Fremsat den 30. marts 2023 af Alex Ahrendtsen (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF),
Morten Messerschmidt (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Udvidelse af anvendelsesområdet for
tildækningsforbuddet)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1851 af 20. september 2021, som ændret senest ved
lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 134 c, stk. 1, indsættes
efter »offentligt sted«: », i grundskolen,
på ungdomsuddannelser, på videregående
uddannelser og på voksenuddannelser«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli
2023.
§ 3
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Forslagsstillerne mener, at
beklædningsgenstande som burka og niqab er hæmmende for
integrationen. Derfor skal de ikke være en del af det
offentlige rum. Det skal gøres tydeligt for enhver, at
enhver form for ekstremisme er uacceptabel i Danmark. Det, som
eksempelvis burkaen og niqabben symboliserer, er uforeneligt med
dansk kultur, herunder dansk åbenhed og dansk tolerance over
for medmennesker.
Det er afgørende for menneskers
interaktion og samlivet i Danmark, at man ikke skjuler sit ansigt
eller sin identitet for sine medborgere. Det er vigtigt for den
sociale samhørighed, at maskering og heldækkende
ansigtsbeklædning som f.eks. burka og niqab ikke tillades i
det danske samfund.
Det var derfor utrolig værdifuldt, da
Folketinget i 2018 med et bredt flertal bestående af
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Det Konservative
Folkeparti og Liberal Alliance vedtog lovforslag nr. L 219 om
ændring af straffeloven (Tildækningsforbud), der
indebar et forbud mod at bære beklædningsgenstande, der
skjuler ansigtet på offentlige steder, jf. straffelovens
§ 134 c, stk. 1. Loven trådte i kraft den 1. august
2018.
Lovforslagets overordnede formål var at
værne om respekten for fællesskabet, værdierne og
sammenhængskraften i det danske samfund.
Tildækningsforbuddet har således nærmere bestemt
til formål at fremme og lette den sociale interaktion og
sameksistens, der er afgørende i et samfund, ved at bidrage
til, at man i Danmark møder hinanden på en ordentlig
måde.
Det var derfor godt, at et ansvarligt flertal
klart sagde fra over for det samfundssyn, kvindesyn og menneskesyn,
som ligger bag burkaen og niqabben. Med tildækningsforbuddet
lagde det officielle Danmark markant afstand til politisk
islam.
Tildækningsforbuddet styrker også
sikkerheden for alle danskere. Det er indlysende, at terrorister og
andre kriminelle kan drage fordel af en heldækkende
beklædning til at skjule deres identitet, når de
udøver terror eller andre former for kriminalitet.
Det muslimske tørklæde er et
problem
Daværende udlændinge- og
integrationsminister Mattias Tesfaye (S) havde den 22. januar 2021
en kronik i Jyllands-Posten, hvori han har en god analyse af de
mange problemer, der er med integrationen, som er forårsaget
af ekstrem islamisme (»Ekstrem islamisme splitter samfundet
og saboterer integrationen«, Jyllands-Posten, den 22. januar
2021).
Ministeren giver mange gode og konkrete og
dagligdags eksempler på udfordringer med parallelsamfund og
social kontrol og skriver: »Jeg tror derfor først, at
vi lykkes med integrationen, når vi får bekæmpet
den ekstreme islamisme.«
Herefter fremhæver ministeren mange af
de tiltag, som brede flertal i Folketinget allerede har
gennemført, og kommer også med forslag til en bedre
støtte til kvinder i deres frihedskamp: »For det
tredje skal vi stoppe de ekstreme islamisters forsøg
på at trænge demokratiet tilbage. Vi skal ikke
acceptere, at reaktionære kræfter hele tiden
prøver at pålægge resten af samfundet deres egne
normer. For eksempel at en kvinde bør være
tildækket. Sammen med et bredt flertal i Folketinget har vi
derfor allerede indført et
tildækningsforbud.«
Tesfaye har et godt blik for de problemer, som
ekstrem islamisme giver for integrationen, og det er næppe
tilfældigt, at han blandt mange udfordringer peger på
problemet med, at kvinder skal være tildækket.
I et interview med daværende
Venstrepolitiker Marcus Knuth i Berlingske den 28. februar 2019
under overskriften »Venstre-profil: Jeg så helst, at
Danmark kun tog kristne flygtninge« problematiserede Knuth,
at der er piger i folkeskolen, der bærer
tørklæde:
»»Hvis man kigger på
integrationsdelen, føler jeg, at der er en
berøringsangst over for f.eks. muslimske
tørklæder. Vi har en folkeskole, som ifølge
folkeskoleloven skal hvile på åndsfrihed,
ligeværd og demokrati. Og når man ser helt små,
somaliske piger, der er viklet ind i tørklæder og ikke
må være med til det ene eller det andet, strider det
lodret mod mit syn på den åndsfrihed, der skal
være i folkeskolen.« Allerhelst så Marcus Knuth,
at skolerne selv valgte at regulere spørgsmålet. Men
personligt ville han også være parat til at gribe ind.
Dansk Folkeparti har jo bebudet, at de gerne vil have et
tørklædeforbud. Hvis vi nu var i en verden, hvor
Venstre blev fritstillet i det her spørgsmål, og DF
stillede et beslutningsforslag, ville du så stemme for det?
»Det er jo et hypotetisk spørgsmål, men ja, det
ville jeg. Og der ligger jeg jo ikke der, hvor mit parti er i dag.
Men det ville jeg,« siger Marcus Knuth.«
2. Lovforslagets baggrund og formål
Tildækningsforbud virker
Tildækningsforbuddet har haft sin effekt
på offentlige steder. 3½ år efter at
tildækningsforbuddet trådte i kraft, er det småt
med sigtelser. I 2021 var det blot to sigtelser for
overtrædelse af tildækningsforbuddet, mens der i
årene 2018, 2019 og 2020 var 20 eller flere sigtelser om
året. Det fremgik af artiklen »Næsten ingen
bliver sigtet«, Ekstra Bladet, den 30. januar 2022.
Der findes ikke forskningsdata, der kan
påvise en sammenhæng mellem det lave antal sigtelser og
tildækningsforbuddet. Men hvor der forud for vedtagelsen af
tildækningsforbuddet ofte var blæst i medierne, fordi
mange gik med burka og niqab, er debatten næsten helt
forstummet efter vedtagelse af loven, hvorfor det er
nærliggende at antage, at der er en sammenhæng. Med
andre ord: Tildækningsforbuddet virker.
Her gælder tildækningsforbuddet
ikke
En række borgerhenvendelser til
forslagsstillerne har imidlertid gjort opmærksom på, at
tildækningsforbuddet ikke gælder for elever i
folkeskolen eller for studerende på uddannelsesinstitutioner,
da disse steder ikke er offentligt tilgængelige steder,
hvilket falder flere lærere, medstuderende og borgere for
brystet.
Det fremgår af bemærkningerne til
lovforslag nr. L 219, folketingsåret 2017-18, at
»offentligt sted« er det, som fremgår af
ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 1, lyder:
»Hvor ikke andet fremgår, finder
denne bekendtgørelse anvendelse på borgernes
adfærd på veje eller på andre steder, hvortil der
er almindelig adgang. Bekendtgørelsen finder således
f.eks. anvendelse på borgernes adfærd i offentligt
tilgængelige parker, jernbane- og rutebilstationer, porte,
offentlige toiletter, offentlige befordringsmidler, herunder
taxier, forlystelsessteder samt i åbningstiden butikker,
butikscentre og offentlige kontorer«.
3. Den
forslåede ordning
Med den oprindelige lovændrings
formål om respekt for fællesskabet, den sociale
interaktion og sameksistens in mente burde det være
indlysende, at tildækningsforbuddet bør gælde
der, hvor mange unge i den letpåvirkelige alder befinder sig,
og hvor man modtager undervisning for offentlige midler. Derfor
bør tildækningsforbuddet også gælde i
grundskolen, på ungdomsuddannelser, på
videregående uddannelser og på voksenuddannelser.
Det er derfor nærværende
lovforslags formål at udvide lovens anvendelsesområde,
så loven også kommer til at gælde for disse
skoler og uddannelsesinstitutioner.
Loven gælder naturligvis også for
andre end eleverne eller de studerende, der færdes på
skolen eller uddannelsesinstitutionen. Det vil sige, at ansatte og
besøgende også er omfattet af
tildækningsforbuddet.
4. Økonomiske konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have
økonomiske konsekvenser for det offentlige eller
erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have
administrative konsekvenser for erhvervslivet og skønnes at
have minimale administrative konsekvenser for det offentlige.
Det kan overvejes at vejlede folkeskoler og
uddannelsesinstitutioner om, at beklædningsgenstande omfattet
af tildækningsforbuddet ikke er gangbare på skolen
eller uddannelsesinstitutionens område. Desuden kan
lovændringen medføre et behov for opdatering af
Justitsministeriets skrivelse af 26. juni 2018 »Orientering
om tildækningsforbuddet« og politiets »Vejledning
om politiets håndhævelse af
tildækningsforbuddet« og »Actioncard om sager
vedrørende overtrædelse af tildækningsforbud
på offentlige steder, jf. straffelovens § 134
c«.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det fremgår af det gældende §
134 c, stk. 1, i straffeloven, at den, som på offentligt sted
bærer en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes
ansigt, straffes med bøde. Det fremgår af
bemærkningerne til lovforslag nr. L 219, at ved offentligt
sted forstås de steder, som fremgår af
ordensbekendtgørelsens § 2. Grundskoler og
uddannelsesinstitutioner er ikke omfattet af
ordensbekendtgørelsens § 2, og det foreslås
derfor at ændre lovens § 134 c, stk. 1, så
tildækningsforbuddet også omfatter grundskoler og
uddannelsesinstitutioner nævnt i forslaget.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2023.
Til §
3
Den foreslåede bestemmelse
vedrører lovens territoriale gyldighed og fastslår, at
loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1851 af 20. september 2021, som ændret senest ved lov nr.
1360 af 28. september 2022, foretages følgende
ændring: | § 134 c.
Den, som på offentligt sted bærer en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt,
straffes med bøde. ¬Stk. 2.
--- | | 1. § 134 c, stk. 1 affattes
således: Den, som på offentligt sted, i
grundskolen, på ungdomsuddannelser, på
videregående uddannelser og på voksenuddannelser
bærer en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes
ansigt, straffes med bøde. |
|
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til Lov om ændring af
straffeloven (Udvidelse af anvendelsesområdet for
tildækningsforbuddet)
(Lovforslag nr. L 105)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.