Skriftlig fremsættelse (26. januar
2023)
Justitsministeren (Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov for Færøerne
om fuldbyrdelse af straf m.v. og forslag til lov om ændring
af straffelov for Færøerne, retsplejelov for
Færøerne, og lov for Færøerne om
retsafgifter (Ændringer som følge af
ikraftsættelse af lov for Færøerne om
fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af
ikraftsættelse af ændringsanordning om konkursloven for
Færøerne)
(Lovforslag nr. L 29)
Regeringen ønsker et
ligeværdigt, positivt og styrket partnerskab med
Færøerne i Rigsfællesskabet. Det er vigtigt, at
den lovgivning for Færøerne, som Danmark har ansvaret
for, er tidssvarende og af god kvalitet. På denne samlede
baggrund og efter ønske fra de færøske
myndigheder er der blevet udarbejdet et forslag til en
straffuldbyrdelseslov for Færøerne.
Det er på den baggrund, at
hovedlovforslaget om indførelse af en straffuldbyrdelseslov
for Færøerne og følgelovforslaget med en
række nødvendige ændringer af anden lovgivning
fremsættes.
Formålet med udarbejdelsen af en
straffuldbyrdelseslov er navnlig at tilgodese den mere principielle
opfattelse, at fuldbyrdelse af straf og især af frihedsstraf
er et retsområde af så indgribende karakter, at den
retlige regulering af området bør ske ved lov og ikke
i det væsentlige - og også for så vidt
angår de mere overordnede retningslinjer - ved administrative
forskrifter. Tilsvarende overvejelser lå til grund for den
danske straffuldbyrdelseslov. Et andet hovedsigte med udarbejdelsen
af straffuldbyrdelsesloven er at tilvejebringe en væsentlig
bedre understøttelse af de straffuldbyrdende myndigheder
på Færøernes mulighed for at varetage opgaver i
forbindelse med fuldbyrdelsen af idømt straf.
Lovforslaget er udarbejdet med udgangspunkt
i den danske straffuldbyrdelseslov.
Følgelovforslaget skal ses i
sammenhæng med hovedlovforslaget. Gennemførelse af en
straffuldbyrdelseslov for Færøerne indebærer
således, at flere af de gældende bestemmelser om
straffuldbyrdelse i straffeloven skal ophæves, ligesom der i
øvrigt vil skulle foretages en række ændringer i
straffeloven, retsafgiftslov for Færøerne og
retsplejelov for Færøerne. Der skal derfor foretages
en række ændringer i anden lovgivning, som
fremsættes i dette følgelovforslag. Herudover har
Justitsministeriet udarbejdet en ændringsanordning, som
indeholder en større opdatering af konkursloven for
Færøerne. Opdateringen af konkursloven skaber ligesom
gennemførelse af en straffuldbyrdelseslov for
Færøerne et behov for ændringer i en række
andre love og anordninger, herunder bl.a. retsplejelov for
Færøerne og retsafgiftslov for Færøerne.
Disse ændringer fremsættes også i dette
følgelovforslag.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.