Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 103:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed. (Rammer for en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, smidiggørelse af regler for etablering og drift af regionsklinikker, mulighed for særligt vederlag til læger i områder med lægemangel og regler om fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 30.03.2023).

Forhandlingen er nu åbnet, og den første ordfører er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for det, hr. formand. Også her vil jeg gerne have lov at læse en tale op for vores sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, og denne gang skulle jeg gerne have styr på at hilse fra Radikale Venstre.

Tak for ordet. Som socialdemokrat er den lige adgang til sundhed helt afgørende. Uanset hvem du er og hvor du bor, skal du have adgang til et sundhedsvæsen af høj kvalitet. Sådan er det desværre ikke i dag. Dit postnummer spiller faktisk en stor rolle for, hvilket sundhedsvæsen du møder. Ikke mindst når vi taler om det nære sundhedsvæsen, er der forskel på de tilbud, du får, når du er konstateret kronisk syg, forskel på de tilbud, du får, når du udskrives fra hospitalet, ja, nogle steder i landet kan du ikke engang få din egen faste læge. Det er ikke acceptabelt; det går ud over den enkelte patient, som ikke får den nødvendige hjælp og støtte; og det går faktisk også ud over samfundet, fordi vi risikerer flere unødvendige genindlæggelser, som kunne have været undgået.

Hvis vi for alvor skal styrke vores sundhedsvæsen, skal vi også starte med at styrke det nære sundhedsvæsen, for det er en forudsætning for, at vores hospitaler ikke sander til i indlæggelser. Med det her lovforslag sætter vi strøm til mange af de gode tiltag, vi blev enige om med sundhedsaftalen sidste år – tiltag, der netop skal styrke det nære sundhedsvæsen, skabe bedre sammenhæng for patienter på tværs af sundhedsvæsenet og skabe øget geografisk lighed i sundhed. Først og fremmest tager vi nu virkelig fat på arbejdet med en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen. Indenrigs- og sundhedsministeren får bemyndigelse til at fastsætte forpligtende krav til kommunernes sundhedstilbud, og det vil ske på baggrund af de kvalitetsstandarder, der er udviklet af Sundhedsstyrelsen.

Vi har i sundhedsaftalen sat penge af til, at vi i første omgang er ved at indføre kvalitetsstandarder for kronikere og kommunale akutfunktioner. Det er helt afgørende, at vi har en høj kvalitet i hele landet. Vi bliver i de kommende år mange flere kronikere, og det er netop patienter, hvis forløb ofte går på tværs af sundhedsvæsenet. Det er vigtigt, at der bliver sat hurtigt ind med f.eks. tilbud om træning, kostomlægning og patientuddannelse, så vi forebygger, at sygdommene udvikler sig, til gavn for både patienter og det øvrige sundhedsvæsen. Vi skal have et nært sundhedsvæsen med kvalitet i hele landet.

For det andet indfører vi eller direkte genindfører vi hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler for en praksisplan for almen praksis – et nyttigt redskab, der også er med til at skabe bedre sammenhæng mellem kommuner og regioner og almen praksis. Det er, som jeg forstår det, også en rent lovteknisk fejl, der har gjort, at muligheden blev fjernet sidste år.

Endelig er der en række elementer, der skal skabe bedre lægedækning, og det er jo også i den grad udtryk for en geografisk ulighed, hvor borgerne ikke har adgang til egen faste læge. Det skaber usikkerhed.

Vi blev med sundhedsaftalen enige om en række gode tiltag, og her udmønter vi nogle af dem: bedre mulighed for at etablere regionsklinikker, mulighed for ekstra honorarer til læger i lægedækningstruede områder, så de tager flere patienter, og mulighed for at fordele læger i uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen til områder med lægemangel. Alt sammen vil bidrage til, at flere får en læge tættere på.

Jeg har selv stået i en situation, hvor min far bor tæt på mig selv, og han har kol. Min svigermor bor i det yderste Vestjylland, og hun har også fået konstateret kol. De burde have fuldstændig fortløbende behandlinger, men min far har, fordi han bor i Aarhus, en læge og tilgang til et sundhedsvæsen, som er betydelig anderledes. Han har fået tilbudt behandling, som er betydelig anderledes; han har fået tilbudt den der kol-pibe, som er den nyeste model. Men hvis min svigermor skal have et tilbud om kol-behandling, skal hun væsentlig længere væk. Med den her lovgivning kan vi nu kan dæmme op for noget af det. Det synes jeg er betydningsfuldt for helt almindelige menneskers helt almindelige liv.

Der er ingen tvivl om, at vi står over for store udfordringer i vores sundhedsvæsen, og med det her forslag løser vi jo langtfra alle delene, men vi løser en del af det, for det her er første skridt i at omstille og styrke det nære sundhedsvæsen og dermed også sikre en større geografisk lighed i sundheden. Socialdemokratiet og jeg er rigtig glade for at kunne støtte forslaget, og jeg glæder mig til at følge resten af lovbehandlingen her i dag. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der var ikke noget yderligere. Den næste ordfører på talerstolen er fru Eva Kjer Hansen fra Venstre.

Tak til den socialdemokratiske ordfører for også med et konkret personligt eksempel at understrege betydningen af det her lovforslag, hvor vi jo netop giver mulighed for, at flere sundhedsopgaver kan løses i det nære sundhedsvæsen, altså hos kommunerne, men hvor vi jo også skal have mere gang i kvalitetsstandarder med forskellige krav og anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen så skal tage sig af at udarbejde. Der er det jo netop vigtigt, at man i langt højere grad kan se frem til, at man får den samme gode behandling, uanset hvor i landet man bor.

Lovforslaget omhandler jo en stor del af aftalen om sundhedsreformen fra maj 2022. Det er en bred aftale med bred opbakning her i Folketinget, og jeg synes, det er rigtig positivt, at vi på den måde kan nå til enighed om, hvordan vi kan fremme vores sundhedsvæsen. I Venstre er vi glade for, at vi, samtidig med at vi tager de her initiativer omkring det nære sundhedsvæsen og fremmer kvalitetsstandarder, også sørger for, at der stadig væk er frihed til og vide muligheder for, at kommunerne kan tilrettelægge indsatserne lokalt, men selvfølgelig inden for de nationalt fastsatte rammer.

Der er også det element i lovforslaget, som omhandler en fælles visitation til den kommunale hjemmesygepleje og de kommunale akutfunktioner. Det betyder helt konkret, at kommunerne nu får mulighed for på tværs af kommunegrænser at samarbejde om visitationen i den kommunale hjemmesygepleje. I dag kan de samarbejde om driften, men nu får de også friheden til og muligheden for at organisere indsatsen, sådan at man myndighedsmæssigt kan træffe beslutninger i fællesskab. Det giver rigtig god mening, og vi har jo konkrete forsøgsresultater, der viser, at det kan spare både tid og sagsbehandling i de kommuner, hvor det har været afprøvet.

Et tredje element, som jeg vil fremhæve, er bedre lægedækning i hele landet. Det er bydende nødvendigt, at vi gør noget ved den geografiske ulighed, der hersker i sundhedsvæsenet, og det er det her jo med til. Regionerne får mere frie rammer til etablering og drift af regionsklinikker. Det bliver også sikret, at praktiserende læger i f.eks. yderområder og områder med særlig lægemangel får mulighed for at få flere penge gennem et særligt vederlag, som regionerne kan vælge at yde. Og endelig bliver det muligt, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nationale kriterier for fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen, og dermed kan man i større omfang sætte en national retning for fordelingen af de lægelige ressourcer, alt efter hvad der er brug for og hvor der er brug for det.

Så der er rigtig mange gode elementer i det her lovforslag, og jeg ser frem til, at tingene kommer i gang derude.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Monika Rubin fra Moderaterne.

Tak. Moderaterne ønsker et sundhedsvæsen, hvor dit postnummer ikke er afgørende for, hvor god en behandling du får. Det er vores klare ambition, at lige meget om man bor i en af de store byer eller man har langt til det nærmeste hospital, skal behandlingskvaliteten være af samme høje standard.

Den geografiske ulighed i sundhed skal nedbringes. For i dag er der stor forskel på kommunale tilbud og kvalitet på tværs af landet. Derfor foreslår regeringen som en del af det her lovforslag at etablere en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, som skal sikre indførelsen af kvalitetspakker med konkrete kvalitetskrav og anbefalinger til indsatsen. Det er vigtigt for regeringen, at vi opnår en mere ensartet kvalitet i sundhedsindsatserne på tværs af hele landet. For det er skadeligt for sammenhængskraften, hvis uligheden bliver for stor. Kvalitetsplanen skal sikre, at alle borgere får et kommunalt sundhedstilbud af en mere ensartet kvalitet i hele landet. Et styrket nært sundhedsvæsen kan bidrage til bedre og tidligere indsatser, som kan forebygge behovet for senere behandling og unødvendige indlæggelser på hospitalerne.

Derudover er lægedækningen afgørende for, om vi kan sige, at vi har et velfungerende nært sundhedsvæsen, og det er derfor problematisk, når vi hører historier om læger med lange ventelister og borgere uden en egen læge. Regeringen og Moderaterne ønsker en hensigtsmæssig fordeling af lægelige ressourcer i hele landet, så vi ikke ender ud i et A-hold og et B-hold mellem patienterne. Et af løsningsforslagene er at give regionerne flere redskaber til at sætte ind i områder med lægemangel. Her foreslås det at gøre reglerne mere smidige, så regionerne lettere kan etablere regionsdrevne klinikker i områder, hvor det er umuligt at få en privatpraktiserende læge til at slå sig ned.

Et af løsningsforslagene er at styrke fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen til f.eks. lægedækningstruede områder, hvilket vi også gør med det her lovforslag, og lovforslaget lægger også op til, at det skal være muligt for regionerne at indgå aftaler med lokale praktiserende læger om et særligt vederlag, der kan motivere dem til at tage flere patienter ind i deres praksis. Ved at give en økonomisk gulerod er forventningen, at vi kan tiltrække flere læger til områder med lægemangel, at motivere dem til at arbejde lidt mere i de lægedækningstruede områder, og helt ærligt tror jeg, at det er den rette vej at gå.

Moderaterne gik til valg på en ambitiøs sundhedspolitik, hvor vi lagde vægt på at tage speeden ud af dansk politik, så vi har den fornødne betænkningstid til at træffe de rette beslutninger. For vi har brug for at få nuancerne med. Den tid, hvor man politisk kunne skrue på en knap hist og pist og derved forbedre sundhedsvæsenet, er slut. Der er behov for en omstilling af sundhedsvæsenet for at kunne imødegå den demografiske udvikling med flere ældre og plejekrævende borgere samt borgere med kroniske sygdomme og de generelt stigende udgifter til sundhedsvæsenet. Vi kan ikke bare fortsætte med at gøre mere af det samme, og derfor har regeringen indført en akutpakke samt nedsat Sundhedsstrukturkommissionen for at imødekomme de store udfordringer, som vi står over for i sundhedsvæsenet.

Med det her lovforslag er vi et skridt på vejen til at løfte indsatsen til gavn for borgerne i hele landet og bidrage til en omstilling af sundhedsvæsenet, så mere kan løftes i det nære sundhedsvæsen. Og med alt det taget i betragtning, som jeg har stået her og sagt, støtter Moderaterne selvfølgelig lovforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Nu bragte ordføreren selv den her nye Strukturkommission på banen, og jeg er sådan set enig med ordføreren i, at vi ikke bare kan blive med at gøre mere af det samme, for vi står over for nogle store udfordringer. Men det er sådan set også det grundlag, det her er blevet skabt på, og vi kender jo godt til de udfordringer, der er.

Vi ved jo godt, at udfordringen er, at med centraliseringen på de nye supersygehuse, som er rigtig god af mange årsager, bliver der skabt en ekstra byrde ude i det nære sundhedsvæsen, og at forpligtigelsen til at sikre finansieringen til det er blevet forsømt. Det er jo den udfordring, vi står med. Den struktur er jo sådan set på plads, så mit spørgsmål er egentlig: Hvad er det, den nye Sundhedsstrukturkommission skal give svar på, som vi ikke godt i forvejen ved?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Som ordføreren jo faktisk også selv sagde, da sundhedsreformen blev præsenteret i sommer, var det lidt af en lille prut. Altså, de tiltag, som I kom med i sommer, løser jo ikke det hele, og derfor er der behov for, at vi giver det tid til at komme hele sundhedsvæsenet rundt.

Vi skal både løse problemerne ude i det nære sundhedsvæsen, hvilket det her lovforslag jo bl.a. lægger op til, men der er også de tværregionale problemstillinger og også de tværkommunale problemstillinger; der er hele problemet med sundhedsklyngerne og hele problemet med den sociale ulighed og den geografiske ulighed på tværs af hele landet. Så der er mange ting, som Sundhedsstrukturkommissionen skal kigge på. Jeg tænker, at ordføreren også har læst kommissoriet. Vi fikser det ikke med et snuptag, men jeg har rigtig stor tiltro til, at de medlemmer, der sidder i Sundhedsstrukturkommissionen, kommer med nogle rigtig gode forslag, for jeg føler nærmest, at det er nu heller aldrig.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg var faktisk i tvivl om, om man måtte sige prut herinde i Folketingssalen, men det lader det til at man godt må – ellers kunne vi kalde det et mindre udslip af luft fra endetarmen. (Monika Rubin (M): Flatus!) (Anden næstformand (Jeppe Søe): Der tænker jeg faktisk, at det første er bedre).

Men det er jo ikke struktur, der er problemet nu – det er jo investeringer. For når jeg sagde, at det var en lille prut, så var det jo netop, fordi strukturproblemerne godt nok blev påpeget, men vi investerede ikke tilstrækkeligt til at løse dem. Men der bliver jo peget på strukturen, både i forhold til sundhedsklynger, at vi nu har fået samlet ekspertisen i sundhedssamarbejdsudvalg, og at vi får ændret på strukturen. Så hvorfor er det ikke investeringerne, vi skal i gang med, frem for at kigge på en anden struktur, der så skal brydes op igen?

Mange tak.

Mange tak. Som jeg også sagde i min ordførertale, kan vi ikke bare skrue lidt hist og pist. Vi bliver simpelt hen nødt til at kigge på hele vores sundhedsvæsen en gang for alle. Vi skal gå helt i dybden og komme til bunds i forhold til kommuner og regioner og se på, hvordan det så skal skrues sammen. Altså, alle bolde bliver kastet op i luften her. Og jeg tror simpelt hen ikke på, at det, at der kommer flere penge ind i det samme system, løser de grundlæggende og strukturelle problemer, vi har i sundhedsvæsenet. Jeg tror desværre, der skal meget mere til.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. I SF er vi faktisk glade for at være en del af sundhedsreformen, som vi aftalte for et år siden, og nogle af elementerne bliver så implementeret med det her lovforslag.

Vi skal sikre et nært sundhedsvæsen med høj og ensartet kvalitet i alle dele af landet, og det skal være lige. Men ord er taknemlige – det er handlingen, der kan gøre en forskel. Derfor er det bl.a. vigtigt, at vi med aftalen øger regionernes mulighed for at rekruttere praktiserende læger og lave regionsklinikker. Jeg er også glad for, at kommunerne får mulighed for i øget grad at samarbejde om fælles kommunal sygepleje, hvis det altså er en mulighed – hvis der faktisk er sygeplejersker nok til, at det kan lade sig gøre.

Jeg synes også, det er vigtigt, at lovforslaget tydeliggør vigtigheden af patientrettet forebyggelse. Forebyggelse er nemlig en meget vigtig del af løsningen på de mange store udfordringer i vores sundhedsvæsen. Og det er rigtig godt, at vi også her har forebyggelse i fokus – der er nemlig virkelig nok at tage fat på. Og set i det lys forstår jeg sådan set også godt kommunernes bekymring i deres høringssvar til det her lovforslag. For det er ikke ubetinget tydeligt, hvad det er for nogle beføjelser, vi med det her lovforslag giver den til enhver tid siddende sundhedsminister. Er det intentionen at give ministeren en blankocheck, eller er der faktisk brug for en regulær demokratisering af den politiske prioritering af de alt for mange opgaver, som vi står over for lige nu – det være sig sundhedspleje, det være sig rehabilitering af hjerneskadede eller for den sags skyld initiativer i forhold til børns og unges mistrivsel og de mange, mange andre opgaver, som også skal løses? Og har vi en fælles forståelse af grænsefladerne mellem sundhedsloven og serviceloven?

Jeg synes ikke selv, at de her spørgsmål altid er klart og tydeligt beskrevet i den måde, som vi gør tingene på. Jeg synes også godt, at vi, her et år efter at vi indgik aftalen, kunne gøre os lidt mere umage med at betrygge kommunerne med en præcisering af, hvad det eksempelvis er, de kan forvente at man fra centralt hold tænker de skal være i stand til at varetage fremadrettet. Og jeg tror faktisk, at der er brug for, at vi også i en demokratisk dialog med hinanden har en ærlig prioritering af, hvad det så er for nogle opgaver, vi bliver nødt til at prioritere først, når vi lige nu er i en situation, hvor der er alt for meget arbejde til alt for få mennesker. For det er for let at sige, at vi skal, hvis vi reelt ikke kan.

Derfor bliver vi også nødt til at tage et medansvar for, hvad der er vigtigt lige nu, hvad der er vigtigst lige nu, og hvordan vi i fællesskab kan være med til at løse opgaverne på en måde eller give ressourcer på en måde, hvor vi kan forebygge der, hvor belastningerne er størst. Og de er store i det primære sundhedsvæsen; det kan vi jo høre, når akutafdelinger har svært ved at følge med, i takt med at der hele tiden kommer nye medicinske patienter ind på akutafdelingerne, som har brug for sygehusenes hjælp, og der mangler læger og sygeplejersker til at tage sig af dem. Vi ved det, når det er sådan, at der er kræftpatienter, der ikke bliver behandlet til tiden. Det er der ingen af os der kan leve med. Derfor bliver vi også nødt til at skulle have den her fælles drøftelse og fælles prioritering af, hvordan vi bruger ressourcerne på en fornuftig måde. Jeg håber, at vi i udvalgsbehandlingen måske dér kunne prøve at betrygge kommunerne med en præcisering af, hvad det er for nogle opgaver, vi forventer at kommunerne skal kunne løse i fremtiden med det her forslag.

Med de ord vil jeg sådan set bare se frem til udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Det her lovforslag implementerer dele af den aftale om sundhedsreformen, som blev indgået blandt samtlige partier i det daværende Folketing i maj 2022. I Danmarksdemokraterne synes vi faktisk, det er en fornuftig og god aftale, som vi helt sikkert ville have været med i, hvis vi havde eksisteret på daværende tidspunkt, hvor den blev aftalt.

Det er ikke nogen revolutionerende aftale. Hr. Peder Hvelplund kaldte den »en lille prut«; det er måske ikke helt skævt. Men dog er det en aftale, der sætter en retning, specielt i forhold til det nære sundhedsvæsen og særlig i forhold til at tage hul på en national kvalitetsplan for netop det nære sundhedsvæsen, som vil stille krav til kommunerne, så vi på sigt gerne skulle komme ud over det postnummerlotteri, der hersker i dag i det primære sundhedsvæsen.

Jeg var til en sundhedskonference, som KL holdt i Odense her den anden dag, og der blev det understreget – mange gange – at et stort problem i forhold til at få samarbejdet mellem kommuner og sygehuse til at køre er, at der jo er enorm forskel på, hvad kommunerne kan levere på sundhedsområdet. Så når hospitalet skal sende patienter hjem, kan de ikke helt vide, hvad det er, kommunen kan tilbyde, og om kommunen kan håndtere patienterne. Det kan medføre to ting. Dels kan det medføre, at patienterne simpelt hen ikke kan hjemsendes, dels vil det typisk medføre, at patienterne meget hurtigt bliver genindlagt.

Noget af det, som det her lovforslag gerne skulle gøre, var jo at stille forpligtende krav til kommunernes indsats. Det er så i første omgang i forhold til kronikerområdet, og det er også et væsentligt område, og det er væsentligt at komme i gang med arbejdet for ligesom at få skabt et grundlag for det, der kommer fremadrettet.

Men altså, det er også klart, at når man diskuterer det på en KL-konference, kommer det rigtig meget til at handle om, om der er midler til det – kan vi gøre det? – og så det, som fru Kirsten Normann Andersen bragte frem før, med sundhedslov over for servicelov: Hvad er det for nogle ydelser? Altså, det, der kommer til at blive beskrevet her, vil relatere sig til sundhedsloven og de ydelser, der ligger derunder, men ude i kommunerne er de meget sammenhængende i forhold til at give ydelser til den enkelte borger.

Så jeg kunne godt tænke mig, at ministeren senere måske kunne uddybe lidt om, hvordan man tænker i forhold til at få en diskussion af ydelserne, både i forhold til sundhedsloven, i forhold til serviceloven og også i forhold til en kommende ældrelov; hvor er den henne, og hvad spiller det ind med i det her?

For én ting er, at der er nedsat en Sundhedsstrukturkommission og der er nedsat en Robusthedskommission – jeg tror, begge dele sådan set er rigtig fornuftige, og jeg glæder mig rigtig meget til at få anbefalingerne fra begge dele – men jeg mener ikke, vi kan vente. Robusthedskommissionen kommer med noget engang efter sommerferien, Sundhedsstrukturkommissionen kommer med noget om et års tid.

Vi kan ikke vente et år med at komme i gang med den her diskussion. Jeg mener sådan set, vi er nødt til at tage fat på den betydelig hurtigere, og det håber jeg også at ministeren vil være med på, så vi egentlig kan tage hul på diskussionerne og så være forberedt, når de her kommissioner kommer med nogle flere anbefalinger. Men i Danmarksdemokraterne støtter vi lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Louise Brown fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Vi ved alle, at vi står midt i en kæmpe udfordring i vores sundhedsvæsen. Vi skal have fundet løsninger på, hvordan vi gør systemet mere smidigt for de borgere, der bliver nødt til at blive hjulpet af vores sundhedsvæsen. Det er vist det, man sådan populært for nogle år siden kaldte en brændende platform. Her taler vi så bare om en overtænding af dimensioner. Men der er flere greb, vi kan tage, og der er flere greb, vi skal tage. Og nogle af dem ser vi i det her lovforslag, som til dels er en udmøntning af aftalen om en sundhedsreform, som vel egentlig alle partier var med i på aftaletidspunktet, og så er der jo kommet lidt til siden hen.

At man med lovforslaget vil give kommunerne øget mulighed for tværkommunalt samarbejde og på den måde mindske bureaukratiet, er jo sød musik i mine ører. Det har vist sig at være ret succesfuldt i de kommuner, der har været en del af frikommuneforsøget, så lad os få noget mere af det – noget mere af det, der virker.

Der er udfordringer med områder i Danmark, hvor det er svært at tiltrække praktiserende læger, og det er et problem, der skal gøres noget ved. I Liberal Alliance så vi allerhelst, at det ikke er regionen, men private aktører, der skal stå for driften af klinikkerne. Vi ved, at regionsklinikkerne har større udgifter pr. patient end udbudsklinikkerne. Når vi nu alligevel går med til at gøre det lettere for regionerne at oprette de her regionsklinikker, er det, fordi vi anerkender vigtigheden af ordentlig lægedækning i hele landet. Derudover vil jeg også rose ministeren for at sætte perioden ned, hvori regionen kan drive klinikken, fra de 6 til de 4 år, således at nye mennesker kan få lov at byde ind.

Også det at styrke fordelingen af uddannelsesstillinger i speciallægeuddannelsen har bl.a. til formål at sikre den bedre lægedækning. Og det er vigtigt med bedre lægedækning. Vi skal have et bedre, mere sammenhængende sundhedsvæsen, uanset hvor man bor. Det er ikke det samme, som at alle tilbud skal være alle steder, men i dag er der er en udfordring, bl.a. i landdistrikterne, og det kan en national kvalitetsplan forhåbentlig være med til at løse op for.

Liberal Alliance bakker op om forslaget.

Tak til ordføreren. Næste ordfører, vi kan byde velkommen til, er hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Lovforslaget er jo en delvis udmøntning af den meget brede aftale, vi indgik om sundhedsområdet den 20. maj 2022. I Det Konservative Folkeparti er vi meget optaget af, at patienterne får en ordentlig og tryg behandling, som lever op til høj lægefaglig standard. Derfor er vi også stærke tilhængere af indførelse af nationale kvalitetsstandarder, som sikrer en ensartet standard, uanset hvor i landet man bor, og uanset hvilken kommune man bor i. Vi er også meget tilfredse med, at der i de egne af landet, hvor der er mangel på familielæger, kan oprettes regionsklinikker, altså klinikker med ansatte læger drevet af regionerne. Men det må aldrig være sådan, at en regionsklinik kommer til at stå i vejen for en rigtig familielæge, altså en læge, som kender sine patienter, og som patienterne kender. Derfor skal regionen også sikre overdragelse af klinikken eller dele af klinikken, hvis en eller flere unge læger ønsker at overtage og drive den pågældende klinik eller praksis.

Vi hilser også initiativerne om bedre fordeling af uddannelsesstillinger i hele Danmark velkommen, så det større udbud af speciallæger, der bliver uddannet i de her år, bliver jævnt fordelt i hele Danmark og ikke kun klumper sig sammen i universitetsbyerne. Initiativerne om mulighed for, at regionerne i en begrænset periode kan øge honoraret til læger i lægedækningstruede områder, hilser vi selvfølgelig også velkommen, da man jo har behov for at have en fordeling i hele Danmark.

Alle initiativerne i det nævnte lovforslag støttes af Det Konservative Folkeparti. Tak for ordet.

Selv tak, og tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Da vi indgik aftalen i maj måned, var Enhedslisten med i den, fordi vi grundlæggende synes, at det er en god aftale, som tager nogle skridt i den rigtige retning. Når vi kaldte det for en lille prut, var det netop, fordi den slet ikke går tilstrækkelig langt og den ikke løser den grundlæggende udfordring, nemlig de manglende investeringer i sundhedsvæsenet, investeringer, der er behov for. Jeg synes, det er ret tydeligt at se, at det, der er den store udfordring, er, at vi gennem de seneste år har centraliseret mere. Vi har samlet ekspertisen på supersygehuse. Det er sådan set i sig selv fornuftigt nok. Det betyder, at vi kan få højnet den kvalitative standard; det betyder, at vi kan lave mere specialiserede operationer; og det vil også betyde en styrkelse af patientsikkerheden. Der ligger jo også i hele aftalen, at der er en forventning om, at det kommer til at nedbringe den indlæggelsestid, der er for patienterne. Det er sådan set også isoleret set fornuftigt, for ingen skal jo være på sygehuset længere tid end allerhøjst nødvendigt.

Men den store udfordring, der så er, består i, at i og med at patienter bliver udskrevet tidligere, kommer der også til at være et øget pres på det nære sundhedsvæsen, og der vil være behov for investeringer. Det har man sådan set godt vidst helt tilbage fra dengang, da man lavede aftalen om kvalitetsfondsbyggerierne. Den nuværende udenrigsminister bliver nogle gange karakteriseret som den store sundhedsarkitekt. Jeg betragter ham mere som en stor bulldozer, som nu har generhvervet det store kørekort til at tromle hen over sundhedsvæsenet. For de udfordringer, vi står med i dag, er netop en konsekvens af den strukturreform, hvor man investerede i centraliseringen, men hvor man undlod at investere i den øgede opgave, der ville komme til at ligge ude i det nære sundhedsvæsen.

Jeg synes, at det er noget af den struktur, som vi med det her lovforslag er med til at sikre at der trods alt kommer investeringer i, og vi er med til at få skabt en struktur, der kan bygges videre på. Altså, hele idéen om, at man får lavet sundhedsklynger, at man får lavet sundhedssamarbejdsudvalg, og det, at vi her med lovforslaget i dag får både nationale kvalitetsstandarder og en kvalitetsplan, er jo udtryk for en tænkning om, at vi fra Christiansborgs side skal lave nogle kvalitetsstandarder, som gør, at vi kan reducere den geografiske ulighed, så der ikke er forskel på den behandling, du får, hvad enten du bor i Brøndby Strand, i Brønderslev eller i Hellerup, og at vi så også samtidig sikrer, at der følger ressourcer med til de opgaver, men at der vil være en vis lokal frihed i sundhedssamarbejdsudvalgene til at udmønte dem.

Der kan være forskel på, om det alene skal være en regionalt løst opgave, om det skal være noget, regioner og kommuner gør i samarbejde, om enkelte kommuner går sammen om at løse opgaven, eller om enkeltkommuner selv kan løse opgaven. Den struktur synes jeg vi har fået tegnet, og det er også derfor, som jeg nævnte i mit spørgsmål til fru Monika Rubin tidligere, at det undrer mig, at man nu skal bruge tid på igen at kaste alting op i luften. For det er jo ikke det, der er behov for. Der er ikke behov for nye strukturer, og at vi skal gentænke det hele, og at vi skal lave nye planer og store bureaukratiske konstruktioner. Det, det handler om, er, at vi reelt begynder at investere, og at vi begynder at udbygge den struktur, for det, de står og mangler ude i kommunerne, er jo indsatser i forhold til den forebyggende og den rehabiliterende behandling.

Men der er nogle af de initiativer, der bliver taget med det her lovforslag, og det er også derfor, vi støtter det i Enhedslisten. Jeg er faktisk især glad for det element, der handler om de mere smidige regler i forhold til regionernes mulighed for at kunne oprette regionsklinikker, for jeg tror, der ligger et stort potentiale i det. Altså, vi ser, at mange yngre læger, der kommer ud i dag, sådan set ikke har et ønske om at få arbejdsgiveransvar og at skulle bruge tid på at lave regnskab og alt muligt andet. De vil egentlig bare gerne ud at virke, også som alment praktiserende læger. Der kan man sige, at det, at vi smidiggør reglerne, som giver mulighed for, at man også kan drive regionsklinikker i længere tid, og at der måske kan være delte stillinger, så en læge dels har timer på en regionsklinik som almenpraktiserende læge, dels arbejder på et regionalt sygehus, hvor der er mulighed for at være del af et kollegialt fællesskab og deltage i forskningsprojekter, tror jeg kan give et stort potentiale for at gøre det mere attraktivt at fungere som almenpraktiserende læge.

Så der er nogle klart positive elementer i denne aftale, men jeg synes også, det er bekymrende, at regeringens ambitionsniveau på sundhedsområdet ikke er større, og at det, vi skal stå med nu, er ting, vi aftalte i sidste periode, og som ikke var tilstrækkelige, og så kommer der så bare en Sundhedsstrukturkommission, sådan at vi kun skal kigge på struktur og ikke investeringer. Tak. (Anden næstformand (Jeppe Søe): Tak til ordføreren). Må ordføreren lige skynde sig at huske at sige, at han også har lovet at hilse fra Alternativet og sige, at de også bakker op om lovforslaget.

Det er i orden, og der er også hilst fra Radikale Venstre – denne gang kun én gang – så jeg tror, at vi nu er på linje.

Nu er det den næste ordfører, som er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Det gik virkelig stærkt lige pludselig. Grundlæggende set er det her jo en udmøntning af en aftale, som blev lavet inden valget, og den støtter vi selvfølgelig også i Dansk Folkeparti. Vi så også rigtig gerne, at man gik meget længere, også i samme kontekst som noget af det, som de tidligere ordførere har sagt. Altså, vi står med et sundhedssystem, som har det ekstremt svært, og det haster helt ekstremt meget, at vi finder nogle løsninger. Så vi så jo meget gerne, at vi allerede nu satte os ved forhandlingsbordet for at finde løsninger på rigtig mange af de problematikker, der er, eksempelvis i forbindelse med manglen på sygeplejersker.

Det lovforslag, som vi behandler nu, er som sagt en udmøntning af den her aftale, og som det også er blevet nævnt fra talerstolen tidligere, er der rigtig mange gode tiltag, også i forbindelse med det med de her regionsklinikker. Så selvfølgelig støtter vi også i Dansk Folkeparti det her forslag. Men vi håber sådan set også, at vi snart bliver indkaldt til nogle forhandlinger, så vi får gjort noget ved vores sundhedssystem, for det trænger virkelig, og det haster. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Fordelen ved at være den sidste ordfører er altid, at man kan sidde og lytte, og det gør så også, at det, man forbereder sig på at sige forinden, ofte er sagt, når man når herop. Så nu vil jeg først bakke nærmest ordret op om, hvad den konservative ordfører har frembragt, for det er rigtigt. Vi er også heldige at sidde sammen i verdens bedste regionsråd, så vi har styr på tingene. Så er I i tvivl om noget, kommer I bare og spørger. Men jeg vil godt lige uddybe det, som ordføreren for Konservative kom ind på, lidt, og det er det her med familielægen, fordi det er vigtigt. I Nye Borgerlige kommer vi til at bakke op om det her, også det med regionsklinikkerne.

Jeg er ordfører på mange områder, også ligestilling, og i går havde vi en debat i Ligestillingsudvalget, hvor vi kunne se, at mænd, helst sådan nogle med lidt gråt hår ligesom mig selv, er for dårlige til at komme til lægen. Det betyder, at når man har en familielæge, som har kendt en hele livet, så husker han lige, når jeg endelig får besked fra det offentlige om at gå til lægen, at tjekke mig igennem fra A til Z. For han kender mig, han har kendt mig hele livet, og han ved, hvad jeg er pylret om, og hvad jeg ikke er så pylret om. Han har styr på mig, fordi han har kendt mig altid, og det koncept skal vi huske er vigtigt; det er derfor, at den almenpraktiserende læge, som er i et område i lang tid, er vigtig. Det skal vi forsøge at understøtte.

Vi har regioner, hvor vi er enormt glade for regionsklinikkerne. Det er en nødvendighed. Vi har også set, at lægers tilgang til deres arbejde er blevet sådan, at det mere er et arbejde end et kald, og det gør også, at der er nogle situationer, hvor vi bare må acceptere, at verden er anderledes nu, når vi forsøger at dække lægemanglen og få læger rundtomkring i landet, i forhold til tidligere.

I Nye Borgerlige er vi glade for det her. Jeg har dog et lille men, og det er, at selv om vi naturligvis bakker op om det, er der en lille passus i lovforslaget, hvor der står, at det udmønter dele af en aftale, og så går jeg jo helt i panik og læser alt om det, og der vil jeg sige, at jeg synes, at når vi udmønter aftaler, skal vi gøre det klart, at det er hele aftaler, sådan at vi ikke skal sidde og lede efter hår i suppen eller frygte for, at der bliver kørt nogle kommaer ind rundtomkring, som vi ikke er helt enige i. Det er lidt dårlig stil at gøre sådan en forholdsvis ny folketingspolitiker som mig så nervøs, at jeg må læse det hele to gange. Men Nye Borgerlige støtter forslaget.

Tak for det. Der er ingen kommentarer. Nu er det indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak. Med lovforslaget her tager vi nogle væsentlige skridt i forhold til at skabe rammerne for, at vi bedre kan styrke det nære sundhedsvæsen. Jeg er meget enig med de ordførere, der siger, at det jo ikke er gjort med lovforslaget her. Nej, det er jeg helt enig i, men det er et første og det er et vigtigt skridt, og det er et skridt, som følger op på den meget brede politiske aftale, som vi indgik tilbage i maj måned.

Med lovforslaget her tager vi for det første jo initiativ til, at vi skaber den juridiske ramme for, at vi nu kan få lavet en egentlig kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen. Det kan lyde lidt uhåndgribeligt: Hvad er en kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen? Men det betyder jo konkret, at vi nu kan lave kvalitetsstandarder med krav og anbefalinger til primært de kommunale sundhedsydelser og dermed jo også sikre en langt mere ensartet kvalitet på tværs af landet og muliggøre, at flere opgaver kan løses i det nære sundhedsvæsen i stedet for på sygehusene, altså langt tættere på borgeren og nogle gange også helt ude i borgerens eget hjem.

Kvalitetsstandarderne skal konkret udarbejdes af Sundhedsstyrelsen, og de første to områder er allerede undervejs. Det ene, om de kommunale akutfunktioner, er i offentlig høring lige nu, og den anden handler om patientrettede forebyggelsestilbud for borgere med kroniske sygdomme. Vi har med sundhedsaftalen også afsat penge til det.

Med kvalitetsstandarderne bliver det også muligt at stille krav til den rådgivning og vejledning, som regionerne skal understøtte kommunernes indsats med. Det skal sikre, at der er en langt tættere sammenhæng mellem indsatsen i kommunen i almen praksis og på sygehusene.

Desuden ønsker vi fra regeringens side at øge kommunernes muligheder for at samarbejde om den kommunale hjemmesygepleje og akutfunktioner. Kommunerne kan allerede nu samarbejde om at udføre selve opgaven, og nu vil vi så også give dem muligheder for at kunne samarbejde om selve visitationen af hjemmesygeplejen, herunder også indsatsen som led i akutfunktionen. Den mulighed ligger i tråd med tankerne bag kvalitetsplanen for det nære sundhedsvæsen. Elementet her i lovforslaget er ikke en del af den sundhedsaftale, der blev indgået tilbage i maj måned. Til gengæld er fælles visitation afprøvet på forsøgsbasis i et samarbejde mellem tre kommuner, der har lavet det her som led i et frikommuneforsøg, og de tre kommuner oplever at spare tid og sagsbehandlingsskridt, og nu får alle kommuner i hele Danmark altså den samme mulighed for at kunne gøre det.

Så er vi også fra regeringens side meget optaget af at sikre, at alle danskere skal have en læge tæt på, hvor de bor. Det er ikke noget, der bare klares med et snuptag; det kræver en bred indsats. Og jeg synes, at vi med lovforslaget her tager tre væsentlige initiativer på vej mod at sikre en bedre lægedækning. For det første vil vi gerne give regionerne nogle mere frie rammer til at kunne etablere og drive regionsklinikker. Vi foreslår, at reglerne ændres, så regionerne stadig har mulighed for at gennemføre et udbud, men ikke længere skal gøre det, før man opretter en regionsklinik. Derudover ophæver vi tidsbegrænsningen på regionsklinikker på 6 år. Den erstattes med en regel om, at regionerne, når regionsklinikkerne har været etableret i mindst 4 år, skal overdrage klinikken på rimelige vilkår til en kvalificeret praktiserende læge, hvis der er en sådan, som udtrykker aktivt ønske herom. Det er dermed jo også fortsat den praktiserende læge, som har fortrinsret, og det er også den foretrukne løsning, når der skal etableres lægekapacitet.

For det andet vil vi med lovforslaget her give regionerne mulighed for at kunne yde et økonomisk tilskud i form af et særligt vederlag til praktiserende læger i områder med særlig store udfordringer med lægemangel. Det skal ske ved en aftale mellem regionen og den praktiserende læge, mod at lægen tager væsentlig flere patienter ind enten i en periode eller permanent. Dermed styrker vi også regionernes muligheder for at kunne sikre, at alle har en læge tæt på, og vi styrker lægernes incitament til at etablere sig og drive praksis i områder med lægemangel.

For det tredje foreslår vi, at det bliver muligt at fastsætte regler om henholdsvis processen for fastsættelse af kriterier og kriterier for fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen. I dag er det sådan, at det er de regionale videreuddannelsesråd, som fordeler uddannelsesforløbene i speciallægeuddannelsen, og sådan vil det fortsat være med de foreslåede regler, men med lovforslaget her vil den til enhver tid siddende indenrigs- og sundhedsminister få mulighed for også at kunne fastsætte nationale kriterier for fordelingen af uddannelsesforløb, som i relevant omfang skal indgå i regionernes konkrete fordeling. På den måde bliver det muligt at sætte en retning for fordelingen af lægelige ressourcer, og det er dermed en ny mulighed for at bidrage til at kunne understøtte en bedre lægedækning. Og i sidste ende er en bedre lægedækning en væsentlig forudsætning for at kunne nedbringe den alt for store geografiske og sociale ulighed, vi har i sundhedsvæsenet. Med lovforslaget her tager vi nu, synes jeg, nogle vigtige skridt mod at sikre, at det lykkes – ikke at det er gjort med det, for der er behov for meget mere. Men jeg synes, det er et godt og et vigtigt skridt på vejen.

Med de ord vil jeg takke for den positive modtagelse fra Folketingets partier.

Der ikke er flere, der har bedt om ordet, så tak til ministeren.

Forhandlingen er hermed afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.