Skriftlig fremsættelse (3. maj
2023)
Erhvervsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
investeringsscreeningsloven og lov om Klagenævnet
for Udbud (Udvidet screening af kontrakter vedrørende
etablering, medejerskab og drift af energiøen i
Nordsøen og præcisering af Klagenævnet for
Udbuds kompetence og indførelse af bemyndigelsesbestemmelse
vedrørende administration af EU's økonomiske
sanktioner over for tredjelande vedrørende offentlige
kontrakter)
(Lovforslag nr. L 127)
Lovforslagets del om ændring af
investeringsscreeningsloven (Lov nr. 842 af 10. maj 2021 om
screening af visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark
(investeringsscreeningsloven)) har til formål at skærpe
den gældende investeringsscreeningsmekanisme med henblik
på at forhindre, at kontrakter, der indgås i
forbindelse med det kommende udbud vedrørende etablering,
medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen, vil
kunne udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller
offentlige orden i Danmark. Energiøen i Nordsøen er
et hidtil uset energianlægsprojekt både i
størrelse, kompleksitet og udviklingspotentiale.
Energiøen i Nordsøen
forventes at få status som kritisk infrastruktur, hvilket
stiller særlige krav til beredskab og sikkerhed. Regeringen
finder, at der er et helt særligt behov for at styrke
kontrollen med, hvem der får tilladelse til at anlægge
energiøen og som efterfølgende opnår
medejerskab af øen med henblik på at forhindre, at
f.eks. fremmede magter får adgang til at påvirke
etableringen af øen eller får en sikkerhedstruende
indsigt i oplysninger, der ligeledes kan påvirke etableringen
og den senere drift af energiøen og de dertilhørende
anlæg.
Lovforslaget vil sikre, at alle
aftaleparter, uanset hjemsted, vil blive omfattet af krav om
screening, hvis kontrakten vedrører etablering, medejerskab
og drift af energiøen i Nordsøen. Efter anmodning fra
klima- energi- og forsyningsministeren vil erhvervsministeren
endvidere kunne beslutte, at alle deltagere i udbuddet skal
screenes. Lovforslaget vil ligeledes gøre det muligt at
screene underleverandører, som deltagerne i udbuddet vil
anvende i forbindelse med f. eks. projektering og anlæg, idet
underleverandører ligeledes vil kunne få adgang til
eller kunne opnå en sikkerhedstruende viden, der vil kunne
påvirke etableringen af energiøen.
Herudover foreslås, at der med
lovforslaget etableres en mere effektiv ansøgningsproces for
ansøgninger og anmeldelser, der vil medføre
færre administrative byrder for ansøgere og anmeldere
og en kortere frist for Erhvervsstyrelsens afgørelse af mere
ukomplicerede sager.
Formålet med lovforslaget er desuden
at udvide Klagenævnet for Udbuds kompetence til at
håndhæve EU's økonomiske sanktioner over for
tredjelande, som vedrører indgåelse af offentlige
kontrakter. Derudover giver lovforslaget erhvervsministeren hjemmel
til at udstede administrative regler om administrationen af EU's
økonomiske sanktioner over for tredjelande i forhold til
offentlige kontrakter, herunder om håndhævelse af
sanktionerne.
Det foreslås, at lovforslaget skal
træde i kraft den 1. juli 2023.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.