L 5 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og forskellige andre love.

(Udskydelse af solnedgangsklausuler og ophævelse af kadence for samlede udbudsrunder).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Udvalget vedrørende forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og forskellige andre love
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 19-12-2022

Fremsat: 19-12-2022

Fremsat den 19. december 2022 af børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye)

20222_l5_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 19. december 2022 af børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og forskellige andre love

(Udskydelse af solnedgangsklausuler og ophævelse af kadence for samlede udbudsrunder)

§ 1

I lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 616 af 3. juni 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 1701 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:

1. I § 16, stk. 1, 5. pkt., udgår »og afholdes med højst 4 års mellemrum«.

§ 2

I lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (Nedsættelse af VEU-bidrag, forbedret praktikbonus til arbejdsgivere og forhøjelse af VEU-godtgørelse og Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) m.v.), jf. lov nr. 1693 af 26. december 2017, som ændret ved § 11 i lov nr. 1701 af 27. december 2018, § 4 i lov nr. 1737 af 27. december 2018, § 2 i lov nr. 2592 af 28. december 2021 og § 1 i lov nr. 2593 af 28. december 2021, foretages følgende ændring:

1. I § 5, stk. 2, og to steder i stk. 7, 1. pkt., ændres »1. januar 2023« til: »1. januar 2024«.

§ 3

I lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og forskellige andre love (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag), jf. lov nr. 1701 af 27. december 2018 som ændret ved § 4 i lov nr. 1054 af 30. juni 2020 og § 2 i lov nr. 2593 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 14, stk. 2 og 4, ændres »1. januar 2023« til: »1. januar 2024«.

2. I § 15, stk. 1, 1. pkt., ændres »31. december 2022« til: »31. december 2023«.

§ 4

I lov om ændring af lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om statens voksenuddannelsesstøtte, lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og forskellige andre love og lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne (Udskydelse af solnedgangsklausuler), jf. lov nr. 2593 af 28. december 2021, foretages følgende ændring:

1. I § 4, stk. 2, ændres »1. januar 2023« til: »1. januar 2024«.

§ 5

Loven træder i kraft den 1. januar 2023.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

 
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2.
Lovforslagets hovedpunkter
 
2.1.
Ophævelse af krav om afholdelse af udbudsrunder af arbejdsmarkedsuddannelser med højst 4 års mellemrum
  
2.1.1.
Gældende ret
  
2.1.2.
Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
 
2.2.
Udskydelse af solnedgangsklausuler
  
2.2.1.
Gældende ret
   
2.2.1.1.
Forhøjet VEU-godtgørelse og statens voksenuddannelsesstøtte (SVU)
   
2.2.1.2.
Lempet karenskrav i forbindelse med VEU-godtgørelse
   
2.2.1.3.
Undtagelse fra udbuds- og annonceringspligt
   
2.2.1.4.
Obligatoriske prøver i arbejdsmarkedsuddannelser
   
2.2.1.5.
Udbudsrunder, herunder afskaffelse af de geografiske dækningsområder
   
2.2.1.6.
Nye forberedende voksenundervisningsfag i digital opgaveløsning og engelsk
   
2.2.1.7.
Mulighed for oprettelse af særskilte moduler - lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
   
2.2.1.8.
Regionale arbejdsmarkedsråd (RAR)
   
2.2.1.9.
Overgangsbestemmelser
  
2.2.2.
Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.
3.
Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
6.
Klimamæssige konsekvenser
7.
Miljømæssige konsekvenser
8.
Forholdet til EU-retten
9.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10.
Sammenfattende skema
 


1. Indledning

Den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og arbejdsmarkedets parter (Dansk Arbejdsgiverforening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Lederne, Landsorganisationen i Danmark, FTF, AC, KL og Danske Regioner), indgik den 29. oktober 2017 "Trepartsaftale om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse (2018-2021)" (VEU-trepartsaftalen).

VEU-trepartsaftalen indeholder 81 initiativer, som har til formål at øge kvaliteten og fleksibiliteten i det offentlige voksen- og efteruddannelsessystem (VEU) og tilskynde virksomheder og lønmodtagere til opkvalificering.

For enkelte af initiativerne i VEU-trepartsaftalen blev det med aftalen af 29. oktober 2017 besluttet, at de skulle indføres varigt, mens de resterende initiativer som udgangspunkt skulle udløbe med udgangen af aftaleperioden 2018-2021.

Enkelte af de initiativer, der krævede lovændringer, blev implementeret ved lov nr. 1693 af 26. december 2017 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (Nedsættelse af VEU-bidrag, forbedret praktikbonus til arbejdsgivere og forhøjelse af VEU-godtgørelse og Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) m.v.).

De resterende initiativer, der krævede lovændringer, blev efterfølgende implementeret ved lov nr. 1701 af 27. december 2018 om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og forskellige andre love (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag).

Det er i ændringslovene ovenfor nævnt fastsat solnedgangsklausuler, der betyder, at de midlertidige ordninger fastsat i lovgivningen udløber oprindeligt ved udgangen af 2021.

Den daværende regering (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter indgik den 15. oktober 2021 "Aftale om 1-årig forlængelse af Trepartsaftalen om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse" (forlængelsesaftalen fra 2021). Aftalen blev implementeret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021, hvorefter solnedgangsklausulerne blev forlænget med 1 år, således at de udløber den 31. december 2022. Ved lovændringen fra 2021 blev der endvidere indsat konsekvensændringer af lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt nødvendige solnedgangsklausuler.

Den daværende regering (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter har den 30. september 2022 indgået "Aftale om 1-årig forlængelse til 2023 af trepartsaftale om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse (2018-2022)" (forlængelsesaftalen fra 2022). Parterne er med den indgåede forlængelsesaftale fra 2022 enige om endnu en 1-årig forlængelse, som understøtter, at der på nuværende tidspunkt er ro om rammerne og støttemulighederne for at opfylde arbejdsmarkedets behov for voksen- og efteruddannelse.

Det fremgår videre af forlængelsesaftalen fra 2022, at kravet om, at udbudsrunder på arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) skal afholdes med højst 4 års mellemrum, skal ophæves i forlængelsesperioden, således at der ikke i 2023 skal afholdes udbudsrunder. Det følger også af forlængelsesaftalen fra 2022, at den daværende regering og arbejdsmarkedets parter er enige om, at regeringen udarbejder forslag til en ny model for udbudsrunder på AMU-området, som vil kunne indgå i trepartforhandlingerne i 2023. Modellen vil tage udgangspunkt i, at udbudsrunder skal afholdes med fast kadence.

Nærværende lovforslag har på den baggrund til formål at udskyde de i lov nr. 1693 af 26. december 2017, lov nr. 1701 af 27. december 2018 og lov nr. 2593 af 28. december 2021, fastsatte solnedgangsklausuler med endnu et år, således at de midlertidige ordninger forlænges indtil udgangen af 2023.

Med lovforslaget foreslås endvidere en ændring i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, således at kravet om, at de samlede udbudsrunder på arbejdsmarkedsuddannelsesområdet skal afholdes med højst 4 års mellemrum, ophæves.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Ophævelse af krav om afholdelse af udbudsrunder af arbejdsmarkedsuddannelser med højst 4 års mellemrum

2.1.1. Gældende ret

Det følger af § 16, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., at børne- og undervisningsministeren efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelser godkender, hvilke offentlige og private uddannelsesinstitutioner, der kan udbyde de arbejdsmarkedsuddannelser, disses eventuelle delmål og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Godkendelsen omfatter samtlige arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag i den fælles kompetencebeskrivelse. Ministeren kan bestemme, at nærmere angivne arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag ikke er omfattet af godkendelsen. Godkendelsen er landsdækkende og gives på baggrund af samlede udbudsrunder, der omfatter alle uddannelser og afholdes med højst 4 års mellemrum.

Endvidere kan godkendelse i særlige tilfælde gives mellem to samlede udbudsrunder, hvor hvert års ansøgninger om godkendelse bedømmes samlet.

Det følger af § 16, stk. 5, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udbudsrunder og udbudsgodkendelse efter stk. 1, herunder om de godkendte institutioners forvaltning af udbudsgodkendelser.

Bemyndigelsen er udmøntet i § 13 i bekendtgørelse nr. 1795 af 27. december 2018 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. om procedure og kriterier for tildeling af godkendelser ved udbudsrunder. Kriterierne for udbudsrunden i 2019 er fastsat i bekendtgørelsen.

Der blev således afholdt udbudsrunder i 2019, og der skal derfor i medfør af § 16, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. afholdes ny udbudsrunde senest i 2023.

Kravet om tildeling af godkendelse på baggrund af samlede udbudsrunder og med højst 4 års mellemrum, er omfattet af solnedgangsklausuler og udgår således af lovgivningen pr. 1. januar 2023, jf. dog nærmere pkt. 2.2.2, hvor solnedgangsklausulen foreslås forlænget til den 1. januar 2024.

2.1.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det følger af forlængelsesaftalen fra 2022, at den daværende regering (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter er enige om, at regeringen (Socialdemokratiet) udarbejder forslag til en ny model for udbudsrunder på AMU-området, som vil kunne indgå i trepartforhandlingerne i 2023. Modellen vil tage udgangspunkt i, at udbudsrunder skal afholdes med fast kadence.

For at undgå at der gennemføres en ny stor udbudsrunde samtidig med, at regeringen og parterne drøfter ny model for udbudsrunder i AMU i 2023, er der enighed om, at bestemmelsen i loven om, at udbudsrunder skal afholdes hvert 4. år, skal bortfalde i forlængelsesperioden. Bestemmelsen om, at der skal afholdes udbudsrunder fastholdes.

Det foreslås på den baggrund at ændre § 16, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., således at kravet om, at der højst må gå 4 år mellem hver udbudsrunde, udgår af bestemmelsen i forlængelsesperioden.

Det vil som hidtil være et krav, at godkendelser tildeles på baggrund af samlede udbudsrunder, men den 4-årige kadence vil udgå som lovfastsat krav, og dermed kravet om, at der skal afholdes udbudsrunde senest i 2023.

2.2. Udskydelse af solnedgangsklausuler

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Forhøjet VEU-godtgørelse og statens voksenuddannelsesstøtte (SVU)

Ved "Trepartsaftale om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse (2018-2021)" (VEU-trepartsaftalen) blev det aftalt at styrke godtgørelsesvilkårene i forbindelse med deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) i form af en forhøjelse af godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU-godtgørelse) fra 80 pct. til 100 pct. af den maksimale dagpengesats.

Tilsvarende blev det aftalt at forhøje satsen for statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) i forbindelse med deltagelse i forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne tilrettelagt som heltidsuddannelse fra 80 pct. til 100 pct. af dagpengenes højeste beløb.

Initiativerne blev implementeret ved § 3, nr. 2, i lov nr. 1693 af 26. december 2017 og ved § 4, nr. 13, i lov nr. 1701 af 27. december 2018.

Af samme love fremgår det, at bestemmelserne nyaffattes, jf. § 3, nr. 3, i lov nr. 1693 af 26. december 2017 og § 4, nr. 14, i lov nr. 1701 af 27. december 2018.

Det følger af § 5, stk. 2, i lov nr. 1693 af 26. december 2017 og § 14, stk. 2, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021, at de nyaffattede bestemmelser træder i kraft den 1. januar 2023.

Nyaffattelserne indebærer, at de ordninger, der var gældende før lovændringerne, der etablerede de midlertidige ordninger, genetableres den 1. januar 2023.

Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringerne. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen fra 2021, at initiativerne alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

Det følger endvidere af § 5, stk. 7, i lov nr. 1693 af 26. december 2017, som ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021, at § 13, stk. 1, i lov om statens voksenuddannelsesstøtte, som affattet ved lovens § 3, nr. 3, ikke har virkning for ansøgninger om statens voksenuddannelsesstøtte til forberedende voksenundervisning eller ordblindeundervisning for voksne, der indgives før den 1. januar 2023, og for forberedende voksenundervisning eller ordblindeundervisning for voksne, der er påbegyndt før den 1. januar 2023. For sådanne ansøgninger og sådan undervisning finder de hidtil gældende regler anvendelse.

2.2.1.2. Lempet karenskrav i forbindelse med VEU-godtgørelse

Med VEU-trepartsaftalen blev det aftalt at lempe reglerne om betingelser for VEU-godtgørelse. Det blev således muligt at fastsætte regler, der fraviger kravet om 14 dages beskæftigelse, før der kan opnås VEU-godtgørelser for kurser, som benyttes af brancher, der rammes af hjemsendelse pga. vejrlig.

Initiativet blev implementeret ved § 2, nr. 1, i lov nr. 1693 af 26. december 2017, som ændret bl.a. ved lov nr. 2593 af 28. december 2021.

Af samme lov fremgår det, at bestemmelsen herom nyaffattes, jf. § 2, nr. 2. Det følger af lovens § 5, stk. 2, at den nyaffattede bestemmelse træder i kraft den 1. januar 2023.

Nyaffattelsen indebærer, at den ordning, der var gældende før lovændringen, der etablerede den midlertidige ordning, genetableres den 1. januar 2023.

Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringen. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen fra 2021, at initiativet alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

2.2.1.3. Undtagelse fra udbuds- og annonceringspligt

Med VEU-trepartsaftalen blev det aftalt, at arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) uden aktivitet i 3 år undtages fra udbuds- og annonceringspligten.

Initiativerne er implementeret ved § 1, nr. 8-10, og nr. 22, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som bl.a. ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021.

Af samme lovfremgår det, at bestemmelserne herom nyaffattes, jf. § 1, nr. 11 og 23. Det følger af lovens § 14, stk. 2, at de nyaffattede bestemmelser træder i kraft den 1. januar 2023.

Nyaffattelserne indebærer, at den ordning, der var gældende før lovændringen, der etablerede den midlertidige ordning, genetableres den 1. januar 2023.

Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringen. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen fra 2021, at initiativerne alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

2.2.1.4. Obligatoriske prøver i arbejdsmarkedsuddannelser

Med VEU-trepartsaftalen blev der aftalt krav om prøver på offentligt udbudt arbejdsmarkedsuddannelse (AMU) og krav om udvikling af test og prøver.

Initiativerne blev implementeret ved § 1, nr. 1-4, og nr. 13 og 15, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som bl.a. ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021.

Af samme lov fremgår det, at bestemmelserne herom nyaffattes, jf. § 1, nr. 5, 14 og 16. Det følger af lovens § 14, stk. 2, at de nyaffattede bestemmelser træder i kraft den 1. januar 2023.

Nyaffattelserne indebærer, at den ordning, der var gældende før lovændringen, der etablerede den midlertidige ordning, genetableres den 1. januar 2023.

Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringen. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen fra 2021, at initiativerne alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

2.2.1.5. Udbudsrunder, herunder afskaffelse af de geografiske dækningsområder

Med VEU-trepartsaftalen blev der aftalt en friere adgang til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser (AMU), således at der er fastsat krav om, at der skal afholdes udbudsrunder med højst 4 års mellemrum jf. hertil pkt. 2.1.1., og at der løbende kan søges om udbudsgodkendelser mellem to udbudsrunder. Bestemmelsen om, at en godkendelse kunne gives landsdækkende eller til et nærmere afgrænset geografisk område, blev endvidere ophævet, således at alle godkendelserne er landsdækkende. Initiativerne blev implementeret ved § 1, nr. 25-26 og nr. 28, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som bl.a. ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021.

Af samme lov fremgår det, at bestemmelserne herom nyaffattes, jf. § 1, nr. 27 og 29. Det følger af lovens § 14, stk. 2, at nyaffattelserne træder i kraft den 1. januar 2023.

Nyaffattelserne indebærer, at den ordning, der var gældende før lovændringen, der etablerede den midlertidige ordning, genetableres den 1. januar 2023.

Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringen. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen fra 2021, at initiativerne alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

2.2.1.6. Nye forberedende voksenundervisningsfag i digital opgaveløsning og engelsk

Med VEU-trepartsaftalen blev det aftalt at indføre fagene digital opgaveløsning (FVU-digital) og engelsk (FVU-engelsk) som virksomhedsrettede forløb og som et supplement til de eksisterende tilbud inden for forberedende voksenundervisning.

Initiativet blev implementeret ved § 2, nr. 1, 3, 5, 7 og 9, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som bl.a. ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021.

Af samme lov fremgår det, at bestemmelserne herom nyaffattes, jf. § 2, nr. 2, 4, 6, 8 og 10. Det følger af lovens § 14, stk. 2, at nyaffattelserne træder i kraft den 1. januar 2023.

Det bemærkes, at målgruppen for FVU-digital og FVU-engelsk i 2020 og 2021 var udvidet til at omfatte beskæftigede og ledige, jf. lov nr. 1054 af 30. juni 2020, hvor § 4, stk. 1, i FVU-loven blev ændret. Samtidig blev fagene omfattet af lovens § 5, stk. 3, om åbenhed og § 10, stk. 1, om regional koordinering, da de ikke i perioden var virksomhedsrettede forløb og derfor ikke længere skulle undtages.

I forbindelse med implementering af forlængelsesaftalen fra 2021 blev målgruppen for de to fag på ny begrænset til virksomhedsrettede forløb, ved en ændring af § 4, stk. 1, i FVU-loven, jf. lov nr. 2593 af 28. december 2021. § 5, stk. 3, og § 10, stk. 1, blev tillige ændret ved samme lejlighed, da de to fag igen ikke skulle være omfattet af de to bestemmelser.

Når de to fag udgår af fagrækken den 1. januar 2023 som følge af solnedgangsklausuler skal § 5, stk. 3, og § 10, stk. 1, samtidig ændres, da de resterende fag alle er omfattet af bestemmelserne.

Lov nr. 2593 af 28. december 2021 har derfor en solnedgangsklausul, der betyder, at § 5, stk. 3 og § 10, stk. 1, nyaffattes den 1. januar 2023, når de to fag som følge af solnedgangsklausulen vedr. § 4, stk. 1, i lov nr. 1701 af 28. december 2018, udgår af fagrækken.

Nyaffattelserne indebærer for alles vedkommende, at den ordning, der var gældende før lovændringen, der etablerede den midlertidige ordning, genetableres den 1. januar 2023.

Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringen. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen fra 2021, at initiativet alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

I forbindelse med indførelse af fagene FVU-digital og FVU-engelsk er der endvidere givet mulighed for, at ét enkelt trin i FVU-digital eller FVU-engelsk kan udløse statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Initiativet blev implementeret ved § 8, nr. 7, 9 og 11, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som bl.a. ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021.

Af samme lov fremgår det, at bestemmelserne herom hhv. nyaffattes, jf. § 8, nr. 8 og 10, og ophæves, jf. § 14, stk. 4.

Det følger af lovens § 14, stk. 2 og 4, at nyaffattelserne hhv. ophævelsen træder i kraft den 1. januar 2023.

Nyaffattelserne og ophævelsen indebærer, at den ordning, der var gældende før lovændringen, der etablerede den midlertidige ordning, genetableres den 1. januar 2023.

Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringen. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen fra 2021, at initiativet alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

2.2.1.7. Mulighed for oprettelse af særskilte moduler - lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.

Med VEU-trepartsaftalen blev det aftalt, at der skal gives mulighed for oprettelse af særskilte moduler på ned til 5 ECTS-point på videregående niveau, som ved oprettelsen ikke vil blive en del af en eksisterende videregående deltidsuddannelse (voksenuddannelse).

Initiativet blev implementeret ved § 5, nr. 1-7, og nr. 10, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som bl.a. ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021.

Af samme lov fremgår det, at bestemmelserne herom hhv. nyaffattes, jf. § 5, nr. 8, hhv. ophæves, jf. § 14, stk. 4.

Det følger af lovens § 14, stk. 2 og 4, at nyaffattelserne hhv. ophævelsen træder i kraft den 1. januar 2023.

Nyaffattelserne og ophævelsen indebærer, at den ordning, der var gældende før lovændringen, der etablerede den midlertidige ordning, genetableres den 1. januar 2023.

Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringen. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen af 2021, at initiativet alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

Som en konsekvens af indførelse af mulighed for at oprette særskilte moduler, er der givet mulighed for, at der under nærmere angivne betingelser kan gives SVU (statens voksenuddannelsesstøtte) til disse moduler.

Initiativet blev implementeret ved § 8, nr. 2, 4 og 6, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som bl.a. ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021.

Af samme lov fremgår det, at bestemmelserne herom hhv. nyaffattes, jf. § § 8, nr. 3 og 5, hhv. ophæves, jf. § 14, stk. 4.

Det følger af lovens § 14, stk. 2 og 4, at nyaffattelserne hhv. ophævelsen træder i kraft den 1. januar 2023.

Nyaffattelserne og ophævelsen indebærer, at den ordning, der var gældende før lovændringen, der etablerede den midlertidige ordning, genetableres den 1. januar 2023.

Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringen. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen fra 2021, at initiativet alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

2.2.1.8. Regionale arbejdsmarkedsråd (RAR)

Med VEU-trepartsaftalen blev det aftalt, at den daværende regering og arbejdsmarkedets parter udarbejder en konkret RAR-model (dvs. for det Regionale arbejdsmarkedsråd) for koordination og aktørsamarbejde i fællesskab. RAR-modellen indebærer, at RAR er forpligtet til at udpege områder, hvor koordination og aktørsamarbejde skal styrkes og fastlægge strategier herfor.

Initiativet blev implementeret ved § 9, nr. 3, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som bl.a. ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021. Af samme lov fremgår det, at bestemmelsen herom ophæves, jf. § 14, stk. 4. Det følger af lovens § 14, stk. 4, at ophævelsen træder i kraft den 1. januar 2023.

Ophævelsen indebærer, at den ordning, der var gældende før lovændringen, der etablerede den midlertidige ordning, genetableres den 1. januar 2023. Retstilstanden bringes herved tilbage til før lovændringen. Baggrunden herfor er, at det er aftalt i VEU-trepartsaftalen samt forlængelsesaftalen fra 2021, at initiativet alene skal gælde i aftaleperioden, dvs. indtil udgangen af 2022.

RAR vil dog kunne vælge at fortsætte med at varetage opgaven, da det vil ligge inden for opgavebeskrivelsen for RAR´s tilbageværende opgaver efter 1. januar 2023.

2.2.1.9. Overgangsbestemmelser

Det fremgår af § 15, stk. 1, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som bl.a. ændret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021, at § 1, nr. 5, 11, 14, 16, 23, 27 og 29, § 2, nr. 2, 4, 6, 8 og 10, § 4, nr. 14, § 5, nr. 8, og § 8, nr. 3 og 5, ikke finder anvendelse for uddannelser, der er påbegyndt eller påbegyndes i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2022. For sådanne uddannelser finder de bestemmelser, som træder i kraft den 1. januar 2019, jf. § 14, stk. 1, eller på et senere tidspunkt i medfør af § 14, stk. 3, anvendelse.

Der er med § 15, stk. 1, tale om en overgangsregel knyttet til ikrafttræden af de bestemmelser, der ruller visse dele af lovændringerne, som kun skal gælde i aftaleperioden (2019-2022), tilbage til retstilstanden før den 1. januar 2019, jf. § 14, stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse for uddannelser, der er påbegyndt eller påbegyndes før den 1. januar 2023, dvs. i aftaleperioden, men at færdiggørelsen af sådanne uddannelser fortsat vil være omfattet af de bestemmelser, der trådte i kraft den 1. januar 2019, jf. § 14, stk. 1, eller som trådte i kraft på et senere tidspunkt, jf. § 14, stk. 3.

2.2.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den daværende regering (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter er ved aftale af 30. september 2022 enige om at forlænge initiativerne i VEU-trepartsaftalen med yderligere et år.

Det foreslås på den baggrund at udskyde solnedgangsklausulerne med yderligere et år, således at de midlertidige ordninger fastsat i lovgivningen først vil udløbe den 1. januar 2024. Det foreslås endvidere, at overgangsordningerne for uddannelser, der er begyndt eller påbegyndes fra perioden den 1. januar 2019 tilsvarende udvides indtil den 31. december 2023. De foreslåede ændringer vil medføre, at de midlertidige ordninger vil blive videreført med henblik på, at der i perioden vil kunne indgås en ny trepartsaftale. Et enkelt initiativ videreføres dog i justeret form, jf. pkt. 2.1. om udbudsrunder på området for arbejdsmarkedsuddannelser.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Den 1-årige forlængelse af VEU-trepartsaftalen vil medføre forventede statslige merudgifter på 342,6 mio. kr. (2023-pl). Af disse udgør de aftaleelementer, der kræver lovændring, 78,6 mio. kr. Der optages udgiftsbevilling svarende til de samlede udgifter, herunder på § 17. Beskæftigelsesministeriet på i alt 53,6 mio. kr., som vedrører bevilling til VEU-koordinatorerne på § 17.41.01, sporskifteordningen på § 17.51.04 og administration af sporskifteordning på § 17.41.01, på § 19. Uddannelses- og Forskningsministeriet på i alt 91,7 mio. kr., som vedrører deltagerbetaling på akademi- og diplomuddannelser på § 19.84.03., øget aktivitet på åben uddannelse mv. på § 19.26.01., udviklingsprogram om videregående VEU på § 19.34.07., øgede SVU-udgifter på § 19.84.01. og løft af bevillingen til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen på § 19.11.06. og på § 20. Børne- og Undervisningsministeriet på i alt 197,3 mio. kr., som vedrører takstforhøjelser og øget aktivitet på AMU på § 20.72.01, kvalitetspulje til AMU på § 20.72.07, pulje til opsøgende arbejde på § 20.74.04, øget aktivitet på almene voksenuddannelser på § 20.74.02, udvikling og opdatering af prøver i AMU på § 20.72.06, forhøjet SVU på § 20.93.11 og løft af bevillingerne til STUK § 20.11.31 og STIL § 20.11.32.

Udgifterne finansieres på fremtidige bevillingslove.

Forlængelse af VEU-trepartsaftalen vil også medføre merudgifter til VEU-godtgørelse m.v., der er finansieret via arbejdsgivernes VEU-bidrag. Der forventes fremsat lovforslag med henblik på fastsættelse af VEU-bidraget for 2023 senere i denne samling, hvorfor VEU-bidraget ikke foreslås ændret i nærværende lovforslag.

Lovforslaget forventes ikke at have kommunale eller regionale økonomiske konsekvenser.

En forlængelse af VEU-trepartsaftalen forventes ikke at medføre implementeringskonsekvenser for det offentlige, da der er tale om eksisterende og allerede implementerede ordninger.

Principperne for digitaliseringsklar lovgivning vurderes ikke at være relevante for lovforslaget.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgere.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag er ikke forinden fremsættelsen sendt i høring, da der er et akut behov for at forlænge solnedgangsklausulerne til den 1. januar 2024, som lovforslaget indebærer. Under hensyn til, at lovforslaget - som det fremgår af fremsættelsestalen - ønskes hastebehandlet, er lovforslaget heller ikke sendt i høring samtidig med fremsættelsen.

10. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Statslige merudgifter for 342,6 mio. kr. i 2023. Heraf vedrører 78,6 mio. kr. lovbundne bevillinger i 2023.
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
  
Forholdet til EU-retten
 
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Overimplementering af EU-retlige minimumsforpligtelser
JA
NEJ
X


   
   


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af § 16, stk. 1, 5. pkt., i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., at godkendelse til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser gives på baggrund af samlede udbudsrunder, der omfatter alle uddannelser og afholdes med højst 4 års mellemrum.

Det følger af § 16, stk. 5, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om bl.a. udbudsrunder. Bemyndigelsen er udmøntet i § 13 i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., hvor der er fastsat regler om den seneste udbudsrunde, der blev gennemført i 2019. Efter de gældende regler, skal der gennemføres en ny samlet udbudsrunde senest i 2023.

Det foreslås, at kravet om, at udbudsrunder afholdes med højst 4 års mellemrum, udgår af § 16, stk. 1, 5. pkt., i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det ikke vil være et krav, at der afholdes samlet udbudsrunde senest i 2023, da det ikke længere vil være et krav, at udbudsrunderne afholdes med højst 4 års mellemrum. Godkendelse til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser, vil fortsat skulle tildeles på baggrund af samlede udbudsrunder.

§ 16, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, vil blive nyaffattet den 1. januar 2024, således at reglerne om tildeling af godkendelse på baggrund af samlede udbudsrunder udgår af loven, jf. forslaget til § 3, nr. 1, hvortil der henvises.

Til § 2

Til nr. 1

Det følger af § 5, stk. 1, i lov nr. 1693 af 26. december 2017 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (Nedsættelse af VEU-bidrag, forbedret praktikbonus til arbejdsgivere og forhøjelse af VEU-godtgørelse og Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) m.v.), som ændret ved § 11 i lov nr. 1701 af 27. december 2018 og § 4 i lov nr. 1737 af 27. december 2018, § 2 i lov nr. 2592 af 28. december 2021 og § 1 i lov nr. 2593 af 28. december 2021, at loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog stk. 2.

Det følger af § 5, stk. 2, at § 2, nr. 2, og § 3, nr. 3, træder i kraft den 1. januar 2023.

Bestemmelserne, der oplistes i § 5, stk. 2, nyaffatter den 1. januar 2023 bestemmelser, der implementerede midlertidige initiativer fra VEU-trepartsaftalen, der krævede lovændringer.

Nyaffattelserne indfører den ordning, der var gældende før ikrafttrædelsen af lov nr. 1693 af 26. december 2017, der etablerede midlertidige initiativer, der krævede lovændringer. Det betyder, at den tidligere retstilstand før lovændringen bliver genetableret den 1. januar 2023.

Det følger af § 5, stk. 7, at § 13, stk. 1, i lov om statens voksenuddannelsesstøtte, som affattet ved ændringslovens § 3, nr. 3, ikke har virkning for ansøgninger om statens voksenuddannelsesstøtte, der indgives før den 1. januar 2023 og for forberedende voksenundervisning eller ordblindeundervisning for voksne, der er påbegyndt før den 1. januar 2023. For sådanne ansøgninger og sådan undervisning finder de hidtil gældende regler anvendelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at i § 5, stk. 2, ændres »1. januar 2023« til »1. januar 2024«.

Den foreslåede ændring i § 5, stk. 2, vil medføre, at ikrafttrædelsen af de nyaffattede bestemmelser, der er oplistet i § 5, stk. 2, udskydes til den 1. januar 2024.

Genetableringen af den tidligere retstilstand udskydes dermed til den 1. januar 2024.

Det foreslås endvidere, at »1. januar 2023« to steder i § 5, stk. 7, 1. pkt., ændres til »1. januar 2024«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at overgangsordningen i stk. 7, 1. pkt., i ændringsloven forlænges til den 1. januar 2024.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Til nr. 1

Det følger af § 14, stk. 1, i lov nr. 1701 af 27. december 2018 om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og forskellige andre love (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag), som ændret ved § 4 i lov nr. 1054 af 30. juni 2020 og § 2 i lov nr. 2593 af 28. december 2021, at loven træder i kraft 1. januar 2019, jf. dog stk. 2-4.

Det følger af § 14, stk. 2, at § 1, nr. 5, 11, 14, 16, 23, 27 og 29, § 2, nr. 2, 4, 6, 8 og 10, § 4, nr. 14, § 5, nr. 8, og § 8, nr. 3, 5, 8 og 10, træder i kraft den 1. januar 2023.

Bestemmelserne, der oplistes i § 14, stk. 2, nyaffatter den 1. januar 2023 bestemmelser, der implementerede midlertidige initiativer fra VEU-trepartsaftalen, der krævede lovændringer.

Nyaffattelserne indfører den ordning, der var gældende før ikrafttrædelsen af lov nr. 1701 af 27. december 2018, der etablerede midlertidige initiativer, der krævede lovændringer. Det betyder, at den tidligere retstilstand før lovændringen bliver genetableret den 1. januar 2023.

Det følger af § 14, stk. 4, i, at § 5, nr. 10, § 8, nr. 6 og 11, og § 9, nr. 3, ophæves den 1. januar 2023.

Bestemmelserne, der oplistes i § 14, stk. 4, er bestemmelser, der implementerede enkelte af de midlertidige initiativer fra VEU-trepartsaftalen, der krævede lovændringer, og som ophæves igen den 1. januar 2023. Det betyder, at den tidligere retstilstand før lovændringen bliver genetableret den 1. januar 2023.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Det foreslås, at »1. januar 2023« i § 14, stk. 2, ændres til »1. januar 2024«.

Den foreslåede ændring af § 14, stk. 2, vil medføre, at ikrafttrædelsen af de nyaffattede bestemmelser, der er oplistet i § 14, stk. 2, udskydes til den 1. januar 2024.

Genetableringen af den tidligere retstilstand udskydes dermed til den 1. januar 2024.

Det foreslås, at »1. januar 2023« i § 14, stk. 4, ændres til »1. januar 2024«.

Den foreslåede ændring af § 14, stk. 4, vil medføre, at ophævelsen af de bestemmelser, der fremgår af § 14, stk. 4, udskydes til den 1. januar 2024.

Genetableringen af den tidligere retstilstand udskydes dermed til den 1. januar 2024.

Til nr. 2

Det følger af § 15, stk. 1, i lov nr. 1701 af 27. december 2018 om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og forskellige andre love (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag), som ændret ved § 4 i lov nr. 1054 af 30. juni 2020 og § 2 i lov nr. 2593 af 28. december 2021, at § 1, nr. 5, 11, 14, 16, 23, 27 og 29, § 2, nr. 2, 4, 6, 8, 10, 13 og 15, § 4, nr. 14, § 5, nr. 8, og § 8, nr. 3 og 5, ikke finder anvendelse for uddannelser, der er påbegyndt eller påbegyndes i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2022.

Der er med § 15, stk. 1, tale om en overgangsregel knyttet til ikrafttræden af de bestemmelser, der ruller visse dele af lovændringerne, som kun skal gælde i aftaleperioden (2019-2022), tilbage til retstilstanden før den 1. januar 2019, jf. § 14, stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse for uddannelser, der er påbegyndt eller påbegyndes før den 1. januar 2023, dvs. i aftaleperioden, men at færdiggørelsen af sådanne uddannelser fortsat vil være omfattet af de bestemmelser, der trådte i kraft den 1. januar 2019, jf. § 14, stk. 1, eller som trådte i kraft på et senere tidspunkt, jf. § 14, stk. 3.

Det foreslås, at »31. december 2022« i § 15, stk. 1,1. pkt., ændres til: »31. december 2023«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at overgangsordningen for uddannelser, der er begyndt eller påbegyndes fra perioden 1. januar 2019 tilsvarende udvides indtil 31. december 2023.

Ændringen er en konsekvens af, at solnedgangsklausulerne i medfør af lovforslagets § 3, nr. 1, foreslås at træde i kraft 1. januar 2024. Ændringen skal sikre, at uddannelser, der er påbegyndt eller påbegyndes i den periode, hvor de med VEU-trepartsaftalen indførte lovændringer er i kraft, kan færdiggøres i medfør af disse bestemmelser.

Til § 4

Til nr. 1

Det følger af § 5, stk. 3, i lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, at forberedende undervisning, jf. § 4, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, mindst fire gange om året udbydes på alle trin af mindst to uddannelsesinstitutioner m.v. inden for naturlige geografiske områder.

Bestemmelsen indebærer, at de to fag FVU-digital og FVU-engelsk, der blev indført i fagrækken i forbindelse med VEU-trepartsaftalen som nye nr. 4-5 i § 4, stk. 1, ikke er omfattet af kravet i § 5, stk. 3.

Tilsvarende er de to fag ikke omfattet af § 10, stk. 1, 1. pkt., i lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, hvorefter regionsrådet i samarbejde med voksenuddannelsescentrene og andre udbydere af undervisning koordinerer indsatsen i regionen, herunder den geografiske placering af udbuddet og kapaciteten, med henblik på, at der er et tilstrækkeligt og varieret tilbud til alle. Efter § 10, stk. 1, 2. pkt. finder 1. pkt. således ikke anvendelse for undervisning efter § 4, stk. 1, nr. 4 og 5, (fagene FVU-digital og FVU-engelsk).

Baggrunden herfor er, at de to fag er virksomhedsrettede forløb.

Ved lov nr. 1054 af 30. juni 2020 blev målgruppen for de to fag FVU-digital og FVU-engelsk udvidet til beskæftigede og ledige og var derfor ikke længere virksomhedsrettede men generelle. Fagene blev derfor omfattet af § 5, stk. 3, og § 10, stk. 1 ved en samtidig ændring af de to bestemmelser.

Med ændringerne blev ordlyden af § 5, stk. 3, og § 10, stk. 1, tilsvarende den ordlyd, som var gældende før lov nr. 1701 af 27. december 2018. Dette betød, at den nyaffattelse af § 5, stk. 3, og § 10, stk. 1, der var indsat ved § 2, nr. 13 og 15, i lov nr. 1701 af 27. december 2018, som skulle genetablere den tidligere retstilstand fra før ændringen ved lov nr. 1701 af 27. december 2018, var overflødig. § 2, nr. 13 og 15, blev således ophævet ved § 4, nr. 1, i lov nr. 1054 af 30. juni 2020.

I forbindelse med implementeringen af den 1-årige forlængelse af VEU-trepartsaftalen, blev § 4, stk. 1, nr. 4 og 5, i lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne ændret ved § 3, nr. 1, i lov nr. 2593 af 28. december 2021, således at de to fag FVU-digital og FVU-engelsk på ny er målrettet virksomhedsrettede forløb, og de to fag som ovenfor nævnt på ny undtaget fra § 5, stk. 3, og § 10, stk. 1, jf. ændringslovens § 3, nr. 2 og 4.

Fagene FVU-digital og FVU-engelsk udgår af fagrækken ved ikrafttrædelsen af solnedgangsklausulen, jf. nærmere herom lovforslagets § 3, nr. 1.

Det følger af § 3, nr. 3 og 5, i lov nr. 2593 af 28. december 2021, at § 5, stk. 3, og § 10, stk. 1, i lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, nyaffattes.

§ 3, nr. 3 og 5, træder i kraft den 1. januar 2023, jf. § 4, stk. 2, i lov nr. 2593 af 28. december 2021.

Det betyder, at den tidligere retstilstand før lovændringen bliver genetableret den 1. januar 2023.

Nyaffattelserne indfører således den ordning, der var gældende før ikrafttrædelsen af lov nr. 1701 af 27. december 2018, der etablerede midlertidige initiativer, der krævede lovændringer.

Det foreslås, at »1. januar 2023« i § 4, stk. 2, ændres til: »1. januar 2024«.

Den foreslåede ændring af § 4, stk. 2, vil medføre, at ikrafttrædelsen af de nyaffattede bestemmelser, der er oplistet i § 3, nr. 3 og 5, udskydes til den 1. januar 2024.

Til § 5

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2023.

Det bemærkes, at de hovedlove, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland, da hovedlovene ikke indeholder en anordningshjemmel.

Derfor vil nærværende ændringslov heller ikke gælde for Færøerne og Grønland.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 616 af 3. juni 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 1701 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:
   
§ 16. Børne- og undervisningsministeren godkender efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse, hvilke offentlige og private uddannelsesinstitutioner, der kan udbyde de arbejdsmarkedsuddannelser, disses delmål og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Godkendelsen omfatter samtlige arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag i den fælles kompetencebeskrivelse. Børne- og undervisningsministeren kan bestemme, at nærmere angivne arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag ikke er omfattet af godkendelsen. Godkendelsen er landsdækkende. Godkendelsen gives på baggrund af samlede udbudsrunder, der omfatter alle uddannelser og afholdes med højst 4 års mellemrum. Endvidere kan godkendelse i særlige tilfælde tildeles mellem to samlede udbudsrunder. I disse tilfælde bedømmes hvert års ansøgninger om godkendelse samlet
Stk. 2-7. ---
 
1. I § 16, stk. 1, 5. pkt., udgår »og afholdes med højst 4 års mellemrum«.
   
  
§ 2
   
  
I lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (Nedsættelse af VEU-bidrag, forbedret praktikbonus til arbejdsgivere og forhøjelse af VEU-godtgørelse og Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) m.v.), jf. lov nr. 1693 af 26. december 2017, som ændret ved § 11 i lov af 1701 af 27. december 2018, § 4 i lov af 1737 af 27. december 2018, § 2 i lov nr. 2592 af 28. december 2021 og § 1 i lov nr. 2593 af 28. december 2021, foretages følgende ændring:
   
§ 5
  
   
Stk. 1. ---
  
Stk. 2. Lovens § 2, nr. 2, og § 3, nr. 3, træder i kraft den 1. januar 2023.
Stk. 3-6. ---
Stk. 7. § 13, stk. 1, i lov om statens uddannelsesstøtte som affattet ved denne lovs § 3, nr. 3, har ikke virkning for ansøgninger om statens voksenuddannelsesstøtte til forberedende voksenundervisning eller ordblindeundervisning for voksne, der indgives før den 1. januar 2023, og for forberedende voksenundervisning eller ordblindeundervisning for voksne, der er påbegyndt før den 1. januar 2023. For sådanne ansøgninger og sådan undervisning finder de hidtil gældende regler anvendelse.
 
1. I § 5, stk. 2, og to steder i stk. 7, 1. pkt., ændres »1. januar 2023« til: »1. januar 2024«.
   
  
§ 3
   
  
I lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og forskellige andre love (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag), jf. lov nr. 1701 af 27. december 2018 som ændret ved § 4 i lov nr. 1054 af 30. juni 2020 og § 2 i lov nr. 2593 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:
   
§ 14
  
   
Stk. 1. ---
  
Stk. 2. § 1, nr. 5, 11, 14, 16, 23, 27 og 29, § 2, nr. 2, 4, 6, 8 og 10, § 4, nr. 14, § 5, nr. 8, og § 8, nr. 3, 5, 8 og 10, træder i kraft den 1. januar 2023.
Stk. 3. ---
Stk. 4. § 5, nr. 10, § 8, nr. 6 og 11, og § 9, nr. 3, ophæves den 1. januar 2023.
 
1. I § 14, stk. 2 og 4, ændres »1. januar 2023« til: »1. januar 2024«.
   
§ 15
  
   
Stk. 1. § 1, nr. 5, 11, 14, 16, 23, 27 og 29, § 2, nr. 2, 4, 6, 8 og 10, § 4, nr. 14, § 5, nr. 8, og § 8, nr. 3 og 5, finder ikke anvendelse for uddannelser, der er påbegyndt eller påbegyndes i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2022. For sådanne uddannelser finder de bestemmelser, som træder i kraft den 1. januar 2019, jf. § 14, stk. 1, eller på et senere tidspunkt i medfør af § 14, stk. 3, anvendelse.
Stk. 2-4. ---
 
2. I § 15, stk. 1, 1. pkt., ændres »31. december 2022« til: »31. december 2023«.
   
  
§ 4
   
  
I lov om ændring af lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om statens voksenuddannelsesstøtte, lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og forskellige andre love og lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne (Udskydelse af solnedgangsklausuler), jf. lov nr. 2593 af 28. december 2021, foretages følgende ændring:
   
§ 4
  
   
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2022, jf. dog stk. 2.
  
Stk. 2. § 3, nr. 3 og 5, træder i kraft den 1. januar 2023.
 
1. I § 4, stk. 2, ændres »1. januar 2023« til: »1. januar 2024«.