L 4 Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven og investorfradragsloven.

(Nedsættelse af afskrivningssatsen for bygninger m.v. og fastholdelse af loft over investorfradraget).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Udvalget vedrørende forslag til lov om ændring af ejendomsvurderingsloven, lov om kommunal ejendomsskat og ejendomsværdiskatteloven og forslag til lov om ændring af afskrivningsloven og investorfradragsloven
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 19-12-2022

Fremsættelse: 19-12-2022

Skriftlig fremsættelse (19. december 2022)

20222_l4_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (19. december 2022)

Skatteministeren (Jeppe Bruus):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven og investorfradragsloven (Nedsættelse af afskrivningssatsen for bygninger m.v. og fastholdelse af loft over investor­fradraget)

(Lovforslag nr. L 4)

Det fremgår af regeringsgrundlaget Ansvar for Danmark, at regeringen vil søge at få et lovforslag om afskrivningssatsen for ejendomme og loft over investorfradraget hastebehandlet hurtigst muligt med henblik på, at initiativerne kan træde i kraft som forudsat den 1. januar 2023. Der er tale om initiativer fra tidligere indgåede politiske aftaler.

Den daværende regering (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne indgik den 21. januar 2022 Aftale om en ny reformpakke for dansk økonomi. Blandt initiativerne i aftalen er en nedsættelse af afskrivningssatsen for bygninger m.v. Et lovforslag herom blev fremsat af den daværende regering som lovforslag nr. L 9 den 5. oktober 2022.

Den daværende regering (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgik den 10. oktober 2020 Aftale om en ny ret til tidlig pension. Som en del af finansieringen er aftalepartierne enige om, at loftet over investorfradraget skal fastholdes.

Denne ændring var en del af lovforslag nr. L 7, der ligeledes blev fremsat af den daværende regering den 5. oktober 2022. Lovforslagene bortfaldt ved afholdelsen af valget.

Det er forudsat i de indgåede aftaler, at nedsættelsen af afskrivningssatsen for bygninger mv. og fastholdelsen af loftet over investorfradraget tilvejebringer finansiering fra 2023. En efterlevelse af de almindelige principper om ikke at indføre bebyrdende lovgivning med tilbagevirkende kraft indebærer, at ændringerne bør vedtages af Folketinget, inden de får virkning. Det skønnes derfor nødvendigt, at et lovforslag, der udmønter de nævnte finansieringsforslag, prioriteres i en hastebehandling i 2022.

Det foreslås på den baggrund at nedsætte afskrivningssatsen for nyerhvervede bygninger og installationer fra 4 pct. til 3 pct. fra og med den 1. januar 2023.

Det foreslås endvidere, at loftet over investorfradraget fra og med 2023 vil være uændret i forhold til det nuværende niveau. Investorfradraget vil derfor fortsat gælde for investeringer op til 400.000 kr. ved direkte investeringer og op til 125.000 kr. ved indirekte investeringer.

Forslaget om at nedsætte afskrivningssatsen for bygninger mv. skønnes at medføre et merprovenu efter tilbageløb og adfærd på ca. 70 mio. kr. i 2023 og ca. 540 mio. kr. årligt i varig virkning. En fastholdelse af loftet over investorfradraget tilvejebringer et finansieringsbidrag på ca. 100 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd.

Der er tale om en uændret genfremsættelse af den del af lovforslag nr. L 9, der vedrører nedsættelsen af afskrivningssatsen for bygninger m.v., samt den del af lovforslag nr. L 7, der vedrører investorfradraget. De foreslåede ændringer har således været i en normal høring inden fremsættelsen.

Som følge af lovforslagets hastende karakter har det ikke været muligt at sikre vedtagelse af lovforslaget senest 4 uger før de fælles ikrafttrædelsesdatoer, den 1. januar eller den 1. juli, for erhvervsrettet lovgivning.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings hurtige og velvillige behandling.