Fremsat den 19. april 2023 af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats
(Genindførelse af ret til uddannelse
for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv, inden for en pulje i 2023)
§ 1
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 22. maj 2022, som
ændret ved § 3 i lov nr. 875 af 21. juni 2022, § 6
i lov nr. 879 af 21. juni 2022 og § 1 i lov nr. 295 af 20.
marts 2023, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 97 b, stk. 1, ændres
»perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31.
december 2022« til: »perioden fra og med den 1. juni
2023 til og med den 31. december 2023«.
2. § 97 b,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Tilbuddet skal være bevilget senest den 31. december 2023 og
skal påbegyndes inden den 1. april 2024.«
3. I
§ 97 b, indsættes efter stk.
3 som nyt stykke:
»Stk. 4.
Kursusprisen for den samlede uddannelse efter stk. 1, må ikke
overstige et prisloft på 600.000 kr. eksklusive
moms.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
4. I
§ 97 b, stk. 7, der bliver stk. 8,
indsættes som 2. pkt.:
»Et tilbud efter stk. 1, som er omfattet af
§ 91, kan uanset § 102, stk. 6, udgøre et ret- og
pligttilbud efter § 102, stk. 1.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juni 2023.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets baggrund | 3. | Lovforslagets hovedpunkt | 3.1. | Genindførelse af ret til uddannelse
for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv, inden for en pulje i 2023 | 3.1.1. | Gældende ret | 3.1.2. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser | 3.1.3. | Den foreslåede ordning | 4. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Klimamæssige konsekvenser | 8. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | 9. | Forholdet til EU-retten | 10. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 11. | Sammenfattende skema |
|
1. Indledning
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne)
ønsker på baggrund af en aftale mellem den tidligere
regering (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance, som er aftalekredsen
bag Aftale om erstatning mv. til minkavlerne
og følgeerhverv berørt af COVID-19 af 25.
januar 2021, at genindføre retten til uddannelse for
personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv, inden for en pulje i 2023.
Dette indebærer konkret en genindførelse af
ordningen med ret til tilbud om uddannelse til personer, der har
arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en
pulje, som fremgår af § 97 b i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats.
Dette lovforslag udmønter genindførelsen af retten
til tilbud om uddannelse for ledige, der har arbejdet i mink- eller
følgeerhverv, inden for en pulje, så retten
gælder i perioden fra og med den 1. juni 2023 til og med den
31. december 2023.
2. Lovforslagets baggrund
Den tidligere regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance indgik den 25.
januar 2021 Aftale om erstatning mv. til
minkavlerne og følgeerhverv berørt af
COVID-19.
Det fremgik bl.a. af aftalens pkt. 7 om omstilling for
minkavlere og følgeerhverv mv., at aftalepartierne var enige
om, at der skulle etableres en særlig indsats, der kunne
understøtte fornyet udvikling, vækst og
beskæftigelse i de kommuner, der i særlig grad er
berørt af aflivningen af mink, og hjælpe de
beskæftigede i erhvervene videre i nye job.
Det fremgik også af aftalen, at der var enighed om, at der
blev afsat 100 mio. kr. til en omstillingsindsats, der skulle
udmøntes sammen med aftalepartierne. Indsatsen skulle
køre i to spor, der omfattede henholdsvis medarbejdere og
virksomheder. Aftalepartierne afsatte 50 mio. kr. til hvert af de
to spor.
Aftalens punkt 7, som angik omstillingsindsatsen for
medarbejdere/ledige fra mink- og følgeerhvervet, blev
udmøntet i lovgivningen med lov nr. 466 af 20. marts 2021.
Ordningen blev forlænget til og med 2022 med lov nr. 2588 af
28. december 2021.
Indsatsen fremgår af § 97 b i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats. Efter bestemmelsen havde personer, der
har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for
en pulje ret til tilbud om uddannelse i perioden fra og med den 23.
marts 2021 til og med den 31. december 2022.
3. Lovforslagets hovedpunkt
3.1. Genindførelse af ret til uddannelse for
personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv, inden for en pulje i 2023
3.1.1. Gældende ret
Reglerne om tilbud om vejledning og opkvalificering, herunder
tilbud om uddannelse fremgår af gældende kapitel 14 i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Efter lovens § 97 b havde personer, der har arbejdet i
minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje og i
perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december
2022, ret til tilbud om uddannelse, som er omfattet af lovens
§§ 90 og 91, hvis personen var omfattet af en af de
målgrupper, der er oplistet i bestemmelsen.
Målgruppen, der kunne få tilbud om uddannelse efter
§ 97 b var dagpengemodtagere, kontanthjælps- og
uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere uden
for introduktionsprogrammet efter integrationsloven
(overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet),
sygedagpengemodtagere og personer i jobafklaringsforløb, som
ikke er i et ansættelsesforhold eller driver
selvstændig virksomhed, personer i ressourceforløb,
ledighedsydelsesmodtagere, revalidender,
førtidspensionister, selvforsørgende ledige samt unge
under 18 år med behov for en uddannelses- og
beskæftigelsesfremmende indsats.
Efter lovens § 97 b, stk. 3, skulle personen have arbejdet
i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af
perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts
2022, og personen skulle på tro og love erklære, at
personen havde arbejdet i et af disse erhverv i hele eller dele af
perioden.
Der stilles ikke krav om, at personen var blevet ledig i denne
periode. Personen kunne dermed blive ledig senere og have ret til
tilbud om uddannelse. Der stilles heller ikke krav til
længden af eller timetal for arbejdet inden for perioden,
eller til om personen havde arbejdet som lønmodtager,
selvstændig eller som medhjælpende/medarbejdende
ægtefælle.
Ved følgeerhverv forstås, at over halvdelen af
virksomhedens omsætning i 2017-19 skal hidrøre fra
handel med danske minkproducenter, og at virksomhedens produktion
ikke umiddelbart kan omlægges til anden aktivitet, dog med 2
undtagelser hertil, om henholdsvis udlejet staldkapacitet til dansk
minkavl og pelserier, der betjener danske minkavlere, hvor
pelseriet indgår i en virksomhed, hvor der også drives
minkavl i Danmark.
Følgeerhverv kan f.eks. være fodercentraler,
pelserier, produktionsenheder til diverse materiel,
autoværksteder til vedligehold af maskineri,
minkforarbejdningsvirksomheder og minkauktionshuse.
Hvis personen var i tvivl om, hvorvidt personen havde arbejdet
som lønmodtager inden for et følgeerhverv,
måtte personen henvende sig til den virksomhed, hvor personen
var ansat, for at afklare dette. Personen havde også mulighed
for at bede jobcenteret om hjælp.
Efter lovens § 97 b, stk. 2, skulle tilbuddet være
bevilget senest den 31. december 2022 og skulle påbegyndes
inden den 1. april 2023. Det betyder, at jobcenteret senest den 31.
december 2022 skulle have givet tilbuddet om uddannelse til
personen, og at personen senest den 31. marts 2023 skulle
være begyndt på uddannelsen.
Lovens § 90 omfatter tilbud om ordinær uddannelse i
form af uddannelser, der har hjemmel i lov og udbydes generelt.
Uddannelsen skal umiddelbart være rettet mod job på
arbejdsmarkedet. Det kan f.eks. være tilbud om en
erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser eller tilbud om
AMU-kurser efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Med hjemmel i lovens § 99, stk. 1, er der dog fastsat
regler om, at visse uddannelser ikke umiddelbart skal være
rettet mod arbejdsmarkedet. Det gælder bl.a. en række
forberedende og almene uddannelser.
Lovens § 91 omfatter tilbud om øvrig vejledning og
opkvalificering i form af uddannelser og kurser, der ikke er
omfattet af § 90, korte vejlednings- og
afklaringsforløb, særligt tilrettelagte projekter og
særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, herunder
praktik under uddannelsesforløbet. De uddannelser og kurser,
som er omfattet af § 91, er bl.a. kurser hos private udbydere
og jobsøgningskurser.
Der var inden for puljen ikke begrænsninger for, hvilke
typer og antal af uddannelser omfattet af §§ 90 og 91,
som personen havde ret til. Retten til tilbud om uddannelse
omfattede dermed alle typer af uddannelse, herunder uddannelser
rettet mod den grønne omstilling samt partsafklarede og
skræddersyede opkvalificeringsforløb. Dette
gælder uanset, om det er offentlige eller private udbydere i
Danmark - og uden noget prisloft.
Derimod omfattede retten ikke andre vejlednings- og
opkvalificeringstilbud, f.eks. særligt tilrettelagte
forløb, dvs. forløb som ikke kan anses for
uddannelse.
Efter lovens § 97 b, stk. 8, er der dog hjemmel til at
fastsætte regler ved bekendtgørelse om bl.a., at der
inden for puljen også kan gives visse andre tilbud om
vejledning og opkvalificering, herunder tilbud om
jobsøgningskurser. Reglerne er fastsat i
bekendtgørelse nr. 2638 af 28. december 2021om ret til
uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv inden for en pulje i 2021 og 2022, og om
administration m.v. af puljen. I bekendtgørelsen er det
fastsat, at retten også omfattede tilbud om
jobsøgningskurser og realkompetencevurderinger.
Da personen efter loven havde ret til tilbud under puljen,
skulle jobcenteret ikke fortage en vurdering af, om f.eks.
tilbuddet var den rigtige indsats for at bringe den enkelte tilbage
til arbejdsmarkedet, eller om den pågældende havde de
nødvendige kompetencer til at gennemføre
uddannelsen.
Personen skulle selv henvende sig om de uddannelser, som
personen ønskede at få bevilget under sin ret til
tilbud om uddannelser, men jobcenteret skulle i overensstemmelse
med de almindelige regler hjælpe og vejlede personer i
målgruppen om retten til tilbud. Personen havde ikke en ret
over for uddannelsesstederne. Personen skulle dermed opfylde de
almindelig betingelser for optagelse m.v. på
uddannelsesinstitutioner og private uddannelsessteder m.v.
Retten til uddannelse var betinget af, at der var midler inden
for puljen til betaling af udgiften til uddannelsen. Dermed var
personens ret til tilbud om uddannelse begrænset af puljen,
dvs. at der på bevillingstidspunktet for tilbuddet om
uddannelse var midler inden for kommunens tilsagn/andel af
puljen.
Reglerne om fordeling af tilsagn/andel af puljen til kommunerne
er med hjemmel i lovens § 97 b, stk. 8, fastsat i
bekendtgørelse om ret til uddannelse for personer, der har
arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv inden for en
pulje i 2021 og 2022, og om administration m.v. af puljen.
Efter lovens § 97 b, stk. 4, var tilbuddet frivilligt for
personen, og personen er under tilbuddet fritaget fra pligten til
at deltage i andre tilbud, herunder tilbud som allerede er
påbegyndt. Personen kunne dermed sige nej til et tilbud om
uddannelse, og kunne undlade at påbegynde eller deltage i
tilbuddet og kan ligeledes ophøre med tilbuddet uden
sanktioner efter ydelsesreglerne i henholdsvis lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. for dagpengemodtagere, lov om
sygedagpenge for sygedagpengemodtagere og lov om aktiv
socialpolitik for de øvrige målgrupper.
Personen er under tilbuddet ligeledes fritaget fra pligten efter
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om aktiv
socialpolitik til at være aktivt jobsøgende og
stå til rådighed for henvist arbejde, jf. § 97 b,
stk. 5, i loven. Dermed er personen fritaget for både at
søge og tage job, herunder dokumentere sine
jobsøgningsaktiviteter i joblog, mens personen deltager i
uddannelsen.
Efter lovens § 97 b, stk. 6, kan tilbuddet række ud
over den dato, hvortil personen er berettiget til den enkelte
forsørgelsesydelse, og personen har ret til at
fortsætte tilbuddet, hvis personen ved ydelsesskift fortsat
er omfattet af en målgruppe i § 6. Tilbuddet
fortsættes på den ydelse, som personen er berettiget
til efter ydelses- og målgruppeskift.
Dermed har personen mulighed for at kunne
færdiggøre den uddannelse, som personen er
påbegyndt under puljen.
Retten til at fortsætte tilbuddet giver ikke ret til en
forsørgelsesydelse. Det er således betingelserne for
at modtage ydelsen, der afgør, om en person har ret til
ydelsen. Hvis personen ikke har ret til en ydelse efter
ydelseslovgivningen, vil personen kunne færdiggøre
uddannelsen på SU, hvis personen har ret til det, eller som
selvforsørgende, det vil sige uden ydelse. Hvis personen
får en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, vil
pågældende kunne fortsætte uddannelsen som
voksenlærling, hvis betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt.
Efter lovens § 97 b, stk. 7, finder reglerne i lovens
§§ 53 og 95 om de overordnede betingelser for tilbud og
om studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser ikke anvendelse
for tilbud om uddannelse inden for puljen.
Jobcenteret kunne dermed ikke afvise tilbuddet ud fra en
vurdering om, at tilbuddet ikke var den hurtigste vej til varig
beskæftigelse, eller at betingelserne i lovens § 95 ikke
var opfyldt.
Lovens almindelige regler om bl.a. cv, cv-samtaler, tilmelding
som arbejdssøgende, jobsamtaler under kontaktforløbet
og opfølgningssamtaler, finder anvendelse for personen.
Ligeledes finder reglerne i lovens kapitel 26 og 27 om
befordringsgodtgørelse, hjælpemidler og mentor
anvendelse for tilbuddet.
Efter lovens § 97 a, stk. 8, fastsætter
beskæftigelsesministeren nærmere regler om
målgruppen, tilbuddet om uddannelse og om, at der inden for
puljen også kan gives visse andre tilbud om vejledning og
opkvalificering, herunder tilbud om jobsøgningskurser.
Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om
udbetaling, administration, regnskab og revision m.v. af tilskud
under puljen.
Med hjemmel i bestemmelsen er der i bekendtgørelse om ret
til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv inden for en pulje i 2021 og 2022, og om
administration m.v. af puljen, fastsat regler om bl.a.
afgrænsning af følgeerhverv og uddannelse, om at der
inden for puljen kan gives tilbud om jobsøgningskurser og
realkompetencevurderinger og om, at kommunerne med midler fra
puljen kan få dækket driftsudgifterne til køb af
tilbud efter § 97 b. Der er også fastsat regler om bl.a.
administration af puljen herunder om afgivelse af tilsagn om midler
til kommunerne og regnskabsaflæggelse.
Efter lovens § 102, stk. 6, kan tilbud efter § 91 om
øvrig vejledning og opkvalificering ikke udgøre et
ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.
Reglen herom trådte i kraft den 22. marts 2023, jf. lov
nr. 295 af 20. marts 2023 om ændring af lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og forskellige
andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for
samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning
i skærpet tilsyn m.v.), som blev vedtaget af Folketinget den
14. marts 2023.
Det følger af lovens § 196 b, at inden for puljen
refunderer staten 100 pct. af kommunes udgifter til tilbud efter
§ 97 b, herunder udgifter til et fortsat tilbud, hvis personen
skifter målgruppe.
Der er med hjemmel i § 62, stk. 10, og § 63, stk. 5, i
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fastsat regler ved
bekendtgørelse om, at dagpengemodtagere (medlemmer), som
deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, er fritaget fra pligten efter lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. til at være aktivt
jobsøgende og stå til rådighed for henvist
arbejde, og desuden er fritaget for at deltage i
rådighedssamtaler og aktiviteter i
arbejdsløshedskassen, herunder selvbooking af
rådighedssamtaler med arbejdsløshedskassen. Der er
også fastsat regler ved bekendtgørelse om, at
medlemmer, som deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke vil have pligt
til at møde op til og deltage i tilbuddet, og at de ikke vil
have pligt til at deltage i andre tilbud efter loven i den periode,
hvor de deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b. Der er
endelig fastsat regler om, at medlemmer, som deltager i et
uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, ikke vil kunne blive sanktioneret for
afslag på eller ophør i tilbuddet. Det samme vil
gælde for andre tilbud efter loven i den periode, hvor de
deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b. Det er fortsat
en betingelse for udbetaling af dagpenge, at medlemmet i
øvrigt opfylder de almindelige betingelser for ret til
dagpenge.
Der er med hjemmel i § 10, stk. 2, i lov om sygedagpenge
fastsat regler ved bekendtgørelse om, at når en
sygemeldt, der har arbejdet i minkerhvervet eller et
følgeerhverv, benytter sig af retten til at få et
tilbud efter § 97 b i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats eller overgår fra dagpenge til
sygedagpenge og deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b,
vil tilbuddet komme til at indgå i opfølgningen. Da
deltagelse i evt. erhvervsmæssig uddannelse dermed vil ske
efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som led i
kommunens opfølgningsindsats, vil der kunne udbetales
sygedagpenge, selvom personen deltager i erhvervsmæssig
uddannelse, idet kommunen fastsætter det ugentlige timetal,
som personen kan deltage i undervisning med og alligevel modtage
sygedagpenge, ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag. Der er
endvidere fastsat regler om, at den sygemeldte ikke vil have pligt
til at deltage i andre tilbud efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats som led i opfølgningen i den
periode, hvor personen deltager i uddannelsestilbuddet. Det vil
fortsat være en betingelse for udbetaling af sygedagpenge, at
personen opfylder sygedagpengelovens betingelser. Det vil sige, at
sygedagpengene skal ophøre, hvis personen ikke længere
er uarbejdsdygtig efter § 7, og at personen skal medvirke til
sagens oplysning.
Der er med hjemmel i § 13 c i lov om aktiv socialpolitik
fastsat regler ved bekendtgørelse om, at personer, der
deltager i uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, og som modtager eller overgår
til at modtage uddannelseshjælp, kontanthjælp eller
overgangsydelse (uden for introduktionsprogrammet) ikke har pligt
til at opfylde deres rådighedsforpligtelse ved at tage imod
sådanne uddannelsestilbud, og at personerne vil kunne
udeblive fra eller ophøre i tilbuddet uden
ydelsesmæssige konsekvenser. Der er videre fastsat regler om,
at personer, der deltager i uddannelsestilbud efter § 97 b i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og som modtager eller
overgår til at modtage uddannelseshjælp,
kontanthjælp eller overgangydelse (uden for
introduktionsprogrammet), ikke skal være aktivt
jobsøgende og stå til rådighed for henvist
arbejde efter lov om aktiv socialpolitik. Det vil således
ikke have ydelsesmæssige konsekvenser for personerne, hvis
de, mens de deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b i lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats, afviser henvist arbejde
eller ikke er aktivt jobsøgende. Det er fortsat en
betingelse for udbetaling af uddannelseshjælp,
kontanthjælp eller overgangsydelse (uden for
introduktionsprogrammet), at personen i øvrigt opfylder de
almindelige betingelser for ret til ydelsen i lov om aktiv
socialpolitik.
Der er med hjemmel i §§ 69, 69 k og 75 i lov om aktiv
socialpolitik fastsat regler ved bekendtgørelse om, at
personer, der modtager ressourceforløbsydelse under
ressourceforløb eller jobafklaringsforløb og
personer, der modtager ledighedsydelse, og som er omfattet af
§ 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke har
pligt til at opfylde deres rådighedsforpligtelse ved at tage
imod eller deltage i tilbud omfattet af § 97 b, og at
personerne vil kunne udeblive fra eller ophøre i tilbud
efter § 97 b uden ydelsesmæssige konsekvenser. Der er
videre fastsat regler om, at personer, der modtager
ressourceforløbsydelse, ikke skal stå til
rådighed for henvist arbejde, og at personer, der modtager
ledighedsydelse, ikke skal stå til rådighed for tilbud
om et rimeligt fleksjob og ikke skal være aktivt
jobsøgende under tilbuddet. Det vil således ikke have
ydelsesmæssige konsekvenser for personerne, hvis de, mens de
deltager i et tilbud efter § 97 b i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, afviser henvist arbejde, ikke tager
imod et rimeligt tilbud om fleksjob eller ikke er aktivt
jobsøgende.
3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
Beskæftigelsesministeriet er på baggrund af
henvendelser til ministeriet blevet opmærksom på, at en
del personer, der har arbejdet i mink- og følgeerhvervet,
først bliver ledige i 2023, og dermed ikke vil kunne
få ret til uddannelse under puljen.
Beskæftigelsesministeriet vurderer på denne
baggrund, at det er hensigtsmæssigt, at ordningen med ret til
tilbud om uddannelse inden for en pulje genindføres i 2023,
så ordningen gælder i perioden fra og med den 1. juni
2023 og til udgangen af 2023.
3.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at den midlertidige ordning i § 97 b i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, genindføres,
så personer omfattet af en af målgrupperne i § 97
b, stk. 1 nr. 1-5, der har arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv i den periode, der fremgår af § 97
b, stk. 3, inden for en pulje fortsat har ret til tilbud om
uddannelse omfattet af §§ 90 og 91, i perioden fra og med
den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2023. Tilbuddet skal
være bevilget senest den 31. december 2023 og skal
påbegyndes inden den 1. april 2024.
Dermed vil dagpengemodtagere, kontanthjælps- og
uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere uden
for introduktionsprogrammet, sygedagpengemodtagere og personer i
jobafklaringsforløb, som ikke er i et
ansættelsesforhold eller driver selvstændig virksomhed,
personer i ressourceforløb, ledighedsydelsesmodtagere,
revalidender, førtidspensionister, selvforsørgende
ledige samt unge under 18 år med behov for en uddannelses- og
beskæftigelsesfremmende indsats, som har arbejdet i
minkerhvervet eller følgeerhverv, fra og med 1. juni 2023 og
i resten af 2023 have ret til tilbud om uddannelse inden for en
pulje, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Personen skal have arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv i hele eller dele af perioden fra og med den 1.
januar 2020 til og med den 22. marts 2021, og personen skal
på tro og love erklære, at personen har arbejdet i et
af disse erhverv i hele eller dele af perioden.
Det foreslås, at personen vil have ret til alle typer af
uddannelse samt realkompetencevurderinger og
jobsøgningskurser, og at der er ret til flere
uddannelser.
Det foreslås dog, at der fremover skal gælde et
prisloft for uddannelser m.v. under puljen.
Det foreslås således, at der for den enkelte samlede
uddannelse, der bevilges som tilbud under puljen, gælder et
prisloft på 600.000 kr. eksklusive moms. Det betyder, at den
enkelte uddannelse m.v., som jobcenteret bevilger som tilbud til en
person, højst må have en pris på 600.000 kr.
eksklusive moms.
Prisloftet er fastsat således, at det forventes at kunne
rumme uddannelser, som udbydes med hjemmel i lov under
Børne- og Undervisningsministeriet og Uddannelses- og
Forskningsministeriet, f. eks. AMU-kurser, erhvervsuddannelser og
videregående uddannelser.
Prisloftet betyder, at meget dyre uddannelser,
kursusforløb og kurser fremover ikke kan bevilges som tilbud
under puljen, og at personen dermed ikke har ret til tilbud om
disse forløb.
Med prisloftet sikres det, at personer inden for puljen fortsat
har ret til langt de fleste uddannelser - både offentlige og
private, men at der er en begrænsning i forhold til meget
dyre uddannelser.
Med forslaget vil både personer, der er blevet ledige i
2021, 2022 og i 2023, og som har arbejdet i mink- eller
følgeerhvervet i perioden den 1. januar 2020 til og med den
22. marts 2021, kunne få tilbud om og påbegynde
uddannelser inden for prisloftet under puljen.
Det foreslås endelig, at et tilbud efter § 97 b, stk.
1, som er omfattet af lovens § 91 om øvrig vejledning
og opkvalificering, fortsat kan udgøre et ret- og
pligttilbud.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovændringen ved
lov nr. 295 af 20. marts 2023 - Lov om ændring af lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge, og
forskellige andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet
mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af
opfølgning i skærpet tilsyn m.v.), som trådte i
kraft den 22. marts 2023, hvorefter tilbud efter § 91 om
øvrig vejledning og opkvalificering ikke kan udgøre
et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.
Med forslaget fremgår det klart af § 97 b, at alle
tilbud om uddannelse m.v., som er bevilget efter § 97 b, stk.
1, fortsat kan udgøre ret- og pligttilbud efter lovens
§ 102, stk. 1.
Retten til uddannelse er fortsat betinget af, at der er midler
inden for puljen til betaling af udgiften til uddannelsen. Dermed
er personens ret til tilbud om uddannelse begrænset af
puljen, dvs. at der på bevillingstidspunktet for tilbuddet om
uddannelse er midler inden for kommunens tilsagn/andel af
puljen.
De øvrige regler og betingelser
for tilbuddet finder fortsat anvendelse. Det gælder f.eks.
følgende regler og betingelser:
- Definition af
følgeerhverv.
- Tilbuddet er
frivilligt for personen, og går forud for andre tilbud.
- Personen er
fritaget for pligten til at være aktivt jobsøgende og
stå til rådighed for henvist arbejde under
uddannelsen.
- Personer, der
ikke har ret til forsørgelsesydelse efter ydelsesreglerne,
har med retten til uddannelse ikke en ret til en
forsørgelsesydelse. Det gælder f.eks. ledige
selvforsørgende.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen ovenfor i pkt.
3.1.1.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Forslaget skønnes samlet at medføre statslige
merudgifter på 10,0 mio. kr. i 2023.
Med lov nr. 466 af 20. marts 2021 blev puljen til uddannelse til
personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv oprettet med en bevilling på 50,0 mio.
kr. Med lov nr. 2588 af 28. december 2021 blev puljen
forlænget til udgangen af 2022 med en bevilling på 15,0
mio. kr. Det foreslås at overføre 10,0 mio. kr. fra
§ 17.19.79.15 Reserve vedrørende digitale samtaler i
Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen til puljen i
2023, således at kommunerne kan igangsætte nye
uddannelsesforløb, som skal være bevilget senest den
31. december 2023 og uddannelsen påbegyndt inden den 1. april
2024. Finanslovsteknisk vil reserven på lov om
tillægsbevilling for 2023 nedskrives med 10,0 mio. kr. og
tilsvarende optages bevilling på 10,0 mio. kr. på
underkonto § 17.46.45.50 Pulje til uddannelse af ledige, der
har arbejdet i minkerhverv eller følgeerhverv.
Til puljen er tilknyttet tekstanmærkning 115, der
bemyndiger beskæftigelsesministeren til at fastsætte
regler for bevillingens anvendelse, herunder for ydelse af tilskud,
regnskab og revision samt om tilbagebetaling, endelighed og
afvisning af ansøgninger.
Endvidere er puljen tilknyttet en særlig
bevillingsbestemmelse BV 2.2.11, hvorefter tilskud kan gives som
tilsagn samt BV 2.10.5, hvorefter der gives adgang til at
overføre op til 0,3 mio. kr. til § 17.41.01. Styrelsen
for Arbejdsmarked og Rekruttering til administration af ordningen.
Heraf kan op til 2/3 anvendes til lønsum. Overførslen
foreslås at ske ved en intern statslig overførsel.
Der vil ikke være kommunale udgifter forbundet med
forslaget.
Følgende principper for digitaliseringsklar lovgivning er
relevante for lovforslaget: 1. Enkle og klare regler, 2. Digital
kommunikation, 4. Sammenhæng på tværs - ensartede
begreber og genbrug af data, 5. Tryg og sikker
datahåndtering, 6. Anvendelse af offentlig infrastruktur.
Lovforslagets indhold understøtter muligheden for digital
administration under hensyntagen til borgernes data- og
retssikkerhed og sikrer, at udbetaling af ydelser fortsat kan ske
digitalt og under hensyntagen til borgernes retssikkerhed og ved
brug af de it-systemer, som Udbetaling Danmark og
arbejdsløshedskasserne allerede har i anvendelse. Styrelsen
for Arbejdsmarked og Rekrutterings puljeadministration og
udbetaling af tilskud sker også digitalt mellem staten og
kommunerne. Ved udarbejdelse af lovforslaget, er der taget
højde for at anvende den eksisterende offentlige
it-infrastruktur, og at behandlingen af borgernes oplysninger kan
finde sted inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne.
De økonomiske konsekvenser for kommunerne af lovforslaget
skal forhandles med de kommunale parter. Forslaget medfører
ikke økonomiske konsekvenser for regionerne.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indeholder ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget indeholder ingen klimamæssige
konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Lovforslaget indeholder ingen miljø- og
naturmæssige konsekvenser.
9. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 1. september
2022 til den 29. september 2022 været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Ankestyrelsen, Arbejdsmarkedets
Tillægspension, ASE, BDO Danmark, Bedre Psykiatri,
Beskæftigelsesrådet, Business Danmark, Cabi, Danmarks
Frie Fagforening, Dansk handicapforbund, Dansk
Socialrådgiverforening, Danske A-kasser, Danske
Erhvervsakademier, Danske Erhvervsskoler og Gymnasier, Danske
Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske
Professionshøjskoler, Datatilsynet, Den Uvildige
Konsulentordning på Handicapområdet, Det Centrale
Handicapråd, Erhvervsstyrelsen, Finansrådet,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, Foreningen af
Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark,
Forhandlingsfællesskabet, Forsikring & Pension, Frie,
Funktionærer, Frivilligrådet, FSR - danske revisorer,
Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening,
Kristelig Fagbevægelse, LAFS - Landsforeningen af fleks- og
skånejobbere, Landsforeningen af førtidspensionister,
Retssikkerhedsfonden, Rigsrevisionen, Rådet for Socialt
Udsatte, SIND, Udbetaling Danmark, 3F Industri Vestegnen og
Kopenhagen Fur.
I perioden fra den 16. marts 2023 til den 22. marts 2023 har et
udkast til lovforslag med ændret ikrafttræden og
tilføjet prisloft været sendt i høring hos
ovenfor nævnte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Staten: 2022: 0,0 mio. kr. 2023: 0,0 mio. kr. 2024: 0,0 mio. kr. 2025: 0,0 mio. kr. Kommunerne: Ingen Regioner: Ingen | Staten: 2022: 10,0 mio. kr. 2023: 0,0 mio. kr. 2024: 0,0 mio. kr. 2025: 0,0 mio. kr. Kommunerne: Ingen Regioner: Ingen | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning | Ingen af betydning | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
|
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej | | X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Efter § 97 b, stk. 1, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats havde personer, der har arbejdet i
minkerhvervet eller følgeerhverv, jf. stk. 3, inden for en
pulje og i perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den
31. december 2022, ret til tilbud om uddannelse, som er omfattet af
lovens §§ 90 og 91, hvis personen var omfattet af en af
målgrupperne i bestemmelsen.
Målgruppen, der kunne få tilbud om uddannelse efter
§ 97 b var dagpengemodtagere, kontanthjælps- og
uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere uden
for introduktionsprogrammet, sygedagpengemodtagere og personer i
jobafklaringsforløb, som ikke er i et
ansættelsesforhold eller driver selvstændig virksomhed,
personer i ressourceforløb, ledighedsydelsesmodtagere,
revalidender, førtidspensionister, selvforsørgende
ledige samt unge under 18 år med behov for en uddannelses- og
beskæftigelsesfremmende indsats.
Efter lovens § 97 b, stk. 3, skulle personen have arbejdet
i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af
perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts
2021, og personen skulle på tro og love erklære, at
personen havde arbejdet i et af disse erhverv i hele eller dele af
perioden.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises
til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at i § 97 b, stk.
1, ændres periodeangivelsen: perioden fra og med den
23. marts 2021 til og med den 31. december 2022, til
periodeangivelsen: perioden fra og med den 1. juni 2023 til og med
den 31. december 2023.
Forslaget betyder, at den midlertidige ordning med ret til
tilbud om uddannelsen inden for en pulje efter lovens § 97 b,
genindføres for perioden fra 1. juni og i resten af 2023,
så personer omfattet af målgruppen i perioden fra og
med den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2023 har ret til
tilbud om uddannelse efter bestemmelsen, hvis de øvrige
betingelser for tilbuddet er opfyldt. Dermed vil målgruppen i
resten af 2023 have ret til tilbud om uddannelse under puljen efter
lovens § 97 a.
Retten til tilbud om uddannelse vil fortsat være betinget
af, at der er midler inden for puljen til betaling af udgiften til
uddannelsen. Dermed vil personens ret til tilbud om uddannelse
være begrænset af puljen, dvs. at der på
bevillingstidspunktet for tilbuddet om uddannelse er midler inden
for kommunens tilsagn/andel af puljen.
Med forslaget vil flere personer, som har arbejdet i
minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af
perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts
2021, kunne få tilbud om uddannelse inden for puljen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter § 97 b, stk. 2, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats skulle et tilbud om uddannelse under
puljen i § 97 b være bevilget senest den 31. december
2022 og skulle påbegyndes inden den 1. april 2023.
Dermed skulle jobcenteret senest den 31. december 2022 have
givet tilbuddet om uddannelse til personen, og personen skulle
senest den 31. marts 2023 være begyndt på
tilbuddet.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises
til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at § 97 b, stk.
2, nyaffattes, så det fremgår, at tilbuddet skal
være bevilget senest den 31. december 2023 og skal
påbegyndes inden den 1. april 2024.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i nr. 1, om
at genindføre den midlertidige ordning med ret til tilbud om
uddannelse inden for en pulje efter lovens § 97 b, så
retten gælder fra og med den 1. juni 2023 og i resten af
2023.
Forslaget betyder, at datoerne for, hvornår et tilbud om
uddannelse under ordningen med ret til tilbud om uddannelsen inden
for en pulje, senest skal være bevilget og påbegyndt
forlænges med ét år, så personer omfattet
af målgruppen kan få bevilget tilbud om uddannelse til
og med den 31. december 2023 og kan påbegynde tilbuddet til
og med den 31. marts 2024, hvis de øvrige betingelser for
tilbuddet er opfyldt.
Retten til tilbud om uddannelse vil fortsat være betinget
af, at der er midler inden for puljen til betaling af udgiften til
uddannelsen. Dermed vil personens ret til tilbud om uddannelse
være begrænset af puljen, dvs. at der på
bevillingstidspunktet for tilbuddet om uddannelse er midler inden
for kommunens tilsagn/andel af puljen.
Med forslaget vil flere personer, som har arbejdet i
minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af
perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts
2021, kunne få og påbegynde tilbud om uddannelse inden
for puljen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Efter § 97 b, stk. 1, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats havde personer, der har arbejdet i
minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje og i
perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december
2022, ret til tilbud om uddannelse, som er omfattet af lovens
§§ 90 og 91, hvis personen var omfattet af en af de
målgrupper, som fremgår af bestemmelsens nr. 1-5.
Betingelserne for arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv fremgår af lovens § 97, stk. 3.
Efter lovens § 97 b, stk. 1, havde personer, som var i
målgruppen, og som har arbejdet i mink- eller
følgeerhverv, jf. stk. 3, ret til uddannelser omfattet af
lovens § 90 og 91, og der var inden for puljen ingen
begrænsninger for, hvilke typer og antal af uddannelser, som
personen har ret til.
Retten til tilbud om uddannelse omfattede dermed alle typer af
uddannelse, herunder uddannelser rettet mod den grønne
omstilling samt partsafklarede og skræddersyede
opkvalificeringsforløb og uanset, om det er offentlige eller
private udbydere i Danmark - og uden noget prisloft.
Retten til tilbud omfattede ikke andre vejlednings- og
opkvalificeringstilbud, f.eks. særligt tilrettelagte
forløb, dvs. forløb som ikke kan anses for
uddannelse. Der er dog med hjemmel i § 97, stk. 8, fastsat
regler om, at der også var ret til tilbud om
jobsøgningskurser. Reglerne herom er fastsat i
bekendtgørelse om ret til uddannelse for personer, der har
arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv inden for en
pulje i 2021 og 2022, og om administration m.v. af puljen.
Retten til tilbud om uddannelse var betinget af, at der var
midler inden for puljen til betaling af udgiften til uddannelsen.
Dermed var personens ret til tilbud om uddannelse begrænset
af puljen, dvs. at der på bevillingstidspunktet for tilbuddet
om uddannelse var midler inden for kommunens tilsagn/andel af
puljen.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises
til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 97
b, efter stk. 3, indsættes som nyt stk. 4, at kursusprisen for den samlede uddannelse
efter stk. 1, ikke må overstige et prisloft på 600.000
kr. eksklusive moms.
Det foreslås dermed - som noget nyt - at der fremover skal
gælde et prisloft for uddannelser under puljen.
Det foreslås således, at der fremover skal
gælde et prisloft på 600.000 kr. eksklusive moms for
den enkelte samlede uddannelse, der bevilges som tilbud under
puljen. Det betyder, at den enkelte uddannelse, det enkelte
kursusforløb eller kursus, som jobcenteret bevilger til en
person, højst må have en pris på 600.000 kr.
eksklusive moms.
Prisloftet er fastsat således, at det forventes at kunne
rumme uddannelser, som udbydes med hjemmel i lov under
Børne- og Undervisningsministeriet og Uddannelses- og
Forskningsministeriet, f.eks. AMU-kurser, erhvervsuddannelser og
videregående uddannelser. Dermed forventes prisen for disse
uddannelser at ligge under prisloftet.
Personen vil fortsat have ret til alle typer og antal af
uddannelser og kurser, realkompetencevurderinger og
jobsøgningskurser, men der vil gælde et prisloft for
den enkelte uddannelse, det enkelte kursusforløb eller
kursus, som jobcenteret bevilger.
Prisloftet betyder, at meget dyre uddannelser,
kursusforløb og kurser fremover ikke kan bevilges som tilbud
under puljen, og at personen dermed ikke har ret til tilbud om
disse uddannelser og kurser.
Med forslaget sikres det, at personer inden for puljen fortsat
har ret til langt de fleste uddannelser - både offentlige og
private, men at der er en begrænsning i forhold til meget
dyre uddannelser.
De øvrige regler og betingelser for tilbuddet finder
fortsat anvendelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Ved lov nr. 295 af 20. marts 2023 - Lov om ændring af lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge, og
forskellige andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet
mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af
opfølgning i skærpet tilsyn m.v.), som blev vedtaget
af Folketinget den 14. marts 2023, er det i § 102, stk. 6, i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fastsat, at tilbud
efter § 91 om øvrig vejledning og opkvalificering ikke
kan udgøre et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.
Reglen trådte i kraft den 22. marts 2023.
Tilbud efter § 97 b, stk. 1, til personer, der har arbejdet
i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje, kan
være tilbud om uddannelse mv. omfattet af lovens §§
90 og 91. Tilbuddene bevilges efter § 97, stk. 1.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret om tilbud
under puljen henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
På baggrund af lovændringen foreslås det i
§ 97 b i loven, at et tilbud efter § 97 b, stk. 1, som er
omfattet af lovens § 91 om øvrig vejledning og
opkvalificering, kan udgøre et ret- og pligttilbud.
Det foreslås således, at der i § 97 b, stk. 7, som bliver stk. 8, indsættes et nyt 2. pkt., om, at et tilbud efter stk. 1, som
er omfattet af § 91, uanset § 102, stk. 6, kan
udgøre et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.
Dermed fremgår det klart af § 97 b, at alle tilbud om
uddannelse m.v., som er bevilget efter § 97 b, stk. 1, fortsat
kan udgøre ret- og pligttilbud efter lovens § 102, stk.
1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til §
2
Det foreslås i stk. 1, at
loven træder i kraft den 1. juni 2023.
Da lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ikke gælder
for Færøerne og Grønland og ikke kan
sættes i kraft for disse dele af riget, vil dette lovforslag
heller ikke gælde for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | § 1 | | | | | | I lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 701
af 22. maj 2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 875 af 21.
juni 2022, § 6 i lov nr. 879 af 21. juni 2022 og § 1 i
lov nr. 295 af 20. marts 2023, foretages følgende
ændringer: | | | | § 97 b.
Inden for en pulje og i perioden fra og med den 23. marts 2021 til
og med den 31. december 2022 har personer, der har arbejdet i
minkerhvervet eller følgeerhverv, jf. stk. 3, ret til tilbud
om uddannelse omfattet af §§ 90 og 91, hvis personen er
omfattet af en af følgende målgrupper: 1) § 6, nr. 1-5. 2) § 6, nr. 6 og 7, og ikke er i et
ansættelsesforhold eller driver selvstændig
virksomhed. 3) § 6, nr. 8. 4) § 6, nr. 9, og modtager
ledighedsydelse. 5) § 6, nr. 10-13. Stk.
2-8…. | | 1. I § 97 b, stk. 1, ændres
»perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31.
december 2022« til: » perioden fra og med den 1. juni
2023 til og med den 31. december 2023«. | § 97
b. Stk.
1…. Stk. 2.
Tilbuddet skal være bevilget senest den 31. december 2022 og
skal påbegyndes inden den 1. april 2023. | | 2. § 97 b, stk. 2, affattes
således: »Stk.
2. Tilbuddet skal være bevilget senest den 31.
december 2023 og skal påbegyndes inden den 1. april
2024.« | § 97
b. Stk.
1-2…. Stk. 3.
Personen skal have arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv i hele eller dele af perioden fra og med den 1.
januar 2020 til og med den 22. marts 2021. Personen skal på
tro og love erklære at have arbejdet i minkerhvervet eller
følgeerhverv i hele eller dele af perioden. Stk.
4-8…. | | 3. I § 97 b, indsættes efter stk. 3 som
nyt stykke: »Stk.
4. Kursusprisen for den samlede uddannelse efter stk. 1,
må ikke overstige et prisloft på 600.000 kr. eksklusive
moms.« Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9. | § 97
b. Stk.
1-6…. Stk. 7.
Reglerne i §§ 53 og 95 om de overordnede betingelser for
tilbud og om studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser
finder ikke anvendelse. Stk.
8. . . . | | 4. I § 97 b, stk. 7, der bliver stk. 8,
indsættes som 2. pkt.: »Et tilbud efter stk. 1, som er
omfattet af § 91, kan uanset § 102, stk. 6, udgøre
et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.« |
|