L 26 Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser.

(Afstandszoner i skoleåret 2023/24 og afskaffelse af tilskudsloft for elever på private gymnasier).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-01-2023

Fremsættelse: 26-01-2023

Skriftlig fremsættelse (26. januar 2023)

20222_l26_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. januar 2023)

Børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. (Afstandszoner i skoleåret 2023/24)

(Lovforslag nr. L 26)

Ved lov nr. 880 af 21. juni 2022 vedrørende kapacitetsfastsættelse og elevfordeling på de gymnasiale ungdomsuddannelser trådte en ny elevfordelingsmodel i kraft. Hovedelementerne i den i den forbindelse indførte elevfordelingsmodel er, at i de dele af landet, hvor udfordringen med en skæv elevsammensætning er størst, fordeles ansøgerne på baggrund af forældrenes indkomst således, at disse ansøgere fordeles med udgangspunkt i deres prioriteter, og hvis der er flere ansøgere end pladser i den indkomstkategori, som ansøgeren hører til, får en ansøger, der har kortere transporttid fra bopælen til institutionen eller afdelingen, plads forud for en ansøger med længere transporttid (fordelingszoner). I alle andre dele af landet fordeles ansøgerne med udgangspunkt i ansøgerens prioriteter, og hvis der er flere ansøgere end pladser på en institution eller afdeling, får en ansøger, der har kortere transporttid fra bopælen til institutionen eller afdelingen, plads forud for en ansøger med længere transporttid (afstandszoner).

Samtidig blev der indført en central styring af institutionernes kapacitet (antal elevpladser) samt en minimumskapacitet for en institution på 84 elever. Kapaciteten for den enkelte institution (dvs. antallet af elever, som institutionen kan optage) fastsættes centralt af ministeriet de første tre år og derefter af regionerne.

Det foreslås som følge af S, V og M's regeringsgrundlag »Ansvar for Danmark«, at den ved lov nr. 880 af 21. juni 2022 etablerede elevfordelingsmodel justeres, således at alle ansøgere til de gymnasiale ungdomsuddannelser til skoleåret 2023/24 fordeles efter fordelingskriterierne for afstandszoner, dvs. at prioriteter og transporttid anvendes som fordelingskriterier i hele landet. Konkret foreslås det at ske ved at gøre alle zoner til afstandszoner. Ved at gøre alle zoner til afstandszoner afskaffes kriteriet vedrørende forældrenes indkomst.

Den foreslåede ordning vil medføre, at de grundlæggende kriterier i hele landet vil være ansøgernes prioriteter og transporttid, hvis der er flere ansøgere til en institution, end institutionen har kapacitet til at optage.

Der vil være tale om en midlertidig ordning, som med dette lovforslag kun vil gælde for fordeling af ansøgere til skoleåret 2023/24.

Der foreslås ikke ændret ved de øvrige elementer i elevfordelingsmodellen, som de fremgår af lov nr. 2532 af 22. december 2021 og lov nr. 880 af 21. juni 2022. Mulighederne for central kapacitetsstyring og minimumskapaciteter fastholdes således.

De erhvervsgymnasiale uddannelser vil også fortsat være omfattet af reglerne om elevfordeling og kapacitetsfastsættelse.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. februar 2023. Lovforslaget indeholder en solnedgangsklausul, da forslaget har midlertidig karakter. Solnedgangen er sat til den 1. januar 2024.

Det bemærkes, at det af S, V og M's regeringsgrundlag »Ansvar for Danmark« fremgår, at kriteriet om forældres indkomst i elevfordelingen på gymnasier ikke længere skal være gældende, og at der i stedet skal fordeles efter transporttid. Det fremgår endvidere, at regeringen vil præsentere en ny model, der modvirker en skæv elevsammensætning især i de større byer. Regeringen vil på den baggrund senere fremsætte et lovforslag, som varigt fjerner forældreindkomst som kriterium, så det kan have virkning fra fordeling til skoleåret 2024/25. Derudover er det hensigten, at der senere vil blive fremsat et lovforslag med henblik på en langsigtet model, der modvirker en skæv elevsammensætning.

Et udkast til lovforslag har været sendt i høring i perioden den 4. januar 2023 - 25. januar 2023. Høringssvar og høringsnotat oversendes til Folketinget i forbindelse med 1. behandlingen. Ministeriet vil i et supplerende høringsnotat forholde sig til de høringssvar, der måtte indgå efter høringsfristens udløb. Sådanne høringssvar såvel som supplerende høringsnotat vil blive sendt til Folketinget, sådan at alle modtagne høringssvar vil indgå i behandlingen af lovforslaget.

Regeringen lægger stor vægt på, at kriteriet om, at forældrenes indkomst ikke indgår i elevfordelingen for skoleåret 2023/24. Det er på den baggrund nødvendigt, at lovforslaget træder i kraft den 15. februar 2023. Af samme grund er Folketinget anmodet om, at lovforslaget hastebehandles med henblik på lovens ikrafttræden den 15. februar 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.