L 35 Forslag til lov om ændring af lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v.

(Forsøgsordning for udvidet vintercampering).

Af: Minister for landdistrikter Louise Elholm (V)
Udvalg: Udvalget for Landdistrikter og Øer
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 18-04-2023

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 18. april 2023

20222_l35_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 18. april 2023

Forslag

til

Lov om ændring af lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v.

(Forsøgsordning for udvidet vintercampering)

§ 1

I lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 949 af 3. juli 2013, som ændret ved § 21 i lov nr. 86 af 28. januar 2014, § 16 i lov nr. 1658 af 20. december 2016 og § 1 i lov nr. 368 af 9. april 2019, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 3 indsættes:

»§ 3 a. Ministeren for landdistrikter fastsætter regler om en forsøgsordning, hvorefter kommunalbestyrelsen kan tillade udvidet vintercampering indtil den 28. februar 2025 på en campingplads med tilladelse til vintercampering, jf. regler fastsat i medfør af § 3, der er meddelt senest den 30. juni 2023.«

2. I § 10 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 2, stk. 2 og 3, og § 3, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, og stk. 3« til: »§ 2, stk. 2 og 3, § 3 og § 3 a, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, og stk. 3«.

3. I § 10 b, stk. 2, ændres »§ 2, stk. 3, og § 3,« til: »§ 2, stk. 3, § 3 og § 3 a,«.

4. I § 10 e, stk. 1, indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Kommunalbestyrelsens afgørelser efter regler fastsat i medfør af § 3 a kan ikke påklages til Planklagenævnet. De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser efter regler fastsat i medfør af § 3 a.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2023.