Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 24. maj 2023
1. Ændringsforslag
Beskæftigelsesministeren har stillet
10 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL og NB) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (EL) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3.
behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (NB) vil redegøre for sin
stilling til lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil ved
2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til
de stillede ændringsforslag.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Dansk
Folkeparti
Dansk Folkepartis medlem af udvalget er
meget optaget af, at vi i Danmark får udnyttet den store
ressource, som vores seniorer udgør. Det er således en
nødvendighed, at vi får skabt et bedre og mere
fleksibelt arbejdsmarked, hvis vi skal kunne møde den store
efterspørgsel på arbejdskraft. Dansk Folkeparti finder
det derfor positivt, at vi med forslaget giver pensionisterne mere
frihed og fleksibilitet til at tage et arbejde, hvis de
ønsker det, uden at skulle frygte modregning i deres
pensionsydelse. Dansk Folkeparti bemærker dog, at man med
forslaget langtfra er i mål med at få skabt et
rummeligt og fleksibelt seniorarbejdsmarked. Det er dog et skridt
på vejen, hvorfor Dansk Folkeparti støtter
forslaget.
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget er positiv
over for forslaget, som gør det mere rentabelt at arbejde
ved siden af sin folkepension. Alternativet har det synspunkt, at
arbejde ikke er alt. Arbejde er til for at skabe mening i livet og
til at deltage i fællesskaber. Det skal man have mulighed
for, og der skal være langt friere rammer til det, end der er
i dag. Som folkepensionist skal man ikke frakobles arbejdsmarkedet
- alle borgere bør kunne bidrage med kompetencer og evner
efter behov og ressourcer. Alternativet ønsker et fleksibelt
og åbent arbejdsmarked, hvilket dette forslag ikke skaber,
men det fører et skridt videre for borgere, der tidligere
har været begrænset af systemets rigide regler.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af NB):
1) Nr.
12 affattes således:
»12. I §
29, stk. 1, indsættes som nr.
11 og 12:
»11) Ved
opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1 bortses
fra pensionistens indtægt ved personligt arbejde ved
beregning af pensionstillægget.
12) Ved
opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1 bortses
fra pensionistens indtægt ved personligt arbejde, som kan
henføres til en periode, hvor udbetalingen af folkepension
opsættes i løbet af året, jf. § 15 a, efter
en periode med pensionsudbetaling.««
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 2]
2)
Efter nr. 20 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
29, stk. 9, indsættes som 2.
pkt.:
»Beskæftigelsesministeren kan
fastsætte nærmere regler om opgørelse af
indtægt ved personligt arbejde, jf. stk. 1, nr.
10-12.««
[Bemyndigelse til
beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om
opgørelse af indtægt ved personligt arbejde]
3) I
den under nr. 30 foreslåede
ændring af § 32 a, stk. 3, nr.
4, ændres »Hjælp« til:
»Sygedagpenge«.
[Begrebsmæssig
præcisering]
4) Nr.
43 affattes således:
»43. I §
39 b, stk. 3, der bliver stk. 6, indsættes før
1. pkt. som nyt punktum:
»Afgørelse om efterregulering af
pensionen genoptages ikke, som følge af at afgørelse
om årsopgørelsen genoptages.««
[Konsekvensændring som
følge af opsplitning af bestemmelsen]
5)
Efter nr. 43 indsættes som nyt nummer:
»02. I §
39 b, stk. 3, der bliver stk. 6, indsættes i 1. pkt., der bliver 2. pkt., efter
»efterregulering kan«: »dog«.«
[Konsekvensændring som
følge af opsplitning af bestemmelsen]
6) I
den under nr. 48 foreslåede
ændring af § 49, stk. 4, 2.
pkt., ændres »nr. 4-7, 10 og 12« til:
»nr. 4-7, 10 og 11«.
[Lovteknisk korrektion]
Til § 2
7) Nr.
18 affattes således:
»18. I §
38 a, stk. 3, der bliver stk. 6, indsættes før
1. pkt. som nyt punktum:
»Afgørelse om efterregulering af
pensionen genoptages ikke, som følge af at afgørelse
om årsopgørelsen genoptages.««
[Konsekvensændring som
følge af opsplitning af bestemmelsen]
8)
Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
38 a, stk. 3, der bliver stk. 6, indsættes i 1. pkt., der bliver 2. pkt., efter
»efterregulering kan«: »dog«.«
[Konsekvensændring som
følge af opsplitning af bestemmelsen]
Til § 5
9) Stk.
2 affattes således:
»Stk. 2.
§ 1, nr. 1-7, 9, 11, 12, 19, 01, 21-25, 33, 35-37, 39-43, 02,
44 og 46-56, § 2, nr. 1, 2, 4, 11, 13, 15-18, 01, 19, 21 og
22, og § 3 har virkning fra den 1. januar 2024.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 2 og 5]
10) I
stk. 3, 1. pkt., ændres
Ȥ 1, nr. 1-6, 9, 19, 21-23, 33, 35-37, 40, 46-52 og
55-56« til: »§ 1, nr. 1-6, 9, 19, 01, 21-23, 33,
35-37, 40, 46-52, 55 og 56«, og i 2.
pkt. ændres »§ 29, stk. 1, nr. 11 og
13« til: »§ 29, stk. 1, nr. 11, og stk. 9«,
og efter »som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12«
indsættes: »og 01«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 2 og 5]
Bemærkninger
Til nr. 1
Konsekvensændring, som følge
af at bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte regler for
opgørelse af indtægt ved personligt arbejde med
ændringsforslag nr. 2 foreslås rykket til § 29,
stk. 9.
Der sker ikke med ændringen nogen
indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.
Til nr. 2
Det følger af § 29, stk. 1, nr.
3, i lov om social pension, at indkomster, herunder
fradragsberettigede udgifter, der ikke fremgår af
indkomstregisteret, fordeles ligeligt over kalenderåret.
Efter § 29, stk. 9, kan beskæftigelsesministeren
fastsætte regler om, at fordelingen af indkomster, jf. stk.
1, nr. 3, kan fraviges, når det drejer sig om indkomster og
udgifter ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Det
foreslås, at der i § 29, stk. 9, indsættes et nyt
punktum, hvorefter beskæftigelsesministeren bemyndiges til at
fastsætte regler for opgørelse af indtægt ved
personligt arbejde.
Forslaget er alene en ændret
placering af bemyndigelsesbestemmelsen.
Til nr. 3
Der er tale om en sproglig korrektion. Der
sker ikke med ændringen nogen indholdsmæssig
ændring af bestemmelsen.
Til nr. 4, 5, 7 og 8
Ændringerne er en konsekvens af en
opsplitning af bestemmelsen.
Der sker ikke med ændringerne nogen
indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.
Til nr. 6
Ændringen er en korrektion af en
henvisning.
Til nr. 9
Der er tale om en konsekvensændring,
som følge af at der med ændringsforslag nr. 2 og 5
foreslås en ændret nummerering i lovforslaget.
Til nr. 10
Der er tale om en konsekvensændring,
som følge af at der med ændringsforslag nr. 2 og 5
foreslås en ændret nummerering og at
bemyndigelsesbestemmelsen foreslås flyttet til § 29,
stk. 9, i lov om social pension.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 26. april
2023 og var til 1. behandling den 2. maj 2023. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i
Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
beskæftigelsesministeren sendte den 27. februar 2023 dette
udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 70. Den 26. april
2023 sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene,
et høringsnotat og en ligestillingsvurdering af lovforslaget
til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
1 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Bjarne Laustsen (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S)
Henrik Møller (S) Jens Joel (S) Kasper Roug (S) Leif Lahn
Jensen (S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Monberg (S) Thomas Skriver
Jensen (S) Eva Kjer Hansen (V) nfmd. Morten Dahlin (V) Hans Andersen
(V) Anni Matthiesen (V) Jeppe Søe (M) Nanna W. Gotfredsen
(M) Charlotte Munch (DD) Betina Kastbjerg (DD)
Sólbjørg Jakobsen (LA) Steffen Larsen (LA) Helle
Bonnesen (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Kim Edberg Andersen (NB)
Nick Zimmermann (DF) Karsten Hønge (SF) Astrid Carøe
(SF) Kirsten Normann Andersen (SF) Victoria Velasquez (EL) Katrine
Robsøe (RV) Torsten Gejl (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Moderaterne (M) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 6 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |