Skriftlig fremsættelse (23. marts
2023)
Finansministeren
(Nicolai Wammen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om fastsættelse af
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret
2026
(Lovforslag nr. L 67)
Det
lovforslag, der hermed fremsættes for Folketinget, har til
formål at fastsætte konkrete niveauer for udgiftslofter
for stat, kommuner og regioner for finansåret 2026.
Det
følger af budgetlovens § 6, stk. 1, at finansministeren
samtidig med forslaget til finanslov kan fremsætte et forslag
til lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner
og regioner for det fjerde af de følgende finansår.
Forslaget til udgiftslofter for det fjerde finansår
lægges i henhold til budgetlovens § 7, stk. 2, sammen
med de gældende udgiftslofter samt ændringsforslag
hertil til grund for regeringens forslag til finanslov.
Udgiftslofterne for 2026 fastsættes med afsæt i den
forudsatte udgiftsudvikling i en fremskrivning af dansk
økonomi, hvor de årlige strukturelle offentlige
underskud højst må udgøre 1,0 pct. af BNP, og
hvor de mellemfristede mål for den offentlige saldo og
holdbarhedsindikatoren er opfyldt. Fremskrivningen er udelukkende
baseret på reformer og initiativer, der er fundet flertal for
i Folketinget.
Udgiftslofterne for 2026 er på den
baggrund fastsat i overensstemmelse med 2030-planforløb: Grundlag for udgiftslofter
2026 (august 2022) samt virkninger af efterfølgende
politiske aftaler og prioriteringer på regeringens forslag
til finanslov for 2023 mv.
Med
lovforslaget fastsættes overordnet tre separate udgiftslofter
for henholdsvis stat, kommuner og regioner. Det statslige
udgiftsloft er opdelt i to dellofter for henholdsvis driftsudgifter
og indkomstoverførsler. Det kommunale udgiftsloft er en
øvre grænse for de kommunale nettodriftsudgifter til
service, mens det regionale udgiftsloft er opdelt i to dellofter
for henholdsvis sundhedsområdet og de regionale
udviklingsopgaver.
Et udgiftsloft
angives som et beløb opgjort i milliarder kroner med
én decimal. Udgiftslofterne skal overholdes af stat,
kommuner og regioner hver især og må ikke overskrides
med henvisning til en samlet overholdelse af summen af
udgiftslofterne for de tre sektorer til sammen.
Forslaget
sendes i høring samtidig med fremsættelsen med
høringsfrist den 29. marts 2023.
Høringssvarene foreligger således ikke endnu, men vil
blive fremsendt forud for 1. behandlingen af forslaget efter
genfremsættelsen.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.