren træffer
afgørelse om, at et produktionsanlæg er omfattet af
indtægtsloftet, vil Skatteforvaltningen følge op med
kontrol af, at der sker efterfølgende angivelse. I det
omfang der ikke sker korrekt angivelse, kan Skatteforvaltningen
træffe afgørelse om opgørelse af betalingen
på indtægterne.
Producenterne skal have mulighed for at klage
over de afgørelser, som Skatteforvaltningen og klima-,
energi- og forsyningsministeren træffer. Det foreslås,
at afgørelser truffet af klima-, energi- og
forsyningsministeren, om hvorvidt producenter er omfattet af
indtægtsloftet, samt afgørelser truffet af
Skatteforvaltningen, om hvorvidt virksomheden har angivet tilsvaret
korrekt, begge kan påklages til Landsskatteretten.
Af hensyn til at smidiggøre
klageprocessen foreslås det, at klima-, energi- og
forsyningsministerens afgørelse om, hvorvidt en producent er
betalingspligtig efter § 2, herunder om et
produktionsanlæg er omfattet af § 9, først vil
kunne påklages, når Skatteforvaltningen også har
truffet afgørelse om opgørelse af tilsvaret. På
denne måde vil begge afgørelser kunne påklages
til Landsskatteretten, som vil vurdere sagen samlet. Hvis
særlige grunde foreligger, kan en klage over klima-, energi-
og forsyningsministerens afgørelse dog behandles
særskilt, jf. nærmere i bemærkningerne til den
foreslåede § 17, stk. 3.
Herudover foreslås det, at øvrige
regler i medfør af skatteforvaltningsloven finder
tilsvarende anvendelse for Skatteforvaltningens administration af
ordningen. Da administrationen af ordningen ikke er administration
af lovgivning om skatter, jf. skatteforvaltningslovens § 1, og
administrationen dermed ikke omfattes af reglerne i
skatteforvaltningsloven, er det nødvendigt at lade en
række af reglerne i skatteforvaltningsloven m.v. finde
tilsvarende anvendelse på administrationen af ordningen. Det
foreslås blandt andet, at virksomhederne skal have mulighed
for genoptagelse af ansættelsen, og ligeledes foreslås
det, at blandt andet reglerne om tvangsbøder og
håndhævelse skal finde tilsvarende anvendelse.
Herudover indeholder forslaget bestemmelser fra
skatteforvaltningsloven, som vil gælde for både
Skatteforvaltningen og klima-, energi- og forsyningsministeren, da
en fælles administration forudsætter, at der f.eks.
gælder samme frister for klage, genoptagelse og indbringelse
af afgørelser for domstolene. Endelig foreslås det, at
reglerne for klage og klagebehandling i skatteforvaltningsloven
ligeledes finder tilsvarende anvendelse.
2.2.
Udveksling af oplysninger
2.2.1. Gældende ret
Almindelige regler om videregivelse af
oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder findes i
forvaltningslovens kapitel 8, der gælder for al virksomhed,
der udøves inden for den offentlige forvaltning, jf. lovens
§ 2, stk. 3.
Det følger af skatteforvaltningslovens
§ 17, stk. 1, at skattemyndighederne under ansvar efter
straffelovens §§ 152, 152 a og 152 c-152 f har ubetinget
tavshedspligt over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om
en fysisk eller en juridisk persons økonomiske,
erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold,
som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med.
Det er forudsat i bemærkningerne til
skatteforvaltningslovens § 17, jf. Folketingstidende 2004-05
(2. samling), L 110, som fremsat den 24. februar 2005 side 4248, at
oplysninger omfattet af tavshedspligten kan videregives til andre
forvaltningsmyndigheder efter de almindelige regler herom i
forvaltningsloven, hvis der er saglig grund til at videregive
oplysningerne, og det er relevant for den modtagende myndighed. For
så vidt angår (elektronisk behandlede)
personoplysninger skal reglerne i databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven følges.
Forvaltningslovens § 28, stk. 2,
indeholder regler om videregivelse af oplysninger fra en
forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed.
Bestemmelsen omhandler oplysninger af fortrolig karakter, som ikke
er personoplysninger, f.eks. oplysninger om juridiske personer.
Efter bestemmelsen må fortrolige oplysninger kun videregives
til en anden forvaltningsmyndighed, hvis mindst en af betingelserne
i stk. 2 er opfyldt. Oplysningerne kan bl.a. videregives til en
anden forvaltningsmyndighed, hvis det følger af lov eller
bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal
videregives (nr. 2), eller hvis det må antages, at
oplysningen vil være af væsentlig betydning for
myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden
skal træffe (nr. 3). Sidstnævnte har den konsekvens, at
den afgivende myndighed skal påse, at der er et sagligt behov
for, at oplysningen udleveres.
Hvis der er tale om videregivelse af
personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, der helt
eller delvist foretages ved hjælp af automatisk (elektronisk)
databehandling, gælder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven. Videregivelsen reguleres således af
databeskyttelsesreglerne og ikke af forvaltningslovens § 28,
stk. 2.
Ved personoplysninger forstås enhver
form for information om en identificeret eller identificerbar
fysisk person.
Behandling af almindelige personoplysninger er
efter databeskyttelsesforordningen lovlig, hvis behandlingen
opfylder mindst én af betingelserne i artikel 6, stk. 1,
litra a-f. En behandling vil eksempelvis være lovlig efter
forordningens artikel 6, stk. 1, litra e, hvis behandlingen er
nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som
påhviler den dataansvarlige, jf. litra c, eller af hensyn til
udførelse af en opgave i samfundets interesse, eller som
henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den
dataansvarlige har fået pålagt, jf. litra e.
Det følger af forvaltningslovens §
31, at i det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at
videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring
af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den
er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en
afgørelse, som myndigheden skal træffe. Bestemmelsen
finder tilsvarende anvendelse i forhold til videregivelse af
personoplysninger, som en forvaltningsmyndighed efter bl.a.
databeskyttelsesforordningens artikel 6 ville være berettiget
at videregive, til en anden forvaltningsmyndighed, således at
myndigheden er forpligtet til at videregive oplysningerne,
når betingelserne i forvaltningslovens § 31 er
opfyldt.
2.2.2.
Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
For at kunne administrere indtægtsloftet
er det afgørende, at Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet og Skatteforvaltningen har adgang til de
oplysninger, som er nødvendige for, at de
pågældende myndigheder kan udføre deres opgaver.
Det skal omvendt sikres, at myndighederne ikke har adgang til
oplysninger i større omfang, end opgaverne kræver.
Det er vurderingen, at der er hjemmel i
forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, til at udveksle
fortrolige oplysninger om juridiske personer mellem Klima-, Energi-
og Forsyningsministeriet og Skatteforvaltningen, som er af
væsentlig betydning for udførelsen af opgaven med
administration og kontrol af indtægtsloftet. For så
vidt angår personoplysninger er der hjemmel i
databeskyttelsesforordningens artikel 6, litra e, til at udveksle
oplysningerne.
Med henblik på at sikre et klart
retsgrundlag herfor foreslås det dog, at adgangen til at
udveksle oplysninger mellem klima-, energi- og forsyningsministeren
og Skatteforvaltningen lovfæstes, så det tydeligt
fremgår af loven, at de pågældende myndigheder
kan udveksle oplysninger med hinanden, som er nødvendige for
udførelsen af opgaven med administration og kontrol af
indtægtsloftet. Baggrunden herfor er hensynet til at skabe
klarhed for myndighederne om, hvornår der må ske
udveksling af oplysninger.
Det er forventningen, at hovedparten af de
producenter, der er omfattet af indtægtsloftet, vil
være juridiske personer. Der vil dog være tale om
behandling af personoplysninger i navnlig de tilfælde, hvor
der behandles oplysninger om enkeltmandsejede virksomheder, der er
ejet af fysiske personer.
I det omfang der vil ske behandling af
personoplysninger, vil der være tale om såkaldte
"almindelige" personoplysninger omfattet af
databeskyttelsesforordningens artikel 6.
Behandlingen, herunder videregivelsen, af
oplysninger fra henholdsvis Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet og Skatteforvaltningen, vurderes at kunne ske
inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk.
1, litra e, om opgaver, som henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået
pålagt.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
bliver dataansvarlig for den efterfølgende behandling af de
personoplysninger, som er modtaget fra Skatteforvaltningen.
Tilsvarende bliver Skatteforvaltningen dataansvarlig for de
personoplysninger, som Skatteforvaltningen modtager fra Klima-,
Energi- og Forsyningsministeriet.
Al behandling af personoplysninger i
medfør af loven skal ske i overensstemmelse med
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, herunder i
overensstemmelse med principperne for databehandling i
databeskyttelsesforordningens artikel 5, reglerne om
oplysningspligt i artikel 13 og 14 og reglerne om
behandlingssikkerhed i artikel 32.
Forslaget vurderes i øvrigt at kunne
vedtages inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen.
2.3.
Konsekvensændring af lov om fremme af vedvarende energi
2.3.1. Gældende ret
De eksisterende støtteordninger for
producenter i Danmark, der anvender vedvarende energikilder, jf.
VE-lovens § 2, stk. 2, undtagen ordninger med en fast
afregningspris, er indrettet således, at
støttemodtagerne oppebærer de fulde indtægter
under ordningernes løbetid. Dette gælder uanset, om
den konkrete støttemodel er indrettet som et fast
pristillæg, et glidende pristillæg eller som en
modificeret differencekontrakt. Producenter, som er omfattet af
disse støtteordninger, vil derfor som udgangspunkt
være omfattet af indtægtsloftet i
nødindgrebsforordningen, da støtteordningerne ikke
begrænser producenternes indtægter per MWh produceret
elektricitet, jf. nødindgrebsforordningens artikel 7, stk.
2.
Dog kan retten til fremtidig støtte
bortfalde for producenter med pristillæg efter VE-lovens
§ 37, såfremt den aktuelle markedspris overstiger det
samlede beløb for pristillæg og markedspris, som er
fastlagt for den enkelte støtteordning. I denne situation
beregnes i henhold til VE-lovens § 51, stk. 5, et negativt
pristillæg. Eventuelle negative pristillæg
opkræves ikke, men modregnes i kommende positive
pristillæg. Der er ingen tidsbegrænsning i den periode
for hvilken, der kan beregnes negative pristillæg.
2.3.2.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det er Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriets vurdering, at det som følge af loftet
over indtægter i nødindgrebsforordningen er
nødvendigt at ændre i VE-lovens § 51 for at
sikre, at der ikke vil blive beregnet negative pristillæg
efter VE-lovens § 51, stk. 5, for indtægter, som bliver
opkrævet hos støttemodtagerne efter
indtægtsloftsloven.
Med lovforslaget foreslås det, at
indtægter, der opkræves fra støttemodtagere
efter bestemmelserne i indtægtsloftsloven, undtages fra
modregningsadgangen i VE-lovens § 51, stk. 5.
3. Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
3.1. Økonomiske konsekvenser for det
offentlige
Indtægtsloftet omfatter ca. 8 mia. kWh
efter korrektion for bestemmelser i EU-forordningen og
prissikringskontrakter, hvilket under usikkerhed skønnes at
medføre et umiddelbart provenu på ca. 1,8 mia. kr.,
jf. tabel 1. Vurderingen er foretaget med udgangspunkt i
forwardpriser per den 19. december 2022. Den faktiske udvikling i
elpriserne vil være afgørende for provenuets
størrelse. Det er forudsat, at indtægtsloftet omfatter
90 pct. af producenternes gennemsnitlige indtægter over
loftet over måneden.
Grundet tilbageløb vil dette
umiddelbare provenu reduceres. Det skyldes, at der vil være
færre indtægter fra afledte skatter og afgifter
generelt på de ekstraordinære indtægter ved salg
af elektricitet. Der skønnes med betydelig usikkerhed en
gennemsnitlig tilbageløbssats på 60 pct., da
grundlaget primært omfatter færre indtægter
gennem selskabsskatten samt statsligt ejede selskaber.
Hertil kommer adfærdseffekter, der
reducerer provenuet. Dette skønnes primært at ske ved,
at producenter indgår finansielle aftaler, der
medfører en realiseret pris under loftet. For
koncernforbundne virksomheder (nationalt) vil det være de
realiserede indtægter ud af koncernen, der lægges til
grund for indtægtsloftet, hvilket begrænser muligheder
for kunstigt lave priser. Selv om producenter fortsat vil modtage
10 pct. af indtægten over loftet, vil der være en stor
fortjeneste ved at tilrettelægge kontrakter m.v., der
minimerer betalingsforpligtelsen. På denne baggrund er det
lagt til grund, at adfærdseffekten er 50 pct. Dette er dog
behæftet med betydelig usikkerhed. Efter adfærd og
tilbageløb skønnes dette at reducere provenuet med 80
pct., men det kan ikke afvises, at der ikke realiseres et provenu.
Den konkrete implementering er ikke kendt for producenterne fra
periodens begyndelse. Det gør det vanskeligere for de
enkelte producenter at indgå kontrakter, der minimerer
betalingsforpligtigelsen. Dette vil trække i retning af et
højere provenu. Effekten heraf er dog meget usikker.
Det skønnes derfor med betydelig
usikkerhed, at indtægtsloftet vil medføre et
provenu efter tilbageløb og adfærd på 0,4 mia.
kr., jf. tabel 1. Der er tale om en ny form for beskatningsgrundlag
med en meget høj skattesats på 90 pct., hvor der har
været begrænset tid til at udvikle en implementerbar
metode. Der er ikke et erfaringsgrundlag, der direkte kan anvendes
til vurdering af de afledte effekter af den foreslåede model.
Desuden er der usikkerhed om opgørelsen af det omfattede
grundlag, og der er meget stor usikkerhed om de fremtidige
elpriser. De samlede provenukonsekvenser af implementeringen af
indtægtsloftet kan dermed kun opgøres med en meget
stor usikkerhed.
Ved faktiske elpriser, der svarer til +/- 50
pct. i forhold til gennemsnitsprisen for oktober og november 2022,
skønnes det med betydelig usikkerhed, at
indtægtsloftet vil medføre et provenu på 0-1,3
mia. kr.
Tabel
1. Provenumæssige konsekvenser
ved implementering af indtægtsloft | Mia. kr. 2023-niveau | Faktiske priser | 50 pct. over gennemsnitspris for oktober og november 2022 | 50 pct. under gennemsnitspris for oktober og november 2022 | Umiddelbart provenu | 1,8 | 6,7 | 0 | Provenu efter tilbageløb | 0,7 | 2,7 | 0 | Provenu efter adfærd og
tilbageløb | 0,4 | 1,3 | 0 | Anm. : Ved beskatning på 90 pct.
af realiseret pris over indtægtsloft
(månedsgennemsnit). De faktiske priser er opgjort med
udgangspunkt i forwardpriser per den 19. december 2022.
Skønnet er forbundet med betydelig usikkerhed som
følge af usikkerhed om udviklingen i el-, olie- og
gaspriserne samt den forventede adfærd, herunder omfanget af
producenter, der indgår finansielle aftaler, som
medfører en realiseret pris under indtægtsloftet.
Grundet det ekstraordinært usikre skøn kan det ikke
afvises, at provenuet kan blive større, nul eller
negativt. |
|
Kommunerne får en andel af
selskabsskatten på 14,24 pct. med afregning tre år
efter indkomståret. Det vurderes med stor usikker, at
indtægtsloftet umiddelbart reducerer kommunernes andel af
selskabsskatten med samlet set 50 mio. kr.
3.2
Implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget vurderes isoleret set at
medføre implementeringsmæssige konsekvenser for
Skatteforvaltningen på 0,1 mio. kr. i 2022, 2,8 mio. kr. i
2023, 3,6 mio. kr. i 2024 og 1,8 mio. kr. i 2025. Udgifterne
vedrører bl.a. kontrol og vejledning.
Lovforslaget vurderes overordnet at have visse
negative implementeringskonsekvenser for Energistyrelsen, idet
klima-, energi- og forsyningsministerens beføjelser i
henhold til lovforslaget forventes at blive delegeret til
Energistyrelsen. Styrelsen skal således i samarbejde med
Skatteforvaltningen varetage opgaven med administration og kontrol
af indtægtsloftet.
Implementeringskonsekvenserne er forbundet med
udarbejdelse af nye administrative processer for bl.a. den
energifaglige vejledning af producenter om indtægtsloftet,
herunder f.eks. undtagelsesmulighederne i forhold til de enkelte
producenters anlægsportefølje. Herudover skal der
udarbejdes nye administrative processer for kontrollen af f.eks.
hvilke produktionsanlæg, der kan være omfattet af
indtægtsloftet m.v. De præcise konsekvenser af disse
processer er afhængige af den konkrete kontrolmodel, som er
under afklaring. Det er i forslaget forudsat, at klima-, energi- og
forsyningsministerens kontrol vil være baseret på
stikprøvekontroller. Antallet af stikprøvekontroller
vil forventeligt afhænge af, hvor mange producenter, der
undlader at foretage angivelse, eller selv vurderer, at et
produktionsanlæg er omfattet af en undtagelse i lovforslaget.
Det er således ikke på nuværende tidspunkt muligt
at vurdere omfanget og hermed de præcise
implementeringskonsekvenser ved kontrollen.
Lovforslaget vurderes at medføre
implementeringsmæssige konsekvenser for Energistyrelsen
på 2,6 mio. kr. i 2023, 0,1 mio. kr. i 2024 og 0,1 mio. kr. i
2025. Udgifterne vedrører bl.a. administrations- og
kontrolopgaver, bl.a. vurdering af omfattede produktionsanlæg
samt vejledning og kontrol af anvendelse af
undtagelsesmuligheder.
Der forventes dog i forbindelse med det
ovennævnte ikke at ske udvikling eller ændring af
eksisterende it-understøttelse i Energistyrelsen.
Der vurderes ikke at være
implementeringsmæssige konsekvenser for regioner og
kommuner.
Ved udarbejdelsen af lovforslaget har de syv
principper for digitaliseringsklar lovgivning været
overvejet. Lovforslaget vurderes at følge de syv
principperne for digitaliseringsklar lovgivning.
Det vurderes, at princip 1 om enkle og klare
regler er delvist iagttaget. Lovforslaget retter sig primært
mod elproducenter og myndigheder, og det vurderes, at disse
aktører på baggrund af lovteksten kan løse de
arbejdsopgaver, der tilkommer dem efter lovforslaget. Det
fremgår f.eks. af lovforslaget hvilke indtægter, der er
omfattet af betalingspligten, hvilke kilder til produktion af
elektricitet, der er omfattet af indtægtsloftet, hvilke
produktionsanlæg, der er undtaget, og hvilken periode, der er
relevant.
Princip 2 om digital kommunikation vurderes
ligeledes delvist at være iagttaget. Skatteforvaltningen
stiller en digital blanket til rådighed på skat.dk,
hvor producenterne skal foretage en angivelse. Betalingspligtige
virksomheder vil ved angivelsen blive oplyst, at betaling skal ske
via deres skattekonto. Ved behov for opkrævning af personer
vil disse modtage en opkrævningsskrivelse med henblik
på betaling via SAP38.
For så vidt angår princip 3 om
muliggørelse af automatisk sagsbehandling, vurderes dette at
være i hvert fald delvist iagttaget, da administrationen af
betalingsordningen i et vist omfang kan ske digitalt, idet de
omfattede producenter som anført skal angive deres
indtægter over indtægtsloftet via en digital blanket.
Angivelsen indtastes dog manuelt i Skatteforvaltningens systemer,
da det inden for de snævre tidsmæssige rammer som
fastsat i nødindgrebsforordningen ikke har været
muligt at udvikle et it-system eller foretage en tilretning af
allerede eksisterende it-systemer. Den videre proces for bl.a.
opkrævning af betaling foretages i Skatteforvaltningens
eksisterende systemer.
Det vurderes, at princip 4 om ensartede
begreber og genbrug af data vurderes iagttaget, da lovforslaget
gør brug af begreber, der allerede er veldefinerede i
elmarkedsforordningen og elmarkedsdirektivet, hvortil der henvises.
Det fremgår endvidere af nødindgrebsforordningens
artikel 2, at de begrebsdefinitioner, der er fastsat i
elmarkedsforordningens artikel 2 og elmarkedsdirektivets artikel 2,
finder anvendelse. I det omfang, samme begreber anvendes i dette
lovforslag, skal disse begreber således forstås
på samme måde.
Det vurderes, at princip 5 om tryg og sikker
datahåndtering er efterlevet. Der henvises til pkt. 2.2 om
udveksling af oplysninger mellem Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet og Skatteforvaltningen for at administrere
indtægtsloftet, der vedrører, hvem der er
dataansvarlig og forholdet til databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
For så vidt angår princip 6 om
anvendelse af offentlig infrastruktur vil allerede eksisterende
infrastruktur så vidt muligt blive anvendt. Opkrævning
af betaling fra virksomheder vil ske via skattekontoen, som
virksomhederne kender fra andre ind- og udbetalinger inden for
skatte- og afgiftsområdet. Her anvendes MitID til at logge
på skattekontoen. Eventuel opkrævning af betaling fra
personer vil ske via SAP38, som i dag håndterer andre
personkrav f.eks. motorafgifter.
Endelig vurderes princip 7 om forebyggelse af
snyd og fejl efterlevet, da lovforslaget tager højde for en
efterfølgende kontrol.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Den foreslåede angivelsesmodel vurderes
at medføre midlertidige administrative konsekvenser for de
ca. 750 danske energivirksomheder, som skønnes at blive
omfattet af ordningen - og som påkræves at foretage
månedlig afregning og opgørelse af
markedsindtægter samt at indberette realiserede
markedsindtægter over indtægtsloftet på
kvartalsbasis via. digital blanket. På baggrund af
informationer fra Skatteministeriet og Energistyrelsen vurderes
det, at mindre virksomheder, der typisk benytter
"balanceansvarlige", kan efterleve informationsforpligtelsen ved
blot at trække data ud af månedsafregning, kontrakter
eller faktureringer. For større virksomheder vil det
være vanskeligere og mere byrdefuldt at imødekommende
informationsforpligtigelserne.
Det vurderes på baggrund af skøn,
der er behæftet med betydelig usikkerhed, at de kvartalsvise
administrative omkostninger til månedlig afregning og
opgørelse af markedsindtægterne og indberetning af
realiserede markedsindtægter over indtægtsloftet
på kvartalsbasis ligger mellem 2-23 mio. kr., inkl. kontrol.
Usikkerheden i vurderingen skyldes en antagelse om, at alle
større koncerner eller producenter - herunder en mindre
andel af den samlede virksomhedspopulation - pålægges
det højst muligt forventede niveau for administrative
omkostninger. På baggrund af informationer fra
Energistyrelsen og Skatteministeriet må det antages, at det
ikke er alle virksomhederne i dette segment, som
pålægges omkostninger i denne størrelse, hvorfor
det må antages, at det høje interval er højt
sat.
5. Administrative
konsekvenser for borgerne
Forslaget har administrative konsekvenser for
borgerne i det omfang, at en borger er en betalingspligtig
producent, der fremstiller elektricitet, hvis indtægter fra
produktionen af elektricitet overstiger indtægtsloftet
på 180 euro per MWh. En producent skal forstås som en
fysisk eller juridisk person, der fremstiller elektricitet, som
defineret i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 38. Borgere, der er
betalingspligtige producenter efter § 2, vil desuden kunne
blive underlagt de foreslåede kontrolbestemmelser i
§§ 20-23.
6. Klimamæssige
konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at medføre
klimamæssige konsekvenser.
7. Miljø- og
naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at medføre
miljø- og naturmæssige konsekvenser.
8. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget gennemfører og supplerer
bestemmelserne om begrænsning af ekstraordinære
indtægter for producenter med lave marginalomkostninger ved
hjælp af et loft over sådanne indtægter fra salg
af elektricitet i kapitel II i Rådets forordning (EU) nr.
2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at
imødegå høje energipriser. Forordningen
trådte i kraft den 8. oktober 2022 og gælder
umiddelbart i Danmark fra denne dato. Indtægtsloftet har
virkning fra og med den 1. december 2022.
Nødindgrebsforordningens bestemmelser
om indtægtsloftet indeholder dog et betydeligt råderum
for medlemsstaterne i relation til fastsættelse af udfyldende
eller supplerende national lovgivning, herunder ved at opretholde
eller indføre tilsvarende nationale foranstaltninger.
Det er vurderingen, at lovforslaget
udelukkende gengiver og supplerer forordningens regler, i det
omfang det er nødvendigt for at gennemføre
indtægtsloftet i dansk ret på en hensigtsmæssig
måde.
9. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 27. januar 2023 til den 24. februar 2023 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus Universitet,
Advokatsamfundet, ADB (Association Dansk Biobrændsel), Affald
Plus, Akademikerne, Aluminium Danmark, Ankenævnet på
Energiområdet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arbejdstilsynet, ARI (Affalds- og ressourceindustrien under DI),
Asfaltindustrien, Better Energy, Biobrændselsforeningen,
Biogas Danmark, Blik- og Rørarbejderforbundet, Borger- og
retssikkerhedschefen i Skatteforvaltningen, Brancheforeningen Dansk
Luftfart, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme,
Brancheforeningen for Flaskegenbrug, Brancheforeningen for
Husstandsvindmøller, Brancheforeningen for Skov, Have og
Park-Forretninger, Brancheforeningen for Små- og Mellemstore
Vindmøller, Brintbranchen, Bryggeriforeningen, Business
Danmark, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet
(BAT-kartellet), Center for Electric Power and Energy (DTU), CEPOS,
Cevea, CO-industri, Concito, DAKOFA, Danmarks Almene Boliger (BL),
Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Frie Autocampere, Danmarks
Jordbrugsforskning, Danmarks Jægerforbund, Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks Skibskredit, Danmarks
Vindmølleforening, Danmarks Tekniske Universitet (DTU),
Dansk Affaldsforening, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk
Biotek, Dansk Byggeri, Danske Bygningscenter, Dansk Center for Lys,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk
Fjernvarme, Dansk Gartneri, Dansk Gasteknisk Center, Dansk
Industri, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk
Maskinhandlerforening, Dansk Metal, Dansk Methanolforening, Dansk
Miljøteknologi, Dansk Offshore, Dansk Ornitologisk Forening,
Dansk Producentansvarssystem, Dansk Retursystem A/S, Dansk
Skovforening, Dansk Solcelleforening, Dansk Standard, Dansk Told-
og Skatteforbund, Dansk Transport og Logistik (DLTL), Dansk
Varefakta Nævn, Danske Advokater, Danske Annoncører og
Markedsførere, Danske Arkitektvirksomheder, Danske
Energiforbrugere (DENFO), Danske Halmleverandører, Danske
Maritime, Danske Mediedistributører, Danske Regioner, Danske
Tegl, Danske Udlejere, Danske Vandværker DANVA, DANVAK,
Datatilsynet, Dataetisk Råd, Decentral Energi, Det
Økologiske Råd, DI Energi, DI Transport, DKCPC,
Digitaliseringsstyrelsen, Drivkraft Danmark, Eksportrådet,
EmballageIndustrien, Energi Danmark, Energinet, Energistyrelsen,
Erhvervsstyrelsen - Område for Bedre Regulering (OBR),
Fagligt Fælles Forbund (3F), FDO, FH - Fagbevægelsens
Hovedorganisation, Finans Danmark, Finansforbundet, Fonden Kraka,
Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske El-bilister
(FDEL), Foreningen af Danske Skatteankenævn, Foreningen af
fabrikanter og importører af elektriske belysningsarmaturer
(FABA), Foreningen af fabrikanter og importører af
elektriske husholdningsapparater (FEHA), Foreningen af
Rådgivende Ingeniører (FRI), Foreningen
Biogasbranchen, Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark
(FPD), Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen,
Forsyningstilsynet, Frie Funktionærer, FSE, FSR - danske
revisorer, GAFSAM, GRAKOM, Greenpeace Danmark, Green Power Denmark,
Havarikommissionen for Offshore Olie- og Gasaktiviteter,
HK-Kommunal, HK-Privat, HORESTA, Ingeniørforeningen i
Danmark (IDA), Institut for produktudvikling (IPU), Intelligent
Energi, IT-Branchen, Justitia, KL, Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, Kraka, Kræftens Bekæmpelse,
Landbrug & Fødevarer, Landsbyggefonden, Landsforeningen
af Solcelleejere, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug,
Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller,
Landsforeningen Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede,
Landsskatteretten, Lederne Søfart, Ledernes
Hovedorganisation, Lokale Pengeinstitutter, Mellemfolkeligt
Samvirke, Miljøstyrelsen, Nasdaq OMX Copenhagen A/S,
Nationalbanken, Nationalt Center for Miljø og Energi,
Naturstyrelsen, Noah, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi,
Nærbutikkernes Landsforening, Nævnenes Hus, Oxfam IBIS,
Rejsearbejdere.dk, Rejsearrangører i Danmark, Ren Energi
Oplysning (REO), Regstrup Natur og miljøforening,
Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for
grøn omstilling, SEGES, Serviceforbundet,
Sikkerhedsstyrelsen, SKAD - Autoskade- og
Køretøjsopbyggerbranchen i Danmark,
Skatteankeforvaltningen, SMVdanmark, SRF Skattefaglig Forening,
Statens ByggeforskningsInstitut, Synergi, Søfartsstyrelsen,
Teknologisk Institut, Varmepumpefabrikantforeningen, Vedvarende
Energi, Verdens Skove, VELTEK, Vin og Spiritus Organisationen i
Danmark, VisitDenmark, WWF, Ældre Sagen,
Økonomistyrelsen, Økologisk Landsforening og
92-Gruppen.
10. Sammenfattende skema | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/ Hvis nej, anfør
»Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/ Hvis nej, anfør
»Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Det skønnes med betydelig
usikkerhed, at indtægtsloftet vil medføre et provenu
efter tilbageløb og adfærd på 0,4 mia. kr. Kommunerne får en andel af
selskabsskatten på 14,24 pct. med afregning tre år
efter indkomståret. Det vurderes med stor usikker, at
indtægtsloftet umiddelbart reducerer kommunernes andel af
selskabsskatten med samlet set 50 mio. kr. | Ingen. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen. | Lovforslaget vurderes isoleret set at
medføre implementeringsmæssige konsekvenser for
Skatteforvaltningen på 0,1 mio. kr. i 2022, 2,8 mio. kr. i
2023, 3,6 mio. kr. i 2024 og 1,8 mio. kr. i 2025. Udgifterne
vedrører bl.a. kontrol og vejledning. Lovforslaget vurderes at medføre
implementeringsmæssige konsekvenser for Energistyrelsen
på 2,6 mio. kr. i 2023, 0,1 mio. kr. i 2024 og 0,1 mio. kr. i
2025. Udgifterne vedrører bl.a. administrations- og
kontrolopgaver. Der vurderes ikke at være
implementeringsmæssige konsekvenser for regioner og
kommuner. Lovforslaget vurderes at følge de
syv principperne for digitaliseringsklar lovgivning. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | De administrative omkostninger vurderes at
udgøre 2-23 mio. kr. i kvartalet. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | Den foreslåede ordning, hvor
producenterne selv skal opgøre og angive deres
indtægter forventes at medføre midlertidige
administrative omkostninger for de omfattede virksomheder. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen. | Lovforslaget har administrative
konsekvenser for borgerne i det omfang, en borger er en
betalingspligtig producent, der fremstiller elektricitet, hvis
indtægter fra produktionen overstiger indtægtsloftet
på 180 euro per MWh. | Klimamæssige konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget gennemfører og
supplerer bestemmelserne om begrænsning af
ekstraordinære indtægter for producenter med lave
marginalomkostninger ved hjælp af et loft over sådanne
indtægter fra salg af elektricitet i kapitel II i
Rådets forordning (EU) nr. 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et
nødindgreb for at imødegå høje
energipriser. Forordningen trådte i kraft den 8. oktober 2022
og gælder umiddelbart i Danmark fra denne dato.
Indtægtsloftet har virkning fra og med den 1. december
2022. Nødindgrebsforordningens
bestemmelser om indtægtsloftet indeholder dog et betydeligt
råderum for medlemsstaterne i relation til fastsættelse
af udfyldende eller supplerende national lovgivning, herunder ved
at opretholde eller indføre tilsvarende nationale
foranstaltninger. Det er vurderingen, at lovforslaget
udelukkende gengiver og supplerer forordningens regler, i det
omfang det er nødvendigt for at gennemføre
indtægtsloftet i dansk ret på en hensigtsmæssig
måde. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej X |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Det foreslås i § 1, at loven supplerer og
gennemfører bestemmelserne om et loft over indtægter
fra elproduktion i kapitel II, afdeling 2, i Rådets
forordning (EU) nr. 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et
nødindgreb for at imødegå høje
energipriser, jf. bilag 1 til denne lov.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i
sammenhæng med, at det vurderes nødvendigt ved lov at
fastsætte regler, der supplerer forordningen for at sikre en
korrekt og effektiv gennemførelse af indtægtsloftet i
Danmark. Hertil kommer, at nødindgrebsforordningen i vid
udstrækning lader det være op til medlemsstaterne selv
at indrette indtægtsloftet og bestemme, hvilke af
nødindgrebsforordningens mulige undtagelser og
særregler der skal finde anvendelse i national ret.
Nødindgrebsforordningen
forudsætter således, at medlemsstaterne
fastsætter nærmere regler, der gennemfører
forordningens mere overordnede regulering, selv om forordningen
gælder i den form, som den er vedtaget.
Til §
2
Det foreslås i stk.
1, at betalingspligten efter denne lov påhviler
producenter, som har indtægter fra salg og levering af
elektricitet, der i perioden fra og med den 1. december 2022 til og
med den 30. juni 2023 er produceret her i landet, herunder i
Danmarks eksklusive økonomiske zone, på
produktionsanlæg som defineret i artikel 2, nr. 28, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/943 af
5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet, der anvender
følgende energikilder, jf. dog § 9: 1) vindkraft, 2)
solenergi (solvarme og solceller), 3) geotermisk energi, 4)
vandkraft uden reservoir, 5) biomassebrændsel (fast eller
gasformigt) undtagen biomethan, 6) affald, 7) atomkraft, 8)
brunkul, 9) råolieprodukter og 10) tørv.
Forslaget indebærer, at den
betalingspligtige vil skulle være den virksomhed, der
oppebærer indtægterne fra den elektricitet, der
produceres på et produktionsanlæg. Drives virksomheden
f.eks. af et interessentskab, vil interessentskabet og ikke de
enkelte interessenter således skulle anses for
betalingspligtig efter loven.
Der henvises i den foreslåede
bestemmelse til, at produktionsanlæg vil skulle forstås
i overensstemmelse med definitionen i elmarkedsforordningens
artikel 2, nr. 28. Af denne bestemmelse følger, at der ved
et produktionsanlæg forstås et anlæg, der
omdanner primær energi til elektrisk energi, og som
består af et eller flere produktionsmoduler, der er
tilsluttet et net. Det er nettilslutningen, der er afgørende
for, hvorvidt der er tale om et produktionsanlæg efter
elmarkedsforordningens artikel 2, nr. 28. Det betyder, at
såfremt et modul har egen nettilslutning, vil der være
tale om et produktionsanlæg. Består et anlæg af
flere moduler, der har én fælles nettilslutning, vil
der også være tale om ét
produktionsanlæg.
Det følger af endvidere af forslaget,
at det kun er producenter, der har indtægter fra salg og
levering af elektricitet produceret i perioden fra og med 1.
december 2022 til og med 30. juni 2023, der er betalingspligtige
efter loven. Dette er i overensstemmelse med
nødindgrebsforordningens artikel 22, stk. 2, litra c, hvoraf
det fremgår, at indtægtsloftet i forordningens artikel
6 finder anvendelse fra og med den 1. december 2022 til og med den
30. juni 2023.
Det følger herudover af den
foreslåede bestemmelse, at betalingspligten kun
påhviler producenter, der har indtægter fra salg og
levering af elektricitet, der i den nævnte periode er
produceret på produktionsanlæg beliggende i Danmark,
herunder i Danmarks eksklusive økonomiske zone, der anvender
energikilder omfattet af den udtrykkelige opregning i bestemmelsen,
og som ikke er undtaget efter forslaget til bestemmelsen i §
9. Nødindgrebsforordningen gælder alene inden for EU,
og lovforslaget gælder i overensstemmelse hermed ikke for
produktionsanlæg beliggende på Færøerne
eller i Grønland.
Det bemærkes, at de energikilder, der
opregnes i den foreslåede bestemmelse, gengiver opregningen i
nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 1.
Det foreslås i stk.
2, at de betalingspligtige til statskassen skal indbetale 90
pct. af det betalingsgrundlag, der efter § 3 opgøres
for hver afregningsperiode efter § 10.
Det foreslås med denne bestemmelse at
begrænse opkrævningen til 90 pct. af de
indtægter, som overstiger det indtægtsloft, der er
fastsat i nødindgrebsforordningens artikel 6, stk. 1.
Medlemsstaternes mulighed for at fastsætte denne
begrænsning fremgår af nødindgrebsforordningens
artikel 7, stk. 5.
Beløb, som den betalingspligtige
indbetaler efter loven, skal anses for en driftsomkostning, der vil
kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst. Det provenu, staten oppebærer, skal anvendes i
overensstemmelse med nødindgrebsforordningens artikel
10.
Til §
3
Det foreslås i stk.
1, at betalingsgrundlaget er summen af afregningsperiodens
positive beregningsgrundlag opgjort efter stk. 2 og 3 og
§§ 4-6.
Forslaget indebærer, at den
betalingspligtige vil skulle opgøre et samlet
betalingsgrundlag for hele afregningsperioden, og at dette
betalingsgrundlag vil skulle opgøres som summen af de
positive beregningsgrundlag, der for hvert enkelt
produktionsanlæg er opgjort efter de foreslåede
bestemmelser i § 3, stk. 2 og 3, og §§ 4-6.
Det foreslås, at der opgøres et
beregningsgrundlag for hver kalendermåned, jf. umiddelbart
nedenfor om forslaget til § 3, stk. 2. Når det i den
foreslåede bestemmelse foreslås, at betalingsgrundlaget
vil være afregningsperiodens positive beregningsgrundlag, vil
det således indebære, at negative beregningsgrundlag
ikke vil kunne modregnes i afregningsperiodens positive
beregningsgrundlag.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i
sammenhæng med forslaget til § 11, hvorefter
afregningsperioderne foreslås at være fra og med den 1.
december 2022 til og med den 31. januar 2023 og fra og med den 1.
februar til og med den 30. juni 2023.
Forslaget til § 3,
stk. 2 og 3, indeholder regler om opgørelse af
beregningsgrundlaget, herunder et særskilt beregningsgrundlag
(indtægtsloft) for produktion af elektricitet fra
råolieprodukter og biomassebrændsel og regler for
tilfælde, hvor elektriciteten også produceres fra
kilder, der ikke er omfattet af nødindgrebsforordningens
indtægtsloft.
Det foreslås i stk.
2, 1. pkt., at den betalingspligtige for hver
kalendermåned opgør et beregningsgrundlag for hvert
produktionsanlæg omfattet af § 2, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at der vil skulle anvendes en månedsbaseret
beregningsmetode, der tager udgangspunkt i den faktiske produktion
og de faktiske indtægter på månedsbasis.
Forslaget herom vil indebære, at prisudsving inden for en
kalendermåned vil kunne udlignes.
Derudover følger det af den
foreslåede bestemmelse, at der vil skulle opgøres et
beregningsgrundlag for hvert enkelt produktionsanlæg, der er
omfattet af forslaget til § 2, stk. 1. Der vil således
ikke skulle være mulighed for at udligne prisforskelle mellem
den elektricitet, der er produceret på forskellige
produktionsanlæg.
Det foreslås i stk.
2, 2. pkt., at beregningsgrundlaget er de realiserede
markedsindtægter, jf. forslagets § 4, for den
elektricitet produceret fra energikilder omfattet af forslagets
§ 2, stk. 1, der i kalendermåneden er produceret og
leveret fra produktionsanlægget, fratrukket 180 euro per MWh
elektricitet.
Forslaget gengiver indtægtsloftet
på 180 euro per MWh produceret elektricitet i forordningens
artikel 6, stk. 1.
Af forslaget følger, at det vil
være de realiserede markedsindtægter, der erhverves ved
salg af den elektricitet, der i kalendermåneden er produceret
og leveret fra produktionsanlægget, der vil skulle medregnes
ved opgørelsen af beregningsgrundlaget. Det vil
således ikke skulle være afgørende, om der
f.eks. er fremsendt en afregning vedrørende salget af
elektriciteten, eller om indtægterne faktisk er
oppebåret af den betalingspligtige i den
pågældende kalendermåned. Det er således
afgørende, om der er erhvervet ret til indtægten i
overensstemmelse med det almindelige skatteretlige
retserhvervelsesprincip.
Det foreslås i stk.
2, 3. pkt., at fradraget efter 2. pkt. skal omregnes til
danske kroner på grundlag af Danmarks Nationalbanks
offentliggjorte gennemsnitlige valutakurs for den
pågældende kalendermåned.
Det vil følge af forslaget, at det
beløb på 180 euro, der efter forslaget til stk. 2, 2.
pkt., vil skulle fradrages ved opgørelsen af
beregningsgrundlaget, altid vil skulle omregnes til danske kroner
på grundlag af den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte
gennemsnitlige valutakurs for den pågældende
kalendermåned.
Forslaget er begrundet i hensynet til at have
en ens og let administrerbar regel for kursomregningen fra euro,
idet angivelsen og betalingen vil skulle ske i danske kroner.
Det foreslås i stk.
2, 4. pkt., at for
produktionsanlæg, der producerer elektricitet fra fast
biomassebrændsel, jf. § 2, stk. 1, nr. 5 og
råolieprodukter, jf. § 2, stk. 1, nr. 9,
fastsættes fradraget efter 2. pkt. efter reglerne i
lovforslagets bilag 2 til den foreslåede lov.
I bestemmelsen foreslås det at udnytte
den mulighed, der følger af nødindgrebsforordningens
artikel 8, stk. 1, litra b, hvorefter medlemsstaterne har mulighed
for at fastsætte et højere loft over
markedsindtægter for producenter, der producerer elektricitet
fra de kilder, der er anført i artikel 7, stk. 1, forudsat
at deres investeringer og driftsomkostninger overstiger det
maksimum, der er fastsat i artikel 6, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at producenter, der producerer elektricitet fra
henholdsvis fast biomassebrændsel og råolieprodukter,
vil skulle udregne det forhøjede fradrag ved brug af
beregningsmetoden, der fremgår af bilag 2. Fradraget kan dog
ikke blive mindre end 180 euro per MWh. Det følger heraf, at
producenten i beregningsmetoden vil skulle indsætte
brændselsprisen og CO2-kvoteprisen for det
pågældende anlæg.
Ved beregningen af brændselsprisen for
olie og fast biomasse benyttes den pris, der fastsættes
på aftaletidspunktet for den periode, der afregnes for.
CO2-kvoteprisen aflæses
på en offentlig tilgængelig handelsplatform, European
Energy Exchange AG. CO2-kvoteprisen,
der indgår i beregningsmetoden, skal være kvoteprisen i
euro per ton for den måned, der afregnes for. Ved beregning
af CO2-kvoteprisen anvendes
dagsprisen, der fremgår af handelsplatformen som End of Day
Index, for hver dag i kalendermåneden. Brændselsprisen
og CO2-kvoteprisen beregnes som
middelværdi over hver kalendermåned.
CO2-kvoteprisen
tilgås per dags dato via følgende link: https://www.eex.com/en/market-data/environmentals/spot
Brændselsprisen skal være den
faktiske pris i euro per MWh for det konkrete anvendte
brændsel. Det vil sige, at hvis det anvendte brændsel
er indkøbt på forskellige tidspunkter, vil den
vægtede gennemsnitspris skulle beregnes. Hvis brændslet
er indkøbt i en anden enhed end euro per MWh, f.eks. kroner
per ton, foretages en omregning til euro per MWh under anvendelse
af den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte gennemsnitlige
valutakurs for den dato, hvor aftalen om indkøb af
brændslet er indgået samt en brændværdi.
Brændværdien kan dokumenteres med repræsentative
målinger eller ved at benytte standardværdier fra
Energistyrelsens årlige, offentliggjorte Energistatistik.
I medfør af den foreslåede §
20 vil producenten være underlagt en pligt til efter
anmodning fra kontrolmyndigheden at indsende materiale, der kan
have betydning for betalingskontrollen. Ved anvendelse af det
højere fradrag vil dokumentation for beregningen i
medfør af bilag 2, herunder særligt dokumentation for
beregning af brændselsprisen og CO2-kvoteprisen, være relevant for
betalingskontrollen. Der henvises til bemærkningerne
lovforslagets § 20.
Det foreslås i stk.
2, 5. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan
anmode producenter, der er betalingspligtige efter § 2, om, at
fradraget efter 4. pkt. bekræftes ved en erklæring med
høj grad af sikkerhed fra en godkendt revisor.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at producenter med produktionsanlæg, der
producerer elektricitet fra råolieprodukter og faste
biomassebrændsler, skal kunne fremlægge en
erklæring med høj grad af sikkerhed, som
bekræfter, at fastsættelsen af fradraget er sket
korrekt i henhold til beregningsmetoden angivet i lovforslagets
bilag 2. Erklæringen skal herunder anvendes til at
dokumentere brændselsprisen opgjort i euro per MWh hver
kalendermåned. Erklæringen skal kun indsendes, hvis
klima-, energi- og forsyningsministeren i forbindelse med sin
kontrol anmoder om dette.
Erklæringen vil skulle være en
såkaldt erklæring med sikkerhed, jf. revisorlovens
§ 1, stk. 2, og den vil skulle afgives af en godkendt revisor,
jf. revisorlovens kapitel 2. Niveauet for den sikkerhed som
revisoren skal erklære sig med, skal være en høj
grad af sikkerhed.
Revisorer, der er godkendt efter regler, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede
regnskaber, og som er etableret i et andet EU-land, i et
EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået
aftale med, vil også kunne afgive erklæringer efter
forslaget, såfremt de er anmeldt til Erhvervsstyrelsen efter
revisorlovens § 11. Erhvervsstyrelsen fører et
offentligt register over de revisorer, der er anmeldt efter
revisorlovens § 11, jf. bestemmelsens stk. 3.
Erklæringen skal efter forslaget afgives
med høj grad af sikkerhed, og den skal udformes i
overensstemmelse med de krav til erklæringer med sikkerhed,
der følger af revisorlovgivningen, jf. herved §§
16-18 i bekendtgørelse nr. 1468 af 12. december 2017 om
godkendte revisorers erklæringer.
Det foreslås i stk.
3, 1. pkt., at produceres elektriciteten både fra
energikilder omfattet af § 2, stk. 1, og fra andre
energikilder, opgøres den elektricitet, der er produceret
fra energikilder omfattet af § 2, stk. 1, særskilt med
henblik på opgørelsen af beregningsgrundlaget efter
stk. 2.
Bestemmelsen vil finde anvendelse i
tilfælde, hvor der anvendes forskellige brændsler i
samme anlæg, men hvor anlægget ikke kan anses for at
være et hybridanlæg. Dette kan f.eks. være
tilfældet, hvis der både anvendes olie og stenkul i
samme anlæg.
Det foreslås i stk.
3, 2. pkt., at den del af produktionen, der er produceret
fra energikilder omfattet af § 2, stk. 1, skal opgøres
ved måling.
Baggrunden for dette er, at såfremt man
ved måling kan opgøre omfanget af den elektricitet,
som er produceret på grundlag af de enkelte typer
energikilder eller brændsler, så vil måling
være den mest retvisende og administrativt enkle
løsning.
Det foreslås i stk.
3, 3. pkt., at kan den del af produktionen, der er
produceret fra energikilder omfattet af § 2, stk. 1, ikke
opgøres ved måling, skal opgørelsen efter 1.
pkt. foretages på grundlag af energiindholdet i de anvendte
brændsler.
Det foreslås i stk.
3, 4. pkt., at kan energiindholdet i brændslerne ikke
dokumenteres, skal energiindholdet som anført i § 9,
stk. 2, i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
(herefter mineralolieafgiftsloven), anvendes.
Denne opgørelsesmetode vil følge
principperne for fordelingen af brændsler til henholdsvis
betalingsfri elproduktion- og betalingspligtig varmeproduktion i
medfør af energiafgiftslovene, herunder f.eks.
mineralolieafgiftsloven, når der sker samproduktion af el og
varme. Det følger af disse love, at fordelingen kan ske
på grundlag af måling, og at hvis dette ikke er muligt,
vil opgørelsen skulle ske på grundlag af
opgørelser, som er baseret på brændslernes
energiindhold. Det følger af bl.a. mineralolieafgiftsloven,
at kraftvarmeproducenten kan anvende energiindholdet for det
konkrete parti brændsel ved fordeling mellem varme og
elproduktionen, hvis der ikke har været måling af, hvor
meget elektricitet der er produceret på de enkelte typer
brændsel. Det anvendte energiindhold vil i givet fald skulle
kunne dokumenteres af producenten.
Baggrunden for, at producenterne gives
mulighed for at kunne dokumentere det konkrete energiindhold, er,
at energiindholdet i en given type brændsel kan variere alt
efter kvaliteten af det enkelte brændsel. Dette kan for
eksempel afhænge af kvaliteten af det konkrete parti
biomasse, hvor forskellige faktorer har betydning for
energiindholdet.
Såfremt en virksomhed vil foretage en
opgørelse af energiindholdet i brændsler efter faktisk
brændværdi, skal virksomheden kunne konstatere eller
verificere brændværdien og på forlangende
fremvise dokumentation herfor over for Skatteforvaltningen, hvis
Skatteforvaltningen måtte anmode om dokumentation herfor, jf.
forslagets § 20 om pligt til at indsende materiale til
kontrolmyndigheden.
Til §
4
Den i § 4
foreslåede bestemmelse indeholder regler, der tilsigter at
udmønte kravet i nødindgrebsforordningens artikel 2,
nr. 5, hvorefter indtægtsloftet opgøres med
udgangspunkt i producentens realiserede markedsindtægter.
Den foreslåede bestemmelse skal
endvidere udmønte punkt 30 i forordningens præambel,
hvoraf det fremgår, at markedsindtægterne skal
forstås som de realiserede markedsindtægter,
således at der tages hensyn til f.eks. indgåede
fastpris- og prissikringsaftaler, som indebærer, at
producenten rent faktisk ikke drager fordel af de nuværende
høje elpriser.
Det foreslås i stk.
1, 1. pkt., at ved opgørelsen af de realiserede
markedsindtægter efter lovforslagets § 3, stk. 2, skal
medregnes de samlede bruttoindtægter eksklusive moms og
beløb i form af offentlig støtte, som den
betalingspligtige har oppebåret ved salg og levering af den
elektricitet, der på produktionsanlægget i
kalendermåneden er produceret fra energikilder omfattet af
§ 2, stk. 1.
De realiserede markedsindtægter vil
efter forslaget skulle opgøres eksklusive moms. Moms
pålagt ved salget vil skulle indbetales til statskassen af
sælgeren, og den udgør således ikke en
realiseret indtægt for virksomheden.
De realiserede markedsindtægter vil
endvidere skulle opgøres eksklusive eventuel offentlig
støtte, hvilket følger af
nødindgrebsforordningens artikel 2, nr. 5.
Det følger endvidere af forslaget, at
de realiserede markedsindtægter opgøres som de
bruttoindtægter, der opnås ved salget af den
producerede elektricitet. Til bruttoindtægterne vil skulle
medregnes samtlige beløb, som der er erhvervet ret til ved
salget af kalendermånedens produktion, jf. det almindelige
skatteretlige retserhvervelsesprincip. Det vil kun være de
udtrykkeligt nævnte beløb i form af moms og eventuel
offentlig støtte, der vil kunne fradrages.
Det bemærkes, at hovedparten af
producenterne har et handelsselskab, som forestår salg af
elproduktionen på producentens vegne. Ved handelsselskabets
afregning til producenten vil der typisk indgå en række
udgiftsposter, blandt andet tariffer, producentgebyrer og
administrationsbidrag. Efter forslaget vil de betalingspligtige
producenter ikke kunne fratrække sådanne udgiftsposter
ved opgørelsen af de realiserede markedsindtægter.
Det bemærkes endvidere, at producenter
kan oppebære indtægter i forbindelse med nedregulering
eller ved at stille reservekapacitet til rådighed.
Producenternes indtægter herfra er imidlertid ikke fra
produktion, salg og levering af elektricitet og falder derfor uden
for nødindgrebsforordningens anvendelsesområde og
indgår ikke i de realiserede markedsindtægter.
Det foreslås i stk.
1, 2. pkt., at er elektricitet solgt til en fysisk eller
juridisk person, der har en forbindelse til den betalingspligtige
som omhandlet i ligningslovens § 2, og er salget sket med
henblik på videresalg til en fysisk eller juridisk person,
der ikke har en forbindelse til den betalingspligtige som omhandlet
i ligningslovens § 2, medregnes i stedet de samlede
bruttoindtægter eksklusive moms, eventuelle øvrige
afgifter og beløb i form af offentlig støtte, som er
oppebåret ved videresalget.
Den foreslåede bestemmelse
vedrører tilfælde, hvor en mellemmand, der er
interesseforbundet med producenten, køber og
videresælger elektriciteten til en fysisk eller juridisk
person, der ikke indgår i interessefællesskabet.
Bestemmelsen vedrører også tilfælde, hvor der
indgår flere interesseforbundne mellemmænd i en
sådan handelskæde.
I relation til sådanne
mellemhandelstilfælde, som f.eks. kan omfatte en eller flere
handler mellem koncernforbundne selskaber, vil den foreslåede
bestemmelse indebære, at der ved opgørelsen af de
realiserede markedsindtægter ikke vil skulle ske medregning
af producentens egne bruttoindtægter ved salget til den
interesseforbundne part, men i stedet af de bruttoindtægter,
der opnås ved (første) salg ud af kredsen af
interesseforbundne parter.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer således, at det vil skulle være de
bruttoindtægter, som den interesseforbundne kreds
oppebærer ved salg af elektriciteten til uafhængige
parter, der skal indgå ved opgørelsen af de
realiserede markedsindtægter. Dette vil kunne medvirke til at
hindre omgåelse af indtægtsloftet ved sådanne
salg inden for et interessefællesskab, idet priser og
vilkår for samhandel inden for dette
interessefællesskab vil kunne være påvirket af
interessefællesskabet.
Den foreslåede bestemmelse henviser til
ligningslovens § 2 med henblik på at fastlægge
kredsen af de interesseforbundne parter. Det indebærer, at
det vil dreje det sig om betalingspligtige,
1. hvorover fysiske eller juridiske personer
udøver en bestemmende indflydelse,
2. der udøver en bestemmende indflydelse
over juridiske personer,
3. der er koncernforbundet med en juridisk
person,
4. der har et fast driftssted beliggende i
udlandet,
5. der er en udenlandsk fysisk eller juridisk
person med et fast driftssted i Danmark, eller
6. der er en udenlandsk fysisk eller juridisk
person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af
kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4.
Ifølge ligningslovens § 2, stk. 2,
forstås ved bestemmende indflydelse ejerskab eller
rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte
eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller
rådes over mere end 50 pct. af stemmerne. Ved
bedømmelsen af, om den betalingspligtige anses for at have
bestemmende indflydelse over en juridisk person, eller om der
udøves en bestemmende indflydelse over den betalingspligtige
af en juridisk eller fysisk person, medregnes aktier og
stemmerettigheder, som indehaves af koncernforbundne selskaber, af
personlige aktionærer og deres nærtstående eller
af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller af de
nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående
m.v. eller af fonde eller truster stiftet af disse. Tilsvarende
medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af andre
selskabsdeltagere, med hvem selskabsdeltageren har en aftale om
udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.
Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som
indehaves af en person omfattet af kildeskattelovens § 1 eller
et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens § 1,
stk. 2, i fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse.
Endvidere fremgår det af ligningslovens
§ 2, stk. 3, at ved koncernforbundne juridiske personer
forstås juridiske personer, hvor samme kreds af
selskabsdeltagere har bestemmende indflydelse, eller hvor der er
fælles ledelse.
Bestemmelsen vil efter forslaget skulle finde
anvendelse, når salget af elektricitet sker med henblik
på videresalg ud af interessefællesskabet, uanset om
den interesseforbundne mellemhandler (koncernselskab m.v.) har
hjemsted her i landet eller i udlandet. Det vil sige, at
producentens markedsindtægt også ved salg til f.eks. et
udenlandsk koncernselskab vil skulle være det
bruttobeløb, som modtages som vederlag f.eks. ved
videresalget ud af koncernen. Det vil ikke ændre på, at
det efter de foreslåede bestemmelser vil være
producenten og ikke det købende koncernselskab, der er
betalingspligtig efter loven.
Bestemmelsen skal efter forslaget kun finde
anvendelse, når salget sker med henblik på videresalg
til en ikke-interesseforbundet part. Sælger producenten
elektricitet til en interesseforbundet part med henblik på
vedkommendes eget forbrug, vil det således være
producentens bruttoindtægter ved salget opgjort efter
forslaget til stk. 1, 1. pkt., der vil skulle medregnes ved
opgørelsen af de realiserede markedsindtægter. Dette
gælder også ved videresalg til et andet koncernselskab
med henblik på vedkommendes eget forbrug.
I sidstnævnte tilfælde vil
producenten ved opgørelsen af bruttoindtægterne dog
skulle anvende en eventuel højere videresalgspris som
grundlag for opgørelsen af bruttoindtægterne, hvis der
ikke foreligger en tilstrækkelig forretningsmæssig
begrundelse for, at elektriciteten ikke er solgt direkte til det
koncernselskab, der skal forbruge den. Dette vil være en
følge af den i § 8 foreslåede bestemmelse om
anvendelse af armslængdepriser og -vilkår.
Det foreslås i 3.
pkt., at 2. pkt. ligeledes skal finde anvendelse, når
den betalingspligtige og virksomheden, der har købt
elektriciteten, indgår eller er associerede virksomheder i
samme koncern, jf. pkt. B, nr. 1 og 5, i bilag 1 til
årsregnskabsloven.
Af årsregnskabslovens bilag 1, B, nr. 1
og 5, fremgår, at der ved en associeret virksomhed
forstås en virksomhed, som ikke er en dattervirksomhed, men i
hvilken en anden virksomhed og dennes dattervirksomheder besidder
kapitalinteresser og udøver en betydelig indflydelse
på virksomhedens driftsmæssige og finansielle ledelse.
En virksomhed formodes at udøve betydelig indflydelse, hvis
virksomheden og dens dattervirksomheder tilsammen besidder 20 pct.
eller mere af stemmerettighederne.
Den foreslåede bestemmelse vil f.eks.
skulle finde anvendelse, hvis den betalingspligtige
(producentvirksomheden) er en associeret virksomhed i en koncern,
fordi koncernens moderselskab og dennes datterselskaber tilsammen
besidder 20 pct. eller mere af stemmerettighederne i
producentvirksomheden, og elektriciteten er videresolgt til et af
koncernens selskaber med henblik på videresalg til en fysisk
eller juridisk person, der hverken indgår i koncernen, er en
associeret virksomhed i koncernen eller har en forbindelse til den
betalingspligtige som omhandlet i ligningslovens § 2.
Det foreslås i stk.
2, 1. pkt., at det realiserede nettoresultat af
prissikringsaftaler, som den betalingspligtige har indgået
med henblik på afdækning af prisrisici forbundet med
den elektricitet, der i kalendermåneden er produceret fra
energikilder omfattet af § 2, stk. 1, skal tillægges
eller fradrages de samlede bruttoindtægter opgjort efter stk.
1.
Det følger af
nødindgrebsforordningens artikel 2, nr. 5, og punkt 30 i
forordningens præambel, at der ved opgørelsen af
indtægterne indgår energiforsyningsaftaler og andre
former for risikoafdækning mod prisudsving på
engrosmarkedet for elektricitet. Den foreslåede bestemmelse
tager højde herfor, idet den indebærer, at er der
indgået fastprisaftaler eller andre lignende
prissikringsaftaler, vil det skulle være producentens
bruttoindtægter opgjort efter tillæg eller fradrag af
nettoresultatet af disse aftaler, som skal indgå ved
opgørelsen af de realiserede markedsindtægter.
Prissikringsaftaler kan både være
aftaler i form af fastprisaftaler indgået med bestemte
forbrugere og finansielle kontrakter som forwards, futures, swaps,
optioner og lignende. Der henvises herved også til
gennemgangen i pkt. 2.1.3.5 i de almindelige bemærkninger,
hvor der redegøres for elmarkedet, herunder typiske
kontraktformer anvendt ved handel med elektricitet.
Det vil efter forslaget kun være
nettoresultatet af de prissikringsaftaler, der er indgået med
henblik på afdækning af prisrisici forbundet med den i
kalendermåneden producerede elektricitet, der vil skulle
tillægges eller fradrages de samlede bruttoindtægter.
Gevinst eller tab på prissikringsaftaler skal henføres
til markedsindtægterne fra produktionen for den periode, som
prissikringsaftalerne vedrører. Den betalingspligtige vil
have bevisbyrden for, at f.eks. finansielle kontrakter har til
formål at prissikre produktionen, og den betalingspligtige
vil derfor også på forlangende skulle kunne
redegøre herfor og i nødvendigt omfang fremvise
dokumentation herfor, hvis Skatteforvaltningen måtte anmode
herom, jf. forslagets § 20 om pligt til at indsende materiale
til kontrolmyndigheden.
Det foreslås i stk.
2, 2. pkt., at 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse
på prissikringsaftaler indgået af en fysisk eller
juridisk person, der har en forbindelse til den betalingspligtige
som omhandlet i ligningslovens § 2, eller som indgår
eller er en associeret virksomhed i en koncern, jf. pkt. B, nr. 1
og 5, i bilag 1 til årsregnskabsloven, hvori også den
betalingspligtige indgår eller er en associeret
virksomhed.
Forslaget indebærer, at resultatet af
prissikringsaftaler, der f.eks. er indgået af et andet
koncernselskab, vil kunne indgå ved opgørelsen af
beregningsgrundlaget efter de foreslåede bestemmelser. Herved
tages f.eks. hensyn til, at hedgingfunktionen i større
energikoncerner ofte foretages i et særskilt
koncernselskab.
Om afgrænsningen af den kreds af parter,
der er omfattet af ligningslovens § 2, og om
afgrænsningen af begrebet associeret virksomhed henvises i
øvrigt til bemærkningerne til stk. 1.
Det foreslås i stk.
3, 1. pkt., at kan en prissikringsaftale ikke
henføres til afdækning af prisrisici forbundet med
elektricitet produceret på et bestemt produktionsanlæg,
vil det realiserede nettoresultat efter stk. 2 skulle fordeles
forholdsmæssigt på produktionen på alle de
produktionsanlæg, hvis prisrisici aftalen skal
afdække.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at nettoresultatet af prissikringsaftaler, der
vedrører produktionen på et bestemt
produktionsanlæg, også vil skulle indgå ved
opgørelsen af de realiserede markedsindtægter ved
salget af produktionen fra det pågældende anlæg,
jf. forslaget til § 3, stk. 2. Det vil skulle gælde
både tabsgivende og gevinstgivende prissikringsaftaler.
Medregner den betalingspligtige
nettoresultatet af en prissikringsaftale ved opgørelsen af
de realiserede markedsindtægter fra et bestemt
produktionsanlæg, vil den betalingspligtige på
forlangende skulle kunne redegøre herfor og i
nødvendigt omfang fremvise dokumentation herfor, hvis
Skatteforvaltningen måtte anmode herom, jf. forslagets §
20 om pligt til at indsende materiale til kontrolmyndigheden.
En prissikringsaftale indgået af en
producent med flere produktionsanlæg vil ofte ikke
vedrøre produktionen på et bestemt anlæg. Hvor
det gør sig gældende, følger det af den
foreslåede bestemmelse, at nettoresultatet af aftalen vil
skulle fordeles forholdsmæssigt på produktionen
på alle de produktionsanlæg, hvis prisrisici aftalen
skal afdække.
Det foreslås i stk.
3, 2. pkt., at den forholdsmæssige fordeling kan ske
på grundlag af produktionen på de enkelte anlæg
eller på grundlag af de samlede bruttoindtægter opgjort
efter stk. 1 for de enkelte anlæg.
Forslaget om den forholdsmæssige
fordeling af nettoresultatet fra prissikringsaftaler, der ikke kan
henføres til produktionen på et bestemt
produktionsanlæg, indebærer, at nettoresultatet vil
kunne vælges fordelt i forhold til elproduktionen på de
enkelte produktionsanlæg i den pågældende
måned, hvis prisrisici aftalen skal afdække, eller
på grundlag af hvert enkelt af disse anlægs realiserede
markedsindtægter i den pågældende måned
opgjort efter forslaget til stk. 1.
Den betalingspligtige vil efter forslaget frit
kunne vælge hvilken af disse to metoder, der anvendes ved
fordelingen. Fordelingen vil skulle foretages mellem alle de
nævnte produktionsanlæg, dvs. at fordelingen også
skal foretages i forhold til anlæg med et forhøjet
indtægtsloft efter forslaget til § 3, stk. 2, 3. pkt.,
og anlæg, der er undtaget fra indtægtsloftet efter
forslaget til § 9.
Det foreslås i stk.
3, 3. pkt., at det valgte princip for fordeling af
prissikringsaftaler skal anvendes for alle opgørelser af
betalingsgrundlaget efter § 3.
Fordelingsmetoden vil efter forslaget skulle
vælges i forbindelse med opgørelsen og angivelsen af
betalingsgrundlaget for den første afregningsperiode, og den
valgte metode vil herefter skulle anvendes for den
efterfølgende afregningsperiode.
Forslaget skal ses i lyset af, at den
forholdsmæssige fordeling skal løse et praktisk
problem, når resultatet af prissikringsaftalerne ikke kan
henføres til konkrete anlæg. Det er ikke hensigten, at
der skal være mulighed for at ændre princip for de
enkelte afregningsperioder for at opnå et lavere
afgiftsgrundlag. Derfor vil det opgørelsesprincip, der
vælges for den første afregningsperiode, efter
forslaget skulle være bindende for den efterfølgende
afregningsperiode.
Den betalingspligtige skal kunne dokumentere
hvilken fordelingsmetode, der er valgt anvendt for den
første afregningsperiode, og at denne metode herefter
også er anvendt i den efterfølgende
afregningsperioder. Hvis Skatteforvaltningen måtte anmode
herom, vil denne dokumentation skulle indsendes til
Skatteforvaltningen, jf. forslagets § 20.
Til §
5
Det foreslås i § 5, 1. pkt., at er den forventede
produktion fra et produktionsanlæg omfattet af § 2, stk.
1, nr. 1 eller 2, helt eller delvist omfattet af en aftale om
afregning til fast pris af en fast mængde elektricitet
ligeligt fordelt over aftaleperioden, kan et realiseret nettotab,
der efter reglerne i § 4 kan henføres til
anlæggets produktion i en bestemt kalendermåned, helt
eller delvist vælges fratrukket ved opgørelsen af
beregningsgrundlaget for samme anlæg i en anden
kalendermåned inden for afregningsperioden.
Den foreslåede bestemmelse
vedrører prissikringsaftaler i form af såkaldte
baseloadkontrakter, hvorefter en producent er forpligtet til at
afregne en fast mængde elektricitet ligeligt fordelt over en
periode til en forbruger eller en elhandler. Den vedrører
både baseloadkontrakter, hvorefter der skal ske fysisk
levering af den aftalte mængde elektricitet, og
baseloadkontrakter af finansiel karakter. Den vedrører kun
tilfælde, hvor en sådan baseloadkontrakt omfatter
produktionsanlæg omfattet af forslaget til § 2, stk. 1,
nr. 1 og 2, dvs. produktionsanlæg, der producerer
elektricitet ved anvendelse af vindkraft eller solenergi (solvarme
og solceller).
Forslaget vil indebære, at et realiseret
nettotab fra en baseloadkontrakt skal kunne vælges fratrukket
helt eller delvist ved opgørelsen af beregningsgrundlaget
for samme anlæg i en anden kalendermåned inden for
afregningsperioden. Den betalingspligtige vil således kunne
vælge at fradrage det realiserede tab på kontrakten i
en anden kalendermåned inden for afregningsperioden end den
kalendermåned, som tabet faktisk vedrører.
Det bemærkes, at i tilfælde, hvor
en baseloadkontrakt omfatter den forventede produktion fra flere
produktionsanlæg, vil kalendermånedens realiserede
nettoresultat på kontrakten efter reglerne i forslaget til
§ 4, stk. 3, skulle fordeles forholdsmæssigt på
produktionen på alle de produktionsanlæg, aftalen
omfatter.
Det foreslås i § 5, 2. pkt., at et realiseret nettotab
efter 1. pkt. i den første afregningsperiode efter §
11, stk. 1, der af producenten ikke er fratrukket ved
opgørelsen af betalingsgrundlaget for afregningsperioden,
kan fratrækkes ved opgørelsen af beregningsgrundlaget
for samme anlæg i en eller flere kalendermåneder i den
anden afregningsperiode efter § 11, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at den betalingspligtige skal kunne undlade at
fratrække et tab på en baseloadkontrakt konstateret i
en af de 3 kalendermåneder i den første
afregningsperiode og i stedet fremføre dette tab til fradrag
ved opgørelsen af beregningsgrundlaget i en eller flere
kalendermåneder i den anden afregningsperiode. Den
betalingspligtige vil frit kunne vælge, i hvilke(n)
kalendermåned(er) i den anden afregningsperiode det
fremførte tab fradrages.
Det foreslås i § 5, 3. pkt., at fradrag efter 1. og 2.
pkt. kun kan foretages i en kalendermåned, når
anlæggets forventede produktion i kalendermåneden helt
eller delvist er omfattet af den i 1. pkt. nævnte aftale.
Både i relation til overførsel af
tab på en baseloadkontrakt til en anden kalendermåned i
afregningsperioden og i relation til fremførsel af tab fra
første afregningsperiode til en eller flere
kalendermåneder i den anden afregningsperiode, vil det efter
forslaget skulle være en betingelse, at baseloadkontrakten
også dækker produktionen på anlægget i den
kalendermåned, hvor nettotabet fratrækkes.
Omfatter en baseloadkontrakt f.eks. kun den
forventede produktion på et solcelleanlæg i 2022, mens
der er indgået en ny kontrakt for 2023, skal et eventuelt tab
på kontrakten i december 2022 således hverken kunne
vælges fradraget ved opgørelsen af
beregningsgrundlaget i januar 2023 eller overføres til
fradrag i beregningsgrundlaget i en af kalendermånederne i
den anden afregningsperiode.
Om baggrunden for denne særlige ordning
for baseloadkontrakter omfattende den forventede produktion fra
anlæg, der producerer elektricitet ved anvendelse af
vindkraft eller solenergi, henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 2.1.3.5.
Til §
6
Det foreslås i § 6, stk. 1, at ved opgørelsen af
de realiserede indtægter efter § 3, stk. 2, for
kraftvarmeanlæg, fratrækkes den del af månedens
bruttoindtægter opgjort efter § 4, der anvendes til at
reducere varmeprisen eller affaldstaksten.
Kraftvarmeanlæg kan efter
varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, i priserne for levering
til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas,
bortset fra naturgas, kun indregne de i bestemmelsen opregnede
nødvendige udgifter. Herudover kan biomassebaserede
kraftvarmeanlæg, som leverer opvarmet vand m.v. til et
kollektivt varmeforsyningsanlæg, indkalkulere et overskud i
prisen for de i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1,
nævnte ydelser efter varmeforsyningslovens § 20 b.
Endelig kan centrale kraftvarmeanlæg indregne afgiftsfordelen
ved anvendelse af biomasse i forhold til fossile brændsler i
prisen for levering af opvarmet vand eller damp til et kollektivt
varmeforsyningsanlæg, når en række
omstændigheder er opfyldt, jf. varmeforsyningslovens §
20, stk. 15. Disse muligheder for at indregne et overskud i prisen
for levering af opvarmet vand m.v. gælder således alene
for de nævnte kraftvarmeanlæg og deres levering til et
kollektivt varmeforsyningsanlæg. Det kollektive
varmeforsyningsanlægs levering af opvarmet vand m.v. til
forbrugerne kan efter varmeforsyningslovens § 20, stk. 1,
alene indregne de i bestemmelsen opregnede nødvendige
udgifter. Varmeforsyningslovens prisbestemmelser indebærer,
at levering af opvarmet vand m.v. som udgangspunkt skal holdes
regnskabsmæssigt adskilt fra eventuelle andre ydelser, som en
virksomhed leverer, således at der kan ske en kontrol af, om
prisfastsættelsen for det opvarmede vand m.v. er sket i
overensstemmelse med prisbestemmelserne.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at de kraftvarmeanlæg, der overfører
en andel af de realiserede indtægter fra salg og levering af
elektricitet til varmesiden og dermed varmeforbrugerne, vil kunne
fratrække denne andel af indtægterne ved
opgørelsen af de realiserede markedsindtægter, der
indgår i beregningsgrundlaget efter forslaget til § 4,
stk. 2. Ved opgørelsen af de realiserede
markedsindtægter fratrækkes desuden den del af
månedens bruttoindtægter, der anvendes til at reducere
affaldstaksten. Hvis Skatteforvaltningen måtte anmode herom,
vil dokumentation for overførslen skulle indsendes til
Skatteforvaltningen, jf. forslagets § 20.
Den foreslåede bestemmelse tager hensyn
til, at der efter nødindgrebsforordningen ved
opgørelsen af indtægtsloftet ikke skal medregnes
indtægter, der direkte overføres til forbrugerne, idet
producenterne i sådanne tilfælde ikke drager fordel af
de høje elpriser. Der henvises herved til forordningens
artikel 7, stk. 2, sammenholdt med punkt 36 i præamblen.
Det bemærkes, at Forsyningstilsynet har
en langvarig praksis for, at levering af opvarmet vand m.v. ikke
skal holdes regnskabsmæssigt adskilt fra levering af
elektricitet, hvis indtægterne fra elektricitet anvendes til
at nedsætte varmeprisen. Det følger af den i § 9,
nr. 2, foreslåede bestemmelse, at indtægterne fra
produktion af elektricitet fra sådanne kraftvarmeanlæg
foreslås helt undtaget fra de ved lovforslaget
foreslåede bestemmelser.
Det foreslås i § 6, stk. 2, at Skatteforvaltningen
efter udløb af den anden afregningsperiode kan anmode om, at
eventuelt fradrag efter stk. 1 bekræftes ved en
erklæring med høj grad af sikkerhed fra en godkendt
revisor.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at kraftvarmeanlæg skal kunne fremlægge
en revisorerklæring, der omfatter lovens samlede
anvendelsesperiode, og som bekræfter, at eventuelt fradrag
efter stk. 1 svarer til markedsindtægter anvendt til at
reducere forbrugernes pris. Opgørelse af
bruttoindtægter skal ske per kalendermåned og opdeles i
de to afregningsperioder som angivet i § 11.
Revisorerklæringen skal kun indsendes, hvis
Skatteforvaltningen anmoder om det.
Erklæringen vil skulle være en
såkaldt erklæring med sikkerhed, jf. revisorlovens
§ 1, stk. 2, og den vil skulle afgives af en godkendt revisor,
jf. revisorlovens kapitel 2.
Revisorer, der er godkendt efter regler, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede
regnskaber, og som er etableret i et andet EU-land, i et
EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået
aftale med, vil også kunne afgive erklæringer efter
forslaget, såfremt de er anmeldt til Erhvervsstyrelsen efter
revisorlovens § 11. Erhvervsstyrelsen fører et
offentligt register over de revisorer, der er anmeldt efter
revisorlovens § 11, jf. bestemmelsens stk. 3.
Erklæringen skal efter forslaget afgives
med høj grad af sikkerhed, og den skal udformes i
overensstemmelse med de krav til erklæringer med sikkerhed,
der følger af revisorlovgivningen, jf. herved §§
16-18 i bekendtgørelse nr. 1468 af 12. december 2017 om
godkendte revisorers erklæringer.
Til §
7
Der foreslås i § 7 en særlig
opgørelsesmetode for produktionsanlæg med flere ejere.
Forslaget skal tage højde for, at deltagerne i et joint
venture ikke bør være forpligtet til give de
øvrige deltagere indsigt i f.eks. prissikringsaftaler,
når sådanne aftaler må anses for
forretningshemmeligheder. Gevinsten eller tabet på en enkelt
joint venture-deltagers selvstændige prissikrings- eller
videresalgsaftaler bør endvidere ikke (indirekte) skulle
deles med de øvrige deltagere i joint venturet. Om
baggrunden for forslaget henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.1.3.4 om koncernforhold
m.v.
Det foreslås i stk.
1, 1. pkt., at det for produktionsanlæg med flere
ejere kan vælges, at der for hver kalendermåned skal
opgøres et særskilt beregningsgrundlag for hver af
anlæggets ejere.
Forslaget vil indebære, at de enkelte
ejere i givet fald foretager hver sin opgørelse af
beregningsgrundlaget for deres forholdsmæssige andel af
produktionen fra anlægget.
Det foreslås i stk.
1, 2. pkt., at ejes produktionsanlægget af et selskab,
finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse på selskabets
ejere.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at den organisationsform, som er valgt for et joint
venture, ikke vil være afgørende for adgangen til at
vælge, om der skal opgøres et særskilt
beregningsgrundlag for hver af anlæggets ejere. Er der tale
om et joint venture, der er organiseret som et selskab, der er den
direkte ejer af produktionsanlægget, vil det således
efter forslaget skulle være selskabets ejere, der vil kunne
udøve valget.
Det foreslås i stk.
1, 3. pkt., at valget om særskilt opgørelse
efter 1. pkt. kan træffes af en ejer, hvis ejerandel
udgør mindst 20 pct. af anlægget.
Forslaget medfører, at der sættes
en nedre grænse for, hvornår en ejer kan kræve,
at alle ejerne foretager en særskilt opgørelse af
beregningsgrundlaget. Det bemærkes, at hvis ejerandelen er
mindre end 20 pct., vil den pågældende ejers gevinster
og tab på eventuelle prissikrings- eller videresalgsaftaler i
almindelighed ikke skulle medregnes ved opgørelsen af
beregningsgrundlaget for det pågældende
produktionsanlæg, jf. bestemmelserne i forslaget til §
4.
Det foreslås i stk.
1, 4. pkt., at det er en betingelse for valg af
særskilt opgørelse, at den pågældende ejer
eller et hermed koncernforbundet selskab, jf. selskabsskattelovens
§ 31 C, enten har videresolgt elektricitet produceret på
anlægget, jf. § 4, stk. 1, 2. og 3. pkt., eller har
indgået prissikringsaftaler med henblik på
afdækning af prisrisici forbundet med den elektricitet, der
er produceret på anlægget.
Forslaget skal ses i sammenhæng med
forslaget til § 4, stk. 1, hvoraf følger, at
markedsindtægterne ved videresalg af elektricitet skal
opgøres på grundlag af bruttoindtægterne ved
videresalget ud af koncernen. Fortjeneste eller tab vil
således aflejre sig i det selskab, der videresælger
elektriciteten. Ved valg af en særskilt opgørelse vil
det kunne undgås, at de øvrige ejere af joint
venture-enheden får kendskab til andre ejeres
prissætningspolitik ved videresalg, og samtidig vil gevinsten
og tabet ved videresalg indgå i den særskilte
opgørelse for den part, der har foretaget videresalg af
elektricitet. Prissikringsaftaler vil ligeledes kunne være
grundlag for at kræve en særskilt opgørelse,
således at det vil kunne undgås, at de øvrige
ejere får kendskab hertil, ligesom gevinsten og tabet ved
prissikringsaftalerne vil skulle indgå i den særskilte
opgørelse for den part, der har indgået aftalerne.
Det foreslås i stk.
1, 5. pkt., at valget skal træffes ved meddelelse, der
skal være kommet frem til den betalingspligtige og
anlæggets øvrige ejere senest 14 dage før
indgivelse af rettidig angivelse for den første
afregningsperiode, jf. § 11, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at de øvrige deltagere vil have sikkerhed
for, at der ikke med meget kort frist skal foretages en
særskilt opgørelse af beregningsgrundlaget, idet en
ejers valg også forpligter de øvrige ejere til at
foretage en særskilt opgørelse.
Det bemærkes, at de oplysninger, der
indgår i den særskilte opgørelse for hver enkelt
ejer, også vil skulle indgå, hvis beregningsgrundlaget
opgøres samlet for det pågældende
produktionsanlæg. Opgørelse af særskilte
beregningsgrundlag for hver enkelt ejer vil derfor typisk
være ukompliceret, hvorfor en frist på 14 dage vurderes
at være passende.
Valget af en særskilt opgørelse
vil efter forslaget skulle anses for sket, når meddelelse
herom er kommet frem til den betalingspligtige og de øvrige
deltagere i det pågældende joint venture.
Den foreslåede bestemmelse
vedrører forholdet mellem de enkelte ejere og den
betalingspligtige og skal bidrage til at sikre, at der ikke bliver
uenighed mellem disse om opgørelsesmetoden. Er meddelelsen
ikke kommet frem inden fristen, men er der mellem samtlige ejere og
den betalingspligtige enighed om, at der skal opgøres et
særskilt beregningsgrundlag for hver af anlæggets
ejere, vil Skatteforvaltningen derfor ikke kunne kræve, at
der opgøres et fælles beregningsgrundlag blot på
grund af en sådan overskridelse af fristen.
Det foreslås i stk.
1, 6. pkt., at valget er bindende for den betalingspligtige
og samtlige anlæggets ejere.
Forslaget vil indebære, at det ikke vil
være muligt at skifte opgørelsesprincip. Er der
truffet et valg om, at beregningsgrundlaget skal opgøres
særskilt for hver enkelt ejer, vil dette valg således
gælde for opgørelsen af beregningsgrundlagene for
samtlige kalendermåneder, så længe
indtægtsloftet gælder.
Det foreslås i stk.
2, 1. pkt., at der ved opgørelsen af det
særskilte beregningsgrundlag for hver ejer efter stk. 1
medregnes gevinst eller tab ved videresalg af elektricitet, jf.
§ 4, stk. 1, 2. og 3. pkt., foretaget af ejeren eller et
hermed koncernforbundet selskab og det realiserede nettoresultat af
prissikringsaftaler, jf. § 4, stk. 2 og 3, som ejeren eller et
hermed koncernforbundet selskab har indgået med henblik
på prissikring af anlæggets produktion.
Forslaget indebærer, at gevinsten eller
tabet ved videresalget skal henføres til den særskilte
opgørelse hos ejeren. Denne del udgår således af
de samlede bruttomarkedsindtægter med virkning for de andre
ejeres betalingspligt efter deres særskilte
opgørelser. Det samme gælder for nettoresultatet af
ejerens prissikringsaftaler vedrørende denne ejers andel af
anlæggets produktion.
Det foreslås i stk.
2, 2. pkt., at gevinsten eller tabet ved videresalg af
elektricitet efter 1. pkt. opgøres som forskellen mellem de
realiserede markedsindtægter opgjort efter § 4, 1. pkt.,
og de realiserede markedsindtægter opgjort efter § 4, 2.
eller 3. pkt.
Ved videresalg af elektricitet i
koncernforhold m.v. følger det af forslaget til § 4,
stk. 1, at markedsindtægterne ved videresalg af elektricitet
skal opgøres på grundlag af bruttoindtægterne
ved videresalget ud af koncernen.
Forslaget betyder således, at der
på denne måde sker opgørelse af fortjeneste
eller tab, der ligger hos den videresælgende part, dvs.
forskellen mellem prisen ved det interne køb og prisen ved
videresalget.
Det foreslås i stk.
2, 3. pkt., at der udover resultatet af videresalg af
elektricitet og resultatet af prissikringsaftaler efter § 4
skal medregnes en forholdsmæssig andel af den
betalingspligtiges øvrige realiserede markedsindtægter
opgjort efter reglerne i §§ 4-6.
Når resultatet af videresalg og
prissikringsaftaler er henført til de enkelte ejeres
særskilte beregningsgrundlag, vil den resterende del af den
betalingspligtiges realiserede markedsindtægter ifølge
forslaget skulle fordeles forholdsmæssigt mellem ejerne efter
deres ejerandel.
Da betalings- og angivelsespligten fortsat
påhviler den betalingspligtige, vil de foreslåede
bestemmelser i stk. 2 samlet betyde, at den enkelte ejer vil skulle
meddele den betalingspligtige, hvad der for den
pågældende kalendermåned er ejerens nettoresultat
ved videresalg og prissikringsaftaler vedrørende
elektricitet produceret på det pågældende
anlæg, jf. 1. og 2. pkt., hvorefter den betalingspligtige vil
opgøre de øvrige markedsindtægter og fordele
disse forholdsmæssigt mellem ejerne.
I overensstemmelse med det overordnede
formål med den foreslåede mulighed for at vælge
opgørelse af beregningsgrundlaget på ejerniveau, vil
den enkelte ejer ikke være forpligtet til at give den
betalingspligtige nærmere oplysninger om, hvorledes ejerens
nettoresultat ved videresalg og prissikringsaftaler
vedrørende elektricitet produceret på det
pågældende anlæg er opgjort, da sådanne
oplysninger vil kunne udgøre forretningshemmeligheder.
Det foreslås i stk.
3, at hver ejer er forpligtet til at betale 90 pct. af
summen af afregningsperiodens positive særskilte
beregningsgrundlag for den pågældende ejer til den
betalingspligtige senest på den dag, hvor betaling skal ske
efter § 12, stk. 1.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at
producenten, dvs. joint venture-enheden, fortsat vil være den
betalingspligtige efter forslagets § 2, og således skal
indbetale det betalingspligtige beløb.
Det bemærkes, at der ikke er noget til
hinder for, at ejerne efter aftale selv indbetaler beløbene,
der skal betales efter de særskilte opgørelser
på joint venture-enhedens vegne og for dennes regning.
Hvis joint venture-enheden er et
selvstændigt skattesubjekt, f.eks. et aktieselskab, vil
bestemmelsen medføre, at det betalte beløb er en
fradragsberettiget driftsomkostning hos deltageren, hvis denne er
erhvervsdrivende. Hos joint venture-enheden vil der ikke ske nogen
regulering, idet deltagerens betaling dækker, og derved
udligner, en fradragsberettiget udgift hos joint venture-enheden,
der fortsat er den betalingspligtige.
Hvis joint venture-enheden ikke er et
selvstændigt skattesubjekt, f.eks. et interessentskab, vil
bestemmelsen også resultere i fradragsret hos deltagerne for
det indbetalte beløb, idet fradragsretten for det samlede
betalingspligtige beløb skal fordeles i overensstemmelse med
de særskilte opgørelser som led i opgørelsen af
deltagernes skattepligtige indkomst fra interessentskabet. Uden
bestemmelsen ville fradragsretten for det samlede beløb
være blevet fordelt i forhold til deltagernes ejerandele. Er
joint venture-enheden organiseret som et kommandit- eller
partnerselskab, vil beløbet kunne tillægges
deltagerens fradragskonto.
Det foreslås i stk.
4, at ejeren anses for part i forhold til afgørelser,
som Skatteforvaltningen træffer efter § 14
vedrørende opgørelsen af ejerens særskilte
beregningsgrundlag efter stk. 2.
Forslaget indebærer, at det sikres, at
ejeren ved en særskilt opgørelse opnår
partsstatus, selv om det er producenten, der er den
betalingspligtige efter forslagets § 2.
Forslaget indebærer endvidere, at en
ejer ikke vil skulle anses for at være part i sager om
opgørelsen af de øvrige ejeres særskilte
beregningsgrundlag. Hvis Skatteforvaltningen ændrer
opgørelsen af det betalingspligtige beløb, vil de
enkelte ejere således ikke have mulighed for at få
indsigt i den del af de øvrige ejeres forhold, der
vedrører videresalg af elektricitet og prissikringsaftaler,
bortset fra de nettotal, der eventuelt kan påvirke deres
særskilte opgørelse.
Til §
8
Det foreslås i § 8, 1. pkt., at ved opgørelsen
af betalingsgrundlaget efter dette kapitel skal den
betalingspligtige anvende priser og vilkår for
handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med
fysiske eller juridiske personer, der har en forbindelse til den
betalingspligtige som omhandlet i ligningslovens § 2, i
overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis
transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.
Forslaget indebærer, at
betalingspligtige, der har samhandel eller andre økonomiske
transaktioner med interesseforbundne parter, vil skulle
opgøre betalingsgrundlaget, som det ville have været,
hvis samhandlen m.v. var sket på markedsvilkår med
uafhængige parter (armslængdeprincippet). Priser og
vilkår, der er udslag af interessefællesskabet, kan
således ikke anvendes til at nedbringe
betalingsgrundlaget.
Den foreslåede bestemmelse svarer
grundlæggende til bestemmelsen i ligningslovens § 2, der
har til formål at sikre, at armlængdeprincippet finder
anvendelse ved samhandel mellem interesseforbundne parter ved
opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige
indkomst.
Forslaget henviser derfor også til
bestemmelsen i ligningslovens § 2 med henblik på at
fastlægge kredsen af de interesseforbundne parter. Det
indebærer, at det vil dreje det sig om betalingspligtige,
1. hvorover fysiske eller juridiske personer
udøver en bestemmende indflydelse,
2. der udøver en bestemmende indflydelse
over juridiske personer,
3. der er koncernforbundet med en juridisk
person,
4. der har et fast driftssted beliggende i
udlandet,
5. der er en udenlandsk fysisk eller juridisk
person med et fast driftssted i Danmark, eller
6. der er en udenlandsk fysisk eller juridisk
person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af
kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4.
Ifølge ligningslovens § 2, stk. 2,
forstås ved bestemmende indflydelse ejerskab eller
rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte
eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller
rådes over mere end 50 pct. af stemmerne. Ved
bedømmelsen af, om den betalingspligtige anses for at have
bestemmende indflydelse over en juridisk person, eller om der
udøves en bestemmende indflydelse over den betalingspligtige
af en juridisk eller fysisk person, medregnes aktier og
stemmerettigheder, som indehaves af koncernforbundne selskaber, af
personlige aktionærer og deres nærtstående eller
af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller af de
nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående
m.v. eller af fonde eller truster stiftet af disse. Tilsvarende
medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af andre
selskabsdeltagere, med hvem selskabsdeltageren har en aftale om
udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.
Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som
indehaves af en person omfattet af kildeskattelovens § 1 eller
et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens § 1,
stk. 2, i fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse.
Endvidere fremgår det af ligningslovens
§ 2, stk. 3, at ved koncernforbundne juridiske personer
forstås juridiske personer, hvor samme kreds af
selskabsdeltagere har bestemmende indflydelse, eller hvor der er
fælles ledelse.
Forslaget omfatter alle handelsmæssige
og økonomiske transaktioner mellem parterne, hvis
transaktionerne har betydning for opgørelsen af
betalingsgrundlaget.
Forslaget vurderes i samspil med forslaget til
§ 5, stk. 1, 2. pkt., om opgørelse af
beregningsgrundlaget ved mellemhandel inden for
interessefællesskaber at kunne bidrage til at minimere
risikoen for omgåelse af indtægtsloftet.
Det bemærkes, at det følger af
nødindgrebsforordningens artikel 6, stk. 3, at
medlemsstaterne skal træffe effektive foranstaltninger for at
forhindre, at producenternes forpligtelser omgås. De skal
navnlig sikre, at loftet over markedsindtægter anvendes
effektivt i tilfælde, hvor producenterne kontrolleres eller
delvis ejes af andre virksomheder, navnlig når de er en del
af en vertikalt integreret virksomhed. Det foreslåede krav om
anvendelse af armslængdeprincippet vil således bl.a.
kunne medvirke til at hindre, at indtægter ved hjælp af
aftaler indgået mellem parter, der tilhører kredsen
omfattet af ligningslovens § 2, kunstigt søges placeret
uden for den periode, hvor indtægtsloftet gælder.
Det foreslås i § 8, 2. pkt., at 1. pkt. finder
tilsvarende anvendelse på den betalingspligtiges
transaktioner med fysiske eller juridiske personer, der
indgår i en koncern eller er en associeret virksomhed i en
koncern, jf. årsregnskabslovens bilag 1, B, nr. 1 og 5, hvori
den betalingspligtige indgår eller er en associeret
virksomhed.
Af årsregnskabslovens bilag 1, B, nr. 1
og 5, fremgår, at der ved en associeret virksomhed
forstås en virksomhed, som ikke er en dattervirksomhed, men i
hvilken en anden virksomhed og dennes dattervirksomheder besidder
kapitalinteresser og udøver en betydelig indflydelse
på virksomhedens driftsmæssige og finansielle ledelse.
En virksomhed formodes at udøve betydelig indflydelse, hvis
virksomheden og dens dattervirksomheder tilsammen besidder 20 pct.
eller mere af stemmerettighederne.
Den foreslåede bestemmelse vil
således indebære, at armslængdeprincippet vil
skulle finde anvendelse på aftaler indgået mellem
f.eks. den betalingspligtige (producentvirksomheden) og en anden
virksomhed, hvis producentvirksomheden er en associeret virksomhed
i en koncern, fordi koncernens moderselskab og dennes
datterselskaber tilsammen besidder 20 pct. eller mere af
stemmerettighederne i producentvirksomheden, og medkontrahenten er
et andet af koncernens selskaber.
Til §
9
Det foreslås i § 9, at undtaget fra betalingspligten,
jf. § 2, er indtægter ved salg og levering af
elektricitet, der er produceret på produktionsanlæg
opregnet i nr. 1-8.
Det indebærer, at producenter hverken
vil skulle anses for betalingspligtige efter § 2 for
indtægterne ved salg af elektricitet fra
produktionsanlæg omfattet af § 8, nr. 1-8, eller for at
være forpligtede til at angive disse indtægter til
Skatteforvaltningen efter § 11.
Det foreslås i § 9, nr. 1, at undtage indtægter
ved salg og levering af elektricitet, der er produceret på
produktionsanlæg med en installeret effekt på op til 1
MW.
Det følger af forordningens artikel 7,
stk. 3, 1. pkt., at medlemsstaterne navnlig i tilfælde, hvor
anvendelsen af indtægtsloftet medfører en betydelig
administrativ byrde, kan beslutte, at indtægtsloftet ikke
finder anvendelse på producenter, der producerer elektricitet
på produktionsanlæg med en installeret effekt på
op til 1 MW.
Medlemsstater kan således undtage
produktionsanlæg med en installeret kapacitet på op til
1 MW, f.eks. husstandsvindmøller og -solceller, hvis det
medfører en administrativ byrde.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at angivelses- og betalingspligten ikke vil finde
anvendelse på producenters indtægter fra elektricitet,
der hidrører fra produktionsanlæg, der har en
installeret effekt på op til 1 MW. Produktionsanlæg med
en installeret effekt på under 1 MW såvel som
produktionsanlæg med en installeret effekt på
præcis 1 MW foreslås omfattet af bestemmelsen.
Hvis en producent ejer flere
produktionsanlæg, der hver især har en installeret
effekt på op til 1 MW, vil hvert produktionsanlæg
være undtaget fra betalingsforpligtelsen.
Produktionsanlæg skal således bedømmes hver for
sig.
Består et produktionsanlæg med en
samlet installeret effekt på over 1 MW af flere moduler, der
hver især har en installeret effekt på 1 MW eller
derunder, og hvor de enkelte moduler ejes af forskellige
producenter, vil indtægterne fra produktionsanlægget,
herunder fra de enkelte moduler, ikke være undtaget fra
betalingsforpligtelsen efter bestemmelsen.
Det foreslås i § 9, nr. 2, at undtage indtægter
fra salg og levering af elektricitet, der er produceret på
kraftvarmeanlæg, som ikke opgør de nødvendige
omkostninger, der kan indregnes i varmeprisen efter
varmeforsyningslovens kapitel 4, på grundlag af en
regnskabsmæssig opdeling.
Bestemmelsen er en udmøntning af
nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 2, hvoraf
følger, at indtægtsloftet ikke finder anvendelse
på producenter, hvis indtægter per MWh produceret
elektricitet allerede er begrænset som følge af
statslige eller offentlige foranstaltninger, der ikke er vedtaget i
henhold til artikel 8.
Et kraftvarmeanlæg, der leverer
elektricitet og opvarmet vand eller damp omfattet af
varmeforsyningslovens kapitel 4, kan bruge indtægter fra
elproduktion til at sænke varmeprisen fra
kraftvarmeanlægget. Hvis levering af elektricitet og levering
af varme ikke er regnskabsmæssigt adskilt, vil hele
markedsindtægten blive direkte eller indirekte
overført til varmeforbrugerne, herunder kollektive
varmeforsyningsselskaber, der økonomisk hviler i sig
selv.
Forsyningstilsynet har en langvarig praksis
for, at levering af opvarmet vand m.v. ikke skal holdes
regnskabsmæssigt adskilt fra levering af elektricitet, hvis
indtægterne fra elektriciteten anvendes til at nedsætte
varmeprisen.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at indtægter fra elproduktion på
kraftvarmeanlæg bliver undtaget fra betalingsforpligtelsen,
når kraftvarmeanlægget ikke har en
regnskabsmæssig adskillelse mellem el- og varmesiden.
Der henvises herudover til den
foreslåede § 6 i forhold til opgørelse af
indtægter fra kraftvarmeanlæg, som ikke er omfattet af
§ 9.
Det foreslås i § 9, nr. 3, at undtage indtægter
ved salg og levering af elektricitet, der er produceret på
affaldsforbrændingsanlæg, som er omfattet af
elforsyningslovens § 75, stk. 3.
Affaldsforbrændingsanlæg, der er
omfattet af elforsyningslovens § 75, stk. 3, skal
økonomisk hvile i sig selv, og leveringen af varme skal
herudover overholde varmeforsyningslovens § 20, stk. 1.
Indtægterne fratrækkes anlæggets samlede
omkostninger, hvorefter de resterende omkostninger til
kraftvarmeproduktionen fordeles mellem varmeforbrugerne i kraft af
et kollektivt varmeforsyningsselskab og forbrugernes
affaldstakster. Det kollektive varmeforsyningsselskab skal
økonomisk hvile i sig selv.
Affaldsforbrændingsanlæg, der er omfattet af
elforsyningslovens § 75, stk. 3, er derfor undtaget fra
betalingspligten.
Det følger af elforsyningslovens §
75, stk. 3, at virksomheder, som producerer elektricitet med
tilladelse efter elforsyningslovens § 12 a, ikke er omfattet
af hvile i sig selv-princippet efter § 75, stk. 3. Det drejer
sig om elproduktion ved afbrænding af affald på
anlæg på centrale kraftværkspladser og ved
forbrænding af kød- og benmel og lignende produkter,
dog ikke elektricitet produceret på anlæg, som
producerer elektricitet udelukkende ved forbrænding af
affald. Disse anlæg betragtes som et kraftvarmeanlæg og
vil således i udgangspunktet være omfattet af § 6
i dette lovforslag. De kan dog også være omfattet af en
de andre undtagelser i § 9.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at indtægter fra
affaldsforbrændingsanlæg omfattet af elforsyningslovens
§ 75, stk. 3, ikke omfattes af betalingspligten i §
2.
Det foreslås i § 9, nr. 4, at undtage indtægter
ved salg og levering af elektricitet, der er produceret på
produktionsanlæg i spildevandsforsyningsselskaber, som er
omfattet af spildevandsbetalingslovens § 1, stk. 4.
Spildevandsforsyningsselskaber kan i taksterne
for spildevandshåndtering alene indregne udgifter, der er
nødvendige til udførelse, drift og vedligeholdelse af
spildevandsanlæg og andre anlæg til brug for selskabets
håndtering af spildevand samt anlæg, som er
kontraktligt tilknyttet spildevandsforsyningsselskabet, jf. §
1, stk. 4, i lov om betalingsregler for
spildevandsforsyningsselskaber m.v. eller i øvrigt er
specifikt hjemlet. Et eventuelt overskud fra produktionen af
elektricitet vil derfor ikke kunne realiseres til andre
formål end videreførelse til dem, der leder spildevand
til spildevandsforsyningsselskabers anlæg, eller som er
kontraktligt tilknyttet spildevandsforsyningsselskabet, f.eks. i
form af reducerede takster. Det vurderes derfor, at
spildevandsforsyningsselskaber, der producerer elektricitet f.eks.
ved anvendelse af gasformigt biomassebrændsel, er undtaget
fra betalingspligten, jf. § 2.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at indtægter fra produktionen af elektricitet
i et spildevandsforsyningsselskab ikke omfattes af
betalingspligten.
Det foreslås i § 9, nr. 5, at undtage indtægter
ved salg og levering af elektricitet, der er produceret på
produktionsanlæg i almene vandforsyninger, som er omfattet af
vandforsyningslovens § 52 a, stk. 1.
Almene vandforsyninger kan i taksterne alene
indregne udgifter, der er nødvendige til indvinding og
distribution af vand eller i øvrigt er specifikt hjemlet,
jf. vandforsyningslovens § 52 a, stk. 1. Et eventuelt overskud
fra produktionen af elektricitet vil derfor ikke kunne realiseres
til andre formål end videreførelse til de tilknyttede
vandforbrugere, f.eks. i form af reducerede takster. Det vurderes
derfor, at almene vandforsyninger, der producerer elektricitet
f.eks. ved anvendelse af solcelleanlæg, er undtaget fra
betalingspligten.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at indtægter fra elproduktion i en almen
vandforsyning ikke omfattes af betalingspligten.
Det foreslås i § 9, nr. 6, at undtage indtægter
ved salg og levering af elektricitet, der er produceret på
demonstrationsprojekter som defineret i artikel 2, nr. 24, i
elmarkedsforordningen.
Det fremgår af artikel 7, stk. 2, i
nødindgrebsforordningen, at indtægtsloftet ikke finder
anvendelse på demonstrationsprojekter. Det fremgår
endvidere af nødindgrebsforordningens artikel 2, stk. 1, at
ved anvendelsen af nødindgrebsforordningen finder de
definitioner, der er fastsat i artikel 2 i elmarkedsforordningen,
anvendelse.
Et demonstrationsprojekt er i
elmarkedsforordningens artikel 2, nr. 24, defineret som et projekt,
der fremviser en teknologi, som er den første af sin art i
Unionen, og som udgør en væsentlig nyskabelse, der
rækker langt ud over det bedste eksisterende tekniske
niveau.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at elproduktion, som i udgangspunktet er omfattet
af betalingspligten, jf. § 2, stk. 1, ikke er omfattet, hvis
der er tale om demonstrationsprojekter.
Som anført under de almindelige
bemærkninger, pkt. 2.1.3.6.5, er definitionen af
demonstrationsprojekter snæver og en fortolkning af
bestemmelsen skal foretages i det lys.
I vurderingen af, om et projekt er et
demonstrationsprojekt, vil der skulle indgå en flerhed af
hensyn. Disse hensyn vil eksempelvis kunne være
modningsgraden af teknologien, der demonstreres, miljøet
hvori projektet demonstreres, herunder vind- og geologiske forhold,
projektets beliggenhed i forhold til afprøvning af
specifikke elementer på projektet, testforløb, hvor
længe projektet har været opsat eller i drift,
holdbarheden af projektet, effekten af projektet, belastningen som
projektet udsættes for, og hvor stressende det er for
projektet, terrænets ruhed, herunder turbulens m.v.,
opstillingsmetode, hvorvidt projektet er prækommercielt, hvor
meget der udskiftes og afprøves og forventes udskiftet og
afprøvet på demonstrationsprojektet, ligesom selve
projektets formål også kan indgå. Er det
eksempelvis en vindmølle, der kun er opstillet i kort tid,
og hvor der forekommer hyppige udskiftninger af dele af
vindmøllen i vindmøllens levetid, og hvor der har
været høje udviklingsomkostninger, kan dette tale i
retning af, at der er tale om et demonstrationsprojekt.
Modsat vil det kunne tale imod at anse et
produktionsanlæg som et demonstrationsprojekt, hvis projektet
har været i gang i en længere periode, hvor der ikke
hyppigt er foretaget større eksperimenter med hele eller
dele af projektet, hvor der ikke har været tale om
uforholdsmæssigt høje udviklingsomkostninger, hvor
projektet bygger på en moden teknologi, og hvor der ikke er
beskrevet særlige demonstrationsformål i beskrivelsen
af projektet.
Endvidere vil der i vurderingen også
indgå andre elementer, f.eks. hvilket Technology Readiness
Level (TRL) vindmøllen befinder sig på.
Europa-Kommissionen har den 21. december 2017 udgivet rapporten
"Technology readiness level, Guidance principles for renewable
energy technologies". TRL-niveauet kan indgå som en del af
den samlede vurdering af, om et projekt er et demonstrationsprojekt
eller ej. Det vurderes i den forbindelse, at såfremt en
vindmølle befinder sig på TRL 9, vil den ikke kunne
anses som et demonstrationsprojekt. TRL-niveau 9 er det niveau,
hvor en teknologi er vurderet som afprøvet og markedsmoden.
Hvorvidt projekter på lavere TRL-niveauer kan anses som
demonstrationsprojekter vil bero på en helhedsvurdering af
projekterne.
På samme måde er det forhold, at
en vindmølle har eller har haft et gyldigt
prototypecertifikat, ikke en indikator for, at der er tale om et
demonstrationsprojekt. Der vil skulle foretages en konkret
vurdering af, hvorvidt den enkelte vindmølle lever op til
definitionen af et demonstrationsprojekt.
Den foreslåede bestemmelse vil bl.a.
medføre, at elproduktion på vindmøller på
land, der opstilles på de nationale testcentre for store
vindmøller i Høvsøre i Lemvig Kommune og
Østerild i Thisted Kommune, ikke vil skulle anses for
omfattet af betalingspligten.
Det foreslås i § 9, nr. 7, at undtage indtægter ved salg af
elektricitet, der er produceret på hybridanlæg, der
anvender biomassebrændsel (fast eller gasformigt), undtagen
biomethan, og som også kan anvende konventionelle
energikilder, der ikke er omfattet af § 2, stk. 1, fra
betalingspligten.
Det følger af
nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 3, 2. pkt., at
medlemsstaterne, navnlig i tilfælde, hvor anvendelsen af
indtægtsloftet indebærer en risiko for at øge
CO2-emissionerne og mindske
produktionen af vedvarende energi, kan beslutte, at loftet over
indtægter ikke finder anvendelse på elektricitet
produceret i hybridanlæg, som også anvender
konventionelle energikilder.
Medlemsstater kan således undtage
hybridanlæg, dvs. produktionsanlæg, som kan anvende
både grønne og fossile brændsler, dvs. gas eller
stenkul, hvis der er risiko for, at loftet fører til
højere CO2-udledning eller
til mindsket VE-produktion. Rationalet er, at hybridanlæg kan
have tilskyndelse til at skifte fra grønne brændsler,
som ikke er undtaget fra indtægtsloftet til fossile
brændsler, som er undtaget.
Forslaget er således begrundet i et
hensyn til at forhindre, at produktionen af vedvarende energi
mindskes, at CO2-emissioner ved
elproduktion øges samt, at forhindre yderligere
prisstigninger på gas og stenkul og dermed på
elektricitet.
Med hybridanlæg i lovforslaget
forstås produktionsanlæg, der kan basere sin produktion
på biomassebrændsel (fast eller gasformigt), undtagen
biomethan, og som også kan basere sin produktion på
konventionelle energikilder. Hybridanlægget skal være
indrettet således, at det både er lovligt samt teknisk
og praktisk muligt for hybridanlægget at omlægge sin
produktion til konventionelle energikilder. Hybridanlægget
skal eksempelvis være indrettet med en funktionsdygtig
brændselsleverance, herunder eventuelt funktionsdygtigt lager
til opbevaring af konventionelle energikilder på
anlægget, samt have den nødvendige tilladelse til at
kunne anvende konventionelle energikilder i sin produktion.
Som hybridanlæg anses derimod ikke
produktionsanlæg, der alene kan anvende konventionelle
energikilder som opstartsmiddel af sin produktion, men som baserer
sin produktion på energikilder omfattet af § 2, jf.
nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 1.
Med konventionelle energikilder forstås
energikilder, der ikke er omfattet af definitionen af vedvarende
energikilder i VE-lovens § 2, stk. 2. Efter bestemmelsen
forstås vedvarende energikilder som vedvarende ikkefossile
kilder i form af vindkraft, solenergi, geotermisk energi,
omgivelsesenergi, tidevands- og bølgeenergi og andre former
for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra
spildevandsanlæg og biogas. Et hybridanlæg vil
således eksempelvis kunne være et
produktionsanlæg, der kan anvende biomassebrændsel
(fast eller gasformigt), undtagen biomethan, og som også kan
anvende stenkul. Produktionsanlæg, der både kan anvende
olie og stenkul, anses ikke som hybridanlæg.
De enkelte hybridanlæg afgrænses i
overensstemmelse med definitionen af et produktionsanlæg i
elmarkedsforordningens artikel 2, nr. 28.
Det foreslås i § 9, nr. 8, at undtage indtægter
ved salg af elektricitet, der er produceret på et
produktionsanlæg, der er omfattet af støtteordninger
med fast afregningspris i VE-lovens §§ 35 b, 39 og 41,
§ 43 f, stk. 1, § 43 g, stk. 1, og § 47, stk. 2,
stk. 3, nr. 1, stk. 4-7 og stk. 9, nr. 1.
Støtteordningerne efter VE-lovens
§§ 35 b, 39 og 41, § 43 f, stk. 1, §
43 g, stk. 1, og § 47, stk. 2, stk. 3, nr. 1, stk. 4-7 og stk.
9, nr. 1, er indrettet således, at producenterne omfattet af
ordningerne modtager støtte i form af en fast
afregningspris. Dette indebærer, at producenterne på
disse ordninger modtager støtte bestående af et
pristillæg, der fastsættes således, at dette og
den efter VE-lovens § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris
tilsammen udgør en fast afregningspris.
Betaling for elektricitet produceret på
de omfattede anlæg i 1 time kan ikke overstige den faste
afregningspris. Hvis markedsprisen i 1 time overstiger den faste
afregningspris, modregnes det overstigende beløb ved
førstkommende udbetalinger af markedspris og
pristillæg.
Det følger heraf, at
støtteordninger med fast afregningspris medfører en
begrænsning af de omfattede producenters indtægter i
nødindgrebsforordningens forstand.
Formålet med den foreslåede
bestemmelse er at sikre, at støttemodtagere på disse
ordninger ikke bliver omfattet af indtægtsloftet, og at
lovforslaget således er i overensstemmelse med
nødindgrebsforordningens artikel 7, stk. 2.
Såfremt en producent alene er omfattet
af en af disse støtteordninger i en del af perioden fra og
med den 1. december 2022 til og med den 30. juni 2023, vil
bestemmelsen alene finde anvendelse for den periode, hvor
producenten er tilknyttet støtteordningen.
Til §
10
Det foreslås i § 10, at producenter, der er
betalingspligtige efter § 2, for hver afregningsperiode skal
opgøre betalingen efter reglerne i kapitel 3.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at en producent har pligt til at forholde sig
konkret til, om et eller eventuelt flere af dennes
produktionsanlæg er omfattet af indtægtsloftet, og om
producenten derfor er betalingspligtig efter § 2. Hvis et
eller flere af producentens produktionsanlæg vurderes at
være omfattet af indtægtsloftet, skal der for hvert af
disse opgøres de indtægter, der ligger ud over
indtægtsloftet.
Formålet med den foreslåede
bestemmelse er desuden at præcisere, at uanset, at
producenten skal afregne betaling for perioderne 1. december 2022
til og med 28. februar 2023 og 1. marts til og med 30. juni 2023,
vil producenterne skulle opgøre deres indtægter i
medfør af reglerne i kapitel 3 om betalingsgrundlaget,
hvorefter afregningsperiodens positive beregningsgrundlag
opgøres på månedsbasis og summeres, jf. §
5, stk. 1-3, og § 6.
Producenten skal opgøre og foretage en
angivelse af de realiserede indtægter ud over
indtægtsloftet på 180 euro per MWh produceret
elektricitet ved anvendelse af en blanket, som fremgår af
Skatteforvaltningens hjemmeside (skat.dk).
Hvis producenten vurderer, at producenten ikke
har produktionsanlæg, der er omfattet af
indtægtsloftet, skal producenten ikke foretage en
angivelse.
Hvis producenten derimod vurderer, at et
produktionsanlæg er omfattet af indtægtsloftet, men at
producenten ikke har indtægter, der overstiger dette, skal
producenten angive ikke at have indtægter over
indtægtsloftet.
Til §
11
Det foreslås i stk.
1, at afregningsperioderne er fra og med den 1. december
2022 til og med den 28. februar 2023 (første
afregningsperiode) samt fra og med den 1. marts 2023 til og med den
30. juni 2023 (anden afregningsperiode).
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at de af lovforslaget omfattede producenter vil
skulle opgøre og angive betalingen for hver af de to
perioder. Det følger af den foreslåede § 10, at
producenterne vil skulle opgøre deres indtægter
på månedsbasis for hver måned i
afregningsperioden i medfør af reglerne i kapitel 3 om
betalingsgrundlaget hvorefter afregningsperiodens positive
beregningsgrundlag opgøres på månedsbasis og
summeres, jf. § 5, stk. 1-3, og § 6.
Baggrunden for, at der skal ske
opgørelse og angivelse for to perioder, og ikke for hver
måned, er ønsket om at mindske administrative byrder
for såvel virksomheder som myndigheder. Hertil kommer, at det
alene i begrænset omfang har været muligt at nyudvikle
en særskilt IT-understøttelse af
indtægtsloftet.
Desuden vil det medføre, at der alene
vil være én samlet fordring, som oprettes for hver
periode og ikke flere separate fordringer for hver
kalendermåned.
Det foreslås i stk.
2, 1. pkt., at producenter, der er betalingspligtige efter
§ 2, efter udløbet af hver afregningsperiode til
Skatteforvaltningen skal angive det beløb, der skal betales
til Skatteforvaltningen.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at betalingspligtige producenter af elektricitet
efter udløbet af hver afregningsperiode vil skulle angive
betalingen til Skatteforvaltningen.
Den første afregningsperiode vil
angå betaling, der vedrører perioden fra og med den 1.
december 2022 til og med den 28. februar 2023.
Den anden afregningsperiode vil angå
betaling, der vedrører perioden fra og med den 1. marts 2023
til og med den 30. juni 2023.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslagets § 2.
Det foreslås i stk.
2, 2. pkt., at har producenten ikke en betaling at foretage
efter reglerne i kapitel 3, skal dette også angives.
Den foreslåede bestemmelse har til
formål at tydeliggøre, at en producent har pligt til
at foretage en angivelse også i de situationer, hvor
vedkommende ikke har realiserede indtægter over
indtægtsloftet. Tydeliggørelsen skal navnlig ses i
sammenhæng med, at en producent kan straffes, hvis
vedkommende ikke foretager en angivelse heraf.
Det foreslås i stk.
3, at angivelse efter stk. 2 skal foretages senest den 1. i
den fjerde måned efter afregningsperiodens udløb.
Det betyder, at det beløb, der vil
skulle betales for den første periode fra og med den 1.
december 2022 til og med den 28. februar 2023, vil skulle angives
senest den 1. juni 2023, jf. den foreslåede § 11, stk.
3. Dette beløb vil forfalde til betaling den 1. marts 2023
og vil principielt skulle betales senest den 1. juli 2023, jf.
§ 12, stk. 1. Da den 1. juli 2023 imidlertid er en
lørdag, vil den sidste rettidige betalingsfrist dog
være mandag den 3. juli 2023, jf. § 13. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til § 12 om
opkrævning af betaling.
Det betyder endvidere, at det beløb,
der vil skulle betales for den anden periode fra og med den 1.
marts 2023 til og med den 30. juni 2023, vil skulle angives senest
den 1. oktober 2023. Da den 1. oktober 2023 er en søndag,
vil den sidste rettidige angivelsesfrist dog være mandag den
2. oktober 2023, jf. § 13. Beløbet vil forfalde til
betaling den 1. juli 2023 og vil skulle betales senest den 1.
november 2023.
Det foreslås i stk.
4, at har den betalingspligtige ikke rettidigt foretaget
korrekt angivelse efter stk. 2, kan Skatteforvaltningen
pålægge den betalingspligtige daglige
tvangsbøder.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at Skatteforvaltningen vil kunne
pålægge daglige tvangsbøder med henblik på
at fremtvinge korrekt angivelse, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 11, stk. 2. Dette vil kunne være
tilfældet, hvis angivelse slet ikke er foretaget, eller hvis
der er foretaget en angivelse, der ikke opfylder kravene for
angivelse og derfor ikke er korrekt.
Hvis den betalingspligtige ikke foretager
rettidig eller korrekt angivelse, vil Skatteforvaltningen kunne
sende en rykker med varsling om pålæg af daglige
tvangsbøder og heri anføre, at hvis korrekt angivelse
ikke foretages inden en fastsat frist, vil der blive pålagt
daglige tvangsbøder for hver dag, fristen overskrides.
Den foreslåede bestemmelse om daglige
tvangsbøder vil skulle administreres efter den praksis, der
gælder for daglige tvangsbøder på
Skatteforvaltningens område. De daglige tvangsbøder
vil således kunne gives for hver kalenderdag, det vil sige
syv dage om ugen. Ved fastsættelsen af tvangsbøden vil
der skulle tages hensyn til den oplysningspligtiges
økonomiske formåen, således at pressionen har
effekt. Tvangsbøden vil skulle udgøre mindst 1.000
kr. dagligt og vil kunne forhøjes med skriftligt varsel,
hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har givet resultat.
Ikke betalte tvangsbøder vil bortfalde,
når den betalingspligtige efterlever pålægget,
mens betalte tvangsbøder ikke vil blive tilbagebetalt.
Det foreslås i stk.
5, at pålæg efter stk. 4 kan påklages til
Landsskatteretten efter reglerne i § 17. Herved vil
pålæg efter stk. 5 kunne påklages til
Landsskatteretten efter de samme regler, som i øvrigt
gælder for klager til Landsskatteretten i medfør af
loven.
Det foreslås i stk.
6, at skatteministeren vil kunne fastsætte
nærmere regler for angivelsen.
Det er hensigten at fastsætte regler om,
at angivelsen vil skulle ske elektronisk efter Skatteforvaltningens
nærmere anvisning eller foretages på en særlig
blanket, der vil kunne rekvireres hos Skatteforvaltningen.
Derudover er det hensigten at fastsætte
regler om det nærmere indhold af angivelsen. Det er
således hensigten at fastsætte nærmere regler om,
at angivelsen skal indeholde oplysning om producentens navn,
adresse, cvr-nummer, de beregnede realiserede indtægter, det
beregnede indtægtsloft, betalingsgrundlaget og den beregnede
betaling.
Til §
12
Bestemmelsen i §
12 omhandler stiftelsesdato, forfaldsdato og sidste
rettidige betalingsdato.
Det foreslås i stk.
1, at krav på betaling stiftes og forfalder den
første dag efter afregningsperioden, og at betaling skal ske
senest den 1. i den femte måned efter afregningsperiodens
udløb.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at kravet på betaling både stiftes og
forfalder til betaling den første dag efter
afregningsperioden, uanset hvilken af de to afregningsperioder der
er tale om, jf. § 11, stk. 1. For den første
afregningsperiode vil kravet således blive stiftet og
forfalde den 1. marts 2023, mens kravet for den anden
afregningsperiode vil blive stiftet og forfalde den 1. juli
2023.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere
indebære, at den 1. i den femte måned efter
afregningsperiodens udløb vil være den sidste
rettidige betalingsdag, uanset hvilken af de to afregningsperioder
der er tale om, jf. § 11, stk. 1. For den første
afregningsperiode vil kravet således have den 1. juli 2023
som sidste rettidige betalingsdag, mens kravet for den anden
afregningsperiode vil have den 1. november 2023 som sidste
rettidige betalingsdag.
Den foreslåede bestemmelse i § 12,
stk. 1, skal ses i sammenhæng med, at angivelsen vil skulle
ske elektronisk efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning
eller foretages på en særlig blanket, der vil kunne
rekvireres hos Skatteforvaltningen, jf. bemærkningerne
ovenfor til § 11, stk. 2. Det vil af denne grund kunne
forekomme, at angivelsen skal registreres manuelt af
Skatteforvaltningen i Skatteforvaltningens system, hvorved
tidspunktet for registreringen ikke kendes på forhånd.
Angivelsen anses for modtaget, når den er kommet frem til
Skatteforvaltningen. Det er således ikke afgørende
for, om en angivelse er modtaget rettidigt, hvornår
Skatteforvaltningen har registreret den i Skatteforvaltningens
systemer.
Krav, der skal indbetales til skattekontoen,
skal således registreres på skattekontoen, når
der er sket angivelse heraf, eller når kravet med sikkerhed
kan opgøres, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk.
3. Hvis der til skattekontoen indbetales et beløb til
dækning af krav, der ikke er blevet registreret på
skattekontoen, vil beløbet blive tilbagebetalt i
medfør af § 16 c, stk. 6, medmindre kreditsaldoen
på skattekontoen efter denne indbetaling holder sig under den
beløbsgrænse på højst 200.000 kr., som en
virksomhed kan fastsætte, jf. opkrævningslovens §
16 c, stk. 5. Den foreslåede bestemmelse med en
betalingsfrist, der ligger en hel måned efter
angivelsesfristen, der ifølge den foreslåede
bestemmelse i § 11, stk. 3, skal være den 1. i den
fjerde måned efter afregningsperiodens udløb, har til
formål at sikre, at Skatteforvaltningen efter modtagelsen af
angivelsen vil kunne nå at registrere kravet på
skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 3,
inden kravet skal betales.
Det foreslås i stk.
2, 1. pkt., at opkrævningslovens kapitel 5 finder
anvendelse på ind- og udbetalinger efter loven, jf. dog stk.
3.
Den foreslåede bestemmelse i § 12,
stk. 3, indeholder en bemyndigelse for skatteministeren til at
fastsætte regler om, at ind- og udbetalinger i forhold til
producenter, der alene har et personnummer og derfor ikke kan
betale eller modtage betaling via skattekontoen, skal ske på
anden vis, dvs. til et andet af Skatteforvaltningens
opkrævningssystemer.
Opkrævningslovens kapitel 5 indeholder
bestemmelser om skattekontoen, som virksomheder skal anvende til
indbetaling af moms, A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, punktafgifter
m.v. og selskabsskatter, hvis der er tale om selskaber m.v., der
omfattes af selskabsskatteloven.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer således, at betalingen skal indbetales til
skattekontoen, ligesom reglerne om skattekontoen i øvrigt
vil finde anvendelse på betalingen. Også en udbetaling
af for meget indbetalt betaling vil skulle ske til skattekontoen.
Det betyder bl.a., at ind- og udbetalinger af skatter og betalinger
m.v. omfattet af opkrævningslovens § 16 modregnes
automatisk efter et saldoprincip, og at meddelelse om modregning
fremgår af skattekontoen, jf. § 16 a, stk. 1.
I opkrævningslovens § 16 a, stk. 2,
er det bestemt, at hvis den samlede sum af registrerede forfaldne
krav på virksomhedens konto overstiger den samlede sum af
registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden,
udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb,
som virksomheden skylder Skatteforvaltningen. Er den samlede sum af
registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra
virksomheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne krav
på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen
(kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende hos
Skatteforvaltningen.
Af opkrævningslovens § 16 a, stk.
3, fremgår, at krav på ind- og udbetalinger registreres
på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket
angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan
opgøres.
Når angivelse efter den foreslåede
bestemmelse i § 11, stk. 2, er sket, vil betalingen derfor
blive registreret på skattekontoen som et skyldigt
beløb.
I opkrævningslovens § 16 a, stk. 4,
bestemmes, at krav på indbetalinger fra virksomheder
påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra
den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, mens det i
opkrævningslovens § 16 a, stk. 5, er bestemt, at
indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4
påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra
indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden. På sidste
rettidige betalingsdag for betalingen, jf. herom lovforslagets
§ 12, stk. 1 og 2, vil betalingen derfor blive debiteret
saldoen.
I opkrævningslovens § 16 a, stk. 5,
er det bestemt, at tilgodehavender til virksomheder omfattet af
kapitel 5 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter
stk. 2 fra det tidspunkt, hvor beløbet kan opgøres
efter § 12, mens det i § 16 a, stk. 7, bestemmes, at
udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 6
påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2
på det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til
virksomheden.
Af opkrævningslovens § 16 a, stk.
8, fremgår, at hvor virksomheders indbetaling helt eller
delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af
flere krav, går betalingen til dækning af det
ældst forfaldne krav først. På skattekontoen
anvendes således et FIFO-princip (first in, first out), og
det er derfor ikke muligt at øremærke sin betaling til
dækning af et bestemt krav.
Af opkrævningslovens § 16 b, stk.
1, fremgår, at beløb indbetales til skattekontoen uden
angivelse af, hvad betalingen skal dække, jf. dog stk. 2.
Reglen skal ses i sammenhæng med den manglende mulighed for
øremærkning af betalinger til skattekontoen.
Det er i opkrævningslovens § 16 c,
stk. 1, bestemt, at en debetsaldo forrentes med den rente, der er
fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten beregnes
dagligt og tilskrives månedligt. Renten er ikke
fradragsberettiget. En debetsaldo på 200 kr. eller derunder
forrentes ikke efter registreringen af virksomhedens
ophør.
På skattekontoen beregnes som
følge af den månedlige tilskrivning af de dagligt
påløbne renter således renters rente, idet
renterne beregnes af saldoen på skattekontoen.
I opkrævningslovens § 7, stk. 1, 1.
pkt., bestemmes, at hvis et beløb ikke betales rettidigt,
eller er der ydet henstand med betalingen, skal der betales en
månedlig rente som fastsat efter stk. 2 med tillæg af
0,7 procentpoint regnet fra den seneste rettidige betalingsdag for
beløbet, og frem til beløbet betales. I stk. 2
bestemmes, at renten fastsættes for kalenderåret.
Renten offentliggøres senest den 15. december forud for det
år, hvor den skal have virkning. Renten for 1 år
beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af den af
Danmarks Nationalbank opgjorte kassekreditrente for ikkefinansielle
selskaber i månederne juli, august og september i det
foregående kalenderår. Den af Nationalbanken opgjorte
månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber
opgøres i henhold til Den Europæiske Centralbanks
forordning (EF) nr. 63/2002 af 20. december 2001 vedrørende
statistik over de monetære finansielle institutioners
rentesatser på indlån fra og udlån til
husholdninger og ikkefinansielle selskaber (ECB/2001/18). Den af
Nationalbanken opgjorte månedlige kassekreditrente for
ikkefinansielle selskaber opgøres som et vægtet
gennemsnit af den effektive rentesats for den udestående
lånemasse opgjort med to decimaler, og det simple gennemsnit,
jf. 3. pkt., nedrundes til nærmeste hele procentsats, og den
beregnede rente divideres med 24 og afrundes nedad til én
decimal.
Af SKM2022. 608. SKTST fremgår, at
renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, for 2023
udgør 0,0 pct. Renten efter § 7, stk. 1, udgør
derfor 0,7 pct. per måned eller 8,4 pct. per år.
I opkrævningslovens § 16 c, stk. 4,
bestemmes, at hvis en debetsaldo for en virksomhed overstiger 5.000
kr., skal hele beløbet indbetales straks, og
Skatteforvaltningen udsender et rykkerbrev herom til virksomheden.
Skatteforvaltningen udsender ikke rykkerbreve om en debetsaldo
på 5.000 kr. eller derunder. Rykkerbrev udsendes dog til
ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er
større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr. Betales
beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet,
kan beløbet overgives til inddrivelse. Et beløb, der
overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen. Der
pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af
rykkerbrev.
I opkrævningslovens § 16 c, stk. 5,
bestemmes, at en kreditsaldo udbetales til virksomhedens Nemkonto,
medmindre virksomheden har ønsket en
beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo. En
beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo kan
højst udgøre 200.000 kr. Udbetaling af en kreditsaldo
kan ikke ske, før der kan udbetales mindst 200 kr., men
virksomheder kan desuagtet anmode om at få ethvert
beløb uanset størrelse udbetalt. Udbetaling af en
kreditsaldo kan ikke ske, hvis virksomheden mangler at indsende
angivelser for afsluttede perioder eller at give
Skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2,
jf. § 12, stk. 4. En kreditsaldo på 200 kr. eller
derunder tilhørende en ophørt virksomhed bortfalder 3
år efter registreringen af virksomhedens ophør. Denne
frist kan ikke afbrydes eller suspenderes.
I opkrævningslovens § 16 c, stk. 6,
bestemmes, at udbetaling af en kreditsaldo afventer skatte- og
betalingskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsfrist
inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen. Opstår
kreditsaldoen, som følge af at virksomhedens tilsvar for en
afregningsperiode er negativt, udbetales kreditsaldoen dog senest
efter fristen i § 12, stk. 2.
Hvis en virksomhed gennem indbetaling til
skattekontoen skaber en kreditsaldo, vil beløbet
således - medmindre det holder sig inden for en af
virksomheden fastsat beløbsgrænse, jf. ovenfor - blive
tilbagebetalt, hvis der ikke inden 5 hverdage fra kreditsaldoens
opståen skal betales et på skattekontoen registreret
krav.
Det foreslås i stk.
2, 2. pkt., at hvis det konstateres, at en producent ikke
har afgivet en både korrekt og rettidig angivelse,
således at producenten har betalt for lidt efter denne lov,
afkræves producenten det skyldige beløb til betaling
med den betalingsfrist, der anvendes ved en rettidig angivelse, jf.
dog 4. pkt.
Den foreslåede bestemmelse svarer til
opkrævningslovens § 5, stk. 1, der blev nyaffattet ved
§ 2, nr. 3, i lov nr. 832 af 14. juni 2022 om ændring af
kildeskatteloven, opkrævningsloven, selskabsskatteloven og
forskellige andre love (Nedsættelse af rentekompensation og
udvidelse af anvendelsesområdet for forrentning m.v. i sager
om refusion af udbytteskat m.v., harmonisering af tidspunktet for
renteberegning ved opkrævning af skatter og afgifter i visse
situationer og ændring af reglerne om regulering som
følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis
fradragsret for moms m.v.), jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 196
som fremsat, side 14 ff. Ved lovændringen blev den tidligere
14-dages betalingsfrist i opkrævningslovens § 5, stk. 1,
ophævet for at skabe hjemmel til at beregne renter tilbage i
tid, således at virksomheder, der ikke indsender en
både korrekt og rettidig angivelse, ikke skal opnå en
rentemæssig fordel i forhold til virksomheder, der angiver
korrekt og rettidigt, men blot ikke kan betale til tiden.
Afgrænsningen gennem henvisningen til
den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 2, 4. pkt.,
skyldes, at opkrævningslovens § 5, stk. 1, med sin
nyaffattede ordlyd fra og med ikrafttrædelsesdagen den 15.
juni 2022 indtil videre anvendes på bl.a. forsinkede
angivelser, hvorimod den endnu ikke anvendes i situationer, hvor
angivelsen er indholdsmæssigt forkert, idet den indeholder et
for lavt beløb, således at det manglende beløb
skal efteropkræves. Det følger af § 19, stk. 7,
1. pkt., i lov nr. 832 af 14. juni 2022, at skatteministeren
fastsætter, fra og med hvilken dag opkrævningslovens
§ 5 som affattet ved den nævnte lovs § 2, nr. 3,
har virkning for andre krav og situationer end de i § 19, stk.
6, nævnte. Stk. 6 omhandler bl.a. situationer, hvor
angivelsen er forsinket, hvorimod situationen med en
indholdsmæssigt forkert angivelse omfattes af stk. 7. Af stk.
7, 3. pkt., fremgår, at indtil opkrævningslovens §
5 som affattet ved den nævnte lovs § 2, nr. 3, har
virkning, jf. 1. og 2. pkt., gælder, hvad der bestemmes i
opkrævningslovens § 5, jf. lovbekendtgørelse nr.
2711 af 20. december 2021. Dette indebærer, at indtil den
dag, som skatteministeren fastsætter i medfør af
§ 19, stk. 7, 1. pkt., i lov nr. 832 af 14. juni 2022,
anvendes opkrævningslovens § 5, stk. 1, som den var
affattet før ikrafttrædelsen den 15. juni 2022,
på krav på efterbetaling, der skyldes en
indholdsmæssigt forkert angivelse. Indtil denne dag vil der
ved en efterangivelse af betaling skulle gælde en
betalingsfrist på 14 dage regnet fra efterangivelsen. Er
virksomhedens angivelse af det beløb, der skal betales
vedrørende indtægtsloftet, indgivet for sent, vil
derimod den betalingsfrist, der skal anvendes ved en rettidig
angivelse af beløbet, skulle anvendes og dermed være
afgørende for renteberegningen på skattekontoen.
Det foreslås i stk.
2, 3. pkt., at kan størrelsen af det efter det
foreslåede 2. pkt. skyldige beløb eller den
afregningsperiode, som beløbet vedrører, ikke
fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskaber,
skal Skatteforvaltningen kunne fastsætte beløbet eller
den afregningsperiode, som beløbet vedrører,
skønsmæssigt.
Den foreslåede bestemmelse svarer til
opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt., og
betalingsfristen for skønsmæssigt fastsatte
beløb vil være den samme som for de beløb, der
efter de foreslåede bestemmelser i § 12, stk. 2, 2. og
4. pkt., kan fastsættes præcist.
Det foreslås i stk.
2, 4. pkt., at indtil den dag, som skatteministeren i
medfør af § 19, stk. 7, 1. pkt., i lov nr. 832 af 14.
juni 2022 har fastsat som den dag, fra hvilken
opkrævningslovens § 5 som affattet ved den nævnte
lovs § 2, nr. 3, har virkning for andre krav og situationer
end de i den nævnte lovs § 19, stk. 6, nævnte,
skal betalingsfristen for kravet efter 2. pkt. være 14 dage
fra afgørelsen om betaling, hvis det konstateres, at
angivelsen var urigtig.
Denne betalingsfrist vil også
gælde for krav, der efter den foreslåede bestemmelse i
§ 12, stk. 2, 3. pkt., er fastsat skønsmæssigt,
efter at det er konstateret, at angivelsen var urigtig, dvs.
indeholdt et forkert beløb.
Da betalingen foreslås at skulle
indbetales til skattekontoen, vil betalingen blive omfattet af den
systemunderstøttelse, der også anvendes på
øvrige indbetalinger til skattekontoen. Ved § 2, nr. 3,
i lov nr. 832 af 14. juni 2022 blev opkrævningslovens §
5, jf. lovbekendtgørelse nr. 2711 af 20. december 2021, som
nævnt ovenfor nyaffattet, og i den forbindelse udgik
betalingsfristen på 14 dage for at skabe hjemmel til at kunne
beregne renter tilbage i tid af krav på efterbetaling. For
situationer med efterangivelser, der skyldes, at en tidligere
angivelse var urigtig, skal skatteministeren dog fastsætte
tidspunktet for, hvornår opkrævningslovens § 5
skal finde anvendelse med den nyaffattede ordlyd, jf. § 19,
stk. 7, 1. pkt., i lov nr. 832 af 14. juni 2022. Indtil
opkrævningslovens § 5 med den nyaffattede ordlyd
får virkning, jf. § 19, stk. 7, 1. og 2. pkt., i lov nr.
832 af 14. juni 2022, gælder ifølge 3. pkt., hvad der
bestemmes i opkrævningslovens § 5, jf.
lovbekendtgørelse nr. 2711 af 20. december 2021, dvs. at den
tidligere ordlyd med 14-dages fristen stadig vil skulle anvendes.
Den foreslåede regel skal derfor sikre, at også krav
på efterbetaling af betaling vedrørende
indtægtsloftet skal omfattes af den renteregel, der
gælder for efterbetalingskrav på moms, A-skat m.v.
indtil den dag, som skatteministeren i medfør af § 19,
stk. 7, 1. pkt., fastsætter som anvendelsesdag for
opkrævningslovens § 5 med den nyaffattede ordlyd med
hensyn til efterbetalingskrav, der skyldes urigtige angivelser.
Det foreslås i stk.
2, 5. pkt., at opkrævningslovens § 8, stk. 1, nr.
2 og 4, stk. 2 og 4, og § 12, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2.
pkt., skal finde tilsvarende anvendelse for producenter omfattet af
1. pkt., idet anvendelsen af § 8, stk. 2, dog skal
vedrøre renter, der påløber efter
udløbet af betalingsfristen i 2. pkt.
Opkrævningslovens § 8, stk. 1,
giver Skatteforvaltningen mulighed for, når det på
grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, at
meddele fritagelse for betaling af bl.a. rykkergebyrer efter §
6 og renter efter § 16 c, stk. 1 og 2. En debetsaldo på
skattekontoen forrentes efter § 16 c, stk. 1, mens toldkrav
forrentes efter § 16 c, stk. 2. Da der foreslås hjemmel
til at opkræve rykkergebyr efter § 6, jf. § 16 c,
stk. 4, 6. pkt., og opkræve renter via skattekontoen, jf.
§ 16 c, stk. 1, bør der tilsvarende kunne meddeles
fritagelse for betaling af rykkergebyrer og skattekontorenter, der
relaterer sig til betaling vedrørende
indtægtsloftet.
Bestemmelsen i § 8, stk. 1, skal
ifølge forarbejderne anvendes restriktivt. Fritagelse kan
ske i situationer, hvor der er tale om pludseligt opståede
hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse
på og ikke har kunnet forudse, eksempelvis pludseligt
opstået sygdom. Herudover er det en betingelse, at
fristoverskridelsen er kortvarig. Nærmere regler herom er
fastsat i § 4 i bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013
om opkrævning af skatter og afgifter m.v.
Efter opkrævningslovens § 8, stk.
2, kan Skatteforvaltningen, når det på grund af
særlige omstændigheder findes rimeligt, meddele
fritagelse for betaling af renter af krav efter § 5.
Bestemmelsen blev indsat ved § 2, nr. 4, i lov nr. 832 af 14.
juni 2022 og skal ifølge Folketingstidende 2021-22, A, L 196
som fremsat, side 75, give Skatteforvaltningen adgang til at
meddele fritagelse for betaling af renter af krav opkrævet
efter opkrævningslovens § 5, når det efter en
konkret vurdering af årsagen til fejlen, og fejlens art
skønnes urimeligt at fastholde forrentningen. Det vil bero
på en konkret vurdering, hvorvidt der foreligger
sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde
en fritagelse. Ved lov nr. 832 af 14. juni 2022 blev
opkrævningslovens § 5 nyaffattet gennem bl.a. en
fjernelse af betalingsfristen på 14 dage for at skabe hjemmel
til i efterbetalingssituationer at beregne renter fra
udløbet af den betalingsfrist, der skulle være anvendt
ved en både rettidig og korrekt angivelse eller indberetning.
Når skatteministeren i medfør af § 19, stk. 7, 1.
pkt., i lov nr. 832 af 14. juni 2022 har fastsat, fra og med
hvilken dag opkrævningslovens § 5 som affattet ved den
nævnte lovs § 2, nr. 3, har virkning for andre krav og
situationer end de i den nævnte lovs § 19, stk. 6,
nævnte, vil der ved efterangivelser, der skyldes, at
virksomheden har indgivet en indholdsmæssigt forkert
angivelse, blive beregnet renter af efterbetalingskravet fra
udløbet af den betalingsfrist, der skal anvendes ved en
rettidig angivelse. Det findes derfor rimeligt, at den
rentebetalingsfritagelse, som muliggøres med
opkrævningslovens § 8, stk. 2, også skal
gælde for renter af efterbetalingskrav, der relaterer sig til
betalinger vedrørende indtægtsloftet, i de
tilfælde, hvor disse renter måtte være beregnet
med virkning tilbage i tid fra udløbet af den
betalingsfrist, der skulle være anvendt ved en både
rettidig og korrekt angivelse af betaling vedrørende
indtægtsloftet.
Bestemmelsen i opkrævningslovens §
8, stk. 4, fastslår, at der ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst ikke medregnes gevinst, der opstår,
ved at der meddeles fritagelse i medfør af stk. 2 og 3. Det
foreslås, at en sådan skattefritagelse tilsvarende skal
gælde, hvis der meddeles fritagelse for betaling af renter,
jf. opkrævningslovens § 8, stk. 2, med hensyn til
renter, der påløber efter udløbet af
betalingsfristen i den foreslåede bestemmelse i § 12,
stk. 2, 2. pkt., jf. ovenfor.
Bestemmelsen i opkrævningslovens §
12, stk. 1, 2. pkt., fastslår, at når virksomheden ved
en fejl har indbetalt for meget, eller når en
godtgørelse eller lignende, som skal modregnes i
virksomhedens tilsvar, overstiger tilsvaret, udbetales
beløbet til virksomheden. I stk. 2, 2. pkt., bestemmes, at
såfremt tilbagebetalingen skyldes en fejl i indbetalingen,
tilbagebetales beløbet senest 3 uger efter, at virksomheden
har gjort Skatteforvaltningen opmærksom på fejlen,
eller Skatteforvaltningen har konstateret fejlen.
Hvis en virksomhed ved en fejl har indbetalt
for meget i betaling, vil det for meget indbetalte beløb
således skulle tilbagebetales inden for en frist på 3
uger regnet fra den dag, hvor virksomheden enten har gjort
Skatteforvaltningen opmærksom på fejlen, eller hvor
Skatteforvaltningen selv har konstateret fejlen.
Det foreslås i stk.
3, 1. pkt., at skatteministeren skal kunne fastsætte
nærmere regler om, at ind- og udbetalinger for producenter,
der er betalingspligtige efter § 2, men alene er registret med
et personnummer, således at opkrævningslovens kapitel 5
ikke kan finde anvendelse for ind- og udbetalinger efter denne lov,
skal ske via et andet af Skatteforvaltningens systemer.
Det foreslås i stk.
3, 2. pkt., at ved for sen indbetaling vil kravet mod
sådanne producenter, jf. 1. pkt., skulle forrentes efter
opkrævningslovens § 7, stk. 1.
Ifølge opkrævningslovens §
7, stk. 1, gælder, at hvis et beløb ikke betales
rettidigt, eller der er ydet henstand med betalingen, skal der
betales en månedlig rente som fastsat efter stk. 2 med
tillæg af 0,7 procentpoint regnet fra den seneste rettidige
betalingsdag for beløbet, og frem til beløbet
betales. Renten beregnes dagligt. Renten kan ikke fratrækkes
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Opkrævningslovens kapitel 5 indeholder
bestemmelser om skattekontoen, som virksomheder skal anvende til
indbetaling af moms, A-skat, arbejdsmarkedsbidrag,
punktafgiftsbetalinger m.v. og selskabsskatter, hvis der er tale om
selskaber m.v., der omfattes af selskabsskatteloven.
Som beskrevet i bemærkningerne til det
foreslåede § 12, stk. 2, 1. pkt., skal betalingen ske
til skattekontoen, ligesom reglerne om skattekontoen i
øvrigt vil finde anvendelse på betalingen. Også
en udbetaling af et for meget indbetalt beløb vil skulle ske
via skattekontoen. Det betyder bl.a., at ind- og udbetalinger af
skatter og betalinger m.v. omfattet af opkrævningslovens
§ 16 modregnes automatisk efter et saldoprincip, og at
meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen, jf.
opkrævningsloven § 16 a, stk. 1.
Indbetaling via skattekontoen vil ikke kunne
systemunderstøttes for producenter, der er betalingspligtige
efter § 2, men alene er registreret med et personnummer, idet
de ikke har et cvr-nummer.
Bestemmelsen har til formål, at
skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere
bestemmelser om, at ind- og udbetalinger i forhold til personer,
der udelukkende er registreret med et personnummer, således
at opkrævningslovens kapitel 5 ikke kan finde anvendelse for
ind- og udbetalinger efter den foreslåede lov, og har
indtægter, jf. § 7, for den elektricitet, der er
produceret fra energikilder omfattet af § 2, der i
kalendermåneden er produceret, solgt og leveret fra
produktionsanlægget, fratrukket 180 euro per MWh
elektricitet, skal ske til et andet af Skatteforvaltningens
systemer. Det er umiddelbart forventningen, at de producenter, der
omfattes af loven, alle er registreret med et cvr-nummer, men hvis
det skulle vise sig, at en eller flere producenter alene har et
personnummer, vil betalingen ikke kunne ske til skattekontoen, og
det skal da kunne bestemmes, at betalingen - og eventuelt
tilbagebetaling - skal ske via et andet af Skatteforvaltningens
systemer, f.eks. SAP38.
De betalingsfrister, der anføres i de
foreslåede bestemmelser i § 12, stk. 1 og 2, vil skulle
finde anvendelse for producenter, der udelukkende har et
personnummer.
Det foreslås i stk.
3, 3. pkt., at opkrævningslovens § 6,
§ 8, stk. 1, nr. 2 og 3, stk. 2 og 4, og § 12,
stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., vil skulle finde tilsvarende
anvendelse for producenter omfattet af 1. pkt., idet anvendelsen af
§ 8, stk. 2, dog vil skulle vedrøre renter, der
påløber efter udløbet af betalingsfristen i den
foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 2, 2. pkt.
Opkrævningslovens § 6 bestemmer, at
der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser
vedrørende betaling efter opkrævningsloven. Hvis det
bliver aktuelt at fastsætte regler om, at ind- og
udbetalinger vedrørende producenter, der alene har et
personnummer, skal ske via et andet af Skatteforvaltningens
systemer, vil der også skulle kunne opkræves gebyrer,
hvis det bliver nødvendigt at rykke producenten for
betaling.
Opkrævningslovens § 8, stk. 1,
giver Skatteforvaltningen mulighed for, når det på
grund af særlige omstændigheder findes rimeligt at
meddele fritagelse for betaling af bl.a. rykkergebyrer efter §
6 og renter efter § 7. Da der foreslås hjemmel til at
opkræve rykkergebyr efter § 6 og anvende
rentebestemmelsen i opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf.
ovenfor, bør der tilsvarende kunne meddeles fritagelse for
betaling af rykkergebyrer og renter, der relaterer sig til
sådanne producenters betaling vedrørende
indtægtsloftet, jf. herved opkrævningslovens § 8,
stk. 1, nr. 2 og 3.
Bestemmelsen i § 8, stk. 1, skal
ifølge forarbejderne anvendes restriktivt. Fritagelse kan
ske i situationer, hvor der er tale om pludseligt opståede
hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse
på og ikke har kunnet forudse, eksempelvis pludseligt
opstået sygdom. Herudover er det en betingelse, at
fristoverskridelsen er kortvarig. Nærmere regler herom er
fastsat i § 4 i bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013
om opkrævning af skatter og afgifter m.v.
Efter opkrævningslovens § 8, stk.
2, kan Skatteforvaltningen, når det på grund af
særlige omstændigheder findes rimeligt, meddele
fritagelse for betaling af renter af krav efter § 5.
Bestemmelsen blev indsat ved § 2, nr. 4, i lov nr. 832 af 14.
juni 2022 og skal ifølge Folketingstidende 2021-22, A, L 196
som fremsat, side 75, give Skatteforvaltningen adgang til at
meddele fritagelse for betaling af renter af krav opkrævet
efter opkrævningslovens § 5, når det efter en
konkret vurdering af årsagen til fejlen og fejlens art
skønnes urimeligt at fastholde forrentningen. Det vil bero
på en konkret vurdering, hvorvidt der foreligger
sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde
en fritagelse. Ved lov nr. 832 af 14. juni 2022 blev
opkrævningslovens § 5 nyaffattet gennem bl.a. en
fjernelse af betalingsfristen på 14 dage for at skabe hjemmel
til i efterbetalingssituationer at beregne renter fra
udløbet af den betalingsfrist, der skulle være anvendt
ved en både rettidig og korrekt angivelse eller indberetning.
Når skatteministeren i medfør af § 19, stk. 7, 1.
pkt., i lov nr. 832 af 14. juni 2022 har fastsat, fra og med
hvilken dag opkrævningslovens § 5 som affattet ved den
nævnte lovs § 2, nr. 3, har virkning for andre krav og
situationer end de i den nævnte lovs § 19, stk. 6,
nævnte, vil der ved efterangivelser, der skyldes, at
virksomheden har indgivet en indholdsmæssigt forkert
angivelse, blive beregnet renter af efterbetalingskravet fra
udløbet af den betalingsfrist, der skal anvendes ved en
rettidig angivelse. Det findes derfor rimeligt, at den
rentebetalingsfritagelse, som muliggøres med
opkrævningslovens § 8, stk. 2, også skal
gælde for renter af efterbetalingskrav, der relaterer sig til
betalinger vedrørende indtægtsloftet, i de
tilfælde, hvor disse renter måtte være beregnet
med virkning tilbage i tid fra udløbet af den
betalingsfrist, der skulle være anvendt ved en både
rettidig og korrekt angivelse af betaling vedrørende
indtægtsloftet.
Bestemmelsen i opkrævningslovens §
8, stk. 4, fastslår, at der ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst ikke medregnes gevinst, der opstår,
ved at der meddeles fritagelse i medfør af stk. 2 og 3. Det
foreslås, at en sådan skattefritagelse tilsvarende skal
gælde, hvis der meddeles fritagelse for betaling af renter,
jf. opkrævningslovens § 8, stk. 2, med hensyn til
renter, der påløber efter udløbet af
betalingsfristen i den foreslåede bestemmelse i § 12,
stk. 2, 2. pkt., jf. ovenfor.
Bestemmelsen i opkrævningslovens §
12, stk. 1, 2. pkt., fastslår, at når virksomheden ved
en fejl har indbetalt for meget, eller når en
godtgørelse eller lignende, som skal modregnes i
virksomhedens tilsvar, overstiger tilsvaret, udbetales
beløbet til virksomheden. I stk. 2, 2. pkt., bestemmes, at
såfremt tilbagebetalingen skyldes en fejl i indbetalingen,
tilbagebetales beløbet senest 3 uger efter, at virksomheden
har gjort Skatteforvaltningen opmærksom på fejlen,
eller Skatteforvaltningen har konstateret fejlen.
Hvis en virksomhed ved en fejl har indbetalt
for meget i betaling, vil det for meget indbetalte beløb
således skulle tilbagebetales inden for en frist på 3
uger regnet fra den dag, hvor virksomheden enten har gjort
Skatteforvaltningen opmærksom på fejlen, eller hvor
Skatteforvaltningen selv har konstateret fejlen.
Til §
13
Det foreslås i § 13, at er den sidste rettidige
angivelses- og betalingsdag en banklukkedag, anses den
førstkommende bankdag som sidste rettidige angivelses- og
betalingsdato.
Det foreslåede indebærer, at
fristen således forlænges til førstkommende
bankdag, hvis sidste rettidige angivelses- og betalingsdag falder
på en banklukkedag, så lovteksten svarer til
lovgivningen om at respektere banklukkedage, jf. bl.a. den
gældende regel i opkrævningslovens § 2, stk.
3.
Det foreslås, at sidste rettidige
betalingsfrist forlænges således, at hvis sidste
rettidige betalingsdag falder på en banklukkedag,
forlænges fristen til den førstkommende bankdag.
Forslaget vil med de nuværende
banklukkedage have den konsekvens, at sidste rettidige betalingsdag
for afregningsperioden fra og med den 1. december 2022 til og med
28. februar 2023 er mandag den 3. juli 2023 frem for lørdag
den 1. juli 2023. For afregningsperioden fra og med den 1. marts
2023 til og med den 30. juni 2023 vil forslaget have den
konsekvens, at angivelsesfristen vil være mandag den 2.
oktober 2023 frem for søndag den 1. oktober 2023.
Til §
14
Det foreslås i § 14, at Skatteforvaltningen kan
træffe afgørelser efter loven bortset fra
afgørelser efter § 15.
Skatteforvaltningen foreslås at kunne
træffe afgørelse om opgørelse af betalingen af
indtægter, fordi Skatteforvaltningen er vant til at
træffe afgørelse i lignende sager i forbindelse med
opgørelse af skatter og afgifter.
Det foreslås derfor, at
Skatteforvaltningen får ansvaret for at føre kontrol
med producenternes angivelse af indtægter og stå for
opkrævning af betalinger i medfør af loven. Der vil i
vidt omfang være tale om en administration, som minder om
Skatteforvaltningens administration af moms- og
afgiftsområdet, hvor Skatteforvaltningen fører en
stikprøvekontrol af virksomhedernes overholdelse af
reglerne.
Dette indebærer, at efter producenten
har foretaget sin angivelse, kan producenten eventuelt på et
senere tidspunkt blive udtaget til kontrol, hvor
Skatteforvaltningen foretager en undersøgelse af, om det
indberettede og indbetalte beløb er korrekt, idet
Skatteforvaltningen kan træffe afgørelse om en anden
fastsættelse, hvis kontrollen giver anledning hertil.
I det omfang klima-, energi- og
forsyningsministeren i en kontrol har truffet afgørelse om,
at en producent er omfattet af indtægtsloftet, vil
Skatteforvaltningen altid følge op på denne kontrol og
sikre, at der sker en fastsættelse, jf. § 16, hvis
producenten ikke selv foretager en angivelse. Skatteforvaltningen
vil endvidere i disse situationer kunne træffe
afgørelse om opgørelse af betaling af
indtægter.
Det følger herudover af forslaget, at
Skatteforvaltningen ikke kan træffe afgørelse om
fastsættelse af forhøjet fradrag for
produktionsanlæg, der producerer elektricitet fra fast
biomassebrændsel og råolieprodukter, jf. det
foreslåede § 3, stk. 2, 4. pkt. Det følger af
§ 15, at det i stedet vil være klima-, energi- og
forsyningsministeren, som kan træffe afgørelse herom,
jf. nærmere herom i bemærkningerne til denne
bestemmelse. I det omfang Skatteforvaltningen i forbindelse med en
kontrol vil få brug for at kunne opgøre det
forhøjede loft, vil Skatteforvaltningen kunne anmode klima-,
energi- og forsyningsministeren om at træffe afgørelse
herom i den konkrete sag.
Til §
15
Det foreslås i stk.
1, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan
træffe afgørelse om, hvorvidt en producent er
betalingspligtig efter § 2, herunder om et
produktionsanlæg er omfattet af § 9, samt om
fastsættelse af forhøjet fradrag for
produktionsanlæg, der producerer elektricitet fra fast
biomassebrændsel og råolieprodukter, jf. § 3, stk.
2, 4. pkt.
Baggrunden for den foreslåede
bestemmelse er, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan
foretage en kvalificeret vurdering af, om en producent falder inden
for indtægtsloftet og i den forbindelse også, om et
produktionsanlæg er omfattet af forslagets § 9.
Det kan være i forbindelse med en
kontrol af, om en producent har yderligere produktionsanlæg
end de af producenten angivne, eller hvis producenten ikke har
foretaget angivelser af produktionsanlæg, som efter
Energistyrelsens oplysninger kan være omfattet.
Energistyrelsens stamdataregister kan bl.a.
anvendes i forbindelse med f.eks. en
stikprøveprøvekontrol til at fastslå, om en
producent er omfattet af betalingspligten eller om et
produktionsanlæg omfattes af undtagelsen om en installeret
effekt på op til 1 MW, jf. undtagelsesbestemmelserne i
forslagets § 9. Energistyrelsens stamdataregister indeholder
således oplysninger om elproducerende anlæg,
installeret effekt, anlægsadresse m.v.
Det vurderes, at klima-, energi- og
forsyningsministeren ligeledes har de energifaglige
forudsætninger for at kunne opgøre det
forhøjede fradrag for produktionsanlæg, der producerer
elektricitet fra fast biomassebrændsel og
råolieprodukter, jf. § 3, stk. 2, 4. pkt. Det
følger af denne bestemmelse, at der kan opgøres et
forhøjet fradrag for denne type anlæg i medfør
af formlen, som følger af bilag 2. Det kan f.eks. blive
aktuelt i forbindelse med, at klima-, energi- og
forsyningsministeren i en kontrol træffer afgørelse
om, hvorvidt en producent er betalingspligtig efter § 2,
herunder om et produktionsanlæg er omfattet af § 9.
Såfremt anlægget er omfattet af det forhøjede
fradrag, vil klima-, energi- og forsyningsministeren tillige kunne
træffe afgørelse om fastsættelse af dette.
Bestemmelsen vil tillige kunne finde
anvendelse i tilfælde af, at Skatteforvaltningen har udtaget
en producent til kontrol, som anvender det forhøjede loft. I
givet fald vil Skatteforvaltningen kunne anmode klima-, energi- og
forsyningsministeren om at træffe afgørelse om det
forhøjede loft i den konkrete sag til brug for
Skatteforvaltningens videre kontrol med producentens angivelse.
Det er i forslaget forudsat, at klima-,
energi- og forsyningsministerens kontrol vil være baseret
på stikprøvekontroller. Dette svarer til, at
Skatteforvaltningens kontrolsystem ligeledes er baseret på
stikprøvekontroller, og at der ikke vurderes at være
grundlag for en mere intensiv kontrol med den del af ordningen, som
ikke administreres af Skatteforvaltningen.
Det foreslås i stk.
1, 2. pkt., at klima-, energi og forsyningsministeren
orienterer Skatteforvaltningen om de afgørelser, som klima-,
energi- og forsyningsministeren træffer efter denne
bestemmelse.
Formålet med den foreslåede
bestemmelse er, at Skatteforvaltningen skal have kendskab til
producenter og produktionsanlæg, som efter klima-, energi- og
forsyningsministerens afgørelse er omfattet af
indtægtsloftet, herunder om et produktionsanlæg er
omfattet af § 9. De produktionsanlæg, som klima-,
energi- og forsyningsministeren træffer afgørelse om,
er produktionsanlæg, hvor der ikke er foretaget en angivelse
til Skatteforvaltningen, og som Skatteforvaltningen derfor ikke har
kendskab til. Uden en orientering fra klima-, energi- og
forsyningsministeren vil Skatteforvaltningen således ikke
kunne kontrollere disse.
For at have mulighed for i princippet at lade
alle relevante producenter og produktionsanlæg omfatte af
kontrollen, er der således behov for, at klima-, energi- og
forsyningsministeren orienterer Skatteforvaltningen om sine trufne
afgørelser. Dermed vil Skatteforvaltningen kunne
kontrollere, om disse producenter - efter at klima-, energi- og
forsyningsministeren har truffet afgørelse -
efterfølgende angiver det korrekte beløb til
Skatteforvaltningen.
Til §
16
Det foreslås med stk. 1, 1. pkt., at skatteforvaltningslovens
regler i kapitel 6, 7, 11 og 12 a-13 og regler udstedt i
medfør heraf, finder anvendelse med hensyn til
Skatteforvaltningens administration af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at skatteforvaltningslovens kapitler om kompetence
og tavshedspligt, sagsfremstilling og agterskrivelse samt frister
m.v. vedrørende fastsættelse af betaling vil finde
anvendelse for Skatteforvaltningens administration af denne
lov.
Forslaget vil endvidere indebære, at
krav afledt af fastsættelse af betaling efter
skatteforvaltningsloven §§ 31 og 32 forældes efter
reglerne i forældelsesloven. Frister m.v. vedrørende
fastsættelse af betaling og godtgørelse af betaling,
herunder ordinær og ekstraordinær fastsættelse,
vil ligeledes finde anvendelse.
Det følger modsætningsvist heraf,
at skatteforvaltningsloven ikke vil finde anvendelse på
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets administration efter
denne lov. Her finder forvaltningsloven anvendelse, hvis der ikke
er fastsat særlige bestemmelser i lovforslaget.
Det foreslås i stk.
1, 2. pkt., at har klima-, energi- og forsyningsministeren
truffet en afgørelse efter § 15, regnes fristerne i
skatteforvaltningslovens § 31 fra tidspunktet for denne
afgørelse og ikke angivelsesfristens udløb.
Formålet med den foreslåede
bestemmelse er at sikre, at Skatteforvaltningen ikke er
afskåret fra at træffe afgørelse eller foretage
genoptagelse i de tilfælde, hvor klima-, energi- og
forsyningsministeren i forbindelse med en kontrol senere end 3
år efter angivelsesfristens udløb træffer
afgørelse om, at en producent er omfattet af
betalingspligten. Angivelsesfristens udløb er således
den frist, som gælder i medfør af
skatteforvaltningslovens § 31.
Forslaget indebærer, at
Skatteforvaltningen kan træffe afgørelse om
ansættelse af betaling i sager, hvor klima-, energi- og
forsyningsministeren har truffet afgørelse i op til 3
år efter klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelse. Skatteforvaltningen kan i den forbindelse
træffe afgørelse om ansættelse for hele den
periode, som klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelse dækker over, og således også i
visse tilfælde træffe afgørelse i sager, som
rækker mere end 3 år tilbage.
I stk. 2, 1. pkt.,
foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren ikke
kan træffe afgørelse efter lovens § 15 senere end
3 år efter angivelsesfristens udløb.
Det foreslås herudover i stk. 2, 2. pkt., at klima-, energi- og
forsyningsministeren dog kan træffe afgørelse i sager
på producentens initiativ, hvis producenten har indgivet
anmodning herom senest 3 år efter angivelsesfristens
udløb. Dette svarer til de genoptagelsesfrister, som
gælder for Skatteforvaltningen i medfør af
skatteforvaltningslovens § 31.
Da der således er tale om en delt
administration, hvor klima-, energi- og forsyningsministeren kan
træffe afgørelse om det forhøjede fradrag, jf.
bilag 2, og om en producent er betalingspligtig efter § 2,
herunder om et produktionsanlæg er omfattet af § 9, og
hvor Skatteforvaltningen træffer afgørelse om,
hvorvidt producenternes angivelse af indtægter er korrekte,
er det nødvendigt, at der gælder de samme frister for
de to myndigheders administration af loven.
Det foreslås i stk.
3, at klima-, energi- og forsyningsministeren dog uanset
stk. 2 kan træffe afgørelse efter anmodning fra
producenten eller efter klima-, energi- og forsyningsministerens
bestemmelse, hvis 1) hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en
dom eller en afgørelse fra Landsskatteretten eller ved en
praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet, 2)
ændringen er en direkte følge af en ændring af
betaling vedrørende den betalingspligtige for samme eller en
anden afregningsperiode, 3) producenten eller nogen på dennes
vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at
afgørelsen er fastsat på et urigtigt eller
ufuldstændigt grundlag, eller at der ikke er sket en
angivelse af betaling, eller 4) klima-, energi- og
forsyningsministeren efter anmodning fra producenten giver
tilladelse til ændring af afgørelsen som følge
af, at der foreligger særlige omstændigheder.
Bestemmelsen svarer til
skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, om mulighederne for
ekstraordinær genoptagelse, hvor den betalingspligtige eller
klima-, energi- og forsyningsministeren er uden skyld i, at
angivelsen eller afgørelsen er forkert.
Fristerne sætter tiden for klima-,
energi- og forsyningsministerens bemyndigelse til at træffe
afgørelse, og derfor skal der også ske en velbegrundet
anvendelse af disse, der skal være konkret begrundet.
Det foreslås i stk.
4, 1. pkt., at en ændring af afgørelsen kun kan
foretages efter stk. 3, hvis den varsles af klima-, energi- og
forsyningsministeren, eller anmodningen fra producenten
fremsættes senest 6 måneder efter, at klima-, energi-
og forsyningsministeren eller producenten er kommet til kundskab om
det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i stk. 2. Det
foreslås i stk. 4, 2. pkt., at en
ændring af en afgørelse, der er varslet af klima-,
energi- og forsyningsministeren, skal foretages senest 3
måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Det
foreslås i stk. 4, 3. pkt., at
har det betydning for producentens mulighed for at varetage sine
interesser, at fristen på 6 måneder forlænges,
skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse
imødekommes. Det foreslås i stk.
4, 4. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan
behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter
fristen på 6 måneder, hvis særlige
omstændigheder taler derfor.
Bestemmelsen svarer til
skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, om mulighederne for
ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvar.
De foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4
er med til at sikre, at der for klima-, energi- og
forsyningsministeren og Skatteforvaltningen gælder de samme
betingelser og frister for at foretage ekstraordinær
genoptagelse. Med de foreslåede bestemmelser vil der
således gælde de samme betingelser og frister for
ekstraordinær genoptagelse efter lovforslagets §§
14 og 15.
Det foreslås i stk.
5, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren og de
myndigheder, til hvem der delegeres kompetence efter denne lov,
skal under ansvar efter §§ 152, 152 a og 152 c-152 f
i straffeloven iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med
hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons
økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet
tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres
arbejde bliver bekendt med i forbindelse med administrationen af
denne lov. Det foreslås i stk. 5, 2.
pkt., at forpligtelsen gælder tillige for sagkyndige
medhjælpere samt i øvrigt enhver, der som følge
af et i henhold til aftale med det offentlige påtaget arbejde
kommer til kundskab om sådanne forhold. Det foreslås i
stk. 5, 3. pkt., at er aftalen
indgået med en virksomhed, gælder forpligtelsen alle,
der under deres arbejde i virksomheden får kundskab om
forhold som de ovennævnte.
Forslaget svarer til den tavshedspligt, som
gælder for Skatteforvaltningen, jf. skatteforvaltningslovens
§ 17, stk. 1. Der er tale om en særlig bestemmelse om
tavshedspligt i offentlighedslovens forstand, jf.
offentlighedslovens § 35.
Formålet med bestemmelsen er at sikre,
at klima-, energi- og forsyningsministeren er underlagt samme
regler om tavshedspligt, som gælder for Skatteforvaltningen i
forbindelse med administrationen af indtægtsloftet. Det er
forudsat i forslaget, at der i forbindelse med administrationen af
ordningen vil kunne ske udveksling af oplysninger mellem de to
myndigheder, jf. forslagets § 24.
Det følger ligeledes af den delte
afgørelseskompetence i medfør af forslagets
§§ 14 og 15, at klima-, energi- og forsyningsministeren
vil kunne have oplysninger, som vil være omfattet af
Skatteforvaltningens tavshedspligt, men som klima-, energi- og
forsyningsministeren vil kunne være forpligtet til at
udlevere i medfør af de almindelige forvaltningsretlige
regler, hvilket ikke vurderes hensigtsmæssigt. Det
foreslås derfor, at klima-, energi- og forsyningsministeren
underlægges samme regler om tavshedspligt, som gælder
for Skatteforvaltningen i forbindelse med administrationen af denne
lov.
Til §
17
Det foreslås i stk.
1, at afgørelser truffet af Skatteforvaltningen og
klima-, energi- og forsyningsministeren, jf.
§§ 14 og 15, kan påklages til
Landsskatteretten.
Formålet med bestemmelsen er, at
producenterne skal have mulighed for at klage over de
afgørelser, som Skatteforvaltningen og klima-, energi- og
forsyningsministeren træffer. Af hensyn til at
smidiggøre klageprocessen foreslås det endvidere, at
begge afgørelser skal kunne påklages til den samme
klagemyndighed.
Forslaget om, at Landsskatteretten skal kunne
behandle klager over afgørelser truffet af klima-, energi-
og forsyningsministeren og Skatteforvaltningen, skal ses i
sammenhæng med, at Landsskatteretten i forvejen behandler
klager over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen eller
Skatterådet.
Det foreslås i stk.
2, at skatteforvaltningsloven og regler udstedt i
medfør heraf finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen
af klager og afgørelser efter stk. 1.
Det foreslåede vil medføre, at
bl.a. kapitel 2 a, 5, 6, 13 a, 13 b, 16, 18, 19 og 20 og regler
udstedt i medfør heraf, skal finde tilsvarende anvendelse
ved behandlingen af klager.
Skatteforvaltningslovens kapitel 6 indeholder
regler om de forskellige skattemyndigheders kompetencer i forhold
til hinanden, habilitet og tavshedspligt. Forslaget indebærer
blandt andet, at de særlige regler om tavshedspligt ikke
alene vil gælde for Skatteforvaltningen, jf. forslagets
§ 16, men også vil gælde for behandling af klager,
jf. forslagets § 17.
Skatteforvaltningslovens kapitel 13 a og 13 b
indeholder regler om klager over afgørelser truffet af
Skatteforvaltningen eller Skatterådet og over
afgørelser, som er truffet af andre myndigheder, og som
efter anden lovgivning er henlagt til afgørelse i
Landsskatteretten. Skatteforvaltningslovens kapitel 13 a indeholder
bl.a. bestemmelser om, hvem der kan anses for klageberettiget,
klagefrister samt krav til indholdet af en klage. Kapitel 13 b
indeholder herudover regler om de sager, som kan behandles af
Skatteankeforvaltningen. Skatteforvaltningslovens kapitel 16
vedrører klager, hvor Landsskatteretten træffer
afgørelse og indeholder tilsvarende særlige
bestemmelser for Landsskatterettens behandling af klager. Det
betyder bl.a., at der ved klage vil skulle betales et gebyr
på et grundbeløb på 900 kr. (2010-niveau).
Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens
§ 20. Det betyder bl.a. også, at en klage vil
skulle være skriftlig og begrundet og vedlagt den eller de
afgørelser, der klages over.
I forbindelse med opkrævning af
klagegebyr vil en klage til Landsskatteretten over klima-, energi-
og forsyningsministerens og Skatteforvaltningens afgørelse
vedrørende samme forhold anses for én samlet klage,
som der alene skal betales ét gebyr for, uanset at klagen
både vedrører klima-, energi- og forsyningsministerens
og Skatteforvaltningens afgørelser.
Da regler udstedt i medfør af bl.a.
kapitel 2 a, 5, 6, 13 a, 13 b, 16, 18, 19 og 20 også skal
finde tilsvarende anvendelse, betyder det bl.a., at
bekendtgørelse om forretningsorden for Landsskatteretten og
bekendtgørelse om Skatteankestyrelsen finder anvendelse,
herunder bl.a. reglerne sagens oplysning og afgørelse, om
retsmøder og om klagens indgivelse og digital
kommunikation.
Det foreslås i stk.
3, at klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelser efter § 15 først kan indbringes,
når Skatteforvaltningen har truffet afgørelse, jf.
§ 14. Foreligger der særlige grunde, kan
Landsskatteretten eller Skatteankeforvaltningen dog beslutte, at en
klage over klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelse behandles særskilt. Landsskatterettens
afgørelse efter 2. pkt. kan træffes af en
retsformand.
Den foreslåede bestemmelse betyder, at
klager over klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelse efter lovens § 15, stk. 1, som udgangspunkt
først vil kunne indbringes for Landsskatteretten, når
Skatteforvaltningen har truffet sin afgørelse i sagen.
En afgørelse om, hvorvidt et
produktionsanlæg falder inden for indtægtsloftet, kan
således siges at være forudgående i forhold til
en afgørelse om størrelsen af en eventuel
betaling.
Hvis producenten ikke selv foretager en
angivelse efter klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelse om, at et produktionsanlæg er omfattet, vil
dette således indebære, at Skatteforvaltningen vil
skulle initiere en kontrol over for virksomheden med henblik
på at sikre, at virksomheden foretager den lovpligtige
angivelse. Såfremt virksomheden ikke foretager angivelse, vil
Skatteforvaltningen kunne træffe en skønsmæssig
afgørelse om den betaling, som producenten skal betale til
staten, jf. forslagets § 14, jf. § 12, stk. 2. Dette vil
kunne ske på grundlag af oplysninger indhentet fra
virksomheden selv i medfør af forslagets §§ 20 og
21 eller på grundlag af oplysninger indhentet fra andre
virksomheder eller myndigheder jf. forslagets §§ 22 og
24.
Når Skatteforvaltningens
afgørelse foreligger, og producenten således er blevet
bekendt med den betaling, som producenten skal betale, vil
producenten kunne klage over begge afgørelser.
Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde
anvendelse i en situation, hvor klima-, energi- og
forsyningsministerens træffer afgørelse om, at et
anlæg er omfattet af indtægtsloftet, og producenten
herpå angiver og betaler i overensstemmelse hermed, og
Skatteforvaltningen i en efterfølgende kontrol træffer
afgørelse om fastsættelse af en højere betaling
end angivet af producenten. I dette tilfælde vil producenten
kunne klage over begge afgørelser i 3 måneder fra
modtagelsen af Skatteforvaltningens afgørelse.
Dog vil der i særlige situationer
være mulighed for, at producenter vil kunne klage over
klima-, energi- og forsyningsministerens afgørelse, uden at
der også har været truffet afgørelse af
Skatteforvaltningen. Dette kan f.eks. være i tilfælde
af, at klima-, energi- og forsyningsministeren i en kontrol har
truffet afgørelse om, at et anlæg er omfattet af
indtægtsloftet, og hvor producenten efterfølgende
angiver og afregner betaling, uanset at producenten er uenig i
klima-, energi- og forsyningsministerens afgørelse. I det
tilfælde vil Skatteforvaltningen ikke træffe en
afgørelse, men producenten vil fortsat have en interesse i
at få prøvet klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelse ved Landsskatteretten. Det vil i givet fald
være Landsskatteretten eller Skatteankeforvaltningen, som
træffer beslutning om, hvorvidt der vil kunne klages
særskilt over klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelse. Landsskatterettens afgørelse kan
træffes af en retsformand.
Det foreslås i stk.
4, 1. pkt., at klagen skal være modtaget i
Skatteankeforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af
Skatteforvaltningens afgørelse efter § 14.
Det foreslås i stk.
4, 2. pkt., at en klage der alene vedrører klima-,
energi- og forsyningsministerens afgørelse efter § 15,
og som kan behandles, hvis betingelsen i stk. 3, 2. pkt. er
opfyldt, skal være modtaget i Skatteankeforvaltningen senest
3 måneder efter modtagelsen af klima-, energi- og
forsyningsministerens afgørelse. Forslaget vil kunne finde
anvendelse i de særlige tilfælde, hvor producenten vil
kunne klage særskilt over klima-, energi- og
forsyningsministerens afgørelse, jf. stk. 3, og hvor der
således ikke vil foreligge nogen afgørelse fra
Skatteforvaltningen, som klagefristen kan udmåles fra.
De foreslåede klagefrister følger
fristerne i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3. Det
følger af forslaget til § 17, stk. 2, at
skatteforvaltningslovens § 35 a, foreslås at finde
anvendelse for klager til Landsskatteretten. Forslaget til stk. 4
præciserer dog disse frister henset til, at der vil
være tale om to afgørelser fra henholdsvis klima-,
energi- og forsyningsministeren og Skatteforvaltningen. Forslaget
til stk. 4, 2. pkt., præciserer klagefristen for de
særlige situationer, hvor der vil kunne klages særskilt
over klima-, energi- og forsyningsministerens
afgørelser.
Det foreslås i stk.
5, 1. pkt., at en klage ikke har opsættende virkning.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt.,
at Landsskatteretten eller Skatteankeforvaltningen dog kan
tillægge en klage efter stk. 1 opsættende virkning,
hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Landsskatterettens afgørelse kan træffes af en
retsformand.
Det er i overensstemmelse med det almindelige
udgangspunkt for klage. Imidlertid kan en klage tillægges
opsættende virkning, hvis der måtte foreligge
særlige omstændigheder.
Til §
18
Det foreslås i § 18, at reglerne i
skatteforvaltningslovens kapitel 17-19 og regler udstedt i
medfør heraf, finder tilsvarende anvendelse ved
søgsmål til prøvelse af afgørelse efter
loven eller regler, der er fastsat i medfør af loven.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at det er reglerne i skatteforvaltningsloven, som
gælder for, hvornår en sag kan indbringes for
domstolene, hvoraf følger, at en administrativ
afgørelse som hovedregel ikke kan indbringes for domstolene
senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er
truffet.
Henvisningen til skatteforvaltningslovens
kapitel 17-19 indebærer, at reglerne om henstand og
omkostningsgodtgørelse ligeledes vil finde anvendelse ved
søgsmål.
Til §
19
Det foreslås i § 19, at klima-, energi- og
forsyningsministeren og Skatteforvaltningen varetager opgaven som
kontrolmyndighed.
Bestemmelsen vil medføre, at kontrollen
med overholdelse af reglerne om indtægtsloftet varetages af
klima-, energi- og forsyningsministeren og Skatteforvaltningen.
Kontrollen vil kunne varetages af de to myndigheder i
fællesskab, f.eks. ved fælles udgående
kontroller, jf. den foreslåede bestemmelse i § 21, eller
af de to kontrolmyndigheder hver for sig.
Baggrunden for, at begge myndigheder
foreslås at være kontrolmyndighed, er, at begge
myndigheder har afgørelseskompetence vedrørende
indtægtsloftet, jf. de foreslåede bestemmelser i §
14 (afgørelser om betalingens størrelse, der
træffes af Skatteforvaltningen) og § 15
(afgørelser om betalingspligten, der træffes af
klima-, energi- og forsyningsministeren), og at materiale, der
indhentes som led i kontrollen, jf. de foreslåede
bestemmelser i §§ 20 og 22, vil kunne have betydning for
disse afgørelser.
Materiale, der indhentes som led i kontrollen,
vil efter omstændighederne kunne have betydning for
afgørelser, der træffes i henhold til både
§§ 14 og 15. Det vil derfor kunne være relevant, at
kontrolmateriale, som den ene kontrolmyndighed har indhentet,
oversendes til den anden kontrolmyndighed, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 24. I denne situation vil det derfor ikke
være nødvendigt, at den anden kontrolmyndighed selv
påbegynder en kontrol med henblik på at komme i
besiddelse af det pågældende materiale. Herved mindskes
byrden, der er forbundet med en kontrol, for både de
omfattede virksomheder og myndighederne.
Den nærmere arbejdsdeling angående
kontrollen og tilrettelæggelsen heraf vil blive fastlagt
nærmere i en samarbejdsaftale mellem Energistyrelsen og
Skatteforvaltningen.
Til §
20
Bestemmelsen i § 20 omhandler pligt til
efter anmodning fra kontrolmyndigheden at indsende materiale til
brug for kontrollen af betalingen vedrørende
indtægtsloftet.
Det foreslås i § 20, stk. 1, at producenter, der er
betalingspligtige efter § 2, har pligt til efter anmodning fra
kontrolmyndigheden at indsende materiale, der kan have betydning
for betalingskontrollen. Det følger af § 19, at
både klima-, energi- og forsyningsministeren og
Skatteforvaltningen er kontrolmyndighed, hvorfor begge myndigheder
kan anvende denne hjemmel til at få indsendt materiale til
brug for sin kontrolvirksomhed.
Efter bestemmelsen vil enhver producent, jf.
§ 2, have pligt til efter anmodning fra kontrolmyndigheden at
indsende materiale, der kan have betydning for betalingskontrollen.
Hvis der foreligger formodning for, at en producent er
betalingspligtig, men ikke har angivet, har producenten ligeledes
pligt til at efterkomme klima-, energi- og forsyningsministerens
anmodning om indsendelse af materiale.
Indsendelsespligten omfatter alt materiale,
der kan have betydning for kontrollen af betalingen efter denne
lov. Det kan f.eks. være regnskabsmateriale omfattet af
bogføringslovens § 3, men også andet materiale
vil kunne være omfattet, hvis det kan have betydning for
kontrollen.
En anmodning om indsendelse af materiale vil
skulle konkretiseres. Kontrolmyndigheden vil skulle gøre sig
det klart, hvad formålet med materialeindkaldelsen er, og der
vil skulle være en konkret formodning for, at det materiale,
der begæres udleveret, har betydning for kontrollen.
Kontrolmyndigheden må redegøre for, at der mangler
relevante oplysninger, og at kontrolmyndigheden forventer at finde
disse oplysninger i de ønskede dokumenter. Et krav om
konkret formodning er med til at sikre, at producenterne ikke
bliver bedt om at udlevere irrelevant materiale, men at
kontrolmyndigheden alene anmoder om oplysninger, der er relevante
og nødvendige for sagsbehandlingen.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle
administreres i overensstemmelse med § 10 i lov om
retssikkerheds ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter (herefter retssikkerhedsloven). Det
indebærer bl.a., at hvis der er konkret mistanke om, at en
enkeltperson eller juridisk person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, vil
indsendelsespligten ikke gælde i forhold til den
mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger,
som søges tilvejebragt, kan have betydning for
bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Det foreslås i § 20, stk. 2, 1. pkt., at er materialet
i tredjemands besiddelse, skal denne, selv om den
pågældende har tilbageholdsret herover, efter anmodning
udlevere materialet til kontrolmyndigheden.
Endvidere foreslås det i stk. 2, 2. pkt., at kontrolmyndigheden
leverer materialet tilbage til den pågældende
tredjemand efter benyttelsen.
Ved tilbageholdsret forstås en ret for
besidderen af en andens ting til at holde denne tilbage, indtil en
ydelse til den pågældende erlægges.
Hvis materialet beror hos tredjemand, f.eks.
revisor, der har tilbageholdsret i materialet, vil denne efter
anmodning fra kontrolmyndigheden skulle udlevere materialet til
kontrolmyndigheden, der vil skulle sørge for at levere
materialet tilbage efter endt benyttelse. Kontrolmyndigheden vil
alene kunne beholde materialet, så længe det er
nødvendigt for behandlingen af sagen. Tredjemand vil ikke
under påberåbelse af en tilbageholdsret kunne
nægte at udlevere det materiale, som tilhører den
registreringspligtige, men beror hos tredjemand med henblik
på udfærdigelse af regnskaber m.v. Tredjemand vil
heller ikke kunne påberåbe sig sin tavshedspligt i
forhold til klientens materiale, da materialet alene
tilhører klienten, som har oplysningspligten.
Det vil kun være producentens
regnskabsmateriale, som tredjemand vil være forpligtet til at
udlevere, ikke egne arbejdspapirer, notater m.v.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle
administreres i overensstemmelse med retssikkerhedslovens §
10, stk. 2. Dette indebærer, at hvis der er konkret mistanke
om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder
bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele
oplysninger i forhold til andre end den mistænkte, i det
omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse
af straf.
Til §
21
Bestemmelsen i § 21 omhandler
kontrolmyndighedens adgang til udgående kontrol hos de
betalingspligtige producenter af elektricitet og fastsætter
nogle retningslinjer herfor.
Det foreslås i § 21, stk. 1, 1. pkt., at
kontrolmyndigheden, hvis det skønnes nødvendigt, til
enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har
adgang til lokaliteter, der tilhører producenter, der er
betalingspligtige efter § 2, samt arbejdssteder uden for
producenternes lokaler, dog ikke arbejdssteder, der tjener til
tredjemands privatbolig eller fritidsbolig, for at gennemgå
materiale, der kan have betydning for betalingskontrollen.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at kontrolmyndigheden til enhver tid vil have
adgang til producenternes lokaliteter samt arbejdssteder uden for
producenternes lokaler for at gennemgå materiale, der kan
have betydning for betalingskontrollen. Hvis administrationen af
producentens virksomhed foregår fra privatboligen, og
materialet opbevares der, vil kontrolmyndigheden også have
adgang til den del af boligen, hvorfra administrationen
foregår og materialet opbevares, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 21, stk. 2.
Kontrolbesøget vil kunne foretages som
led i kontrolmyndighedens kontrol af de producenter, der har
foretaget angivelse. Hvis der foreligger formodning for, at en
producent er betalingspligtig, men ikke har angivet, har
kontrolmyndigheden ligeledes adgang til at foretage
kontrolbesøg.
Hvad der forstås ved materiale, der kan
have betydning for kontrollen vedrørende
indtægtsloftet, er nærmere beskrevet i
bemærkningerne til § 20.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle
administreres i overensstemmelse med retssikkerhedslovens
regler.
Det foreslås i stk.
1, 2. pkt., at i det omfang, det nævnte materiale er
registreret elektronisk, omfatter kontrolmyndighedens adgang
også en elektronisk adgang hertil.
Kravet om adgang kan opfyldes ved, at
producenten giver online-adgang til det elektroniske materiale,
således at offentlige myndigheder til enhver tid her i landet
via f.eks. en computer med adgang til internettet kan få
adgang til materialet. Det er i så fald uden betydning, om
den server, materialet opbevares på, fysisk er placeret her i
landet eller i udlandet. Det samme gælder, hvis producenten
anvender en cloud-løsning, hvor serverens fysiske placering
ikke er kendt.
Kontrolmyndighedens adgang til elektronisk
opbevaret materiale omfatter ikke dataspejling. Ved dataspejling
tages der en fuldstændig kopi af alle data, der findes
på f.eks. en harddisk, herunder slettede filer.
Kontrolmyndigheden kunne herved få adgang til at medtage en
række oplysninger, som ikke er relevante for kontrollen,
herunder følsomme personoplysninger, hvilket både kan
være i strid med den foreslåede bestemmelse og
databeskyttelsesforordningen.
Kontrolmyndigheden vil kunne benytte
såkaldt dataanalyse ved kontrollen. Ved dataanalyse foretages
en analyse af indholdet af en virksomheds datamedier i
virksomhedens lokaler. Dataanalyse vil kunne foregå på
virksomhedens datamedier eller på IT-udstyr, som
kontrolmyndigheden medbringer, og kun elektroniske dokumenter, der
er relevante for kontrolsagen, medtages fra virksomheden. Hvis der
ved dataanalysen findes relevante dokumenter til kontrolsagen, vil
disse blive markeret. Udpegning af relevante dokumenter kan
også ske efter virksomhedens anvisning. Der er således
udelukkende tale om en elektronisk gennemgang af indholdet af
virksomhedens datamedier, og kun relevante dokumenter vil blive
kopieret og forlade virksomheden. Virksomheden vil modtage en
elektronisk kopi af det kopierede og en elektronisk dokumentliste,
inden kontrollen afsluttes. Virksomheden eller dennes
repræsentanter har under hele forløbet mulighed for at
kommentere og drøfte relevansen af de udvalgte dokumenter.
Brug af specielle it-værktøjer sikrer, at der ikke kan
ske utilsigtede ændringer på virksomhedens datamedier,
f.eks. sletning af dokumenter, og giver samtidig virksomheden en
garanti for, at autenticiteten af dokumenterne bevares, da det ikke
efterfølgende vil være muligt at ændre
dokumenternes indhold, metadata m.v. It-værktøjerne
sikrer i den sammenhæng virksomheden, at det materiale, der
indgår i kontrolmyndighedens kontrolsag, er en eksakt kopi af
det originale dokument, og at der ikke kan ske menneskelige fejl
ved håndteringen af materialet.
Kontrolmyndigheden vil ikke under en kontrol
kunne koble sit eget it-udstyr til virksomhedens udstyr, hvis
virksomheden ikke giver tilladelse hertil. Kontrolmyndigheden
må i så fald nøjes med at få adgang via
virksomhedens systemer og enten få materialet udskrevet
på papir eller få en elektronisk kopi, f.eks. på
et krypteret USB-stik. Kontrolmyndigheden vil ikke uden
virksomhedens samtykke kunne medtage originalt fysisk materiale.
Der vil i givet fald være tale om beslaglæggelse, der
skal ske efter retsplejelovens regler og fordrer politiets og
rettens mellemkomst.
Der vil kunne være personoplysninger i
det materiale, som er relevant for kontrollen, og som
kontrolmyndigheden derfor har krav på at få adgang til.
Indsamling af personoplysninger om f.eks. ansatte af relevans for
kontrollen vil kunne indsamles, såfremt de opfylder
databeskyttelsesforordningens regler, men den ansatte vil
ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 14 skulle
underrettes af kontrolmyndigheden om indsamlingen (registreringen)
af oplysningerne.
Det foreslås i § 21, stk. 2, at driver producenten
virksomhed fra en ejendom, som også anvendes som bolig, kan
kontrolmyndigheden gennemføre kontrol på ejendommen
efter samme betingelser som i stk. 1.
Der er alene tale om, at der vil kunne
foretages kontrol i en privatbolig i tilfælde, hvor
virksomheden drives eller administreres fra boligen. Kontrollen vil
alene kunne udføres i den del af boligen, hvorfra
virksomheden drives eller administreres, og kontrolmyndigheden vil
under kontrol i privatboligen ikke kunne gennemgå dokumenter,
der intet har at gøre med virksomheden.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle
administreres i overensstemmelse med retssikkerhedslovens
regler.
Det foreslås i § 21, stk. 3, at ved kontrollen efter
stk. 1 og 2 skal ejeren af virksomheden og dennes ansatte yde
kontrolmyndigheden fornøden vejledning og hjælp.
Som udgangspunkt vil alle ansatte have en
pligt til at yde kontrolmyndigheden vejledning og hjælp ved
kontrollen. Normalt er der ikke mistanke om, at der er
foregået noget som er strafbart, når kontrolmyndigheden
foretager kontrol. Hvis der under et kontrolbesøg i
virksomheden opstår en konkret mistanke om, at virksomheden
har begået en strafbar lovovertrædelse, må
kontrolmyndigheden afstå fra at benytte en oplysningspligt
over for den mistænkte. Dette følger af bl.a. af
retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, der indeholder et forbud
mod selvinkriminering.
Det foreslås i § 21, stk. 4, at politiet om
fornødent yder kontrolmyndigheden bistand til
gennemførelse af kontrollen efter stk. 1 og 2.
Politiets bistand efter bestemmelsen vil
begrænse sig til overvindelse af fysiske hindringer for
gennemførelsen af kontrollen, f.eks. skaffe adgang til et
aflåst rum. Selve kontrollen vil skulle gennemføres af
medarbejdere hos kontrolmyndigheden. Politiets bistand vil skulle
ske efter reglerne i lov om politiets virksomhed. Hvis der på
tidspunktet for politiets bistand ved kontrolmyndighedens
kontrolbesøg er - eller i forbindelse hermed opstår -
konkret mistanke om et strafbart forhold, vil politiets bistand til
gennemførelsen af kontrollen skulle ske i overensstemmelse
med retsplejelovens regler, når bistanden har karakter af
efterforskning.
Til §
22
Bestemmelsen i § 22 angår
kontrolmyndighedens adgang til at foretage krydsrevision.
Det foreslås i § 22, stk. 1, at erhvervsdrivende efter
kontrolmyndighedens anmodning skal indsende materiale, der har
betydning for kontrol af navngivne producenter, der er
betalingspligtige efter § 2.
Bestemmelsen indebærer, at
kontrolmyndigheden hos enhver erhvervsdrivende vil kunne anmode om
materiale, der angår kontrollen af navngivne producenter, der
er betalingspligtige efter § 2. At der skal være tale om
navngivne betalingspligtige producenter af elektricitet betyder, at
de pågældende producenter vil skulle være
identificerede, for at bestemmelsen vil kunne finde anvendelse.
Kontrolmyndigheden vil således ikke med bestemmelsen kunne
anmode om materiale, der angår ikke identificererede fysiske
eller juridiske personer.
Hvad angår hvilket materiale, der kan
være tale om, og hvilke krav, der stilles i forbindelse med
kontrollen, henvises til bemærkningerne til lovforslagets
§ 20.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle
administreres i overensstemmelse med retssikkerhedslovens §
10. Det indebærer bl.a., at hvis der er konkret mistanke om,
at en enkeltperson eller juridisk person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, vil
indsendelsespligten ikke gælde i forhold til den
mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger,
som søges tilvejebragt, kan have betydning for
bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Det foreslås i stk.
2, 1. pkt., at
kontrolmyndigheden til enhver tid mod behørig legitimation
uden retskendelse har adgang til hos en erhvervsdrivende at
foretage gennemgang på stedet af materiale som nævnt i
stk. 1.
Det foreslås i stk.
2, 2. pkt., at ved
gennemgangen kan kontrolmyndigheden sikre sig oplysninger som
nævnt i 1. pkt.
Bestemmelsen vil give mulighed for, at
kontrolmyndigheden kan foretage udgående kontrol hos
erhvervsdrivende, når det er forhold hos betalingspligtige
producenter af elektricitet, jf. § 2, der kontrolleres.
Ved udtrykket på stedet forstås
den ejendom og i de lokaler, hvorpå eller hvori virksomheden
drives, herunder lokaler, hvori materiale opbevares.
Hvad angår hvilket materiale, der kan
være tale om, og hvilke krav, der stilles i forbindelse med
kontrollen, henvises i øvrigt til bemærkninger til
lovforslagets §§ 20 og 21.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle
administreres i overensstemmelse med retssikkerhedslovens
regler.
Det foreslås i stk.
3, at politiet om fornødent yder kontrolmyndigheden
bistand til gennemførelse af kontrollen efter stk. 1 og
2.
Politiets bistand efter bestemmelsen,
begrænser sig til overvindelse af fysiske hindringer for
gennemførelsen af kontrollen, f.eks. skaffe adgang til et
aflåst rum. Selve kontrollen vil skulle gennemføres af
medarbejdere fra kontrolmyndigheden. Politiets bistand sker efter
reglerne i lov om politiets virksomhed. Hvis der på
tidspunktet for politiets bistand ved kontrolmyndighedens
kontrolbesøg er - eller i forbindelse hermed opstår -
konkret mistanke om et strafbart forhold, herunder i sager som kan
behandles administrativt, vil politiets bistand til
gennemførelsen af kontrollen skulle ske i overensstemmelse
med retsplejelovens regler, når bistanden har karakter af
efterforskning.
Det foreslås i stk.
4, at materialet, jf. stk. 1, og indgrebet, jf. stk. 2, skal
skønnes at være nødvendigt for
betalingskontrollen.
Det vil være en betingelse for
oplysningspligten, at oplysningerne af kontrolmyndigheden
skønnes at være nødvendige for kontrollen af
betalingen vedrørende indtægtsloftet. Det betyder, at
samme resultat ikke må kunne opnås med et mindre
vidtgående indgreb, at indgrebet er egnet til at opnå
det ønskede formål, og at indgrebet står i
rimeligt forhold til de mål, der forfølges.
Bestemmelsen om udgående kontrol vil
kunne finde anvendelse i de tilfælde, hvor kontrolmyndigheden
vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende den
foreslåede bestemmelse i stk. 1 om indsendelse af
oplysninger. En udgående kontrol af andres
betalingsmæssige forhold er meget indgribende over for den
erhvervsdrivende, der udsættes for kontrollen, og bør
derfor kun foretages, når kontrolmyndigheden vurderer, at
oplysningerne ikke vil kunne tilvejebringes på anden
måde, eller den oplysningspligtige selv foretrækker en
dialog med kontrolmyndigheden på stedet om hvilke
oplysninger, der er nødvendige. Det følger endvidere
af retssikkerhedslovens § 2, at tvangsindgreb kun må
anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt
forhold med indgrebet.
Det foreslås i stk.
5, at pengeinstitutter samt advokater og andre, der modtager
midler til forvaltning eller erhvervsmæssigt udlåner
penge, på begæring skal give Skatteforvaltningen enhver
oplysning om deres økonomiske mellemværende med
navngivne producenter, der er betalingspligtige efter § 2.
Bestemmelsen har til formål, at
pengeinstitutter og andre liberale erhverv m.v. har pligt til at
udlevere oplysninger til Skatteforvaltningen om deres
økonomiske mellemværender med de berørte
producenter til brug for Skatteforvaltningens kontrol med
producenter omfattet af loven.
Det foreslåede stk. 5 skal ses i lyset
af det fortrolighedsforhold, som definitorisk består mellem
en advokat og en klient.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle
administreres i overensstemmelse med retssikkerhedslovens §
10, stk. 2. Dette indebærer, at hvis der er konkret mistanke
om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder
bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele
oplysninger i forhold til andre end den mistænkte, i det
omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse
af straf.
Til §
23
Det foreslås i § 23, stk. 1, at efterkommes en
anmodning om oplysninger efter § 20 eller § 22, stk. 1
eller 5, ikke, kan kontrolmyndigheden give pålæg om, at
oplysningerne skal indsendes inden en fastsat frist, og
pålægge daglige tvangsbøder fra fristens
overskridelse, og indtil pålægget efterkommes.
Et pålæg efter den
foreslåede bestemmelse vil skulle indeholde en henvisning til
den relevante lovbestemmelse, og det vil skulle være
specificeret, hvilke oplysninger, der ønskes udleveret.
Pålægget vil skulle gives skriftligt, og det vil skulle
fremgå heraf, at såfremt pålægget ikke
efterleves inden for den fastsatte frist, vil der kunne
pålægges daglige tvangsbøder fra en given dato,
indtil pålægget efterkommes.
Den foreslåede bestemmelse om daglige
tvangsbøder vil skulle administreres efter den praksis, der
gælder for daglige tvangsbøder på
Skatteforvaltningens område. De daglige tvangsbøder
vil således kunne gives for hver kalenderdag, det vil sige
syv dage om ugen. Ved fastsættelsen af tvangsbøden vil
der skulle tages hensyn til den oplysningspligtiges
økonomiske formåen, således at pressionen har
effekt. Tvangsbøden vil skulle udgøre mindst 1.000
kr. dagligt og vil kunne forhøjes med skriftligt varsel,
hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har givet resultat.
Tvangsbøderne vil kunne inddrives ved
lønindeholdelse eller udpantning efter henholdsvis
§§ 10 og 11 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Ikkebetalte tvangsbøder vil bortfalde,
når den skattepligtige efterlever pålægget, mens
betalte tvangsbøder ikke vil blive tilbagebetalt.
Det foreslås i § 23, stk. 2, at pålæg efter
stk. 1 kan påklages til Landsskatteretten efter reglerne i
§ 17. Herved vil pålæg efter stk. 1 kunne
påklages til Landsskatteretten, uanset hvilken
kontrolmyndighed, jf. § 19, der har givet
pålægget.
Til §
24
Det foreslås i § 24, at klima-, energi- og
forsyningsministeren og Skatteforvaltningen kan udveksle
oplysninger med hinanden, som er nødvendige for
udførelsen af opgaven med administration og kontrol af
indtægtsloftet.
Forvaltningslovens § 28, stk. 2,
indeholder regler om videregivelse af oplysninger fra en
forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed.
Bestemmelsen omhandler oplysninger af fortrolig karakter, som ikke
er personoplysninger, f.eks. oplysninger om juridiske personer.
Efter bestemmelsen må fortrolige oplysninger kun videregives
til en anden forvaltningsmyndighed, hvis mindst en af betingelserne
i stk. 2 er opfyldt. Oplysningerne kan bl.a. videregives til en
anden forvaltningsmyndighed, hvis det følger af lov eller
bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal
videregives (nr. 2), eller hvis det må antages, at
oplysningen vil være af væsentlig betydning for
myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden
skal træffe (nr. 3).
Behandling, herunder videregivelse, af
almindelige personoplysninger er efter gældende ret lovlig,
hvis behandlingen opfylder mindst én af betingelserne i
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f. En
behandling vil eksempelvis være lovlig efter forordningens
artikel 6, stk. 1, litra e, hvis behandlingen er nødvendig
for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den
dataansvarlige, jf. litra c, eller af hensyn til udførelse
af en opgave i samfundets interesse, eller som henhører
under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige
har fået pålagt, jf. litra e.
Det er vurderingen, at der efter
gældende regler er hjemmel til, at klima-, energi- og
forsyningsministeren og Skatteforvaltningen kan udveksle
oplysninger med hinanden, som er af væsentlig betydning for,
at myndighederne kan udføre deres opgaver i forhold til
administration og kontrol af indtægtsloftet, eller de
afgørelser myndighederne skal træffe.
Med henblik på at sikre et klart
retsgrundlag herfor foreslås det dog, at adgangen til at
udveksle oplysninger mellem Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet og Skatteforvaltningen lovfæstes,
så det tydeligt fremgår af loven, at de
pågældende myndigheder kan udveksle oplysninger med
hinanden som er nødvendige for udførelsen af opgaven
med administration og kontrol af indtægtsloftet.
Det følger derfor af den
foreslåede § 24, at Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet og Skatteforvaltningen kan udveksle de
oplysninger med hinanden, som er nødvendige for
udførelsen af opgaven med administration og kontrol af
indtægtsloftet.
Efter den foreslåede § 24 skal
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet kunne videregive
oplysninger, som er nødvendige for, at Skatteforvaltningen
kan administrere indtægtsloftet. Dette kan f.eks. være
oplysninger om antallet af virksomheder, som vurderes omfattet af
ordningen, og oplysninger vedrørende de enkelte
produktionsanlæg, herunder anlæggets producerede
mængder elektricitet.
Skatteforvaltningen skal tilsvarende kunne
videregive oplysninger, som er nødvendige for, at Klima-,
Energi- og Forsyningsministeriet kan administrere
indtægtsloftet. Dette kan f.eks. være oplysninger om
hvilke producenter, der har foretaget angivelse til
Skatteforvaltningen, herunder om hvilke anlæg, producenterne
i angivelsen har anført, er omfattet af ordningen, med
henblik på, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet kan
kontrollere, om de oplysninger, som virksomhederne har angivet, er
korrekte.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger om udveksling af
oplysninger.
Til §
25
Da bestemmelserne i nærværende
lovforslag om et loft over indtægter fra produktion af
elektricitet er nye, er der i dag ikke fastsat regler om straf for
overtrædelse af sådanne bestemmelser.
Overtrædelser, der begås
forsætligt eller groft uagtsomt, af eksisterende bestemmelser
i skattelovgivningen straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder. Dette følger bl.a. af
skattekontrollovens § 82, kildeskattelovens § 74,
momslovens § 81 og lønsumsafgiftslovens § 18.
En fysisk person kan efter retspraksis
straffes med fængsel, når vedkommende har haft
forsæt til at unddrage skat, moms eller lønsumsafgift
for over 250.000 kr.
Som anført ovenfor er strafferammen for
overtrædelse af de nævnte love fængsel indtil 1
år og 6 måneder. Dette gælder dog kun, hvis
forholdet ikke omfattes af straffelovens § 289, hvorefter
den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget
vinding gør sig skyldig i overtrædelse af
særligt grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller
tilskudslovgivningen straffes med fængsel indtil 8 år.
En overtrædelse om unddragelse af skat eller betaling anses
efter fast praksis for at være omfattet af straffelovens
§ 289, hvis den pågældende har haft forsæt
til at unddrage for over 500.000 kr.
I tillæg til fængselsstraffen -
uanset om forholdet omfattes af straffelovens § 289 eller ej -
gives efter fast praksis en bøde svarende til unddragelsens
størrelse. Denne bøde udgør en
tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2.
Hvis der er tale om forsøg, jf. straffelovens § 21,
stk. 1, udgør tillægsbøden et beløb, der
svarer til halvdelen af det beløb, man har forsøgt at
unddrage.
Sager om unddragelse af skat, moms eller
lønsumsafgift, der ikke kan straffes med fængsel, kan
alene straffes med bøde. Dette omfatter for det
første alle overtrædelser, der er begået ved
grov uagtsomhed. Derudover omfatter det alle overtrædelser,
der er begået med forsæt til unddragelse, hvis
strafsubjektet er en juridisk person, eller hvis strafsubjektet er
en fysisk person, og unddragelsen ikke overstiger 250.000 kr. I
disse bødesager betegnes bøden som en
normalbøde.
Normalbøden udmåles til to gange
det unddragne beløb, når der er forsæt til
unddragelse, og en gang det unddragne beløb ved grov
uagtsomhed. Af den del af unddragelsen, der ikke overstiger 60.000
kr., beregnes normalbøden kun som en gang det unddragne
beløb, når der er forsæt til unddragelse, og som
halvdelen af det unddragne beløb ved grov uagtsomhed. Denne
grænse på 60.000 kr. benævnes
progressionsgrænsen.
Ved bøder for overtrædelser af
skatte- og afgiftslovgivningen, er der fast retspraksis for, at der
sker absolut kumulation. Det vil sige, at straffen for de enkelte
forhold lægges sammen. Dette gælder også,
når der udmåles tillægsbøde til en
fængselsstraf, jf. straffelovens § 50, stk. 2.
Straffelovens 5. kapitel, der omfatter
§§ 25-27, omhandler strafansvar for juridiske
personer.
Det fremgår af straffelovens § 25,
at en juridisk person kan straffes med bøde, når det
er bestemt ved eller i medfør af lov. Straffelovens §
26 angiver, at strafansvaret udstrækkes til at omfatte enhver
juridisk person, medmindre andet er bestemt, (stk. 1) og desuden
enkeltmandsvirksomheder, som under hensyn til deres
størrelse og organisation kan sidestilles med de
virksomheder, der er organiseret i selskabsform (stk. 2).
Det fremgår af straffelovens § 27,
at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der
inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse,
der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede
personer eller den juridiske person som sådan.
Praksis for valg af ansvarssubjekt er
beskrevet i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Juridiske personer
- Strafansvar for juridiske personer, pkt. 3.1. Heraf fremgår
bl.a., at når en virksomhed er organiseret som en juridisk
person eller kan sidestilles hermed, jf. straffelovens § 26,
stk. 2, er det ved overtrædelse af regler uden for
straffeloven som udgangspunkt virksomheden, som er ansvarssubjektet
ved overtrædelser begået i virksomheden.
En juridisk person kan kun straffes med
bøde, og der kan ikke fastsættes
forvandlingsstraf.
Det foreslås i § 25, stk. 1, nr. 1, at med bøde
straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger
til brug for betalingskontrollen, jf. kapitel 7.
Afgivelse af urigtige eller vildledende
oplysninger, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, vil f.eks.
kunne ske i forbindelse med afgivelse af oplysninger i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 11,
stk. 2 og 3. Straf efter den foreslåede bestemmelse i
§ 25, stk. 1, nr. 1, vil imidlertid ikke
forudsætte, at de urigtige eller vildledende oplysninger er
afgivet i denne forbindelse. Urigtige eller vildledende
oplysninger, der har betydning for betalingskontrollen, og som er
afgivet f.eks. før angivelsen, vil således også
være omfattet af bestemmelsen. Det strafbare forhold vil i de
nævnte tilfælde være realiseret, når
oplysningerne er kommet frem til Skatteforvaltningen.
Fortielse af oplysninger, jf. § 25, stk.
1, nr. 1, vil f.eks. kunne ske, hvis der er afgivet
ufuldstændige oplysninger i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2 eller 3, hvor
nogle felter, der skal udfyldes, er tomme, mens andre er udfyldte.
Også i dette tilfælde vil det strafbare forhold
være realiseret, når oplysningerne er kommet frem til
Skatteforvaltningen.
Fortielse af oplysninger vil også kunne
ske, hvis den pågældende virksomhed helt har undladt at
foretage angivelse. I dette tilfælde vil forholdet også
være omfattet af den foreslåede bestemmelse i §
25, stk. 1, nr. 2, jf. 11, stk. 2 eller 3, og det objektive
gerningsindhold vil være realiseret, når fristen for
angivelse af overskredet.
Med lovforslaget er det forudsat, at
sanktionspraksis ved overtrædelse af § 25, stk. 1, nr.
1, hvor der er tale om unddragelse af betaling, vil skulle svare
til sanktionspraksis ved overtrædelse af bestemmelser i
lovgivningen om skat, arbejdsmarkedsbidrag, moms eller
lønsumsafgift. Den forudsatte sanktionspraksis er beskrevet
nærmere nedenfor ved beskrivelsen af § 25, stk. 3.
Det foreslås i § 25, stk. 1, nr. 2, at med bøde
straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt
overtræder § 11, stk. 2 eller 3.
I den foreslåede bestemmelse i §
25, stk. 1, nr. 2, henvises til § 11, stk. 2, der angår
pligten til at angive, og § 11, stk. 3, der angår
fristen til at angive rettidigt.
Med lovforslaget er det forudsat, at
overtrædelse af disse bestemmelser som udgangspunkt straffes
med en bøde af ordensmæssig karakter på 1.500
kr. Det skyldes, at bestemmelsen isoleret set har karakter af en
ordensforskrift.
Efter omstændighederne vil en
overtrædelse af bestemmelserne imidlertid kunne ske som led
i, at der unddrages betaling. Hvis dette er tilfældet, vil
overtrædelsen være omfattet af den sanktionspraksis,
der er beskrevet nærmere nedenfor, uanset om
overtrædelsen er sket med forsæt til at unddrage
betaling eller groft uagtsomt.
Det foreslås i § 25, stk. 2, at i forskrifter, der
udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf
af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt
overtræder bestemmelser i forskrifterne.
Det foreslås i lovforslagets § 11,
stk. 6, at skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler for angivelsen af betaling vedrørende
indtægtsloftet. Den foreslåede bestemmelse i
§ 25, stk. 2, vil medføre, at der i denne
forbindelse vil kunne fastsættes straf af bøde for
den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
disse regler.
Med lovforslaget er det forudsat, at
overtrædelse af disse regler straffes med en bøde af
ordensmæssig karakter på 1.500 kr. Det skyldes, at
reglerne vil have karakter af ordensforskrifter.
Det foreslås i § 25, stk. 3, at den, der begår en
af de nævnte overtrædelser omfattet af stk. 1 med
forsæt til at unddrage betaling til det offentlige, straffes
med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
straffelovens § 289.
Med lovforslaget er det forudsat, at den
sanktionspraksis, der finder anvendelse ved overtrædelser,
der er sket som led i unddragelse af betaling, af § 25, stk.
1, eller § 25, stk. 3, vil skulle svare til den
sanktionspraksis, der i dag finder anvendelse ved
overtrædelser, der er sket som led i unddragelse af betaling,
af bestemmelser i lovgivningen om skat, moms eller
lønsumsafgift, jf. ovenfor.
En unddragelse vil f.eks. kunne forekomme som
led i overtrædelse af § 25, stk. 1, nr. 1, hvis en
betalingspligtig angiver et for lavt betalingspligtigt
beløb, eller som led i overtrædelse af § 25, stk.
1, nr. 2, jf. § 11, stk. 2, hvis en betalingspligtig angiver
et betalingspligtigt beløb.
Ved overtrædelser omfattet af § 25,
stk. 3, jf. stk. 1, hvor strafsubjektet er en fysisk person, der
har forsæt til unddragelse af betaling, er det således
forudsat, at der straffes med fængsel indtil 1 år og 6
måneder, hvis unddragelsen overstiger 250.000 kr. Hvis
unddragelsen overstiger 500.000 kr., vil der kunne straffes med
fængsel indtil 8 år, jf. straffelovens § 289.
Det er forudsat, at der i tillæg til
fængselsstraffen gives en bøde, der svarer til
størrelsen af det unddragne beløb.
Sager, der ikke kan afsluttes med
fængsel, om unddragelse af betaling, vil alene kunne
afsluttes med bøde. Dette vil for det første omfatte
overtrædelser, der er begået ved grov uagtsomhed.
Derudover vil det omfatte overtrædelser, der er begået
med forsæt til unddragelse, hvis strafsubjektet er en
juridisk person, eller hvis strafsubjektet er en fysisk person, og
unddragelsen ikke overstiger 250.000 kr.
Det er forudsat, at bøden udmåles
til to gange det unddragne beløb, når der er
forsæt til unddragelse, og en gang det unddragne beløb
ved grov uagtsomhed. Af den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., beregnes bøden kun som en gang det
unddragne beløb, når der er forsæt til
unddragelse, og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed.
Som ved overtrædelser af skatte- og
afgiftslovgivningen i dag vil der skulle ske fuld kumulation. Det
vil sige, at straffen for de enkelte forhold vil skulle
lægges sammen. Dette vil også gælde, når
der udmåles en tillægsbøde til en
fængselsstraf, jf. straffelovens § 50, stk. 2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Til §
26
Det foreslås i stk.
1, at loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Forslaget om, at loven træder i kraft
dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, skal ses i lyset
af, at loven efter det foreslåede § 26, stk. 2, har
virkning på indtægter fra salg og levering af
elektricitet produceret fra og med den 1. december 2022. Da loven
har virkning tilbage i tid, bør den træde i kraft
hurtigst muligt.
Det foreslås i stk.
2, at loven finder anvendelse på indtægter fra
salg og levering af elektricitet produceret fra og med den 1.
december 2022 til og med den 30. juni 2023.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i
sammenhæng med § 2, stk. 1, og § 11, stk. 1, idet
det allerede af disse bestemmelser følger, at bestemmelserne
om indtægtsloftet finder anvendelse på elektricitet
produceret i den nævnte periode. Det er dog vurderet
hensigtsmæssigt tillige at angive dette i en særskilt
virkningsbestemmelse.
Det følger af artikel 22, stk. 2, litra
c, i nødindgrebsforordningen, at artikel 6-8 om et loft over
producenternes indtægter finder anvendelse fra og med den 1.
december 2022 til og med den 30. juni 2023.
Til §
27
Til nr. 1
Det fremgår af opkrævningslovens
§ 16, der er den første bestemmelse i
opkrævningslovens kapitel 5, at nedenstående ind- og
udbetalinger fra og til virksomheder, selskaber, fonde og
foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår
i en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i
dette kapitel: 1) Skatter og afgifter omfattet af denne lovs §
1, stk. 1 og 2, 2) Betalinger efter selskabsskatteloven,
fondsbeskatningsloven, aktiesparekontoloven, kulbrinteskatteloven,
toldloven, lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter,
lov om afgift af skadesforsikringer, tinglysningsafgiftsloven og
lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og
af arbejdsulykkeserstatninger m.v., 3) Gebyr og tilskud
vedrørende dæk, jf. miljøbeskyttelseslovens
§§ 53 og 53 a, 4) Betaling vedrørende batterier og
akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, jf.
miljøbeskyttelseslovens § 9 u, stk. 2, 5)
Miljøbidrag, jf. § 3 i lov om miljøbidrag
og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af
biler og 6) Bøder, gebyrer og renter vedrørende de
ovennævnte love og betalinger.
Det foreslås, at der i
opkrævningslovens § 16 indsættes et nyt nummer 7,
således at betaling efter indtægtsloftsloven vil
være omfattet.
Dermed vil det fremgå af
opkrævningslovens § 16, at også den i dette
lovforslag foreslåede betaling vedrørende
indtægtsloftet vil være omfattet af de ind- og
udbetalinger, der skal ske via skattekontoen.
Den foreslåede ændring skal ses i
sammenhæng med det foreslåede § 12, stk. 2, 1.
pkt., hvor det foreslås, at opkrævningslovens kapitel 5
skal finde anvendelse på ind- og udbetalinger efter
loven.
Til §
28
Til nr. 1
VE-lovens § 51, stk. 5, medfører,
at der beregnes negative pristillæg, som modregnes i
støttemodtageres fremtidige støtteudbetalinger i den
del af markedsprisen, som overstiger det samlede beløb for
pristillæg og den beregnede markedspris.
Med den foreslåede stk. 6 vil der ikke blive beregnet negative
pristillæg efter VE-lovens § 51, stk. 5, for de
indtægter, der opkræves efter den foreslåede
§ 2, stk. 2.
Formålet med den foreslåede stk. 6
er at sikre, at der ikke vil blive beregnet negative
pristillæg for indtægter, som er blevet opkrævet
hos støttemodtagerne efter indtægtsloftsloven. Der vil
fortsat ske beregning af negative pristillæg efter VE-lovens
§ 51, stk. 5, for den del af markedsprisen, der overstiger det
samlede beløb for pristillæg og markedspris, og som
ikke er blevet opkrævet under indtægtsloftet.
Til §
29
Det foreslås, at loven ikke skal
gælde for Færøerne og Grønland.
Forslaget skal ses i lyset af, at
nødindgrebsforordningen ikke gælder for
Færøerne og Grønland, og at sagsområdet
er overtaget af Færøerne og Grønland.
Opkrævningsloven og VE-loven, der foreslås ændret
ved lovforslagets §§ 27 og 28, gælder desuden ikke
for Færøerne og Grønland.
Bilag 3
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | | | §
27 | | | | | | | | I opkrævningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 2711 af 20. december 2021, som
ændret ved § 12 i lov nr. 2616 af 28. december 2021,
§ 1 i lov nr. 288 af 7. marts 2022 og § 2 i lov nr. 832
af 14. juni 2022, foretages følgende ændring: | | | | | § 16.
Nedenstående ind- og udbetalinger fra og virksomheder,
selskaber, fonde og foreninger, offentlige myndigheder,
institutioner m.v. indgår i en samlet saldoopgørelse
(skattekontoen) efter reglerne i dette kapitel: | | | 1) -6) --- | | 1. I § 16 indsættes som nr. 7: »7) Betaling efter
indtægtsloftsloven.« | | | | | | | | §
28 | | | | | | | | I lov om fremme af vedvarende energi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1791 af 2. september 2021, som senest
ændret ved lov nr. 804 af 7. juni 2022, foretages
følgende ændring: | | | | | § 51.
--- Stk.
2-5. --- | | 1. I § 51 indsættes som stk. 6: | | | | »Stk. 6. Der beregnes ikke negative
pristillæg efter stk. 5 af indtægter, der er
opkrævet efter indtægtsloftslovens § 2, stk.
2.« |
|
Officielle noter
1)
Som bilag er medtaget Rådets forordning nr. 1854 af 6.
oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå
høje energipriser, EU-Tidende 2022, nr. L 261I, side 1.
Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en
forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af visse af
forordningens bestemmelser i loven er udelukkende begrundet i
praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare
gyldighed i Danmark.