Tak for det. Nu går vi simpelt hen videre i forhold til at skulle behandle et nyt lovforslag. Nu skal vi behandle L 14, som er en del af nytænkningen af beskæftigelsesindsatsen og en del af aftalen dér. Jeg var lidt spændt på, hvordan debatten ville være og indlæggene ville være, oven på at vi havde en rigtig lang førstebehandling af det andet forslag om at snuppe en fridag, og den debat skal jeg ikke starte igen lige nu – det skal nok komme senere. Men jeg synes faktisk, det har været rigtig givende at høre diskussionen også i forhold til dette lovforslag.
Der er også blevet rejst rigtig mange bekymringer i forhold til lovforslaget, og der er mange høringssvar, og jeg tænker især på det her med: Hvad er intentionen? som også er blevet rejst heroppe fra talerstolen. Hvad er det, der sker ude i virkeligheden, i forhold til hvad intentionen er med den aftale, der er blevet lavet, og hvordan det så kommer til at blive udmøntet? Og det har i hvert fald ikke været intentionen at lave nytteløse virksomhedspraktikker og endnu mere af den del, og derfor synes jeg, det er meget inspirerende at høre, hvad det er, man kan gøre for at forenkle det og undgå, jeg vil jo kalde det et misbrug af virksomhedspraktikker, som vi er vidne til. Det tænker jeg er noget af det, vi i hvert fald vil tage med i diskussionen, vi skal have i aftalekredsen, og bl.a. også, om man helt skal fjerne det her formål, sådan at man ikke som nu ser, at der kommer virksomhedspraktikker kun for at leve op til målet om, at 70 pct. af alle målgrupper skal i virksomhedspraktik.
Så er der også nogle andre ting, som jeg synes kan give nogle udfordringer, og det er, i forhold til at den her aftale jo blev lavet sideløbende med en anden aftale, som vi også lavede på kontanthjælpsområdet. Det var den, der løftede tusindvis af børn ud af fattigdom; den, som sikrede, at receptpligtig medicin ville blive gratis for nogle af dem, som har de laveste indkomster – alle mulige rigtig gode ting, som Socialdemokratiet og regeringen jo nu har smidt i skraldespanden. Men noget andet, den også indeholdt, var jo en afklaringsret, som vi skulle have udmøntet her på den her side af sommeren, og der er nogle ting her, som jeg godt kunne være bekymret for. Når vi ikke har en afklaringsret, som skal være med til at gøre, at man som borger hurtigere bliver afklaret, og når vi samtidig ser det fokus, der er på virksomhedspraktik, hvad er det så for et jobcenter, vi kommer til at skabe?
I forhold til hele den her nytænkning af det, som regeringen lægger op til, tænker jeg: Hvordan sikrer vi, at det ikke bare bliver en spareøvelse for 3 mia. kr., hvor man skifter navn på jobcentrene, men ikke ændrer ved det, som borgerne oplever og bliver udsat for, og de rammer, som socialrådgiverne arbejder inden for? Hvordan gør vi det sådan, at vi rent faktisk skaber tryghed omkring borgerne og dem, som også er pressede – det kan være, man har en funktionsvariation eller noget andet – og at man rent faktisk går ind og gør det, der er brug for dér, og får sat uddannelse i højsædet osv.? Og der mener jeg, at afklaringsretten er en del af nøglen til, at folk ikke bare skal cykle rundt i et væld af nytteløs aktivering, men faktisk skal blive visiteret korrekt til fleksjob, revalidering, førtidspension, arbejde eller uddannelse i stedet for at sidde fast i systemet.
Så det er i hvert fald også noget af det, vi vil rejse, nemlig afklaringsretten. Jeg oplevede egentlig også, at Socialdemokratiet var ret glade for den del af aftalen, og jeg har også hørt flere udtrykke sig positivt om den rettighed, og det bliver jo spændende i forhold til det kapitel i regeringsgrundlaget, der handler om frisættelse. Der står rettigheder jo også som noget af det, man skal frisættes fra; hvad er det for nogle rettigheder? Der synes jeg i hvert fald, det er vigtigt at se på, hvad der er godt for borgerne og skaber de bedste rammer dér. Så jeg håber i hvert fald, at det kan være sådan en rettighed, man kan prioritere, når vi skal se på, hvilke rettigheder der giver mening.
Men tak for de gode debatter og for de høringssvar, der er. Jeg tænker, det er noget, vi tager med til det førstkommende møde i aftalekredsen.