Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 24. maj 2023
1. Ændringsforslag
Der er stillet 9 ændringsforslag til
lovforslaget. Beskæftigelsesministeren har stillet
ændringsforslag nr 1. og 4-9 til lovforslaget, og
Enhedslistens medlem af udvalget har stillet ændringsforslag
nr. 2 og 3 til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, M, DD, LA og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af
beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet vil stemme imod de af Enhedslisten stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (SF, EL og DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af
beskæftigelsesministeren og Enhedslisten stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de af beskæftigelsesministeren stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af
Enhedslisten stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af
beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.
Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre
for sin stilling til de af Enhedslisten stillede
ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (NB) vil redegøre for sin
stilling til lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil ved
2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til
de af beskæftigelsesministeren og Enhedslisten stillede
ændringsforslag.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget mener, at
lovforslaget gør det muligt, at flere mennesker kan finde
vej ind i fag med kritisk mangel på arbejdskraft, som f.eks.
inden for sosu-fagene. Det er dog kun et plaster på
såret. Alternativet mener, at der er noget
grundlæggende galt med vores offentlige sektor, hvor vi ikke
værdsætter sundhedspersonalet tilstrækkeligt. Der
er behov for langt mere holdbare løsninger end det snuptag,
som forslaget udgør, men Alternativet anerkender, at det er
bedre end intet. Derfor stemmer Alternativet for forslaget.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af NB):
1) Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og
barselsloven
(Genindførelse af ret til
uddannelsesløft med forhøjet dagpengesats på
110 pct. i 2023)«
[Konsekvens af udvidelse af
lovforslaget til at omfatte ændring af lov om sygedagpenge og
barselsloven]
Til § 1
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(SF, EL og DF):
2)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. Overskriften før § 97 a affattes
således:
»Ret for dagpengemodtagere til tilbud om en
erhvervsuddannelse inden for områder, hvor der er behov for
arbejdskraft«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 3]
3) Nr. 1
affattes således:
»1. I §
97 a, stk. 1, indsættes efter »den 31. december
2022«: »og fra og med den 1. juli 2023«, og efter
»ret til« indsættes: »at
påbegynde«.«
[Permanentgørelse af ordning
fra den 1. juli 2023 og fastholdelse af hidtidig positivliste]
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af NB):
4)
Efter § 1 indsættes som nye paragraffer:
Ȥ 01
I lov om sygedagpenge, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1263 af 2. september 2022, som
ændret ved § 2 i lov nr. 878 af 21. juni 2022 og §
2 i lov nr. 295 af 20. marts 2023, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 51, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »tilbud efter § 96« til:
»tilbud efter §§ 96 eller 97 a«.
§ 02
I barselsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1391 af 30. september 2022, som ændret ved lov nr. 343 af
22. marts 2022, § 3 i lov nr. 878 af 21. juni 2022, § 4 i
lov nr. 879 af 21. juni 2022 og § 2 i lov nr. 457 af 2. maj
2023, foretages følgende ændring:
1. I
§ 36, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »tilbud efter § 96« til:
»tilbud efter §§ 96 eller 97 a«.«
[Syge- og barselsdagpenge til et
ledigt medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, der
deltager i tilbud efter § 97 a i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, skal beregnes på samme
måde, som hvis den pågældende ikke deltog i
tilbuddet]
Til § 3
5) Tre
steder i stk. 1, tre steder i stk. 2 og i stk.
3 ændres »dette lovforslags« til:
»denne lovs«.
[Sproglig tilretning]
6) I
stk. 2 ændres
»betingelserne i § 97 a i« til:
»betingelserne i § 97 a, stk. 1 og 2, i«.
[Lovteknisk rettelse]
7) I
stk. 4, 1. pkt., ændres
»§ 74 i-n« til: »§§ 75 i-75
n«.
[Lovteknisk rettelse]
8) I
stk. 4, 1. og 2.
pkt., ændres »1. pkt.« til: »stk. 3,
1. pkt.«
[Lovteknisk rettelse]
9) Som
stk. 5 indsættes:
»Stk. 5.
For et ledigt medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse,
der i perioden fra og med den 1. august 2020 til og med den 30.
juni 2023 er overgået fra deltagelse i tilbud efter § 97
a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med forhøjet
dagpengesats til sygedagpenge eller barselsdagpenge, og hvor
personen fortsat modtager sygedagpenge eller barselsdagpenge,
beregnes sygedagpenge eller barselsdagpenge for perioden fra lovens
ikrafttræden på samme måde, som hvis den
pågældende ikke havde deltaget i tilbuddet med
forhøjet dagpengesats, jf. dog sygedagpengelovens § 53
a. Satsen beregnes, som om personen overgik fra dagpenge til at
modtage sygedagpenge eller barselsdagpenge pr. 1. juli
2023.«
[Syge- og barselsdagpenge
omberegnes for personer, der allerede er overgået til disse
ydelser fra uddannelsesløft med forhøjet
dagpengesats, så syge- og barselsdagpengene fremadrettet
beregnes, som om personerne ikke deltog i tilbuddet og modtog
forhøjet dagpengesats ved overgangen]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget ændres
lovforslagets titel, således at den nu også omfatter
ændring af lov om sygedagpenge og barselsloven.
Til nr. 2
I den gældende lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats har overskriften før § 97 a
følgende ordlyd: »Midlertidig ordning med ret for
dagpengemodtagere til tilbud om en erhvervsuddannelse inden for
områder, hvor der er behov for arbejdskraft«.
Det foreslås, at overskriften
affattes således: »Ret for dagpengemodtagere til tilbud
om en erhvervsuddannelse inden for områder, hvor der er behov
for arbejdskraft«.
Med ændringsforslaget vil det
fremgå af overskriften, at ordningen med
uddannelsesløft i § 97 a i loven fremover vil
være en permanent ordning.
Ændringsforslaget er en konsekvens af
ændringsforslaget til nr. 3, hvor det foreslås, at
ordningen permanentgøres fra og med den 1. juli 2023.
Til nr. 3
I lovforslagets § 1, nr. 1, er det
foreslået, at den midlertidige ordning med
uddannelsesløft i § 97 a i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats genindføres i 2023, så
dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år, og som er
ufaglærte eller faglærte med forældet uddannelse,
i perioden fra og med den 1. juli 2023 til og med den 31. december
2023 har ret til at påbegynde et uddannelsesløft i
form af tilbud om en erhvervsuddannelse, som fremgår af
positivlisten.
Det fremgår af endvidere af
lovforslaget, at Beskæftigelsesministeriet - i lyset af
finanslovsforslaget for 2023 - med inddragelse af arbejdsmarkedets
parter vil revidere positivlisten, så den dækker en
tredjedel af aktiviteten på erhvervsuddannelserne inklusiv
sosu-assistentgrunduddannelsen og uddannelser, der
understøtter grøn omstilling på
arbejdsmarkedet.
Med ændringsforslaget foreslås
det, at ordningen med uddannelsesløft i § 97 a i loven
gøres permanent fra og med den 1. juli 2023.
Dermed vil dagpengemodtagere, der er fyldt
30 år, og som er ufaglærte eller faglærte med
forældet uddannelse, fra og med den 1. juli 2023 og fremover
have ret til at påbegynde et uddannelsesløft i form af
tilbud om en erhvervsuddannelse, som fremgår af
positivlisten.
Det foreslås, at
Beskæftigelsesministeriet ikke reviderer positivlisten, men
at positivlisten i stedet skal omfatte de uddannelser (trin og
specialer), som var omfattet af den hidtidige positivliste, der var
gældende fra og med den 1. januar 2021 til og med den 31.
december 2022.
Dermed vil positivlisten fremover omfatte
sosu-assistentuddannelsen og erhvervsuddannelser inden for
grønne jobs, og den vil omfatte uddannelser (trin og
specialer), der tilsammen udgjorde op til 41 pct. af den samlede
uddannelsesaktivitet på erhvervsuddannelserne.
Til nr. 4
Til §
01
Det fremgår af de gældende
regler i § 51, stk. 1, 1. pkt., i lov om sygedagpenge, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1263 af 2. september 2022 med senere
ændringer, at sygedagpenge til et ledigt medlem af en
anerkendt arbejdsløshedskasse udbetales med den sats, som
personen på første dag med ret til sygedagpenge kunne
have modtaget pr. dag i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den
pågældende ikke havde været syg, jf. dog stk. 2
og 3 og § 53 a.
Det fremgår af § 51, stk. 2, 1.
pkt., i lov om sygedagpenge, at sygedagpenge til et ledigt medlem
af en anerkendt arbejdsløshedskasse, der deltager i tilbud
efter § 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er
omfattet af den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, jf.
§ 53, stk. 25, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
eller har ret til at modtage arbejdsløshedsdagpenge med
satsen efter § 48, stk. 8, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., dog beregnes efter stk. 1
på samme måde, som hvis den pågældende ikke
deltog i tilbuddet eller arbejdsfordelingen eller ikke havde ret
til at modtage arbejdsløshedsdagpenge med satsen efter
§ 48, stk. 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring
m.v.
Det betyder, at en ledig, der deltager i
tilbud om en erhvervsuddannelse via uddannelsesløftet eller
er omfattet af arbejdsfordeling, får udbetalt sygedagpengene
under sygdom med samme beløb, som hvis medlemmet ikke deltog
i tilbud om en erhvervsuddannelse via uddannelsesløftet
eller var omfattet af arbejdsfordeling. Det gælder, uanset om
den ledige under deltagelse i tilbuddet eller arbejdsfordelingen
modtager en ydelse, der er højere eller lavere end den sats,
som medlemmet ville have fået udbetalt dagpenge med, hvis
medlemmet ikke deltog i tilbuddet eller i arbejdsfordelingen.
I lovforslagets § 1, nr. 1, er det
foreslået, at den midlertidige ordning med ret til
uddannelsesløft med forhøjet dagpengesats på
110 pct. i form af ret til tilbud om en erhvervsuddannelse i §
97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
genindføres i 2023, så den også skal gælde
i perioden fra og med den 1. juli 2023 til og med den 31. december
2023. Dagpengemodtageren skal påbegynde tilbuddet under
ordningen senest den 31. december 2023.
Det er ikke hensigten, at en person, som er
omfattet af reglerne om uddannelsesløft, og som derved efter
forslaget vil kunne modtage dagpenge med et beløb, som
overstiger dagpengenes højeste beløb, ved sygdom skal
kunne få udbetalt sygedagpenge med denne højere
dagpengesats.
Det foreslås derfor, at i
sygedagpengelovens § 51, stk. 2, 1. pkt., ændres tilbud
efter § 96 til tilbud efter §§ 96 eller 97 a.
Ændringsforslaget betyder, at en
person, som er omfattet af reglerne om uddannelsesløft, ved
sygdom skal have udbetalt sygedagpenge med den sats, som personen
på første dag med ret til sygedagpenge kunne have
modtaget pr. dag i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den
pågældende ikke havde været syg og ikke havde
været omfattet af reglerne om uddannelsesløft.
Til §
02
Det fremgår af de gældende
regler i § 36, stk. 1, i barselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1391 af 30. september 2022 med senere
ændringer, at barselsdagpenge til et ledigt medlem af en
anerkendt arbejdsløshedskasse udbetales med den sats, som
personen på første dag med ret til barselsdagpenge pr.
dag kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den
pågældende ikke havde modtaget dagpenge efter denne
lov, jf. dog stk. 2 og 3.
Det fremgår af § 36, stk. 2, 1.
pkt., i barselsloven, at barselsdagpenge til et ledigt medlem af en
anerkendt arbejdsløshedskasse, der deltager i tilbud efter
§ 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er
omfattet af den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, jf.
§ 53, stk. 25, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
eller har ret til at modtage arbejdsløshedsdagpenge med
satsen efter § 48, stk. 8, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., dog beregnes efter stk. 1
på samme måde, som hvis den pågældende ikke
deltog i tilbuddet eller arbejdsfordelingen eller ikke havde ret
til at modtage arbejdsløshedsdagpenge med satsen efter
§ 48, stk. 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring
m.v.
Det betyder, at en ledig, der deltager i
tilbud om en erhvervsuddannelse via uddannelsesløftet eller
er omfattet af arbejdsfordeling, får udbetalt barselsdagpenge
under fravær efter barselsloven med samme beløb, som
hvis medlemmet ikke deltog i tilbud om en erhvervsuddannelse via
uddannelsesløftet eller var omfattet af arbejdsfordeling.
Det gælder, uanset om den ledige under deltagelse i tilbuddet
eller arbejdsfordelingen modtager en ydelse, der er højere
eller lavere end den sats, som medlemmet ville have fået
udbetalt dagpenge med, hvis medlemmet ikke deltog i tilbuddet eller
i arbejdsfordelingen.
I lovforslagets § 1, nr. 1, er det
foreslået, at den midlertidige ordning med ret til
uddannelsesløft med forhøjet dagpengesats på
110 pct. i form af ret til tilbud om en erhvervsuddannelse i §
97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
genindføres i 2023, så den også skal gælde
i perioden fra og med den 1. juli 2023 til og med den 31. december
2023. Dagpengemodtageren skal påbegynde tilbuddet under
ordningen senest den 31. december 2023.
Det er ikke hensigten, at en person, som er
omfattet af reglerne om uddannelsesløft, og som derved efter
forslaget vil kunne modtage dagpenge med et beløb, som
overstiger dagpengenes højeste beløb, ved barsel skal
kunne få udbetalt sygedagpenge med denne højere
dagpengesats.
Det foreslås, at i § 36, stk. 2,
1. pkt., ændres tilbud efter § 96 til tilbud efter
§§ 96 eller 97 a.
Ændringsforslaget betyder, at en
person, som er omfattet af reglerne om uddannelsesløft, ved
barsel skal have udbetalt barselsdagpenge med den sats, som
personen på første dag med ret til barselsdagpenge
kunne have modtaget pr. dag i arbejdsløshedsdagpenge, hvis
den pågældende ikke havde været på barsel
og ikke havde været omfattet af reglerne om
uddannelsesløft.
Til nr. 5
I forslaget til § 3 benyttes udtrykket
»dette lovforslags« tre steder i stk. 1, tre steder i
stk. 2, og et sted i stk. 3. Dette er ikke den korrekte
terminologi, og det foreslås derfor, at det ændres til
»denne lovs«.
Ændringen har ingen
indholdsmæssig betydning.
Til nr. 6
I forslaget til § 3, stk. 2, henvises
der til, at tilbuddet skal opfylde betingelserne i § 97 a i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Henvisningen er ikke
korrekt, idet der alene skal henvises til § 97 a, stk. 1 og 2,
i loven, hvoraf betingelserne om tilbuddet fremgår.
Det foreslås derfor, at der i stedet
henvises til § 97 a, stk. 1 og 2, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats.
Ændringen har ingen
indholdsmæssig betydning.
Til nr. 7
I forslaget til § 3, stk. 4, 1. pkt.,
henvises til § 74 i-n i lov om arbejdsløshedsforsikring
m.v. Henvisningen er ikke korrekt, idet der skal henvises til
reglerne om særlig lånemulighed i forbindelse med
uddannelsesløft, som fremgår af §§ 75 i-75 n
i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Det foreslås derfor, at der i stedet
henvises til §§ 75 i-75 n i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v.
Ændringen har ingen
indholdsmæssig betydning.
Til nr. 8
I forslaget til § 3, stk. 4, 1. og 2.
pkt., henvises til 1. pkt. Henvisningen er ikke korrekt, idet der
skal henvises til reglerne om opgørelse af differencen af
den hidtil udbetalte dagpengesats og den sats, som efter forslaget
til § 3, stk. 3, 1. pkt., skal opgøres efter § 48
a, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Det foreslås derfor, at der begge
steder i stedet henvises til stk. 3, 1. pkt.
Ændringen har ingen
indholdsmæssig betydning.
Til nr. 9
Det foreslås i stk. 5, at for et
ledigt medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, der i
perioden fra og med den 1. august 2020 til og med den 30. juni 2023
er overgået fra deltagelse i tilbud efter § 97 a i lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats med forhøjet
dagpengesats til sygedagpenge eller barselsdagpenge, og hvor
personen fortsat modtager sygedagpenge eller barselsdagpenge,
beregnes henholdsvis sygedagpenge og barselsdagpenge for perioden
fra lovens ikrafttræden på samme måde, som hvis
den pågældende ikke havde deltaget i tilbuddet med
forhøjet dagpengesats, jf. dog sygedagpengelovens § 53
a. Satsen beregnes, som om personen overgik fra dagpenge til at
modtage sygedagpenge eller barselsdagpenge pr. 1. juli 2023.
Ændringsforslaget betyder, at
personer, der, siden reglerne om uddannelsesløft med
forhøjet dagpengesats blev indført den 1. august
2020, er begyndt i et igangværende forløb med
sygedagpenge eller barselsdagpenge, fra lovens ikrafttræden
vil få ret til at få beregnet henholdsvis syge- og
barselsdagpenge på samme måde, som hvis den
pågældende ikke havde deltaget i tilbuddet med
forhøjet dagpengesats. Det vil sige at personens syge- eller
barselsdagpenge for perioden fra og med den 1. juli 2023 som
udgangspunkt skal beregnes ud fra den almindelige dagpengesats,
selv om personen kommer fra uddannelsesløft med ret til
forhøjet dagpengesats.
Det betyder endvidere, at kommunen skal
foretage en ny beregning for sådanne personer, for så
vidt angår sygedagpenge, og Udbetaling Danmark skal foretage
en ny beregning for sådanne personer, for så vidt
angår barselsdagpenge.
Et eksempel er, en person, der i august
2022 påbegyndte et tilbud efter § 97 a i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, og som dermed fik ret til at få
udbetalt forhøjet dagpengesats med 110 pct. af den
almindelige dagpengesats. Personen overgik i marts 2023 til at
modtage barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark. Hvis personen pr.
1. juli 2023 fortsat er på barsel med ret til
barselsdagpenge, ændrer Udbetaling Danmark for perioden fra
og med den 1. juli 2023 beregningen og udbetalingen af personens
barselsdagpenge. Det skal bemærkes, at personen kan have ret
til efterbetaling af barselsdagpenge, for så vidt angår
perioden indtil lovens ikrafttræden.
Det skal endvidere bemærkes, at hvis
kommunen eller Udbetaling Danmark ikke når at ændre en
beregning inden en eventuel næste udbetaling, vil et for
meget udbetalt beløb kun kunne kræves tilbagebetalt, i
det omfang de almindelige betingelser for tilbagebetaling er
opfyldt. Kommunen eller Udbetaling Danmark efterudbetaler et for
lidt udbetalt beløb.
Satsen vil skulle beregnes, som om personen
overgik fra dagpenge til at modtage syge- eller barselsdagpenge pr.
1. juli 2023. Det gælder, uanset om personen f.eks. ikke
længere ville have ret til dagpenge på tidspunktet for
beregningen.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 3. maj 2023
og var til 1. behandling den 9. maj 2023. Lovforslaget blev efter
1. behandling henvist til behandling i
Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
beskæftigelsesministeren sendte den 27. april 2023 dette
udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - 141. Den 3. maj 2023 sendte
beskæftigelsesministeren en ligestillingvurdering af
lovforslaget, og den 4. maj 2023 sendte
beskæftigelsesministeren høringssvarene og et
høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
14 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret. Der
udestår 1 svar, som forventes besvaret inden 2.
behandling.
Bjarne Laustsen (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S)
Henrik Møller (S) Jens Joel (S) Kasper Roug (S) Leif Lahn
Jensen (S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Monberg (S) Thomas Skriver
Jensen (S) Eva Kjer Hansen (V) nfmd. Morten Dahlin (V) Hans Andersen
(V) Anni Matthiesen (V) Jeppe Søe (M) Nanna W. Gotfredsen
(M) Charlotte Munch (DD) Betina Kastbjerg (DD)
Sólbjørg Jakobsen (LA) Steffen Larsen (LA) Helle
Bonnesen (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Kim Edberg Andersen (NB)
Nick Zimmermann (DF) Karsten Hønge (SF) Astrid Carøe
(SF) Kirsten Normann Andersen (SF) Victoria Velasquez (EL) Katrine
Robsøe (RV) Torsten Gejl (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Moderaterne (M) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 6 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |