Ændringsforslag stillet den 26. maj
2023 uden for betænkningen
Til § 1
Af Karina
Adsbøl (DD):
10) I
den under nr. 12 foreslåede § 2 a affattes stk.
3, 4. pkt. således:
»Kommunalbestyrelsen har heller ikke pligt
til at give den unge mulighed for at vælge et
uddannelsessted, der er uforholdsmæssig dyrere end et andet
uddannelsessted, der matcher den unges behov, herunder hvis
kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge vurderer, at dette
indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for
den unge, dog skal visitationsniveauet indgå i vurderingen af
prisen.«
[Det præciseres, at
visitationsniveauet skal medtages i vurderingen af et
uforholdsmæssig dyrere tilbud]
11) I
den under nr. 12 foreslåede § 2 b indsættes i stk. 1, nr. 3 efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»I denne vurdering skal visitationsniveauet
indgå.«
[Det præciseres, at
visitationsniveauet skal medtages i vurderingen af et
uforholdsmæssig dyrere tilbud]
Bemærkninger
Til nr. 10 og 11
Ændringsforslagene vil
indebære, at det bliver præciseret, at fokus, når
et andet uddannelsestilbud skal vurderes, skal være på
visitationsniveauet i tilbuddet, herunder om tilbuddet matcher den
unges behov, og at mindre økonomiske forskelle på
tilbud ikke må stå i vejen for, hvilket
uddannelsestilbud den unge kan tilbydes. Formålet med
ændringen er, at der ikke skabes tvivl om det i relation til
formuleringen »uforholdsmæssig dyrere« i den
foreslåede § 2 a, stk. 3, og formuleringen
»uforholdsmæssig grad overstiger prisen« i den
forslåede § 2 b, stk. 1, nr. 3.
Det foreslås i lovforslaget, at der
efter § 2 indsættes § 2 a og § 2 b. Af §
2 a, stk. 3, 4. pkt., fremgår følgende:
»Kommunalbestyrelsen har heller ikke
pligt til at give den unge mulighed for at vælge et
uddannelsessted, der er uforholdsmæssig dyrere end et andet
uddannelsessted, der matcher den unges behov, herunder hvis
kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge vurderer, at dette
indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for
den unge.« Af § 2 b, stk. 1, nr. 3, fremgår
følgende:
»Prisen for det alternative tilbud
efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke i uforholdsmæssig
grad overstiger prisen for kommunalbestyrelsens tilbud.« De
foreslåede ændringer indebærer, at
kommunalbestyrelsen ikke vil have pligt til at give den unge
mulighed for at vælge et uddannelsessted, der er
uforholdsmæssig dyrere end andre uddannelsessteder, der
matcher den unges behov.
Ændringsforslagene skyldes bekymring
om, hvorvidt mindre økonomiske forskelle kommer til at
være en hindring for de unges mulighed for at få
tilbudt det uddannelsestilbud, der matcher de unges ønsker
og behov bedst, hvorfor formuleringen i lovforslaget med
ændringsforslagene præciserer, at der i vurderingen af
et uddannelsessted først og fremmest skal være fokus
på visitationsniveauet i tilbuddet, altså om tilbuddet
matcher den unges behov, og at små økonomiske
forskelle ikke må stå til hinder for den unges
ønske om et særligt uddannelsestilbud. Ændringen
er i tråd med den politiske aftale, som lovforslaget
udmønter, hvor der er fokus på
visitationsniveauet.