Det sidste punkt på dagsordenen er:

39) Forespørgsel nr. F 13:

Forespørgsel til indenrigs- og sundhedsministeren:

Hvad mener regeringen om, at det er tilladt at bruge stophormoner og krydshormoner til behandling af børn med kønsdysfori, selv om der mangler viden om behandlingernes effekt og sikkerhed, og vil regeringen i det lys medvirke til at stoppe brugen af stophormoner og krydshormoner til børn?

Af Mette Thiesen (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Nick Zimmermann (DF).

(Anmeldelse 25.04.2023. Fremme 27.04.2023).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse først vil blive gennemført i morgen, fredag den 2. juni 2023.

For at der lige kan logges ind og ud, og for at ministeren kan forlade salen kortvarigt, foreslår jeg, at vi tager 3 minutters pause. Så vi fortsætter kl. 20.12.

Mødet er udsat. (Kl. 20:09).

Så blev den kl. 20.12, og vi fortsætter.

Vi skal i gang med forespørgselsdebatten. Alle er blevet logget ind. Først skal vi have en begrundelse fra ordføreren for forespørgerne. Det er hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Selv om vi diskuterer kønsskifte, er jeg ikke fru Mette Thiesen. Men jeg har fået lov at overtage debatten her i dag. Det er jeg sådan set fint tilfreds med, for det her spørgsmål er et spørgsmål, der ligger Dansk Folkeparti utrolig meget på sinde. Nu har vi diskuteret det nogle gange på samråd og for den sags skyld også her i salen, men det er en sag, som jeg vurderer til at være en af de vigtigste sager, vi har behandlet i Folketinget, nemlig diskussionen om kønsskifte til børn.

Der er mange, der gerne vil gøre det til et spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet skal hjælpe børn med kønsubehag. Det mener vi selvfølgelig at man skal. Det tror jeg at der er bred opbakning til i Folketinget at man skal. Pointen er grundlæggende bare, at vi ikke aner, om den måde, vi hjælper de her børn på i dag, rent faktisk hjælper, eller om den ender med at gøre større skade end gavn. Til gengæld ved vi, at der er meget omfattende og alvorlige bivirkninger forbundet med den behandling, som vi udøver på børn i dag, og at der ikke er nogen synderlig dokumentation for, at den behandling skulle have nogen effekt.

Af et svar fra sundhedsministeren fremgår det, at bivirkningerne ved den her form for behandling eksempelvis kan være øget risiko for veneblodpropper, forhøjet mængde fedtstoffer i blodet, galdesten, vægtøgning, øget risiko for forhøjet blodprocent og akne. Påvirkning af knogletæthed og fertilitet kan også være mulige effekter, mens det er mere usikkert, om den kognitive udvikling også påvirkes særlig ved langtidsbehandling. Man risikerer altså eksempelvis at afskære børn fra at få deres egne børn i fremtiden.

For nylig kunne man læse i Kristeligt Dagblad, at Sexologisk Klinik – altså dem, der behandler de her børn – sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er lægefagligt forsvarligt at hormonbehandle børn og unge med pubertetsrelateret kønsdysfori på baggrund af den manglende viden om effekten af behandlingen. I samme medie kunne man læse, at Sexologisk Klinik har kendskab til ni børn og unge, der har fortrudt hormonbehandling, men de ved ikke, hvor mange der reelt er tale om. Samtidig ved vi, at rigtig mange af de her børn lærer at leve med deres tildelte køn – helt op til ca. 75 pct. Det er helt umuligt at vide, om et barn med kønsdysfori har det livsvarigt, og der er ikke noget diagnostisk apparat, der kan forudsige, om de ender med fortsat at have det. Det er mavefornemmelser.

Vi giver i dag børn mulighed for at træffe en beslutning, som man som barn umuligt kan forstå de fulde konsekvenser af. Det synes jeg ikke at vi kan byde vores børn. Vi aner ikke, om vi hjælper dem, og vi ved ikke med sikkerhed, om der er risiko for, at vi skader dem ved at tilbyde dem den her form for hormonbehandling.

På den baggrund har vi sammenfattet en vedtagelsestekst sammen med Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, som vi læser op under forhandlingen.

Tak for begrundelsen. Så er det indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Vi er endnu en gang samlet for at tale om behandlingen af børn og unge med kønsligt ubehag. Vi har allerede ad flere omgange efterhånden fået slået fast, at vi er nogle partier, der ser forskelligt på sagen. Jeg tror desværre ikke, vi kan debattere os ud af vores uenigheder, men jeg tager naturligvis meget gerne ordet igen og fortæller om regeringens synspunkter.

Lad mig igen slå fast, at der er tale om et fåtal af børn og unge med kønsligt ubehag, som får medicinsk behandling i Danmark. I alt blev der sidste år henvist 352 børn til udredning, men samme år blev kun 22 af de 352 børn og unge henvist til Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet, hvor der kan opstartes behandling. Kun syv børn og unge startede rent faktisk i hormonbehandling i 2022. Sidste år var der altså tale om syv børn og unge, som lægerne vel at mærke vurderede ville have gavn af medicinsk behandling. Det var kun 2 pct. af det samlede antal børn og unge, som blev henvist til udredning for kønsidentitetsforhold samme år.

Der er altså tale om ganske få børn og unge, som efter en grundig udredning vurderes at have brug for hjælp i form af medicinsk behandling. Den proportion synes jeg er vigtig at have med i debatten her i dag. Det vil være forkert at tro, at alle børn og unge, som har det lidt svært med deres biologiske køn, bare kan skrive sig op i rækken til medicinsk behandling, sådan som der er nogle, der forsøger at fremstille det i debatten. Det er ikke sådan, det forholder sig. Behandling til langt de fleste børn og unge består alene af samtaler og rådgivning. De fleste finder altså en måde at leve i overensstemmelse med deres biologiske køn på. Før et barn eller en ung person kan tilbydes medicinsk behandling, skal barnet eller den unge igennem et grundigt udredningsforløb. Der bliver altså foretaget en faglig vurdering af hvert enkelt barn og hver ung person. Det sker med henblik på at vurdere, om det er relevant og sundhedsfagligt forsvarligt at tilbyde medicinsk behandling.

Men selv om der er tale om få børn, skal vi selvfølgelig ikke tage let på det. Medicinsk behandling til børn og unge med kønsligt ubehag er en alvorlig ting, og der er selvfølgelig ingen, som ønsker, at nogen børn og unge bliver fejlbehandlet. Til gengæld havde jeg også gerne set, at spørgerens begrundelse for forespørgslen her i dag måske også nævnte nogle af alle konsekvenserne ved ikke at behandle.

Der er tale om en lille gruppe af børn og unge, som har det ekstremt svært, og for hvem det er væsentligt, at en eventuel beslutning om medicinsk behandling bygger på et fagligt velfunderet grundlag. Her er det vigtigt at sige – det har jeg også sagt klart og tydeligt før – at vi også har behov for at få mere viden på området, og at vi følger udviklingen på området tæt både herhjemme og internationalt, så behandlingstilbud kan tilpasses efter den nyeste viden.

Region Hovedstaden, som er det eneste sted i landet, der varetager behandlingen, fordi vi har etableret det som en højt specialiseret funktion i sygehusvæsenet, er som bekendt blevet mere tilbageholdende med at tilbyde hormonbehandling sammenlignet med tidligere. Tilbageholdenheden kommer særlig til udtryk ved unge med kønsligt ubehag opstået i forbindelse med puberteten, og som udgangspunkt tilbydes behandling kun, hvis barnet eller den unge har oplevet kønsligt ubehag siden barndommen. Hvis det kønslige ubehag først opstår i forbindelse med puberteten, kan den unge bl.a. blive henvist til et refleksions- eller afklaringsforløb. Det ender ofte med, at den unges forløb afsluttes uden medicinsk behandling, da indikationen ikke vurderes opfyldt.

Jeg synes, det er positivt, at der reageres på forskning og erfaringer, både egne, men også udenlandske, som vi skal følge tæt, og erfaringerne fører til justeringer i de aktuelle behandlingstilbud. Jeg kan dertil også oplyse, at Sundhedsstyrelsen senest den 28. marts her i år har udsendt en ny visitationsretningslinje for kønsmodificerende kirurgi i høring . I den nye visitationsretningslinje er det ikke længere muligt at tilbyde kirurgisk behandling til børn og unge under 18 år. Det er en mulighed, der i øvrigt aldrig nogen sinde er blevet anvendt i Danmark. Det er forventningen, at den nye visitationsretningslinje træder i kraft efter sommerferien. Sundhedsstyrelsen er som bekendt også i gang med en revision af hele vejledningen om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold. Jeg finder det fornuftigt, at Sundhedsstyrelsen er i gang med en revision af vejledningen. Således kan eksperterne gøre deres faglige overvejelser ud fra den nyeste viden på området og på den måde vurdere den bedst mulige hjælp for børnene og de unge og sætte rammerne for behandlingen.

Vi må som politikere insistere på, at de få børn og unge, der er tale om, får den bedste hjælp, og vi må insistere på, at det skal ske på baggrund af faglige overvejelser. Det er derfor også fortsat min og regeringens holdning, at vi skal lade Sundhedsstyrelsen færdiggøre revisionen af vejledningen. Herefter kan vi se, hvad eksperternes faglige anbefaling er på baggrund af den nyeste viden på området. Tak for ordet.

Selv tak. Der er et par enkelte korte bemærkninger. Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Husk, at det kun er en kort bemærkning her i starten, og derefter går vi over til de almindelige regler.

Tak for det. Det er positivt, at man er i gang med en revision af vejledningen, men det understreger måske i virkeligheden vigtigheden af, at vi i mellemtiden, mens man reviderer den her vejledning, og mens man finder ud af, hvad det er for et datagrundlag, der er til stede for at behandle børn med hormoner, som risikerer at gøre dem sterile resten af livet og ødelægge deres kønsorganer, faktisk undersøger, hvad konsekvenserne er, og at man i mellemtiden selvfølgelig indfører et moratorium for den her behandling, sådan at der ikke er børn, der kommer til skade i mellemtiden.

Ministeren nævner, at Dansk Folkeparti ikke nævnte og jeg i min tale ikke nævnte dokumentation for, at der også er konsekvenser ved ikke at behandle. Det er fuldstændig rigtigt, men det er jo, fordi der ikke er nogen dokumentation for, at der er konsekvenser ved ikke at behandle. Der er ingen dokumentation for, at der er konsekvenser ved ikke at behandle, for der er ingen dokumentation for, at den her behandling har nogen gavnlig effekt. Jeg står her med en artikel fra Jyllands-Posten, som ikke er mere end 2 måneder gammel,om en dreng, der blev tilbudt og henvist til behandling med hormoner, som udtaler: Havde jeg sagt ja til de stophormoner, havde det ødelagt rigtig meget af mit liv. Jeg er glad for, at jeg ikke tog dem.

Tak for det! Ministeren, værsgo.

Det er godt at høre, at ordføreren synes, det er positivt, at Sundhedsstyrelsen er i gang med en revision af vejledningen. Den positive modtagelse har jeg ikke hørt før fra ordføreren. Så synes jeg jo bare også, at det politisk ville være både positivt og klogt, at man så også sagde: Lad os da sørge for også at lytte til eksperterne på området, og lad Sundhedsstyrelsen færdiggøre sin revision af vejledningen, så vi kan se, hvad den faglige anbefaling er på baggrund af den nyeste viden på området.

Tak for det. Og så vil jeg gerne give ordet til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Det er jo positivt, at det nu er blevet ændret, sådan at man ikke kan få kirurgisk modificering, når man er under 18 år, også selv om det ikke er blevet brugt. Man kan sige, at det i hvert fald er halvdelen af det, jeg startede ud med gerne at ville have stoppet.

Problemstillingen for mig er dybest set det her med, at det godt kan være, det er en lille population og vi skal hjælpe børnene – det skal vi – men det er et forsøg, og jeg har det sådan lidt: Hvorfor kunne vi ikke, i stedet for at lave forsøg på danske børn, nøjes med at kigge på de udenlandske erfaringer og så lære af dem først og så ligesom stoppe det midlertidigt?

For behandlerne i Danmark har jo selv sagt: Arh, vi var lige friske nok med det lige i starten. Og man skal passe på, for det er nogle børn, der også har behov for hjælp – det er det virkelig – men det er i min optik stadig væk et forsøg, og det siger ministeren også, altså at vi skal følge det her og det er et forsøg.

Jeg ved, at vi ikke kommer til at overtale ministeren til at stoppe det nu, men det er bare der, jeg har en virkelig oprigtig bekymring for, at vi gør noget ved børn, som vi finder ud af ved næste revision at vi ikke skulle have gjort. Så det er bare sådan lige en forklaring på, hvorfor vi er her i dag; det er ikke kun for at genere.

Værsgo, ministeren.

Man kan i hvert fald sige, at med den nye visitationsretningslinje får man stoppet noget, der aldrig nogen sinde har været anvendt, altså en mulighed, der aldrig har været i brug. Så opfordrer ordføreren til, at man kigger på de udenlandske erfaringer. Det er jo præcis og netop, hvad vi gør i Danmark.

I øvrigt er der også mange i udlandet, der kigger mod Danmark, for vi har i modsætning til mange andre lande jo fra start af valgt at centralisere og samle det her som en højt specialiseret funktion på Rigshospitalet i Danmark. I Sverige, England og andre steder har man haft en meget mere liberal tilgang, altså liberal i den forstand, at behandlingen har foregået mange flere steder. Der har også været en mere liberal, kan man sige, tilgang til, hvornår man kunne komme i betragtning til behandling. Der rykker man den anden vej nu.

Der er også kommet en øget tilbageholdenhed i Danmark, men i forhold til det, at vi fra start – tilbage i 2015, 2016, hvis ellers jeg husker korrekt – har valgt at samle det her som en højt specialiseret funktion ét sted i Danmark, vil jeg tillade mig den påstand, at det er noget af det, man også i udlandet kigger mod Danmark på grund af.

Tak for det, og tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, fordi det kun er én gang, man kan spørge om noget, her i første omgang. Nu går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger.

Den første, vi skal sige velkommen til, er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, som har 5 minutter. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren. Ministeren nævner, at vi skal lytte til de faglige eksperter, og det synes jeg sådan set er et fint udgangspunkt. Jeg synes ikke, det er et ultimativt udgangspunkt. Man skal ikke ultimativt lytte til de faglige eksperter; det betyder ikke, at man sådan skal slå hjernen fra og så bare i blinde lytte til enhver melding, der måtte komme fra faglige eksperter.

Man skal også nogle gange være kritisk. Det har vi set adskillige gange igennem historien har været nødvendigt. Pigerne på Sprogø er jo et godt eksempel. Der er thalidomidskandalen, for den sags skyld. Og der er flere eksempler, og den her idé om, at vi lever i sådan en ny tid, en ny historie, hvor det, at der bliver lavet fejl også af eksperter, ikke er noget, der kan forekomme, synes jeg er en kende naiv tilgang til det her spørgsmål.

Men det er et fint udgangspunkt at lytte til eksperter, bestemt. Og en af eksperterne på det her område er jo bl.a. Mette Ewers Haahr, der er børnepsykiater og overlæge på Sexologisk Klinik, og som udtaler, at en af årsagerne til, at der er sket en udvikling i behandlingen – først en eksplosion, men siden hen også et, hvad skal man sige, fald i antallet af børn, der bliver behandlet med de her dybt, dybt farlige hormoner – er, at der er mangel på evidens for behandlingens effekt.

Som jeg lige gjorde ministeren opmærksom på – jeg ved ikke, om hun nåede at høre det, for jeg blev skåret lidt af – står jeg her med en artikel fra Jyllands-Posten fra ikke mere end for 2 måneder siden om en dreng, som er blevet henvist til behandling med kønshormoner, og som udtaler, fordi han aldrig nåede at få dem:

Havde jeg sagt ja til de stophormoner, havde det ødelagt rigtig meget i mit liv. Jeg er glad for, at jeg ikke tog dem.

Det er altså en dreng, der, hvis han ikke selv var kommet til den konklusion, at det nok alligevel ikke var hensigtsmæssigt at få de her hormoner, havde fået dem med de konsekvenser, som der er af den her behandling, til følge, som bl.a. er, at man bliver steril resten af livet, at ens kønsorganer ikke udvikler sig normalt, og at der er større risiko for kræft, for knogleskørhed og meget andet.

Derfor er det alene på den baggrund da dybt, dybt uansvarligt at fortsætte den praksis, som vi har i øjeblikket, særlig set i lyset af at man er i gang med en revision af vejledningen på det her område. Man kunne i mellemtiden indføre et moratorium for den her form for behandling og så sørge for, at der ikke er flere børn, der potentielt bliver fejlbehandlet i den periode, hvor vi venter på at finde ud af, om der reelt er en effekt af den form for behandling.

Så synes jeg jo sådan set også, at der er sket noget på baggrund af den debat, vi har haft nu mange gange den seneste måneds tid, omkring kønsskifte. Da vi startede med at debattere det her emne, var ministeren blankt afvisende over for, at vi skulle indføre et moratorium, også for den kirurgiske behandling, og nu, på baggrund af de debatter, vi har haft her i salen og til samråd, åbner man pludselig op for, at nu skal den her behandling ikke længere være en mulighed.

Så medmindre ministeren bare af – hvad skal man sige – magtpolitiske årsager giver efter, må det jo være, fordi hun enten er blevet overtalt af gode argumenter, eller fordi der er faglige eksperter, der rent faktisk har understreget over for ministeren, at det selvfølgelig er dybt uhensigtsmæssigt at fortsætte den her form for behandling uden nogen lægefaglig evidens.

Så jeg håber selvfølgelig, at vi kan slutte den her debat af med, at ministeren tilkendegiver – og jeg synes, det ville være det eneste ansvarlige i det her spørgsmål – at mens vi venter på en revision af den her vejledning og et bedre datagrundlag i forhold til behandlingen af de her børn og unge, der risikerer at blive skadet resten af livet på baggrund af den behandling, vi som stat udfører på dem, indfører vi selvfølgelig et moratorium for den her form for behandling.

For der er tale om børn. Der er tale om børn, der ikke kan give et informeret samtykke til en behandling, der risikerer at skade deres krop, kønsdele og seksuelle nydelse resten af deres liv. Vi ved, at langt hovedparten af børnene naturligt vokser fra det her i løbet af deres pubertet, og derfor er det eneste ansvarlige selvfølgelig kun at sørge for, at den her behandling ikke fortsætter, mens vi venter på et bedre datagrundlag.

Jeg tror, det var det om det her, og så vil jeg læse en vedtagelsestekst fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne op, der lyder sådan:

Forslag til vedtagelse

»I lyset af, at der mangler viden både om behandlingernes effekt og sikkerhed, pålægger Folketinget regeringen at iværksætte de nødvendige foranstaltninger, der skal sikre forbud mod brugen af stophormoner og krydshormoner til børn under 18 år med kønsdysfori.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 36).

Tak for ordet.

Tak til hr. Mikkel Bjørn for ordførertalen. Der er en kort bemærkning. Værsgo til fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Jeg må sige, at jeg er skuffet over ordføreren. Jeg er også bekymret for de børn, der måtte lytte til ordførerens tale. Så skal jeg bare lige høre, om man ikke lige fra ordførerens side vil give mig ret i, at der var sendt en høring ud, længe før man rejste den her sag.

Ordføreren.

Jeg kan da bekræfte, at Dansk Folkeparti er lige så skuffede over regeringen i det her spørgsmål. Vi er dybt skuffede over, at man ikke lytter til gode argumenter og ikke mindst til det forhold, at der ikke er nogen sundhedsfaglig, lægefaglig eller psykologfaglig evidens for den form for behandling, vi foretager på børn i øjeblikket. Altså, der er jo ingen former for behandling i vores sundhedsvæsen, hvor vi ville tillade børn – eller mennesker i det hele taget – at blive behandlet med så vidtgående lægemidler med så omfattende konsekvenser, uden at der forelå en eller anden form for lægefaglig eller psykologfaglig evidens for den her form for behandling. Så vi er lige så skuffede i Dansk Folkeparti, det må jeg sige.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi over til Socialdemokratiets ordfører. Værsgo, fru Camilla Fabricius.

Tak for det. Så er vi her igen igen for at tale om den lille, men vigtige gruppe af børn, som har brug for, at vi voksne lytter til dem, og at der bliver lyttet til den seriøse medicinske gennemgang, der er, hvis man har en oplevelse af, at man ikke er det køn, man er tildelt fra fødslen. Som ministeren har redegjort for, er det en utrolig lille gruppe. Det er en væsentlig gruppe, som selvfølgelig skal have den hjælp, som alle andre skal i vores samfund. Jeg synes, at vi har været omkring det her på utrolig mange måder. Jeg synes, at det er bekymrende, at der ikke er plads til de 22 børn.

Lad det være mine ord, og så skal jeg hilse fra Venstre, Moderaterne, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. Jeg vil gerne læse vores vedtagelsestekst op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det er vigtigt at sikre den rette hjælp til børn og unge med kønsligt ubehag.

Folketinget finder det afgørende, at det er en lægefaglig beslutning, om medicinsk behandling skal finde sted. Samtidig er det væsentligt, at en eventuel beslutning om medicinsk behandling bygger på et fagligt velfunderet grundlag. Det er således vigtigt, at der kommer mere viden på området, og at udviklingen på området løbende følges, så behandlingstilbuddet kan tilpasses efter nyeste viden.

Folketinget konstaterer i den forbindelse, at Sundhedsstyrelsen har igangsat en revision af gældende vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold. I arbejdet vil der være særligt fokus på behandlingstilbuddet til børn og unge. Arbejdet forventes færdigt ultimo 2023. Folketinget vil lade Sundhedsstyrelsen færdiggøre revisionen af vejledningen, så det bliver klart, hvad eksperternes faglige anbefaling er på baggrund af den nyeste viden på området.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 37).

Jeg glemte at sige, at jeg også skulle hilse fra Alternativet, som også støtter vedtagelsesteksten.

Det kunne jeg næsten regne ud.

Der er en kort bemærkning. Værsgo til hr. Mikkel Bjørn fra DF.

Tak for det. Jeg synes, det er ærgerligt, at det her bliver gjort til et spørgsmål om, hvorvidt der er plads til mennesker, der lider under de her udfordringer i tilværelsen, for det er jo ikke det, det handler om. Det, det handler om, er, at de her mennesker får den rette behandling og ikke mindst en behandling, som ikke ender med at gøre skade på dem resten af deres liv. Altså, vi har en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, der hedder Lasse E. Sørensen, på Bispebjerg Hospital, der udtaler:

»Jeg er fuldstændig enig i, at de børn, der giver udtryk for kønsdysfori, har brug for hjælp og behandling. Men det er af afgørende betydning, at de modtager den rigtige behandling. Der kan nemlig være mange forskellige årsager til kønsdysfori hos børn og unge, bl.a. andre underliggende psykiatriske tilstande, tidligere overgreb eller måske blot et præpubertært udtryk for senere homoseksuel orientering.«

Derfor er det selvfølgelig helt afgørende, når vi ved, at der kan være mange årsager til, at børn lider af kønsdysfori, at vi ikke ender med at give dem en behandling, som ender med at gøre skade på dem resten af deres liv, og som de på et senere tidspunkt eventuelt måtte ende med at fortryde.

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes, det er meget væsentligt, at man giver den rette behandling, både til de her børn og til ethvert andet barn, som har brug for den lægefaglige tilgang, der er nødvendig. Så selvfølgelig skal der være den rette sundhedsfaglige indsats omkring de børn, der har brug for det her.

Hr. Mikkel Bjørn, værsgo.

Ja, og det er vi jo helt enige om. Det, vi ikke er enige om, er, hvorvidt vi skal give en behandling, som ender med at gøre skade på de her børn resten af deres liv. Ordføreren sagde lige før, at vi skal forholde os til den nyeste viden. Den nyeste viden er bl.a., at rigtig mange af de børn, der udtrykker kønsligt ubehag, har underliggende psykiatriske diagnoser som autisme, aspergers, ocd, depression og mange andre diagnoser, som kan være med til at forklare den her identitetsbekymring, som mange af de her børn oplever i løbet af deres pubertet. Derfor er det selvfølgelig ikke det rigtige at behandle dem med hormoner, som ender med at gøre dem sterile resten af deres liv, hvis de ender med at vokse fra det i løbet af deres pubertet. Det synes jeg er almindelig sund fornuft, og det havde jeg da håbet at Socialdemokratiet kunne se selvfølgelig gav mening.

Hvorfor er Socialdemokratiet ikke med på at indføre et moratorium? Det er jo ikke et moratorium, der ender med at vare særlig længe. Det er, indtil vi har en færdig revision af den her behandling. Så kan vi forholde os til det, og så kan vi eventuelt fortsætte den eller standse den.

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. 352 har udtrykt, at de var nysgerrige og har ønsket at indgå i en afklaring. 22 blev indstillet, og 7 ender med at få behandling. At der skulle være et menneske med autisme, der ønskede en kønslig behandling, kan jeg ikke se nogen som helst problemer med.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Det, jeg reagerede på, var dybest set det her med, om der ikke kunne være plads til de her 22 børn. Jeg synes faktisk, det var under bæltestedet. Jeg ved godt, vi har haft den her debat mange gange. Tidligere var der et eksempel med Medicinrådet, hvor der sad børn i rullestol rundtomkring, der tilfældigvis var mere end 6 år gamle og derfor ikke kunne få Spinrazamedicin, der var en behandling, som de kunne have fået i Tyskland og Sverige. Der mindes jeg ikke, at Socialdemokraterne stillede sig op på talerstolen på samme måde og sagde: Det er frygtelig synd for de her børn. Der trak man en streg i sandet. Det synes jeg ikke er i orden.

Jeg er med på, at man har en eller anden woke-tilgang og der måske er nogle organisationer bagved, der presser meget på; men virkeligheden i Danmark er, at der er masser af gange, hvor Socialdemokraterne, og sikkert også Venstre, har indført ting, der har gjort, at børn i Danmark ikke har fået den behandling, vi kunne have givet dem, fordi man traf et politisk valg. Det politiske valg, jeg egentlig beder Socialdemokraterne om at træffe her, er at garantere over for mig, at der ikke om ganske få år kommer bare en enkelt af de syv, der har fortrudt.

Fru Camilla Fabricius, værsgo.

Jeg tror alligevel, at jeg vil notere mig dagen her i Folketingssalen, hvor jeg bliver kaldt woke. Jeg tror, at mine utrolig mange tantebørn vil være rigtig stolte og glade på mine vegne over, at jeg får sådan en titel. Når det så er sagt, mener jeg sådan set, at vi helt hardcore her har en behandlingsform til nogle mennesker, der har brug for behandling, ligesom mange andre steder i sundhedsvæsenet, og jeg synes sådan set ikke, den er længere.

Kim Edberg Andersen.

Det, jeg hører Socialdemokraterne sige nu, er, at alle de her børn, der tidligere har fået nægtet medicin, fordi Socialdemokraterne har lavet Medicinrådet, nu bare kan ringe ind til Socialdemokraterne, og så får de deres behandling. Det er det, jeg hører Socialdemokraterne – en del af den danske regering – sige, og det takker jeg for. Og det har jeg tænkt mig at opfordre dem til, naturligvis. For hvis alle skal behandles, skal det være alle; ellers kører man jo med den der retorik om, at man skal behandle alle, blot fordi det lige passer rigtig godt ind i den her identitetspolitik. Så man behandler alle. Jeg synes, det er dejligt at høre, at Socialdemokraterne har fortrudt, at de nægtede de børn medicin tidligere.

Ordføreren, værsgo.

Jeg opfatter klart det der som en kommentar til et eller andet socialt medie, så det lader jeg simpelt hen bare fare.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører, fru Camilla Fabricius. Vi er jo en lille sluttet kreds her i aften, så vi springer lige et par partier over, og så vil jeg gerne sige velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal gøre det ganske kort, for vi har jo haft den her diskussion før, og vi har sådan set ikke ændret holdning. I Danmarksdemokraterne ønsker vi et stop for brug af stophormoner og krydshormoner til børn under 18 år, og det er sådan set konklusionen på det.

Jeg skal hilse fra Konservative og hr. Per Larsen og sige, at de er enige i den holdning. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken til fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Vi er samlet her igen om en vigtig sag. For Liberal Alliance er det vigtigt, at vi ikke behandler børn med metoder, vi ikke kender konsekvenserne af. For os er et eneste barn, der senere fortryder den her behandling, et barn for meget. Det betyder jo ikke, at vi ikke anerkender, at der er nogle børn, som har lyst til at få den her behandling, eller som giver udtryk for, at det er det eneste rigtige for dem. Vores holdning er blot, at de børn skal hjælpes på en anden måde, indtil de er myndige og har en voksen hjerne, der kan tage stilling til så vild en beslutning, fordi vi jo netop ikke kender konsekvenserne af de her behandlinger.

Som voksen må man gøre, lige nøjagtig hvad man vil. Man må behandle sig med, lige nøjagtig hvad man vil, og man må gøre med sig selv og med sin krop, hvad man vil, så længe man ikke skader andre mennesker. Men når det er børn, er det vigtigt, at vi er med til at passe på dem.

For mig virker det lidt vildt, at man tænker, at det er nødvendigt at undersøge en form for behandling, men at man så lader den ske imens. Jeg har lært, at det hedder, at man kan lave et moratorium. Jeg vil bare sige: Kan man ikke bare stoppe for det der skidt, så længe der er en undersøgelse i gang, og så lad os se, hvad den siger? For sæt nu, at den viser, at noget er helt galt, og vi så alligevel har ladet det ske i mellemtiden.

Men i stedet for at skælde ministeren ud vil jeg gerne anerkende ministeren for netop at have handlet i forhold til det her med at sikre, at vi ikke længere har mulighed for at gøre noget kirurgisk ved børn under 18 år, der ønsker at skifte køn. Men jeg vil også endnu en gang opfordre ministeren til at stoppe behandlingen, så længe undersøgelsen pågår. Og ellers mener jeg, at jeg har redegjort for LA's holdning under DF's beslutningsforslag B 62, men jeg er naturligvis til rådighed for uddybende forklaringer, hvis det skulle være nødvendigt. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er den sidste ordfører, jeg ser i salen i aften, hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, formand, og jeg vil starte med at anerkende ministeren. Vi er, minister, nået halvt i mål med mit allerførste beslutningsforslag i Folketinget, som var et forbud mod kirurgisk og medicinsk kønsskiftebehandling af børn under 18 år, og man kan sige på nordjysk, at man også skal anerkende en halv sejr, og hvis der så går 4 måneder, før jeg får den fulde sejr, så går det også. Så hvis vi kan slå en handel af der lige efter sommerferien, hvor vi mødes og vi så lukker ned for resten, så er alt jo godt. Så skal vi heller ikke indkalde til flere samråd og bruge meget tid på det, for gode forslag skal man vedtage; det har jeg lært herinde i Folketingssalen. Det er selvfølgelig nok lige vel optimistisk, men det er jo også sidst på dagen, og jeg har siddet her siden i morges, og det har været lang tid, og det har været varmt herinde, og så skal man slutte af med et brag. Så det vil jeg prøve.

Jeg synes, det er forkert, jeg synes, det er uordentligt, og jeg synes, det er noget, som voksne politikere bliver nødt til at tage seriøst, altså når vi laver noget, som vi faktisk erkender er forsøg på børn. Jeg synes ikke, det er i orden at lave forsøg på børn. Det gør jeg ikke, og jeg er også fra et parti, som kommer til at stemme imod, at børn kan få lov til at få foretaget en abort uden at skulle sige det til deres forældre. Det udspringer af et synspunkt, jeg har. Jeg erkender, at der bare er nogle ting, man som 15-årig, 16-årig, 17-årig ikke sådan er helt klar til at tage beslutning om. For mit eget vedkommende skyldtes det, at frontallappen var klar som 23-årig, og der skulle jeg jo nok også have haft en eller anden form for mindre myndighed. Men virkeligheden i Danmark er, at vi må stemme som 18-årige, og det vil sige, at vi som 18-årige også burde være voksne nok til at tage en beslutning om noget så vildt som det at skifte køn.

For det er jo faktisk det, som vi snakker om, og det er ret vildt. Vi skal lade være med at sige, at bare fordi det er faldet til et antal på kun syv, så er alt godt. Grunden til, at det er faldet til syv, er jo, at vi er startet fra et noget voldsommere og højere tal, og at selv dem, der til at starte med har syntes, at det var en fantastisk behandling, sådan har fået lidt småkolde fødder og har tænkt, at det, man har gang i her, nok lige er vildt nok, og så er vi kommet ned på syv. Jeg kunne godt være bekymret for, at vi blandt de syv stadig væk laver behandlinger, hvor vi kommer til at skade mere, end vi gavner. Man skal nemlig i den her debat også passe på med at underkende, at der er nogle børn, som har det rigtig, rigtig skidt med det her, og det glemmer vi, når vi herinde kaster mudder på hinanden og er sure på hinanden.

Så hvad er det, vi diskuterer? Ja, vi diskuterer dybest set en bekymring fra den ene side af salen i forhold til det her forsøg, hvor der ikke rigtig er nogen evidens for, at det skader nogle børn, og der siger vores samvittighed, at vi skal stoppe det, indtil vi ved, om vi skader de børn. Den anden side siger, at man måske kan lindre det for nogle børn, og at man derfor tager chancen, i forhold til at man muligvis skader nogle børn.

Det er set før i historien, at vi har taget nogle beslutninger ud fra medicinske oplysninger, som vi jo nok må indrømme vi efterfølgende i dag ikke ville have taget, og hr. Mikkel Bjørn har nævnt dem, altså kvinderne på Sprogø, thalidomidskandalen osv. osv. Og lige så stor en sag, som det faktisk var med hensyn til thalidomid – i min generation kan vi huske, hvor stor en skandale det var – lige så lille var antallet, altså 150 kvinder. Det var ganske, ganske få. Vi har behandlet langt flere med hormoner, og lur mig, om vi ikke også lige pludselig rammer op over et tal på 50-100 stykker, som vi har fejlbehandlet. Så skal vi se tilbage med historiens øjne og måle os selv på, om vi lavede en fejl, og jeg ønsker ikke, at nogen skal stå og undskylde. For det hjælper nemlig ingenting, hvis man har fået ødelagt sit liv, og vi risikerer at ødelægge børns liv, og det er derfor, vi står her igen i dag, og det er selvfølgelig mange gange, og det accepterer jeg.

Så derfor vil jeg slutte positivt af igen og sige tusind tak til ministeren, som, på trods af at hun kæmper sin sag, naturligvis også har et kæmpe hjerte af guld derinde, og man ser på det i forhold til det kirurgiske, og så ser vi på, om der ikke kommer noget om et halvt års tid . Og tusind tak til de blå partier, som også har bakket op om det her. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke er blevet spurgt, om jeg måtte være med i det, men jeg bliver holdt sådan lidt udenfor, eller også har jeg ikke tjekket min mail, men jeg kan i hvert fald godt tilslutte mig vedtagelsesteksten. Så der følte jeg mig udenfor igen. Det er ikke første gang herinde. Det må vi have en snak med Søren Gade om efter sommerferien. Tusind tak for ordet.

Ellers må man selv rede det ud med nogle af dem, man kender, hvis man har nogle venner.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vil jeg gerne igen sige velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren. Nej, hun ønsker ikke at komme på talerstolen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningerne om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted i morgen, fredag den 2. juni 2023.