L 58 Forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om kreditaftaler, lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber og forskellige andre love.

(Indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger, udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 15-03-2023

Fremsættelse: 15-03-2023

Skriftlig fremsættelse (15. marts 2023)

20222_l58_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (15. marts 2023)

Erhvervsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, kreditaftaleloven, lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber og forskellige andre love (Indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger, udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark og til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.)

(Lovforslag nr. L 58)

Lovforslaget skal sikre et fortsat tidssvarende tilsyn med den finansielle sektor, der understøtter en robust finansiel sektor samt forbrugernes og investorernes tillid til de finansielle markeder.

For at styrke forbrugerbeskyttelsen udvides anvendelsesområdet for lov om forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaleloven til også at omfatte rente- og omkostningsfri kreditter. Forslaget opstiller rammer for de såkaldte "Køb nu - betal senere-lån", som skal sikre, at forbrugere kun får tilbudt den kredit, som deres økonomi kan bære.

Med lovforslaget foreslås det videre, at medlemskredsen og dækningsområdet for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber skal omfatte livsforsikringsselskaber og filialer af disse, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark. Formålet er at sikre, at Garantifonden kan dække arbejdsulykkesforsikringer, også når disse er tegnet i et livsforsikringsselskab. Med lovforslaget udpeges Garantifonden yderligere som erstatningsorgan, som vil yde dækning til skadelidte for skader forvoldt af motorkøretøjer i tilfælde af et forsikringsselskabs konkurs eller likvidation.

For at sikre og styrke den løbende forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering foreslås desuden en række ændringer af hvidvaskloven. Med forslaget omfattes ministres særlige rådgivere af definitionen på politisk eksponerede personer, da disse varetager et hverv tæt på de respektive ministre. Udbydere af tjenester relateret til en udsteders udbud og/eller salg af virtuelle valutaer foreslås videre omfattet af loven i overensstemmelse med vejledning fra The Financial Action Taskforce. Derudover foreslås en justering af bestemmelsen vedrørende videregivelse af oplysninger om underretninger, med henblik på at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med Europa-Kommissionens fortolkning.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.