L 108 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger.

(Tilskud til midlertidig huslejenedsættelse i visse almene boligafdelinger).

Af: Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-04-2023

Fremsættelse: 12-04-2023

Skriftlig fremsættelse (12. april 2023)

20222_l108_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (12. april 2023)

Social- og boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger (Tilskud til midlertidig huslejenedsættelse i visse almene boligafdelinger)

(Lovforslag nr. L 108)

Lovforslaget udmønter en del af "Aftale om inflationshjælp", som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige indgik den 10. februar 2023.

Med lovforslaget udmøntes den del af aftalen, der vedrører prioritering af 350 mio. kr. fra Landsbyggefonden til midlertidig huslejenedsættelse i visse almene boligafdelinger.

Det foreslås at prioritere 350 mio. kr. i 2023 fra Landsbyggefonden til ekstraordinære huslejenedsættelser i almene boligafdelinger med akutte problemer, som har et særligt behov for supplerende midlertidig huslejehjælp.

Formålet er at modvirke risikoen for en stigning af udsættelser i almene boligafdelinger, som har mange økonomisk udsatte beboere. Målgruppen for ordningen vil være almene boligafdelinger med særligt behov for supplerende midlertidig huslejehjælp.

Det er Landsbyggefonden, der i et regulativ vil fastsætte nærmere støttevilkår, herunder tildelingskriterier.

Det foreslås samtidig, at almenlejelovens regler om huslejefastsættelse ændres, således at udlejer umiddelbart efter modtagelsen af tilsagn om tilskud får mulighed for og pligt til at nedsætte huslejen tilsvarende for lejerne i den afdeling, som tilskuddet vedrører, så snart tilskuddet modtages.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.