L 121 Forslag til lov om ændring af lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

(Flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse m.v.).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 27-04-2023

Fremsat: 27-04-2023

Fremsat den 27. april 2023 af børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye)

20222_l121_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 27. april 2023 af børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov

(Flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse m.v.)

§ 1

I lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 28. maj 2019, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU-loven)«.

2. I § 1, stk. 1, ændres »eventuelt til« til: »at give unge med potentiale herfor forudsætninger«.

3. I § 1, stk. 1 og 3, udgår »unge udviklingshæmmede og andre«.

4. I § 1, stk. 1, § 2, stk. 4, § 3, stk. 2, 1. pkt., § 7, stk. 1, 1. pkt., § 8, stk. 1, og § 12, stk. 2, 2. pkt., to steder i § 5 a, stk. 2, 1. pkt., og i § 5 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »ungdomsuddannelsen« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.

5. I § 1, stk. 2, indsættes efter »ungdomsuddannelse»: », selv om den unge modtager specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand«.

6. I § 1, stk. 2, § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 4, stk. 2, 1. pkt., og § 6, stk. 1 og 2, ændres »Ungdomsuddannelsen« til: »Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.

7. I overskriften til kapitel 2 ændres »ungdomsuddannelse« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.

8. I § 2, stk. 1, 1. pkt., ændres »Unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov« til: »Unge med særlige behov«.

9. I § 2, stk. 1, 2. pkt., ændres »en 3-årig ungdomsuddannelse efter denne lov« til: »den 3-årige særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.

10. I § 2, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »Tilbuddet«: »skal indeholde valgmuligheder for den unge, jf. § 2 a, og«.

11. I § 2, stk. 5, 1. pkt., ændres »en ungdomsuddannelse« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.

12. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Kommunalbestyrelsen skal give den unge mulighed for at vælge mellem flere forskellige uddannelsessteder, jf. dog stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal indgå i dialog med den unge om, hvilken valgmulighed der er den bedste for den unge.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at give den unge valgmuligheder, hvis kommunalbestyrelsen efter dialogen med den unge, jf. stk. 1, vurderer, at den unge har behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud, og at kun ét uddannelsessted matcher den unges behov uden at indebære en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

Stk. 3. I kommunalbestyrelsens vurdering af, hvilke uddannelsessteder den unge skal tilbydes, jf. stk. 1, indgår både faglige og økonomiske hensyn. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering af den unges behov og uddannelsesstedernes tilbud og må ikke give tilbud om uddannelsessted alene ud fra økonomiske overvejelser. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at oprette et nyt uddannelsessted blot for at kunne give den unge valgmuligheder. Kommunalbestyrelsen har heller ikke pligt til at give den unge mulighed for at vælge et uddannelsessted, der er uforholdsmæssigt dyrere end et andet uddannelsessted, der matcher den unges behov, herunder hvis kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge vurderer, at dette indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

§ 2 b. Den unge kan foreslå et uddannelsessted som alternativ til de uddannelsessteder, kommunalbestyrelsen har givet tilbud om. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tilbyde den unge dette alternative uddannelsessted, hvis følgende betingelser er opfyldte:

1) Uddannelsesstedet er registreret på Børne- og Undervisningsministeriets portal, jf. § 3 a, stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan dog vælge at tilbyde den unge det alternative uddannelsessted på betingelse af, at uddannelsesstedet inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat frist registrerer sig på denne portal.

2) Kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge vurderer, at det tilbud, uddannelsesstedet kan give den unge, matcher den unges behov, ønsker og interesser samt behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud.

3) Prisen for det alternative tilbud efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke i uforholdsmæssig grad overstiger prisen for kommunalbestyrelsens tilbud.

4) Uddannelsesstedet efter kommunalbestyrelsens vurdering efter dialog med den unge ikke indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af tilbud om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, herunder om inddragelse af den unge og forældrene, skriftlighed ved fremsættelse af tilbuddet og tidsforløbet for fremsættelse af tilbud.«

13. I § 3, stk. 2, 1. pkt., og § 7, stk. 2, ændres »samråd« til: »dialog«, og »og forældrene« udgår.

14. § 3, stk. 3, § 4, stk. 2, 2. pkt., og § 4, stk. 3-5, ophæves.

15. § 3, stk. 4, ophæves.

16. § 3 a affattes således:

»§ 3 a. Kommunalbestyrelsen skal på kommunens hjemmeside orientere om følgende:

1) Proces for den unges overgang fra den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter, jf. § 9.

2) Hvorvidt kommunalbestyrelsen har nedsat et visitationsudvalg og om sammensætningen af et eventuelt visitationsudvalg.

3) Hvordan kommunalbestyrelsen sikrer sig, at et uddannelsessted lever op til lovgivningens og kvalitetsaftalens krav til varetagelse af opgaven.

4) Proces for den unges visitation til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, herunder målgruppevurdering og den unges mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder.

5) Den unges mulighed for at fremsætte ønske om et alternativt uddannelsessted.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens forpligtelse til på hjemmesiden at orientere om visitationsprocessen, opfølgningsprocessen og sikringen af, at et uddannelsessted lever op til lovgivningen og kvalitetsaftalen.«

17. Efter § 3 a indsættes i kapitel 2:

»§ 3 b. Børne- og undervisningsministeren etablerer en national virtuel portal, der drives af Styrelsen for It og Læring, og som giver et overblik over de eksisterende uddannelsessteder, der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan bemyndige en offentlig myndighed, en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage opgaver efter denne regel.

§ 3 c. Et uddannelsessted, der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, skal elektronisk registrere sig og uploade de oplysninger, der er nævnt i stk. 2 og 3, på portalen, jf. § 3 b, stk. 1, til Styrelsen for It og Læring.

Stk. 2. Uddannelsesstedet har pligt til på portalen at uploade eventuelle tilsynsrapporter fra den eller de kommunalbestyrelser, uddannelsesstedet har indgået kvalitetsaftale med, jf. § 5, stk. 3, samt at uploade følgende oplysninger:

1) Uddannelsesstedets navn og adresse, virksomhedsform, CVR-nummer og eventuelle p-nummer.

2) Uddannelsesstedets målgruppe eller målgrupper.

3) De praktikmuligheder, som uddannelsesstedet tilbyder.

4) Relevant enhedspris for et eller flere typiske uddannelsesforløb på uddannelsesstedet.

Stk. 3. Et uddannelsessted kan kun registreres på portalen, hvis uddannelsesstedet uploader mindst én kvalitetsaftale, som det har indgået med en kommunalbestyrelse, medmindre uddannelsesstedet alene udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til unge fra den kommune, som uddannelsesstedet hører under. Et uddannelsessted skal uploade eventuelle yderligere kvalitetsaftaler, som uddannelsesstedet indgår med en eller flere kommunalbestyrelser.

Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af portalen, om frist for registrering og for at uploade oplysninger på portalen samt om pligt til at ajourføre oplysninger.

§ 3 d. Kommunalbestyrelsen kan alene indgå en kvalitetsaftale med et registreret uddannelsessted eller et uddannelsessted, der registrerer sig på portalen inden for en frist, som kommunalbestyrelsen har fastsat frist, jf. § 3 b, stk. 1, jf. dog § 5, stk. 2, 2. pkt.«

18. I overskriften til kapitel 3 ændres »Ungdomsuddannelsens« til: »Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelses«.

19. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. For en ung, der er optaget på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, udarbejder kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge en individuel forløbsplan. Kommunalbestyrelsen tager på baggrund af dialogen stilling til, om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse skal indledes med et afklaringsforløb.

Stk. 2. I forløbsplanen skal indholdet i og tilrettelæggelsen af den unges uddannelsesforløb fastlægges. Forløbsplanen skal indeholde følgende:

1) En oversigt over de aktiviteter, herunder praktikophold, jf. § 6, som skal indgå i den unges uddannelsesforløb.

2) Progressionsmål for den unge, således at forløbsplanen leder frem mod ressourcepapiret, jf. § 9.

3) Løbende dokumentation af aktiviteter, der har til formål at afklare den unges overgang til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidstilbud eller sociale aktiviteter.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen justerer efter behov forløbsplanen efter et eventuelt afklaringsforløb, jf. § 4, stk. 2. Kommunalbestyrelsen justerer i øvrigt forløbsplanen efter behov og mindst én gang årligt.

Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af forløbsplanen, herunder om den løbende sammenkobling med ressourcepapiret. Børne- og undervisningsministeren udsteder en skabelon for forløbsplanen.«

20. I § 5, stk. 1, og § 6, stk. 3, ændres »uddannelsesplanen« til: »forløbsplanen«.

21. I § 5, stk. 1, nr. 4, ændres »daghøjskoler, jf. lov om støtte til folkeoplysende undervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven) og« til: »folkeoplysningsloven,«.

22. I § 5, stk. 1, nr. 5, ændres »institutioner.« til: »institutioner, herunder voksenuddannelsescentre, disses driftsoverenskomstparter og«.

23. I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 6:

»6) institutioner for forberedende grunduddannelse i form af særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb efter § 4, stk. 2.«

24. § 5, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Indgår kommunalbestyrelsen aftale om tilrettelæggelse af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse eller elementer af denne med en af de institutioner, der er nævnt i stk. 1, eller med et andet uddannelsessted, skal dette ske i form af en kvalitetsaftale, jf. stk. 3. Kravet om indgåelse af kvalitetsaftale gælder ikke for et kommunalt uddannelsessted i forhold til den kommunalbestyrelse, som uddannelsesstedet hører under.«

25. I § 5 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Kvalitetsaftalen skal indeholde en beskrivelse af

1) opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelsen og uddannelsesstedet,

2) undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang,

3) de økonomiske vilkår for uddannelsesstedets varetagelse af opgaven, herunder budget og regnskab,

4) en angivelse af eventuelle kvalitetsparametre for institutionens udførelse af opgaven og

5) et krav om, at institutionen giver kommunalbestyrelsen de oplysninger, som kommunalbestyrelsen skønner nødvendige, om varetagelsen af opgaven.

Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af kvalitetsaftalen. Børne- og undervisningsministeren udsender en vejledende skabelon til kvalitetsaftalen.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 5-7.

26. I § 5, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes efter »institutioners«: »og de i stk. 1, nr. 5, nævnte voksenuddannelsescentres«.

27. I § 5, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »institutioner«: »og de i stk. 1, nr. 5, nævnte voksenuddannelsescentre«.

28. I § 5 a, stk. 2, 1. pkt., to steder i § 8, stk. 2, 1. pkt., i § 8, stk. 2, 2. pkt., i § 8, stk. 2, 3. pkt., og i § 10, stk. 1, ændres »uddannelsen« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.

29. I § 5 a, stk. 3, ændres »en 3-årig ungdomsuddannelse« til: »en 3-årig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse«.

30. I § 5 b ændres »ungdomsuddannelsen« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«, og »med særlige behov« udgår.

31. I § 8, stk. 4, ændres »ungdomsuddannelse« til: »særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.

32. § 9 affattes således:

»§ 9. Kommunalbestyrelsen påbegynder senest 12 måneder før den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelses afslutning et ressourcepapir, der danner grundlag for en eventuel revision af den unges uddannelsesplan, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år. Ressourcepapiret skal understøtte planlægning og koordinering af, hvad den unge skal efter den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Stk. 2. Senest 3 måneder før afslutningen af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse afholder kommunalbestyrelsen et møde med den unge om den unges overgang fra den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter. Ønsker den unge ønsker det, kan den unge under mødet bistås af forældrene eller andre personer, som den unge har tillid til.

Stk. 3. Når den unge afslutter den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, udsteder kommunalbestyrelsen et uddannelsesbevis. Uddannelsesbeviset skal indeholde en kortfattet beskrivelse af uddannelsens indhold og de kompetencer, som den unge har opnået, samt en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele.

Stk. 4. Afbrydes den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse permanent i efter § 8, stk. 4, eller af andre årsager udsteder kommunalbestyrelsen et uddannelsesbevis for de færdiggjorte uddannelsesdele. Afbrydes den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse midlertidigt, jf. § 8, stk. 1, udsteder kommunalbestyrelsen et uddannelsesbevis for de færdiggjorte uddannelsesdele, hvis den unge anmoder om et sådant.

Stk. 5. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om udformning og indhold af ressourcepapiret og uddannelsesbeviset.«

33. Efter § 12 indsættes:

»§ 12 a. Har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan styrelsens afgørelser ikke indbringes for ministeren.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, dog i et nærmere bestemt omfang kan indbringes for ministeren. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om adgangen til at klage og om fremgangsmåden herved.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2023, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. § 2 b i STU-loven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 3. § 1, nr. 17, træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 4. § 3 a, stk. 1, nr. 5, i STU-loven, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 16, træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 5. Lovens § 1, nr. 24 og 25, har virkning fra den 1.januar 2025 for så vidt angår uddannelsessteder, der er dækket af en overenskomst, som er indgået før den 1. august 2023.

§ 3

Stk. 1. Loven finder ikke anvendelse på undervisning af en ung, der har påbegyndt den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse før den 1. august 2023, hvis den unge afslutter den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse inden 5 år fra begyndelsestidspunktet, jf. dog stk. 2 og 3. For sådan undervisning af den unge finder de hidtil gældende regler anvendelse, indtil den unges uddannelsesplan skal justeres efter de hidtil gældende regler.

Stk. 2. Hvis en ung, der har påbegyndt den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse før den 1. august 2023, afbryder og genoptager den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, jf. § 5 a, stk. 2, og § 8, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, den 1. august 2023 eller senere, finder denne lov anvendelse.

Stk. 3. § 1, nr. 32, finder anvendelse, hvis den unge har mindst 12, respektive 3 måneder tilbage til ungdomsuddannelsens afslutning.

Stk. 4. Regler, der er fastsat i medfør af § 3, stk. 5, § 4, stk. 5, § 6, stk. 4, § 9, stk. 3, og § 10, stk. 2, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovbekendtgørelse nr. 783 af 15. juni 2015, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Baggrund

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Skærpet formål

3.1.1. Gældende ret

3.1.2. Børne- og undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.2. Ret til valg mellem flere uddannelsessteder

3.2.1. Gældende ret

3.2.2. Børne- og undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.3. Etablering af portal for at give bedre overblik over uddannelsessteder, som udbyder ungdomsuddannelsen

3.3.1. Gældende ret

3.3.2. Børne- og undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.4. Orientering på kommunens hjemmeside

3.4.1. Gældende ret

3.4.2. Børne- og undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5. Tydeligere myndighedsansvar i form af kvalitetsaftaler

3.5.1. Gældende ret

3.5.2. Børne- og undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.6. Tidlig afklaring og bedre overgang - ressourcepapir og uddannelsesbevis

3.6.1. Gældende ret

3.6.2. Børne- og undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

4. Konsekvenser for opfyldelsen af FN's verdensmål

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Klimamæssige konsekvenser

9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

10. Forholdet til EU-retten

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

12. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget er først og fremmest en udmøntning af aftale af 21. maj 2022 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet) og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne og Alternativet om flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov (STU).

Aftalen indebærer, at formålet med ungdomsuddannelsen skærpes, så det bliver tydeligere rettet mod at give unge med forudsætninger for det de bedste muligheder for videre uddannelse og beskæftigelse. For såvel disse unge som de unge, hvor dette ikke er en mulighed, skal der fortsat være fokus på, at de unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt.

Aftalen indebærer desuden, at de unge som udgangspunkt skal have mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder, og at de unge skal kunne fremsætte et alternativt tilbud til kommunalbestyrelsens tilbud om uddannelsessted.

Der skal i henhold til aftalen oprettes en portal, der giver et bedre overblik over uddannelsessteder, der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, og kommunen skal orientere om STU-tilbuddet på sin hjemmeside.

Kommunalbestyrelsens myndighedsansvar tydeliggøres ved, at de overenskomster, kommunalbestyrelsen i dag skal indgå med uddannelsesstederne, fremover skal erstattes af kvalitetsaftaler.

Der skal efter aftalen skabes bedre forudsætninger for en tidlig afklaring og en bedre overgang for de unge, og det skal understøttes ved en opstramning af overgangsredskaberne.

Aftalens enkelte punkter er uddybet under pkt. 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I øvrigt foreslås det med lovforslaget, at lovens titel ændres, således at denne matcher den sprogbrug, der anvendes i praksis, samt at loven præciseres således, at det allerede gældende krav om, at ungdomsuddannelsen retter sig mod unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv om den unge modtager specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, indsættes. Desuden foreslås det, at terminologien for kommunalbestyrelsens plan for den unges forløb ændres fra uddannelsesplan til forløbsplan som en konsekvensjustering af sondringen mellem begreberne i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, og at voksenuddannelsescentre og institutioner for forberedende grunduddannelse af ordensmæssige hensyn indsættes i loven, da disse ligeledes kan levere elementer, der indgår i den unges forløbsplan. Endvidere foreslås der ligesom på ministeriets øvrige områder etableret hjemmel til klageafskæring. Endelig foreslås enkelte sproglige opdateringer, herunder at udtrykket unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov ændres til unge med særlige behov.

2. Baggrund

Aftalepartierne er enige om, at de unge skal have de bedste forudsætninger for at komme videre i tilværelsen efter ungdomsuddannelsen. Derfor skærpes formålet med ungdomsuddannelsen, så det bliver tydeligere rettet mod at give unge med forudsætninger herfor de bedste muligheder for videre uddannelse og beskæftigelse. For såvel disse unge som de unge, hvor videre uddannelse eller beskæftigelse ikke er en mulighed, fremgår det af aftalen, at der fortsat skal være fokus på, at de unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt.

Herudover er aftalepartierne enige om, at de unge skal sikres mere indflydelse på, hvilket uddannelsesforløb de får. De unge skal efter aftalen sikres rettighed til at vælge imellem flere relevante tilbud, som kommunalbestyrelsen forpligtes til at præsentere og vejlede om. Unge med behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud vil efter aftalen være undtaget fra reglen om ret til at vælge mellem flere tilbud, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der kun er ét uddannelsessted, der passer til den unges behov.

Dog vil den unge altid have ret til at foreslå et alternativt uddannelsessted til de uddannelsessteder, kommunalbestyrelsen har foreslået, og der skal i højere grad end i dag lægges vægt på den unges ønsker. Kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at imødekomme den unges forslag om et alternativt uddannelsessted, hvis tilbuddet matcher den unges behov, samt den unges behov for specialisering, ønsker og interesser, og prisen for dette tilbud ikke overstiger prisen for kommunalbestyrelsens tilbud.

Det understreges i aftalen, at kommunalbestyrelsen skal begrunde sin afgørelse om at tilbyde den unge et andet uddannelsessted, end den unge har ønsket.

Den unges mulighed for at få mere indflydelse på, hvilket uddannelsessted den tilbydes, skal efter aftalen understøttes af en portal, som skal give et bedre overblik over eksisterende uddannelsessteder, der udbyder ungdomsuddannelsen. Uddannelsesstederne skal forpligtes til at registrere sig i portalen med en række nærmere definerede oplysninger. Det alternative uddannelsessted, som den unge selv kan fremsætte ønske om, skal ligesom de tilbud, kommunalbestyrelsen fremsætter, være registreret på portalen eller registreres på denne inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat frist.

Det angives desuden i aftalen, at kommunerne forpligtes til at orientere om STU på deres hjemmeside, herunder ift. visitationsprocessen, sammensætningen af visitationsudvalget samt proces for opfølgning på uddannelsesforløbene.

Aftalepartierne ønsker desuden, at der sker en tydeliggørelse af kommunalbestyrelsens myndighedsansvar ved at styrke den indholdsmæssige styring af uddannelsestilbuddene. De eksisterende krav til kommunalbestyrelsens overenskomster med institutioner skrives derfor ind i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, og overenskomsterne mellem kommunalbestyrelsen og institutionerne skal fremadrettet betegnes som kvalitetsaftaler.

Aftalepartierne er også enige om, at der skal skabes bedre forudsætninger for en tidlig afklaring og en bedre overgang for de unge i ungdomsuddannelsens målgruppe, så de unge kan komme godt og hurtigt videre i deres liv efter endt uddannelse. På den baggrund opstrammes overgangsredskaberne og - indsatserne for de unge, herunder ved at det eksisterende kompetencepapir udgår og erstattes af et ressourcepapir og et uddannelsesbevis.

Endvidere skal en arbejdsgruppe komme med anbefalinger til, hvordan de unge meningsfuldt kan få seksualvejledning, herunder vejledning om køn og seksualitet. Arbejdsgruppens anbefalinger vil eventuelt medføre ændringer i bekendtgørelse nr. 739 af 3. juni 2016 om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Der vil kunne fastsættes regler om seksualvejledning i bekendtgørelsen i medfør af bemyndigelsen i lovens § 6, stk. 4, hvorefter børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om indholdet af undervisningen.

Der skal efter aftalen etableres et fagligt grundlag for specialeplanlægning og parallelt hermed nedsættes en arbejdsgruppe, som skal komme med anbefalinger til økonomimodellen for ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov, herunder med fokus på afdækning af udgifter og kvalitet.

Det fremgår endvidere af aftalen, at vejledning om lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal udbygges, således at denne i højere grad sætter fokus på unges ret til at blive hørt. Det skal fremgå af vejledningen, at kommunalbestyrelsen og uddannelsesstedet ved inddragelsen af den unge i såvel visitationsprocessen som i den løbende tilrettelæggelse af ungdomsuddannelsen skal tage udgangspunkt i den unges forudsætninger og sikre reel inddragelse af den unge. Herudover skal det fremgå, hvis uddannelsesstedet har et elevråd.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Skærpet formål

3.1.1. Gældende ret

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 28. maj 2019, at formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.

I bemærkningerne til lovens § 1, stk. 1, angives det således, at formålet er at give unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse, der i videst muligt omfang tilrettelægges under hensyntagen til den unges kvalifikationer, modenhed og interesser, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6929.

3.1.2. Børne- og undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Målgruppen for ungdomsuddannelsen oplever typisk flere udfordringer i deres liv end gennemsnittet af en ungdomsgeneration, og for størstedelen af målgruppen er den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse den eneste uddannelse, de får. Aftalepartierne er i forlængelse heraf enige om, at den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse kan være et vigtigt afsæt for den unges voksenliv, arbejdsliv, fritidsliv og sociale liv. Ved at uddannelsesforløbet tilrettelægges individuelt for den enkelte, gives den unge de allerbedste forudsætninger for at komme videre i tilværelsen efter endt uddannelse.

En del unge på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse vil ikke have mulighed for at indgå på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, eksempelvis på grund af den unges svære handicap. For disse unge er livsmestring, sociale fællesskaber og fritidsliv derfor afgørende for, at de kan få et godt og indholdsrigt liv.

Andre unge i målgruppen vil have forudsætninger for beskæftigelse eller videre uddannelse efter ungdomsuddannelsen. Aftalepartierne har lagt vægt på, at den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, udover at udvikle de unges personlige, sociale og faglige kompetencer og mestring af livet generelt, skal ruste disse unge til at indgå på arbejdsmarkedet, således at de får mulighed for et så selvstændigt, indholdsrigt og aktivt liv som muligt.

Børne- og Undervisningsministeriet kan tiltræde dette, og det foreslås derfor, at lovens formål præciseres således, at det fremgår, at formålet med den særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse er at give unge med potentiale herfor forudsætninger for videre uddannelse og beskæftigelse.

Den foreslåede ændring af lovens § 1, stk. 1, vil medføre, at det tydeliggøres, at de af de unge, der har potentiale for videre uddannelse og beskæftigelse, skal have muligheder herfor, samtidig med at de skal opnå personlige, sociale og faglige kompetencer til en selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet.

Børne- og Undervisningsministeriet bemærker herved, at den foreslåede affattelse af § 1, stk. 1, ikke ændrer ved, at det skal tilstræbes for hele spektret af unge i den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, både dem med potentiale for efterfølgende uddannelse og beskæftigelse og dem med svære funktionsnedsættelser, at de opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt.

For nærmere om skærpet formål henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

3. Ret til valg mellem flere uddannelsessteder

3.2.1. Gældende ret

Det fremgår af § 2, stk. 1, 1. pkt., i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov har et retskrav på en ungdomsuddannelse. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde disse unge, der er tilmeldt kommunens folkeregister, en 3-årig ungdomsuddannelse efter loven, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at præsentere en ung for flere forskellige tilbud, som den unge kan vælge imellem, og dermed heller ikke til at vejlede den unge om valgmuligheder mellem forskellige tilbud.

Kommunalbestyrelsen kan som udgangspunkt ikke opfylde sin pligt i lovens § 2, stk. 1, ved at henvise en ung til en bestemt institution eller et uddannelsesforløb, der er fælles for alle, jf. kapitel 1 i vejledning nr. 9534 af 3. juni 2016 om lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som ændret ved vejledning nr. 10199 af 29. november 2016. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde den unge et forløb, der planlægges individuelt ud fra den unges forudsætninger, behov og interesser, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6929.

Af lovens § 3, stk. 3, fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en uddannelsesplan for den unge efter samråd med den unge og forældrene. Det fremgår endvidere af § 4, stk. 2, i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at der ved udarbejdelsen af uddannelsesplanen skal lægges betydelig vægt på den unges og forældrenes ønsker med hensyn til tilrettelæggelsen af ungdomsuddannelsen.

Ungdomsuddannelsen skal i videst muligt omfang tilrettelægges under hensyn til den enkelte unges kvalifikationer, modenhed og interesser, jf. § 4, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Heri ligger ikke en forpligtelse til at give den unge mere end ét tilbud om uddannelsessted. Kommunalbestyrelsen har en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt. Det betyder, at kommunalbestyrelsen ved stillingtagen til, hvilket uddannelsessted den unge skal have, skal inddrage både faglige og økonomiske hensyn i sit beslutningsgrundlag. Hensynet til kommunens økonomi kan dog aldrig stå alene, da kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret, individuel vurdering af den unges behov og uddannelsesstedets tilbud. Kommunalbestyrelsen må derfor aldrig give tilbud om uddannelsessted alene ud fra økonomiske overvejelser.

3.2.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Aftalepartierne er enige om, at målgruppen for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse skal gives mere indflydelse på deres uddannelsesforløb, og det skal sikres, at den unges drømme og ønsker for fremtiden vægtes højt i denne forbindelse.

Interessenter på området har oplyst undervisningsordførerne om, at unge, der er vurderet at være i målgruppen for ungdomsuddannelsen, ikke i alle tilfælde oplever at få valgmuligheder mellem forskellige uddannelsessteder.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) foretog i 2020 en rundspørge blandt kommunerne af, hvor mange tilbud kommunerne giver de unge. 83 kommuner svarede. 85 pct. af de kommuner, der svarede, oplyste, at de typisk præsenterer de unge for to eller flere tilbud, mens 15 pct. oplyste, at de typisk giver de unge ét tilbud.

Det foreslås, at loven ændres således, at kommunalbestyrelsen ved optagelsen på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse forpligtes til at give en ung valg mellem flere forskellige uddannelsessteder. Et uddannelsessted kan have forskellige afdelinger under sig. I forhold til kommunalbestyrelsens forpligtelse er det afgørende, at kommunalbestyrelsen giver den unge mulighed for at vælge mellem flere forskellige uddannelsessteder og ikke blot mellem flere forskellige uddannelsesforløb på ét uddannelsessted, herunder afdelinger under uddannelsesstedet.

Forpligtelsen vil indebære, at de givne tilbud skal være relevante for den unges behov for f.eks. specialisering, muligheder og ønsker, som de afdækkes i dialogen om de forskellige valgmuligheder med den unge. I de foreslåede regler dækker udtrykket behov over den unges behov, muligheder og ønsker.

Med den foreslåede ændring vil den unge blive sikret mere indflydelse på, hvilket uddannelsesforløb vedkommende får.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsens pligt til at give den unge flere tilbud at vælge imellem ikke skal gælde, hvis den unge efter kommunalbestyrelsens vurdering har behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud, og kommunalbestyrelsen vurderer, at kun ét uddannelsessted matcher den unges behov uden at indebære en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

Det foreslås desuden, at der sker en lovfæstelse af gældende praksis, så det tydeligt kommer til at fremgå, at kommunalbestyrelsens beslutning om uddannelsessted træffes på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn, og at dette kan medføre, at kommunalbestyrelsen kun har pligt til at tilbyde den unge ét uddannelsessted, der matcher den unges behov, fordi andre uddannelsessteder, der måtte matche den unges behov, er uforholdsmæssigt dyrere. I kommunalbestyrelsens vurdering skal indgå en konkret og individuel vurdering af den unges behov, relevante uddannelsessteder, der kan matche den unges behov, og en prissammenligning af de pågældende tilbud. Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil have pligt til at give den unge mulighed for at vælge et uddannelsessted, der f.eks. er uforholdsmæssigt dyrere end andre uddannelsessteder, der matcher den unges behov. Det vil efter omstændighederne kunne betyde, at den unge alene vil få tilbud om ét uddannelsessted, uanset at der faktisk er andre, men altså uforholdsmæssigt dyrere uddannelsessteder, der ville have matchet den unges behov. En ung vil med lovforslaget selv kunne fremlægge et forslag om et alternativt uddannelsessted, som den unge foretrækker frem for de tilbud, kommunalbestyrelsen er kommet med. Denne mulighed vil også gælde for en ung med behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud.

Kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at imødekomme den unges ønske om et alternativt uddannelsessted, hvis tilbuddet efter kommunalbestyrelsens vurdering matcher den unges behov, muligheder og ønsker samt behov for specialisering, og prisen for det alternative tilbud efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke i uforholdsmæssig grad overstiger prisen for kommunalbestyrelsens tilbud, herunder befordringsudgifter. Det alternative uddannelsessted skal desuden, ligesom de uddannelsessteder, kommunalbestyrelsen tilbyder, være registreret på den portal, som efter det foreslåede skal oprettes for at give overblik over uddannelsessteder på området, eller registreres på portalen inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat frist. Såfremt det alternative uddannelsessted ikke opfylder denne betingelse, f.eks. fordi der ikke kan opnås enighed mellem kommunalbestyrelsen og uddannelsesstedet om vilkårene for kvalitetsaftalen, kan den unges ønske om det alternative uddannelsessted ikke imødekommes, uanset om uddannelsesstedet giver et tilbud, der matcher og er relevant i forhold til den unges behov.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om indholdet af ungdomsuddannelsen, herunder den procesledende beslutning om ikke at give den unge to tilbud eller om ikke at imødekomme den unges alternative forslag, vil ligesom en række af kommunalbestyrelsens øvrige procesledende beslutninger om ungdomsuddannelsen kunne påklages til Klagenævnet for Specialundervisning efter de gældende regler i § 12, stk. 2, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov samt § 19, stk. 2, nr. 2, i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

For nærmere om ret til valg mellem flere tilbud eller et alternativt tilbud henvises til lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

3.3. Etablering af portal for at give bedre overblik over uddannelsessteder, som udbyder ungdomsuddannelsen

3.3.1. Gældende ret

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indeholder ikke en forpligtelse for børne- og undervisningsministeren til at etablere en portal, hvor de unge kan orientere sig om, hvilke tilbud der findes på ungdomsuddannelsens område.

Børne- og Undervisningsministeriet driver et institutionsregister, som tjener som stamregister over alle enheder i Danmark, der udbyder undervisning og som opfylder en række nærmere specificerede krav. Institutionsregisteret indeholder en række oplysninger om enhederne, herunder om uddannelsesinstitutioner for unge med særlige behov. Oplysningerne kan benyttes til flere formål inden for Børne- og Undervisningsministeriets ressortområde, herunder blandt andet til statistikproduktion, levering af stamdata til en række fagsystemer, præsentation af institutionsoplysninger på ministeriets hjemmeside og som føderegister til administrative systemer. Institutionsregisteret kan imidlertid ikke vise, hvor mange steder en bestemt uddannelse udbydes eller hvilke typer af uddannelse, den enkelte institution udbyder.

3.3.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Aftalepartierne er enige om, at de unge bør have mulighed for at orientere sig på en national virtuel portal, hvor eksisterende uddannelsessteder, der udbyder særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, fremgår. Hensigten er at give de potentielle brugere et bedre overblik over, hvilke uddannelsessteder der findes på området, og dermed over hvilke tilbud der vil kunne være relevante for den unge.

Aftalepartierne er desuden enige om, at kommunerne skal forpligtes til udelukkende at anvende tilbud, der er registreret på portalen, eller som registrerer sig på portalen. Et uddannelsessted, der udbyder en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, vil skulle forpligtes til at registrere sig på portalen med oplysninger inden for en række på forhånd definerede kategorier, herunder at uploade kvalitetsaftaler, pris og eventuelle tilsynsrapporter. Børne- og undervisningsministeriet kan tiltræde dette,

Aftalepartierne forudsætter, at portalen forsynes med oplysninger om klageadgang, herunder et link til Klagenævnet for Specialundervisning og en let forståelig klagevejledning.

Det foreslås på baggrund af ovenstående, at der i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indsættes en ny regel i § 3 b, hvormed børne- og undervisningsministeren forpligtes til at sørge for, at der etableres en national virtuel portal, der skal drives af Styrelsen for It og Læring. Formålet er at give et overblik over de eksisterende uddannelsessteder, der udbyder ungdomsuddannelsen. Portalen vil skulle rumme flere oplysninger om et uddannelsessted end institutionsregisteret, så de potentielle brugere får et bedre overblik over uddannelsesområdet og større viden om herom, end institutionsregistret giver.

Styrelsen for It og Læring vil skulle udvikle og drifte portalen. Det foreslås i forlængelse heraf med reglen i § 3 b, at børne- og undervisningsministeren vil kunne bemyndige en offentlig institution, en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage opgaver efter denne regel.

Det foreslås dernæst, at der indsættes en § 3 c, hvorefter et uddannelsessted, der udbyder ungdomsuddannelsen, skal registrere sig og uploade en række nærmere fastsatte oplysninger på portalen til Styrelsen for It og Læring til brug for opfyldelse af formålet med portalen, jf. ovenfor. Denne forpligtelse foreslås at skulle gælde alle uddannelsessteder, herunder kommunens egne, jf. dog nedenfor vedrørende kvalitetsaftaler.

Den foreslåede regel vil forpligte et registreret uddannelsessted til at uploade eventuelle tilsynsrapporter fra den eller de kommunalbestyrelser, uddannelsesstedet har indgået kvalitetsaftale med, jf. den foreslåede § 5, stk. 2. Reglen vil indebære, at portalen skal indeholde en række oplysninger om det enkelte uddannelsessted, herunder om uddannelsesstedets navn og adresse, virksomhedsform, CVR-nummer og eventuelle p-nummer, målgruppe eller målgrupper, de praktikmuligheder uddannelsesstedet tilbyder og relevant enhedspris for et eller flere typiske uddannelsesforløb på uddannelsesstedet, som det enkelte uddannelsessted er forpligtet til at uploade på portalen til Styrelsen for It og Læring. Ved typisk enhedspris forstås ikke en gennemsnitpris for målgruppe, men en eller flere vejledende takster for de målgrupper, som kan omfattes af uddannelsesstedets tilbud.

Med den foreslåede § 3 c vil der desuden blive fastsat en betingelse om, at et uddannelsessted skal uploade de kvalitetsaftaler, som uddannelsesstedet har indgået med en eller flere kommunalbestyrelser. Denne betingelse vil efter forslaget ikke gælde for en kommunes egne uddannelsessteder, dvs. at et uddannelsessted, der hører under en given kommunalbestyrelse, ikke er omfattet af kravet om kvalitetsaftaler i forhold til denne kommunalbestyrelse. Der henvises herom til den foreslåede regel i § 5, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 25.

Børne- og undervisningsministeren bemyndiges med det foreslåede til at fastsætte nærmere regler om indholdet af portalen, om frist for registrering og for at uploade oplysninger på portalen og om pligt til at ajourføre oplysninger. Styrelsen for It og Lærings opgave i henhold til § 3 c, stk. 1, med at modtage oplysninger fra uddannelsesstederne, vil ikke kunne delegeres til andre enheder.

Det foreslås desuden, at der indsættes en § 3 c, hvorefter kommunalbestyrelsen alene vil kunne indgå aftale med et registreret uddannelsessted eller et uddannelsessted, der inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat frist registrerer sig på portalen. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 17, og § 1, nr. 24, for så vidt angår kommunens egne uddannelsessteder, der er undtaget for kravet om kvalitetsaftale, men som dog skal registrere sig på portalen.

Der vil med den foreslåede ordning i §§ 3 b og 3 c blive videregivet de oplysninger fra uddannelsessteder, der udbyder ungdomsuddannelsen, til Styrelsen for It og Læring, der er nødvendige for, at styrelsen kan udføre sine opgaver med portalen. Styrelsen for It og Læring vil i denne forbindelse være dataansvarlig for de personoplysninger, der behandles på portalen, jf. §§ 3 b og 3 c. Formålet med behandlingen af personoplysninger på portalen vil være at gøre oplysningerne tilgængelige, så de unge samt kommunerne kan få et overblik over uddannelsessteder på uddannelsesområdet og mulighederne for sammensætning af uddannelsesforløb.

Portalen vil med det foreslåede komme til at udgøre et supplement til det eksisterende krav i lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 20. juni 2018, om, at oplysninger om undervisning, uddannelser, skoler og uddannelsesinstitutioner efter reglerne i denne lov være offentligt tilgængelige på internettet, så borgerne enkelt og hurtigt kan vurdere kvaliteten af undervisningen på de enkelte skoler og institutioner.

Registrering på portalen vil efter det foreslåede ikke indebære en godkendelse af uddannelsesstedet, og Styrelsen for It og Læring vil ikke føre tilsyn med de uploadede oplysninger på portalen. Styrelsen for It og Læring vil træffe og gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre et sikkerhedsniveau, der passer til de risici, der er ved behandlingen af personoplysninger på portalen.

For nærmere om forholdet til databeskyttelseslovgivningen henvises til lovforslagets afsnit 3.

For nærmere om portalen henvises til lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne hertil.

3.4. Orientering på kommunens hjemmeside

3.4.1. Gældende ret

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indeholder ikke en forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at orientere om ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov på kommunens hjemmeside. Kommunalbestyrelsen er således ikke forpligtet til at orientere om processen for visitation til ungdomsuddannelsen, sammensætningen af et eventuelt visitationsudvalg eller proces for opfølgning på uddannelsesforløbene.

I henhold til § 1, stk. 1, i lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 20. juni 2018, skal oplysninger om undervisning, uddannelser, skoler og uddannelsesinstitutioner være offentligt tilgængelige på internettet. Det angives desuden i lovforslagets almindelige bemærkninger, at det for alle skoler og uddannelsesinstitutioner skal være obligatorisk at udarbejde hjemmesider, hvor alle relevante informationer til belysning af uddannelserne og undervisningens kvalitet indgår, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4490.

Efter lovens § 1, stk. 2, gælder loven for undervisning, der er reguleret ved eller i henhold til lov. Det angives i bemærkningerne til reglen i § 1, stk. 2, at loven skal omfatte alle uddannelsesområder og niveauer, hvor der er fastsat regler om undervisningens mål, indhold eller bedømmelsesmåde ved eller i henhold til lov, og at loven for Undervisningsministeriets vedkommende vil omfatte undervisning i folkeskolen og alle lovregulerede uddannelser, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4492-4493.

Ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov er reguleret ved og i henhold til lov, og oplysninger om uddannelsen skal derfor i henhold til § 1, stk. 1, i lov om gennemsigtighed og åbenhed m.v. være offentligt tilgængelige på internettet.

3.4.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Aftalepartierne er enige om, at kommunerne skal forpligtes til at orientere om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse på deres hjemmeside, herunder ift. visitationsprocessen, sammensætningen af visitationsudvalget samt proces for opfølgning på uddannelsesforløbene.

Det foreslås derfor, at der i lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU-loven) indsættes en ny regel, hvorefter kommunalbestyrelsen på kommunens hjemmeside skal orientere om processen for at blive optaget på ungdomsuddannelsen, herunder målgruppevurdering og den unges mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder og fremsætte ønske om et alternativt uddannelsessted. Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen på hjemmesiden vil skulle orientere om, hvorvidt kommunen har nedsat et visitationsudvalg og om sammensætningen af et eventuelt visitationsudvalg samt om, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer sig, at et uddannelsessted lever op til lovgivningens og kvalitetsaftalens krav til varetagelse af opgaven. Det er ikke hermed hensigten, at kommunalbestyrelsens opgave med at sikre sig, at uddannelsesstedet lever op til lovgivningens og kvalitetsaftalens krav til varetagelse af opgaven, skal udvides i forhold til den forpligtelse, kommunalbestyrelsen har i dag. Indsættelsen af den nye regel vil desuden indebære, at kommunalbestyrelsen på hjemmesiden vil skulle orientere om processen for den unges overgang fra ungdomsuddannelsen til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter.

Den foreslåede indsættelse af lovens § 3 a, stk. 2, vil bemyndige børne- og undervisningsministeren til at fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens forpligtelse til på hjemmesiden at orientere om visitationsprocessen, opfølgningsprocessen og sikringen af, at et uddannelsessted lever op til lovgivningen og kvalitetsaftalen.

For nærmere om orientering på kommunens hjemmeside henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

3.5. Tydeligere myndighedsansvar i form af kvalitetsaftaler

3.5.1. Gældende ret

Efter § 5, stk. 1, nr. 1-5, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov kan der i ungdomsuddannelsen indgå elementer, der leveres af andre institutioner end kommunens egne. Det fremgår herefter af § 5, stk. 2, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med de i § 5, stk. 1, opregnede institutioner om tilrettelæggelse af uddannelsen, jf. § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 1653 af 9. august 2021.

Efter § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne kan kommunalbestyrelsen efter overenskomst med staten, private skoler, institutioner eller initiativtagere eller andre kommunalbestyrelser henvise personer til specialundervisning for voksne i statslige, private eller andre kommunale skoler eller institutioner. Børne- og undervisningsministeren kan desuden fastsætte regler herom.

En overenskomst mellem kommunalbestyrelsen og en institution skal i henhold til § 11 i bekendtgørelse nr. 378 af 28. april 2006 om specialundervisning for voksne indeholde de nærmere vilkår for varetagelse af opgaverne, herunder rammerne for undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang. Den skal desuden indeholde økonomiske vilkår, herunder budget og regnskab, forhold vedrørende lokaleanvisning og eventuelle tilskud til lokaler, fornødne leder- og lærerkvalifikationer og forpligtelsen til at give kommunalbestyrelsen oplysninger om varetagelsen af opgaverne.

3.5.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Aftalepartierne er enige om, at der skal sættes et større fokus på kommunalbestyrelsens myndighedsansvar både over for de unge i målgruppen for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse og de pågældende uddannelsessteder.

De eksisterende krav til kommunalbestyrelsens overenskomster med de benyttede institutioner i forbindelse med ungdomsuddannelsen har hidtil ikke fremgået af lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, bortset fra en henvisning til reglerne herom i § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne. Børne- og Undervisningsministeriet finder det hensigtsmæssigt at tydeliggøre det ansvar, en kommunalbestyrelse har for de tilbud, som gives om ungdomsuddannelsen, ved dels at samle reglerne om kvalitetsaftalerne i lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU-loven), dels at ændre betegnelsen fra overenskomster til kvalitetsaftaler.

Det foreslås, at myndighedsansvaret tydeliggøres i loven ved, at de eksisterende krav til kommunalbestyrelsens overenskomster med institutioner skrives ind i loven, samt at overenskomsterne mellem kommunalbestyrelsen og en institution som nævnt i stk. 1 eller med et andet uddannelsessted, indgås i form af kvalitetsaftaler. I denne forbindelse foreslås det, at henvisningen til § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne udgår af lovens § 5, stk. 2.

Den foreslåede ændring af lovens § 5 vil medføre, at det vil skulle ske i form af en kvalitetsaftale, hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en institution, der er nævnt i § 5, stk. 1, eller med et andet uddannelsessted, om tilrettelæggelsen af ungdomsuddannelsen eller elementer af denne. Kravet om indgåelse af kvalitetsaftale vil dog ikke gælde for et kommunalt uddannelsessted i forhold til den kommunalbestyrelse, som uddannelsesstedet hører under.

Den foreslåede ændring vil desuden medføre, at kvalitetsaftalen vil skulle indeholde en beskrivelse af opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelsen og uddannelsesstedet, en beskrivelse af undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang, en beskrivelse af de økonomiske vilkår for institutionens varetagelse af opgaven, herunder budget og regnskab, samt en angivelse af eventuelle kvalitetsparametre for institutionens udførelse af opgaven samt et krav om, at institutionen giver kommunalbestyrelsen de oplysninger, som kommunalbestyrelsen skønner nødvendige, om varetagelsen af opgaven.

Det er ikke hensigten, at en kvalitetsaftale skal være mere omfattende end den hidtidige overenskomst eller at ændre på, hvilke institutioner og uddannelsessteder kommunalbestyrelsernes har mulighed for at indgå aftale med.

Det foreslås endeligt, at børne- og undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om indholdet af kvalitetsaftalen, og at børne- og undervisningsministeren udsender en vejledende skabelon til kvalitetsaftalen, som kommunalbestyrelsen kan vælge at bruge eller tage udgangspunkt i som model for en kvalitetsaftale.

For nærmere om kvalitetsaftaler henvises til lovforslagets § 1, nr. 24 - 25, og bemærkningerne hertil. For så vidt angår ændringen af § 5, stk. 1, nr. 1-5 og 6, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 21-23.

3.6. Tidlig afklaring og bedre overgang - ressourcepapir og uddannelsesbevis

3.6.1. Gældende ret

Det fremgår af § 9, stk. 1, 1. pkt., i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at kommunalbestyrelsen ved ungdomsuddannelsens afslutning udsteder et kompetencepapir, der skal indeholde en beskrivelse af de opnåede kompetencer. Herefter følger det af § 9, stk. 1, 2. pkt., at kompetencepapiret skal indeholde en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele.

Af lovens § 9, stk. 2, fremgår det, at såfremt ungdomsuddannelsen afbrydes, udstedes der et kompetencepapir for de færdiggjorte uddannelsesdele. Det fremgår således ikke, om dette både kan ske ved en midlertidig afbrydelse og en permanent afbrydelse af ungdomsuddannelsen.

Børne- og Undervisningsministeren har ved bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov fastsat nærmere regler om kompetencepapirets udformning og indhold.

Ved udarbejdelsen af kompetencepapiret skal det skema til udarbejdelse af kompetencepapir, der er optrykt som bilag 2 til bekendtgørelsen, og som ligger på www.uvm.dk, anvendes. Kompetencepapiret kan dog forsynes med en individuelt udarbejdet forside, som kan udsmykkes efter den unges ønsker.

Det følger desuden af bekendtgørelsens § 17, stk. 2, at kommunalbestyrelsen, forinden kompetencepapiret udstedes, skal sørge for, at den unge indkaldes til en samtale om, hvordan uddannelsen er forløbet. Indkaldelsen til samtalen skal ske i god tid og normalt finde sted senest en måned før, at uddannelsen forventes afsluttet. Indkaldelsen kan også finde sted tidligere, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. Hvis den unge ønsker det, kan den unge under samtalen bistås af forældre eller værge eller andre personer, som den unge har tillid til.

3.6.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som en del af aftale om flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af ungdomsuddannelsen skal en generel opstramning af overgangsredskaberne og indsatserne for de unge understøtte, at de unges perspektiver, fremtidsmuligheder og ønsker bliver afklaret og dokumenteret i god tid, inden de afslutter deres ungdomsuddannelse, så de kan komme hurtigt og godt videre efter endt uddannelse.

Det foreslås på den baggrund, at lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov ændres således, at kompetencepapiret, der blandt andet skal indeholde en beskrivelse af den unges opnåede kompetencer og ønsker efter ungdomsuddannelsen, opdeles i to, der benævnes henholdsvis ressourcepapir og uddannelsesbevis. Det er ikke hensigten, at de to dokumenter skal indeholde flere eller mere uddybede oplysninger end kompetencepapiret.

Den foreslåede ændring af lovens § 9 vil medføre, at kommunalbestyrelsen senest 12 måneder før den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelses afslutning skal påbegynde et ressourcepapir, der skal danne grundlag for en eventuel revision af den unges uddannelsesplan. Ressourcepapiret vil skulle fungere i overgangen fra ungdomsuddannelsen til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter. Ressourcepapiret foreslås færdiggjort ved uddannelsens afslutning.

Tre måneder før ungdomsuddannelsens afslutning vil kommunalbestyrelsen desuden skulle sørge for, at der indkaldes til et møde om den unges overgang fra ungdomsuddannelsen til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter. Hvis den unge ønsker det, kan den unge under mødet bistås af forældre eller værge eller andre personer, som den unge har tillid til.

Den foreslåede ændring af lovens § 9 vil endvidere medføre, at kommunalbestyrelsen ved ungdomsuddannelsens afslutning skal udstede et uddannelsesbevis, der skal indeholde en kortfattet beskrivelse af uddannelsens indhold og de kompetencer, den unge har opnået, samt en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele. Såfremt den unge afbryder ungdomsuddannelsen permanent, skal kommunalbestyrelsen udstede et uddannelsesbevis for de færdiggjorte uddannelsesdele. I det tilfælde at ungdomsuddannelsen afbrydes midlertidigt, skal kommunalbestyrelsen udstede et uddannelsesbevis for de uddannelsesdele, den unge har færdiggjort, hvis den unge anmoder om et sådant.

Det foreslås, at børne- og undervisningsministeren skal fastsætte nærmere regler om udformning og indhold af ressourcepapiret og uddannelsesbeviset.

For nærmere om ressourcepapir, uddannelsesbevis og møde om overgang henvises til lovforslagets § 1, nr. 32, og bemærkningerne hertil.

4. Konsekvenser for opfyldelsen af FN's verdensmål

Lovforslaget om flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse er relevant for det tema i FN's verdensmål, der vedrører kvalitetsuddannelse (verdensmål 4).

Lovforslaget understøtter delmål 4.4., hvorefter det inden 2030 skal sikres, at antallet af unge og voksne, der har relevante færdigheder, herunder tekniske og erhvervsrettede færdigheder og kompetencer, for beskæftigelse, gode job og iværksætteri, øges væsentligt.

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes at medføre økonomiske konsekvenser for kommunerne og staten, men ikke for regionerne. Konkret vil lovforslaget medføre kommunale merudgifter til sagsbehandling forbundet med elevernes styrkede inddragelse i form af flere valgmuligheder samt uddannelsesstedernes registrering i portalen. Lovforslagets kommunaløkonomiske konsekvenser skal forhandles med kommunerne i henhold til Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT-princippet). De statslige merudgifter vedrører implementeringsunderstøttelse samt udvikling og drift af portalen.

Der er med aftalen afsat en ramme (23-pl) på 4,3 mio. kr. i 2023, 6,7 mio. kr. i 2024 samt 5,3 mio. kr. i 2025 og frem til lovforslagets økonomiske konsekvenser for kommunerne og staten samt implementering heraf.

Lovforslaget vurderes at have positive administrative konsekvenser for kommunerne, idet portalen ved at give et bedre overblik over de eksisterende uddannelsessteder kan understøtte den lokale sagsbehandlingsproces og dialog med den unge omkring forslag til relevante uddannelsessteder m.v.

Lovforslaget forventes endvidere at medføre implementeringsmæssige konsekvenser for staten i form af udvikling og løbende drift af portalen. De foreslåede regler i §§ 3 b - 3 d vedrørende portalen foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025, således at der sikres tilstrækkelig tid til teknisk udvikling og implementering af portalen. Portalen forventes udviklet i løbet af 2023/24 og at blive åbnet for, at uddannelsesstederne kan indlægge oplysninger i den i sidste kvartal 2024, hvorefter portalen blive offentligt tilgængelig for potentielle STU-elever fra 1. januar 2025. Det er ministeriets vurdering, at der med de foreslåede regler vil være tilstrækkelig tid til både udvikling og implementering, samt at uddannelsesstederne har god tid til at uploade oplysninger på portalen.

I forhold til digitaliseringsklar lovgivning er det Børne- og Undervisningsministeriets vurdering, at lovforslaget efterlever de syv principper herfor.

Særligt kan det bemærkes, at efterlevelse af princip 2 om digital kommunikation med lovforslaget vil være uændret, da det forventes, at der for både forløbsplan, ressourcepapir og uddannelsesbevis udstedes skabeloner, som kan tilgås digitalt, og som således kan understøtte muligheden for digital kommunikation. Portalen, hvor uddannelsessteder skal registrere sig og uploade oplysninger, skal give den unge en digital platform, hvor den unge kan få et overblik over de eksisterende uddannelsessteder, der udbyder ungdomsuddannelsen. Herudover forventes der fastsat krav om, at portalen skal indeholde et link til Klagenævnet for Specialundervisnings hjemmeside. Der vil i forbindelse med udviklingen af portalen og udformningen af skabelonerne for forløbsplan, ressourcepapir og uddannelsesbevis blive taget højde for webtilgængelighed.

I forhold til princip 4 om ensartede begreber og genbrug af data, og dermed om at skabe sammenhæng på tværs af den offentlige sektor, og princip 6 om anvendelse af offentlig infrastruktur vurderer Børne- og Undervisningsministeriet, at princippet efterleves. Med henblik på at minimere dataindberetninger, genbruge autoritative data og anvende eksisterende offentlig infrastruktur, er det hensigten, at oplysninger om uddannelsesstedets navn og adresse, virksomhedsform, CVR-nummer og eventuelle p-nummer til brug for portalen automatisk kan hentes fra CVR - Det Centrale Virksomhedsregister og løbende opdateres herfra. Herudover foreslås det, at terminologien for kommunalbestyrelsens plan for den unges forløb ændres fra uddannelsesplan til forløbsplan som en konsekvensjustering af sondringen mellem disse begreber i lov om kommunal indsats for unge under 25 år.

Styrelsen for It og Læring er dataansvarlig for de personoplysninger, der behandles på portalen, jf. §§ 3 b og 3 c. I forhold til princip 5 om tryg og sikker datahåndtering kan det bemærkes, at det vil være Styrelsen for It- og Læring, der som dataansvarlig vil sikre, at oplysningerne på portalen behandles på tryg og sikker vis. Styrelsen vil eksempelvis opsætte procedurer og systemunderstøttelse for bl.a. at sikre, at oplysningerne på portalen er korrekte og om nødvendigt ajourføres, samt at der ikke angives utilsigtede personoplysninger på portalen. Styrelsen vil blandt andet indsætte en vejledningstekst på portalen og én gang årligt lave en opfølgning på, om uddannelsesstederne fortsat eksisterer og udbyder ungdomsuddannelsen, for at afklare om uddannelsesstedet skal fjernes fra portalen og med henblik på eventuel opdatering af uploadede oplysninger. Dette vil praktisk f.eks. kunne foregå ved, at styrelsen udsender en e-mail til det enkelte uddannelsessted, eller den kommunalbestyrelse, som uddannelsesstedet angiver at have en aftale med, og beder uddannelsesstedet eller kommunalbestyrelsen gennemgå de uploadede oplysninger samt godkende, at uddannelsesstedet fortsat skal være registreret som et tilbud på portalen. Det kan også være, at uddannelsesstedet selv angiver, hvor længe tilbuddet skal optræde på portalen. Efter denne dato vil tilbuddet blive slettet automatisk. Såfremt uddannelsesstedet ikke giver godkendelse, vil registreringen og oplysningerne på portalen blive slettet. I første omgang vil oplysningerne blive fjernet fra websiden. Efter en yderligere periode vil de blive slettet helt. Uddannelsesstederne vil desuden i forbindelse med opfølgningen kunne blive gjort opmærksom på at foretage eventuel ajourføring af oplysninger på portalen. Styrelsen vil sørge for en tydelig markering af, at der ikke må angives utilsigtede personoplysninger i de felter, som kan udfyldes af uddannelsesstedet. I forbindelse med upload af PDF-filer vil uddannelsesstedet skulle bekræfte, at filen ikke indeholder utilsigtede personoplysninger. Herudover vil styrelsen løbende foretage konkrete risikovurderinger af systemet og sikre, at de fornødne foranstaltninger implementeres, bl.a. med henblik på at sikre databeskyttelse gennem design og gennem standardindstillinger.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes at have positive administrative konsekvenser for de unge i målgruppen for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, der benytter portalen, ved at give et bedre overblik over de eksisterende uddannelsessteder, der udbyder ungdomsuddannelsen. Lovforslaget vil således medføre, at borgerne lettere kan finde relevant information om de forskellige uddannelsessteder, herunder i forbindelse med valg mellem flere tilbud.

I de tilfælde, hvor Børne- og Undervisningsministeriet har henlagt en opgave til en styrelse under ministerens instruktion, etableres der hjemmel til at afskære klageadgang fra styrelsen. Bestemmelsen foreslås indsat af formelle grunde og vedrører alene den interne organisering og fordeling af opgaver på ministeriets område, hvor behandling af klagesager er henlagt til en styrelse under ministeriet med henblik på effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne. Bestemmelserne giver ikke hjemmel til at afskære en klageadgang til centralt hold, der i øvrigt følger af lovgivningen. Lovforslaget vurderes på den baggrund ikke på dette punkt at have administrative konsekvenser af betydning for borgerne.

8. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 30. januar 2023 til den 24. februar 2023 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatsamfundet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Akademikerne, AK-Samvirke, Ankestyrelsen, AOF Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, Astra - Center for Læring i Natur, Teknik og Sundhed, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) - Lederforening, Børnenes Bureau, Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Centralorganisationernes Fællesudvalg, CEPOS, Cevea, Daghøjskoleforeningen, Daginstitutionernes Lands-Organisation, anmarks Fiskeriforening Producent Organisation, Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Lærerforening, Danmarks Private Skoler - grundskoler & gymnasier, Danmarks Statistik, Danmarks Vejlederforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Blindesamfund, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Dansk Erhverv, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk Magisterforening, Dansk Metal, Dansk Oplysnings Forbund, Dansk Psykolog Forening, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Dansk Skoleidræt, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Advokater, Danske Døves Landsforbund, Danske Erhvervsakademier, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne, Danske Forlag, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Gymnasier, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Danske Handicaporganisationer, Danske HF & VUC, Danske HF & VUC (Bestyrelserne), Danske Landbrugsskoler, Danske Musik- og Kulturskoler, Danske Professionshøjskoler, Danske Regioner, Danske Revisorer, Danske Seniorer, Danske Skoleelever, Danske SOSU-skoler, Danske SOSU-skoler - Bestyrelserne, Danske Underviserorganisationers Samråd, Danske Universiteter, Dataetisk Råd, Datatilsynet, De Danske Sprogcentre, DEA, Den uvildige konsulentordning på handicapområdet, Det Centrale Handicapråd, Det Kriminalpræventive Råd, Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig, DJØF, Efterskoleforeningen, Ejendomsforeningen Danmark, Engineer the Future, Erhvervsskolernes ElevOrganisation, Erhvervsskolelederne, Erhvervsstyrelsen - Team Effektiv Regulering, EVA - Danmarks Evalueringsinstitut, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fagligt Fælles Forbund, FGU Danmark, Finans Danmark, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Firmaidrætten, Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Folkeligt Oplysnings Forbund, Fora, Fag og Arbejde, Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge, Foreningen af katolske skoler i Danmark, Foreningen af Kristne Friskoler, Foreningen af forstandere og direktører ved AMU-centrene, Foreningen af Ledere ved Danskuddannelser, Foreningen af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen for Forældre til Elever i Fri- og Privatskoler, Foreningen Frie Fagskoler, Foreningen til gavn for børn og unge, Foreningsfællesskabet Ligeværd, Forhandlingsfællesskabet, Forsikring- og Pension, Forældrenes Landsorganisation, Frie Skolers Lærerforening, Friskolerne, FSR - danske revisorer, Gymnasiernes Bestyrelsesforening, Gymnasieskolernes Lærerforening, HK/Kommunal, HK/Stat, HvorErDerEnVoksen, Idræts- og Fritidsfaciliteter i Danmark, Industriens Fond, Insero, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kraka, Kriminalforsorgen, LandboUngdom, Landbrug & Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Landselevbestyrelsen for det pædagogiske område, Landselevbestyrelsen for social- og sundhedsområdet, Landsforeningen af 10. Klasseskoler i Danmark, Landsforeningen af Ungdomsskoleledere, Landsforeningen for førtidspensionister, Landsforeningen for Socialpædagoger, Landsorganisationen for sociale tilbud, Landsorganisationen Danske Daginstitutioner, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Landssammenslutningen af Foreninger for Selvstændige Børnepassere, Landssamråd for PPR-chefer, Lederne, Ledersamrådet, Lilleskolerne, Liberalt Oplysnings Forbund, Lærernes Centralorganisation, Modstrøm - Foreningen for FGU-elever og unge omkring FGU, Nationalt Center for kompetenceudvikling, Naturvidenskabernes Hus, Netværket for kostafdelinger, OpenDenmark, Operation Dagsværk, Ordblindeforeningen, Plejefamiliernes Landsforening, Private Gymnasier og Studenterkurser, Red Barnet, Rektorkollegiet for de Martime Uddannelser, Rigsrevisionen, Rådet for Børns Læring, Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser, Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet for Socialt Udsatte, Rådet for Voksen og Efteruddannelse, Sammenslutningen af Steinerskoler i Danmark, Sammenslutningen af Unge Med Handicap, Selveje Danmark, Selvejende og private institutioners forening, Sjældne Diagnoser, Skoler og forældre, Skolelederforeningen, SMVdanmark, Socialpædagogernes Landsforbund, STU-alliancen, Studievalg Danmark, Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænd, Tekniq, Udbetaling Danmark, Uddannelsesforbundet, Uddannelseslederne, Uddannelsesrådet for de maritime uddannelser, Ungdomsringen, Ungdomsskoleforeningen, Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening, UU Danmark og Ældre Sagen.

   
12. Sammenfattende skema
  
 
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«)
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Lovforslaget vurderes at indebære merudgifter for kommunerne og staten.
Med aftalen er der afsat en ramme på 4,3 mio. kr. i 2023 6,7 mio. kr. i 2024 samt 5,3 mio. kr. i 2025 og frem til lovforslagets økonomiske konsekvenser.
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Det vurderes, at elevernes ret til at fremsætte et alternativt ønske medfører øget sagsbehandling i kommunerne.
Det forventes dog også, at det forbedrede overblik, som portalen vil give, kan understøtte den kommunale sagsbehandling, herunder dialogen med den unge om relevante tilbud.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Portalen vil gøre det lettere for borgerne at overskue, hvilke uddannelsessteder der udbyder ungdomsuddannelsen.
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Minimumskrav i EU-regulering ikke relevant (sæt X)
JA
NEJ
X


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Lovens titel er lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 28. maj 2019. Titlen afspejler det ønske, der ligger bag loven om at sikre, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der på grund af deres funktionsnedsættelse ikke kan gennemgå det traditionelle ungdomsuddannelsessystem, har et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6926 og 6929.

I kommuner, interesseorganisationer på lovens område og blandt lovens målgruppe anvendes stort set konsekvent forkortelserne STU for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse og STU-loven og ikke (lov om) ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Det foreslås, at lovens titel ændres til lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse og forsynes med populærtitlen (STU-loven), således at titlen bringes i overensstemmelse med den i praksis anvendte sprogbrug.

Med den foreslåede ændring af lovens titel vil der ske en harmonisering med titlerne på lovene om andre ungdomsuddannelser, der indeholder uddannelsens navn og ikke angiver målgruppen for den pågældende uddannelse, som f.eks. lov om de gymnasiale uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 957 af 22. juni 2022 med senere ændringer, og lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 21. juni 2022.

Den foreslåede ændring indebærer ingen ændring af lovens målgruppe, som således fortsat, jf. lovens § 1, stk. 1, jf. stk. 2, vil være unge med særlige behov, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv om den unge modtager specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne dertil. Unge udviklingshæmmede foreslås dog at udgå, jf. de foreslåede ændringer i lovens § 1, stk. 1 og 3, lovforslagets § 1, nr. 3 og 8, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse eller beskæftigelse.

Det foreslås, at ordene eventuelt til i relation til videre uddannelse og beskæftigelse ændres til at give unge med potentiale herfor forudsætninger for videre uddannelse og beskæftigelse. Med den foreslåede formulering skærpes fokus på efterfølgende uddannelse og beskæftigelse for de af de unge, der har potentiale herfor, med henblik på at de i videst muligt omfang kan indgå på arbejdsmarkedet.

Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, ændres ikke ved, at det skal tilstræbes for hele spektret af unge i den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, både dem med potentiale for efterfølgende uddannelse og beskæftigelse og dem med sværere funktionsnedsættelser, at de opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

I § 1, stk. 1 og 3, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov beskrives målgruppen for ungdomsuddannelsen som unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov. Disse regler har været uændret videreført siden lov nr. 564 af 6. juni 2007 om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov og anvendes også i de almindelige og specielle bemærkninger i det bagvedliggende lovforslag jf. henholdsvis Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6925-27 og side 6930.

Betegnelsen udviklingshæmmede afspejler ikke FN's handicapkonventions definition af handicap, hvor et handicap ikke er en (medicinsk) lidelse for den enkelte, men i stedet opstår i mødet med forskellige barrierer i samfundet (det sociale handicapbegreb), jf. konventionens artikel 1, 2. afsnit. Det er heller ikke en tidssvarende måde at omtale mennesker med handicap på.

Af disse grunde finder Børne- og Undervisningsministeriet det rettest, at betegnelsen udviklingshæmmede udgår af § 1, stk. 1 og 3, således at målgruppen for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse fremover foreslås at være unge med særlige behov, respektive Unge med særlige behov.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 4

I § 1, stk. 1, § 2, stk. 4, § 3, stk. 2, 1. pkt., § 7, stk. 1, 1. pkt., § 8, stk. 1, og § 12, stk. 2, 2. pkt., to steder i § 5 a, stk. 2, 1. pkt., og i § 5 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov anvendes betegnelsen ungdomsuddannelsen.

Det foreslås, at denne betegnelse i disse regler erstattes af betegnelsen den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 5

Af § 1, stk. 2, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov fremgår, at ungdomsuddannelsen retter sig mod unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Efter lovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen vurdere og træffe afgørelse om, hvorvidt en ung er i målgruppen for ungdomsuddannelsen.

Det fremgår af bemærkningerne til § 3 i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6930, at det kun er unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en traditionel ungdomsuddannelse med specialpædagogisk støtte, som er omfattet af loven. Det er desuden anført i kapitel 2 i vejledning nr. 9534 af 3. juni 2016 om lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som ændret ved vejledning nr. 10199 af 29. november 2016, at ungdomsuddannelsens målgruppe udelukkende er unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv om der ydes den unge specialpædagogisk støtte eller anden støtte.

Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, præciseres det, at ungdomsuddannelsen retter sig mod unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv om den unge modtager specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Dette har ikke tidligere fundet udtryk i reglen, selv om det i forvejen er en betingelse for, at unge er omfattet af målgruppen for ungdomsuddannelsen. Børne- og Undervisningsministeriet har fundet det hensigtsmæssigt, at det får sprogligt klarere udtryk i lovteksten.

Til nr. 6

I § 1, stk. 2, § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 4, stk. 2, 1. pkt., og § 6, stk. 1 og 2, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov anvendes betegnelsen Ungdomsuddannelsen.

Det foreslås, at denne betegnelse i disse regler erstattes af betegnelsen Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 7

I overskriften til kapitel 2 i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indgår betegnelsen ungdomsuddannelse.

Det foreslås, at denne betegnelse erstattes af betegnelsen den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 8

I lovens § 2, stk. 1, 1. pkt., beskrives målgruppen som Unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov. Denne regel har været uændret videreført siden lov nr. 564 af 6. juni 2007 om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov og anvendes også i de almindelige og specielle bemærkninger i det bagvedliggende lovforslag jf. henholdsvis Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6925-27 og side 6930.

Betegnelsen udviklingshæmmede afspejler ikke FN's handicapkonventions definition af handicap, hvor et handicap ikke er en (medicinsk) lidelse for den enkelte, men i stedet opstår i mødet med forskellige barrierer i samfundet (det sociale handicapbegreb), jf. konventionens artikel 1, 2. afsnit. Det er heller ikke en tidssvarende måde at omtale mennesker med handicap på.

Af disse grunde finder Børne- og Undervisningsministeriet det rettest, at betegnelsen udviklingshæmmede udgår af § 2, stk. 1, 1. pkt., således at målgruppen for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse fremover foreslås at være unge med særlige behov, respektive Unge med særlige behov. Der er hermed tale om en præcisering, og målgruppen er uændret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 9

I § 2, stk. 1, 2. pkt., i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov bruges betegnelsen en 3-årig ungdomsuddannelse efter denne lov.

Det foreslås, at betegnelsen i denne regel erstattes af betegnelsen den 3-årige særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 10

Efter ordlyden af § 2, stk. 2, 1. pkt., i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal tilbuddet gives i forbindelse med undervisningspligtens ophør. Der henvises her til tilbuddet efter lovens § 2, stk. 1, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge omfattet af reglens stk. 1, der er tilmeldt kommunens folkeregister, en 3-årig ungdomsuddannelse efter denne lov.

Det foreslås, at det indføjes, at tilbuddet skal indeholde valgmuligheder for den unge.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede indførelse af den unges mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 11

Det fremgår af § 2, stk. 5, 1. pkt., i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at oprette halvårlige eller helårlige optag af unge på en ungdomsuddannelse.

Det foreslås, at betegnelsen en ungdomsuddannelse erstattes af betegnelsen den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 12

Kommunalbestyrelsen skal i henhold til § 2, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov tilbyde unge, der er i målgruppen for ungdomsuddannelsen, en 3-årig ungdomsuddannelse efter loven. Ungdomsuddannelse skal altid tilrettelægges individuelt ud fra den enkelte unges behov, muligheder og ønsker, og ungdomsuddannelsen skal tilrettelægges med henblik på, at den unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse, jf. lovens § 1, stk. 1. Kommunalbestyrelsens visitationsniveau skal således sikre, at den unge får et tilbud, der matcher vedkommendes behov.

Reglen i lovens § 2, stk. 1, medfører ikke en pligt for kommunalbestyrelsen til at give en ung valgmuligheder mellem forskellige uddannelsessteder. Tilbuddet gives i henhold til lovens § 2, stk. 2, 1. pkt., i forbindelse med undervisningspligtens ophør. Hvis den unge fortsætter undervisningen i folkeskolen, en fri grundskole eller en efterskole m.v., efter undervisningspligtens ophør, gives tilbuddet dog først i forbindelse med denne undervisnings ophør, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt. Den unge kan efter § 2, stk. 3, modtage kommunalbestyrelsens tilbud indtil det fyldte 25. år.

Kommunalbestyrelsens visitationsniveau skal som anført sikre, at uddannelsesforløbet i ungdomsuddannelsen tilrettelægges ud fra den enkelte unges særlige behov og forudsætninger, og uddannelsen skal tilrettelægges med henblik på, at den unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse, jf. lovens § 1, stk. 1. I kommunalbestyrelsens afgørelse om indholdet af ungdomsuddannelsen indgår forskellige procesledende beslutninger om den unges konkrete forløb og om, hvilket uddannelsessted den unge skal have. I beslutningerne indgår faglige vurderinger af den unges behov og de uddannelsesforløb, et uddannelsessted kan tilbyde.

Kommunalbestyrelsen har desuden en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt. Det betyder, at kommunalbestyrelsen inden for rammerne af visitationsniveauet ud over at inddrage faglige hensyn inddrager økonomiske hensyn i sit beslutningsgrundlag ved valg af uddannelsessteder. Hensynet til kommunens økonomi må aldrig stå alene, da kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering af den unges behov sammenholdt med et uddannelsessteds tilbud. Kommunalbestyrelsen må derfor aldrig vælge et uddannelsessted alene ud fra økonomiske overvejelser, og alle tilbud skal matche den unges behov, muligheder og ønsker.

Kommunalbestyrelsen kan som udgangspunkt ikke opfylde pligten til at tilbyde ungdomsuddannelsen ved at henvise en ung til en bestemt institution eller et uddannelsesforløb, der er fælles for alle, jf. kapitel 1 i vejledning nr. 9534 af 3. juni 2016 om lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som ændret ved vejledning nr. 10199 af 29. november 2016. Kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde den unge et forløb, der planlægges individuelt ud fra den unges forudsætninger, behov og interesser, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6929.

Af § 3, stk. 3, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en uddannelsesplan for den unge efter samråd med den unge og forældrene. Det fremgår endvidere af § 4, stk. 2, i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at der ved udarbejdelsen af uddannelsesplanen skal lægges betydelig vægt på den unges og forældrenes ønsker med hensyn til tilrettelæggelsen af ungdomsuddannelsen.

Ungdomsuddannelsen i videst muligt omfang skal tilrettelægges under hensyn til den enkelte unges kvalifikationer, modenhed og interesser, jf. § 4, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Heri ligger ikke en forpligtelse til at give den unge mere end ét tilbud om uddannelsessted.

Den foreslåede regel i § 2 a, stk. 1, vil medføre en pligt for kommunalbestyrelsen til som udgangspunkt at give den unge mulighed for at vælge mellem mindst to uddannelsessteder, når den unge er blevet vurderet at være i målgruppen for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse og bliver tilbudt en 3-årig ungdomsuddannelse efter loven, jf. lovens § 2, stk. 1-3. Pligten til at give den unge mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder gælder således i forbindelse med optagelsen på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Pligten til at give den unge valgmuligheder gælder således ikke i forbindelse med skift af uddannelsessted undervejs i forløbet af ungdomsuddannelsen.

Et uddannelsessted kan have forskellige afdelinger under sig. I forhold til kommunalbestyrelsens forpligtelse er det afgørende, at kommunalbestyrelsen giver den unge mulighed for at vælge mellem flere forskellige uddannelsessteder og ikke blot mellem flere forskellige uddannelsesforløb på ét uddannelsessted, herunder afdelinger under uddannelsesstedet.

Alle valgmuligheder skal efter forslaget matche for den unges behov samt for den unges ønsker og interesser, som disse afdækkes i dialogen om de forskellige valgmuligheder med den unge. Et uddannelsessted, der indgår i kommunalbestyrelsens tilbud, skal som udgangspunkt være registreret på portalen, jf. den foreslåede § 3 b, og bemærkningerne hertil.

Pligten til at give den unge valg mellem flere forskellige uddannelsessteder gælder, jf. den foreslåede § 2 a, stk. 2, ikke, hvor kommunalbestyrelsen efter dialogen med den unge, jf. stk. 1, vurderer, at den unge har behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud, som efter kommunalbestyrelsens vurdering alene kan opfyldes af ét uddannelsessted, uden at det vil indebære urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge. Hvis kommunalbestyrelsen har eller kan etablere samarbejde med et eller flere uddannelsessteder, der kan give den unge et tilbud, der matcher den unges behov, og som ikke vil indebære urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge, har kommunalbestyrelsen pligt til at give den unge tilbud om mindst to forskellige uddannelsessteder.

Ved ekstraordinært specialiseret tilbud forstås, at uddannelsesstedet skal kunne give den unge et tilbud, der efter kommunalbestyrelsens vurdering matcher den unges behov, som efter kommunalbestyrelsens vurdering skal være ekstraordinært specialiserede. Herved forstås, at den unge har omfattende og komplekse kognitive og/eller fysiske funktionsnedsættelser, der kræver særlige fysiske rammer og særlige personalemæssige kompetencer.

Ved en urimelig lang befordrings- eller ventetid forstås, at befordrings- eller ventetiden er så lang, at den efter kommunalbestyrelsens faglige skøn efter dialog med den unge har en negativ indvirkning på den unges mulighed for at følge ungdomsuddannelsen og for at opretholde en hverdag ved siden af sin ungdomsuddannelse. I det foreslåede ligger endvidere, at kommunalbestyrelsen i sit faglige skøn skal vurdere, om befordrings- eller ventetiden vil blive så lang, at den unge vil blive belastet unødigt fysisk eller psykisk i forhold til sine funktionsnedsættelser. Der skal således foretages en konkret og individuel vurdering af den unges behov set i forhold til de givne transportmuligheder og de givne uddannelsessteder.

Findes der ikke, uden at det efter kommunalbestyrelsens vurdering efter dialog med den unge indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge, et uddannelsessted med et tilbud, der lever op til disse krav, vil kommunalbestyrelsen med det foreslåede ligesom i dag være forpligtet til at give den unge et tilbud om ungdomsuddannelsen, der matcher den unges behov.

Kommunalbestyrelsen skal inddrage både kommunens egne og andre kommuners uddannelsessteder samt private uddannelsessteder i vurderingen af, om det er muligt at give den unge mere end ét tilbud.

Det foreslås i § 2 a, stk. 3, at der sker en lovfæstelse af gældende uskreven ret, så det tydeligt kommer til at fremgå, at kommunalbestyrelsens beslutning om uddannelsessted træffes på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn, og at dette kan medføre, at kommunalbestyrelsen kun har pligt til at tilbyde den unge ét uddannelsessted, der matcher den unges behov, fordi andre uddannelsessteder, der måtte matche den unges behov, er uforholdsmæssigt dyrere. Herved forstås, at de to uddannelsessteder prismæssigt skal ligge på niveau, når ses på de samlede udgifter, herunder til f.eks. befordring og botilbud. Der ligger således ikke heri at krav om, at der slet ikke må være prisforskel. I kommunalbestyrelsens vurdering skal indgå en konkret og individuel vurdering af den unges behov, relevante uddannelsessteder, der kan matche den unges behov, og en prissammenligning af de pågældende tilbud.

Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen inden for rammerne af visitationsniveauet kan inddrage økonomiske hensyn i sit beslutningsgrundlag ved valg af tilbud om uddannelsessteder. Hensynet til kommunens økonomi må aldrig stå alene, da kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering af den unges behov sammenholdt med uddannelsesstedets tilbud. Kommunalbestyrelsen må derfor aldrig give tilbud om uddannelsessted alene ud fra økonomiske overvejelser. Kommunalbestyrelsen har med det foreslåede ikke pligt til at oprette et nyt uddannelsessted for at kunne give den unge flere uddannelsessteder at vælge imellem i de tilfælde, hvor kun ét uddannelsessted matcher den unges behov.

Hvis der ikke i området findes et uddannelsessted, der kan etablere et tilbud, der matcher den unges behov, vil kommunalbestyrelsen med det foreslåede ligesom i dag være forpligtet til at give den unge et tilbud om ungdomsuddannelsen, der matcher den unges behov.

Det er således ikke med det foreslåede hensigten at indføre en indskrænkning i kommunalbestyrelsens forpligtelse til at give den unge et tilbud, der matcher den unges behov samt for den unges ønsker og interesser. Omvendt er det heller ikke hensigten, at kommunalbestyrelsen med den foreslåede regel om valgmulighed mellem flere uddannelsessteder forpligtes til at give den unge et tilbud om et uddannelsessted, hvor transportforholdene i sig selv gør det nødvendigt at give den unge et botilbud, som den unge ellers ikke har behov for, og som kommunalbestyrelsen ellers ikke ville have givet den unge.

Kommunalbestyrelsens procesledende beslutning om, hvilket uddannelsessted den unge skal tildeles, her forstået som beslutning om, hvorvidt den unge skal have valgmuligheder, er ligesom beslutning efter den gældende lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov om, hvilket uddannelsessted den unge skal have, et delelement i kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvilket indhold den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse skal have for den unge.

Såfremt den unges ønske ikke imødekommes, vil dette skulle begrundes i henhold til forvaltningslovens regler herom. Kommunalbestyrelsens afgørelse om indholdet af ungdomsuddannelsen vil ligesom efter den gældende lov og Ankestyrelsens praksis kunne behandles som led i klage over afgørelsen til Klagenævnet for Specialundervisning i medfør af § 12, stk. 2, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Klagenævnet fortolker muligheden for at klage over afgørelser om indholdet af ungdomsuddannelsen sådan, at nævnet kan tage stilling til, om de enkelte dele af den tilbudte ungdomsuddannelse tilgodeser den unges behov, jf. nævnets K-meddelelse nr. 17 af 30. november 2011. Kommunalbestyrelsens procesledende beslutning om ikke at give den unge to tilbud vil ligesom kommunalbestyrelsens andre beslutninger om indholdet af ungdomsuddannelsen kunne påklages til Klagenævnet for Specialundervisning som led i afgørelsen om indholdet.

Efter den foreslåede § 2 b, stk. 1, vil den unge få mulighed for at fremlægge et alternativt forslag til de tilbud, kommunalbestyrelsen har fremsat, fordi der i højere grad end i dag skal lægges vægt på den unges ønske. Denne mulighed gælder også for en ung med behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud.

Med det foreslåede får den unge muligheden efter at være blevet vurderet at være i målgruppen for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse tilbudt en 3-årig ungdomsuddannelse efter loven, jf. lovens § 2, stk. 1-3. Pligten til at give den unge mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder gælder således i forbindelse med optagelsen på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse og er en del af den afgørelse, som kommunalbestyrelsen træffer om den unges optagelse. Pligten gælder således ikke i forbindelse med skift af uddannelsessted undervejs i forløbet af ungdomsuddannelsen.

Kommunalbestyrelsen vil med det foreslåede som udgangspunkt få pligt til at imødekomme den unges ønske om det alternative uddannelsessted, hvis dette uddannelsessted er registreret på portalen. Kommunalbestyrelsen kan vælge at imødekomme den unges ønske om det alternative uddannelsessted, selv om uddannelsesstedet ikke i forvejen er registreret på portalen, hvis kommunalbestyrelsen indgår en kvalitetsaftale med tilbuddet, og uddannelsesstedet inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat frist registrerer sig på portalen, jf. den foreslåede § 3 b.

Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at imødekomme den unges ønske om det alternative tilbud, hvis kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge vurderer, at tilbuddet matcher den unges behov, herunder den unges behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud, muligheder og ønsker, og at tilbuddet ikke indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

Herudover må prisen for det alternative tilbud efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke i uforholdsmæssig grad overstige prisen for kommunalbestyrelsens tilbud. Herved forstås, at de to uddannelsessteder prismæssigt ligger på niveau. Der ligger således ikke heri et krav om, at der slet ikke må være prisforskel.

I prissammenligningen kan f.eks. indgå generelle udgifter som driftsudgifter til bygninger og løn til personale (både undervisere/pædagoger og administrativt personale), udgifter til selve undervisningen (undervisningsmaterialer, it-udstyr, omkostninger til ekskursioner der indgår som en del af undervisningen) og befordring, jf. § 10, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. §§ 14-16 i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, hvis den unge vælger et tilbud, der ligger langt fra bopælen. Udgifter til botilbud kan indgå i prissammenligningen.

Såfremt kommunalbestyrelsens tilbud er et af kommunens egne tilbud, vil det foreslåede medføre, at prissammenligningen, hvad angår kommunalbestyrelsens tilbud, skal omfatte kommunens driftsudgifter for det konkrete tilbud. For øvrige tilbud, som ikke er kommunens egne, vil udgangspunktet være, at prissammenligningen kan basere sig på taksten for det pågældende forløb under hensyntagen til, hvad den indeholder af konkrete ydelser.

Kommunalbestyrelsens procesledende beslutning om, hvilket uddannelsessted den unge skal tildeles, her forstået som beslutning om, hvorvidt den unge skal have imødekommet sit alternative forslag, er ligesom beslutning efter den gældende lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov om, hvilket uddannelsessted den unge skal have, et delement i kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvilket indhold den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse skal have for den unge.

Såfremt den unges ønsker ikke imødekommes, vil dette skulle begrundes i henhold til forvaltningslovens regler herom. Kommunalbestyrelsens afgørelse om indholdet, herunder beslutningen vedrørende det alternative tilbud, vil ligesom efter den gældende lov og Ankestyrelsens praksis kunne behandles som led i klage over indholdet af den afgørelse til Klagenævnet for Specialundervisning i medfør af § 12, stk. 2, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Klagenævnet fortolker dette sådan, at nævnet kan tage stilling til, om de enkelte dele af den tilbudte ungdomsuddannelse tilgodeser den unges behov, jf. nævnets K-meddelelse nr. 17 af 30. november 2011. Kommunalbestyrelsens procesledende beslutning om ikke at imødekomme den unge ønske om et alternativt uddannelsessted vil således ligesom kommunalbestyrelsens andre beslutninger om indholdet af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse kunne påklages til Klagenævnet for Specialundervisning som et led i afgørelsen om indholdet.

Den foreslåede bemyndigelse i § 2 b, stk. 2, er en uændret videreførelse af den eksisterende bemyndigelse i § 3, stk. 4, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov til at fastsætte regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af tilbud, jf. herom i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11. Bemyndigelsen giver som hidtil mulighed for at fastsætte regler om inddragelse af den unge og forældrene. Der vil i medfør af bemyndigelsen kunne fastsættes regler om eksempelvis forældreinddragelse i kommunalbestyrelsens dialog med den unge om, hvilken valgmulighed der er den bedste for den unge, jf. den foreslåede § 2 a, stk. 1, og om forældreinddragelse i kommunalbestyrelsens dialog med den unge om forløbsplanen, jf. den foreslåede § 4 a, stk. 1.

Det bemærkes herved, at den unge kan modtage kommunalbestyrelsens tilbud indtil det fyldte 25. år, jf. § 2, stk. 4, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, og at en ung, der får tilbud om ungdomsuddannelsen, således ikke nødvendigvis vil være under 18 år og dermed under forældremyndighed efter § 1 a i forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020 som ændret ved lov nr. 2215 af 29. december 2020. Målgruppen for ungdomsuddannelsen, som efter lovens § 1, stk. 1, er unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, indebærer imidlertid, at en ung kan have behov for, at forældrene inddrages, selv om den unge er fyldt 18 år, og selv om der ikke er skønnet at være behov for at iværksætte værgemål i henhold til § 5, stk. 1, i værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1122 af 28. maj 2021, som ændret ved lov nr. 569 af 10. maj 2022. Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at forældrene inddrages i de tilfælde, hvor den unges særlige behov nødvendiggør dette. I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen kun er i kontakt med den ene af forældrene, vil kommunalbestyrelsen være berettiget til at lægge til grund, at denne forælder er bemyndiget til at handle på begge forældres eller forældremyndighedsindehaverens vegne.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Efter § 3, stk. 2, 1. pkt., i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov træffer kommunalbestyrelsen efter samråd med den unge og forældrene afgørelse om, hvorvidt den unge kan optages på ungdomsuddannelsen.

Efter lovens § 7, stk. 2, træffer kommunalbestyrelsen efter samråd med den unge og forældrene afgørelse om, hvor stor en andel af det årlige timetal, der for den enkelte unge skal anvendes til praktiske aktiviteter, herunder praktik.

Det foreslås, at samråd ændres til det mere nutidige dialog i § 3, stk. 2, 1. pkt., og i § 7, stk. 2. Der er dermed tale om en rent sproglig ændring.

Det foreslås desuden, at kravet om, at forældrene skal inddrages, udgår. Der henvises herved til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 12.

Til nr. 14

Efter § 3, stk. 3, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal kommunalbestyrelsen efter samråd med den unge og forældrene udarbejde en individuel uddannelsesplan, herunder om uddannelsen eventuelt skal indledes med et afklaringsforløb efter 4, stk. 2.

Efter § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med et eventuelt afklaringsforløb sammen med den unge og forældrene udarbejde en individuel uddannelsesplan, som indeholder en oversigt over de aktiviteter, herunder vejledningssamtaler og praktikophold, som den unge skal tilbydes.

Efter § 4, stk. 3, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor der ikke indgår et afklaringsforløb i uddannelsen, i samarbejde med den unge og forældrene efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter lovens § 3, stk. 1, dvs. kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvorvidt den unge er i målgruppen for loven, udarbejde den endelige uddannelsesplan.

Det fremgår af lovens § 4, stk. 4, at kommunalbestyrelsen efter behov og mindst én gang årligt skal justere uddannelsesplanen, mens børne- og undervisningsministeren med § 4, stk. 5, bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om uddannelsesplanen, herunder en plan for undervisningen.

Den foreslåede ophævelse af § 3, stk. 3, § 4, stk. 2, 2. pkt., og § 4, stk. 3-5, er en konsekvens af den foreslåede § 4 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 15

Lovens § 3, stk. 4, indeholder en bemyndigelse til børne- og undervisningsministeren til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af tilbud om ungdomsuddannelsen, herunder om inddragelse af den unge og forældrene, skriftlighed ved fremsættelsen af tilbuddet og tidsforløbet for fremsættelse af tilbuddet. Af bemærkningerne til reglen, der efter lovforslaget var stk. 3, fremgår det af Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6930, at bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for undervisningsministeren til at fastsætte regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af tilbud om ungdomsuddannelsen m.v., hvis der skulle vise sig et behov herfor, og at der desuden vil kunne fastsættes retningslinjer for inddragelse af den unge og forældrene eller værgen i forbindelse med tilbuddet, skriftlighed ved fremsættelsen af tilbuddet og tidsforløbet for fremsættelsen af tilbuddet.

Bemyndigelsen er udnyttet til at fastsætte regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af tilbuddet til den unge og inddragelse af forældrene i § 3, § 4, § 6, stk. 2 og 3, samt § 9, stk. 2, i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov.

Det foreslås, at lovens § 3, stk. stk. 4, ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 3, stk. 4, er en konsekvens af den foreslåede § 2 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne til dertil.

Til nr. 16

Ophævelse af § 3 a

Det fremgår af § 3 a i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at kommunalbestyrelsen kan bemyndige en offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage en eller flere opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen, idet bemyndigelse til at træffe forvaltningsafgørelser i enkeltsager dog ikke kan gives til en selvejende institution eller en privat virksomhed.

Reglen i § 3 a blev indsat ved lov nr. 612 af 20. juni 2013. Det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 4, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 213 som fremsat, side 17, at bestemmelsen er indsat for at give kommunalbestyrelsen mulighed for at bemyndige en offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller privat virksomhed til at varetage vejledningsopgaver, der efter den dagældende lov om en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov påhvilede Ungdommens Uddannelsesvejledning. Derved kom loven til at følge vejledningsloven, jf. § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 671 af 21. juni 2010 af lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. En regel svarende til vejledningslovens § 9, stk. 2, findes i dag i § 13, stk. 3, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1393 af 5. oktober 2022.

Ved lov nr. 746 af 8. juni 2018 om ændring af lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. (Kommunal indsats for unge under 25 år) blev denne lovs titel ændret til Lov om kommunal indsats for unge under 25 år. Betegnelsen Ungdommens Uddannelsesvejledning udgik overalt i loven og blev erstattet af betegnelsen kommunalbestyrelsen eller Kommunalbestyrelsen, fordi det hidtil gældende krav om, at kommunalbestyrelsen skulle organisere den kommunale ungeindsats i form af Ungdommens Uddannelsesvejledning, udgik, og reglen i § 9, stk. 2, blev ophævet. Der henvises herved til de specielle bemærkninger til denne ændringslovs § 1, nr. 3, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 201 som fremsat, side 15.

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indeholder i dag ikke vejledningsopgaver af den art, som tidligere påhvilede Ungdommens Uddannelsesvejledning, og som i dag varetages af kommunalbestyrelsen i medfør af lov om kommunal indsats for unge under 25 år. Begrundelsen for at have § 3 a i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, svarende til reglen i § 13, stk. 3, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1393 af 5. oktober 2022, er således ikke længere aktuel og har ikke været det siden 1. august 2019, hvor lov nr. 746 af 8. juni 2018 trådte i kraft, jf. dennes § 2, stk. 1.

Det foreslås på denne baggrund, at § 3 a ophæves.

Affattelse af ny § 3 a

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indeholder ikke nogen forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at orientere om ungdomsuddannelsen på kommunens hjemmeside, herunder ikke til at orientere om processen for visitation til ungdomsuddannelsen, sammensætningen af et eventuelt visitationsudvalg eller proces for opfølgning på uddannelsesforløbene.

Efter § 1, stk. 1, i lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 20. juni 2018, skal oplysninger om undervisning, uddannelser, skoler og uddannelsesinstitutioner være offentligt tilgængelige på internettet. Det fremgår desuden af pkt. 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4490, at det for alle skoler og uddannelsesinstitutioner skal være obligatorisk at udarbejde hjemmesider, hvor alle relevante informationer til belysning af uddannelserne og undervisningens kvalitet indgår. Denne lov gælder, jf. dens § 1, stk. 2, for undervisning, der er reguleret ved eller i henhold til lov. Det angives i bemærkningerne til § 1, stk. 2, at loven skal omfatte alle uddannelsesområder og niveauer, hvor der er fastsat regler om undervisningens mål, indhold eller bedømmelsesmåde ved eller i henhold til lov, og at loven for Undervisningsministeriets vedkommende vil omfatte undervisning i folkeskolen og alle lovregulerede uddannelser, jf. Folketingstidende 2001, 2. samling, tillæg A, L side 4492-4493.

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov trådte i kraft den 1. august 2007, og ungdomsuddannelsen er derfor ikke nævnt i opremsningen af det daværende undervisningsministeriums uddannelser i bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 2, men ungdomsuddannelsen er reguleret ved og i henhold til lov, og oplysninger om uddannelsen skal være offentligt tilgængelige på internettet, jf. § 1, stk. 1, i lov om gennemsigtighed og åbenhed m.v.

Opgaver, som efter lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. påhviler skoler og uddannelsesinstitutioner, påhviler i henhold til lovens § 3 kommunalbestyrelsen for de uddannelser og den undervisning, som udbydes på og varetages af kommunernes skoler og uddannelsesinstitutioner. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger til denne regel, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, L side 4495-4496, at det er "skoleejerne", der har pligten til at lægge oplysninger på internettet, og at det f.eks. betyder, at pligten påhviler kommunalbestyrelsen for folkeskolens vedkommende og bestyrelsen, såfremt der er tale om en selvejende institution. Videre fremgår det, at det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, om den enkelte skole eller institution skal lægge sine oplysninger på kommunens hjemmeside eller internetportal som en fælles indgang til alle kommunens skoler og institutioner.

Ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov er kendetegnet ved, at det ikke som normalt på Børne- og Undervisningsministeriets område er afgrænset ved lov, hvilke uddannelsessteder der kan udbyde og varetage ungdomsuddannelsen, og ungdomsuddannelsen udbydes derfor ikke alene på en kommunes egne institutioner eller skoler. Det er Børne- og Undervisningsministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsen som ansvarlig for ungdomsuddannelsen har ansvaret for at sikre, at de oplysninger, der i henhold til § 2 i lov om gennemsigtighed og åbenhed m.v. skal ligge på kommunens eller institutionens hjemmeside, også lægges på en af disse hjemmesider i de tilfælde, hvor ungdomsuddannelsen udbydes på en institution eller et uddannelsessted, der ikke er kommunens egen eller eget. Dette gælder dog ikke, hvor institutionen eller uddannelsesstedet hører under en anden kommunalbestyrelse eller er en selvejende institution med egen bestyrelse, idet forpligtelsen til at lægge de i § 2, stk. 1, i lov om gennemsigtighed og åbenhed m.v. nævnte oplysninger på hjemmesiden da påhviler den anden kommunalbestyrelse eller bestyrelsen for den selvejende institution.

En kommunalbestyrelse eller en selvejede institutions bestyrelse er efter § 2 i lov om gennemsigtighed og åbenhed m.v. blandt andet forpligtet til på hjemmesiden at oplyse om ungdomsuddannelsen, uddannelsesstedets værdigrundlag, pædagogiske praksis og indsatsområder samt om elevers fuldførelse og frafald, overgangsfrekvens til anden uddannelse og overgangsfrekvens til beskæftigelse.

Det foreslås med § 3 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen herudover forpligtes til på kommunens hjemmeside at oplyse om processen for en ungs overgang fra ungdomsuddannelsen til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter, jf. herved den foreslåede regel i § 9 om ressourcepapir, møde og uddannelsesbevis. Endvidere foreslås det, at kommunalbestyrelsen får pligt til at oplyse om, hvordan visitationsprocessen er tilrettelagt i kommunen, herunder hvorvidt kommunalbestyrelsen har nedsat et visitationsudvalg, og hvordan dette udvalg i givet fald er sammensat. Kommunalbestyrelsen vil med det foreslåede desuden blive forpligtet til på hjemmesiden at oplyse, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer sig, at et uddannelsessted lever op til lovgivningens og kvalitetsaftalens krav til varetagelse af opgaven.

Yderligere vil kommunalbestyrelsen med den foreslåede regel blive forpligtet til at orientere om processen for at blive optaget på ungdomsuddannelsen, hvilket indebærer pligt til at oplyse om målgruppevurdering og muligheden for at vælge mellem flere uddannelsessteder samt for at fremsætte ønske om et alternativt uddannelsessted. For så vidt angår det alternative uddannelsessted vil den foreslåede ikrafttrædelsesregel i lovforslagets § 2, stk. 2, hvorefter den unges ret til at fremsætte et alternativt forslag først træder i kraft den 1. januar 2025, medføre, at kommunalbestyrelsens pligt til at informere herom først træder i kraft samtidig.

Efter den foreslåede bemyndigelse i § 3 b, stk. 2, kan børne- og undervisningsministeren fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens forpligtelse til på hjemmesiden at orientere om visitationsprocessen og opfølgningsprocessen samt om, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer sig, at et uddannelsessted lever op til lovgivningens og kvalitetsaftalens krav til varetagelse af opgaven.

Det bemærkes i øvrigt, at ungdomsuddannelsen er en kommunal opgave, og kommunalbestyrelsen har derfor ansvaret for, hvordan opgaven varetages, herunder for at sikre sig at andre aktørers udførelse af opgaven lever op til lovens og kvalitetsaftalens krav. Dette betegnes i praksis ofte, men ikke retvisende, som kommunalbestyrelsens pligt til at føre tilsyn med et uddannelsessted, som kommunalbestyrelsen har indgået aftale med. Det er ikke hensigten, at kommunalbestyrelsens opgave med at sikre sig, at uddannelsesstedet lever op til lovgivningens og kvalitetsaftalens krav til varetagelse af opgaven, skal udvides i forhold til den forpligtelse, kommunalbestyrelsen har i dag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 17

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indeholder ikke krav om en portal, hvor de unge kan orientere sig om, hvilke tilbud der findes på ungdomsuddannelsens område.

Det følger af den foreslåede § 3 b, stk. 1, at der skal etableres en national, dvs. landsdækkende, virtuel portal, der drives af Styrelsen for It og Læring. Formålet hermed er at give den unge et overblik over de uddannelsessteder, der udbyder ungdomsuddannelsen.

Det foreslås i § 3 b, stk. 2, at børne- og undervisningsministeren kan bemyndige en offentlig institution, en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage opgaver efter § 3 a, stk. 1. Det vil i givet fald skulle ske under iagttagelse af de udbudsretlige regler, bortset fra de tilfælde, hvor opgaverne efter de almindelige udbudsretlige regler kan indkøbes eller anskaffes uden udbud.

Det foreslåede § 3 b, stk. 2, vil indebære, at børne- og undervisningsministeren vil kunne delegere samt evt. konkurrenceudsætte varetagelsen af opgaverne efter den foreslåede regel til en selvejende institution eller en privat virksomhed. Det vurderes, at dét at udvikle og drifte en portal som portalen er en myndighedsopgave. Ekstern delegation af en myndighedsopgave kræver hjemmel. Den foreslåede hjemmel vil alene indebære, at børne- og undervisningsministeren kan delegere varetagelsen af opgaver efter § 3 b, stk. 1, til andre enheder. Det vil følge af de udbudsretlige regler, om børne- og undervisningsministeren er forpligtet til sende en eller flere af opgaverne i udbud. Dertil kommer forpligtelsen for en myndighed efter cirkulære nr. 9269 af 31. marts 2016 om udbud af statslige drifts- og anlægsopgaver til med passende mellemrum at gennemgå sin opgaveportefølje med henblik på at identificere opgaver, der er udbudsegnede. Det bemærkes, at udbudsloven i givet fald vil finde anvendelse for den foreslåede ordning, og at der, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, vil være klageadgang til Klagenævnet for Udbud vedrørende håndhævelse af udbudsloven og regler udstedt i medfør heraf, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, i lov om Klagenævnet for Udbud, jf. lovbekendtgørelse nr. 593 af 02. juni 2016.

Det foreslåede § 3 b, stk. 2, vil indebære og sikre, at børne- og undervisningsministeren med henblik på en effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne vil kunne delegere varetagelsen af opgaver efter § 3 b, stk. 1, til andre enheder. Styrelsen for It og Lærings opgave i henhold til § 3 b, stk. 1, med at modtage de uploadede oplysninger fra uddannelsesstederne vil ikke kunne delegeres til andre enheder.

Det foreslås i § 3 c, stk. 1, at et uddannelsessted, der udbyder ungdomsuddannelsen, elektronisk skal registre sig og uploade en række oplysninger på portalen til Styrelsen for It og Læring til brug for opfyldelse af formålet med portalen, jf. den foreslåede § 3 a, stk. 1. Det er Styrelsen for It og Læring, der vil skulle udvikle og drifte portalen.

Det følger af den foreslåede § 3 c, stk. 2, at uddannelsesstedet får pligt til på portalen at uploade eventuelle tilsynsrapporter om uddannelsesstedet fra den eller de kommunalbestyrelser, uddannelsesstedet har indgået kvalitetsaftale med. Videre foreslås det, at uddannelsesstedet skal uploade oplysninger om uddannelsesstedets navn og adresse, virksomhedsform, CVR-nummer og eventuelle p-nummer, uddannelsesstedets målgruppe eller målgrupper, de praktikmuligheder, uddannelsesstedet kan tilbyde, samt relevant enhedspris for typiske uddannelsesforløb på uddannelsesstedet.

Oplysningerne om uddannelsesstedets navn og adresse, virksomhedsform, CVR-nummer og eventuelle p-nummer kan automatisk hentes fra CVR - Det Centrale Virksomhedsregister samt løbende opdateres herfra.

Den foreslåede § 3 c, stk. 3, indebærer, at et uddannelsessted får pligt til at uploade den eller de kvalitetsaftaler, som uddannelsesstedet har indgået med en kommunalbestyrelse, på portalen. Det er en betingelse for, at et uddannelsessted kan registreres på portalen, at uddannelsesstedet uploader mindst én kvalitetsaftale. Betingelsen i § 3 b, stk. 3, vil efter forslaget ikke gælde for en kommunes egne uddannelsessteder, dvs. at et uddannelsessted, der hører under en given kommunalbestyrelse, ikke er omfattet af kravet om kvalitetsaftaler i forhold til denne kommunalbestyrelse. Der henvises herom til den foreslåede regel i § 5, stk. 2, 2. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 24. Et uddannelsessted vil skulle uploade eventuelle yderligere kvalitetsaftaler, som uddannelsesstedet har indgået.

Med den foreslåede § 3 b, stk. 4, får børne- og undervisningsministeren mulighed for at kunne fastsætte nærmere regler om indholdet af portalen, herunder om frist for registrering og for at uploade oplysninger på portalen og om pligt til at ajourføre oplysninger. Yderligere krav om oplysninger som eksempelvis uddannelsesstedets mulighed for at håndtere medicin, og om hvorvidt uddannelsesstedet har et elevråd, forventes i medfør af bemyndigelsen i § 3 c, stk. 4, fastsat efter høring af relevante interessenter på ungdomsuddannelsens område.

Endvidere forventes der fastsat krav om, at portalen skal indeholde et link til Klagenævnet for Specialundervisnings hjemmeside og en vejledning om mulighederne for at klage dertil. Det forventes angivet i vejledning om lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at oplysningerne på portalen bør skrives i et klart og forståeligt sprog.

I § 3 d foreslås det, at kommunalbestyrelsen alene kan indgå kvalitetsaftale med et registreret uddannelsessted eller et uddannelsessted der inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat frist registrerer sig på portalen. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 24, for så vidt angår kommunens egne uddannelsessteder, der er undtaget for kravet om kvalitetsaftale, men som dog skal registrere sig på portalen.

Det er som udgangspunkt ikke er hensigten, at der på portalen skal behandles hverken almindelige eller følsomme personoplysninger.

Der foreligger dog en særlig situation, for så vidt angår uddannelsessteder, der er enkeltmandsejede virksomheder. I de tilfælde hvor et uddannelsessted, der er en enkeltmandsejet virksomhed, registrerer sig og uploader oplysninger på portalen, kan der være tale om videregivelse af personoplysninger, idet oplysninger om identificerbare enkeltmandsejede virksomheder er personoplysninger i databeskyttelsesforordningens forstand. Desuden vil virksomhedsoplysninger, der kan identificere enkeltpersoner, generelt falde ind under forordningens område. Eksempler på sådanne oplysninger kan være kontaktoplysninger som navn og telefonnummer m.v., som vil være almindelige oplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6. Da der er tale om myndighedsudøvelse, vil behandlingen af de personhenførbare oplysninger kunne rummes inden for artikel 6, stk. 1, litra e.

Behandlingen af personoplysninger, som den foreslåede §§ 3 b og 3 c vil foranledige for Styrelsen for It og Læring vil i øvrigt skulle ske inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og -loven.

Styrelsen for It og Læring vil efter det foreslåede ikke skulle godkende uddannelsesstederne, der registrer sig, eller føre tilsyn med de oplysninger, som uddannelsesstederne uploader på portalen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt til lovforslagets § 1, nr. 24 og 25, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt til lovforslagets § 1, nr. 24-25, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 18

I overskriften til kapitel 3 i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indgår betegnelsen Ungdomsuddannelsens.

Det foreslås, at denne betegnelse erstattes af betegnelsen Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 19

Efter § 3, stk. 3, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal kommunalbestyrelsen efter samråd med den unge og forældrene udarbejde en individuel uddannelsesplan, herunder om uddannelsen eventuelt skal indledes med et afklaringsforløb efter § 4, stk. 2. Det fremgår af Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6926, at der i uddannelsesplanen skal sigtes mod progression i den enkelte unges udvikling, og at der skal fokuseres på den unges potentialer i forhold til eventuel videre uddannelse og/eller beskæftigelse.

Efter lovens § 4, stk. 2, 2. pkt., skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med et eventuelt afklaringsforløb sammen med den unge og forældrene udarbejde en individuel uddannelsesplan, som indeholder en oversigt over de aktiviteter, herunder vejledningssamtaler og praktikophold, som den unge skal tilbydes.

Efter lovens § 4, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen i tilfælde, hvor der ikke indgår afklaringsforløb i uddannelsen, i samarbejde med den unge og forældrene efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 3, stk. 1, udarbejde den endelige uddannelsesplan.

I medfør af lovens § 4, stk. 5, fastsætter undervisningsministeren regler om indholdet af uddannelsesplanen, herunder en plan for undervisningen. Denne bemyndigelse fandtes i lov nr. 564 af 6. juni 2007 om særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse i § 4, stk. 4, som ved lov nr. 612 af 12. juni 2013 blev ændret til 4, stk. 5.

Af bemærkningerne til lovforslaget bag lov nr. 564 af 6. juni 2007 fremgår det, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6931, at der i en bekendtgørelse vil blive fastsat regler om uddannelsesplanen. Det vil blandt andet komme til at fremgå af bekendtgørelsen, at uddannelsesplanen skal indeholde en almendannende del, en specifikt målrettet del og en praktisk del, og at den almendannende del især skulle rette sig mod den sociale og personlige udvikling kombineret med samfundsfag. Om den specifikt målrettede del fremgik det, at den skulle støtte udviklingen af den unges interesser og evner og særlige færdigheder. Den praktiske del skulle give den unge lejlighed til at udvikle og afprøve sine muligheder og kompetencer uden for det undervisningsmæssige miljø. Uddannelsesforløbet skulle således sikre, at den unges muligheder for beskæftigelse og fortsat uddannelse blev afklaret og udviklet med henblik på et så selvstændigt voksenliv som muligt.

Af bemærkningerne til lovforslaget bag lov nr. 612 af 12. juni 2013 fremgår det, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, side 17, at den ændrede nummerering er en konsekvensændring af indsættelsen af et nyt stk. 2 i lovens § 4.

Bemyndigelsen i lovens § 4, stk. 5, er blevet udmøntet i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Det følger af bekendtgørelsens §§ 4, stk. 2-3, at der skal udarbejdes en individuel uddannelsesplan i samarbejde med den unge og forældrene, og at der ved udarbejdelsen af uddannelsesplanen skal lægges betydelig vægt på den unges og forældrenes ønsker med hensyn til tilrettelæggelsen af ungdomsuddannelsen. Af bekendtgørelsens § 7, stk. 2-3, fremgår det, at uddannelsesplanen skal indeholde en beskrivelse af den unges uddannelsesforløb, herunder en plan for undervisningen og eventuelt vejledning om gennemførelse af uddannelsens delelementer, jf. § 8, samt beskrivelse af træning, praktik m.m. Uddannelsesplanen skal endvidere indeholde en beskrivelse af målene for hele uddannelsen. Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 4, skal uddannelsesplanen indeholde en beskrivelse af, hvordan progressionen i uddannelsen er tilrettelagt. Det har efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, jf. § 7, stk. 1, betydning for uddannelsesplanen, om uddannelsesforløbet indledes med et afklaringsforløb. Desuden følger nærmere krav om beskrivelse af den unges personlige, sociale og faglige kompetencer, af progressionsmål og status herfor for hvert af de tre uddannelsesår af bekendtgørelsens bilag 1.

Efter lovens § 7, stk. 4, skal uddannelsesplanen indeholde en beskrivelse af, hvordan progressionen i uddannelsen er tilrettelagt.

Af ordensmæssige hensyn foreslås det, at reglerne om pligten til at udarbejde forløbsplanen, herunder eventuel justering af denne efter et eventuelt afklaringsforløb, samles i § 4 a, stk. 1-3.

Den foreslåede § 4 a, stk. 1, vil videreføre kravet om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en individuel plan for den unges forløb, blive videreført, men i justeret form. Kravet har hidtil fremgået af § 3, stk. 3. For en ung, der er optaget på ungdomsuddannelsen, vil kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge skulle udarbejde en individuel forløbsplan. Kommunalbestyrelsen vil ligeledes skulle tage stilling til, om ungdomsuddannelsen skal indledes med et afklaringsforløb.

Terminologien foreslås således ændret fra uddannelsesplan til forløbsplan. Dermed tilsigtes det at tydeliggøre, at der er tale om en plan for den unges forløb af ungdomsuddannelsen og ikke den uddannelsesplan, som alle unge skal have fra udgangen af grundskolen efter lov om kommunal indsats for unge under 25 år. En uddannelsesplan efter lov om kommunal ungeindsats er til forskel fra en forløbsplan en mere overordnet og langsigtet plan frem mod uddannelse og eventuelt beskæftigelse.

Det foreslåede skal ses i lyset af, at lovens § 4, stk. 2, 2. pkt., ophæves og erstattes af § 4 a, stk. 2, hvorefter indholdet i og tilrettelæggelsen af den unges uddannelsesforløb vil skulle fastlægges i en individuel forløbsplan.

Med den foreslåede § 4 a, stk. 2, vil indholdet i og tilrettelæggelsen af den unges uddannelsesforløb blive fastlagt i forløbsplanen. Forløbsplanen vil med forslaget ligesom den hidtidige uddannelsesplan skulle indeholde en oversigt over de aktiviteter, herunder praktikophold, jf. § 6 i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som skal indgå i den unges uddannelsesforløb, samt ligesom i § 7, stk. 4, i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov en angivelse af, hvordan progressionen i uddannelsen er tilrettelagt. Det forudsættes, at afklaringsaktiviteter løbende dokumenteres i forløbsplanen på en måde, så de er anvendelige for den kommunale ungeindsats og jobcenteret uden, at der heri ligger en forventning om øget dokumentation i forhold til i dag. Det foreslås ikke, at vejledningssamtaler som hidtil skal være en del af forløbsplanen, da vejledning, medmindre det drejer sig om vejledning i forhold til specifikke elementer i uddannelsen, hører under lov om kommunal ungeindsats.

Der tilsigtes med det foreslåede ikke en mere omfattende beskrivelse i forløbsplanen end i de gældende regler om uddannelsesplanen.

Den foreslåede § 4 a, stk. 2, vil indebære, at forløbsplanen leder frem til ressourcepapiret, jf. den foreslåede § 9, og kommunalbestyrelsens indsats i henhold til lov om kommunal indsats for unge under 25 år efter afslutning af ungdomsuddannelsen. Hensigten er at fremme en tidlig afklaring af den unges overgang fra ungdomsuddannelsen til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter.

Med den foreslåede § 4 a, stk. 3, 1. pkt., samles reglerne i lovens § 4, stk. 2, 2. pkt., og § 4, stk. 3, om eventuel justering af uddannelsesplan, efter forslaget forløbsplanen, i forbindelse med et eventuelt afklaringsforløb. Med den foreslåede § 4 a, stk. 3, 2. pkt., videreføres kravet i lovens § 4, stk. 4, om, at uddannelsesplanen, efter forslaget forløbsplanen, skal justeres efter den unges behov og mindst én gang årligt.

Det foreslås med § 4 a, stk. 4, at børne- og undervisningsministeren ligesom i lovens § 4, stk. 5, får bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om indholdet i og udformningen af uddannelsesplanen, efter forslaget forløbsplanen. Bemyndigelsen vil blandt andet kunne anvendes til at fastsætte krav om en løbende sammenkobling mellem den unges progressionsmål under ungdomsuddannelsen og den unges fremtidsmuligheder, herunder sammenkoblingen med ressourcepapiret, samt til udformning af kravet om, at afklaringsaktiviteter under ungdomsuddannelsen løbende dokumenteres i forløbsplanen på en måde, der gør dem anvendelige i forhold til indsatser for den unge efter ungdomsuddannelsen. Det foreslås, at børne- og undervisningsministeren udsteder en skabelon for forløbsplanen.

Til nr. 20

I § 5, stk. 1, 1. pkt., og i § 6, stk. 3, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov anvendes betegnelsen uddannelsesplanen.

Det foreslås, at denne betegnelse erstattes af betegnelsen forløbsplanen.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede § 4 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 21

Efter lovens § 5, stk. 1, nr. 4, kan der i uddannelsesplanen indgå elementer, der leveres af daghøjskoler, jf. lov om støtte til folkeoplysende undervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven), og.

Det foreslås af lovtekniske hensyn, at reglen i § 5, stk. 1, nr. 4, om daghøjskoler, jf. lov om støtte til folkeoplysende undervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven) ændres til denne lovs populærtitel, samt i konsekvens af den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 6, at, og ikke videreføres.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 23, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 22

Af § 5, stk. 1, nr. 5, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov fremgår det blandt andet, at andre institutioner kan levere elementer af uddannelsen. Det er hverken i det oprindeligt fremsatte lovforslag, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6923 og 6930-31, eller i det senere ændringsforslag, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg B, side 1175-1177 angivet, hvad der forstås ved andre institutioner. I praksis bruges reglen blandt andet således, at der i en uddannelse efter loven indgår elementer, f.eks. forløb i dansk eller matematik, hos voksenuddannelsescentre og disses driftsoverenskomstparter.

Af ordensmæssige hensyn foreslås det, at reglen præciseres således, at voksenuddannelsescentre og disses driftsoverenskomstparter indsættes i denne.

Til nr. 23

Institutioner for forberedende grunduddannelse er ikke udtrykkeligt medtaget i opregningen af uddannelsesinstitutioner, fra hvilke der kan indgå elementer i den unges uddannelsesplan, efter forslaget forløbsplan, i § 5, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Det fremgår af § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 836 af 14. juni 2022, at institutioner for forberedende grunduddannelse kan gennemføre særlige forløb efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov som indtægtsdækket virksomhed.

Ifølge de specielle bemærkninger, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 200 som fremsat, side 29, er hensigten, at institutioner for forberedende grunduddannelse alene skal kunne udbyde særlige forløb efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov som særligt tilrettelagte forløb og efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed. Det er således ikke hensigten, at institutionerne for forberedende grunduddannelse skal udbyde særlige forløb efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov som en del af et forløb på forberedende grunduddannelse, men alene som særligt tilrettelagte forløb.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 6 i § 5, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, hvorefter institutioner for forberedende grunduddannelse som særligt tilrettelagte forløb kan levere elementer, der indgår i den unges forløbsplan. Dermed vil muligheden for, at institutioner for forberedende grunduddannelse kan gennemføre særlige forløb efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov fremgå af den materielt relevante lov.

Til nr. 24 og 25

Efter § 5, stk. 1, nr. 1-5, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov kan der i ungdomsuddannelsen indgå elementer, der leveres af andre uddannelsesinstitutioner og institutioner end kommunens egne. Efter lovens § 5, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen indgå aftale med de institutioner, der er omfattet af stk. 1, nr. 1-5, om tilrettelæggelse af uddannelsen, jf. § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 1653 af 9. august 2021.

Efter sidstnævnte regel kan kommunalbestyrelsen efter overenskomst med staten, private skoler, institutioner eller initiativtagere eller andre kommunalbestyrelser henvise personer til specialundervisning for voksne i statslige, private eller andre kommunale skoler eller institutioner. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler herom, hvilket er sket i § 11 i bekendtgørelse nr. 378 af 28. april 2006 om specialundervisning for voksne. Det fremgår heraf, at overenskomsten skal indeholde de nærmere vilkår for varetagelse af opgaverne efter lovens § 1, herunder rammerne for undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang, økonomiske vilkår, herunder budget og regnskab, lokaleanvisning og eventuelle tilskud til lokaler, der benyttes til undervisningen, fornødne leder- og lærerkvalifikationer og forpligtelsen til at give kommunalbestyrelsen oplysninger om varetagelsen af opgaverne.

Den foreslåede § 5, stk. 2, vil indebære, at de aftaler, kommunalbestyrelsen indgår med de institutioner, der er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 1-5, der efter lovforslaget bliver nr. 1-6, eller med andre uddannelsessteder, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, skal indgås i form af kvalitetsaftaler. Det foreslåede indebærer, at pligten til at indgå en kvalitetsaftale med uddannelsesstedet også gælder en kommunalbestyrelse, der giver en ung et tilbud om ungdomsuddannelsen på et uddannelsessted, der i forvejen har indgået en kvalitetsaftale med en anden kommunalbestyrelse, f.eks. kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen.

I det foreslåede ligger ikke, at en kommunalbestyrelse skal indgå kvalitetsaftaler med kommunens egne uddannelsessteder.

Hensigten med indførelsen af kvalitetsaftaler er at tydeliggøre de eksisterende krav til den aftale, en kommunalbestyrelse indgår med et uddannelsessted om gennemførelse af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, og at tydeliggøre det ansvar, kommunalbestyrelsen har for det tilbud, den giver om ungdomsuddannelsen. Med det foreslåede samles reglerne om aftaler om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse i lovgivningen herom. Det er ikke hensigten, at en kvalitetsaftale skal være mere omfattende end den hidtidige overenskomst, ligesom det ikke er hensigten at ændre på kommunalbestyrelsernes muligheder for, hvilke institutioner og uddannelsessteder der kan indgås aftale med.

En kvalitetsaftale skal efter den foreslåede § 5, stk. 3, indeholde en beskrivelse af opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelsen og uddannelsesstedet, samt eventuelle kvalitetsparametre for institutionens udførelse af opgaven, såfremt kommunalbestyrelsen har valgt at gøre brug af (nogle af) de anbefalinger til kvalitetsparametre, der forventes udarbejdet.

Det foreslås desuden at indføje kravene fra § 11, nr. 1, 2 og 5, i bekendtgørelse om specialundervisning for voksne om, at kvalitetsaftalen skal indeholde oplysninger om undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang, de økonomiske vilkår for uddannelsesstedets varetagelse af opgaven, herunder budget og regnskab, samt en pligt til at give kommunalbestyrelsen oplysninger om uddannelsesstedets varetagelse af opgaven.

Derimod foreslås det ikke at indføje kravet fra bekendtgørelsens § 11, nr. 3, om lokaleanvisning og eventuelle tilskud til lokaler, der benyttes til undervisningen, eller kravet fra bekendtgørelsens §§ 11, nr. 4, om fornødne leder- og lærerkvalifikationer. Det skyldes, at de uddannelsessteder, der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, i almindelighed selv har de nødvendige lokaliteter til undervisningen og derfor ikke har behov for anvisning af lokaler efter lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1115 af 31. august 2018, som ændret ved lov nr. 1052 af 30. juni 2020 og lov nr. 375 af 28. marts 2022, og at lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov ikke indeholder krav om leder- eller lærerkvalifikationer.

Der forventes i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 5, stk. 4, fastsat nærmere regler om kvalitetsaftalen, herunder om indholdet af denne. Det er ikke hermed hensigten, at der skal fastsættes mere omfattende krav til kvalitetsaftaler end de gældende krav til overenskomster. Det foreslås, at børne- og undervisningsministeren udsender en vejledende skabelon til kvalitetsaftalen, som kommunalbestyrelsen kan vælge at bruge eller tage udgangspunkt i som model for en kvalitetsaftale.

For så vidt angår affattelsen af § 5, stk. 1, nr. 1-5, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 22, og § 1, nr. 23. Det foreslås, at henvisningen til § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne udgår af § 5, stk. 2, i lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU-loven), og at kravene i § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne, jf. § 11 i bekendtgørelse om specialundervisning for voksne, i relevant omfang indføjes i loven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 26 og 27

Det fremgår af § 5, stk. 4, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at de i stk. 1, nr. 1-3, nævnte institutioners udbud af særligt tilrettelagte forløb skal ske som indtægtsdækket virksomhed.

Endvidere fremgår det af lovens § 5, stk. 5, at udgifter til elementer af ordinær undervisning, der leveres af de i stk. 1, nr. 2 og 3 nævnte institutioner, finansieres efter reglerne i den lovgivning, der gælder for den pågældende aktivitet. Udgifter til eventuel elevbetaling el. lign. for deltagelse i ordinær undervisning afholdes af kommunen.

De nævnte institutioner finansieres primært af statstilskud til den eller de uddannelser, de er godkendt til at udbyde. Udbud af særligt tilrettelagte forløb efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov er af accessorisk virksomhed for disse institutioner og skal derfor finansieres af den rekvirerende kommune som indtægtsdækket virksomhed for de nævnte institutioner. Der henvises herved til Folketingstidende, 2006-07, tillæg B, side 1175-1177.

Udbud af særligt tilrettelagte forløb efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov vil være accessorisk virksomhed for voksenuddannelsescentre og for institutioner for forberedende grunduddannelse i forhold til de uddannelser, som institutionerne er godkendt til at udbyde. Institutionerne finansieres ligesom de i § 5, stk. 1, nr. 1-3, institutioner primært af statstilskud.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes en henvisning til de institutioner, der nævnes i den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 6, og at der i § 5, stk. 5, der bliver stk. 7, indsættes en henvisning til voksenuddannelsescentrene og disses driftsoverenskomstparter.

De foreslåede vil medføre, at der skal gælde de samme regler for finansiering af ordinære forløb på voksenuddannelsescentre og disse driftsoverenskomstparter som for de institutioner, der er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 2 og 3, og de samme regler for finansiering af særligt tilrettelagte forløb på voksenuddannelsescentre og institutioner for forberedende grunduddannelse som for institutionerne i § 5, stk. 1, nr. 1- 3.

Til nr. 28

I § 5 a, stk. 2, to steder i § 8, stk. 2, 1. pkt., i § 8, stk. 2, 2. pk., i § 8, stk. 2, 3. pkt., og i § 10, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov anvendes betegnelsen uddannelsen.

Det foreslås, at betegnelsen i disse regler erstattes af betegnelsen den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 29

I § 5 a, stk. 3, i lov om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov anvendes betegnelsen en 3-årig ungdomsuddannelse.

Det foreslås, at betegnelsen i denne regel ændres til en 3-årig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 30

I § 5 b i lov om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov anvendes betegnelsen ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov.

Det foreslås, at betegnelsen i denne regel ændres til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, og at med særlige behov udgår.

De foreslåede ændringer er konsekvenser af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 31

I § 8, stk. 4, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov anvendes betegnelsen ungdomsuddannelse.

Det foreslås, at betegnelsen i denne regel ændres til særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af titlen på lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 32

Efter § 9, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal kommunalbestyrelsen ved ungdomsuddannelsens afslutning udstede et kompetencepapir, der skal indeholde en beskrivelse af de kompetencer, den unge har opnået. Kompetencepapiret skal indeholde en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om kompetencepapirets udformning og indhold, og bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indeholder i § 17, stk. 1, 2. pkt., krav om, at et skema, der er medtaget i bilag 2 til bekendtgørelsen, skal anvendes ved udarbejdelsen af kompetencepapiret.

Afbrydes ungdomsuddannelsen, udstedes et kompetencepapir for den delvist færdiggjorte uddannelse, jf. § 9, stk. 2, jf. bekendtgørelsens § 18. Det fremgår ikke af disse regler, om dette både kan ske ved en midlertidig afbrydelse og en permanent afbrydelse.

Det følger af bekendtgørelsens § 17, stk. 2, at kommunalbestyrelsen, forinden kompetencepapiret udstedes, skal sørge for, at den unge indkaldes til en samtale om, hvordan uddannelsen er forløbet. Indkaldelsen skal normalt finde sted senest en måned, før uddannelsen forventes afsluttet. Indkaldelsen kan også finde sted tidligere, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. Hvis den unge ønsker det, kan den unge under samtalen bistås af forældre eller andre personer, som den unge har tillid til.

Kommunalbestyrelsen har i henhold til § 2 j, stk. 2, i lov om kommunal ungeindsats for unge under 25 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1393 af 5. oktober 2022, pligt til at etablere en sammenhængende kommunal ungeindsats for unge under 25 år, som har til formål at gøre alle unge under 25 år parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. Som led i denne pligt påhviler det kommunalbestyrelsen at udarbejde en udarbejdelsesplan, der påbegyndes i 9. klasse, jf. lovens § 2 c, stk. 1. Det følger af lovens § 2 f, stk. 3, at den unges uddannelsesplan skal revideres, når det er påkrævet, indtil den unge er fyldt 25 år og har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse eller har fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

I henhold til § 7, jf. § 8, i bekendtgørelse nr. 1290 af 16. september 2022 om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv (vejledningsbekendtgørelsen), skal uddannelsesplanen indeholde klare mål for den unges uddannelse, give overblik over aftalte indsatsområder og understøttende aktiviteter, og indeholde øvrige relevante oplysninger om den unge, herunder social- og beskæftigelsesindsatser, samt oplysninger om den unges refleksion over tidligere påbegyndte forløb. Hvordan en uddannelsesplan skal se ud, og hvad den konkret skal indeholde, er op til den kommunale ungeindsats i den enkelte kommune, og indholdet er individuelt for den enkelte unge.

Den foreslåede § 9 vil medføre, at kompetencepapiret skal opsplittes i to. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et ressourcepapir, der kan fungere i overgangen fra ungdomsuddannelsen til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter samt et uddannelsesbevis. Dermed sættes større fokus på den unges overgang, men det er ikke hensigten, at de to dokumenter skal indeholde flere eller mere uddybede oplysninger end kompetencepapiret. Kravet om en samtale videreføres, dog i justeret form.

Hensigten med det foreslåede ressourcepapir og det foreslåede møde om overgangen til videre uddannelse, beskæftigelse eller andet, jf. lovforslagets § 9, stk. 1 og 2, er, at den unges perspektiver, fremtidsmuligheder og ønsker afklares og dokumenteres i god tid inden afslutningen af ungdomsuddannelsen. Det tilsigtes dermed at sikre, at den unge kan komme videre med uddannelse, beskæftigelse som f.eks. et fleksjob eller et ressourceforløb, eller alternative muligheder som f.eks. et godt fritidsliv eller sociale aktiviteter for en ung, for hvem videre uddannelse eller beskæftigelse på grund af deres svære funktionsnedsættelser ikke er realistiske muligheder. Med det foreslåede vil ressourcepapiret kunne danne grundlag for en eventuel revision af den unges uddannelsesplan, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år.

Som led i den tidligere afklaring af den unges muligheder efter ungdomsuddannelsen og bedre overgang end i dag foreslås i § 9, stk. 1 og 2, fastsat strammere frister for, hvornår arbejdet med ressourcepapiret skal indledes, og mødet afholdes, end fristerne for henholdsvis kompetencepapiret og samtalen. Dermed tilsigtes, at der inden ungdomsuddannelsens afslutning er en plan for, hvad den unge skal bagefter, såfremt kommunalbestyrelsen vurderer, at særlige omstændigheder omkring en ung ikke muliggør dette. Den foreslåede, tidligere afklaring vil ikke medføre ændringer i Beskæftigelsesministeriets lovgivning med hensyn til, hvilke tiltag der skal iværksættes efter ungdomsuddannelsen, herunder ikke ændringer i hvilke indsatser den unge modtager efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Med den foreslåede § 9, stk. 1, vil det blive et krav, at kommunalbestyrelsen påbegynder udarbejdelsen af ressourcepapiret senest 12 måneder før den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelses afslutning. Heri ligger implicit en naturlig forudsætning om, at ressourcepapiret foreslås skal være færdiggjort ved uddannelsens afslutning.

Den foreslåede § 9, stk. 2, vil medføre, at kommunalbestyrelsen fremover skal indkalde den unge til møde senest 3 måneder før ungdomsuddannelsens afslutning. Med den foreslåede formulering, hvorefter mødet skal vedrøre den unges overgang fra ungdomsuddannelsen til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter i stedet for som hidtil efter ordlyden af lovens § 9, stk. 1, 1. pkt., at være en bagudrettet samtale om, hvordan uddannelsen er forløbet, præciseres det, at formålet er at sikre kontinuitet mellem den unges forløb på ungdomsuddannelsen og det efterfølgende forløb.

Hvis den unge ønsker det, kan den unge under samtalen bistås af forældrene eller værge eller andre personer, som den unge har tillid til. Med det foreslåede ændres således ikke ved, at en medarbejder fra kommunens ungeindsats og f.eks. en medarbejder fra jobcenteret kan deltage i samtalen for at sikre kontinuitet i indsatsen i overgangen fra ungdomsuddannelsen til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter, jf. herved bilag 1 om uddannelsesplanen i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov og kapitel 9 i vejledning nr. 9534 af 3. juni 2016 om lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som ændret ved vejledning nr. 10199 af 29. november 2016.

Med den foreslåede § 9, stk. 3, indføres et selvstændigt uddannelsesbevis, der skal indeholde en kortfattet beskrivelse af uddannelsens indhold og de kompetencer, den unge har opnået, samt en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele. Med opdelingen mellem ressourcepapir og uddannelsesbevis tilsigtes en større parallelitet til uddannelsesbeviser på andre ungdomsuddannelser, der ikke er så detaljerede i deres beskrivelse og opbygning som det eksisterende kompetencepapir. Kommunalbestyrelse skal udstede uddannelsesbeviset, når den unge afslutter ungdomsuddannelsen.

Kommunalbestyrelsens pligt til at udstede kompetencepapir for de færdiggjorte uddannelsesdele, hvis ungdomsuddannelsen afbrydes, foreslås med § 9, stk. 4, videreført, men præciseret. Det foreslås, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at udstede et uddannelsesbevis, både hvis kommunalbestyrelsen afbryder den unges ungdomsuddannelse, fordi den unge ikke deltager aktivt i uddannelsesforløbet, jf. lovens § 8, stk. 4, eller fordi ungdomsuddannelsen afbrydes af andre årsager, og hvis den unge anmoder om et sådant uddannelsesbevis efter en midlertidig afbrydelse på den unges eget initiativ efter lovens § 8, stk. 1.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 5, vil indebære, at børne- og undervisningsministeren skal fastsætte regler om udformningen af ressourcepapiret og uddannelsesbeviset samt om indholdet af ressourcepapiret, herunder om sammenkoblingen med forløbsplanen, og uddannelsesbeviset. Reglerne forventes udstedt, når den arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger herom, jf. pkt. 1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, er fremkommet med sine anbefalinger. Der forventes i medfør af den foreslåede bemyndigelse udstedt en skabelon for henholdsvis ressourcepapir og uddannelsesbevis, som kommunalbestyrelsen vil skulle anvende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 33

Der findes ikke i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov særskilte bestemmelser om den interne organisering og fordeling af opgaver på Børne- og Undervisningsministeriets område, herunder i forhold til afskæring af klage, hvor børne- og undervisningsministeren har henlagt behandling af klagesager til en styrelse under ministeriets instruktion.

Det foreslås i stk. 1, at i det omfang børne- og undervisningsministeren har bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan styrelsens afgørelser ikke indbringes for ministeren.

Det foreslås i stk. 2, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, dog i et nærmere bestemt omfang kan indbringes for ministeren. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om adgangen til at klage og om fremgangsmåden herved.

Det foreslåede vil indebære og sikre, at børne- og undervisningsministeren med henblik på en effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne kan henlægge opgaver til styrelser inden for ministeriets ressort. Forslaget vil endvidere betyde, at styrelsens afgørelse i tilfælde, hvor kompetencen er delegeret fra Børne- og Undervisningsministeriet til en styrelse, vil være den endelige administrative afgørelse, ligesom ministeriets afgørelser har været det.

Det foreslås med bestemmelsen, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåde ved indgivelse af klager, herunder f.eks. at en klage først skal sendes til styrelsen, der så skal vurdere sagen med henblik på, om afgørelsen skal ændres eller klagen sendes videre til ministeriet med styrelsens udtalelse, eller fastsætte regler om at afgørelser truffet af styrelser under Børne- og Undervisningsministeriet ikke kan påklages til ministeriet, så styrelsens afgørelse bliver den endelige administrative afgørelse af sagen. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at afskære klageadgang, der i øvrigt følger af lovgivningen.

Bestemmelsen foreslås indført for at bringe lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov i overensstemmelse med den nyeste lovgivningspraksis på ministeriets område, jf. § 49 i lov om forberedende grunduddannelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 2

Det foreslås i stk. 1, at loven som aftalt blandt de partier, der har indgået Aftale om flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov STU, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2, træder i kraft den 1. august 2023.

Det foreslås i stk. 3, at den foreslåede portal træder i kraft 1. januar 2025. Baggrunden herfor er, at det er nødvendigt med tid til teknisk udvikling og implementering af portalen. portalen forventes udviklet i løbet af 2023/24 og at blive åbnet for, at uddannelsesstederne kan indlægge oplysninger i den i sidste kvartal 2024. Portalen vil herefter blive offentligt tilgængelig for potentielle STU-elever fra 1. januar 2025.

I konsekvens heraf foreslås det i stk. 2, at den unges ret til et alternativt uddannelsessted først træder i kraft den 1. januar 2025. Uden portalen vil være vanskeligt for en ung at overskue, hvilke uddannelsessteder der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, herunder hvilke uddannelsessteder, der tilbyder uddannelsesforløb, som matcher den unges behov, dvs. specialiseringsbehov, ønsker og interesser.

I forlængelse af den foreslåede regel i stk. 2 foreslås det i stk. 4, at kommunalbestyrelsens forpligtelse til på hjemmesiden at orientere om den unges mulighed for at fremsætte ønske om et alternativt uddannelsessted først træder i kraft den 1. januar 2025.

Det vil desuden være administrativt tungt for kommunalbestyrelsen at skulle indgå kvalitetsaftaler med et uddannelsessted, hvis oplysninger ikke kan søges frem på portalen. Det foreslås derfor i stk. 5, at kommunalbestyrelsens pligt til at indgå kvalitetsaftale til erstatning for eksisterende overenskomster, som er indgået i henhold til de hidtidig gældende regler først får virkning samtidig med portalen. Kommunalbestyrelsen vil med det foreslåede ikke skulle have en kvalitetsaftale med et uddannelsessted til erstatning for en eksisterende overenskomst før 1. januar 2025.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen fra og med den 1. august 2023 skal indgå kvalitetsaftale med et uddannelsessted, som kommunalbestyrelsen ikke forud herfor har en overenskomst med. Det foreslåede vil endvidere indebære, at en overenskomst, der i perioden 1. august 2023 til 1. januar 2025 udløber eller opsiges eller ophæves af en parterne, skal erstattes af en kvalitetsaftale, hvis parterne ønsker at forny aftalen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og til lovforslagets § 1, nr., 12, 15 og 24-25, og de specielle bemærkninger dertil.

Til § 3

Det følger af § 2, stk. 4, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at den unge skal færdiggøre ungdomsuddannelsen senest 5 år efter, at den er påbegyndt.

Efter § 3, stk. 1, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt den unge er udviklingshæmmet eller har andre særlige behov og dermed har et retskrav på en ungdomsuddannelse efter § 2, stk. 1. Efter § 3, stk. 2, træffer kommunalbestyrelsen efter samråd med den unge og forældrene afgørelse efter stk. 1 om, hvorvidt den unge kan optages på uddannelsen.

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov giver visse muligheder for, at en ung kan genoptage ungdomsuddannelsen efter afbrydelse. Afbrydelse kan enten ske, fordi den unge vælger at afbryde ungdomsuddannelsen i forbindelse med flytning til en anden kommune, jf. lovens § 5 a, stk. 2, eller fordi den unge selv afbryder uddannelsen på grund af sygdom eller andet, eller kommunalbestyrelsen afbryder den unges uddannelse på grund af den unges manglende aktive deltagelse jf. henholdsvis § 8, stk. 1 og 4.

Genoptagelse kan ske, hvis den unge selv har afbrudt ungdomsuddannelsen, og kommunalbestyrelsen i bopælskommunen, i tilfælde af flytning tilflytterkommunen, godkender en anmodning fra den unge herom. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal træffes ny afgørelse efter § 3, stk. 1 og 2. Uddannelsen skal dog være afsluttet senest 5 år efter påbegyndelsen, jf. kapitel 2 i vejledning nr. 9534 af 3. juni 2016 om lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som ændret ved vejledning nr. 10199 af 29. november 2016.

Hvis kommunalbestyrelsen har afbrudt ungdomsuddannelsen på grund af den unges manglende aktive deltagelse, skal den unge vejledes om og til andre relevante uddannelsestilbud, jf. Folketingstidende, 2012, 1. samling, tillæg A, side 20.

Det foreslås i stk. 1, at de ændringer, der foreslås indført i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, ikke skal finde anvendelse for undervisning af en ung, der har påbegyndt ungdomsuddannelsen før den 1. august 2023. Omvendt vil ændringerne i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov finder anvendelse ved undervisning af en ung, der påbegynder ungdomsuddannelsen pr. 1. august 2023 eller senere.

Det foreslåede i stk. 1 vil indebære, at den unge kan færdiggøre ungdomsuddannelsen på de vilkår, der gjaldt, da den unge påbegyndte ungdomsuddannelsen. Hermed ændres ikke på, at den unge skal færdiggøre ungdomsuddannelsen inden for fristen på 5 år, jf. § 2, stk. 4, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Det foreslås dog, at en ung, der afbryder og bagefter genoptager ungdomsuddannelsen, bliver genoptaget på de nye vilkår, jf. det foreslåede stk. 2.

Det foreslås desuden i stk. 3, at en ung omfattes af de foreslåede regler i § 9, jf. lovforslagets § 1, nr. 29, om udarbejdelse af ressourcepapir, afholdelse af møde med den unge og udstedelse af uddannelsesbevis, hvis den unge efter den 1. august 2023 har mindst 12, respektive 3 måneder tilbage til ungdomsuddannelsens afslutning.

Den foreslåede regel i stk. 3, vil betyde, at der skal udarbejdes ressourcepapir og udstedes uddannelsesbevis samt afholdes møde med den unge om overgang til videre uddannelse, beskæftigelse eller andet, uagtet at vedkommende har påbegyndt ungdomsuddannelsen før 1. august 2023, hvis der er mere end 12, respektive 3 måneder til, at vedkommende skal afslutte ungdomsuddannelsen.

En række af reglerne i den gældende bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov vil skulle ændres i konsekvens af de foreslåede ændringer i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Indtil dette er sket, finder reglerne i bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov efter den foreslåede stk. 4 anvendelse.

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov gælder ikke for Færøerne og Grønland og indeholder ikke en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland. Derfor gælder nærværende lov heller ikke for Færøerne og Grønland.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 28. maj 2019, foretages følgende ændringer:
   
  
1. Lovens titel affattes således:
   
Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov
 
»Lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU-loven)«.
   
§ 1. Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.
 
2. I § 1, stk. 1, ændres »eventuelt til« til: »at give unge med potentiale herfor forudsætninger«.
Stk. 2-3. ---
  
   
§ 1. Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.
 
3. I § 1, stk. 1 og 3, udgår »unge udviklingshæmmede og andre«.
Stk. 2. ---
  
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sikrer, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov orienteres om uddannelsestilbuddet efter denne lov.
  
   
§ 1. Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.
 
4. I § 1, stk. 1, § 2, stk. 4, § 3, stk. 2, 1. pkt., § 7, stk. 1, 1. pkt., § 8, stk. 1, og § 12, stk. 2, 2. pkt., to steder i § 5 a, stk. 2, 1. pkt., og i § 5 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »ungdomsuddannelsen« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.
§ 2. ---
  
Stk. 2-3. ---
  
Stk. 4. Den unge skal færdiggøre ungdomsuddannelsen senest 5 år efter, at den er påbegyndt.
  
Stk. 5. ---
  
§ 3. ---
  
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer efter samråd med den unge og forældrene afgørelse efter stk. 1 om, hvorvidt den unge kan optages på ungdomsuddannelsen. [. . . ]
  
Stk. 3-4. ---
  
§ 5 a. [. . . ]
Stk. 2.  Flytter den unge fra den kommune, der har tilbudt ungdomsuddannelsen, og afbryder den unge i den forbindelse uddannelsen, kan den unge anmode om at fortsætte ungdomsuddannelsen i tilflytterkommunen. I forbindelse med anmodning om fortsættelse af ungdomsuddannelsen kan kommunalbestyrelsen i tilflytterkommunen beslutte, at der skal træffes ny afgørelse efter § 3, stk. 1 og 2.
  
Sk. 3-4. ---
  
§ 7. Undervisningstimetallet, der skal være til rådighed for deltagere i ungdomsuddannelsen, skal mindst udgøre 840 timer årligt. [. . . ]
  
Stk. 2-3. ---
  
§ 8. Kommunalbestyrelsen kan godkende den unges anmodning om at afbryde ungdomsuddannelsen midlertidigt på grund af sygdom eller af andre grunde.
  
Stk. 2-4. ---
  
§ 12. ---
  
Stk. 2. [. . . ] Det samme gælder kommunalbestyrelsens afgørelser om indholdet af ungdomsuddannelsen.
  
   
§ 1. ---
Stk. 2. Ungdomsuddannelsen retter sig mod unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
 
5. I § 1, stk. 2, indsættes efter »ungdomsuddannelse»: », selv om den unge modtager specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand«.
Stk. 3. ---
  
   
§ 1. ---
 
6. I § 1, stk. 2, § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 4, stk. 2, 1. pkt., og § 6, stk. 1 og 2, ændres »Ungdomsuddannelsen« til: »Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.
Stk. 2. Ungdomsuddannelsen retter sig mod unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
  
Stk. 3. ---
  
§ 4. Ungdomsuddannelsen skal i videst muligt omfang tilrettelægges under hensyn til den enkelte unges kvalifikationer, modenhed og interesser. Ungdomsuddannelsen skal udgøre et planlagt og koordineret forløb.
  
Stk. 2. Ungdomsuddannelsen kan indledes med et afklaringsforløb på indtil 12 uger, der skal afdække den unges ønsker og muligheder, herunder for fremtidig uddannelse og beskæftigelse. […]
  
Stk. 3-5. ---
  
§ 6. Ungdomsuddannelsen består af elementer af undervisning og praktiske aktiviteter, herunder praktik i virksomheder og institutioner.
  
Stk. 2. Ungdomsuddannelsen skal indeholde fag og aktiviteter, herunder boundervisning, der
1-3) ---
  
Stk. 3-4. ---
  
   
Kapitel 2
Kommunalbestyrelsens tilbud om ungdomsuddannelse
 
7. I overskriften til kapitel 2 ændres »ungdomsuddannelse« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.
   
§ 2. Unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov har et retskrav på en ungdomsuddannelse. […]
 
8. I § 2, stk. 1, 1. pkt., ændres »Unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov« til: »Unge med særlige behov«.
Stk. 2-5. ---
  
   
§ 2. […] Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge omfattet af 1. pkt., der er tilmeldt kommunens folkeregister, en 3-årig ungdomsuddannelse efter denne lov, jf. dog § 8, stk. 4.
 
9. I § 2, stk. 1, 2. pkt., ændres »en 3-årig ungdomsuddannelse efter denne lov« til: »den 3-årige særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.
Stk. 2-5. ---
  
   
§ 2. ---
  
Stk. 2. Tilbuddet gives i forbindelse med undervisningspligtens ophør. […]
 
10. I § 2, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »Tilbuddet«: »skal indeholde valgmuligheder for den unge, jf. § 2 a, og«.
Stk. 3-5. ---
  
   
§ 2. ---
  
Stk. 2-4. ---
  
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at oprette halvårlige eller helårlige optag af unge på en ungdomsuddannelse. […]
 
11. I § 2, stk. 5, 1. pkt., ændres »en ungdomsuddannelse« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.
   
  
12. Efter § 2 indsættes:
   
  
»§ 2 a. Kommunalbestyrelsen skal give den unge mulighed for at vælge mellem flere forskellige uddannelsessteder, jf. dog stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal indgå i dialog med den unge om, hvilken valgmulighed der er den bedste for den unge.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at give den unge valgmuligheder, hvis kommunalbestyrelsen efter dialogen med den unge, jf. stk. 1, vurderer, at den unge har behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud, og at kun ét uddannelsessted matcher den unges behov uden at indebære en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.
Stk. 3. I kommunalbestyrelsens vurdering af, hvilke uddannelsessteder den unge skal tilbydes, jf. stk. 1, indgår både faglige og økonomiske hensyn. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering af den unges behov og uddannelsesstedernes tilbud og må ikke give tilbud om uddannelsessted alene ud fra økonomiske overvejelser. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at oprette et nyt uddannelsessted blot for at kunne give den unge valgmuligheder. Kommunalbestyrelsen har heller ikke pligt til at give den unge mulighed for at vælge et uddannelsessted, der er uforholdsmæssigt dyrere end et andet uddannelsessted, der matcher den unges behov, herunder hvis kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge vurderer, at dette indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.
§ 2 b. Den unge kan foreslå et uddannelsessted som alternativ til de uddannelsessteder, kommunalbestyrelsen har givet tilbud om. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tilbyde den unge dette alternative uddannelsessted, hvis følgende betingelser er opfyldte:
1) Uddannelsesstedet er registreret på Børne- og Undervisningsministeriets portal, jf. § 3 a, stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan dog vælge at tilbyde den unge det alternative uddannelsessted på betingelse af, at uddannelsesstedet inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat frist registrerer sig på denne portal.
2) Kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge vurderer, at det tilbud, uddannelsesstedet kan give den unge, matcher den unges behov, ønsker og interesser samt behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud.
3) Prisen for det alternative tilbud efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke i uforholdsmæssig grad overstiger prisen for kommunalbestyrelsens tilbud.
4) Uddannelsesstedet efter kommunalbestyrelsens vurdering efter dialog med den unge ikke indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af tilbud om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, herunder om inddragelse af den unge og forældrene, skriftlighed ved fremsættelse af tilbuddet og tidsforløbet for fremsættelse af tilbud.«
   
§ 3. ---
 
13. I § 3, stk. 2, 1. pkt., og § 7, stk. 2, ændres »samråd« til: »dialog«, og »og forældrene« udgår.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer efter samråd med den unge og forældrene afgørelse efter stk. 1 om, hvorvidt den unge kan optages på ungdomsuddannelsen. […]
  
Stk. 3-4. ---
  
§ 7. ---
  
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer efter samråd med den unge og forældrene afgørelse om, hvor stor en andel af det årlige timetal efter stk. 1 der for den enkelte unge skal anvendes til praktiske aktiviteter, herunder praktik.
  
Stk. 3. ---
  
   
§ 3. ---
 
14. § 3, stk. 3, § 4, stk. 2, 2. pkt., og § 4, stk. 3-5, ophæves.
Stk. 2. ---
  
Stk. 3. Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse efter stk. 1 om, at den unge kan optages på uddannelsen, udarbejder kommunalbestyrelsen efter samråd med den unge og forældrene en 3-årig individuel uddannelsesplan, herunder om ungdomsuddannelsen eventuelt skal indledes med et afklaringsforløb, jf. § 4, stk. 2.
  
Stk. 4. ---
  
§ 4. ---
  
Stk. 2. […] I forbindelse med afklaringsforløbet udarbejder kommunalbestyrelsen sammen med den unge og forældrene en individuel uddannelsesplan, som indeholder en oversigt over de aktiviteter, herunder vejledningssamtaler og praktikophold, som den unge skal tilbydes.
  
Stk. 3. I det tilfælde, hvor man ikke har et afklaringsforløb, udarbejder kommunalbestyrelsen i samarbejde med den unge og forældrene efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 3, stk. 1, den endelige uddannelsesplan.
  
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen justerer uddannelsesplanen efter behov og mindst en gang årligt.
  
Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter regler om indholdet af uddannelsesplanen, herunder en plan for undervisningen.
  
   
§ 3. ---
  
Stk. 2-3. ---
  
Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af tilbud om ungdomsuddannelsen, herunder om inddragelse af den unge og forældrene, skriftlighed ved fremsættelse af tilbuddet og tidsforløbet for fremsættelse af tilbuddet.
 
15. § 3, stk. 4, ophæves.
   
  
16. § 3 a affattes således:
   
§ 3 a. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage en eller flere opgaver, der efter loven varetages af kommunalbestyrelsen. Bemyndigelse til at træffe forvaltningsafgørelser i enkeltsager kan dog ikke gives til en selvejende institution eller en privat virksomhed.
 
»§ 3 a. Kommunalbestyrelsen skal på kommunens hjemmeside orientere om følgende:
1) Proces for den unges overgang fra den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter, jf. § 9.
2) Hvorvidt kommunalbestyrelsen har nedsat et visitationsudvalg og om sammensætningen af et eventuelt visitationsudvalg.
3) Hvordan kommunalbestyrelsen sikrer sig, at et uddannelsessted lever op til lovgivningens og kvalitetsaftalens krav til varetagelse af opgaven.
4) Proces for den unges visitation til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, herunder målgruppevurdering og den unges mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder.
5) Den unges mulighed for at fremsætte ønske om et alternativt uddannelsessted.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens forpligtelse til på hjemmesiden at orientere om visitationsprocessen, opfølgningsprocessen og sikringen af, at et uddannelsessted lever op til lovgivningen og kvalitetsaftalen.«
   
  
17. Efter § 3 a indsættes i kapitel 2:
   
  
»§ 3 b. Børne- og undervisningsministeren etablerer en national virtuel portal, der drives af Styrelsen for It og Læring, og som giver et overblik over de eksisterende uddannelsessteder, der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan bemyndige en offentlig myndighed, en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage opgaver efter denne regel.
§ 3 c. Et uddannelsessted, der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, skal elektronisk registrere sig og uploade de oplysninger, der er nævnt i stk. 2 og 3, på portalen, jf. § 3 b, stk. 1, til Styrelsen for It og Læring.
Stk. 2. Uddannelsesstedet har pligt til på portalen at uploade eventuelle tilsynsrapporter fra den eller de kommunalbestyrelser, uddannelsesstedet har indgået kvalitetsaftale med, jf. § 5, stk. 3, samt at uploade følgende oplysninger:
1) Uddannelsesstedets navn og adresse, virksomhedsform, CVR-nummer og eventuelle p-nummer.
2) Uddannelsesstedets målgruppe eller målgrupper.
3) De praktikmuligheder, som uddannelsesstedet tilbyder.
4) Relevant enhedspris for et eller flere typiske uddannelsesforløb på uddannelsesstedet.
Stk. 3. Et uddannelsessted kan kun registreres på portalen, hvis uddannelsesstedet uploader mindst én kvalitetsaftale, som det har indgået med en kommunalbestyrelse, medmindre uddannelsesstedet alene udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til unge fra den kommune, som uddannelsesstedet hører under. Et uddannelsessted skal uploade eventuelle yderligere kvalitetsaftaler, som uddannelsesstedet indgår med en eller flere kommunalbestyrelser.
Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af portalen, om frist for registrering og for at uploade oplysninger på portalen samt om pligt til at ajourføre oplysninger.
§ 3 d. Kommunalbestyrelsen kan alene indgå en kvalitetsaftale med et registreret uddannelsessted eller et uddannelsessted, der registrerer sig på portalen inden for en frist, som kommunalbestyrelsen har fastsat frist, jf. § 3 b, stk. 1, jf. dog § 5, stk. 2, 2. pkt.«
   
Kapitel 3
Ungdomsuddannelsens indhold
 
18. I overskriften til kapitel 3 ændres »Ungdomsuddannelsens« til: »Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelses«.
   
  
19. Efter § 4 indsættes:
   
  
»§ 4 a. For en ung, der er optaget på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, udarbejder kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge en individuel forløbsplan. Kommunalbestyrelsen tager på baggrund af dialogen stilling til, om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse skal indledes med et afklaringsforløb.
Stk. 2. I forløbsplanen skal indholdet i og tilrettelæggelsen af den unges uddannelsesforløb fastlægges. Forløbsplanen skal indeholde følgende:
1) En oversigt over de aktiviteter, herunder praktikophold, jf. § 6, som skal indgå i den unges uddannelsesforløb.
2) Progressionsmål for den unge, således at forløbsplanen leder frem mod ressourcepapiret, jf. § 9.
3) Løbende dokumentation af aktiviteter, der har til formål at afklare den unges overgang til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidstilbud eller sociale aktiviteter.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen justerer efter behov forløbsplanen efter et eventuelt afklaringsforløb, jf. § 4, stk. 2. Kommunalbestyrelsen justerer i øvrigt forløbsplanen efter behov og mindst én gang årligt.
Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af forløbsplanen, herunder om den løbende sammenkobling med ressourcepapiret. Børne- og undervisningsministeren udsteder en skabelon for forløbsplanen.«
   
§ 5. I uddannelsesplanen, jf. § 4, stk. 2, kan indgå elementer, der leveres af
1-5) …
 
20. I § 5, stk. 1, og § 6, stk. 3, ændres »uddannelsesplanen« til: »forløbsplanen«.
Stk. 2-5. ---
  
§ 6. ---
  
Stk. 2. ---
  
Stk. 3. Praktik i virksomheder og institutioner skal bidrage til at opfylde målene i uddannelsesplanen ved at bibringe den unge
1-3) ---
  
Stk. 4. ---
  
   
§ 5. I uddannelsesplanen, jf. § 4, stk. 2, kan indgå elementer, der leveres af
1-3) ---
  
4) daghøjskoler, jf. lov om støtte til folkeoplysende undervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven), og
 
21. I § 5, stk. 1, nr. 4, ændres »daghøjskoler, jf. lov om støtte til folkeoplysende undervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven) og« til: »folkeoplysningsloven,«.
5) værksteder og andre institutioner.
  
Stk. 2-5. ---
  
   
§ 5. I uddannelsesplanen, jf. § 4, stk. 2, kan indgå elementer, der leveres af
1-4) ---
  
5) værksteder og andre institutioner.
 
22. I § 5, stk. 1, nr. 5, ændres »institutioner.« til: »institutioner, herunder voksenuddannelsescentre, disses driftsoverenskomstparter og«.
Stk. 2-5. ---
  
   
  
23. I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 6:
»6) institutioner for forberedende grunduddannelse i form af særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb efter § 4, stk. 2.«
   
§ 5. ---
  
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med de i stk. 1, nr. 1-5 nævnte institutioner om tilrettelæggelse af uddannelsen, jf. § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne.
 
24. § 5, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Indgår kommunalbestyrelsen aftale om tilrettelæggelse af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse eller elementer af denne med en af de institutioner, der er nævnt i stk. 1, eller med et andet uddannelsessted, skal dette ske i form af en kvalitetsaftale, jf. stk. 3. Kravet om indgåelse af kvalitetsaftale gælder ikke for et kommunalt uddannelsessted i forhold til den kommunalbestyrelse, som uddannelsesstedet hører under.«
Stk. 3-5. ---
  
   
  
25. I § 5 indsættes efter stk. 2 som nye stykke
   
  
»Stk. 3. Kvalitetsaftalen skal indeholde en beskrivelse af
1) opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelsen og uddannelsesstedet,
2) undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang,
3) de økonomiske vilkår for uddannelsesstedets varetagelse af opgaven, herunder budget og regnskab,
4) en angivelse af eventuelle kvalitetsparametre for institutionens udførelse af opgaven og
5) et krav om, at institutionen giver kommunalbestyrelsen de oplysninger, som kommunalbestyrelsen skønner nødvendige, om varetagelsen af opgaven.
Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af kvalitetsaftalen. Børne- og undervisningsministeren udsender en vejledende skabelon til kvalitetsaftalen.«
  
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 5-7.
   
§ 5. ---
  
Stk. 2-3. ---
  
Stk. 4. De i stk. 1, nr. 1-3 nævnte institutioners udbud af særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb efter § 4, stk. 2, supplerende undervisningstilbud og den i stk. 2 nævnte tilrettelæggelse skal ske som indtægtsdækket virksomhed.
 
26. I § 5, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes efter »institutioners«: »og de i stk. 1, nr. 5, nævnte voksenuddannelsescentres«.
Stk. 5. ---
  
   
§ 5. ---
  
Stk. 2-4. ---
  
Stk. 5. Udgifter til elementer af ordinær undervisning, der leveres af de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutioner, finansieres efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den pågældende aktivitet. Udgifter til eventuel elevbetaling el. lign. for deltagelse i ordinær undervisning afholdes af kommunen.
 
27. I § 5, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »institutioner«: »og de i stk. 1, nr. 5, nævnte voksenuddannelsescentre«.
   
§ 5 a. ---
 
28. I § 5 a, stk 2, 1. pkt., i § 8, stk. 2, 1. pkt., i § 8, stk. 2, 2. pkt., i § 8, stk. 2, 3. pkt., og i § 10, stk. 1, ændres »uddannelsen« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.
Stk. 2. Flytter den unge fra den kommune, der har tilbudt ungdomsuddannelsen, og afbryder den unge i den forbindelse uddannelsen, kan den unge anmode om at fortsætte ungdomsuddannelsen i tilflytterkommunen. […]
  
Stk. 3-4. ---
  
§ 8. ---
  
Stk. 2. Den unge kan anmode om at genoptage uddannelsen efter midlertidigt at have afbrudt uddannelsen på grund af sygdom m.v. Anmodning om genoptagelse af uddannelsen skal ske, inden den unge fylder 25 år. I forbindelse med anmodningen om genoptagelse af uddannelsen kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der skal træffes en ny afgørelse efter § 3, stk. 1 og 2.
  
Stk. 3-4. ---
  
§ 10. Kommunalbestyrelsen sørger for eller afholder udgifterne til fornøden befordring mellem hjem eller fast aflastningshjem og uddannelsesinstitution eller praktiksted for unge, der deltager i uddannelsen.
  
Stk. 2. ---
  
   
   
Stk. 2. ---
  
Stk. 3. Visiteres en ung til et botilbud efter § 9, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller anbringes den unge uden for hjemmet, og visiteres den unge til en 3-årig ungdomsuddannelse, finder reglerne i kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anvendelse.
 
29. I § 5 a, stk. 3, ændres »en 3-årig ungdomsuddannelse« til: »en 3-årig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse«.
Stk. 4. ---
  
   
§ 5 b. Kommunalbestyrelsens udgifter til ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov, der gives som et tilbud efter § 91 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er ikke omfattet af statslig refusion efter reglerne om en aktiv beskæftigelsesindsats.
 
30. I § 5 b ændres »ungdomsuddannelsen« til: »den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«, og »med særlige behov« udgår.
   
   
§ 8. ---
  
Stk. 2-3. ---
  
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan afbryde den unges ungdomsuddannelse, hvis den unge ikke deltager aktivt i uddannelsesforløbet.
 
31. I § 8, stk. 4, ændres »ungdomsuddannelse« til: »særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse«.
   
  
32. § 9 affattes således:
   
§ 9. Ved ungdomsuddannelsens afslutning udsteder kommunalbestyrelsen et kompetencepapir, der skal indeholde en beskrivelse af de opnåede kompetencer. Kompetencepapiret skal indeholde en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele.
 
»§ 9. Kommunalbestyrelsen påbegynder senest 12 måneder før den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelses afslutning et ressourcepapir, der danner grundlag for en eventuel revision af den unges uddannelsesplan, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år. Ressourcepapiret skal understøtte planlægning og koordinering af, hvad den unge skal efter den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.
Stk. 2. Afbrydes ungdomsuddannelsen, udstedes et kompetencepapir for de færdiggjorte uddannelsesdele.
 
Stk. 2. Senest 3 måneder før afslutningen af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse afholder kommunalbestyrelsen et møde med den unge om den unges overgang fra den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter. Ønsker den unge ønsker det, kan den unge under mødet bistås af forældrene eller andre personer, som den unge har tillid til.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om kompetencepapirets udformning og indhold.
 
Stk. 3. Når den unge afslutter den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, udsteder kommunalbestyrelsen et uddannelsesbevis. Uddannelsesbeviset skal indeholde en kortfattet beskrivelse af uddannelsens indhold og de kompetencer, som den unge har opnået, samt en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele.
  
Stk. 4. Afbrydes den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse permanent i efter § 8, stk. 4, eller af andre årsager udsteder kommunalbestyrelsen et uddannelsesbevis for de færdiggjorte uddannelsesdele. Afbrydes den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse midlertidigt, jf. § 8, stk. 1, udsteder kommunalbestyrelsen et uddannelsesbevis for de færdiggjorte uddannelsesdele, hvis den unge anmoder om et sådant.
  
Stk. 5. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om udformning og indhold af ressourcepapiret og uddannelsesbeviset.«
   
  
33. Efter § 12 indsættes:
   
  
»§ 12 a. Har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan styrelsens afgørelser ikke indbringes for ministeren.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, dog i et nærmere bestemt omfang kan indbringes for ministeren. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om adgangen til at klage og om fremgangsmåden herved.«