L 107 Forslag til lov om ændring af lov for Grønland om kapitalkrav og tilsynsmæssige krav for kreditinstitutter og investeringsselskaber.

(Gennemførelse for Grønland af visse ændringsforordninger til forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Grønlandsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-04-2023

Fremsættelse: 12-04-2023

Skriftlig fremsættelse (12. april 2023)

20222_l107_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (12. april 2023)

Erhvervsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov for Grønland om kapitalkrav og tilsynsmæssige krav for kreditinstitutter og investeringsselskaber (Gennemførelse for Grønland af visse ændringsforordninger til forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber)

(Lovforslag nr. L 107)

Loven har til formål at sætte tre EU-forordninger i kraft for Grønland, der ændrer forordningen om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR), som er sat i kraft for Grønland ved lov.

Det drejer sig for det første om CRR II forordningen, der skal styrke penge- og realkreditinstitutternes robusthed og øge den finansielle stabilitet. Samtidig understøtter reglerne kreditformidling, vækst og beskæftigelse. Forordningen ændrer de eksisterende kapitalkravsregler og gennemfører bl.a. en række standarder fra Basel-Komitéen, herunder vedrørende gearingsgrad, stabil finansiering og markedsrisiko.

For det andet drejer det sig om NPE forordningen, der skal medvirke til at begrænse opbygning af misligholdte lån ved at sikre, at banker nedskriver rettidigt og tilstrækkeligt på misligholdte lån.

Den tredje forordning, der med loven foreslås sat i kraft, er CRR Covid-19-relaterede justeringer. Forordningen har til formål at understøtte penge- og realkreditinstitutterne i fortsat at låne ud til virksomheder og privatpersoner under Covid-19-krisen og den følgende genopretning af europæisk økonomi.

Grønland er ikke medlem af EU. Forordningerne har derfor ikke virkning i Grønland. Det er derfor nødvendigt at sætte reglerne i kraft ved lov. Loven er en rigslov, der både skal vedtages i Folketinget og i Inatsisartut. Loven kommer ikke til at gælde i Danmark.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.