L 5 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og forskellige andre love.

(Udskydelse af solnedgangsklausuler og ophævelse af kadence for samlede udbudsrunder).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Udvalget vedrørende forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og forskellige andre love
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 19-12-2022

Fremsættelse: 19-12-2022

Skriftlig fremsættelse (19. december 2022)

20222_l5_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (19. december 2022)

Børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og forskellige andre love (Udskydelse af solnedgangsklausuler og ophævelse af kadence for samlede udbudsrunder)

(Lovforslag nr. L 5)

Lovforslaget udmønter "Aftale om 1-årig forlængelse til 2023 af trepartsaftale om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse (2018-2022)" indgået den 30. september 2022 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter (Dansk Arbejdsgiverforening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Lederne, FH, AC, KL og Danske Regioner).

Trepartsaftalen om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse, der blev indgået den 29. oktober 2017 mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og arbejdsmarkedets parter, indeholder 81 initiativer, som har til formål at øge kvaliteten og fleksibiliteten i det offentlige voksen- og efteruddannelsessystem (VEU) og tilskynde virksomheder og lønmodtagere til opkvalificering.

For enkelte af initiativerne i trepartsaftalen blev det med aftalen af 29. oktober 2017 besluttet, at de skulle indføres varigt, mens de resterende initiativer som udgangspunkt udløber med udgangen af aftaleperioden 2018-2021.

Initiativerne blev implementeret ved lovændringer i 2017 hhv. 2018, hvor det samtidig blev indført solnedgangsklausuler, således at de initiativer, der krævede lovændringer, udløber, oprindeligt med udgangen af 2021.

Den daværende regering (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter indgik den 15. oktober 2021 "Aftale om 1-årig forlængelse af Trepartsaftalen om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse" (forlængelsesaftalen fra 2021). Aftalen blev implementeret ved lov nr. 2593 af 28. december 2021, hvorefter solnedgangsklausulerne blev forlænget med 1 år, således at de udløber den 31. december 2022. Ved lovændringen fra 2021 blev der endvidere indsat konsekvensændringer af lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt nødvendige solnedgangsklausuler.

Lovforslaget har på den baggrund til formål at udskyde de i lovgivningen, fastsatte solnedgangsklausuler med endnu et år, således at de midlertidige ordninger fastsat i lovgivningen forlænges indtil udgangen af 2023.

Med lovforslaget foreslås endvidere en ændring i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, således at kravet om, at de samlede udbudsrunder på arbejdsmarkedsuddannelsesområdet skal afholdes med højst 4 års mellemrum, ophæves.

Lovforslaget medfører samlet set statslige merudgifter for 342,6 mio. kr. Heraf udgør de aftaleelementer, der kræver lovændring, statslige merudgifter på 78,6 mio. kr.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2023, hvorfor der er behov for, at lovforslaget hastebehandles. Det forudsætter en dispensation fra alle tidsregler i Folketingets forretningsorden. Lovforslagets hastende karakter er også årsag til, at lovforslaget ikke har været sendt i høring.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.