Betænkning afgivet af
Erhvervsudvalget den 20. april 2023
1. Ændringsforslag
Erhvervsministeren har stillet 13
ændringsforslag til lovforslaget, herunder om deling af
lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, M, LA, KF, RV, DF og ALT) vil stemme for det
stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget.
Et flertal i
udvalget (S, V, M, RV og DF) indstiller de under A og B
nævnte lovforslag til vedtagelse
med de til de under A og B nævnte lovforslag stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (LA og KF) indstiller det under A nævnte lovforslag
til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for de til det under A nævnte
lovforslag stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller
det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de til det under B
nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) vil redegøre for sin
stilling til de under A og B nævnte lovforslag ved 3.
behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslagene
redegøre for sin stilling til de stillede
ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (DD) vil redegøre for sin
stilling til de under A og B nævnte lovforslag ved 3.
behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslagene
redegøre for sin stilling til de stillede
ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (EL) vil redegøre for sin
stilling til de under A og B nævnte lovforslag ved 3.
behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslagene
redegøre for sin stilling til de stillede
ændringsforslag.
Et femte
mindretal i udvalget (ALT) indstiller det under A
nævnte lovforslag til vedtagelse
med de til det under A nævnte lovforslag stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin
stilling til det under B nævnte lovforslag ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for de til det under B nævnte
lovforslag stillede ændringsforslag.
Et sjette
mindretal i udvalget (NB) vil redegøre for sin
stilling til de under A og B nævnte lovforslag ved 3.
behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslagene
redegøre for sin stilling til de stillede
ændringsforslag.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af erhvervsministeren, tiltrådt af et
flertal (S, V, M, LA, KF, RV, DF og
ALT):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder
og lov om kreditaftaler (Indgreb over for kreditter, der ydes
rentefrit og uden andre omkostninger)« omfattende
§§ 1, 2, 12 og 13.
B. »Forslag
til lov om ændring af lov om en garantifond for
skadesforsikringsselskaber, hvidvaskloven, lov om finansiel
virksomhed og forskellige andre love (Udvidelse af
dækningsområde for Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber,
der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og
til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.)« omfattende
titelnoten og §§ 3-11, § 12, stk. 1-5, og §
13.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte lovforslag
Til § 1
2) I
den under nr. 1 foreslåede
affattelse af § 1, stk. 3, nr. 1,
og i det under nr. 2 foreslåede
§ 1, stk. 3, nr. 2, ændres
»Aftaler« til: »aftaler«, og
».« ændres til: »,«.
[Lovteknisk ændring]
3) I
de under nr. 2 foreslåede § 1, stk. 3, nr. 2 og 3, ændres »dato, senest«
til: »dato senest«, »Kreditaftaler«
ændres til: »kreditaftaler«, og
»ligningsloven.« ændres til:
»ligningsloven,«.
[Lovteknisk og grammatisk
ændring]
Til § 2
4) I
den under nr. 2 foreslåede
affattelse af § 3, stk. 1, nr. 2, ændres »dato,
senest« til: »dato senest«.
[Grammatisk ændring]
Til § 12
5)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 12
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. Loven finder
ikke anvendelse for kreditaftaler, der er indgået før
lovens ikrafttræden. For sådanne kreditaftaler finder
hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 3. Virksomheder,
som forud for lovens ikrafttræden ydede rente- og
omkostningsfrie kreditter uden en tilladelse efter lov om
forbrugslånsvirksomheder, og som efter lovens
ikrafttræden ikke må fortsætte den
påbegyndte virksomhed uden en tilladelse, kan fortsætte
den påbegyndte virksomhed, hvis virksomheden inden den 1.
januar 2024 indgiver en ansøgning om tilladelse til
Finanstilsynet. Virksomheder omfattet af 1. pkt. kan
fortsætte den påbegyndte virksomhed, indtil
Finanstilsynet har truffet afgørelse i sagen.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
Til § 13
6)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 13
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1 kan ved
kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1
og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte lovforslag
Til titlen
7)
Fodnoten affattes således:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2118 af 24.
november 2021 om ændring af direktiv 2009/103/EF om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen
med forsikringspligtens overholdelse, EU-Tidende 2021, nr. L 430,
side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/2034/EU
af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om
ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU,
2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 314,
side 64, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2021/338/EU
af 16. februar 2021 om ændring af direktiv 2014/65/EU, for
så vidt angår oplysningskrav, produktstyring og
positionslofter, og af direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878, for
så vidt angår deres anvendelse på
investeringsvirksomheder med henblik på at bidrage til
genopretningen efter covid-19-krisen, EU-Tidende 2021, nr. L 68,
side 14, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse
af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),
EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1.«
[Præcisering af henvisninger
til direktiver]
Til § 9
8) I
den under nr. 1 foreslåede § 1 a ændres i stk. 3, 1. pkt., »i denne lov og i
regler udstedt i medfør af loven« til: »i
§§ 67, 80, 81, 94, 105, 107 og 109-112 i denne
lov«.
[Korrekt henvisning til lovens
bestemmelser]
9)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
10 indsættes efter nr. 17 som nyt nummer:
»18)
Konsolideret niveau: På basis af den konsoliderede
situation.«
Nr. 18-63 bliver herefter nr.
19-64.«
[Indsættelse af
definition]
10)
Efter nr. 17 indsættes som nyt nummer:
»02. I §
289 ændres »41, stk. 3« til: »41,
stk. 4«.«
[Konsekvensrettelse]
Til § 12
11) I
stk. 2 ændres »§ 3,
nr. 8« til: »§ 3, nr. 12«.
[Rettelse af henvisning]
12) I
stk. 3 ændres »§§
1 og 2, § 3, nr. 1, 3 og 5-8« til: »§ 3, nr.
1 og 3-11«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
Til § 13
13)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 13
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 4,
5, 7-9 og 11 kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvis i kraft for Færøerne med de ændringer,
som de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 3-9
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det
foreslås, at lovforslaget deles i to lovforslag.
Den ene del
(A) omfatter lovforslagets bestemmelser om indgreb over for
kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Den anden
del (B) omfatter bl.a. lovforslagets bestemmelser om udvidelse af
dækningsområde for Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber,
der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, og
til at omfatte motoransvarsforsikringer.
Til nr. 2
Der er tale om
en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 1, nr. 1,
foreslås det at nyaffatte § 1, stk. 3, nr. 1, i lov om
forbrugslånsvirksomheder. Med lovforslagets § 1, nr. 2,
foreslås det at indsætte nye numre i § 1, stk. 3,
i lov om forbrugslånsvirksomheder. Da det gældende
§ 1, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder er
udformet som en sætningskæde, foreslås det at
ændre »Aftaler« til: »aftaler« og
».« til: »,«, således at det
nyaffattede nr. 1 og det nye nr. 2 stemmer overens med
sætningskæden.
Der henvises desuden til
bemærkningerne til ændringsforslag nr. 3, for så
vidt angår forslaget til § 1, stk. 3, nr. 3, i lov om
forbrugslånsvirksomheder.
Til nr. 3
Der er tale om
en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 1, nr. 2,
foreslås det at indsætte nye numre efter nr. 1 i §
1, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder. Da
dengældende § 1, stk. 3, i lov om
forbrugslånsvirksomheder er udformet som en
sætningskæde, foreslås det at ændre
»Kreditaftaler« til: »kreditaftaler« og
»ligningsloven.« til: »ligningsloven,«,
således at det nye nr. 3 stemmer overens med
sætningskæden.
Derudover
foreslås »dato, senest« ændret til:
»dato senest«. Der er tale om en grammatisk rettelse af
et komma.
Der henvises
desuden til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 2,
for så vidt angår forslaget til § 1, stk. 3, nr. 1
og 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder.
Til nr. 4
Der er tale om en grammatisk rettelse af et
komma. Det foreslås, at »dato, senest«
ændres til: »dato senest«.
Til nr. 5 og 6
Ændringerne er en konsekvens af
ændringsforslag nr. 1.
Til nr. 7
Det foreslås at nyaffatte noten til
lovforslaget med henblik på at foretage en præcisering
af henvisningerne til direktiverne.
Til nr. 8
Med lovforslagets § 9, nr. 1,
foreslås at indsætte en ny § 1 a i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.
Det foreslåede § 1 a, stk. 3, 1. pkt., fastslår,
at kravene fastsat i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter og i regler udstedt i
medfør af loven for fondsmæglerselskaber, der ikke
opfylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne
fondsmæglerselskaber, finder anvendelse for
fondsmæglerselskaber på individuelt og konsolideret
niveau, jf. dog stk. 4.
Formålet med den foreslåede
bestemmelse er at gennemføre artikel 25, stk. 4, 3. afsnit,
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034/EU af
27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD),
hvorefter det følger, at reglerne i kapitel 2, afdeling 2, i
direktivet anvendes på individuelt og konsolideret
niveau.
For at sikre en direktivnær
implementering foreslås det at ændre § 1 a, stk.
3, 1. pkt., så der henvises direkte til de bestemmelser i lov
om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter, der gennemfører reglerne i kapitel 2, afdeling
2, i direktivet. Hensigten er, at det alene er de nationale regler,
der implementerer kapitel 2, afdeling 2, i direktivet, der finder
anvendelse for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder
betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne, på
individuelt og konsolideret niveau.
Til nr. 9
Med lovforslagets § 9, nr. 1,
foreslås at indsætte en ny § 1 a i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.
Det foreslåede § 1 a, stk. 3, 1. pkt., fastslår,
at kravene fastsat i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter og i regler udstedt i
medfør af loven for fondsmæglerselskaber, der ikke
opfylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne
fondsmæglerselskaber, finder anvendelse for
fondsmæglerselskaber på individuelt og konsolideret
niveau, jf. dog stk. 4.
Begrebet konsolideret niveau er ikke
defineret i den gældende definitionsbestemmelse i § 10 i
lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter.
Det foreslås derfor i § 10, nr.
18, at indsætte en definition af konsolideret niveau.
Den foreslåede definition
»på basis af den konsoliderede situation«
følger af artikel 4, stk. 1, nr. 12, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om
tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om
ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013,
(EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014.
Til nr. 10
Der er tale om en konsekvensrettelse. Med
lovforslagets § 9, nr. 8, foreslås det at indsætte
et nyt stk. 3 i § 41 i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter. Det gældende stk. 3, som
er en bemyndigelsesbestemmelse, bliver stk. 4 som følge af
en rykningsklausul. Det fremgår af § 289 i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter,
at regler fastsat i medfør af en række regler i lov om
finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil de ophæves
eller afløses af nye regler udstedt bl.a. i medfør af
§ 41, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter. På den baggrund
foreslås det at ændre henvisningen i § 289 fra
»41, stk. 3« til: »41, stk. 4«.
Til nr. 11
Lovforslagets § 12 indeholder
lovforslagets ikrafttrædelsesbestemmelse. Det følger
af lovforslagets § 12, stk. 2, at lovforslagets § 3, nr.
8, træder i kraft den 23. juni 2023. Det følger af de
specielle bemærkninger til bestemmelsen, at
ikrafttrædelsestidspunktet skyldes implementeringsfristen i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2118 af 24.
november 2021 om ændring af direktiv 2009/103/EF om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen
med forsikringspligtens overholdelse (6.
motorkøretøjsforsikringsdirektiv), for så vidt
angår artikel 10 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a, og artikel
25 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a. Henvisningen er imidlertid ikke
korrekt, da det er lovforslagets § 3, nr. 12, der
implementerer artikel 10 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a, og artikel
25 a, stk. 13, 2. afsnit, litra a, hvilket også følger
af de specielle bemærkninger til bestemmelsen. På den
baggrund foreslås det at rette henvisningen, så det er
den korrekte bestemmelse, der vil træde i kraft den 23. juni
2023 af hensyn til implementeringsfristen i 6.
motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
Til nr. 12
Ændringen er en konsekvens af
ændringsforslag nr. 1.
Endvidere foretages der en ændring af
henvisningen til numrene 1, 3 og 5-8 til det foreslåede
§ 3. Lovforslagets § 3, nr. 4 og 9-11, fremgår ikke
af bestemmelsen, hvilket vil medføre, at ændringerne i
§ 3, nr. 4 og 9-11, efter den nuværende bestemmelse vil
træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende, jf. lovforslagets § 12, stk. 1. Dette er en
fravigelse af regeringens målsætning om, at
erhvervsrettet lovgivning skal træde i kraft enten den 1.
januar eller den 1. juli, da ikrafttrædelsestidspunktet vil
blive før den 1. juli 2023. På baggrund af regeringens
målsætning om, at erhvervsrettet lovgivning skal
træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli,
foreslås det, at der tilføjes en henvisning til §
3, nr. 4 og 9-11, i § 12, stk. 3, så disse
ændringer vil træde i kraft den 1. juli 2023.
Til nr. 13
Ændringen er en konsekvens af
ændringsforslag nr. 1.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 15. marts
2023 og var til 1. behandling den 23. marts 2023. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
erhvervsministeren sendte den 5. oktober 2022 dette udkast til
udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 5, folketingsåret 2022-23,
1. samling. Den 15. marts 2023 sendte erhvervsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
8 spørgsmål til erhvervsministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Anne Paulin (S) Frederik Vad (S)
Ida Auken (S) Malte Larsen (S) Mette Reissmann (S) Fie
Hækkerup (S) Kim Aas (S) Lea Wermelin (S) Per Husted (S) Hans
Andersen (V) fmd. Anni Matthiesen
(V) Torsten Schack Pedersen (V) Linea Søgaard-Lidell (V)
Henrik Frandsen (M) Charlotte Bagge Hansen (M) Betina Kastbjerg
(DD) Susie Jessen (DD) Lars-Christian Brask (LA) nfmd. Steffen W. Frølund (LA)
Mona Juul (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Pernille Vermund (NB)
Nick Zimmermann (DF) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Carl Valentin (SF)
Sigurd Agersnap (SF) Pelle Dragsted (EL) Katrine Robsøe (RV)
Sascha Faxe (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Moderaterne (M) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 6 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |
Officielle noter