Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 27. april 2023
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
forbrugslånsvirksomheder og lov om kreditaftaler
(Indgreb over for kreditter, der ydes
rentefrit og uden andre omkostninger)
§ 1
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om
forbrugslånsvirksomheder, som ændret bl.a. ved § 1
i lov nr. 801 af 9. juni 2020 og senest ved § 11 i lov nr. 570
af 10. maj 2022, foretages følgende ændringer:
1. § 1,
stk. 3, nr. 1, affattes således:
»1)
aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor
udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren
betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der
ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage
efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der
yder kredit,«
2. I
§ 1, stk. 3, indsættes efter
nr. 1 som nye numre:
»2)
aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede
transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto
på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden
at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den
udskudte betaling,
3)
kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre
omkostninger, og hvor virksomheden, der yder kreditten, er omfattet
af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed og
modtager midler til anvendelse i almenvelgørende eller
på anden måde almennyttigt øjemed efter § 8
A, stk. 1, i ligningsloven,«
Nr. 2-5 bliver herefter nr. 4-7.
§ 2
I lov om kreditaftaler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 817 af 8. juni 2019, som ændret
ved § 6 i lov nr. 2221 af 29. december 2020, foretages
følgende ændringer:
1. § 3,
stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1)
Aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor
udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren
betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der
ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage
efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der
yder kredit.«
2. § 3,
stk. 1, nr. 2, affattes således:
»2)
Aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede
transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto
på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden
at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den
udskudte betaling. § 8 b, stk. 2, finder dog anvendelse
på aftaler nævnt i 1. pkt.«
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. Loven finder
ikke anvendelse for kreditaftaler, der er indgået før
lovens ikrafttræden. For sådanne kreditaftaler finder
hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 3. Virksomheder,
som forud for lovens ikrafttræden ydede rente- og
omkostningsfrie kreditter uden en tilladelse efter lov om
forbrugslånsvirksomheder, og som efter lovens
ikrafttræden ikke må fortsætte den
påbegyndte virksomhed uden en tilladelse, kan fortsætte
den påbegyndte virksomhed, hvis virksomheden inden den 1.
januar 2024 indgiver en ansøgning om tilladelse til
Finanstilsynet. Virksomheder omfattet af 1. pkt. kan
fortsætte den påbegyndte virksomhed, indtil
Finanstilsynet har truffet afgørelse i sagen.
§ 4
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1 kan ved
kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1
og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.