Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 15. marts 2023
1. Ændringsforslag
Skatteministeren har stillet 7
ændringsforslag til lovforslaget, herunder om deling af
lovforslaget.
2. Indstillinger
Udvalget vil
stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af
lovforslaget.
Et flertal i
udvalget (S, V, SF, M, LA, KF, EL, RV og DF) indstiller de under A
og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (DD) indstiller det under A nævnte lovforslag til
forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for de til det under A nævnte
lovforslag stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller
det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (ALT) indstiller de under A og B
nævnte lovforsalg til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de til de under A og
B nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (NB) vil ved 3. behandling af
lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget.
Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre
for sin stilling til de stillede ændringsforslag.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget
bemærker, at Alternativet ikke kan bakke op om hverken
forslag A (Forhøjelse af energiafgiften på fossile
brændsler for erhverv efter »Aftale om Grøn
skattereform« af 8. december 2020 m.v.) eller forslag B
(Omlægning af pesticidafgiften efter »Politisk aftale
om sprøjtemiddelstrategi 2022-2026«). Alternativet
ønsker en ambitiøs CO2-e-afgift uden rabatter til særlige
virksomheder, og Alternativet ønsker ikke at støtte
et forslag, som medfører, at Roundup bliver billigere.
4. Ændringforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af lov om afgift af naturgas og bygas
m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., lov om
energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og forskellige andre
love. (Forhøjelse af energiafgiften på fossile
brændsler for erhverv efter »Aftale om Grøn
skattereform« af 8. december 2020 m.v.)« omfattende
§§ 1-3, 5-10 og 12-14 og § 15, stk. 1-4.
B. »Forslag
til lov om ændring af lov om afgift af
bekæmpelsesmidler. (Omlægning af pesticidafgiften efter
»Politisk aftale om sprøjtemiddelstrategi
2022-2026«)« omfattende titelnoten og §§ 4 og
11 og § 15, stk. 1 og 5.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte lovforslag
Til § 3
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal i udvalget
(udvalget med undtagelse af NB):
2) Nr. 1
og 2 udgår, og i stedet
indsættes:
»1. § 9, stk. 13-15, ophæves, og i
stedet indsættes:
»Stk. 13.
For nyttiggjort overskudsvarme fra varme og varer, for hvilke stk.
11 finder anvendelse, betales afgift i overensstemmelse med
reglerne for nedsættelse af tilbagebetaling af afgift efter
§ 11, stk. 9-12.
Stk. 14.
Fritagelsen efter stk. 1, nr. 5 og 6, administreres af
Forsvarsministeriet.
Stk. 15.
Virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i stk.
4 og 5, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til told- og
skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger
500.000 euro i et kalenderår. Omregningen fra danske kroner
til euro skal ske efter den kurs, der gælder den
første arbejdsdag i oktober i det år, som
indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den
Europæiske Unions Tidende. Ved opgørelsen af
tilbagebetalingsbeløbet efter 1. pkt. tillægges
tilbagebetalingsbeløbet efter de tilsvarende bestemmelser i
§ 8, stk. 4 og 5, og § 8 a, stk. 1-4, i lov om afgift af
naturgas og bygas m.v., § 11, stk. 16 og 17, og § 11 f,
stk. 1-4, i lov om afgift af elektricitet, § 7, stk. 3 og 4,
og § 7 b, stk. 1-4, i lov om afgift af stenkul, brunkul og
koks m.v. og § 7, stk. 6 og 7, og § 7 b, stk. 1-4, i lov
om kuldioxidafgift af visse energiprodukter. Opgørelsen af
tilbagebetalingsbeløbet efter 1.-3. pkt. skal ske pr.
juridisk enhed.
Stk. 16.
Skatteministeren fastsætter nærmere regler om
indberetning og offentliggørelse af oplysninger indberettet
efter stk. 15 og oplysninger om virksomhedens navn,
virksomhedstype, cvr-nummer, størrelse og dato for
tildeling. Skatteministeren fastsætter derudover
nærmere regler om, at virksomheder ikke kan opnå
tilbagebetaling efter stk. 4 og 5, når de ikke opfylder de
til enhver tid gældende betingelser for at modtage
statsstøtte.««
[Lovteknisk ændring]
Til § 6
3) I
nr. 3 ændres i den indledende
tekst »indsættes« til: »indsættes i
kapitel 6«.
[Lovteknisk ændring]
Til § 10
4) I
nr. 1 ændres i den indledende
tekst »indsættes« til: »indsættes
efter overskriften før § 22«.
[Lovteknisk ændring]
Til § 15
5) I
stk. 4, 1. og 2.
pkt., indsættes efter »2022«: »og
første kvartal 2023«.
[Konsekvens af den foreslåede
ikrafttrædelsesdato]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte lovforslag
Til § 15
6) I
stk. 1 udgår », jf. dog
stk. 2 og 3«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
7) I
stk. 5 ændres »§
4« til: »Loven«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås at dele lovforslaget i
to forslag. Det ene forslag (A) vedrører forhøjelse
af energiafgiften på fossile brændsler for erhverv
efter »Aftale om Grøn skattereform« af 8.
december 2020, indsættelse af udfyldningsbestemmelse i
CO2-afgiftsloven, ophævelse af
afgiftsfritagelse i NOx-afgiftsloven m.v. Det andet lovforslag (B)
vedrører omlægning af pesticidafgiften efter
»Politisk aftale om sprøjtemiddelstrategi
2022-2026«.
Til nr. 2
Der er tale om en lovteknisk
præcisering som følge af usikkerhed om
rækkefølgen af de stykker, der findes i § 9, stk.
13-15, i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
Med § 4, nr. 1 og 2, i lov nr. 138 af
25. februar 2020 blev de dagældende § 9, stk. 13-15,
ophævet. Ændringsloven trådte, for så vidt
angår bl.a. denne ændring, i kraft ved bemyndigelse den
1. januar 2022, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 2099 af
22. november 2021.
Med § 1, nr. 27, i lov nr. 1240 af 11.
juni 2021 blev i § 9 efter stk. 15 indsat et nyt stk. 16.
Denne lovændring trådte i kraft den 1. juli 2022.
I § 3, nr. 1, i lovforslaget
foreslås det efter stk. 12 at indsætte et nyt stk.
13.
Det er vurderingen, at der grundet de to
ovennævnte ændringslove, der tidligere er trådt i
kraft, kan være usikkerhed om, hvilke af disse stykker der
har hvilke stykkenumre i § 9.
Det foreslås med
nærværende ændringsforslag at ophæve de
gældende § 9, stk. 13-15, og genindsætte stykkerne
i korrekt rækkefølge i sammenhæng med det
foreslåede nye stykke, der foreslås med § 3, nr.
1, i lovforslaget.
Ændringsforslaget har ikke til
hensigt at ændre ved gældende ret, men skal blot sikre
klarhed over, hvad der er gældende ret i en del af § 9 i
lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
Til nr. 3 og 4
Der er tale om en lovteknisk
præcisering af den rette placering af de foreslåede
bestemmelser.
Til nr. 5
Der er tale om en konsekvensændring
som følge af lovens ikrafttræden den 1. april
2023.
Til nr. 6 og 7
Der er tale om konsekvensændringer
som følge af forslaget om deling af lovforslaget i to
forslag, jf. ændringsforslag nr. 1.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 25. januar
2023 og var til 1. behandling den 7. februar 2023. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Skatteudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
skatteministeren sendte den 29. juni 2022 dette udkast til
udvalget, jf. folketingsåret 2021-22, SAU alm. del - bilag
258. Den 25. januar 2023 sendte skatteministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
1 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Anders Kronborg (S) Benny
Engelbrecht (S) Fie Hækkerup (S) Jesper Petersen (S) fmd. Malte Larsen (S) Per Husted (S)
Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Thomas Skriver Jensen (S) Jan
E. Jørgensen (V) Kim Valentin (V) Torsten Schack Pedersen
(V) Hans Andersen (V) Mohammad Rona (M) Henrik Rejnholt Andersen
(M) Hans Kristian Skibby (DD) Dennis Flydtkjær (DD) Steffen
W. Frølund (LA) Sólbjørg Jakobsen (LA) Rasmus
Jarlov (KF) Mona Juul (KF) Pernille Vermund (NB) Peter Kofod (DF)
Sigurd Agersnap (SF) nfmd.
Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Carl Valentin (SF) Trine Pertou Mach (EL)
Samira Nawa (RV) Christina Olumeko (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Moderaterne (M) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 6 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |