Skriftlig fremsættelse (9. februar
2023)
Børne- og
undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen
voksenuddannelse m.v. (Etablering af mulighed for organisatorisk
adskillelse af Europaskolen fra Sankt Annæ Gymnasium og
mulighed for fastlæggelse af kapacitetsloft på
Europaskolen, m.v.)
(Lovforslag nr. L 44)
Med lovforslaget, som med enkelte tekniske
justeringer er en genfremsættelse af lovforslag L 27,
folketingsåret 2022-23, 1. samling, foreslås
justeringer for så vidt angår de institutionelle rammer
for Europaskolen, der drives af Københavns Kommune som en
del af Sankt Annæ Gymnasium.
Lovforslaget vil indebære, at
Københavns Kommune får mulighed for organisatorisk at
adskille Europaskolen fra Sankt Annæ Gymnasium, hvorved
Europaskolen bliver en særskilt kommunal institution i
kommunen. Som følge af dette foreslås det samtidigt ud
fra et hensyn til styringen af kapaciteten af gymnasiale
ungdomsuddannelser, at børne- og undervisningsministeren
efter høring af Københavns Kommune kan
fastlægge et kapacitetsloft for Europaskolens sidste tre
klassetrin (gymnasiedelen).
Herudover foreslås det, at
tekstanmærkning nr. 231 på Finansloven for 2022, som
videreført ved lov nr. 2 af 28. december 2022 om midlertidig
bevillingslov for finansåret 2023, vedrørende
særtilskud til Europaskolen, bliver indarbejdet i loven.
Endelig foreslås det af
ordensmæssige grunde og for at undgå fortolkningstvivl
at nyaffatte § 12, stk. 2, i lov om institutioner for
almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.
Lovforslaget vil ikke medføre
økonomiske mindre- eller merudgifter for stat, region eller
kommune.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. maj 2023.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.