L 131 Forslag til lov om ændring af lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2024, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2025 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2026.

(Konsekvenser af 2030-planforløb og regeringens forslag til finanslov for 2024 m.v.).

Af: Finansminister Nicolai Wammen (S)
Udvalg: Finansudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-08-2023

Skriftlig fremsættelse (31. august 2023)

20222_l131_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (31. august 2023)

Finansministeren (Nicolai Wammen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2024, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2025 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2026 (Konsekvenser af 2030-planforløb og regeringens forslag til finanslov for 2024 m.v.)

(Lovforslag nr. L 131)

Lovforslaget har til formål at ændre de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2024, 2025 og 2026.

Budgetlovens § 6, stk. 2, fastsætter, at finansministeren i særlige tilfælde kan fremsætte et forslag til lov om ændring af de i stk. 1 nævnte love om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner. Bestemmelsen tager sigte på en samlet forhøjelse eller reduktion af de tre udgiftslofter under ét, altså ændringer i niveauet for de samlede offentlige udgifter.

Forslaget følger af regeringens 2030-planforløb, som ændrer de nuværende finans- og udgiftspolitiske rammer. På baggrund af 2030-planforløbet er der ligeledes foretaget en genfastsættelse af det statslige delloft for indkomstoverførsler for 2024-26.

Finansministeren har endvidere i henhold til budgetlovens § 8 foretaget en række administrative korrektioner af de gældende lofter som følge af blandt andet omprioritering mellem stat, kommuner og regioner samt pris- og lønopregninger. I henhold til § 2, stk. 1 love om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner er udgiftslofterne derudover administrativt korrigeret som følge af permanente omfordelinger mellem de to statslige dellofter.

Med lovforslaget foreslås de statslige udgiftslofter ændret. Det statslige udgiftsloft er opdelt i to dellofter for henholdsvis driftsudgifter og indkomstoverførsler.

Et udgiftsloft angives som et beløb opgjort i milliarder kroner med én decimal. Udgiftslofterne skal overholdes af stat, kommuner og regioner hver især og må ikke overskrides med henvisning til en samlet overholdelse af summen af udgiftslofterne for de tre sektorer til sammen.

Forslaget er sendt i høring samtidig med fremsættelsen med høringsfrist den 28. september 2023. Høringssvarene foreligger således ikke endnu, men vil blive fremsendt forud for 1. behandlingen af forslaget efter genfremsættelsen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.