Betænkning afgivet af Børne-
og Undervisningsudvalget den 16. marts 2023
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Nye Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlem af udvalget finder det
stærkt kritisabelt, at regeringen med indeværende
lovforslag går uden om parterne og permanentgør det
aktivitetsafhængige VEU-bidrag, som ellers er aftalt som et
tidsafgrænset tiltag i »Trepartsaftale om styrket og
fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse (2018-2022)«.
Regeringen fremhæver, at formålet med det
aktivitetsafhængige VEU-bidrag er at sikre, at udgifter og
indtægter i VEU-ordningen balancerer, så ordningen
økonomisk set hviler i sig selv over en kortere
årrække. Enhedslisten bemærker, at regeringen i
stedet kunne have valgt f.eks. at øge
VEU-godtgørelsen eller andre incitamentsfremmende tiltag til
at øge VEU-aktiviteten. På den måde havde man
sikret balance i VEU-ordningen og efterlevelse af Rigsrevisionens
anbefalinger om balance over en kortere årrække,
samtidig med at man havde bevaret og evt. styrket rammerne for
voksen-, efter- og videreuddannelse. Enhedslisten finder det
problematisk, at regeringen vælger at give milliardrabat til
arbejdsgiverne frem for at bruge midlerne til efter- og
videreuddannelse, sådan som midlerne ellers var
tiltænkt, endda i en tid, hvor behovet for efter- og
videreuddannelse er særlig presserende i lyset af den
grønne omstilling og de ændrede kompetencebehov, det
indebærer. Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.
3. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. februar
2023 og var til 1. behandling den 22. februar 2023. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og
Undervisningsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
børne- og undervisningsministeren sendte den 15. juni 2022
dette udkast til udvalget, jf. BUU alm. del - bilag 191
(folketingsåret 2021-22). Den 9. februar 2023 sendte
børne- og undervisningsministeren høringssvarene og
et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
5 spørgsmål til børne- og
undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren
har besvaret.
Astrid Krag (S) Frederik Vad (S)
nfmd. Kasper Sand Kjær (S)
Kim Aas (S) Kris Jensen Skriver (S) Matilde Powers (S) Sara Emil
Baaring (S) Thomas Skriver Jensen (S) Trine Bramsen (S) Anni
Matthiesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Morten Dahlin (V) Peter
Juel-Jensen (V) Rosa Eriksen (M) Rasmus Lund-Nielsen (M) Karina
Adsbøl (DD) fmd. Marlene
Harpsøe (DD) Helena Artmann Andresen (LA) Henrik Dahl (LA)
Lise Bertelsen (KF) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Mikkel
Bjørn (DF) Alex Ahrendtsen (DF) Jacob Mark (SF) Charlotte
Broman Mølbæk (SF) Astrid Carøe (SF) Victoria
Velasquez (EL) Lotte Rod (RV) Helene Liliendahl Brydensholt
(ALT)
Nye Borgerlige, Siumut, Inuit
Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Moderaterne (M) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 6 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Uden for grupperne (UFG) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |