Fremsat den 19. april 2023 af transportministeren (Thomas Danielsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
godskørsel1
(Gennemførelse af ændring af
udlejningsdirektivet)
§ 1
I lov om godskørsel, jf.
lovbekendtgørelse nr. 310 af 12. marts 2023, foretages
følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel ændres
»og dele af« til: »dele af«, og efter
»side 49« indsættes: »og dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/738 af 6.
april 2022 om ændring af direktiv 2006/1/EF om anvendelse af
udlejningskøretøjer uden fører til
godstransport ad landevej, EU-Tidende 2022, nr. L 137, side
1«.
2. I
§ 1, stk. 1, 1. pkt., ændres
»med dansk indregistreret motorkøretøj eller
vogntog« til: »med et motorkøretøj eller
et vogntog«.
3. I
§ 1, stk. 2, 1. pkt., ændres »med dansk
indregistreret varebil eller vogntog« til: »med en
varebil eller et vogntog«.
4. I
§ 1, stk. 3, 1. pkt., ændres
»med dansk indregistreret varebil eller vogntog« til:
»med en varebil eller et vogntog«.
5. I
§ 2, stk. 2, udgår
»med motorkøretøjer«.
6. I
§ 6 a, stk. 5, ændres
»med et dansk indregistreret motorkøretøj eller
vogntog« til: »for en virksomhed, der er etableret i
Danmark«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | 2. | Baggrund | 3. | Lovforslagets hovedpunkter | | 3.1. | Dansketablerede
godskørselsvirksomheders brug af
udlejningskøretøjer uden fører, som er lejet i
andre medlemsstater | | | 3.1.1. | Gældende ret | | | | 3.1.1.1. | EU-regler | | | | 3.1.1.2. | Danske regler | | | 3.1.2. | Transportministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 3.2. | Præcisering af
anvendelsesområdet for § 2, stk. 2 | | | 3.2.1. | Gældende ret | | | | | 3.2.2. | Transportministeriets overvejelser og den
forslåede ordning | | | | 3.3. | Aflønning af en udenlandsk
chaufførs godskørsel på dansk område som
led i chaufførvikarudlejning | | | | | 3.3.1. | Gældende ret | | | | | 3.3.2. | Transportministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | | 4. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Klimamæssige konsekvenser | 8. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | 9. | Forholdet til EU-retten | 10. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 11. | Sammenfattende skema | |
|
1. Indledning
Baggrunden for lovforslaget er implementering af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/738 af 6.
april 2022 om ændring af direktiv 2006/1/EF om anvendelse af
udlejningskøretøjer uden fører til
godstransport ad landevej (herefter udlejningsdirektivet).
Forslaget til ændring af udlejningsdirektivet blev fremsat
den 31. maj 2017 som en del af første del af EU's Vejpakke,
der indeholdt nye eller ændrede regler til
cabotagekørsel, udstationering af chauffører,
køre- og hviletider og arbejdstidsregler på
vejtransportområdet.
Med ændringerne i udlejningsdirektivet opdateres reglerne
med henblik på at fjerne de resterende begrænsninger
på anvendelsen af udlejningskøretøjer i
international transport og oprette et ensartet regelsæt, som
giver transportvirksomheder i hele EU mere lige adgang til markedet
for udlejningskøretøjer. Konkret udvides
udlejningsdirektivets anvendelsesområde, således at der
for medlemsstater nu gælder en generel pligt til at tillade
anvendelse af et udlejningskøretøj på deres
respektive områder, hvis køretøjet er
indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med
lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor den lejende
virksomhed er etableret.
Anvendelsen af udlejningskøretøjer kan nedbringe
omkostningerne for virksomheder, som udfører godstransport,
og kan på samme tid øge deres driftsmæssige
fleksibilitet, hvilket kan bidrage til en øget produktivitet
og konkurrenceevne. Desuden er udlejningskøretøjer
som regel nyere end køretøjerne i en gennemsnitlig
vognpark, hvorfor køretøjerne gennemsnitligt er mere
sikre og mindre forurenende. Sidstnævnte antages at have en
begrænset effekt i dansk sammenhæng, da den
gennemsnitlige vognpark hos danske godstransportvirksomheder
vurderes at være forholdsvis ung og moderne.
Det gældende direktiv fra 2006 pålægger kun
medlemslandene minimale krav til deres regler om anvendelsen af
udlejningskøretøjer, og medlemslandene har i
større omfang muligheder for at indføre nationale
begrænsninger.
Udlejningsdirektivet sikrer, at det er tilladt for virksomheder,
der er etableret i en medlemsstat, at anvende
køretøjer, som er indregistreret eller taget i brug i
overensstemmelse med lovgivningen i enhver medlemsstat og, hvor det
er relevant, anvendes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om
fælles regler om betingelser for udøvelse af
vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets
direktiv 96/26/EF (herefter forordning (EF) nr. 1071/2009) og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009
af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet
for international godskørsel (herefter forordning (EF) nr.
1072/2009).
Med nærværende lovforslag sikres det, at der
træffes de nødvendige foranstaltninger, der
muliggør, at dansketablerede virksomheder på samme vis
kan anvende udlejningskøretøjer, som er
indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med
lovgivningen i en anden medlemsstat, til godskørsel for
fremmed regning.
2. Baggrund
Udlejningsdirektivet indeholder en udtømmende liste af
muligheder for at fastsætte begrænsninger for
anvendelsen af udlejningskøretøjer, der er lejet uden
fører i en anden medlemsstat, som er gældende over for
virksomheder, der er etableret på deres respektive
områder. Hensynet hertil er den betydelige forskel på
nationale afgifter på køretøjer, hvor
begrænsningsmulighederne kan medvirke til at undgå
skatte- og afgiftsmæssige forvridninger.
Medlemsstater kan i henhold til udlejningsdirektivet vælge
at fastsætte følgende begrænsninger for
virksomheder, som er etableret på deres område (artikel
3, stk. 2, litra a-d):
a) begrænse anvendelsen af
udlejningskøretøjet på sit område,
forudsat at det tillades, at den samme vejtransportvirksomhed
anvender udlejningskøretøjet i mindst to på
hinanden følgende måneder i et givet kalenderår;
i dette tilfælde kan medlemsstaten kræve, at
lejekontrakten ikke løber længere end den frist, der
er fastsat af den pågældende medlemsstat,
b) kræve, at udlejningskøretøjet registreres
i overensstemmelse med dens nationale indregistreringsregler efter
mindst 30 dage; i dette tilfælde kan medlemsstaten
kræve, at lejekontrakten ikke løber længere end
den periode, hvor køretøjerne har været i brug
forud for kravet om indregistrering,
c) begrænse antallet af udlejningskøretøjer,
der kan anvendes af en virksomhed, forudsat at minimumsantallet af
tilladte køretøjer er mindst 25 % af
godskøretøjerne i den vognpark, som er til
rådighed for virksomheden i henhold til artikel 5, stk. 1,
litra g), i forordning (EF) nr. 1071/2009 enten den 31. december i
det år, der går forud for anvendelsen af
udlejningskøretøjet eller den dag, hvor virksomheden
begynder at anvende udlejningskøretøjet, hvilket
fastsættes af medlemsstaten; hvis en virksomhed har en samlet
vognpark, der består af mere end ét men mindre end
fire køretøjer, er det tilladt at anvende mindst
ét sådant køretøj; minimumsantallet i
henhold til dette litra vedrører
godskøretøjerne i den vognpark, som er til
rådighed for virksomheden på grundlag af de
køretøjer, der er indregistreret eller taget i brug i
overensstemmelse med lovgivningen i den pågældende
medlemsstat og
d) begrænse anvendelsen af sådanne
køretøjer til kørsel for egen regning.
Udlejningsdirektivets artikel 3, stk. 2, giver således
medlemsstaterne mulighed for at begrænse anvendelsen af
udlejningskøretøjer til maksimalt to på
hinanden følgende måneder i et kalenderår eller
kræve, at køretøjet skal indregistreres efter
30 dage. Det giver også mulighed for at begrænse
antallet af udlejningskøretøjer i en vognpark eller
anvendelsen af udlejningskøretøjer til
firmakørsel. Disse begrænsningsmuligheder
vedrører fiskale forhold.
Skatteministeriet er i gang med at afdække mulighederne
for at gøre brug af visse af begrænsningsmuligheder i
ændringsdirektivet, navnlig art. 3, stk. 2, litra b og d og
vil i givet fald ændre bekendtgørelse nr. 2523 af 15.
december 2021 (registreringsbekendtgørelsen) i
overensstemmelse hermed.
Transportministeriet vurderer, at fastsættelse af
yderligere begrænsningsmuligheder i medfør af
udlejningsdirektivet, som udgangspunkt ikke skal ske i regi af
godskørselsloven, da det med denne lov ikke er tilsigtet at
regulere skatte- og afgiftsforhold.
Det bemærkes i denne forbindelse, at lovforslaget ikke er
til hinder for indførelse af supplerende bestemmelser i
bekendtgørelse nr. 1501 af 8. december 2022 om
godskørsel (herefter
godskørselsbekendtgørelsen), med henblik på at
understøtte eller supplere fastsættelsen af yderligere
begrænsninger i regler på andre
ressortområder.
Senest 1 år efter lovens ikrafttrædelse vil
Transportministeriet, med inddragelse af blandt andet
Skatteministeriet, indsamle data om omfanget af danske
virksomheders brug af udlejningskøretøjer, der er
lejet uden fører i en anden medlemsstat og anvendes på
dansk område. På baggrund af de indsamlede data vil
Transportministeriet foretage en indberetning til Folketingets
Transportudvalg herom.
Med ændringerne i udlejningsdirektivet indsættes der
derudover et krav om, at medlemsstaterne sikrer, at
registreringsnummeret på et udlejningskøretøj,
der benyttes af en virksomhed, som udfører godstransport ad
landevej for fremmed regning, indføres i det nationale
elektroniske register, som vejkontrolmyndigheden desuden skal have
adgang til.
Medlemsstaterne skal desuden arbejde tæt, yde hinanden
hurtig og gensidig bistand og give hinanden alle relevante
oplysninger med henblik på at lette gennemførelsen og
håndhævelsen af direktivet.
Hertil skal der udpeges et nationalt kontaktpunkt med ansvaret
for udveksling af oplysninger med de andre medlemslande gennem det
europæiske register over vejtransportvirksomheder, også
kendt som ERRU.
Arbejdet med implementeringen vil primært foregå ved
fastsættelse af de nødvendige bestemmelser på
bekendtgørelsesniveau, navnlig i bekendtgørelse om
godskørsel. Nærværende lovforslag skal sikre
korrekt gennemførelse af ændringerne i
udlejningsdirektivet og sikre, at godstransport udført med
udlejningskøretøjer omfattes af lov om
godskørsel på lige vilkår med godstransport
udført med danskregistrerede køretøjer samt
tydeliggøre politiets bemyndigelse til at føre
kontrol med motorkøretøjer, med hvilket der
udføres godskørsel i henhold til loven, forskrifter
udstedt i medfør heraf eller EU-regler om godskørsel
med motorkøretøj.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Dansketablerede godskørselsvirksomheders brug
af udlejningskøretøjer uden fører, som er
lejet i andre medlemsstater
3.1.1. Gældende ret
3.1.1.1. EU-regler
Reglerne om adgangen til og udførelse af
godskørsel i Danmark reguleres i lov om godskørsel.
For så vidt angår international godskørsel for
fremmed regning er der tale om EU-regler, som er reguleret i
forordning (EF) nr. 1071/2009 samt forordning (EF) nr.
1072/2009.
Det følger af artikel 3 i forordning (EF) nr. 1072/2009,
at der til international godstransport bl.a. kræves en
fællesskabstilladelse. Det følger endvidere af
forordningens artikel 4, stk. 1, at fællesskabstilladelsen
udstedes i overensstemmelse med denne forordning af en medlemsstat
til enhver transportvirksomhed, der udfører
godskørsel for fremmed regning, og som er etableret i denne
medlemsstat i overensstemmelse med Fællesskabets og
medlemsstatens lovgivning og i overensstemmelse med
Fællesskabets og etableringsmedlemsstatens lovgivning om
adgang til transporterhvervet har ret til at udføre
international godskørsel i etableringsmedlemsstaten.
For at en virksomhed kan få udstedt en
fællesskabstilladelse, skal virksomheden opfylde en
række betingelser, som følger af forordning (EF) nr.
1071/2009, hvor det af artikel 3 fremgår, at virksomheder,
der udøver vejtransporterhvervet, skal have et faktisk
etableret og varigt forretningssted i en af medlemsstaterne, udvise
god vandel, have et tilstrækkeligt økonomisk grundlag
og have de nødvendige faglige kvalifikationer.
3.1.1.2 Danske regler
Fællesskabstilladelserne udstedes i dag af
Færdselsstyrelsen efter artikel 4 i forordning (EF) nr.
1072/2009 samt lov om godskørsel § 1, stk. 1 og 3. I
lov om godskørsel § 1, stk. 1, fremgår det, at
den, der er etableret på dansk område og udfører
godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret
motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt
totalvægt, der overstiger 3.500 kg, skal have tilladelse
hertil. Fællesskabstilladelse udstedt i medfør af
artikel 4 i forordning (EF) nr. 1072/2009 giver ret til at
udføre nationale transporter. Tilladelse udstedes med
gyldighed på indtil 10 år.
Endvidere fremgår det af § 1, stk. 3, at den, der er
etableret på dansk område og udfører
international godskørsel for fremmed regning med dansk
indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt
totalvægt, der overstiger 2.500 kg, skal have tilladelse
hertil. Tilladelse udstedes med gyldighed på indtil 10
år.
Af forordningerne følger det, at den udstedende myndighed
kan udstede fællesskabstilladelserne til en virksomhed, som
har lejet køretøjet, hvormed der skal udføres
godskørsel for fremmed regning. Det følger bl.a. af
artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1072/2009, at der udstedes
ét originaleksemplar til virksomheden samt et antal
bekræftede kopier svarende til antallet af
køretøjer, som indehaveren af
fællesskabstilladelsen råder over som ejer eller
på et andet grundlag, navnlig i kraft af en afbetalingsaftale
eller en leje- eller leasingkontrakt.
Endvidere fremgår det bl.a. af artikel 5, stk. 1, litra e,
i forordning (EF) nr. 1071/2009, at der skal rådes over et
eller flere køretøjer, som er indregistreret eller
godkendt til godskørsel eller godkendt til anvendelse i
overensstemmelse lovgivningen i medlemsstaten, uanset om disse
køretøjer er 100 pct. ejet eller f.eks. besiddes i
henhold til en afbetalingsaftale eller en leje- eller
leasingkontrakt.
Det følger ikke af lov om godskørsel, hvorvidt der
kan anvendes udlejningskøretøjer til brug for
godskørsel for egen eller fremmed regning, men af
godskørselsbekendtgørelsens § 19, stk. 1,
fremgår det, at en tilladelse i henhold til lov om
godskørsel § 1, stk. 1-3, kun kan benyttes til
kørsel med ét motorkøretøj ad gangen og
kun med et motorkøretøj, som tilladelsesindehaveren
er registreret bruger af eller har lejet uden fører.
Reglerne for national godskørsel for fremmed regning med
en varebil eller vogntog med en tilladt totalvægt på
mere end 2.500 kg, og som fragter gods med en samlet vægt
på mere end 11 kg pr. stykgods, er alene nationalt forankret
og er derfor alene reguleret i lov om godskørsel og i
godskørselsbekendtgørelsen. Reglerne om national
varebilskørsel minder dog på mange måder om
reglerne vedrørende den internationale varebilsordning.
Den nationale varebilstilladelse udstedes i dag efter lov om
godskørsel § 1, stk. 2, hvor det fremgår, at den,
der er etableret på dansk område og udfører
godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret
varebil eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der
overstiger 2.500 kg, og som fragter gods med en samlet vægt
på mere end 11 kg pr. stykgods, skal have tilladelse hertil.
Tilladelsen er national og udstedes med gyldighed på indtil
10 år.
Som ovenfornævnt, følger det ikke i dag af lov om
godskørsel, at der kan anvendes
udlejningskøretøjer til brug for godskørsel
for fremmed regning, hvorfor der ligeledes med hensyn til disse
tilfælde henvises til
godskørselsbekendtgørelsens § 19, stk. 1, hvor
det fremgår, at en tilladelse i henhold til lov om
godskørsel § 1, stk. 1-3, kun kan benyttes til
kørsel med ét motorkøretøj ad gangen og
kun med et motorkøretøj, som tilladelsesindehaveren
er registreret bruger af eller har lejet uden fører.
I forhold til både EU-reglerne og den nationale ordning
følger det af godskørselsbekendtgørelsens
§ 19, stk. 2, at hvis der benyttes et
motorkøretøj lejet uden fører, skal en
lejekontrakt, jf. § 5 i bekendtgørelse nr. 992 af 27.
juni 2022 om udlejning af motorkøretøjer uden
fører, medbringes under kørsel og forevises for
kontrolmyndighederne på forlangende.
3.1.2. Transportministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det er Transportministeriets vurdering, at lov om
godskørsel § 1, stk. 1-3, bør ændres, idet
ordlyden i dag forudsætter, at tilladelseskravet, som er
fastsat heri, først er gældende, når
motorkøretøjet er indregistreret i Danmark. Det er
nødvendigt, at bestemmelserne ændres, så der
ikke opstår tvivl om, hvorvidt en dansk
vejtransportvirksomhed, der udfører godskørsel for
fremmed regning, og som anvender et udlejningskøretøj
lejet uden fører, og som er indregistreret eller taget i
brug i overensstemmelse med lovgivningen i en anden medlemsstat, er
omfattet af tilladelseskravet.
Som nævnt følger det allerede af artikel 3 i
forordning (EF) nr. 1072/2009, at der til international transport
kræves en fællesskabstilladelse. Ordlyden i lov om
godskørsel § 1, stk. 1 og 3, er upræcis, og kan
fortolkes således, at tilladelseskravet heri først er
gældende, når en dansk virksomhed anvender et
motorkøretøj, som er indregistreret i Danmark.
For så vidt angår den nationale varebilsordning, som
følger af lov om godskørsel § 1, stk. 2, er en
ændring ligeledes en forudsætning for at undgå
tvivl om, hvorvidt en virksomhed, der udfører national
varebilskørsel for fremmed regning, skal have en tilladelse
hertil, også når denne udfører
godskørslen for fremmed regning i et
udlejningskøretøj, som er indregistreret eller taget
i brug i overensstemmelse med reglerne i et andet medlemsland.
Det foreslås derfor, at "dansk indregistreret" udgår
af bestemmelsernes ordlyd.
3.2. Præcisering af anvendelsesområdet for
§ 2, stk. 2
3.2.1. Gældende ret
Det følger af lov om godskørsel § 2, stk. 2,
at transportministeren kan fastsætte regler med henblik
på anvendelse eller gennemførelse af EU-regler om
godskørsel med motorkøretøjer og arbejdstid
for selvstændige vognmænd samt tilsvarende aftaler med
andre lande.
Bemyndigelsen til at fastsætte regler i henhold til §
2, stk. 2, er delegeret til Færdselsstyrelsen, jf.
bekendtgørelse nr. 2635 af 28. december 2021 om
Færdselsstyrelsens opgaver, beføjelser og
klageadgang.
Bestemmelsen er bl.a. anvendt til ved bekendtgørelse at
implementere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/1/EF
af 18. januar 2006 om anvendelse af
udlejningskøretøjer uden fører til
godstransport ad landevej.
3.2.2. Transportministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Den gældende bestemmelse i lov om godskørsel §
2, stk. 2, indeholder bemyndigelsen til at fastsætte regler
med henblik på anvendelse og gennemførelse af
EU-regler om godskørsel med
motorkøretøjer.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L
52 som fremsat den 12. oktober 1988 til lov om godskørsel
jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A (97), side 1556-1557,
at bestemmelsen i sin oprindelige form blev indført med
henblik på at bemyndige den daværende trafik- og
kommunikationsminister til at "[…] fastsætte de fornødne
iværksættelsesforanstaltninger med henblik på
anvendelse eller gennemførelse af De europæiske
Fællesskabers forordninger og direktiver om godskørsel
samt af tilsvarende regler med andre lande. ". Uagtet
indførelsen af "med motorkøretøjer" er det
Transportministeriets vurdering, at hensigten med bestemmelsens
anvendelsesområde var at give transportministeren
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler med
henblik på anvendelse og gennemførelse af EU-regler om
godskørsel generelt og at brugen af ordlyden "med
motorkøretøjer" ikke var tiltænkt som en
begrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde.
Transportministeriet bemærker i denne forbindelse, at
følgende gældende bekendtgørelser er udstedt i
overensstemmelse med denne fortolkning: bekendtgørelse nr.
1501 af 8. december 2022 om godskørsel og
bekendtgørelse nr. 450 af 11. maj 2012 med senere
ændringer den 19. maj 2022 om arbejdstid for
selvstændige vognmænd.
I udlejningsdirektivets definition af et køretøj i
artikel 1, litra a, fremgår det, at et køretøj
omfatter et motorkøretøj, en påhængsvogn,
en sættevogn eller et vogntog der udelukkende er bestemt til
godstransport. Det kan således udledes af
udlejningsdirektivets definition af et
»køretøj«, at
»motorkøretøj« er en underkategori, der
omfattes af samlebetegnelsen
»køretøj«.
Transportministeriet vurderer på denne baggrund, at det
vil være hensigtsmæssigt at præcisere § 2,
stk. 2 således, at »motorkøretøjer«
udgår. Bestemmelsens anvendelsesområde vil
således være det samme som hidtil, nemlig at
Transportministeren kan fastsætte regler med henblik på
anvendelse eller gennemførelse af EU-regler om
godskørsel generelt. Den foreslåede ordlyd sikrer, at
der ikke opstår tvivl om, hvorvidt bemyndigelsen er
begrænset til EU-regler om godskørsel alene med
motorkøretøjer. Den foreslåede ændring
vil ligeledes skabe klarhed om, at bemyndigelsen også
omfatter fastsættelse af regler, der implementerer
udlejningsdirektivet, der omfatter motorkøretøjer,
påhængsvogne, sættevogne og vogntog, jf.
udlejningsdirektivets artikel 1, litra a.
Det foreslås på den baggrund, at det af
bestemmelsens ordlyd fremgår, at transportministeren kan
fastsætte nærmere regler med henblik på
anvendelse eller gennemførelse af EU-regler om
godskørsel således, at det udtrykkeligt fremgår,
at bestemmelsen giver transportministeren bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om godskørsel.
3.3. Aflønning af en udenlandsk chaufførs
godskørsel på dansk område som led i
chaufførvikarudlejning
3.3.1. Gældende ret
En vejtransportvirksomhed, som har fået udstedt en
fællesskabstilladelse, kan i dag blive godkendt som
chaufførvikarvirksomhed og dermed udleje chauffører
til en anden godskørselsvirksomhed. Dette følger af
lov om godskørsel § 6 a, stk. 3, hvor det
fremgår, at der i tilslutning til en tilladelse til
godskørsel for fremmed regning, jf. § 1, stk. 1, eller
en tilladelse hertil udstedt inden for Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde kan godkendes, at
indehaveren erhvervsmæssigt udlejer chauffører.
Godkendelsen omfatter tillige udlejning af chauffører til
udførelse af erhvervsmæssig personbefordring.
Der er således mulighed for, at udenlandske
godskørselsvirksomheder, der er i besiddelse af en
fællesskabstilladelse, kan blive godkendt som
chaufførvikarvirksomhed i Danmark. Den udenlandske
chaufførvikarvirksomhed skal for at opfylde sine
forpligtelser sørge for, at den chauffør, som bliver
udlejet til en dansketableret godstransportvirksomhed, bliver
aflønnet på lige fod med chauffører, der er
ansat i en dansketableret godskørselsvirksomhed, jf. lov om
godskørsel § 6 a, stk. 5, hvor det fremgår, at en
virksomhed, der er etableret i et andet land end Danmark, og som er
godkendt som chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 3,
skal opfylde betingelser i § 6, stk. 3, når
chaufføren er udlejet til kørsel på dansk
område med et dansk indregistreret
motorkøretøj.
Af lovens § 6, stk. 3, fremgår det, at en
ansøger eller en indehaver af en tilladelse efter § 1,
stk. 1, skal 1) følge et omkostningsniveau, som ikke afviger
entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsniveau i de
bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i de
kollektive overenskomster for chauffører, der er
indgået af de på denne lovs område, jf. § 1,
stk. 1, mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark,
og som gælder på hele det danske område, 2)
være omfattet af en kollektiv overenskomst, hvis faglige
gyldighedsområde dækker arbejde under den i § 1,
stk. 1, nævnte tilladelse, og som er indgået af de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder
på hele det danske område, eller 3) være omfattet
af en landsdækkende kollektiv overenskomst for
chauffører, som ikke afviger entydigt og væsentligt
fra det samlede omkostningsniveau i de bestemmelser om løn-
og arbejdsvilkår, der findes i de kollektive overenskomster
for chauffører, der er indgået af de på denne
lovs område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i
Danmark, og som gælder på hele det danske
område.
3.3.2. Transportministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det er Transportministeriets vurdering, at lov om
godskørsel § 6 a, stk. 5, bør ændres, idet
ordlyden i dag forudsætter, at en udenlandsk
chaufførvikarvirksomhed alene skal sikre
minimumsaflønning i henhold til § 6, stk. 3, af den
udlejede chauffør, som er udlejet til en dansketableret
godskørselsvirksomhed, såfremt kørslen
udføres i et motorkøretøj eller vogntog, som
er indregistreret i Danmark.
I forlængelse af den foreslåede ændring af lov
om godskørsels § 1, stk. 1-3, foreslås det , at
lov om godskørsel § 6 a, stk. 5, ændres, idet det
bør sikres, at en udenlandsk chaufførvikarvirksomhed,
der udlåner en chauffør til en dansketableret
godskørselsvirksomhed, som udfører godskørsel
for fremmed regning i et udlejningskøretøj, der er
lejet uden fører, og som er indregistreret eller taget i
brug i overensstemmelse med lovgivningen i et andet medlemsland,
fortsat modtager løn efter de gældende regler.
Dermed vil det sikres, at der med udlejningsdirektivet ikke
åbnes op for en mulighed, hvor en udenlandsk
chaufførvikarvirksomhed kan aflønne chauffører
på et lavere niveau, når den dansketablerede
godskørselsvirksomhed anvender et
udlejningskøretøj, som er indregistreret eller taget
i brug i overensstemmelse med lovgivningen i et andet
medlemsland.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ikke implementeringsmæssige konsekvenser
for det offentlige.
Lovforslaget kan i afledt grad medføre, at adfærden
på markedet for udlejning af køretøjer til
godstransport ændrer sig, således at flere danske
virksomheder gør brug af muligheden for at leje
køretøjer, som er registreret i andre medlemsstater,
hvor registreringsafgiften på selve køretøjerne
og afgifter forbundet med brugen af køretøjerne
(navnlig brændstofforbrugsafgift eller vægt- og
udligningsafgift) er lavere end i Danmark.
Såfremt danske virksomheder øger brugen af
køretøjer registreret i andre medlemsstater, som
følge af ændringerne i udlejningsdirektivet kan dette
medføre et reduceret provenu fra afgifter af danske
køretøjer. Omvendt kan det medføre et
øget provenu fra afgifter af danske køretøjer
i det omfang, at udenlandske virksomheder benytter sig af
muligheden for at leje dansk indregistrerede
køretøjer.
De potentielle økonomiske konsekvenser for det offentlige
kan ikke kvantificeres men vurderes samlet set at være
ikke-nævneværdige.
Transportministeriet vurderer, at de 7 principper for
digitaliseringsklar lovgivning ikke er relevante for
lovforslaget.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke direkte positive eller negative
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Lovforslaget kan have positive og negative afledte
konsekvenser for erhvervslivet, som uddybes nedenfor.
Ændringerne i udlejningsdirektivet, som danner baggrund
for lovforslaget, giver vejtransportvirksomhederne mulighed for at
leje motorkøretøjer til godstransport i andre
medlemsstater i minimum 30 dage, inden der kan fastsættes
krav om, at motorkøretøjet skal omregistreres. Denne
mulighed eksisterer allerede i dansk ret i dag, men er ikke anvendt
i et nævneværdigt omfang. Såfremt flere danske
virksomheder gør brug af muligheden, kan det potentielt
betyde, at et ukendt antal danske vejtransportvirksomheder
vælger at korttidsleje motorkøretøjer i andre
medlemsstater til brug for godskørsel for fremmed regning i
Danmark. Dette kan potentielt føre til et fald i
korttidsudlejningen af motorkøretøjer ved danske
udlejningsvirksomheder.
Ændringerne i udlejningsdirektivet kan også
medføre en tilvækst i udlejningen af
motorkøretøjer til vejtransportvirksomheder etableret
i andre medlemsstater ved danske udlejningsvirksomheder. Hvor mange
virksomheder, der vil benytte sig af muligheden for at leje
motorkøretøjer i andre medlemsstater, er uvist.
Herudover kan udlejning af motorkøretøjer til
godkørsel for fremmed regning potentielt have positive
økonomiske konsekvenser for dele af vejtransporterhvervet
gennem øget driftsmæssig fleksibilitet, som
eksempelvis kan komme til udtryk i perioder med svingende
efterspørgsel. Vejtransportvirksomheder vil hurtigere kunne
imødekomme en stigende efterspørgsel uden at skulle
erhverve nye motorkøretøjer eller være
nødt til at afslå ordrer grundet mangel på
køretøjer. Det samme vil omvendt gøre sig
gældende, hvor vejtransportvirksomhederne i perioder med lav
efterspørgsmål hurtigt kan afvikle dele af
virksomheden og derved mindske omkostningerne i perioden.
Antallet af eventuelle omfattede vejtransportvirksomheder er
på nuværende tidspunkt ikke muligt at kvantificere.
Stiger antallet af lejede motorkøretøjer til
godskørsel, kan det ligeledes betyde en nedgang i salget af
motorkøretøjer til godskørsel. Dette vurderes
dog at være minimalt grundet kravet om indregistrering ved
leje af et motorkøretøj i mere end 30 dage.
Principperne for agil erhvervsrettet regulering er ikke
relevante for lovforslaget, da lovforslaget ikke omhandler
forretningsmodeller, innovation eller særlige
teknologier.
Samlet vurderes det, at lovforslaget ikke medfører
direkte administrative eller økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet. Det er dog ikke muligt at kvantificere de afledte
konsekvenser.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke direkte klimamæssige
konsekvenser.
Det vurderes dog, at lovforslaget på sigt kan få
afledte positive klimamæssige konsekvenser, da lovforslaget
potentielt kan betyde, at erhvervslivet kan optimere deres drift og
effektivitet ved at udnytte muligheden for at bruge af lejede
motorkøretøjer og derved mindske deres klimaaftryk.
Disse potentielle afledte konsekvenser vurderes at være af
begrænset omfang og er ikke kvantificerbare.
8. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljø- eller naturmæssige
konsekvenser.
9. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget implementerer Europa Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2022/738 af 6. april 2022 om ændring af
direktiv 2006/1/EF om anvendelse af
udlejningskøretøjer uden fører til
godstransport af landevej.
Ændringerne i udlejningsdirektivet udvider direktivets
anvendelsesområde således, at der for medlemsstaterne
nu gælder en generel pligt til at tillade anvendelsen af et
udlejningskøretøj på deres respektive
områder, hvis køretøjet er indregistreret eller
taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i en anden
medlemsstat end den, hvor den lejende vejtransportvirksomhed er
etableret.
Af hensyn til medlemsstaternes varierende skatte- og
afgiftsniveau indeholder ændringerne i udlejningsdirektivet
en række muligheder for, at den enkelte medlemsstat inden for
eget område kan vælge at begrænse brugen af disse
udlejningskøretøjer.
10. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. februar 2023
til den 15. marts 2023 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Akademikernes Centralorganisation,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsgiverforening
for indehavere af taxi-, OST-, limousine- og sygetransport (ATAX),
Arbejdstilsynet, Autobranchen Danmark, Automobilbranchens Handels-
& Industriforening i Danmark (AUTIG), Bilbranchen,
Bilsynsbranchen, Centralorganisationers Fællesudvalg (CFU),
Datatilsynet, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Tekniske
Universitet, Danmarks Tekniske Universitet - Transport, Danske
Advokater, Dansk Agroindustri, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Bilbrancheråd, Dansk Bilforhandler Union, Dansk Byggeri,
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Danske
Kørelæreres Landsforbund, Dansk Erhverv, Dansk
Erhvervsfremme, Danske Medier, Danske Regioner, Danske
Speditører, Danske Synsvirksomheder, Danske Vognmænd
(DTL), Dansk Forening for International
Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk
Kørelærer-Union, Dansk Maskinhandlerforening, Dansk
Metal, Dansk PersonTransport, Dansk Standard, Dansk Transport og
Logistik, De Danske Bilimportører, Den Danske
Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus,
Dommerfuldmægtigforeningen, Dækbranchen Danmark,
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Finanssektorens
Arbejdsgiverforening (FA), Forbrugerrådet,
Forbrugerombudsmanden, Forenede Danske Motorejere (FDM), Foreningen
af Frie Kørelærere, Forhandlingsfællesskabet,
Forsikringsoplysningen, Frie Danske Lastbilsvognmænd,
Havarikommissionen, International Transport Danmark (ITD), ITS
Danmark, Kommunernes Landsforening (KL), Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, KRIFA, Kørelærerforeningen,
Køreprøvesagskyndiges Landsforening, Landbrug &
Fødevarer, Ledernes Hovedorganisation,
Maskinleverandørerne, Motorcykel Forhandler Foreningen,
Motorcykel Importør Foreningen, Mover, NOAH-Trafik,
Politiforbundet i Danmark, Postnord Erhverv, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet
for Grøn Omstilling, Rådet for Sikker Trafik, Sikre
Veje, SMV Danmark, Sø- og Handelsretten, Teknologisk
Institut, Trafikselskaberne i Danmark, Transporterhvervets
Uddannelser og Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet og
3F.
| | | | | | 11. Sammenfattende Skema | | | | Positive konsekvenser/mindre udgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Kan ikke kvantificeres | Kan ikke kvantificeres | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Kan ikke kvantificeres | Kan ikke kvantificeres | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Kan ikke kvantificeres | Kan ikke kvantificeres | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget har til formål at
gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2022/738 af 6. april 2022 om ændring af direktiv 2006/1/EF om
anvendelse af udlejningskøretøjer uden fører
til godstransport ad landevej. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej X | | | | | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Fodnoten til lov om godskørsels titel angiver, at loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16.
december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i
udveksling af tjenesteydelser, EF-Tidende 1997, nr. L 18, side 1,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF af 15. juli
2003 om grundlæggende kvalifikationskrav og
efteruddannelseskrav for førere af visse
køretøjer, der benyttes til godstransport eller
personbefordring ad vej, og om ændring af Rådets
forordning (EØF) nr. 38/85 samt Rådets direktiv
91/439/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv
76/914/EØF, EF-Tidende 2003, nr. L 226, side 4-17, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj
2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om
udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af
tjenesteydelser og om ændring af forordning (EU) nr.
1024/2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for
det indre marked (»IMI-forordningen«), EU-Tidende 2014,
nr. L 159, side 11, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2020/1057/EU af 15. juli 2020 om fastsættelse af
særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv
2014/67/EU om udstationering af førere i
vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF,
for så vidt angår håndhævelseskravene, og
af forordning (EU) nr. 1024/2012, EU-Tidende 2020, nr. L 249, side
49.
Det foreslås, at der i fodnoten til lovens titel indsættes
henvisningen »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2022/738 af 6. april 2022 om ændring af
direktiv 2006/1/EF om anvendelse af
udlejningskøretøjer uden fører til
godstransport ad landevej, EU-Tidende 2022, nr. L 137, side
1«. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets
§ 1, nr. 2 idet de foreslåede ændringer sikrer
korrekt gennemførelse af direktivet. Som konsekvens heraf
foreslås endvidere en rent korrekturmæssig
ændring af fodnotens eksisterende indhold.
Til nr. 2
Det fremgår af lov om godskørsel § 1, stk. 1,
at den, der er etableret på dansk område og
udfører godskørsel for fremmed regning med dansk
indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en
samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg, skal have
tilladelse hertil. Fællesskabstilladelse udstedt i
medfør af artikel 4 i forordning (EF) nr. 1072/2009 giver
ret til at udføre nationale transporter. Tilladelse udstedes
med gyldighed på indtil 10 år.
Det foreslås på denne baggrund, at lov om
godskørsel § 1, stk. 1, 1.
pkt., ændres således, at »dansk
indregistreret« udgår.
Det følger af den foreslåede ændring af
§ 1, stk. 1, 1. pkt., at den, der er etableret på dansk
område og udfører godskørsel for fremmed
regning med et motorkøretøj eller et vogntog med en
samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg, skal have
tilladelse hertil. Fællesskabstilladelse udstedt i
medfør af artikel 4 i forordning (EF) nr. 1072/2009 giver
ret til at udføre nationale transporter. Tilladelse udstedes
med gyldighed på indtil 10 år.
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, vil
indebære, at der ikke opstår tvivl om, hvorvidt den
vejtransportvirksomhed, der udfører godskørsel for
fremmed regning i et motorkøretøj eller et vogntog
med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg,
skal have en tilladelse hertil, også når virksomheden
udfører godskørsel i et motorkøretøj,
som er lejet uden fører, og som er registreret eller taget i
brug i overensstemmelse med lovgivningen i et andet
medlemsland.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af lov om godskørsel § 1, stk. 2,
at den, der er etableret på dansk område og
udfører godskørsel for fremmed regning med dansk
indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt
totalvægt, der overstiger 2.500 kg, og som fragter gods med
en samlet vægt på mere end 11 kg pr. stykgods, skal
have tilladelse hertil. Tilladelsen er national og udstedes med
gyldighed på indtil 10 år.
Det foreslås på denne baggrund, at lov om
godskørsel § 1, stk. 2, 1.
pkt., ændres således, at »dansk
indregistreret« udgår.
Det følger af den foreslåede ændring af
§ 1, stk. 2, at den, der er etableret på dansk
område og udfører godskørsel for fremmed
regning med en varebil eller et vogntog med en samlet tilladt
totalvægt, der overstiger 2.500 kg, og som fragter gods med
en samlet vægt på mere end 11 kg. pr. stykgods, skal
have tilladelse hertil. Tilladelsen er national og udstedes med
gyldighed på indtil 10 år.
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, vil
indebære, at der ikke opstår tvivl om, hvorvidt den
vejtransportvirksomhed, der udfører national
godskørsel for fremmed regning i en varebil eller et vogntog
med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, og
som fragter gods med en samlet vægt på mere end 11 kg.
pr. stykgods, skal have en tilladelse hertil, også når
virksomheden udfører godskørsel i en varebil, som er
lejet uden fører, og som er registreret eller taget i brug i
overensstemmelse med lovgivningen i et andet medlemsland.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det fremgår af lov om godskørsel § 1, stk. 3,
at den, der er etableret på dansk område og
udfører international godskørsel for fremmed regning
med dansk indregistreret varebil eller vogntog med en samlet
tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, skal have
tilladelse hertil. Tilladelse udstedes med gyldighed på
indtil 10 år.
Det foreslås på denne baggrund, at lov om
godskørsel § 1, stk. 3, 1.
pkt., ændres således, at »dansk
indregistreret« udgår.
Det følger af den foreslåede ændring af
§ 1, stk. 3, at den, der er etableret på dansk
område og udfører international godskørsel for
fremmed regning med en varebil eller et vogntog med en samlet
tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, skal have
tilladelse hertil. Tilladelse udstedes med gyldighed på
indtil 10 år.
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 3, vil
indebære, at der ikke opstår tvivl om, hvorvidt den
vejtransportvirksomhed, der udfører international
godskørsel for fremmed regning i en varebil eller et vogntog
med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg,
skal have en tilladelse hertil, også når virksomheden
udfører godskørsel i en varebil, som er lejet uden
fører og er registreret eller taget i brug i
overensstemmelse med lovgivningen i et andet medlemsland.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Det følger i dag af lov om godskørsel § 2,
stk. 2, at transportministeren kan fastsætte regler med
henblik på anvendelse eller gennemførelse af EU-regler
om godskørsel med motorkøretøjer og arbejdstid
for selvstændige vognmænd samt tilsvarende aftaler med
andre lande.
I udlejningsdirektivets definition af et køretøj i
artikel 1, litra a, fremgår det, at et køretøj
omfatter et motorkøretøj, en påhængsvogn,
en sættevogn eller et vogntog der udelukkende er bestemt til
godstransport. Det kan således udledes af
udlejningsdirektivets definition af et
»køretøj«, at
»motorkøretøj« er en underkategori, der
omfattes af samlebetegnelsen
»køretøj«.
Det foreslås på denne baggrund, at lov om
godskørsel § 2, stk. 2,
ændres således, at »med
motorkøretøjer« udgår.
Forslagets formål er at præcisere og undgå
tvivl om, at bemyndigelsen i § 2, stk. 2, i lov om
godskørsel omfatter godskørsel generelt og ikke er
begrænset til godskørsel med
motorkøretøjer. Der er således med det
forslåede tale om en teknisk ændring, som ikke har til
hensigt at ændre i retstilstanden.
Med den foreslåede ændring tydeliggøres det
således, at transportministeren kan fastsætte regler
med henblik på anvendelse eller gennemførelse af
EU-regler om godskørsel, herunder godskørsel med
køretøjer, hvilket omfatter
motorkøretøjer, påhængsvogne,
sættevogne eller vogntog der udelukkende er bestemt til
godstransport.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Det fremgår af lov om godskørsel § 6 a, stk.
5, at en virksomhed, der er etableret i et andet land end Danmark,
og som er godkendt som chaufførvikarvirksomhed i henhold til
stk. 3, skal opfylde betingelserne i § 6 a, stk. 3, når
chaufføren er udlejet til kørsel på dansk
område med et dansk indregistreret motorkøretøj
eller vogntog. Ordlyden forudsætter, at en udenlandsk
chaufførvikarvirksomhed alene skal sikre
minimumsaflønning i henhold til § 6, stk. 3, af den
udlejede chauffør, som er udlejet til en dansketableret
godskørselsvirksomhed, såfremt kørslen
udføres i et motorkøretøj eller vogntog, som
er indregistreret i Danmark.
Det foreslås på denne baggrund, at »med et
dansk indregistreret motorkøretøj eller
vogntog« i § 6 a, stk. 5,
ændres til: »for en virksomhed, der er etableret i
Danmark«.
Det følger af den foreslåede ændring af
§ 6 a, stk. 5, at en virksomhed,
der er etableret i et andet land end Danmark, og som er godkendt
som chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 3, skal
opfylde betingelserne i § 6, stk. 3, når
chaufføren er udlejet til kørsel på dansk
område for en virksomhed, der er etableret i Danmark.
Den foreslåede ændring af § 6 a, stk. 5, vil
indebære, at den uhensigtsmæssige situation, hvor en
udenlandsk chaufførvikarvirksomhed, som udlåner
chauffører til en dansketableret virksomhed, kan omgå
reglerne om aflønning af chauffører efter lov om
godskørsel § 6, stk. 3, i tilfælde, hvor den
danske godskørselsvirksomhed gør brug af
udlejningskøretøjer, som er indregistreret eller
taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i et andet
medlemsland, undgås.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til §
2
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1.
juli 2023.
Ikrafttrædelsesdatoen er i overensstemmelse med de
fælles ikrafttrædelsesdatoer for erhvervsrettet
lovgivning.
Loven finder ikke anvendelse for Færøerne og
Grønland, da lov om godskørsel ikke gælder for
Færøerne og Grønland jf. § 19.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
Gældende
formulering | Lovforslaget | | § 1 | | I lov om godskørsel, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012, som
ændret bl.a. ved lov nr. 746 af 1. juni 2015, lov nr. 735 af
8. juni 2018, lov nr. 870 af 14. juni 2020, lov nr. 159 af 31.
januar 2022 og lov nr. 638 af 18. maj 2022 og senest ved lov nr.
639 af 18. maj 2022, foretages følgende
ændringer: | 1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af
arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, EF-Tidende
1997, nr. L 18, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2003/59/EF af 15. juli 2003 om grundlæggende
kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af
visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller
personbefordring ad vej, og om ændring af Rådets
forordning (EØF) nr. 38/85 samt Rådets direktiv
91/439/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv
76/914/EØF, EF-Tidende 2003, nr. L 226, side 4-17, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj
2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om
udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af
tjenesteydelser og om ændring af forordning (EU) nr.
1024/2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for
det indre marked (»IMI-forordningen«), EU-Tidende 2014,
nr. L 159, side 11, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2020/1057/EU af 15. juli 2020 om fastsættelse af
særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv
2014/67/EU om udstationering af førere i
vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF,
for så vidt angår håndhævelseskravene, og
af forordning (EU) nr. 1024/2012, EU-Tidende 2020, nr. L 249, side
49. | 1. I fodnoten til lovens titel ændres
»og dele af« til: »dele af«, og efter
»side 49« indsættes: »og dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/738 af 6.
april 2022 om ændring af direktiv 2006/1/EF om anvendelse af
udlejningskøretøjer uden fører til
godstransport ad landevej, EU-Tidende 2022, nr. L 137, side
1«. | § 1. Den,
der er etableret på dansk område og udfører
godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret
motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt
totalvægt, der overstiger 3.500 kg, skal have tilladelse
hertil. Fællesskabstilladelse udstedt i medfør af
artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1072/2009 om fælles regler for adgang til markedet for
international godskørsel (forordning (EF) nr. 1072/2009)
giver ret til at udføre nationale transporter. Tilladelse
udstedes med gyldighed på indtil 10 år. | 2. I § 1, stk. 1, 1. pkt., ændres
»med dansk indregistreret motorkøretøj eller
vogntog« til: »med et motorkøretøj eller
et vogntog«. | Stk. 2. Den,
der er etableret på dansk område og udfører
godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret
varebil eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der
overstiger 2.500 kg, og som fragter gods med en samlet vægt
på mere end 11 kg pr. stykgods, skal have tilladelse hertil.
Tilladelsen er national og udstedes med gyldighed på indtil
10 år. | 3. I § 1, stk. 2, 1. pkt., ændres
»med dansk indregistreret varebil eller vogntog« til:
»med en varebil eller et vogntog«. | Stk. 3. Den,
der er etableret på dansk område og udfører
international godskørsel for fremmed regning med dansk
indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt
totalvægt, der overstiger 2.500 kg, skal have tilladelse
hertil. Tilladelse udstedes med gyldighed på indtil 10
år. | 4. I § 1, stk. 3, 1. pkt., ændres
»med dansk indregistreret varebil eller vogntog« til:
»med en varebil eller et vogntog«. | § 2 - Stk.
2. Transportministeren kan
fastsætte regler med henblik på anvendelse eller
gennemførelse af EU-regler om godskørsel med
motorkøretøjer og arbejdstid for selvstændige
vognmænd samt tilsvarende aftaler med andre
lande | 5. I § 2, stk. 2, udgår »med
motorkøretøjer«. | § 6 a
--- Stk. 2-4
--- Stk. 5. En
virksomhed, der er etableret i et andet land end Danmark, og som er
godkendt som chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 3,
skal opfylde betingelserne i § 6, stk. 3, når
chaufføren er udlejet til kørsel på dansk
område med et dansk indregistreret motorkøretøj
eller vogntog. Stk. 6-8
---. | 6. I § 6 a, stk. 5, ændres »med
et dansk indregistreret motorkøretøj eller
vogntog.« til: »for en virksomhed, der er etableret i
Danmark.« |
|
Officielle noter
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/738 af 6.
april 2022 om ændring af direktiv 2006/1/EF om anvendelse af
udlejningskøretøjer uden fører til
godstransport ad landevej, EU-Tidende 2022, nr. L 137, side 1.