L 126 Forslag til lov om ændring af lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v.

(Justering af likviditetslåneordningen).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 30-05-2023

Optrykt: 30-05-2023

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 30. maj 2023

20222_l126_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 30. maj 2023

Forslag

til

Lov om ændring af lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v.

(Justering af likviditetslåneordningen)

§ 1

I lov nr. 1400 af 10. oktober 2022 om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v. foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Loven har endelig til formål at give tilskud til energivirksomheders implementerings- og administrationsomkostninger som følge af indefrysning ydet i henhold til lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger.«

2. § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Energivirksomheder, der opnår likviditetslån efter reglerne i dette kapitel, må ikke sælge eller på anden måde overdrage fordringen på likviditetslånet til andre. Energivirksomheder må ikke sælge eller på anden måde overdrage fordringen på indefrosne krav mod deres kunder til andre end Erhvervsstyrelsen, jf. § 4. Fordringerne kan ikke gøres til genstand for retsforfølgning. Ved energivirksomhedens konkurs, frivillige likvidation eller øvrige ophør overgår samtlige fordringer på indefrosne krav mod dens kunder til Erhvervsstyrelsen uden om boet.«

3. I § 3 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. I tilfælde af energivirksomhedens konkurs vil Erhvervsstyrelsen kunne søge dækning i konkursboet efter reglerne i konkursloven for en eventuel difference mellem de likviditetslån, energivirksomheden har optaget, og den faktisk ydede indefrysning til dens kunder.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

4. Efter § 3 indsættes før overskriften før § 4:

»§ 3 a. Energivirksomheder er ikke omfattet af renteindberetningspligten i 2023 og 2024, jf. skatteindberetningslovens § 15, for så vidt angår den indefrysning, de yder deres kunder i medfør af lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger.«

5. Efter kapitel 4 indsættes:

»Kapitel 4 a

Tilskud til energivirksomheders implementerings- og administrationsomkostninger

§ 7 a. Energivirksomheder kan inden for de bevillinger, der afsættes på finansloven, opnå et tilskud til dækning af de faktiske omkostninger, som er forbundet med implementeringen og administrationen af ordningen i medfør af lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om tilskuddets størrelse og om de betingelser, som en energivirksomhed skal opfylde for at modtage tilskud efter dette kapitel, herunder om ansøgning, om dokumentation for de faktiske omkostninger relateret til it-udvikling og anden nødvendig bistand m.v. i forbindelse med implementering og administration af indefrysningsordningen og om, hvornår energivirksomheden senest skal have forpligtet sig til at afholde de pågældende omkostninger.«

6. I § 8, stk. 1 og 2, og § 9, stk. 1 og stk. 1, nr. 1, ændres »kapitel 2-4« til: »kapitel 2-4 a«.

7. I § 11, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Renter af krav efter 1. pkt. forældes ikke, så længe kravet tilhører Erhvervsstyrelsen og endnu ikke er modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden.«

8. I § 11, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Renter af krav efter 1. pkt. forældes ikke, så længe kravet er under opkrævning hos Erhvervsstyrelsen og endnu ikke er modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden.«

9. § 14 affattes således:

»§ 14. Erhvervsstyrelsen kan af egen drift udtage ansøgninger om likviditetslån eller tilskud til udvidet kontrol og sagsbehandling, herunder hvor der ansøges om et højt likviditetslån set i forhold til energivirksomhedens eller den energiintensive virksomheds størrelse og omsætning.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen fører løbende stikprøvekontrol og risikobaseret kontrol med de udbetalte likviditetslån til energivirksomheder og energiintensive virksomheder, jf. kapitel 2 og 3, med tilskud til boligforeninger m.v., jf. kapitel 4, og med tilskud til energivirksomheders implementerings- og administrationsomkostninger, jf. kapitel 4 a.

Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen efter stk. 1 og 2 pålægge enhver, der udtages til kontrol, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug herfor. Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen pålægge energivirksomheden, den energiintensive virksomhed eller boligforeningen m.v. revisorbistand.

Stk. 4. Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen, til brug for kontrollen efter stk. 1 og 2, jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

Stk. 5. Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed, jf. stk. 1 og 2, indsamle, samkøre, videregive og foretage anden behandling af data fra Energinets datahub, jf. § 28, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning.

Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed, jf. stk. 1 og 2, indsamle, samkøre, videregive og foretage anden behandling af data fra Evida.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2023, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 4, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. Lovens § 1, nr. 4, har virkning fra og med indberetningen vedrørende første kvartal 2023.

Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3-5, i lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v., jf. lov nr. 1400 af 10. oktober 2022, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 3, stk. 4-6, i lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v., jf. denne lovs § 1, nr. 3.